Polarfronten 2008 – 3

UDGIVET AF DANSK POLARCENTER | NR. 3/2008 | 

Polar fronten 

tretrinsraketten | 4 

Slaget om eskimonæs | 1 

Heldige kartofl er | 18

|InDHolD| 

| Polarfronten | NR.3/2008 

Hans Ø fik sin vejrmast | 03 

Tretrinsraketten | 04 

Det spirer i Zackenberg | 06 

Gletsjere i ekspresfart | 08 

Bugt med bumpene| 10 

Med mursten skal land bygges | 11 

Slaget om Eskimonæs | 1 

Sommerstudier i dværgbirkeskoven | 14 

Hvalfangst i Qaqortoq | 15 

Grønlands brune diamant | 16 

Myretuen | 17 

Heldige kartofler | 18 

Replik: Hvilket kosmisk fingeraftryk? | 0 

På kryds og travers |24 

Dansk Polarcenter er et center i 

Forsknings- og Innovationsstyrelsen 

og har til opgave at fremme og formidle 

dansk polarforskning. 

Polarfronten udgives af: 

Dansk Polarcenter 

Strandgade 102 

1401 København K 

Tlf.: 32 88 01 00 

Fax: 32 88 01 01 

polarfronten@fi.dk 

www.dpc.dk 

Udkommer fire gange årligt 

Oplag: 4000 

Deadline for bidrag til næste 

nr. 15. november 2008. 

Abonnement kan tegnes 

vederlagsfrit gennem 

Dansk Polarcenter. 

Redaktionen: 

Peter Sloth, 

ansv. redaktør 

Jane Benarroch, redaktør, DJ 

Poul-Erik Philbert, DJ 

Irene Seiten, DJ 

Uffe Wilken, DJ 

Henning Thing 

Magasindesign: 

Spagat design|studio 

Forsidefoto: Henning Thing 

Den franske glaciolog Valérie Masson- 

Delmotte venter på iskasser ved 

elevatoren fra borehallerne under 

NEEM lejren. 

Produktion og tryk: 

Datagraf Auning AS 

Artikler i Polarfronten giver 

ikke nødvendigvis udtryk for 

Dansk Polarcenters holdning. 

ISSN: 0907-2322 

Eftertryk er tilladt i uddrag 

med kildeangivelse

Foto: Susanne Hanson 

I minus 0ºC blev vejrmasten solidt anbragt på klippegrunden i nares Strædet. 

Hans Ø fik sin vejrmast 

ny vejrmast på Hans Ø giver som aldrig før indblik i 

is- og vejrforhold i nares Strædet. 

Der kan være nok så megen diplomatisk strid mellem 

Danmark og Canada om den lille, stormomsuste Hans Ø. 

Forskerne fra de to lande har gennem et års tid stået sammen 

om én ting: at etablere en vejrstation på den 1,3 kvadratkilometer 

store ø, der ligger midt i det smalle farvand mellem 

Grønland og Canada. 

Dette forår skulle planerne så føres ud i livet. I spidsen for feltoperationen 

stod geofysiker Susanne Hanson fra DTU Space. 

- Alt var planlagt i mindste detalje på grund af det omskiftelige 

vejr i Nares Strædet. De -20ºC og 10 sekundmeter vind fik 

det da også til at føles som - 40ºC. Heldigvis klappede det hele, 

så det tog kun en to en halv time at opsætte klimamasten, fortæller 

Susanne Hanson, der havde medbragt både tørmad og 

sikkerhedsudstyr i tilfælde af, at tæt tåge eller pludselig kraftig 

vind skulle forhindre helikopteren i at komme tilbage til 

station Alert efter endt dont. 

Modstod stormen 

Stationen, der skal stå i to år, begyndte allerede fra dag ét at 

tikke data ind via en satellittelefon, der er forbundet med dataloggeren 

på masten til http://dalriada.sams.ac.uk/aws_hans/, 

der er projektets officielle hjemmeside. Blandt andet leverer 

den informationer om forskellige vejrforhold, herunder temperatur, 

luftfugtighed, snedybde og vindstyrke. Informationerne 

er særligt interessante i lyset af, at de nærmeste stationer indtil 

nu har ligget lang pokker i vold i Grønland og Canada. 

- Stationen vil give et langt mere nøjagtigt indblik i de lokale 

vejrforhold. Det betyder, at vi får mere viden om isens bevægelser. 

Vi arbejder på at sætte et kamera op på masten, så vi 

kan se isen og sammenligne med satellitbilleder. 

Seneste nyt fra Hans Ø er, at masten netop har overlevet sin 

første storm. 

Jane Benarroch 

Kontakt: Susanne Hanson, DtU Space, sha@space.dtu.dk 

Is, is og atter is 

Nordpolen er nu en ø! Jordens poler smelter hurtigere! 

Mister vi Grønland? Grønlands nedsmeltning! 

Der er nok af dramatiske overskrifter. I en gletsjerspalte 

må det være på sin plads at rette nogle af de 

vidt udbredte (m)isforståelser: 

Havis er frosset saltvand. I det Arktiske Ocean 

kan havisen blive mange år gammel og nå tykkelser 

på flere meter. Selv havis, der har eksisteret i kun 

én vinter, kan blive 1,5 meter tyk. Når havis smelter, 

giver det ikke nogen havvandsstigning. Havvand er 

salt og fryser først ved ca. -1,8°C, men det smelter 

ved 0°C. Det Arktiske Oceans dække af is er ikke en 

iskappe, men blot havis, hvis udbredelse er årstidsbestemt 

og udelukkende styres af temperaturer, 

havstrømme og vinde. Når der tales og skrives om, 

at det Arktiske Ocean måske i løbet af få årtier 

kan blive isfrit, drejer det sig udelukkende om et 

sensommerscenarie. Det er nemlig astronomisk og 

geofysisk bestemt, at vinteren i Højarktis skal være 

kold og mørk. 

Og så lige den fundamentale isforskel mellem 

nord- og sydpol: Nordpolen ligger i et fladt hav med 

saltvandsis. Sydpolen ligger i 2,8 kilometers højde 

på et enormt og superkoldt dække af ferskvandsis, 

som skjuler 98 procent af det antarktiske kontinent. 

Betegnelsen ’iskappe’ bør kun bruges om en 

masse af ferskvandsis, der dækker et landområde 

mindre end 50.000 km2. Betegnelsen ’indlandsis’ 

gælder udelukkende to områder på vores klode: 

Indlandsisen på Antarktis og Grønlands Indlandsis. 

Det ofte anvendte udtryk: ’iskappen på nordpolen’ 

er derfor en sammenblanding af to forskellige ting. 

Til trods for, at husholdningsregnskabet for Grønlands 

Indlandsis i disse år har røde tal på bundlinien, 

så er der absolut ingen grund til at dramatisere situationen 

ved at bringe en eventuel ”nedsmeltning” 

på banen. Derved forstår man jo, at hele – eller i 

hvert fald en betydelig del af – indlandsisen skulle 

smelte væk. Selv under Eem-tiden for 130-110.000 

år siden, hvor gennemsnitstemperaturen i Grønland 

gennem flere tusinde år var 5° C højere end i dag, 

dækkede Indlandsisen Grønlands indre i et omfang, 

der svarer til i hvert fald 60 procent af nutidens is. 

Henning thing 

Polarfronten | NR.3/2008 | 3 

gletsjerspalten

tretrins 

raketten 

en omfattende analyse af grønlandske iskerner har 

givet et detaljeret billede af, hvordan overgangen 

fra forrige istid til vores tempererede mellemistid 

er forløbet. 

Spørger man, hvornår istiden sluttede, får man ofte svaret, 

at det skete for 11.700 år siden. Det er for så vidt også det 

korrekte svar. Vores klode har i hvert fald siden haft et gan- 

ske vist skiftende, men alligevel grundlæggende mildere 

klima. 

Men i virkeligheden sluttede istiden på den nordlige halv- 

kugle i nogle kraftige temperaturudsving, der bestod af to 

opvarmninger afbrudt af en kuldeperiode. Den første bratte 

opvarmning fandt sted for 14.700 år siden. Temperaturen i 

Grønland steg mere end 10 grader, og i det mildere klima, 

kaldet Bølling-perioden, drog de første stenaldermennesker 

mod Nordeuropa og Skandinavien. 

Men glæden varede kort. Kulden vendte tilbage med for- 

nyet kraft for 12.900 år siden med en ny fimbulvinter, der va- 

rede indtil for 11.700 år siden, hvor istiden så endelig løsnede 

sit strenge greb. 

