EU‐retlige og forvaltningsretlige aspekter ved kommunernes tilsyn ...

er. Dette kunne f.eks. være tilfældet, hvis den pågældende i andre sager har vist en tæt tilknytning til
personer, som måtte være involveret i narkotikahandel og herefter kan skjule distributionen af den
handlede narkotika i taxiens naturlige bevægelser i bybilledet.
Såfremt der gives afslag på godkendelse med henvisning til den idømte kriminalitet, kan den pågælden‐
de eller kommunalbestyrelsen anmode anklagemyndigheden om at indbringe dette for retten jf. taxilo‐
vens § 3, stk. 3. I disse sager er det dermed anklagemyndigheden, som må møde med sagen og redegø‐
re nærmere for kommunalbestyrelsens afgørelse. Også af denne grund må det være hensigtsmæssigt at
anklagemyndigheden havde mulighed for at udtale sig til sagen inden kommunalbestyrelsen traf afgø‐
relse om eventuelt afslag på godkendelse.
Politiet kan allerede ved udstedelse af kørekort til erhvervsmæssig personbefordring ske en vurdering af
anvendelse af straffelovens § 78, stk. 2, jf. kørekortbekendtgørelsens § 18. stk. 6. Når kommunalbesty‐
relsen skal vurdere om straffelovens § 78, stk. 2, skal bringes i anvendelse, vil der derfor typisk få uger
eller måneder inden have været hjemmel til at foretage den samme vurdering ved politiet allerede in‐
den kørekortet udstedes. Der sker derfor en dobbelt sagsbehandling, hvor det vil være bemærkelses‐
værdigt hvis politiet først finder at straffelovens § 78, stk. 2, ikke finder anvendelse i den konkrete situa‐
tion hvorefter kommunalbestyrelsen nægter at udstede førerbevis med henvisning til straffelovens § 78,
stk. 2. Det vil formentlig blive en speciel oplevelse for anklagemyndigheden at efterfølgende skulle give
møde i byretten, når ansøgeren i medfør af taxilovens § 3, stk. 3, beder om at få afslaget indbragt for
retten.
Samtidig kan det gældende regelsæt medføre, at den ene kommune afviser at udstede førerkort under
henvisning til risikoen for misbrug, mens den pågældende herefter kan opnå godkendelse i nabokom‐
munen såfremt nabokommunen har en anden opfattelse af risikoen.
Det kan overvejes, om vurderingen af misbrug og afvisning i medfør af straffelovens § 78, stk. 2, ikke i
det hele bør ske ved politiet. Politiet har som anført umiddelbar adgang til alle relevante oplysninger,
har bedre indsigt i straffesager i al almindelighed og den begåede kriminalitet i særdeleshed og vil for‐
mentlig i tilfælde af afvisning stå for at føre sagen i retten uanset om kommunalbestyrelsen har foreta‐
get den konkrete vurdering.
I så fald bør henvisningen i taxikørselslovens § 4a, stk. 1, til taxikørselslovens § 3, stk. 1, nr. 6, udgå. Den
pågældende vil herefter ikke længere have behov for at vedlægge en straffeattest, og den samlede an‐
søgningsprocedure vil dermed kunne simplificeres uden at der herved sker en tilsidesættelse af noget
retshensyn. I de tilfælde, hvor der måtte være passeret længere tid fra at politiet udstedte erhvervs‐
mæssigt kørekort til den pågældende indgiver ansøgning om førerkort, kan der være behov for at an‐
mode politiet om en fornyet udtalelse, men da langt de fleste ansøgninger om førerkort indgives umid‐
delbart efter den pågældende har opnået kørekort til erhvervsmæssig personbefordring vil dette næppe
i praksis være et hyppigt forekommende problem. Såfremt den pågældende i godkendelsesperioden
sættes under tiltale i en straffesag, hvor der samtidig nedlægges påstand om rettighedsfrakendelse, vil
det tilsvarende være anklagemyndighedens opgave at føre denne sag, så også herved ville en sådan om‐
lægning af regelsættet gøre kompetencefordelingen mere entydig og hensigtsmæssig.
RETTID 2011/Specialeafhandling 8 26