gammel skørping - Velkommen til Landsbyerne - Rebild Kommune
gammel skørping - Velkommen til Landsbyerne - Rebild Kommune
gammel skørping - Velkommen til Landsbyerne - Rebild Kommune
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
Der er så kønt i Gammel Skørping.<br />
Tekst og foto: Helge Qvistorff<br />
<strong>Velkommen</strong> <strong>til</strong> landsbyerne<br />
GAMMEL SKØRPING<br />
Helligkorskilde, Majstang og ”Butikken”<br />
Gammel Skørping er en landsby, der har måttet gå så grueligt meget igennem.<br />
Gennem langt mere end tusind år har den heddet Skørping, men så kom der en<br />
anden by, der syntes, at den var mere berettiget <strong>til</strong> det navn, og så måtte den kalde<br />
sig Skørping Kirkeby – lige ind<strong>til</strong> den anden by byggede en kirke, og så blev den<br />
igen degraderet. Denne gang <strong>til</strong> Gammel Skørping. Men for en by, der har mere<br />
end tusind år på bagen, er det sådan set et ganske udmærket og rammende navn.<br />
Gammel Skørping har virkelig ælde.<br />
Landsbyen er især kendt for to ting. Først og fremmest for den hellige kilde på<br />
kirkegården, kaldet Helligkorskilde. Så langt historien går <strong>til</strong>bage har syge søgt<br />
kilden Sct. Hans nat for at blive overhældt af dens helsebringende vand. Lige ind<strong>til</strong><br />
det i slutningen af 1800-tallet blev præsten, herredsfogeden og herremanden på<br />
Buderupholm for meget, og kilden blev kastet <strong>til</strong>. Men <strong>til</strong> deres forsvar skal siges,
at der havde den århundreder gamle tradition også udviklet sig <strong>til</strong> et rent<br />
gedemarked med cirkus, boder, frivole fruentimmere og optræden af alskens slags<br />
samt dans og druk.<br />
Forinden havde en videnskabsmand fra hovedstaden besøgt kildemarkedet<br />
for ved selvsyn at se, om vandet havde helbredende egenskaber. I sit<br />
videnskabelige arbejde nåede han frem <strong>til</strong> den konklusion, at han ikke kunne sige,<br />
om vandet var helsebringende, men almuen blev da i det mindste vasket den ene<br />
gang om året!<br />
I 1925 blev kilden genoprettet. Den findes på kirkegården et lille stenkast fra<br />
kirkegårdsdiget. Endnu i dag kommer der mennesker for at blive overhældt med<br />
dens vand – altså, når der er vand i kilden!<br />
”Helligkorskilde”.<br />
Men spørgsmålet er: Var vandet virkelig helsebringende, eller var det tøjeri? Der<strong>til</strong><br />
er kun at sige, at for dem, der efterlod deres krykker i våbenhuset, var det<br />
virkelighed.<br />
Det andet, der har gjort Gammel Skørping kendt, er landsbyens majbøg. Der<br />
er kun to steder i Danmark, hvor man har en ubrudt tradition med majbøg siden<br />
oldtiden. Det er på Avernakø i Det sydfynske Øhav og i Gammel Skørping.<br />
Da man i 1860-erne skulle anlægge jernbanen fra Randers <strong>til</strong> Aalborg, var det<br />
meningen, at der skulle være en jernbanestation i (Gammel) Skørping, men da<br />
landsbyens vognmænd frygtede konkurrence fra toget, gjorde de så meget<br />
modstand mod planerne, at man anlagde stationen Sverriggaard små fire<br />
kilometer syd for landsbyen. Det var den, der siden hen stjal navnet ”Skørping”.<br />
Man kæmpede også mod de moderne tiders udflytninger og udstykninger, og<br />
den kamp vandt de også, for landsbyen er stort set intakt. Det er en såkaldt<br />
Tekst og foto: Helge Qvistorff
”stjernelandsby”, hvor markerne går ud fra bykernen som eger i et hjul. Men det<br />
ses bedst fra luften …!<br />
Der er mange kalkmalerier i kirken.<br />
Man er fælles om meget i Gammel Skørping, og det er på den centrale plads lige<br />
midt i byen, at majstangen rejses, og hvor der også afholdes en række forskellige<br />
arrangementer, som de lokale er fælles om. Dét sker med en sådan iver, at man<br />
nærmest fornemmer, at det er en herlig og munter livsform for Gammel Skørpings<br />
beboere.<br />
Her ligger også den gamle købmandshandel, som man kalder ”Butikken”. Der<br />
er ikke længere nogen købmand, men landsbyens borgere har købt huset, og her<br />
afholdes en række møder og fester. Men som sagt: Sammenholdet er usædvanligt<br />
godt i Gammel Skørping.<br />
Pladsen i byen blev tidligere kaldt for ”Bjerget” – lige ind<strong>til</strong> det blev kastet <strong>til</strong>.<br />
Men hvordan kan man kaste et bjerg <strong>til</strong>? Det kunne man, for ”Bjerget” var i<br />
virkeligheden et stort, dybt hul, nærmest som en grusgrav! Der er en snert af den<br />
himmerlandske, lidt barokke lune i navnet!<br />
Tekst og foto: Helge Qvistorff
Her lå tidligere ”Bjerget”, der bare var et stort hul i jorden.<br />
Gammel Skørping er hyggelig. Den har bevaret sit landsbypræg med både<br />