Som et tryk på en knap 

Forskerne på Center for Is og Klima har nu haft iskernerne 

ude af kølerummene igen, og denne gang har de studeret 

netop den del, som dækker perioden fra den første opvarm- 

ning for 14.700 år siden til den endelige overgang til mellem- 

istiden 3000 år senere. Det har de gjort med udgangspunkt i 

kernen fra NordGRIP-boringen i begyndelsen af 2000-tallet, 

4 | Polarfronten | NR.3/2008 

som har nogle meget fine, uforstyrrede islag, der kan give 

meget præcise oplysninger om fortidens klima. 

Analyserne viser, at klimaskiftet under begge opvarm- 

ninger op til mellemistiden havde et meget voldsomt forløb. 

- Som om der var blevet trykket på en knap, som profes- 

sor Dorthe Dahl-Jensen fra centeret beskrev det i forbindelse 

med offentliggørelsen af de nye resultater. 

Forskerne kan måle 30-40 forskellige bestanddele i iskern- 

erne, men har denne gang især interesseret sig for støv, ilt og 

brint i de gamle islag (se boks). Sune Olander Rasmussen, der 

også er fra Center for Is og Klima og er medforfatter til en 

videnskabelig artikel i Science, taler om, at man kan se over- 

gangen fra istid til mellemistid som en tretrinsraket. 

I den første fase ændrer støvindholdet i isen sig i lø- 

bet af 20-30 år dramatisk med et fald til en tiendedel. 

Geokemiske undersøgelser har fastslået, at næsten alt støvet 

i Indlandsisen stammer fra Asien, hvorfra det med vindsy- 

stemerne føres mod nord. 

De kemiske analyser af brintisotopen deuterium viser 

desuden, at de vanddampe, der føres ind over Indlandsisen 

og ender som sne på iskappen, ganske få år senere i løbet af 

bare 1-3 år pludselig falder med 2-4 grader. Endelig kan fors- 

kerne se, at de lokale temperaturer på Indlandsisen i løbet 

af nogle årtier begynder at stige og markere overgangen fra 

istid til mellemistid. 

Ændringer fra troperne 

Det er selvfølgelig bemærkelsesværdigt, at temperaturerne 

i kildeområderne til de vanddampe, som føres ind over 

Indlandsisen, falder med 2-4 grader på et par år. Men det 

Foto: Henning Thing

ehøver til gengæld ikke at betyde, at temperaturerne over 

Nordatlanten har ændret sig voldsomt. 

- Vi kan ikke se, hvor vanddampene kommer fra i Nord- 

atlanten, men vi har svært ved at forestille os, at tempera- 

turerne kan ændre sig så meget på så kort tid. I stedet tror 

vi, at Grønland pludselig har fået vanddampene fra et nyt og 

koldere område, og at det viser, at det atmosfæriske cirkulati- 

onsmønster i Nordatlanten meget abrupt er slået om. Dvs. at 

der er sket et grundlæggende klimaskift i løbet af et par år. 

Klimaforskerne forestiller sig, at denne fuldstændige om- 

organisering af klimasystemet i Nordatlanten kommer som 

et resultat af nogle dybtgående klimaændringer i det tropi- 

ske område. 

Den faldende støvmængde, som er det første trin i tre- 

trinsraketten, kan nemlig tyde på, at der er kommet mere 

nedbør i Asien. I stedet for at blive ført til den nordlige halv- 

kugle og ende på Indlandsisen vil en større del af støvet blive 

skyllet ud undervejs, ligesom der fra fugtige overflader blæ- 

ses mindre støv op. Forskerne ser derfor konsekvensen af de 

asiatiske ændringer i iskernerne og forestiller sig, at ændrin- 

gerne breder sig globalt og til sidst når Nordatlanten. 

- Der må være tale om en selvforstærkende proces, en 

dynamik i klimasystemet, der gør, at når toget først kører, 

så går det rigtig stærkt, siger Sune Olander Rasmussen. - Vi 

skal forstå de mekanismer, der ligger bag bratte ændringer, 

for også at kunne forstå fremtidens klima. Nogle af de me- 

kanismer, som var aktive, da istiden sluttede, kan også være 

vigtige i morgen. På den måde kan vores undersøgelser bi- 

drage til en forståelse af Jordens klimasystem. 

regionale signaler 

De nye resultater er også epokegørende, fordi de er et mar- 

kant indlæg i en langvarig debat om, hvor meget man kan 

bruge iskerneanalyserne til. Når analyser af det særlige 

tre klimaindikatorer 

De nye data fra iskernerne viser, at klimaet skiftede fra det ene år til det 

næste. Isens årlag er blevet analyseret i meget høj opløsning for en række 

bestanddele, der på hver sin måde fortæller om klimaet. 

Støv. Man har målt støvmængden. Jo koldere klimaet er, jo mere støv er 

der i Jordens atmosfære, og jo mere støv blæser der ind og lægger sig på 

iskappen. 

Ilt. Man har målt mængden af den særlige ilt-isotop O-18, som fortæller 

om temperaturen, hvor nedbøren falder. Jo højere indhold af ilt-isotopen 

O-18, jo varmere er klimaet lokalt på nedbørsstedet. 

Brint. Man har også målt mængden af den særlige brint-isotop deuterium. 

Overskud af deuterium fortæller om temperaturen, hvor nedbøren 

(vanddampen) oprindelig kommer fra. Jo større overskud af deuterium, jo 

varmere var klimaet i oprindelsesområdet. 

Ved at sammenligne indholdet af støv, ilt og brint i iskernernes årlag, 

kan forskerne nu udforske, hvordan et klimaskift udvikler sig år for år. 

iltisotopet O-18 tidligere har afsløret meget abrupte klima- 

ændringer, blandt andet i overgangen til den nuværende 

mellemistid, har kritikerne ofte fremført, at der er tale om 

ekstreme, lokale temperaturer, der ikke afspejler globale 

ændringer. 

- Vi siger med denne undersøgelse, at det ikke blot er nog- 

le lokale forhold, men tværtimod nogle iøjnefaldende æn- 

dringer i det regionale klima i hvert fald to forskellige steder 

på kloden, som er i spil. Det er ikke Grønland, der bestem- 

mer klimaudviklingen. Men Grønland reagerer voldsomt på 

nogle ændringer, der startede langt fra Grønland, som Sune 

Olander Rasmussen formulerer det. 

Kontakt: Sune olander rasmussen, 

Center for Is og Klima, olander@gfy.ku.dk 

Foto: Henning Thing 

forskerne fra Center for Is og Klima fore- 

stiller sig, at de voldsomme klimaænd- 

ringer i overgangen fra den seneste 

istid foregik som en tretrinsraket. 

1) I den første fase falder 

mængden af støv fra 

asien til en tiendedel. 

) Dernæst ændrer det atmosfæriske 

cirkulations 

mønster i nordatlanten sig 

meget abrupt i løbet af bare 1-3 år. 

3) endelig stiger de lokale temperaturer 

på Indlandsisen i løbet af 

nogle årtier, hvilket markerer overgangen 

fra istid til mellemistid. 

Poul-erik Philbert 

1 

3 

2 

Polarfronten | NR.3/2008 | 5

Det spirer i 

Klokken er 20 og en let tåge ligger hen over Zackenberg 

Forskningsstation. Ditte Kristensen har pakket sin rygsæk 

og er klar til at forlade stationens civiliserede tryghed for at 

vandre de tre kilometer ud til sit gule telt ved Kamelryggen, 

hvor hun skal tilbringe natten med at observere nogle af 

Zackenbergdalens mange græssende moskusokser. Med i 

rygsækken er udover det sædvanlige grej også en VHF-radio 

og en signalpistol. Så der er taget højde for, at moskusok- 

serne kan være irritable, eller at en omstrejfende isbjørn kan 

risikere at dukke op, selvom det er en sjælden begivenhed. 

tyk og fed i kæret 

Ditte Kristensen fra Syddansk Universitet er én af flere stu- 

derende, som denne sommer tilbringer nogle uger på felt- 

stationen Zackenberg for at udføre feltarbejde i forbindelse 

med specialeskrivningen. Hun har et samarbejde med DMU’s 

Afdeling for Arktisk Miljø og er ud fra en populationsbiolo- 

gisk vinkel i gang med at undersøge, hvordan moskusokser- 

ne påvirker plantevæksten i Zackenbergdalen. 

Der er indsamlet data om moskusokserne siden stationens 

start i midten af 1990’erne, så man ved, at okserne bruger juli- 

august på at æde sig tykke og fede, så depoterne er fyldt op til 


Zackenber 

Kristina Mathiesen og Kristine Boesgaard laver pinpoint-analyser. Foto: Poul-Erik Philbert Foto: Lars Holst Hansen 

forskningsstation Zackenberg i det nordøstlige 

Grønland er et populært sted for specialestuderende. 

