Der findes næppe mange, der forbinder en truende ... - Viden (JP)

32
A k t u e l N a t u r v i d e n s k a b | 3 | 2 0 0 5
V I D E N S K A B S H I S T O R I E
Den glemte
skyforsker
Der fi ndes næppe mange, der forbinder en truende tordensky med navnet Philip Weilbach
– en fl ittig sekretær og bibliotekar ved Kunstakademiet i København fra 1883 til 1900.
Om end de siden er gået i glemmebogen har Weilbach sat sig varige spor inden for
skyforskningen.
Af Anneli Fuchs
■ Der er måske nogle, der me -
ner, at det i et større perspektiv
ikke er så væsentligt, hvem der
opdagede hvad, eller hvem der
fandt på eller gjorde noget først.
Det er resultaterne, ikke ophavsmanden
(m/k), der tæller. Men
for de fl este mennesker – i særdeleshed
for videnskabsfolk – er
det vigtigt at få anerkendelse for
veludført arbejde. Denne artikel
handler om et overset bidrag
til dansk meteorologi og om
en person, som aldrig er blevet
kendt for sin indsats.
Det drejer sig om Philip Weilbach,
som var sekretær og bibliotekar
på Kunstakademiet i
København fra 1883 til sin død
i 1900. Akademieleverne kaldte
ham Philip Fejlsnak og morede
sig over ham, fordi han kludrede
med ordene. Andre opfattede
ham som indbegrebet af
det selvhøjtidelige akademi, når
han stift og formelt afgav beretning
ved den årlige udstillingsåbning.
Men han var også kendt
for at være en venlig og myrefl ittig
mand. Ud over at passe sine
offi cielle pligter indsamlede han
oplysninger om danske kunstnere
ved at grave i arkiverne og
skrive rundt til kunstnerne, deres
familie eller bekendte. Hermed
lagde han grunden til Weilbachs
Arkiv og til udarbejdelsen af fl ere
udgaver af det danske kunstnerleksikon,
som stadig bærer hans
navn. Han skrev også kunstkritik
og kunsthistoriske værker, bl.a.
den første monografi om maleren
C.W. Eckersberg.
På sporet af en skyforsker
Men var Weilbach også skyforsker?
Interesserede han sig
meteorologi? Disse spørgsmål
Philip Weilbach (1834-1900).
Foto udlånt af Det Kongelige Bibliotek.
blev pludselig aktuelle, da der
for nylig kom en henvendelse
fra en tysk forsker til Danmarks
Kunstbibliotek (tidligere
Kunstakademiets Bibliotek).
Ingen havde nogensinde hørt
om eller læst, at Weilbach skulle
have været involveret i noget
sådant. Opslag i hele tre forskellige
udgaver af Dansk Biografi
sk Leksikon gav heller ikke
resultat. Alle havde ham med,
men intet var nævnt om de sky-
studier, den tyske forsker havde
henvist til.
Det lykkedes dog på nettet at
fi nde et ældre svensk leksikon,
hvoraf det fremgik, at Weilbach
i Meteorologisk Instituts årbog
for 1880 havde offentliggjort
artiklen Nordeuropas Skyformer
og deres Inddeling fremstillet
til Vejledning ved Iagttagelsen
af Skyhimlen. Ifølge leksikonet
skulle artiklen være ledsaget af
12 tegninger af skyer udført af
ham selv.
For en kunsthistoriker lød
det jo spændende, ikke mindst
fordi der for tiden er stor interesse
for skyer i kunsten. For
nogle år siden blev udstillingen
Himlens spejl – Skyer og vejrlig
i dansk maleri 1770-1880 vist
på en række museer i Danmark.
Og i efteråret har en tilsvarende,
men bredere anlagt, udstilling af
skybilleder turneret i Tyskland.
Udstillingen, som nu er kommet
til Schweiz, hedder Wolkenbilder
– Die Entdeckung des
Himmels.
I begge tilfælde har der været
mest fokus på kunstnere fra første
halvdel af 1800-tallet. Det
vil sige kunstnere som Eckersberg,
Købke, J.C. Dahl, Constable,
Turner og Friedrich, hvis

skystudier er blevet kædet sammen
med tidens naturvidenskab,
navnlig englænderen Luke
Howards skyformationslære.
Luke Howard var den første,
der kategoriserede skyerne og
gav dem latinske navne. Han
inspirerede ikke kun malerne,
men også fi losoffer og forfattere,
Goethe til eksempel.