bindingsværk, stråtag og gadekær. Skal huset kalkes kommer naboen <strong>til</strong> og giver<br />
hånd med, og er der konfirmation eller sølvbryllup i ”Butikken”, hjælper man med<br />
opdækningen eller madlavningen. Man har det godt med hinanden, og det er<br />
kendetegnende for landsbyliv.<br />
Kirken hedder ikke Gammel Skørping Kirke, men Skørping Kirke. For man<br />
kan ikke bare uden videre døbe en kirke om. Den har bevaret sit gamle navn, og da<br />
man byggede kirke i ”nybyggerbyen” Skørping, i 1912, måtte den tage <strong>til</strong> takke<br />
med navnet Skørping Nykirke. Præsten er for længst flyttet <strong>til</strong> Skørping, men<br />
præstegården står endnu. Gammel og smuk med bindingsværk, gulmalede mure<br />
og stråtag.<br />
Den gamle præstegård.<br />
Tekst og foto: Helge Qvistorff
Kirken er smuk – ude som inde. Ja, indvendig er den usædvanlig smuk. Farverne<br />
er usædvanlige, men de er så afstemte og så rigtige. Velbevarede kalkmalerier er<br />
der mange af, og de fores<strong>til</strong>ler Jesu lidelseshistorie. I 1392 forlangte den dengang<br />
39-årige dronning Margrete, at der skulle rejses et Helligkorsalter i kirken, hvor<br />
præster hver fredag skulle holde en messe, og det skete langt op i tiden. Ja, det sker<br />
endnu – en enkelt gang om året.<br />
Skørping Kirke.<br />
Skørping Kirke er ikke kun kirke for Gammel Skørping, men også for <strong>Rebild</strong>, selv<br />
om <strong>Rebild</strong> ligger fire kilometer væk. Derfor er kirkegårdens gravsten også en<br />
vandring blandt egnens tidligere koryfæer, hvad enten det er præster, herremænd,<br />
storbønder, museumsinspektør, skovfolk eller krybskytter.<br />
Lige syd for Gammel Skørping er der anlagt et industriområde kaldet<br />
Skørping Nord.<br />
Seværdigheder<br />
Egholm Slot<br />
Rold Skov<br />
Skindbjerglund<br />
Lille Blåkilde<br />
Buderup Ødekirke<br />
Tekst og foto: Helge Qvistorff
Den fredede egeskov i Skindbjerglund.<br />
Tekst og foto: Helge Qvistorff<br />
<strong>Velkommen</strong> <strong>til</strong> landsbyerne<br />
SKINDBJERG<br />
Den gamle egeskov<br />
Tidligere dækkede Rold Skov store dele af Østhimmerland, men da menneskene<br />
koloniserede landet, begyndte man at fælde skovene, hvilket betød, at Danmark praktisk<br />
talt ikke havde nogen skov, da man nåede <strong>til</strong> slutningen af 1700-tallet. Kun 3% var der<br />
<strong>til</strong>bage. Der var to forhold, der gjorde, at Rold Skov overlevede, selv om den var stærkt<br />
forhugget. Den ene, at udskibningsmuligheder fra skoven ikke var gode på grund af den<br />
lange afstand <strong>til</strong> havet, og det andet var, at skoven var så stor, at det var vanskeligt helt at<br />
gøre kål på den.<br />
Af en eller anden årsag, som vi ikke kender, ændrede Rold Skov sig fra at være en<br />
egeskov <strong>til</strong> at være en bøgeskov engang i slutningen af middelalderen. Var det sygdom i<br />
træerne, eller var det de fremmede tropper i 1600-tallet, der fældede egene? Sikkert er<br />
det, at lige med ét forsvandt den, og bøgen tog med glæde over. De få egetræer, der var
Tekst og foto: Helge Qvistorff<br />
Egen er et meget smukt træ.<br />
<strong>til</strong>bage, har man givetvis fældet, for eg er godt tømmer, og da man nåede frem <strong>til</strong> vor tid,<br />
var den oprindelige eg stort set udryddet i Rold Skov. Men heldigvis findes den ved<br />
Skindbjerg.<br />
Den smukke egeskov Skinbjerglund er en rest af den oprindelige Rold Skov, selv om<br />
der nu er en afstand på fem kilometer mellem skovene. Oprindelig <strong>til</strong>hørte den<br />
lensgrevskabet på Lindenborg, men staten købte den i 1929, og den er delvis fredet.<br />
Halvdelen af skoven er egeskov, og gradvist fælder man beplantninger med nåletræer og<br />
erstatter dem med eg.<br />
Kanofart på Lindenborg Å ved Skindbjerglund.
Blåhøl, der giver 150 liter vand i sekundet.<br />
Skindbjerglund ligger lige ud <strong>til</strong> Lindenborg Ådal, og der er flot udsyn over landskabet,<br />
når man har kørt igennem landsbyen Skindbjerg på vej <strong>til</strong> skoven. Blot 400 m fra skoven<br />
finder man Blåhøl, der sammen med Lille Blåkilde er Nordeuropas mest vandrige kilder.<br />
De giver 150 liter vand hvert sekund. Det er næsten 100.000 liter i døgnet. Lille Blåkilde<br />
ligger seks kilometer længere sydpå i Lindenborg Ådal.<br />
Landsbyen Skindbjerg er ganske lille, men den har nogle store gårde, og det er da<br />
også landbruget, der er hovederhvervet her.<br />
Seværdigheder<br />
Skindbjerglund<br />
Blåhøl<br />
Lindenborg Ådal<br />
Tekst og foto: Helge Qvistorff<br />
Et stort landbrug i Skindbjerg.
Volsted Plantage<br />
Egholm Slot<br />
Gammel Skørping Kirke<br />
Tekst og foto: Helge Qvistorff