Her finder de ingredienserne til et indbringende 

feltarbejde: et helt unikt økosystem og et 

inspirerende forskningsmiljø. 

de lange, mørke vintermåneder uden meget tilgængelig føde. 

- Det ser ud til, at okserne især græsser i de frodige og fug- 

tige kærområder og mellem måltiderne trækker sig tilbage 

til mere tørre steder, hvor de tygger drøv og hviler, fortæller 

Ditte Kristensen. Så de må flytte rigtig meget rundt på næ- 

ringsstofferne, når de græsser, og min opgave er at udarbejde 

et regnskab over denne transport, så vi kan få et indtryk af, 

hvor meget det samlet påvirker økosystemet. 

Hun virker ikke synderligt bekymret over at være alene 

ude i området med de kæmpestore dyr. Holder man sig i ær- 

bødig afstand - og det kan man sagtens, når man skal følge 

deres adfærd - så lader de sig vanskeligt forstyrre i deres 

hektiske græsning. 

Botanisk pinpoint 

Ditte Kristensen har en måned til sit feltarbejde, men et op- 

hold på Zackenberg er ikke billigt, så hun og de øvrige spe- 

cialestuderende giver et bidrag til stationen som feltassisten- 

ter. Hun har arbejdet tre uger på biobasis-programmet, som 

står for den løbende indsamling af biologiske data, og hvor 

hun som assistent for botanikeren Christian Bay har kortlagt 

vegetationstyperne i området. 

Den samme ordning gælder for Kristina Mathiesen og 

Kristine Boesgaard, som er specialestuderende på Biologisk 

Institut på Københavns Universitet. De har fået fire uger til 

at arbejde med deres specialer, som drejer sig om, hvordan 

planterne reagerer på klimaforandringerne. 

Men vi møder dem en dag, hvor de arbejder for biobasis- 

programmet ved et af forsøgsfelterne ude i terrænet. Her ud- 

føres eksperimenter for at forudsige, hvordan de højarktiske

g 

Ditte Kristensen følger moskusokser 

planter vil reagere på ændringer i f.eks. ultraviolet belysning, 

temperaturer mm. 

- Salix arctica, Dryas, potentil, fjeldhønsetarm, lyder det 

monotont messende fra Kristina Mathiesen, som ligger bø- 

jet over en ramme med små 100 felter, som hun har placeret 

ovenpå et af de faste plantefelter, som bruges i forsøget. 

Ved siden af sidder Kristine Boesgaard, som sætter en 

streg ved ét af de 8-10 plantenavne, hver eneste gang de bli- 

ver nævnt. 

Det er først på formiddagen og pillearbejdet, som går under 

betegnelsen ’pinpoint-analyse’, skal fortsætte resten af da- 

gen, hvis de skal nå igennem de 35 plantefelter, som står på 

programmet. Inden turen går tilbage til stationen, bliver det 

let til 20-25.000 enkeltstående planter, som bliver nævnt ved 

navn og omhyggeligt registreret med en streg på papiret. 

De to specialestuderende arbejder tæt sammen og har 

med forskelligt fokus begge kastet sig over en undersøgelse 

af klimaforandringernes betydning for plantevæksten i 

Arktis. I Kristine Boesgaards forsøg udsætter hun planterne 

for forskellige doser af ultraviolet lys for at se, hvordan en 

udtynding af ozonlaget vil påvirke væksten i fremtiden. Og 

Kristina Mathiesen simulerer forskellige klimascenarier ved 

at udsætte planterne for varierende grader af opvarmning og 

skygge og ændringer i vækstsæsonen. 

Svært vanedannende 

De tre studerende er rørende enige om, at det både person- 

ligt og fagligt er et privilegium at få et ophold i Zackenberg 

og udføre feltarbejde i et økosystem, som er så forskelligt fra, 

hvad man ellers møder. Og de finder opholdet på stationen 

meget inspirerende og lærerigt, fordi der er så mange forsk- 

ningsområder repræsenteret blandt stationens forskere, som 

hele tiden bidrager til, at overblikket over det samlede økosy- 

stem udbygges. 

Kristine og Kristina siger samstemmende, at feltarbejdet 

har styrket deres selvstændighed og evne til planlægning: 

- Selvom vi har planlagt vores feltarbejde i detaljer, så er 

der en høj grad af uforudsigelighed – bl.a. på grund af vejret 

– og heroppe har vi ikke en vejleder lige om hjørnet, som vi 

kan søge hjælp hos. Så når det brænder på, må vi hele tiden 

være parate til på egen hånd at improvisere og finde nye løs- 

ninger. 

Ditte lægger især vægt på, at feltarbejdet har været meget 

intenst: 

- Man arbejder med opgaverne hele tiden og tænker nær- 

mest på projektet døgnet rundt. På den måde bliver det en 

meget fokuseret, intensiv og effektiv proces. Og så er det jo 

utroligt afstressende at gå ude i det her landskab, som er helt 

uberørt, og som så få får lejlighed til at opleve. 

Det er tydeligt, at alle tre ser den arktiske vinkel som et 

middel til at beskæftige sig med deres foretrukne forsk- 

ningsemner, selvom det er det faglige indhold, som vil være 

det afgørende i fremtiden. Men det skinner også klart igen- 

nem, at det kan være svært vanedannede at arbejde i det 

arktiske område: 

en pause i arbejdet ... 

- Jeg vil gerne fortsætte med det arktiske, for det er jo 

svært at give slip, når man først har prøvet det, som Kristine 

Boesgaard formulerer det. 


Foto: Poul-Erik Philbert 


Gletsjere i ekspres 

et dansk forskerhold fra DtU-Space har gennem de senere år skabt international opmærksomhed om den 

grønlandske iskappes accelererende afsmeltning. Polarfronten drog denne sommer med i felten for at dirke 

låsen op til de enorme østgrønlandske gletsjeres hemmeligheder. 

Shfaqat Abbas Kahn sidder ligesom 

sine to amerikanske kollegaer med 

næsen fladtrykt mod det lille vindue 

i YY-helikopteren under indflyvnin- 

gen til den lille målestation tæt ved 

Indlandsisen, nærmere bestemt 70 

kilometer syd for Tasiilaq. I spænding 

betragter forskerne, hvordan tågeban- 

ker og broget vejr lumsk driver over 

isen og den enorme gletsjer. De er klar 

over, at det kan blive vanskeligt at kom- 

me op på isen i dag og hente de kost- 

bare og avancerede GPS-målestationer, 

som holdet placerede på gletsjeren i 

maj, og som skal hentes for at blive tap- 

pet for data inden vinteren sætter ind, 

og stationerne går til. 

Det lykkes. Efter at have serviceret og 

aflæst målestationen på grundfjeldet 

går turen videre mod den gigantiske 

isblok og dens gletsjerarm. Vi flyver 

mellem tågebanker op over isranden, 

præcis som var vi på vej ind i en laby- 

rint af vat, og håber inderligt, at laby- 

rinten må føre os ind til de værdifulde 

stationer, der tydeligt er markeret på 

isen. Efter få minutters søgen står det 

dog klart for piloten, at det er for farligt. 

Kombinationen af skyer og is gør det 

vanskeligt at orientere sig, og vi vender 

tilbage mod Tasiilaq. Det er betingel- 

serne når man laver feltarbejde i nogle 

af verdens mest ufremkommelige om- 

råder. 

Stort nettotab 

Forskerholdet har dog god grund til 

at gøre et nyt forsøg. Teamet har i de 

senere år bragt relevant viden til den 

internationale klimadebat. I 2007 kun- 

ne holdet i det ansete videnskabelige 


tidsskrift Geophysical Research Letters 

konkludere, at de to kæmpemæssige 

østgrønlandske gletsjere Helheim og 

Kangerlussuaq siden 2004 har haft et 

dramatisk større nettotab af is, end det 

er set tidligere. 

- Indtil 2004 viste målinger, at isens 

nettotab var på mellem 40 og 50 kubik- 

kilometer om året. Vores undersøgelser 

viser nu, at afsmeltningen siden 2004 

har været oppe på omkring 300 kubik- 

kilometer årligt. Og selvom vi ikke kan 

sige noget endeligt om vores resultater 

i år, tyder meget på, at afsmeltningen 

ikke er blevet mindre, selvom vi netop 

har oplevet en ekstremt kold vinter 

i Grønland, beretter Shfaqat Abbas 

Khan, seniorforsker ved DTU-Space, 

efter vi er landet i god behold i Tasiilaq 

og igen sidder i heliportens ventesal. 

Abbas Khan er leder af den dan- 

ske del af projektet og koordinator 

for store dele af undersøgelserne, 

der laves i samarbejde med for- 

skere fra blandt andet University of 

Colorado og University of Luxembourg. 

