Læs hele brevet her - Spedalsk.dk

Fra
Lisbeth & Steen Møllgaard Andersen
Moravian Church
P. O. Box 37, Sikonge,
Tabora Region, Tanzania
Fællesbrev no. 31
Kære Venner!
Sikonge 24. december 2012
Vigtig besked sidst i brevet
”De forekommer, lynnedslagene fra Gud, de talentfulde der fødes ind i en verden hvor de på ingen
måde hører hjemme, helgenerne og de lærde, som vokser op uden at blive lagt mærke til, mens de
passer svin i skovene, generalerne født som livegne og yngst i en sultende familie, sat til at jage
kragerne væk fra plovfuren” (Ellis Peters’ The Virgin in the Ice, der foregår i 1139).
Jeg har somme tider haft lignende tanker, når jeg har set de store børn tilbringe dagene med at
vogte kvæg og geder, eller rende rundt på markedet i skoletiden: hvor mange tabte
Nobelprisvindere er der mon her? Men efter at have prøvet i ti år på alle mulige måder at få børnene
i Kanoge til at passe deres skole, må jeg erkende, at dér er der godt nok ingen miskendte
videnskabsmænd og visselig heller ingen helgener! Der er nu ikke noget at fortryde; men det ville
der have været, hvis de ikke havde fået chancen.
Ikke en er der tilbage i secondary, og ingen med evner til at rykke derop de første mange år. Måske
en af de syv små, der nu går i 1. klasse (for andet år i træk). Om ikke andet, er en af dem ret god til
at drible med en fodbold!
Mere bogstavelige lynnedslag forekommer oftere her, og hvert år er der i vores område nogen, der
bliver ramt. For nogle dage siden slog lynet således ned i en 10-årig dreng, der legede på vejen tæt
ved hospitalet, og det overlevede han ikke. Hvad der denne gang er bemærkelsesværdigt er, at folk
siger: Det er hans far!
Hans far har nemlig en tobaksmark et par kilometer fra Sikonge. Den er ikke særligt stor, men han
har succes og tjener godt på den – og så ved man jo nok, at der er trolddom med i spillet! Der er på
den mark arbejdere, som man ”ikke kan se med almindelige øjne”, men som lige godt arbejder der.
Så altså: denne far har nu ved brug af heksekunst fået lynet til at slå ned i drengen, som derefter
kan placeres som en af de usynlige arbejdere på marken!
Et par gange er jeg i den senere tid blevet kaldt ”en af verdens førende eksperter i spedalskhed”,
blandt andet i en artikel i Jyske Vestkysten. Jeg takker, men det er nu en kraftig overdrivelse. De
førende er dem, der rejser til kongresser og møder rundt omkring i verden.
For nogle af mine fødselsdagspenge mente Lisbeth bestemt, jeg skulle anskaffe et nyt atlas, og det
gjorde jeg så: Times’ Comprehensive Atlas of the World. Det skulle være verdens største og bedste,
og Lisbeth er da bestemt også glad for det! Nå, det samme er jeg selvfølgelig, også selv om jeg
opdagede at Sikonge – stadig – ikke er med på det. Jeg skrev til kortforlaget og fik svar tilbage
(alene det er en opmuntring, for det er vi minsandten ikke forvænt med her), og endda et positivt et:
De havde undersøgt sagen og er enige i, at Sikonge skal med, hvilket den kommer i næste optryk.
Så om end jeg ikke er ”en af verdens førende”, så har jeg dog alligevel formået at få sat Sikonge på
verdenskortet!
Fødselsdagspenge? Ja, for i sidste måned passerede jeg endnu et årti, i al stilhed, og mit lokale
kaldenavn Sitini (tres på swahili) er nu aldeles passende. Lisbeth trakterede med lammekotelletter
og rosevin, begge del fra Mwanza. Dér havde vi nemlig været på et par ugers dejlig ferie i oktober,
på vores gode gamle sted lige ned til Victoriasøen.
Somme tider tænker jeg da, at det kunne være meget sjovt at være en af de førende, og rejse rundt
i verden og møde de forskellige. Eller måske blot få den runde dag omtalt i bladet lige som de

andre. Men så har jeg i stedet fornøjelse ved at tænke på H C Andersens ord: Forgyldning forgår,
men svinelæder består!
