gammel skørping - Velkommen til Landsbyerne - Rebild Kommune

Der er så kønt i Gammel Skørping.
Tekst og foto: Helge Qvistorff
Velkommen til landsbyerne
GAMMEL SKØRPING
Helligkorskilde, Majstang og ”Butikken”
Gammel Skørping er en landsby, der har måttet gå så grueligt meget igennem.
Gennem langt mere end tusind år har den heddet Skørping, men så kom der en
anden by, der syntes, at den var mere berettiget til det navn, og så måtte den kalde
sig Skørping Kirkeby – lige indtil den anden by byggede en kirke, og så blev den
igen degraderet. Denne gang til Gammel Skørping. Men for en by, der har mere
end tusind år på bagen, er det sådan set et ganske udmærket og rammende navn.
Gammel Skørping har virkelig ælde.
Landsbyen er især kendt for to ting. Først og fremmest for den hellige kilde på
kirkegården, kaldet Helligkorskilde. Så langt historien går tilbage har syge søgt
kilden Sct. Hans nat for at blive overhældt af dens helsebringende vand. Lige indtil
det i slutningen af 1800-tallet blev præsten, herredsfogeden og herremanden på
Buderupholm for meget, og kilden blev kastet til. Men til deres forsvar skal siges,

at der havde den århundreder gamle tradition også udviklet sig til et rent
gedemarked med cirkus, boder, frivole fruentimmere og optræden af alskens slags
samt dans og druk.
Forinden havde en videnskabsmand fra hovedstaden besøgt kildemarkedet
for ved selvsyn at se, om vandet havde helbredende egenskaber. I sit
videnskabelige arbejde nåede han frem til den konklusion, at han ikke kunne sige,
om vandet var helsebringende, men almuen blev da i det mindste vasket den ene
gang om året!
I 1925 blev kilden genoprettet. Den findes på kirkegården et lille stenkast fra
kirkegårdsdiget. Endnu i dag kommer der mennesker for at blive overhældt med
dens vand – altså, når der er vand i kilden!
”Helligkorskilde”.
Men spørgsmålet er: Var vandet virkelig helsebringende, eller var det tøjeri? Dertil
er kun at sige, at for dem, der efterlod deres krykker i våbenhuset, var det
virkelighed.
Det andet, der har gjort Gammel Skørping kendt, er landsbyens majbøg. Der
er kun to steder i Danmark, hvor man har en ubrudt tradition med majbøg siden
oldtiden. Det er på Avernakø i Det sydfynske Øhav og i Gammel Skørping.
Da man i 1860-erne skulle anlægge jernbanen fra Randers til Aalborg, var det
meningen, at der skulle være en jernbanestation i (Gammel) Skørping, men da
landsbyens vognmænd frygtede konkurrence fra toget, gjorde de så meget
modstand mod planerne, at man anlagde stationen Sverriggaard små fire
kilometer syd for landsbyen. Det var den, der siden hen stjal navnet ”Skørping”.
Man kæmpede også mod de moderne tiders udflytninger og udstykninger, og
den kamp vandt de også, for landsbyen er stort set intakt. Det er en såkaldt
Tekst og foto: Helge Qvistorff

”stjernelandsby”, hvor markerne går ud fra bykernen som eger i et hjul. Men det
ses bedst fra luften …!
Der er mange kalkmalerier i kirken.
Man er fælles om meget i Gammel Skørping, og det er på den centrale plads lige
midt i byen, at majstangen rejses, og hvor der også afholdes en række forskellige
arrangementer, som de lokale er fælles om. Dét sker med en sådan iver, at man
nærmest fornemmer, at det er en herlig og munter livsform for Gammel Skørpings
beboere.
Her ligger også den gamle købmandshandel, som man kalder ”Butikken”. Der
er ikke længere nogen købmand, men landsbyens borgere har købt huset, og her
afholdes en række møder og fester. Men som sagt: Sammenholdet er usædvanligt
godt i Gammel Skørping.
Pladsen i byen blev tidligere kaldt for ”Bjerget” – lige indtil det blev kastet til.
Men hvordan kan man kaste et bjerg til? Det kunne man, for ”Bjerget” var i
virkeligheden et stort, dybt hul, nærmest som en grusgrav! Der er en snert af den
himmerlandske, lidt barokke lune i navnet!
Tekst og foto: Helge Qvistorff