Forskerholdets konklusioner bygger 

først og fremmest på en række må- 

linger med avanceret GPS-teknologi. 

Shfaqat Abbas Kahn fortæller videre: 

- I de senere år har vi hvert år place- 

ret en række GPS stationer på de sam- 

me koordinater på isen. I år har vi mere 

end 50 stationer i alt i Grønland, hvoraf 

en stor del findes her på Grønlands 

østkyst. En stor del af målestationerne 

er placeret direkte på gletsjerne, mens 

resten befinder sig på grundfjeldet. Ud 

fra stationerne kan vi blandt andet må- 

le, hvor hurtigt isen bevæger sig, og om 

isen bliver tykkere eller tyndere. Vores 

resultater viser entydigt, at isran- 

den langs hele Grønlands sydøstkyst 

skrumper markant. 

tynd is 

Og resultaterne taler da også deres eget 

sprog. Således har Helheim-gletsjeren i 

de sidste fire år trukket sig fem kilome- 

ter tilbage, samtidig med at isen pres- 

ses hurtigere og hurtigere ud. 

De meget detaljerede GPS-målinger 

kobles til andre typer af målinger, først 

og fremmest med forskellige data fra 

satellitter, der kan spore ændringer i 

indlandsisens massebalance og isens 

tykkelse, samt til tyngdemålinger og 

vandstandsmålinger i felten. Disse 

data indhentes i stor stil i det igangvæ- 

rende internationale polarår af forskere 

fra blandt andet Danmark, USA og 

Luxembourg. 

Når en mængde indlandsis forsvin- 

der, lettes trykket på fjeldet, der såle- 

des hæver sig en smule. Det er GPS-sta- 

tionernes opgave at registrere, hvordan 

grundfjeldet hæver og sænker sig, 

mens tyngdemålinger registrerer, hvor 

meget masse der forsvinder på grund 

af den øgede afsmeltning af gletsjerne. 

- Vores resultater viser, at grundfjel- 

det kan hæve sig op imod fem centime- 

ter på et år som følge af reduktion i den 

ismasse, der tynger fjeldet. Til sam- 

menligning hæver Danmark sig ca. én 

millimeter om året de steder, hvor isen 

engang har dækket landet, lyder det fra 

Shfaqat Abbas khan. 

Der er fin overensstemmelse mellem 

satellitmålingerne og projektets GPS- 

registreringer. Satellitmålingerne viser, 

at nettotabet er størst ved østkysten.

fart 

- Vores projekt har også GPS-sta- 

tioner ved den grønlandske vestkyst. 

Disse målinger viser, at afsmeltnin- 

gen er størst i Østgrønland. Tidligere 

viste satellitmålingerne, at isen reelt 

blev tykkere på midten og mod nord på 

grund af øget nedbør. Men de seneste 

målinger tyder på, at isen nu kun bliver 

tyndere. Og det sker over det hele. 

flere data, tak! 

Den type målinger, som projektet fore- 

tager på selve isen, er dog kun foregået 

i et par år. Og selvom de første målin- 

ger af grundfjeldet startede allerede i 

1995, er der tale om en relativ kort pe- 

riode. Men hvor lang tid skal der bruges 

for at kunne sige noget mere endegyl- 

digt? 

- Vi skal have en lidt længere tids- 

serie for at kunne give et mere præcist 

billede af Indlandsisens nettotab og 

hvilken indflydelse, det kan få på ek- 

sempelvis havniveauet. Men som bil- 

ledet er nu, kan noget tyde på, at de 20 

til 60 centimeter vandstandshævning 

inden for de næste 100 år, som FN´s 

klimapanel vurderede i 2007, er lavt 

sat. Derfor er det ekstremt relevant at 

følge gletsjerne de næste 8-10 år, når 

Shfaqat Abbas Khan at fortælle, inden 

han afbrydes af helikopterpiloten, der 

melder klar til et nyt forsøg på at nå 

målestationen ved Helheim-gletsjeren, 

hvor vejret skulle være bedre end ved 

de sydlige gletsjere. 

Tyve minutter senere er vi atter i 

luften, og forskerholdet gør sig klar 

til at tilse udstyret på fjeldsiden ved 

Helheim i bragende solskin. 

tom Christensen 

Kontakt: Shfaqat abbas Khan, DtU-Space, 

abbas@dtu.space.dk 

Shfaqat abbas Khan (øverst) i gang med at tilse sol- 

paneler, som forsyner GPS-stationerne med energi. 

I de senere år har forskerne placeret mere end 50 GPS- 

stationer i Grønland, hvoraf nogle er placeret direkte på 

gletsjerne, mens andre befinder sig på grundfjeldet. 

Fotos: Tom Christensen 

Polarfronten | NR.3/2008 |

Bugt med 

bumpene 

Fotos Vibeke Sloth Jakobsen 

Smeltende permafrost ødelægger i stigende grad 

de grønlandske veje. nye asfalttyper og lerjord med 

brændt kalk testes denne sommer i forsøget på at 

dæmme op for revner og huller. 

Der er kommet mange vejbump i Sisimiut gennem de sidste 

par år, og det er ikke kommunen, der har etableret dem 

for at lægge en dæmper på farten. Vejbumpene skyldes de 

stigende temperaturer, der får permafrosten til at smelte og 

dermed gør vejene ujævne, hullede og revnede. 

Problemet findes ikke blot i Sisimiut, men i hele det arktiske 

område. Det er grunden til, at flere studerende fra 

Center for Arktisk Teknologi denne sommer har været i 

gang med projekter, der skal forbedre vejene, blandt andet 

ved at teste nye former for vejbelægning. 

temperaturtilpasset asfalt 

Et af dem foregår ved vejen til Teleøen og går ud på at afprøve 

fire nye typer af asfaltblandinger. I forsøget bruges 

40 meter vej, hvoraf de første 10 meter er belagt med almindelig 

asfalt, de næste 10 meter er iblandet et polymert 


(elastisk plastik) materiale 

fra Korea, de følgende 10 meter 

med en dobbelt portion af 

samme materiale, og sluttelig 

er de sidste 10 meter iblandet 

knust flint. Nedenunder de 

40 meter vej er der lagt sensorer, 

som måler temperatur 

og trykpåvirkning, så det kan 

bestemmes hvilken belægning, 

der fungerer bedst. 

Det koreanske materiale skal give asfalten en anden konsistens, 

som gør, at den bliver blødere, når det er rigtig koldt, 

og hårdere, når det er varmt. Dermed skal den blive bedre til 

at bære den tunge trafik. Det iblandede flint i den sidste del 

af vejen skal gøre asfalten lysere, således at permafrosten nedenunder 

ikke opvarmes og tør. 

En anden metode, som skal afprøves, er at lægge et isoleringslag 

som en del af belægningen. I et forsøg anvendes 

Lecakugler i et lag under vejoverfladen. Hvis dette viser sig 

som en god metode, kan det blive aktuelt at starte en produktion 

af et isoleringsmateriale fremstillet af grønlandsk 

ler iblandet rejeaffald. 

fingre i slagger 

Et andet problem i Grønland er, at lerjorden, som vejene bygges 

på, bliver smattet og synker. Tre studerende har derfor 

sat sig for at undersøge, om det er muligt at stabilisere 

lerjorden ved at tilsætte brændt kalk. Metoden anvendes i 

Danmark, men om den også virker under grønlandske forhold 

skal vise sig i løbet af sommeren, hvor det lægges ud på 

en forsøgsstrækning tilsat både brændt kalk og cement. 

En anden mulighed, som både vil kunne løse et miljøproblem 

og anvendes i vejbygningen, er at anvende slagger fra 

det lokale affaldsanlæg til sikringslag i vejbyggeri. To studerende 

har denne sommer undersøgt muligheden for at 

anvende slagger ved at tørre og sortere det ved hjælp af en 

sigtekolonne i forskellige størrelser. Formålet er at bestemme 

indholdet af tungmetaller og dermed afklare, hvilken del af 

slaggerne, der kan anvendes i vejbyggeriet, uden at der vil 

blive udvasket for store mængder tungmetaller i undergrunden. 

I dag vaskes slagger, der har ligget på affaldspladsen 

gennem mange år, langsomt ud i bugten og forurener havmiljøet. 

Hvis forsøget viser, at det kan lade sig gøre at anvende en 

hel del af slaggerne, vil næste trin være at lave et større, mobilt 

sorteringsanlæg, der kan flyttes rundt mellem byerne på 

kysten. 

Vibeke Sloth Jakobsen 

Kontakt: arne Villumsen, Center for arktisk teknologi, av@byg.dtu.dk

Mursten lavet af grønlandsk ler og 

isoleringsmateriale af fiskeaffald 

har denne sommer været omdrejningspunkt 

for flere studerende ved 

Center for arktisk teknologi i Sisimiut. 

