Noter til filosofi-pensum-frihed - Horsens HF og VUC

Noter til filosofi 2009-2010
Frihed
Jens-Jørn Holmen

1. d’HOLBACH (1723-1789): Determinisme.
Mennesket: Mennesket er en del af naturen. Ideen om en forskel
mellem mennesket som fysisk, biologisk væsen og som
handlende moralsk væsen er falsk. Mennesket er som
alt andet i naturen underkastet undtagelsesløse
lovmæssigheder. Vore følelser og de handlinger de
udløser, er fysiske bevægelser af tiltrækning og
frastødning. Bevidsthedsfænomener er processer i den
organiserede materie der udgør et bevidst væsens
nervesystem og hjerne.
Naturen: Naturen er materie i bevægelse. Alt sker i
overensstemmelse med naturens ubrydelige
lovmæssigheder. Naturen er et stort deterministisk
system. Med kendskab til naturlovene og naturens
tilstand på et givet tidspunkt skulle det principielt være
muligt at ”forudsige” naturens tilstand til et hvilket som
helst tidspunkt.
Ateisme: Materien har altid eksisteret og vil altid eksistere. Der
derfor er ingen Gud som har skabt naturen, d’H. afviser
således enhver deistisk fornuftsreligion 1 . Materien
organiserer og strukturerer sig selv ud fra egne, indre
kræfter. Der er derfor heller ikke brug for en Gud der
skulle opretholde og gribe ind i naturens gang.
Oplysnings-
filosof: d’H’s. radikale materialisme og ateisme 2 var en filosofi
til brug i kampen mod fordomme og den måde
samfundets magthavere ved bl.a. religionens hjælp
kunne holde samfundets medlemmer bundet i
uvidenhed og slaveri.
Den frie vilje: Ideen om en fri vilje er lige så falsk som ideen om en
Gud eller ideen om en særlig sjælelig substans. Bag
vore handlinger ligger ikke en fri vilje. Vi handler ud fra
ydre påvirkninger og vores naturs indre organisation. Vi
handler ikke ud fra en ide som vi frit skulle kunne
danne i vores bevidsthed. Mennesket handler for at
opretholde sin eksistens, for at tilfredsstille sine behov
og for at opnå den lystfølelse som
behovstilfredsstillelsen er. ”Kort og godt: Menneskers
1
Deisme: troen på en Gud der ikke griber ind i naturens gang. Gud har skabt verden med bestemte lovmæssigheder
og derefter trukket sig tilbage.
2
d’H’s hovedværk Système de la nature (1770) udkom anonymt og blev (forgæves) forbudt udgivet til langt op i det
19. århundrede. Værket er blevet kaldt materialistens og ateistens bibel.
3

handlinger er aldrig fri. De er altid nødvendige følger af
deres temperament, de ideer, de modtager fra
omverdenen, de sande og eller falske forestillinger, de
gør sig om lykken, og endelig de anskuelser, de nærer,
og som forstærkes gennem eksempler, opdragelse og
daglige erfaringer.”
Moralen: Mennesket kan ikke være ansvarligt for dets handlinger,
når det ikke har en fri vilje. Men mennesket er ikke som
religionen hævder, af naturen ondt. Slette, onde eller
lastefulde handlinger skyldes omgivelserne. Ved at
forbedre de fysiske forhold vil mennesket også moralsk
blive bedre mere dydigt. ”Mens sana in corpore sano 3 .
Det er det der kan give en god borger”. Det naturlige,
moralske gode er lykke eller lystfølelse, som det burde
være samfundets opgave at fremme. Den naturlige
moral, der ifølge d’H. skal bygge på videnskaben om
mennesket, er derfor helt igennem utilitaristisk. Denne
moral skal afløse den religiøse moral, der splitter
samfundet og gør den enkelte ulykkelig.
3 En sund sjæl i et sundt legeme
4