Skyforskningens barndom
Da det lykkedes at fi nde frem
til årbogen og en fransk udgave
med yderligere fi re tegninger,
viste det sig, at tegningerne var
alt andet end spektakulære. Selv
om Weilbach brugte nogle af de
samme tricks som kunstnerne,
såsom at lade skyhimlen fylde
det meste af billedfl aden hen
over et antydet landskab nederst
i billedet, virker hans tegninger
pertentlige, simple og egentlig
ret amatøragtige. Sammenlignet
med kunstnernes skystudier
er der intet smukt og æstetisk
behagende ved dem. Men måske
var det netop derfor, Weilbach
blev internationalt kendt blandt
samtidens skyforskere. Før
fremkomsten af gode fotografi -
ske billeder ønskede meteorologerne
nemlig ikke kunstneriske
fremstillinger af skyer, men
fremstillinger der gengav typiske
eksempler på de forskellige skyformer.
Fremstillingerne skulle
helst være en mellemting mellem
et billede og et diagram.
De rigtige meteorologer var
nemlig også begyndt at interessere
sig for skyer. Deres arbejde
kom dog først for alvor i gang
A k t u e l N a t u r v i d e n s k a b | 3 | 2 0 0 5
V I D E N S K A B S H I S T O R I E
Planche med tegninger af Philip Weilbach fra den franske udgave af hans artikel om Nordeuropas skyformer i årbogen for 1880 fra det franske
meteorologiske institut. Øverst til højre ses Cumulonimbus.
i 1870’erne efter oprettelsen af
meteorologiske institutter i fl ere
lande og etableringen af internationale
meteorologiske kongresser.
En af de førende inden for
skyforskningen var svenskeren
Hugo Hildebrand Hildebrandsson
fra universitetet i Uppsala. I
1879 udgav han et skyatlas udelukkende
illustreret med fotografi
er, det første skyatlas med
fotografi er nogen sinde. I 1890
udgav han sammen med meteorologerne
W. Köppen og G.
Neumayer fra Hamburg endnu
et skyatlas, denne gang både
med reproduktioner af malerier
og fotografi er. De første fotografi
er af skyer havde vist sig ikke
at være helt tilfredsstillende i
gengivelsen af de forskellige skyformer.
Weilbach i fi nt selskab
For meteorologerne handlede
det om at fi nde frem til en
endegyldig skyklassifi kation,
der kunne anvendes i alle lande.
På den 3. internationale kongres,
som fandt sted i München
i 1891, besluttede man
at udnævne 1886/87 til skyår.
Meningen var, at der skulle indsamles
observationer over hele
verden til sammenligning og
videre studier. For at være sikker
på, at man talte om det samme,
når man beskrev skyerne, havde
man brug for et nyt, autoritativt
og internationalt anerkendt skyatlas.
Der blev oprettet en kommission,
der skulle forberede
udgivelsen af et sådant atlas, og
Hildebrandsson blev udnævnt
til formand.
33

34
A k t u e l N a t u r v i d e n s k a b | 3 | 2 0 0 5
V I D E N S K A B S H I S T O R I E
Randers Kunstmuseum. Foto: Finn Larsen.
En enkelt dansker kom med
i kommissionen – og det var
såmænd Weilbach. Selvom
Weilbach meget tidligt var i
kontakt med Hildebrandsson,
er det alligevel bemærkelsesværdigt,
at han som lægmand blev
inddraget i den internationale
atlas-kommission.
Tilsyneladende var det især
Weilbachs indsats i forbindelse
med fremstillingen af videnskabeligt
brugbare gengivelser af
skyer, der blev påskønnet af Hildebrandsson
og andre meteorologer.
Da Hildebrandsson, Köppen
og Neumayer udgav deres
skyatlas i 1890, havde de konsulteret
Weilbach i arbejdet med
at fremstille gode illustrationer.
Det fremgår af indledningen i
atlasset, at billederne af skyer
i nogle tilfælde var blevet revideret
efter hans forslag. På den
baggrund er det forståeligt, at
han i atlas-kommissionen blev
bedt om at indgå i den gruppe,
der skulle fi nde og udvælge illustrationer
til det nye atlas.