Der er for alvor kommet 

skub i bestræbelserne for at fremstille 

byggematerialer lokalt. 

De fl este huse i Grønland er bygget af 

træ, men behøver det at være sådan? 

Der er jo ingen skove i Grønland, så 

materialerne skal hentes langvejs fra. 

Og det ville være både nemmere og me- 

re miljøbesparende at fremstille bygge- 

materialer lokalt. 

Et forsøg, som Center for Arktisk 

Teknologi har lavet med mursten 

fremstillet af lokale materialer, viser, 

at det kan lade sig gøre at bygge mur- 

stenshuse i Grønland. Murstenene blev 

fremstillet af grønlandsk ler, som til 

forsøget blev brændt i Sønderjylland på 

Petersens Teglværk. Leret kommer fra 

Kangerlussuaq, fra området ved enden 

af landingsbanen, og der er rigeligt af 

det. Faktisk så meget, at man med års 

mellemrum er nødt til at uddybe hav- 

nen for, at den ikke skal fyldes op. 

Til forsøget blev 80 tons ler fragtet til 

Danmark, og de færdige mursten blev 

derefter returneret til Grønland. En tur 

på ca. 4000 kilometer hver vej. Stenene 

blev herefter brugt til at bygge et hus 

til skisportsklubben i Kangerlussuaq 

for at finde ud af, om de kunne holde til 

temperaturskiftet mellem frost og tø. 

Efter to vintre har det nu vist sig, at det 

kunne de. 

Koldt ler, tak! 

Nogle studerende fra 

Center for Arktisk 

Fotos: Vibeke Sloth Jakobsen 

Teknologi ser i sommer på 

anvendelsesmulighederne 

og på, hvordan det kan 

indpasses i det grønlandske samfund. 

Skal man eventuelt male overfl aden, 

eller skal man bevare den rå sten? 

Ideen er at få etableret et teglværk i 

Grønland, der kan producere 5-10 mil- 

lioner sten om året. Det kunne lægges 

i Sisimiut, hvor man kan sejle leret fra 

Kangerlussuaq ud til kysten, men der 

er også andre muligheder. 

Der er brugbart ler mange steder i 

Grønland, men det skal vel at mærke 

være ler, der er dannet, hvor der er 

koldt, da det giver leret en anden kon- 

sistens og kemisk sammensætning end 

det, man finder i Danmark. I Grønland 

findes der også ler, som er dannet un- 

der Grønlands varmeperioder, og som 

derfor ligner det danske ler, så det er 

ikke alle lerforekomster i Grønland, 

som er brugbare. Det grønlandske ler 

forsøges også anvendt som tilsætning 

til cement og beton for at gøre det stær- 

kere og mere fyldigt. 

Veje skal isoleres 

Isoleringsmateriale fremstillet af 

grønlandsk ler og fi skeaffald fra Royal 

Greenlands rejefabrik i Sisimiut er et 

andet produkt, der laves forsøg med. 

Det færdige materiale ligner en slags 

Lecakugler. Det isolerer ikke lige så 

godt som glasuld og vil derfor ikke kun- 

ne bruges til isolering i huse, da mu- 

rene ville blive alt for tykke. Men der er 

mange andre områder med isolerings- 

behov. For eksempel i vejene, hvor man 

har behov for isolering for at forhindre, 

at permafrosten tør. Og omkring var- 

merør og kloakrør, hvor formålet er 

at forhindre, at de fryser, men også at 

forhindre, at de tør permafrosten op. 

En del af et meget stort forureningspro- 

blem ville på denne måde kunne løses, 

idet fi skeaffaldet fra fabrikken i dag 

sendes direkte ud i Ulkebugten. 

To studerende fra Center for Arktisk 

Teknologi har denne sommer været i 

gang med en forsøgsproduktion af røde 

belægningsfliser produceret af lokalt 

forekommende materialer. Der er inden 

forsøgene i Grønland blevet lavet tryk- 

prøver og frostprøver på betonblandin- 

gen. Til produktionen bruges sten og 

sand fra stenbruddet i Sisimiut, og det 

røde farvestof kommer fra resterne af 

de ovenfor omtalte mursten, som knu- 

ses til pulver. Der bliver lavet forme, 

som støbes hos det lokale betonstøberi, 

og det eneste udefrakommende ma- 

teriale til denne produktion er noget 

cement. 

De studerende lægger fliserne ved 

indgangen til murstenshuset, inden de 

tager hjem til Danmark, og vinteren 

skal så vise, om de holder til frosten. 


Kontakt: arne Villumsen, 

Center for arktisk teknologi, av@byg.dtu.dk 


Slaget om 

Eskimonæs 

Stationen på eskimonæs i nordøstgrønland blev i 

foråret 1 43 ødelagt af først tyske og derefter amerikanske 

styrker. Brandtomten ligger i dag stort set 

urørt tilbage. en historiker og en arkæolog forsøger 

nu at rekonstruere, hvad der skete. 

Det er ikke hver dag, man oplever to forskere tilbringe timer 

med at diskutere og betragte en bunke rustent jern på 

en brandtomt. Men det er præcist, hvad arkæologen Jens 

Fog Jensen fra Nationalmuseet og historikeren Tilo Krause 

fra RUC er travlt beskæftiget med, da Polarfronten i august 

besøger dem på Eskimonæs på sydspidsen af Clavering Ø i 

Østgrønland. 

Genstanden for den store interesse er de sørgelige rester 

af Lauge Kochs ekspeditionshytte, som blev bygget i forbindelse 

med Treårsekspeditionen i 1931-34. Og formålet med 

deres arbejde er i detaljer at undersøge, hvordan ødelæggelsen 

af stationen i 1943 egentlig fandt sted. 

alt ligger der endnu 

Et hurtigt blik på ruinerne afslører, at det stadig - 65 år efter 

at stationen blev jævnet med jorden - ud fra de forvredne 

rustbunker og røgsværtede tømmerrester nemt lader sig gøre 

at rekonstruere, hvordan huset har været indrettet. Som 

det kun er muligt i et mennesketomt hjørne af Arktis ligger 

alt, som det landede på klippeoverfladen, da roen atter sænkede 

sig efter de dramatiske begivenheder i 1943. 

En stor kage af glas og sammensmeltet bly i indgangen 

viser, hvor batterierne til hyttens elforsyning stod, og i radiorummet 

ligger store metalkonsoller fyldt med elektronisk 

apparatur. Det store fællesrum til venstre for indgangen er 

fyldt op med flere rustne skorstensrør, der er styrtet ned 

under branden, og i hjørnet ligger en stor bunke sammensmeltet 

glas og porcelæn, som er resterne af husets bestik 

og service. I køkkenet finder man adskillige gryder, nogle af 

dem af støbejern, som er smeltet, og en bunke knive, gafler 

og emaljerede tallerkner. 

I Lauge Kochs kontor ligger stadig et rustent pengeskab. Et 

hul i den åbne låge viser, at skabet har været brudt op. Og det 

er uden tvivl sket med den hakke, som ligger lige ved siden 

af, og som passer perfekt ind i det rektangulære hul i lågen. 

Det har i mange år været almindelig historisk viden, at 


Foto: Poul-Erik Philbert 

Lauge Kochs hytte blev ødelagt den 23. marts 1943 af en tysk 

patrulje. Da træskaftet på hakken er brændt af, tyder alt 

samtidig på, at det må være tyskerne, der har brudt pengeskabet 

op, før de brændte stationen ned. Men hvorfor? 

- Vi ved, at tyskerne jagede de danske patruljefolk væk fra 

stationen og fandt nogle dagbøger. Så det er nærliggende at 

tro, at de brød pengeskabet op, fordi de håbede at finde nogle 

koder eller dokumenter, som kunne oplyse om de allieredes 

aktiviteter i Nordøstgrønland, mener Jens Fog Jensen. 

Kampen om vejrudsigten 

I 1943 havde Patruljetjenesten - fangstfolk, som i de første 

år af 2. Verdenskrig var udnævnt af landshøvdingen - den 

øverste politimyndighed i Nordøstgrønland, hvor de havde 

et mere eller mindre formelt samarbejde med de amerikanske 

styrker i Narsarsuaq og Søndre Strømfjord. Tilstede i 

Østgrønland var også tyskerne, som i hemmelighed udførte 

deres vejrobservationer i Hansa Bugt 100 kilometer nord for 

Clavering Ø og Eskimonæs. 