2. SARTRE (1905-1980): Menneskets væren er frihed.
Den centrale
tanke: Mennesket er frit: "Hvilke omstændighederne end er,
hvilken tid og hvilket sted det end drejer sig om, er
mennesket frit til at vælge sig som forræder eller helt,
som kujon eller sejrherre"
Menneskets
"væren-fri": Menneskets frihed er først og fremmest dets mulighed
for frit at tolke dets situation. Fortolkningen tilhører
bevidstheden. At menneskets væren er bevidsthed vil
sige, at den er en væren på afstand af det givne. Som
bevidsthed løsriver mennesket sig fra det, som er. Vi
lever i det imaginære.
Subjekt/objekt: I og med bevidstheden kommer først skellet mellem
subjektet og objektet - mellem det jeg der forestiller sig
noget og det noget som forestilles. For mennesket er
skellet mellem subjekt og objekt ikke oprindeligt, men
en følge af bevidstheden - kritikken af Descartes'
dualisme.
Bevidstheden
i sig selv: I sig selv er bevidstheden tom, et intet. Den har ingen
væren-i-sig-selv. Bevidstheden bliver først til, når den
har noget at tænke på (bevidsthedens intentionalitet).
For mig findes der på en måde ikke noget andet, end
det som viser sig for min bevidsthed. Før tingene viser
sig for bevidstheden, er den som et spejl i mørket, dvs
ikke noget spejl.
"Væren-for-sig": Bevidstheden bliver først til, når noget viser sig for den.
Den er væren-for-sig. Det som viser sig for
bevidstheden kaldes fænomener.
"Væren-i-sig": Tingene derimod, tænker vi, har en virkelighed
uafhængig af, hvordan de viser sig, og uafhængig af
bevidstheden. Deres virkelighed er en væren-i-sig. At
forestille sig ting og mennesker på denne måde er
ingen positiv oplevelse: som sådanne er de overflødige,
meningsløse og kvalmende. De har tabt deres
betydning, mening og funktion. Hvorfor er de overhovedet
til? - oplevelsen af tilværelsens absurditet: den -
totale meningsløshed.
Den aktive
bevidsthed: Når tingene viser sig for vores bevidsthed er vi ikke
passive, men aktive. Det er os der bestemmer, hvilken
5

mening tingene skal have for os. Vi giver den i sig selv
meningsløse eksistens form og betydning. Vi vælger
tingene ud, som vi tillægger betydning - hver af de ting,
vi forbinder med en bestemt funktion og hensigt.
Bevidstheden en
tilintetgørende Bevidstheden skaber orden ved at se bort fra visse ting,
kraft: skubber nogle i baggrunden og fremhæver andre. På
grund af min forventning "forsvinder" de ting, som
trods alt findes som rå kendsgerninger, - de gøres til et
intet.
Mennesket væren
som projekt:
Menneskets væren
Dette gælder også i forholdet til mig selv. Beslutter jeg
mig for f.eks. til at blive kunstmaler, noget som jeg
endnu ikke er, aflæser jeg ikke kun i omgivelserne,
hvad der betyder og ikke betyder noget for at realisere
dette mål. Jeg gør tillige det, jeg er, f.eks. lærer, til
fortid, til det, der ikke betyder noget, til et "intet". Jeg
ser min tilværelse i lyset af det jeg vil, i lyset af et
udkast eller et projekt, noget muligt. I kraft af min
bevidsthed bliver min tilværelse organiseret omkring
noget som (endnu) ikke er.
som transcendens: Transcendens (af lat. overskridelse, gåen ud over)
betyder hos S. menneskets overskridelse af det
givne (det faktiske, det bestående)
i det mulige. Menneskets væren er mulig væren.
Menneskets væren
som mangel:
Den radikale
Menneskets væren er en mangel på væren. Det er
begær, et umætteligt begær: "når begæret er
tilfredsstillet vansmægtes det efter begær" (Hegel). Det
lider og sygner hen af mangel på begær. Dets væren
som menneske er truet.
selvproduktions- Menneskets tilværelse er ikke afgjort eller bestemt
tese: på forhånd, men det bestemmer og definerer tværtimod
sig selv gennem sine handlinger, dets projekter og
gennem de forestillinger det gør sig. Sartre er således
libertarianer. Mennesket vælger sig selv - men i
modsætning til f.eks. Kierkegaard radikaliserer S. synet
på menneskets frihed, for mennesket vælger ikke "kun"
at blive det, det er, det gør sig til det, det er, det
skaber sig selv.
Den fordømte
frihed: Mennesket kan ikke fravælge sig friheden. Ufrihed er
den brug af friheden, der består i at benægte friheden.
Der er ingen undskyldninger.
6