Navn på tordenskyen
Mellem 1891 og 1894, hvor
der igen blev afholdt en international
kongres, cirkulerede
et stort antal originale tegninger,
lystryk og fotografi er med
post mellem medlemmerne af
gruppen. Ud over at tage stilling
til de rundsendte billeder
bidrog Weilbach selv med tegninger
eller rettere med pasteller
(i et brev til ham beklager
Hildebrandsson sig over, at
de smitter af og er vanske-
lige at håndtere). Også disse
blev rundsendt. Ved kongressen,
som fandt sted i Uppsala i
august 1894, blev over 300 forskellige
billeder hængt op i en
udstilling. Weilbach var med til
udvælgelsen af billeder til atlasset,
som udkom i 1896.
Der var en anden grund til,
at Weilbach blev inviteret med
til kongressen. Forud for udgivelsen
af atlasset skulle man
nemlig nå til enighed om klassifi
kationen af skyer og navngivningen
af dem. Selv om Luke
Howard havde lagt grunden til
et enkelt system med brug af
latinske betegnelser for skyformerne,
havde de efterfølgende
givet anledning til stor diskussion.
Forslag om andre betegnelser
var blevet fremført fra fl ere
sider. Weilbach havde bidraget
til diskussionen med sin artikel
i årbogen og en anmeldelse
i et tysk tidsskrift af englænderen
W. Clement Ley’s Note on
a proposed scheme for observation
of the upper clouds fra
1882. Han havde selv for nogle
skyformers vedkommende foreslået
andre betegnelser. En af
dem var “Cumulonimbus”.
Betegnelsen Cumulonimbus
går igen på den liste over skytyper,
der er anerkendt inden
for moderne meteorologi. Den
angiver en skyform, som ses i
forbindelse med torden eller
kraftige regnskyl. Den tårner
sig voldsomt op i højden, er
ofte meget mørk og kan derfor
virke meget overvældende. Som
anført i Hildebrandsson, Köp-
Vilhelm Kyhn: Optrækkende
tordenvejr
over jydske bakker.
1879. Kyhn (1819-
1903), som overvejende
beskæftigede sig
med landskabsmaleri,
havde fået undervisning
af C.W. Eckersberg,
da han gik på
Akademiet.
pen og Neumayers skyatlas fra
1890 var Weilbach den første,
der brugte betegnelsen Cumulonimbus
om netop denne skyform.
En plads i meteorologien
Inden for meteorologien har
fotografi er og satellitbilleder for
længst erstattet tegnede eller
malede skybilleder. Weilbachs
billeder, som forekommer naive
i dag, er da også kun interessante
fra et videnskabshistorisk
synspunkt. Men hvad med hans
bidrag til skyklassifi kationen?
Klassifi kationen, som senest
blev revideret i 1930, ligger fast
og beskæftiger ikke nutidens
meteorologer. I dag handler
det bl.a. om at undersøge, hvor
store mængder af is og vand,
skyerne indeholder, for derved
at øge forståelsen af de enorme
skysystemer, der cirkulerer
omkring Jorden og påvirker det
globale klima. Det fortæller professor
Graeme L. Stephens fra
Colorado State University, en
af USA’s førende meteorologer,
i sin artikel The Useful Pursuit
of Shadows. Men navnene bruges
hver dag af meteorologer og
meteorologiske institutter over
hele verden. Stephens bringer
listen over skyerne med en henvisning
til deres “ophavsmand”.
Den tiende er: “Cumulonimbus
(Weilbach, 1880).”
Philip Weilbach har altså sat
sig et varigt spor inden for skyforskningen.
Denne kendsgerning
burde nok kunne give ham
en plads i dansk meteorologi. ■
Om forfatteren
Anneli Fuchs er Mag.art. i
kunsthistorie og videnskabelig
medarbejder på
Danmarks Kunstbibliotek.
Tlf.: 33 74 48 16
E-mail: afu@kunstbib.dk
Hjemmeside:
www.kunstbib.dk
Videre læsning:
Graeme L. Stephens: The Useful
Pursuit of Shadows. American
Scientist, vol. 91, no. 5,
2003.
Richard Hamblyn: The Invention
of Clouds. How an Amateur
Meteorologist Forged the
Language of the Skies. Farrar,
Straus and Giroux 2001.
Bogen handler mest om Luke
Howard, men Weilbach nævnes
i en omtale af moderne
skyklassifi kation.
Danmarks Meteorologiske
Institut har et tema på
hjemme siden www.dmi.dk om
skyer: “Kend din sky”:
www.dmi.dk/dmi/index/viden/
temaer/kend_din_sky.htm