PDF-format - Miljøstyrelsen

KAPITEL 2 STRATEGI 2001-2006
Tilnærmelsen til EU´s regelsæt på miljøområdet
er et altafgørende incitament
for mange af kandidatlandene til at
sætte ind overfor ovenstående problemer.
Det er klart, at manglende evne til
at opfylde EU´s miljøkrav og de hertil
nødvendige investeringer kan blive en
barriere for landenes medlemskab af
EU. Samtidig ligger der en stor udfordring
for landene i at sørge for den
nødvendige integration af miljø i andre
ressourceforbrugende sektorer, primært
energi, landbrug og transport.
Til opfyldelsen af EU´s miljøkrav skal der
ikke alene satses på traditionelle miljøinvesteringer,
men også på en indsats i
form af energibesparelser, renere teknologi,
etc., som supplerende tiltag, der
kan opnå betydelige resultater og gøre
den samlede indsats billigere og mere
omkostningseffektiv.
For SNG landene må indsatsen primært
fokuseres på de mest miljøbelastedeog
sundhedstruende områder, herunder
særligt indsatsen for at stoppe den hurtige
nedbrydning af drikkevandsforsyning,
i lyset af landenes meget begrænsede
økonomiske formåen.
Aktiv inddragelse af NGO sektoren og
det civile samfund såvel som den private
sektors deltagelse i den miljøpolitiske
beslutningsproces er vigtige parametre
for at sikre, at de miljøpolitiske målsætninger
reelt implementeres og efterleves
i praksis.
Underliggende for alle miljøproblemstillingerne
er, at de økonomiske ressourcer
er begrænsede.
Behovet for miljøinvesteringer og udgifterne
til kapacitetsopbygning i Østeuropa
og SNG-landene er enorme. For EUansøgerlandene
har skønnet over
omkostningerne til opfyldelse af EU´s
miljøregelsæt været vurderet til at andrage
op mod ca.1 000 mia. DKK, ca.
120 MEURO (1997-tal), og senest i en
størrelsesorden af 700 mia DKK, ca. 85
- 110 MEURO (2000-tal) (9) . EU-Kommissionen
har anslået, at ansøgerlandene
skal anvende mellem 2 og 3 % af
GDP over en periode på 15-20 år for at
kunne implementere EU´s krav fuldt ud
på miljøområdet. Der findes ikke tilsvarende
beregninger for SNG-landene.
De væsentligste omkostninger for landene
er den offentlige sektors investeringer
i infrastruktur samt den private
sektors investeringer til implementering
af lovgivning, f.eks. på industriområdet.
Hovedparten af udgifterne (ca. 90-95 %)
må forventes at skulle finansieres af landene
selv.
Der er således et stort behov både i EUansøgerlandene
og SNG for at tiltrække
nye finansielle ressourcer til området,
såvel nationale som internationale. Prioritering
af indsatserne, omkostningseffektiv
anvendelse af ressourcerne, indragelse
af privatsektoren og
SIDE 12