Angsten: Angsten er bevidstheden om denne radikale frihed. Det
er en angst for et intet, som altid er med i menneskets
liv. Hvis jeg kan stille mig frit til min fortid, hvis jeg kan
vælge og lægge vægt på det jeg vil, bliver friheden et
trykkende ansvar. Dette er forudgrebet i følelsen af
angst.
"Ond tro": Der findes i mennesket en tilbøjelighed til at betragte
sig selv som en ting, bestemt af årsager. Ved at hævde,
at der er noget, jeg må gøre, eller ved at lade hele sit
liv bestemme af den rolle, man tror, man er sat til at
spille, forsøger man flygte fra frihedens ansvar. Inderst
inde ved man, at det er et falsk spil. Der er tale om et
selvbedrag eller at være i ond tro.
De andre: Min frihed og selvstændighed er ikke kun truet af
tingene, men også af andre mennesker, andre bevidstheder
og deres frie fortolkninger. Mennesket vil anerkendes
som et menneskeligt væsen, dvs. som et frit og
selvstændigt væsen. Det kan imidlertid kun ske gennem
et andet menneskeligt væsen, for en anden bevidsthed,
der imidlertid på samme måde søger anerkendelse.
Kampen om
anerkendelse: Forholdet mellem mennesker bliver konflikt og
magtkamp. Ifølge sin måde at være på (begærende og
tilintetgørende) må den ene bevidsthed forsøge at indlemme
den anden som noget for den. Den reducerer
den anden til et objekt og afviser på denne måde den
andens menneskelighed. Når det andet menneske ser
på mig, retter blikket mod mig, ser det mig ikke og kan
ikke se mig, som jeg selv ønsker at blive set. Men for at
vurdere og bedømme mig selv, som det menneske jeg
er, dvs. vil være, må jeg alligevel underlægge mig de
andres blikke. "Hvad jeg end siger om mig selv, indgår
de andres dom altid deri".
Etikken: S. tilslutter sig Nietzsches påstand: "Gud er død".
Der er ingen begrundelse for den rigtige handling. Ud
over, hvad man beslutter sig til og engagerer sig i med
sit liv, er der intet. Til gengæld står det enkelte
menneske alene tilbage med det fulde ansvar for dets
handlinger. S udviklede sideløbende med den
eksistentialistiske etik en etik, hvor det gode liv og det
gode forhold forstås som det der sker, når mennesket
7

spontant, uden bagtanker og hinsides sine egne
projekter yder hjælp til et andet menneske.
8