Vejrudsigterne fra Østgrønland var vigtige for tyskernes 

luftangreb på de allieredes skibskonvojer over Atlanten, som 

kun kunne foregå i skyfrit vejr, og for de tyske ubåde, som 

kunne søge op til overfladen, hvis der var overskyet eller tåget. 

I det hele taget var vejrudsigterne fra Grønland vigtige 

for tyskerne, fordi de gjorde dem i stand til at forudsige vejret 

i Europa et par dage frem. 

Amerikanerne havde god adgang til vejrinformationer 

fra deres baser i Vestgrønland og på Island, men benyt-

tede sig i en vis udstrækning også af vejrdata indsamlet af 

Patruljetjenesten på østkysten. 

- Hernede i ruinerne på Eskimonæs ligger der termometre 

fra den amerikanske hær, så formentlig har amerikanerne 

udstyret patruljefolkene med de standardtermometre, som 

er blevet anvendt i hæren, fortæller Jens Fog. 

Tyskerne var tvunget til at bevæge sig meget mere på liste- 

fødder for ikke at blive opdaget. Helt inde i bunden af Hansa 

Bugt havde de deres skib Sachsen liggende, og herfra var der 

trukket kabler til både telefon og elforsyning ind til to hytter 

på land. 

Det isolerede liv i den østgrønlandske ødemark har utvivl- 

somt tæret på de 18 tyske soldaters mentale overskud, og de 

fik derfor et par stykker ad gangen lov til at tage ’på ferie’ 

til fangsthytten i det nærliggende Germania Havn. Den 11. 

marts 1943 starter her det hændelsesforløb, som fører til øde- 

læggelsen af hytten på Eskimonæs. 

Den uundgåelige konfrontation 

Tre danske patruljefolk støder på to af de ’ferierende’ tyske 

soldater i Germania Havn, og selvom afsløringen udgør en 

sikkerhedsrisiko, lader tyskerne deres modstandere slippe 

bort. Da den tyske leder, Herman Ritter, får at vide, at de 

tyske soldater er blevet opdaget, ved han, at der er fare på 

færde. Amerikanerne har ganske vist allerede regnet ud, at 

der er tyske aktiviteter i Østgrønland. Men de ved ikke hvor, 

eller om der er tale om bemandede vejrstationer eller blot om 

automatiske stationer. Så kendskabet til tyskernes position 

øger risikoen for et ameri- 

kansk luftangreb på statio- 

nen i Hansa Bugt. 

Ritter beslutter derfor at 

sætte efter de tre danske 

patruljefolk, men det lyk- 

kes danskerne at undslippe. 

Herefter fortsætter tyskerne 

deres jagt i et efterladt hun- 

despand, som de kun med 

stort besvær lærer at styre. 

Den 23. marts når tysker- 

ne endelig frem til hytten på 

Eskimonæs, som er en af de 

tre hovedstationer for den 

nyoprettede nordøstgrøn- 

landske slædepatrulje. 

De danske patruljefolk 

rømmer stationen, og ty- 

skerne overtager den og 

finder en dagbog liggende 

på bordet i hovedstuen. 

De finder også en ordre fra landsfogeden Eske Brun om, at 

Patruljetjenesten for enhver pris skal holde tyskerne væk fra 

stationen, og at de skal skyde først. Herman Ritter giver på 

den baggrund ordre til at ødelægge stationen. 

Enden på historien bliver, at amerikanerne to måneder se- 

nere bomber den allerede stærkt hærgede station, da de har 

mistanke om, at den er blevet overtaget af tyskerne. 

nye kilder 

Som sagt er begivenhederne omkring ødelæggelsen af sta- 

tionen på Eskimonæs i store træk velbeskrevet. Men de to 

forskere håber med projektet ’Kampen om klimaet’, at en 

sammenkobling af de skriftlige og de arkæologiske kilder kan 

fortælle en mere detaljeret historie: 

- Vi ved f.eks. ikke, hvor store ødelæggelser tyskerne stod 

bag, og hvor stor en del der skyldes amerikanernes bombar- 

dementer i maj 1943, fortæller Tilo Krause. - Og så er vores 

opgave også at lave en overfladeregistrering af et fortidsmin- 

de fra krigens tid. Det er jo helt unikt, at denne brandtomt 

ligger så urørt tilbage. 

Jens fog Jensen (siddende) og 

Milo Krause er travlt beskæftiget med 

at registrere ruinen på eskimonæs. 

Jens Fog Jensen og Tilo Krause håber også, at der kan dukke 

nye kilder op. Efter feltarbejdet på Eskimonæs gik turen se- 

nere i august til Sabine Ø og til tyskernes nedbrændte station 

i Hansa Bugt, hvor man ved, at der må være efterladenskaber 

fra tyskernes ophold, som aldrig er blevet fundet. 


Kontakt: Jens fog Jensen, Sila, jensfogjensen@natmus.dk, 

tilo Krause, rUC, tkrause@ruc.dk 


Sommerstudier 

i dværgbirkeskoven 

Det meste af den lyse, lune og vindtørre sommer har Brett og Sean tilbragt 

på knæ i et specielt hjørne af dværgbirkeskoven øst for Kangerlussuaq. 

De to unge forskere studerer den lokale vegetation i indlandet, 

hvor rensdyr og moskusokser har deres foretrukne sommergræsgange. 

En snehare ville ikke kunne gemme sig 

i skoven, så de to forskere må have ho- 

vederne helt ned i skohøjde for at finde 

ud af, hvordan planterne trives i og til- 

passer sig det varmere klima. Det er lo- 

kalt blevet ca. 5°C varmere de sidste 20 

år, så det er noget, planterne mærker. 

Sneen smelter tidligere om foråret, og 

frosten kommer senere om efteråret. 

Vækstsæsonen er derfor længere, og 

planterne vokser mere. 

Brett Frazer og Sean Cahoon er et 

muntert og hårdt arbejdende makker- 

par. De ligger i teltlejr og forsker langt 

fra alfarvej mandag-fredag. I weeken- 

den kommer de ind til forskerhotel- 

let KISS for at få et bad, en masse god 

mad, vasket tøj og – ikke mindst - få 

indført alle ugens data i deres compu- 

ter, som jo skal have strøm, der ikke 

lige fås, hvor de arbejder. De to gut- 

ter snupper en tre måneders sæson i 

Kangerlussuaq og omegn, og de er det 

gennemgående element i et ameri- 

kansk forskningsprojekt, der studerer 

de stadigt ændrende forhold mellem 

planteædere og planter. 


falsk forår 

Der sker nemlig spændende ting og 

sager nede i skoven og den øvrige vege- 

tation på grund af det varmere og fug- 

tigere lokale klima. Vi ved alle, hvordan 

planter reagerer på vand og varme: De 

vokser. Men samme positive reaktion 

har planteæderne ikke nødvendigvis. 

Rensdyr for eksempel. De kommer i 

brunst og parrer sig om efteråret, og 

tidspunktet er helt afhængig af dag- 

længden, som er styret af jordens hæld- 

ning og kredsløb om solen. Faktorer der 

ændrer sig over astronomiske perioder. 

En drægtig rensdyrhun er derfor 

styret af en kalender, der ikke kan til- 

passes lokale klimaforhold, og den må 

føde sin kalv 32 uger efter, at den blev 

undfanget. Det har i talrige rensdyrge- 

nerationer været god timing at kælve 

i første halvdel af juni måned, hvor 

planterne spirer frem, og der er rens- 

dyrfoder af høj kvalitet og i rigelige 

mængder til sultne rensdyr med kalve. 

Men med det varmere klima og et 

forår, der kommer stadig tidligere til 

kælvnings- og sommerområderne, 

er det et stigende ernæringsmæs- 

sigt problem for rensdyrhunnerne, at 

kælvningen nu kommer næsten tre 

uger for sent i forhold til det optimale 

tidspunkt. Som tendensen i klimaet 

og planterne ser ud nu, fortsætter det 

den forkerte vej for rensdyrene. Foråret 

2008 kom endnu tidligere end forven- 

tet, da maj måned viste sig at blive 

usædvanlig varm og tør. 

fin moskusrytme 

Men hvad med de mange moskus- 

okser omkring Kangerlussuaq? En af 

de mange forskelle mellem rensdyr og 

moskusokser er, at sidstnævnte parrer 

sig allerede i sensommeren og føder 

deres kalve efter 34 ugers drægtighed, 

d.v.s. fire uger før rensdyrene, så denne 

timing passer meget fint ind i den nye 

rytme i planteriget med fremrykket 

forår og løvspring. 

Hovedopgaven for Brett og Sean er 

at måle, hvordan de forskellige planter 

på græsgangene trives og vokser, og 

hvor meget det betyder, at rensdyr og 

moskusokser spiser af dem. Derfor er 

der visse steder opsat nogle effektive 

hegn, der holder planterne inde og de 

store planteædere ude. 

