KUNDBY KIRKE - Danmarks Kirker - Nationalmuseet

620 TUSE HERRED
Fig. 2. Udvendige spareblændinger på vestre del af
nordsidens kirkegårdsmur (s. 620). Kai Uldall fot.
1925. - Blind arcades (to economise on building material)
on the west section of the churchyard wall’s north face.
Kirken ligger ensomt i landsbyens vestre udkant,
vidt synlig på en af egnens karakteristiske
»hatbakker«, som falder brat mod vest og mod
nord. Den majestætiske beliggenhed har i folkemunde
givet bygningen tilnavnet »den synlige
kirke« i modsætning til den kullede kirke i
Butterup (s. 60). 11 Kirkegården har bevaret
gamle grænser mod syd, vest og nord, hvorimod
den på den fjerde side, hvor bakken falder
mindre brat, er udvidet to gange i nyere tid:
o. 1890 12 og atter 1920. 13 Endelig er kirkegården
1946 14 øget med et areal på bakketoppens
søndre del, uden for den gamle sydmur.
Kirkegårdens hegn og indgange. Kirkegårdens
ældre dele hegnes på alle sider af hvidkalkede,
teglhængte mure, hvorimod østsiden af østudvidelsen
til dels afgrænses af en hæk, ligesom
det nye afsnit mod syd indhegnes af beplantede
stengærder. Størst interesse knytter der sig til
vestmuren nord for flugtlinjen af tårnets sydside
samt nordmuren indtil hinsides langhusko-
ret. Disse to murstrækninger, som i flere
spring følger terrænet, er af munkesten i munkeskifte
over markstenssyld. Afdækningen er i
vest udadvendte munke og nonner, mens det
skrå hjørne og nordsiden har indadvendte vin-
getegl. Murene kendetegnes imidlertid først og
fremmest af en serie på 18 fladbuede spareblændinger
mod kirkegården (fig. 3), som i nord
alternerer med 8 udvendige (fig. 2). I bunden af
de indvendige blændinger sidder smalle sprækker,
der i to tilfælde østligst i nord har kors-
form. Lignende gennembrudte spareblændinger
kendes fra andre sengotiske hegnsmure i
amtet 15 og har tidligt tiltrukket sig forskningens
interesse som formodet fortifikation. 16
De lave hegnsmure, hvorom terrænet kun er
ubetydeligt hævet gennem århundrederne, befæster
imidlertid ikke kirkegården ud over den
beskyttelse, som enhver hegnsmur yder. Blændingerne
er forsåvidt ganske i pagt med gotikkens
materialebesparende byggeskik, hvorimod
åbningerne mod det ydre kan være motiveret
af ritualer og skikke, som nu er gået
tabt. 17
Vestmurens sydligste dele samt sydmuren
indtil hinsides koret er af store røde sten over
markstenssyld og kan stedvis gå tilbage til senmiddelalderen.
Murene er dog stærkt flikket,
bl.a. er en strækning af sydmurens yderside
skalmuret flere gange, senest 1948 med moderne
munkesten. Ved sydvesthjørnet er muren på
et kort stykke afdækket med munke og nonner,
der er udadvendte som vestmurens øvrige
afdækning.
De afsnit af kirkegårdens syd- og nordmur,
som hegner den første udvidelse er af marksten,
hvorover en halv snes skifter er af teglsten.
Omkring den yngste udvidelse er materialet
små gule sten i krydsskifte, som i sydøst,
hvor der uden for kirkegården er anlagt en parkeringsplads,
står dækket af cementpuds og
med udvendige støttepiller.
I vest fører en gangsti op til en formentlig
senmiddelalderlig portal med fladbuet åbning,
som mod kirkegården sidder i retkantet blænding;
den vandrette kam har udadvendt afdækning
af vingetegl. Udvendig er i nyere tid opført
to murede skure med halvtag, placeret
symmetrisk omkring døråbningen. Hovedindgangen
i sydøst stammer formentlig fra den
seneste udvidelse og er en køreport, som mod