4. BERLIN.(1909-1997): Frihed er handlefrihed eller ’negativ’ frihed
Frihed: Frihed som personlig frihed er en central politisk værdi,
men ikke den eneste, ej heller en værdi, der
overskygger alle andre værdier. Værdier som frihed,
lighed, retfærdighed, sikkerhed, velfærd og
tilfredsstillelsen af basale behov osv. kan ikke altid
eller sjældent forenes.
Liberalisme: Der er i liberale samfund et værdisammenstød.
Pluralismen er netop, hvad der giver friheden
grundliggende værdi. I autoritære samfund benægtes
friheden eller omfortolkes til ’positiv’ frihed.
”Pluralisme, med den grad af ’negativ’ frihed som den indebærer,
forekommer mig at være et mere sandt og humant mål end
målene hos dem der i de store disciplinerende, autoritære
strukturer søger idealet om klassers eller folkeslags eller hele
menneskehedens ’positive’ herredømme over sig selv. Det er et
mere sandt ideal fordi det i det mindste anerkender den
kendsgerning at menneskers mål er mangfoldige, at ikke alle
blandt dem er forenelige, og at de befinder sig i evig rivalisering
med hinanden.”
Negativ
Frihed: Negativ frihed er ikke at blive forhindret i at gøre noget
jeg ellers kunne gøre. Det betyder, at hvis jeg ikke af
andre overlagt tvinges til at gøre noget, inden for et
område jeg ellers kunne handle i, er jeg fri. Hvis jeg
ikke tvinges af andre er jeg fri. Frihed er det modsatte
af tvang. Hvis jeg omvendt kan gøre hvad jeg ønsker at
gøre, så er jeg fri. Manglende evner, naturlige
handicaps eller fattigdom kan ikke i sig selv beskrives
som manglende (politisk) frihed. Om der er tale om
manglende frihed beror på en teori om grundene til
fattigdommen eller svagheden – f.eks. en marxistisk
teori om udbytning.
Frihedens
Område: Ubegrænset frihed findes ikke, men politiske
libertarianere har altid hævdet eksistensen af et for
individet gældende område for ikke-indgriben fra den
politiske magts side. Hvordan dette område skal
afgrænses: ved naturret, ved nytten af enhvers og alles
udfoldelse, ved en særlig menneskelig værdighed eller
ved en samfundskontrakts ukrænkelighed, er og har
altid været til diskussion; men foranderligheden til trods
9

er grænsen for indgriben altid genkendelig. Omvendt
kan et magtindgreb forsvares og være nødvendigt, når
ét individs frihed begrænses af et andets eller af andre
individers frie udfoldelse.
Det personlig
frihedsideal: Tanken om individets ret til et minimum af frihed og
dermed fraværet af politisk tvang som et politisk ideal,
er et - selv i Vesten - historisk set enestående og ikke
nødvendigvis robust civilisatorisk gennembrud.
Frihed og
demokrati: Der er ingen nødvendig logisk forbindelse mellem
demokrati/selvstyre og retten til personlig frihed. Frihed
handler om magtens omfang og ikke dens oprindelse.
Hvis individerne ”kun” ønsker at nyde en materiel sikret
tilværelse og en ret til at udfolde sig på religionens,
kulturens, videnskabens eller kunstens område, så kan
også den ”oplyste” enevældige monark afstå fra at
trænge ind i individernes frihedsområde.
Demokratiet er dog måske i det store og hele bedre til
at garantere frihedsrettighederne.
’Positiv’
frihed: ’Positiv’ frihed er friheden til at føre et bestemt liv. Det
er ønsket om at være sin egen herre og handle ud fra
sine egne grunde, at være en person og ikke en slave.
Den positive frihed er autonomi eller selvbestemmelse.
Selvet: For Berlin er selvet - i tanken om den positive frihed -
udstyret med en særlig evne til netop at bestemme
over sig selv. Dette selv er det ’sande’ selv og adskiller
sig fra det ’falske’ selv, der er fremmedstyret af
naturlige lyster. Det ’sande’ selv sidder inde med en
rationel vilje og de sande mål.
Positiv Kun autonome mennesker kan definere friheden og
Frihed med deres indsigt tillade sig at tvinge andre til at gøre,
og hvad de umiddelbart ikke føler eller ønsker, eller
10

politisk undlade at gøre, hvad de umiddelbart føler og ønsker.
magt: for disse andre er netop at betragte som værende
slaver af disse ønsker.
Det kan være gavnligt for et individ at andre ved bedre,
hvad der er godt for individet end individet selv, og
dermed tillader sig at gribe ind og begrænse
vedkommende individs frihed. Men noget andet er at
hævde, at der er tale om frihed, eftersom indgrebet
også ville være individets eget, havde individet blot
været i kontakt med sit ’sande’ jeg. Denne hævdelse af
positiv frihed er en farlig, manipulatorisk politisk
retfærdiggørelse af magt.
11