Her lå tidligere ”Bjerget”, der bare var et stort hul i jorden.
Gammel Skørping er hyggelig. Den har bevaret sit landsbypræg med både
bindingsværk, stråtag og gadekær. Skal huset kalkes kommer naboen til og giver
hånd med, og er der konfirmation eller sølvbryllup i ”Butikken”, hjælper man med
opdækningen eller madlavningen. Man har det godt med hinanden, og det er
kendetegnende for landsbyliv.
Kirken hedder ikke Gammel Skørping Kirke, men Skørping Kirke. For man
kan ikke bare uden videre døbe en kirke om. Den har bevaret sit gamle navn, og da
man byggede kirke i ”nybyggerbyen” Skørping, i 1912, måtte den tage til takke
med navnet Skørping Nykirke. Præsten er for længst flyttet til Skørping, men
præstegården står endnu. Gammel og smuk med bindingsværk, gulmalede mure
og stråtag.
Den gamle præstegård.
Tekst og foto: Helge Qvistorff

Kirken er smuk – ude som inde. Ja, indvendig er den usædvanlig smuk. Farverne
er usædvanlige, men de er så afstemte og så rigtige. Velbevarede kalkmalerier er
der mange af, og de forestiller Jesu lidelseshistorie. I 1392 forlangte den dengang
39-årige dronning Margrete, at der skulle rejses et Helligkorsalter i kirken, hvor
præster hver fredag skulle holde en messe, og det skete langt op i tiden. Ja, det sker
endnu – en enkelt gang om året.
Skørping Kirke.
Skørping Kirke er ikke kun kirke for Gammel Skørping, men også for Rebild, selv
om Rebild ligger fire kilometer væk. Derfor er kirkegårdens gravsten også en
vandring blandt egnens tidligere koryfæer, hvad enten det er præster, herremænd,
storbønder, museumsinspektør, skovfolk eller krybskytter.
Lige syd for Gammel Skørping er der anlagt et industriområde kaldet
Skørping Nord.
Seværdigheder
Egholm Slot
Rold Skov
Skindbjerglund
Lille Blåkilde
Buderup Ødekirke
Tekst og foto: Helge Qvistorff

Den fredede egeskov i Skindbjerglund.
Tekst og foto: Helge Qvistorff
Velkommen til landsbyerne
SKINDBJERG
Den gamle egeskov
Tidligere dækkede Rold Skov store dele af Østhimmerland, men da menneskene
koloniserede landet, begyndte man at fælde skovene, hvilket betød, at Danmark praktisk
talt ikke havde nogen skov, da man nåede til slutningen af 1700-tallet. Kun 3% var der
tilbage. Der var to forhold, der gjorde, at Rold Skov overlevede, selv om den var stærkt
forhugget. Den ene, at udskibningsmuligheder fra skoven ikke var gode på grund af den
lange afstand til havet, og det andet var, at skoven var så stor, at det var vanskeligt helt at
gøre kål på den.
Af en eller anden årsag, som vi ikke kender, ændrede Rold Skov sig fra at være en
egeskov til at være en bøgeskov engang i slutningen af middelalderen. Var det sygdom i
træerne, eller var det de fremmede tropper i 1600-tallet, der fældede egene? Sikkert er
det, at lige med ét forsvandt den, og bøgen tog med glæde over. De få egetræer, der var

Tekst og foto: Helge Qvistorff
Egen er et meget smukt træ.
tilbage, har man givetvis fældet, for eg er godt tømmer, og da man nåede frem til vor tid,
var den oprindelige eg stort set udryddet i Rold Skov. Men heldigvis findes den ved
Skindbjerg.
Den smukke egeskov Skinbjerglund er en rest af den oprindelige Rold Skov, selv om
der nu er en afstand på fem kilometer mellem skovene. Oprindelig tilhørte den
lensgrevskabet på Lindenborg, men staten købte den i 1929, og den er delvis fredet.
Halvdelen af skoven er egeskov, og gradvist fælder man beplantninger med nåletræer og
erstatter dem med eg.
Kanofart på Lindenborg Å ved Skindbjerglund.

Blåhøl, der giver 150 liter vand i sekundet.
Skindbjerglund ligger lige ud til Lindenborg Ådal, og der er flot udsyn over landskabet,
når man har kørt igennem landsbyen Skindbjerg på vej til skoven. Blot 400 m fra skoven
finder man Blåhøl, der sammen med Lille Blåkilde er Nordeuropas mest vandrige kilder.
De giver 150 liter vand hvert sekund. Det er næsten 100.000 liter i døgnet. Lille Blåkilde
ligger seks kilometer længere sydpå i Lindenborg Ådal.
Landsbyen Skindbjerg er ganske lille, men den har nogle store gårde, og det er da
også landbruget, der er hovederhvervet her.
Seværdigheder
Skindbjerglund
Blåhøl
Lindenborg Ådal
Tekst og foto: Helge Qvistorff
Et stort landbrug i Skindbjerg.

Volsted Plantage
Egholm Slot
Gammel Skørping Kirke
Tekst og foto: Helge Qvistorff