Høenge i Danmark - Naturstyrelsen

på listen er dog naturligvis, at lokaliteten
er kendt. Telefoniske forespørgsler
til amterne og en
række enkeltpersoner har, sammen
med forfatterens kendskab til
Skov- og Naturstyrelsens arealer,
givet oplysninger om 34 enge. En
artikel med efterlysning af høenge
er desuden blevet bragt i
Dansk Landbrug, hvilket gav oplysninger
om yderligere 8 enge.
Det vurderes, at praktisk taget
alle høenge på offentligt ejede arealer
er med, men at der nok kan
findes en del flere i privat eje.
Hvem plejer høengene og
hvordan?
Af de i alt fundne 42 høslætenge
blev de 12, typisk blandt de mindste
på tilsammen ca. 6 ha, plejet
af frivillige ved leslåning med
håndrivning og udbæring af høet.
På 4 af disse blev høet tørret på
hæs. Det vil sige enten på trebenede
ryttere af granrafter eller på
ståltrådsliner udspændt mellem
nedrammede pæle. På resten blev
høet deponeret udenfor engen på
steder, hvor det var til mindst mulig
skade.
10 enge på tilsammen ca. 8 ha
blev plejet i offentligt regi (kommune,
amt eller statsskovdistrikt)
med andre terrænvenlige metoder
end le. Det vil sige kratrydder
med græsklinge, lette to- eller firehjulede
maskiner eller endda
hestetrukket fingerklipper. Undertiden
lykkes det at få høet tørt og
foræret det væk, men oftest bliver
det kasseret.
Andre 11 enge i offentligt eje
(Skov- og Naturstyrelsen, Fugleværnsfonden
og en grundejerforening)
på i alt ca. 310 ha blev plejet
på mere konventionel, landbrugsmæssig
vis. Det vil typisk
sige med almindelig landbrugstraktor,
skivehøster, høvender og
ballepresser. Metoden er ikke så
skånsom mod jordbunden, dog
drejer det sig oftest om engbund,
Trævlekrone, ranunkel og forglemmigej på Danmarks sidste store vandingseng
ved Fole-Harreby øst for Ribe. Foto: Henrik Jørgensen
der er ret fast om sommeren. Det
er desuden positivt, at høet som
regel bliver til færdigt produkt og
brugt som husdyrfoder.
Endelig er 9 høenge på i alt
godt 170 ha i drift som del af privat
landbrugsejendom. Det er næsten
udelukkende her, vi finder høenge
med fuld historisk kontinuitet
i driften. Det er også her, vi finder
nogle af de både natur- og
kulturhistorisk set mest værdifulde
høenge. Nævnes kan den bedste,
store ferske eng (nr. 27) og den
sidste, store vandingseng (nr. 40).
Høslætsmetoden er i alle tilfælde
konventionel slåning med traktor
som ovenfor og høet bliver naturligvis
til mælk og kød. Man må
blot bede til, at det fortsat vil
kunne hænge økonomisk sammen
for de pågældende landmænd at
fortsætte denne drift.
Man tør måske formode, at de
fleste vil blive positivt overrasket
over, at der trods alt kan findes
godt 40 eksempler på naturenge
med høslæt. Det drejer sig om et
samlet areal på omkring 500 hektar,
hvoraf de 350 hektar er samlet
på tre store strandengslokali-
teter: Nyord Enge, Tipperne og
Hansodde på Fanø (nr. 22, 35 og
38). Til de store høenge hører
også Stavad enge ved Store Vildmose
med sine 91 ha (nr. 27).
Gennemsnitsstørrelsen af de
øvrige er kun på 1.6 ha. Til gengæld
drejer det sig i adskillige tilfælde
om virkelige botaniske perler
med sjældne og meget sjældne
arter og overordentlig værdifulde
vegetationstyper. Og forøvrigt
også om en række af vore fineste
lokaliteter for dagsommerfugle.
Eksempler på høenge
Nedenfor gives lidt nærmere omtale
af tre eksempler på genoprettede
høenge. Ud over at give et indtryk
af, hvad der kan bevares og
opnås ved høslæt, er de også ment
som en velfortjent hyldest til nogle
af de ældste pionerer i faget.
Landstinget i Thy
Landstinget er en 1.4 ha stor eng
i Østerild Plantage på Thy Statsskovdistrikt.
Den har relativt fast
bund med en blanding af eng- og
hedemosepræg.
Her genoptog skovfoged Jess
URT Temanummer 2005 • Høenge i Danmark 15