3. Kierkegaard:(1813-1855) Menneskets frie eksistens
Menneskets For K. er mennesket metafysisk set placeret
placering: mellem naturen og Gud. Medens alt i naturen blot
fremkommer i rum og tid og medens Gud er uden for
rum og tid er mennesket et væsen, der i tiden hæver
sig over tiden ved at forholde sig til sin situation.
Menneskets Mennesket er et endeligt væsen. Det er begrænset
situation, grænset af sin situation der afstikker de
væsen og frihed: nødvendige betingelser og omstændigheder for
dets liv. Såvel den medfødte udrustning, fysisk som
psykisk, som de holdninger, værdier og normer, som er
indlagt af omgivelserne, samfundet, ("det almenmenneskelige")
i individet udgør hvert enkelt
menneskes væsen. Det er en spændingsfyldt enhed
mellem det individuelle og almene.
Til denne enhed forholder hvert enkelt menneske sig.
Det spørger: ”hvem er jeg”, og ”hvad vil jeg”. Heri
består dets frihed. Mennesket forholder sig til sig selv i
sin situation. Mennesket kan lige så lidt vælge om det
vil være frit, som det kan vælge sin situation.
Menneskets Mennesket kan vælge, at blive det, det er.
valg: Mennesket har muligheden for at gøre dets nødvendige
situation til dets egen, og dermed blive virkelig. Valget
er muligt for ethvert menneske, og det kræver hverken
en særlig intelligens eller en særlig position i samfundet
For så vidt det lykkes, kan enheden af det individuelle
og det almene være til stede på en autentisk eller ægte
måde.
Det vigtigste spørgsmål i livet er person-
ligt: hvad man vil med sit liv og sin
eksistens.
Filosofiens Filosofien kan kun angive de metafysiske rammer
rolle: inden for hvilke spørgsmålet kan besvares, men aldrig
give noget svar på, hvorledes mennesket bør leve sit
liv.
Eksistens- De såkaldte stadier: det æstetiske,
muligheder: det etiske og det religiøse stadie.
Barnet lever æstetisk, for så vidt det lever uden
ansvar og umiddelbart. At det er "ånd": "et forhold
13

der forholder sig til sig selv" er kun "drømmende" til
stede.
Angsten: Friheden og ansvarligheden er endnu ikke udviklet. I
angsten erfarer barnet, at det er anlagt til at blive
voksen. Det ængstes for den kommende frihed
"Spidsborgeren": Når øjeblikket kommer, hvor det som voksen skal
vælge, hvad det vil med dets liv, kan mennesket
forvalte og misbruge friheden ved at vælge at
identificere sig med en social rolle. Man lever
æstetisk, eftersom man vælger det nemme og
behagelige. Angsten er tildækket. Et sammenbrud i
livet forstås som de "andres skyld".
"Æstetikeren": Man kan også som romantikeren vælge at søge sit
livs mening uden for det konkrete liv. Eller som den
forfinede æstet og intellektuelle forfører, for hvem
livet i sig selv er en række meningsløse
usammenhængende begivenheder, forsøge at iscenesætte
sit liv omkring jagten på nye nydelser. For
æstetikeren er kærligheden et grundløst og genstandsløst
begær. Kedsomheden, angsten og
fortvivlelsen viser sig uhyggeligt nærværende.
"Etikeren": Etikeren vælger at tage ansvaret for sit eget liv.
Friheden bruges til at overtage det fulde ansvar for
den konkrete situation, han er bragt i. Han "vælger
sig selv", som den han er. Ved dette valg bliver der
sammenhæng i tilværelsen, og forskellen mellem
godt og ondt får almen betydning. Den moralsk
forkerte handling kan fordømmes, og gennem
angeren kan etikeren forsone sig med sine forkerte
handlinger og forsøge at genoprette en brudt
sammenhæng. Kærligheden er forpligtende og rettet
mod et bestemt andet menneske. Valget er ikke
valget af noget bestemt og kræver ikke intellektets
overvejelser. Valget beror på en lidenskab, en
kærlighed og en magt, der overskrider det enkelte
menneske.
14