Læs evt. mere i artiklen ’Samspils- 

ramt’ i Polarfronten 2-3/2007. 

Henning thing 

Fotos. Henning Thing

Fra arkivet: 

Hvalfangerskibet M/S Sonja sejlede i 

en årrække langs Grønlands kyster på 

foranledning af den danske stat for 

at afhjælpe en truende hungersnød i 

Grønland. Kødet blev givet til befolk- 

ningen, som strømmede til, når fang- 

sten blev slæbt i land. Jette Bang var i 

1936 med M/S Sonja på togt og har foto- 

graferet hvalen og drengene fra skibet. 

Det var i 1936, første gang den 22- 

årige fotograf Jette Bang rejste til 

Grønland. Det blev til mange flere rej- 

ser helt frem til begyndelsen af 1960’er- 

ne. Hun var især fascineret af grøn- 

lænderne – deres forhold til naturen og 

måden, de levede på. Jette Bangs store 

samling af fotografier fra Grønland vid- 

ner ikke bare om hendes store fotogra- 

fiske kvaliteter, men også om hendes 

evne til at skabe god kontakt til landets 

indbyggere. 

I forbindelse med projektet Kinaana er 

hele Jette Bangs samling blevet skannet 

og kan ses i Arktisk Instituts billedda- 

tabase www.arktiskebilleder.dk. 

Foto: Jette Bang, Arktisk Institut 

Hvalfangst 

i Qaqortoq 

Kirsten Klüver 

Drengene er sejlet ud fra Qaqortoq i 

deres robåde og kajakker for at tage 

finhvalens vældige bug i øjesyn. 



Fotos: Vibeke Sloth Jakobsen 

Grønlands brune diamant 

lys, luft og masser af plads. Grønlands nye nationalbibliotek 

har slået dørene op til et lækkert miljø med alskens faciliteter 

til gavn og glæde for både universitetsfolk og offentlighed. 

Hvis de studerende på den nye, grøn- 

landske universitetscampus Ilimmarfik 

ikke kan koncentrere sig om deres op- 

gaver, skyldes det måske den pragtful- 

de udsigt, de har fra læsepladserne på 

1.-salen i universitetets nye bibliotek. 

Der er lys og luft og højt til loftet i de 

nye lokaler, masser af læsepladser, og 

om kort tid også trådløs internetforbin- 

delse. Biblioteket huser samlingerne fra 

Grønlands Universitet Ilisimatusarfiks 

bibliotek og Groenlandica-samlingen, 

som er Grønlands national- og forsk- 

ningsbibliotek. Udlånssamlingerne 

fra begge biblioteker er slået sam- 

men, mens der stadig findes en lukket 

samling, som svarer til Det kongelige 

Biblioteks nationalbibliografiske sam- 

ling. Dermed har man i Nuuk etableret 

en pendant til Det kongelige Bibliotek 

og Københavns Universitetsbibliotek 

– den sorte diamant. 

Tilsammen servicerer tre biblioteka- 

rer lånerne, og der er åbent for offent- 

ligheden 25 timer om ugen. Muligheden 

for at undervisere og studerende på 

universitetet kan benytte samlingerne 

uden for normal åbningstid er stadig til 

stede. 

aka Høegh på væggene 

Ilimmarfik ligger på vejen mellem 

lufthavnen og Nuuks centrum, som 

nabo til Grønlands Naturinstitut og 

tegnet af samme arkitektfirma, PLH 

Arkitekter. Bygningen huser foruden 

biblioteket Grønlands Universitet, 

Landsarkivet, Grønlands Statistik samt 

Sprogsekretariatet, og stedet blev ta- 

get i brug omkring årsskiftet. Der er 

alle ønskelige faciliteter i bygningen og 

spændende ny udsmykning indendørs 

af Aka Høegh og Anne-Birthe Hove 

Grønlands Universitet har, foruden 

de fem institutter, som eksisterede in- 

den udflytningen til den nye universi- 

tetscampus, fået lagt journalistuddan- 

nelsen og socialrådgiveruddannelsen 

ind under sig som professionsbache- 

loruddannelser. Læreruddannelsen 

(Ilinniarfissuaq) og Institut for 

Uddannelsesvidenskab (Inerisaavik) vil 

på et senere tidspunkt også flytte til 

Ilimmarfik, når der efter planerne ud- 

vides med endnu en bygning. 

Ved semesterstart i år begyndte 75 

nye studerende på Ilimmarfik, hvilket 

er en væsentlig forøgelse i forhold til 

sidste år. 


Kontakt: Bolethe olsen, Ilisimatusarfik, 

bool@uni.gl

Myretuen 

at opføre en forskningsby midt på Indlandsisen 

kræver sine ’myrer’. Polarfrontens udsendte fristede 

tilværelsen i neeM-myretuen denne sommer. 

Indlandsisen i fuldt udtræk er en overvældende oplevelse, 

som et øde hav, der er frosset i et kæmpestort snapshot. Her 

er istidens hårde regime stadigvæk ved magten. Den uendelige 

sne, den evindelige blæst og den ulidelige kulde hersker 

næsten uindskrænket på den vidtstrakte overflade. Kun ganske 

enkelte steder brydes isens monotoni af mennesker. 

Set fra oven ligner NEEM på sin vis en myretue. Godt nok er 

tuen flad og hvid, men der er hektisk aktivitet på overfladen 

og ned gennem hullet til tuens indre med at flytte rundt på de 

mange ting og sager, der står stablet i bunker på overfladen. 

Gigantisk samlesæt 

Det er en stor opgave at bygge en by. Det er en endnu større 

opgave at bygge den på Indlandsisen i 2,5 kilometers højde 

med mange hundrede kilometer til nærmeste købmand eller 

nabo. Alt skal på forhånd gennemtænkes i mindste detalje, 

gennemtjekkes, pakkes og transporteres og derefter gennemføres 

med største grundighed. Folkene i Center for Is og 

Klima ved Niels Bohr Instituttet har nu i årtier dyrket denne 

særlige disciplin, hvor stor logistik går hånd-i-hånd med stor 

forskning. Renland, Hans Tavsen, Flade Isblink, GRIP, NGRIP 

er nogle af de iskerneboringer med tilhørende ’byer’, som 

NBI-folkene har skabt, gennemført og fjernet. NEEM er det 

sidste skud på stammen og skal danne rammen om de kommende 

års iskerneboringer. 

Fra et samlesæt af tusinder af brikker og mange, mange 

tons, som i maj lå på den jomfruelige sneoverflade på positionen 

77°26.7165’N / 51°4.1246’V, lykkedes det ved en dedikeret 

indsats gennem 1000 persondøgn i løbet af sommeren at 

skabe et lille nyt samfund på Grønlands tag med næsten 

Fotos: Henning Thing 

alt, hvad man har brug for i det daglige. Boliger, forsamlingshus, 

lufthavn, kommunikation og internet, el- og vandværk, 

kok og køkken, teknikere og værksteder, køretøjer og garager 

samt – ikke mindst – isboregrej rigget og trimmet til at tage i 

brug, når det i maj 2009 rigtig går løs med isboring ved NEEM. 

Højt til loftet 

I en dyb og -28°C kold hal skal dybdeboret ’ISTUK’ bore sig 

ned gennem de 2,5 kilometer is forbi vores egen istid og den 

forudgående sidste mellemistid og – forhåbentligt – helt tilbage 

til slutningen af forrige istid. I nabohallen skal borekernerne 

håndteres, studeres, mærkes og pakkes. 

De to haller er fræset ud i den hårdt sammenpakkede sne, 

der danner Indlandsisens øverste 60-80 meter. Det er et arbejde, 

som kræver masser af tålmodighed, et godt håndelag, 

ømme skuldre, nogle skovle og et par kraftige sneslynger. I 

alt er der fræset, blæst og skovlet 2700 kubikmeter sne væk 

for at skabe disse arbejdssteder til iskerneforskningen. 

Der er noget storslået og domkirkeagtigt over de færdige 

haller: otte meter til loftet; det blålige lys, der siver ind for 

oven; væggenes utallige snekrystaller, som glimter i projektørernes 

gullige lys. Her er man også sikret en stabil arbejdstemperatur 

på 28°C. 

Polar multikulti 

I NEEM møder man fagfolk fra mange lande. Flagalléen ned 

gennem hovedgaden har 18 flagstænger med hvert sit flag for 

de 16 nationer, der er partnere i NEEM-boringen. Herudover 

et grønlandsk flag, fordi Grønland er værtsnation, og et 

IPY-flag, fordi NEEM også er en af de store aktiviteter i Det 

Internationale Polarår. På planeten NEEM tales mange sprog: 

amerikansk, australsk, britisk, canadisk, dansk, fransk, hollandsk, 

islandsk, italiensk, japansk, koreansk, svejtsertysk og 

tysk ... men mest engelsk. 

