Hvad er det egentlig vi taler om, når vi taler om musik?

musikkens emotionelle og oplevelsesmæssige potentialer på samme grund som hverdagssproget: en
høj grad af subjektivitet og brug af metaforiske udtryk.
Selv om disse ”sprog om musik” danner rammen for artiklen, så er det selvfølgelig ”musikken”
der er målet. Selv om musikken ikke er nogen entydig størrelse, hvad alt det der kan siges om musik
tydeligt viser, så forstås ”musikken” i denne artikel som det felt en intensiv lytning kan åbne op for,
og hvis målet er ”musikken”, så er strategien: hør lige en gang til – hvad er det der sker netop der? –
hvilken virkning har de svage crotales i baggrunden? Musikfagsproget kan berige dette felt med en
vis præcision, men nærlytningen kan også være basis for en integration af oplevelsessprog, sagligt
hverdagssprog og fagsprog.
Da artiklen jo er tænkt som en håndsrækning til travle lærere, har jeg udover iagttagelser i film,
sprog og musik indføjet helt konkrete forslag til hvordan filmen og musikken kan bruges i undervisningen.
Jeg har gjort mig umage med at variere arbejdsformerne på en sådan måde at de er i
overensstemmelse med stoffets karakter, og således rummer artiklen også nogle mere principielle
didaktiske overvejelser, om end de ikke er fuldt udarbejdede.
De unge om Birds and Bells
Kassandra Wellendorfs film om de unges oplevelse af Birds and Bells følger på dvd’en efter filmen
med Bent Sørensen, men skal her omtales først.
Da jeg første gang så filmen, tænkte jeg med det samme at de unges udtalelser svarede til hvad
jeg som musiklærer var stødt på utallige gange. De unge spejler sig selv i musikken, og hører i øvrigt
ikke ret godt efter. I denne reaktion lå en skepsis over for værdien af de unges oplevelsessprog.
I langt de fleste undervisningssituationer gælder det jo for læreren om at gelejde de vildtvoksende
associationer ind i et mere sagligt forhold til musikken, så derfor hører man som lærer ofte ikke så
godt efter hvad eleverne egentlig siger. Og 28 elevers meget forskellige indre film er det jo faktisk
også temmelig svært at stille noget op med.
Da jeg gav mig tid til at se filmen igen og tænke lidt over hvad jeg så, blev jeg imidlertid mere
og mere interesseret i hvad de unge sagde. Deres udtalelser er ganske vist ikke principielt forskellige
fra dem jeg ellers har mødt, og de taler også mere om hvordan musikken virker på dem end om
selve musikken, men nu – hvor jeg ikke var tvunget til umiddelbart at få en undervisningssituation
til at fungere – kunne jeg bedre høre hvad de rent faktisk siger, hvordan de reagerer på musikken.
Flere af filmens unge har haft musik i gymnasiet, men de taler næsten ikke om musikken i kategorier
der drejer sig om fx instrumenter, lyd, melodi, rytme, samklang. I hvilken grad dette forhold
skyldes Kassandra Wellendorfs instrukser er ikke til at afgøre. Hun skriver i en artikel i DMT (nr. 6,
juli 2006) at det var vigtigt at de unge ”mødte musikken uden noget krav om at de skulle sige noget
musikkyndigt undervejs”. Dette – der på forhånd kunne se ud som en ulempe – viser sig imidlertid
at være en fordel: de unge fortæller om deres oplevelse med en entusiasme, som næppe ville være
til stede hvis der blev stillet bestemte krav til deres musikkyndighed. Ganske vist kommenterer de
ikke alle lige ihærdigt, nogle falder fra, mens andre føler sig ansporet til at nuancere og forfølge
deres oplevelse, men det generelle indtryk er en høj grad af både seriøsitet og engagement. Det ender
med at musikken faktisk betyder noget for dem, og det er det altafgørende udgangspunkt.
Når man prøver at danne sig et overblik over det de unge siger (for en nedskrevet udgave af dette,
se litteraturlisten), så opdager man at der er flere niveauer i oplevelsen: a) holdninger (synes om og
ikke synes om), b) udtalelser om hvilke følelser eller sindsstemninger musikken vækker c) små beskrivelser
eller fortællinger der rummer en situation, nogle personer og måske en udvikling, men
som oftest også er båret af en sindsstemning eller følelse, som musikken har vakt.
De unge er jo høflige mennesker. De er gået ind på at lytte til og tale om musikken, men drengene
er ikke uden forbehold. ”Det er ikke lige min stil” siger Aske, og Alex siger: ”Jeg tror jeg bedre
ville kunne lide musikken, hvis der kom en rytme i”. Det er imidlertid interessant at Alex tilføjer, at
musikken uden rytme har en speciel virkning, ”det var som om anlægget var levende, og hele væ-
PDF Creator - PDF4Free v2.0 http://www.pdf4free.com
2