Etisk set er skyld, noget man pådrager sig i anledning af
en bestemt handling, men en sådan kan forklares og
dermed undskyldes.
"Den religiøse":
Skyld: Skyld er et religiøst begreb. Som fortvivlelsen er skylden
der i forvejen, inden man pådrager sig den. For den
religiøse findes der en skyld, som ikke kan angres, en
uret over for Gud, der kun kan genoprettes af Gud. At
forsøge, som etikeren, ved egen kraft at bringe skylden
ud af verden er for den religiøse umuligt, og kaldes synd.
Kærligheden er her det ubetingede lydighedsforhold til
Gud.
For den religiøse er æstetikeren den "der fortvivlet ikke vil
være sig selv" og etikeren den "der fortvivlet vil være sig
selv".
Fremmedgørelse: Den "alment religiøse", fordyber sig i sin skyldfølelse og
glemmer i sin afmagt det nærværende livs ansvarlighed.
Mennesket bliver til sidst i dets skyldbevidsthed fremmed
over for såvel Gud, næsten og sig selv.
Kristendom: At retablere bruddet er kun muligt i troen på
kristendommens paradoks: at Gud blev, hvad han ikke
kan blive: et menneske. Troen på en umulig historisk
begivenhed afspejler, hvad der er et - med egen kraft
uopfyldelig - krav om i ens egen eksistens at tilegne sig
sit liv som en personlig realitet. At generhverve sin
umiddelbarhed.
Stadiernes Stadierne kan opfattes på forskellige måder:
status: 1) Sider af et enkelt menneskes liv;
2) Forskellige idealtyper af mennesker;
3) Stadierne er trin i en udviklingshistorie om det enkelte
menneske. Overgangene fra det ene trin til det næste er
udtryk for et "spring" både i logisk og eksistentiel
forstand. Derfor er det også kun muligt at meddele sig om
eksistensens mening indirekte.
15

4. FRANKFURT.(f.1929): Frihed er viljesfrihed
Frihedens problem: Traditionelt forbindes frihed med forestillingen om en fri
vilje. Men denne forestilling er metafysisk og ontologisk.
Den ligger hinsides vor erfaring og kolliderer med
forestillingen om begivenhedernes årsagsbestemthed.
Opfattelsen af frihed som handlefrihed forsøger med en
”blød determinisme”: foreneligheden mellem
årsagsbestemthed og frihed ved at bløde op for hvad
årsagsbestemthed betyder og fortolke frihed som fravær
af tvang.
Kritikken af
handlefrihed: To (tænkte) eksempler viser at handlefrihed hverken er
en nødvendig eller tilstrækkelig betingelse for frihed.
1) Man er ikke nødvendigvis fri, fordi man har sin
handlefrihed. Tænk på Odysseus der bundet til masten
ikke kunne gøre hvad han ønskede. Denne begrænsede
handlefrihed forhindrede ham i at drukne, hvad der ville
være sket, hvis han ubundet havde hørt sirenernes sang.
2) Det er ikke tilstrækkeligt for at være fri at kunne gøre
det man ønsker at gøre. For hvis det jeg vitterligt ønsker
og på ingen måde føler mig truet til, skyldes en mig selv
uafvidende fjernstyring af mine psykologiske tilstande,
kan jeg ikke kaldes fri og holdes ansvarlig for noget som
helst. Eller tænk på fangen der tror han er låst inde, men
i virkeligheden kan gøre det han ønsker, nemlig forlade
cellen.
Frihed som
selvforhold: Ifølge F. ligger friheden i forholdet til en selv 4 . Mennesket
og dets handlingsliv er en kompliceret affære. Vi er ikke
bare handlende væsner underlagt fysiske og sociale
omstændigheder og udstyret med bestemte mentale
psykiske tilstande. Det særlige ved mennesket er ikke at
det kun har meninger og ønsker, men at det er bevidst
om og vigtigst forholder sig til sine psykologiske tilstande.
En person kan have et stærkt ønske om at ryge og
samtidig ønske ikke at ryge. 5 Det er i dette (mis)forhold,
at friheden ligger begravet.
4 I modsætning til Strawson, der hævder at friheden udspringer af en særlig, men uundgåelig og for mennesker
almindelig holdning til andre. Når vi reagerer på andre med f.eks. vrede eller skuffelse, er det fordi vi anser dem for at
være frie og ansvarlige og som deltagere i menneskelige relationer. Kommer vi under vejr med at den anden kan
undskyldes for sin optræden skifter vi til en betragterrolle. Uanset hvor sand determinismen måtte være, ville vi som
mennesker aldrig kunne slippe deltagerperspektivet. For vores forståelse af frihed er determinismen således uden
betydning.
5 At få det man ønsker sig er ikke frihed. Det er nødvendigvis heller ikke lykken (F.’s kritik af en bestemt form for
liberalisme). Den simple model af mennesket som et behovsbestemt væsen gør det tillige umuligt ifølge F. at forstå
mennesket som et væsen der i kærlighed kerer sig om noget.
17

