Gør en forskel – hver dag

Hele dette tillæg er en annonce fra Dansk Sygeplejeråd
10 PATIENTEN
Sygeplejerskerne
betød alt
I 14 forfærdelige dage lå Brian Holm på hospitalet, efter han
havde fået konstateret tarmkræft. Det var sygeplejerskerne, der
gjorde opholdet tåleligt, og de var de eneste, han kunne tale med
om den angst, han følte.
S
OM PROFESSIONEL cykelrytter
var Brian Holm vant til at kæmpe for hver eneste
kilometer på asfalt, grus og brosten overalt i verden.
Han gennemførte blandt andet verdens hårdeste
cykelløb, Tour de France, syv gange. Det var dog
først i 2004, da han som pensioneret atlet fi k diagnosen
tarmkræft, at hans livs kamp begyndte. Ikke for
at komme først over målstregen, men for at overleve.
– Jeg blev fra den ene dag til den anden hvirvlet
ind i et kræftforløb, der gjorde mig forvirret,
rundtosset, og fi k mig til at føle, at jeg spillede hovedrollen
i en dårlig fi lm. Det var som et mareridt,
jeg ikke kunne vågne af, husker Brian Holm, da vi
denne solskinseftermiddag møder ham i indre by.
Han har stillet ladcyklen op af en lygtepæl og ligner
med sit lidt rodede hår og lange skæg slet ikke den
topatlet, vi kender fra sportssiderne i 1990´erne.
Men på mange måder er det også en anden Brian
Holm, vi møder. For der fi ndes en Brian Holm før
og efter 11. februar 2004. Det var den dag, Brian
Holm fi k konstateret tarmkræft og de næste dage og
måneder blev et helvede, der forvandlede ham, så
han aldrig mere blev den samme igen.
– Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at jeg havde
været mere tapper under sygdommen, men det var
jeg ikke. Jeg ramte et sort hul, siger Brian Holm, der
i dag er sportsdirektør for det succesfulde cykelhold
Columbia-HTC.
– Sygeplejerskerne på Bispebjerg var dem, der fi k
mig hel igennem forløbet. Jeg var så bange, forvirret
og fra den, og det værste var, at der ikke var nogen
af dem, jeg kendte, jeg kunne tale med. Jeg ville ikke
gøre min kæreste eller min familie ekstra bange,
www.dsr.dk
TEKST: TRINE BAADSGAARD
FOTO: WILLI HANSEN
og derfor havde jeg ingen at drøfte min angst og
sorte tanker med. Men det var kun indtil jeg fandt
ud af, at alt det kunne jeg dele med sygeplejerskerne,
husker Brian Holm og fortsætter:
– Jeg vidste godt, at sygeplejerskerne kunne rense
sår, give sprøjter og rette på hovedpuden, men at de
også havde så store evner til at give omsorg og kommunikere
om noget, der var så svært, kom virkelig bag
på mig. Jeg ville ikke vide, hvad jeg skulle have gjort,
hvis ikke jeg havde haft dem at tale med, siger han.
OVENI ALLE DE SVÆRE TANKER var Brian
Holms kræftsygdom også koncenteret om det, han
kalder ”de nedre regioner”. Et faktum han følte ekstra
ydmygende.
– Jeg kan huske en af de første sygeplejersker,
der kom ind til mig efter, jeg var blevet opereret og
skulle vaske mig. Hun så simpelthen lidt for godt ud
til, at jeg syntes, det var i orden, og det fi k jeg fortalt
hende. Men hun var supercool og fortalte mig, at det
havde hun gjort hundredevis af gange, og på en eller
anden måde fi k hun gjort en utrolig akavet situation
helt ok, husker Brian Holm, og sådan var der mange
situationer, hvor sygeplejerskerne med deres faglighed
og deres empati gjorde hospitalsopholdet meget
lettere for Brian Holm.
DA HAN EFTER LANG TIDS SLID fi k kæmpet sig
op fra det sorte hul og endelig kunne erklæres rask,
havde hans syn på tilværelsen, som han deler med
sin forlovede og sine to børn, ændret sig.
– Det lyder måske frelst, men de ganske små,
almindelige hverdagsting sætter man pludselig pris
på. Ting som at gå en tur i Frederiksberg Have,
drikke te med kammersjukkerne, tage ud og løbe
en tur med drengene. De ting betyder alt for en. Og
man bliver lynhurtigt klar over, at de værdier, der
koster penge, ikke er så vigtige, som man lige gik
og troede, slutter Brian Holm, der i dag er raskmeldt
og har besluttet sig for at bruge noget energi og tid