EU‐retlige og forvaltningsretlige aspekter ved kommunernes tilsyn ...

len fandt herefter, at kravet om pas eller andet identitetskort måtte anses for tilstrækkeligt til at fast‐
lægge den pågældende identitet, hvorfor bestemmelsen udgjorde en krænkelse af EF‐traktaten 14 .
Domstolen fik mulighed for at uddybe denne afgørelse i sagen C‐263/99, Kommissionen mod Italien. I
denne sag var Italien indstævnet for traktatbrud idet italiensk lovgivning indeholdt en bestemmelse, så‐
ledes at godkendelse til at virke som færdselskonsulent forudsatte at den pågældende havde bopæl på
italiensk område og i øvrigt blev godkendt af den relevante provinsmyndighed. Den italienske regering
henviste særligt til at i mangel af enhver harmonisering af området på fællesskabsniveau var kravet om
en forudgående tilladelse til udøvelse, selv lejlighedsvist, af virksomhed som færdselskonsulent beretti‐
get af hensyn til nødvendigheden af at kontrollere de pågældende personers faglige kompetence, hæ‐
derlighed, straffrihed og finansielle midler 15 . Taxierhvervet er tilsvarende ikke harmoniseret på fælles‐
skabsniveau.
Domstolen udtrykte sig meget klart 16 :
”Ifølge fast praksis er en national ordning, hvorefter en person, der er etableret i en anden medlemsstat, under
strafansvar kun må præstere bestemte former for tjenesteydelser i det pågældende land, hvis han har opnået en
tilladelse hertil fra en administrativ myndighed, desuden en restriktion for den frie udveksling af tjenesteydelser
som omhandlet i traktatens artikel 59 (jf. bl.a. dommen i sagen Kommissionen mod Belgien, præmis 35).”
Kravet om en tilladelse fra kommunalbestyrelsen for at kunne virke som fører består uanset om den på‐
gældende i øvrigt er godkendt i en anden medlemsstat. Kravet består endda selv om den pågældende
tidligere er godkendt i en anden dansk kommune. Kravet er særdeles centralt for taxilovgivningen, og
der består et tilsvarende krav for bevillingshavere, bestillingskontorer og de daglige ledere af bestillings‐
kontorer. Henset til de anførte domme må det anses for overvejende sandsynligt at EU‐domstolen i det
hele vil betragte den danske taxilovgivning som en traktatstridig restriktion for den frie udveksling af
tjenesteydelser.
Allerede herved kunne nærværende analyse i princippet afsluttes. Idet spørgsmålet dog endnu ikke har
været prøvet ved domstolen, og EF art 39, stk. 3, giver hjemmel til at begrænse den frie udveksling af
tjenesteydelser såfremt der i øvrigt kan påberåbes en anerkendelsesværdig begrundelse, må det dog
også anses at være at foregribe domstolens prøvelse at afslutte analysen på dette grundlag.
Samtidig kan en domstolsprøvelse også give den danske regering mulighed for at redegøre for, hvorle‐
des de nærmere tilsynsforanstaltninger måtte være i overensstemmelse med EU‐retten, og da en sådan
redegørelse i sagens natur ikke foreligger på nuværende tidspunkt, er der også af denne grund fortsat
god grund til at gennemføre en mere detaljeret analyse.
Den italienske regering forsøgte at påberåbe sig manglende harmonisering indenfor fællesskabet som
begrundelse for at opretholde en særlig italiensk regulering. Taxiområdet er ligeledes ikke harmoniseret,
og det ville derfor være nærliggende at påberåbe sig denne begrundelse i en sag om muligt traktatbrud
på grund af den danske taxilovgivning. Det skal her bemærkes, at domstolen ikke accepterede den itali‐
enske begrundelse, idet domstolen fandt at den skete regulering gik ud over det nødvendige for at opnå
det tilsigtede formål, som var at sikre, at de pågældende personer opfyldte visse betingelser, som ansås
for nødvendige for at udøve den omhandlede virksomhed 17 .
14 C 355/98, præmis 39‐41.
15 C 263/99, præmis 18.
16 C 263/99, præmis 21.
17 C 263/99, præmis 22.
RETTID 2011/Specialeafhandling 8 8