Det lagdelte selv: Vore mentale tilstande består af mindst to lag: ”nederst”
de drfitsbetingede ønsker som kommer og går. De kaldes
1.ordens-ønsker. Men i og med vi bevidst forholder os til
disse ønsker, bakker dem op eller tager afstand fra dem,
har vi altså ønsker om ønsker. Disse ønsker er 2.ordensønsker.
Når vi ønsker at et bestemt ønske skal være
vores vilje har vi et særligt 2.ordens-ønske: en såkaldt
viljesakt. Det overhovedet at have et selv er at kunne
danne sig sådanne 2.ordens-viljesakter.
”Ligeglad” eller: Hvis jeg har de to modstridende 1.ordens-ønsker at ryge
”modstræbende”: og ikke at ryge og resultatet bliver at jeg ryger, så kan
jeg blot konstatere at det ene ønske blev min vilje.
Forudsat at jeg er en ligeglad person. Men i kraft af at jeg
kan forholder mig vurderende til mine ønsker kan jeg gå
videre end blot til at ønske det ene ønske væk. Jeg kan
ønske at ønsket om ikke at ryge skal være min vilje. Hvis
resultatet så alligevel bliver at jeg ryger, sker det
modstræbende og jeg siger ”det var virkeligt ikke det jeg
ønskede”. Fordi jeg ikke kun har betragtet de to ønsker
og mig selv som en ”uskyldig” kastebold mellem de to
ønsker, men har ønsket at identificere mig med ønsket
om ikke at ryge, var jeg selv med i kampen. Det gør en
forskel for mig hvilket af de to ønsker der sejrer. Derfor er
jeg berettiget til at sige at ”hvad der skete, skete ikke af
min egen fri vilje”.
Viljesfrihed: Som modstræbende ryger har jeg fuld handlefrihed, for
jeg gør jo det jeg ønsker, at gøre; nemlig at ryge; men i
og med jeg ikke gør det jeg virkelig ønsker at gøre er jeg
alligevel ikke fri i betydning fri til at ville det jeg ønsker at
ville. Jeg evnede jo ikke at sætte min vilje igennem. Jeg
var ufri i forhold til mig selv.
Min egen vilje:
Min manglende viljesfrihed er ikke et spørgsmål om
tilstedeværelsen af tvingende indre og ydre årsager, men
en svaghed i viljen, i evnen til at handle af egen fri vilje.
Andre kan begrænse min handlefrihed ved tvang og
trusler. De kan også begrænse min viljesfrihed ved løgn
og hjernevask. Men jeg kan også selv begrænse min
viljesfrihed ved f.eks. ikke at gennemskue mine
ønsker. Hvis ønsket om ikke er at ryge ukritisk overfladisk
er overtaget fra omgivelsernes pres om sundhed og
således ikke virkeligt er et ønske for mig, så er det måske
ikke så mærkeligt, at jeg ikke kunne handle af egen fri
18

vilje. Det afgørende er at finde ud af, hvad man kerer sig
om.
19