Det lykkedes at komme ud på undervisningstur hele fire gange i årets løb. Der skal i den grad
skubbes på, for at det kan blive til noget, så hver gang føles det som en hel lille sejr. Sidste gang her
kort inden regnen var i en landsby langt ude i bushen, hvor 28 voksne og ikke færre end 119
skoleelever lyttede opmærksomt. Der var slæbt gammeldags skolepulte ud under mangotræet, hvor
så de voksne sad og krummede sig sammen, mens eleverne sad på jorden. Jeg vil egentlig helst
være indendørs, hvor man har mere hold på folk; men jo længere vi kommer væk fra det
bymæssige, jo mere disciplinerede er folk, og der er ingen renden frem og tilbage ustandseligt, selv
om vi er i det fri.
Nede på hospitalet er der ved BDM’s hjælp blevet indrettet en rigtig tandlægeklinik med brugt, dansk
udstyr. Et stort skridt fremad. Det har altid kreperet mig, at der blev trukket tænder ud på masser af
unge mennesker, så snart et hul gjorde for ondt. Nu, hvor der er både stol og bor, kan der for første
gang i hospitalets historie plomberes i stedet for.
Vandmangel på leprosariet har jeg somme tider nævnt. På et tidspunkt var der end ikke vand for
patienterne til at drikke sammen med deres tabletter – og da slet ikke til hygiejniske formål. Richard
og jeg forsøgte at købe flasker med drikkevand oppe i byen, men alt større end halvliters flasker var
udsolgt. Så købte vi fire fem-liters dunke, hvorefter Lisbeth kogte tyve liter fra vores egen tank og
fyldte på.
Hospitalet har en administration, der er ansvarlig for at der er vand, og der kommer penge fra
Tyskland øremærket til vand til leprosariet. Jamen hvordan kan det så være...? Godt spørgsmål!
Vi vil fra begyndelsen af det nye år være fuldt ud betalt af BDM, idet samarbejdet mellem BDM og
Spedalskhedsmissionen omkring vores udsendelse ophører, og dette bliver det sidste fællesbrev,
der udsendes gennem sidstnævnte. Helt siden 1985 har Spedalskhedsmissionen været behjælpelig
med udsendelsen af brevene, med både arbejdskraft og porto, og det vil vi gerne benytte lejligheden
til at sige tak for! Brevene er jo vores personlige breve og er ikke på nogen måde officielle, ej heller
selv om de på et tidspunkt (noget til vores overraskelse) begyndte at figurere på forskellige
hjemmesider.
Det er i skrivende stund usikkert, om Registerloven tillader, at vi får udleveret navne og adresser på
alle jer, der modtager vores breve (I er omkring 100). Derfor, for at være på den sikre side, beder vi
jer – dersom I da fortsat ønsker at modtage vores fællesbreve – om at sende os jeres navn og
adresse.
Vigtig besked:
Hvis I ønsker at modtage brevene med almindelig post: Send navn og adresse her til P O Box 37,
Sikonge, Tabora Region, Tanzania.
Hvis I ønsker at modtage brevene elektronisk: Send navn og adresse og e-mail adresse til
bdmsikonge@gmail.com
Med tak for jeres fortsatte forbøn, omsorg og støtte.
Hjertelig hilsen, Lisbeth & Steen
Dette brev er udsendt af Spedalskhedsmissionen, Skibbroen 6, 2 – postboks 13, 6200 Aabenraa.
Lisbeth & Steen Møllgaard Andersen har indtil årsskiftet 2012/2013 været udsendt af BDM og støttet
af Spedalskhedsmissionen. Støtten fra Spedalskhedsmissionen ophørte fra 1. jan. 2013 og derfor er
dette også det sidste nyhedsbrev, der udsendes af Spedalskhedsmissionen.
Gaver til Lisbeth og Steen Møllgaard Andersens arbejde bedes herefter indbetalt til BDM på
bankkonto reg. nr. 9743 kontonr. 4672131928 mrk. Steen Møllgaard Andersen