Fodbold – hele året - DBU Jylland

34
Jeg var selv en af den slags.
Heldigvis reddede min træner og mine forældre mig, så jeg kom på andre tanker.
Af Flemming Linnebjerg. Foto: Vejle Amts Folkeblad
Engang spyttede jeg en fodbolddommer i ansigtet. Ikke
fordi han gav mig det røde kort, det fortjente jeg givetvis,
men det var hele optakten til det røde kort.
Han brød sig ikke om mig, og det var der en god grund til.
Jeg var en forkælet møghvalp på 15-16 år, som ydermere
var udstyret med et nærmest ustyrligt temperament. Derfor
fik jeg ofte en advarsel for første forseelse. Lige så ofte en
advarsel for anden forseelse. Helt og aldeles selvforskyldt.
Så stod jeg der og kiggede på dommeren, mens han fægtede
med det røde kort. Magten hos ham var et gult kort i
den ene overlomme, og hvis den gule magt ikke rakte, hev
han den røde magt op af sin baglomme.
Når man er en forkælet møghvalp, tænker man ikke ret
meget. Jeg tænkte kun på, at dommeren var latterlig,
mens jeg stod demonstrativt med mine hænder provokerende
placeret på mine hofter. Dengang tænkte jeg ikke et
sekund på, at det var mig, der var latterlig.
Så spyttede jeg. Midt i dommerens ansigt. Og løb.
I den jyske fodboldhverdag er der liv
– og som oftest glade dage
Af og til ryger der også en finke af panden. Så er der god grund til at give en kommentar
til breddefodboldens verden.
I 2009 har Jysk Fodbold bedt sportsredaktør Flemming Linnebjerg, Vejle Amts Folkeblad,
om at snuse, se og tænke på begivenhederne – og sætte fodboldens begivenheder på
hovedet i et konstruktivt perspektiv
”Vi gider ikke
de forkælede møghvalpe”
Ud af banen, over banden omkring stadion, ind i buskene.
Dommeren var efter mig, men han var ikke i nærheden af
at være hurtig nok. Min træner kom på tværs. Han reddede
mig fra den omgang klø, som jeg i den grad fortjente.
FORTRØD DET BITTERLIGT
Jeg fortrød bitterligt og oplevede efterfølgende, hvordan
det er at være udstødt i et mindre samfund, som jeg
boede i dengang. Mine forældre var rasende. Jeg følte,
de fleste voksne kiggede skævt til mig, når jeg bevægede
mig rundt. Ingen voksne sagde mere, end det mest nødvendige
til mig. Der var i mange dage ikke tale om noget i
nærheden af en samtale. Det var total isolation.
Jeg fik verbale prygl af min træner og andre voksne i klubben.
Det stod hurtigt klart for mig, at hvis noget lignende
gentog sig, var jeg færdig som fodboldspiller; kort sagt
tog de voksne sig af det, og de satte mig på plads.
Sådan er det ikke i dag!
Jeg kender til en episode for nylig, hvor en mor rystende
forlod en hal kort efter, at hendes egen søn overfusede
hende i fuld offentlighed. Fordi hun bad sønnen og holdkammeraterne
om at opføre sig ordentligt.
Den slags oplevelser skal de voksne tage fat i, så episoderne
bliver stoppet – og knægtene bliver sat på plads.
Forhåbentlig går det også op for de utilpassede hvalpe, at
der ikke er plads til dem med den opførsel – i dansk fodbold
– uanset inde eller ude.
TÆNK SIG – DET ER DER, VI ER I DAG.
Det er nødvendigt med alverdens forbehold, hvis en klub