Når jeg er i gang med min dont, kan jeg gribe mig selv i at 

synes, at NEEM-byen og mine 31 medborgere er ’hele verden’. 

Livet er enkelt, sneen kold og hård, maden varm og lækker, 

kammeratskabet godt, hjælpsomheden stor, solen går aldrig 

ned, arbejdet slipper aldrig op … Til næste sommer går det 

for alvor løs. 

Henning thing 



Heldige kartofler 

Kartoffel- og grøntdyrkning har gode forhold i Grønland i øjeblikket. 

Det er ikke udelukkende det lunere klima med en længere vækst- 

sæson, der gør en forskel. Planterne er måske kun i mindre grad 

udsat for fjender, og det overrasker forskerne. 

Det grå og tunge vejr får det enlige røde 

hus i dalen til at virke endnu mere en- 

somt. Mørke, stejle fjelde bidrager godt 

til den dystre stemning, der først letter 

lidt, da en ny farve og form bryder ste- 

dets dunkle landskab. Ved siden af hu- 

set ligger snorlige, saftiggrønne rækker 

af frodige grøntsager. 

De blege træpaller, der står beskyt- 

tende omkring marken, ser ud som om 

de kæmper en kamp for at holde fjeld- 

siderne på afstand. Som hos de fleste 

andre fåreholdere i Grønland udgør 

Lasse Bjerges salg af især kartofler et 

vigtigt supplement til økonomien som 

fåreavler. Forholdene for landbrug er 

gunstige, og de grønlandske kartofler 

har indtil videre undgået både skade- 

dyr og svampeangreb i større stil. Det 

undrer forskerne sig en del over. 

Hvor er skadedyrene? 

På en smuk sydvendt skråning en halv 

times sejlads fra Qaqortoq ligger fåre- 

forsøgsstationen Upernaviarsuk. I et 

af stationens kartoffelbede finder jeg 

to mænd. Den ene stirrer gennem sin 

kraftige lup på tørre, brune kanter på 

et kartoffelblad. Kanterne kan være 

afsvedning fra den varme føhnvind, 

men kan også være et skæbnesvan- 

gert varsel om sygdom. Den anden 

mand hælder små jordprøver ned i 

gennemsigtige glas. Begge undrer 

sig. Mikrobiolog Peter Stougaard fra 

Det Biovidenskabelige Fakultet under 

Københavns Universitet forklarer: 

- Sidste sommer var vi i Sydgrønland 

for at kigge på kartofler og skadedyr. 

Vi havde en idé om, at når man dyrker 

kartofler uden særlig meget sædskifte 

og uden brug af pesticider, så måtte 

der nødvendigvis findes skadedyr. 

Selvom det er forholdsvis koldt i både 

Nordnorge og Alaska, har kartoflerne 

dér skimmelsvamp. Så vi havde en for- 

ventning om, at det samme ville gøre 

sig gældende her. Derfor blev vi over- 

raskede, da vi i stedet fandt få skadedyr 

og få syge kartofler. Til gengæld lå der 

en hel del gavnlige bakterier i jorden. 

Eigil de Neergaard, der er plantepato- 

log, fortsætter: 

- Ja, der manglede noget, blandt an- 

det kartoffelskimmel. Generelt er de 

grønlandske kartoflers sundhedstil- 

stand god, og de ser flotte ud. Der er 

egentlig mest bøvl med ukrudtet. Jeg er 

lidt forsigtig med at sige, at der ingen 

sygdomme er, ikke mindst fordi dette 

års prøver endnu ikke er undersøgt. 

Hele dyrkningssystemet er nyt, og der- 

for har man ikke haft problemet med 

sædskiftesygdomme, som man ser det 

i Danmark. Desuden lægger flere af 

landmændene en utrolig arbejdsind- 

sats for dagen. 

Bud efter egen avl 

Kartoffelavlen har ikke den store 

betydning for Grønland rent økono- 

misk. Men lederen af Upernaviarsuk, 

Kenneth Høegh, siger: 

- For den håndfuld fåreavlere, der 

producerer de mellem 60 og 90 tons 

kartofler om året, er det næsten altaf- 

gørende, at de har kartoflerne og grønt- 

sagerne som supplement til fårene. Og 

for den grønlandske befolkning har det 

stor psykologisk betydning, at vi kan 

få sunde, friske og pesticid-frie kar- 

tofler af egen avl og i høj kvalitet. De 

er konkurrencedygtige i forhold til de 

importerede danske kartofler, så der er 

ingen problemer med at få dem afsat 

– tværtimod!

På forsøgsstationen Upernaviarsuk eksperiment- 

eres der med forskellige kartoffelsorter og deres 

udbytte. afhængig af forsøgene får avlerne anbefalinger 

på, hvilke kartofler de bør dyrke. Makroøkonomisk 

har kartoffelavlen ikke den store 

betydning. af de ca. 6 millioner kroner, som 

landbruget tjente i 007, udgør kartoflerne omkring 

800.000 kr. 

Foto: Uffe Wilken. 

Fra politisk side er der en klar holdning 

til, at landbrugsproduktionen skal 

udvikles, så der bliver en højere grad af 

selvforsyning. I 2007 blev der vedtaget 

en landbrugspolitisk redegørelse af et 

enigt Landsting, og på finansloven for 

2009 er der afsat ekstra midler til udviklingstilskud. 

Og udviklingspotentialet 

er til stede. Kenneth Høegh siger: 

- Der er absolut plads til flere kartoffeldyrkere. 

Her og der er der gode jorde, 

og det er kun omkring 20-30 hektar, der 

yderligere skal til for at dække halvdelen 

af Grønlands forbrug. Problemet er 

at få tingene ud, som for eksempel læggekartoflerne 

om foråret. Vi får læggekartofler 

fra Danmark og dækplastic 

fra Tyskland, og det skal gå op i en højere 

enhed. Derefter skal kartoflerne ud 

på markedet. 

Gavnlige bakterier 

Det er sidste års uventede opdagelse, 

der er årsagen til, at de to mænd befinder 

sig i kartoffelbedet. Der er perspektiver 

i at finde årsagen til de manglende 

dårligdomme. Peter Stougaard siger: 

- En del af forklaringen kan skyldes 

klimaet, men det kan også være, at 

jordene indeholder en større mængde 

gavnlige bakterier og svampe end andre 

jorde. I kartoffelmarkerne har vi fundet 

en bakterie, der i laboratoriet udskiller 

blåsyre, og på den måde hæmmer selv 

nogle af de mere kradse skadesvampe. 

Om den også gør det i real life, skal efterprøves 

i den kommende tid. Er udfaldet 

positivt, kan man måske med tiden 

pode sygdomsramte danske jorde med 

grønlandske bakterier. 

Uffe Wilken 

Kontakt: Peter Stougaard, psg@life.ku.dk 

og eigil de neergaard, eidn@pdir.dk 


Hvilket kosmisk 

fi ngeraftryk? 

replik. Den kosmiske stråling har svinget omkring 

stort set samme niveau de senste fem årtier, mens 

temperaturerne er steget på jorden. altså kan temperaturstigningen 

ikke forklares ud fra ændringer i 

den kosmiske stråling, mener to forskere. 

I artiklen Det kosmiske fi ngeraftryk i Polarfronten nr. 1/2008 

genoptrykkes en fi gur fra et debatindlæg, som vi skrev til 

Morgenavisen Jyllands-Posten (bragt 27/2-2008). Figuren viser 

udviklingen i den globale overfl adetemperatur samt udvik- 

lingen i den kosmiske stråling gennem de seneste 55 år (se 

fi gur 1). Af fi guren fremgår det tydeligt, at udviklingen i over- 

fl adetemperaturerne og den kosmiske stråling ikke følges ad. 

I artiklen Det kosmiske fingeraftryk argumenterer Henrik 

Svensmark imidlertid for, at de globale overfladetemperatur- 

målinger ikke er lige så pålidelige som temperaturmålinger 

foretaget i selve troposfæren (troposfæretemperaturmålin- 

gerne kan ses i figur 2): ’Ifølge Svensmark er troposfæremå- 

lingerne de mest pålidelige, fordi der er tale om to sæt data 

fra hhv. satellitmålinger og radiosondemålinger. Omvendt er 

overfladetemperaturerne ikke uden problemer, for selvom 

man har forsøgt at fjerne den såkaldte urbaniseringseffekt, 

antyder undersøgelser, at også de korrigerede tal overvurde- 

rer overfladetemperaturerne.’ 

Henrik Svensmark udtaler endvidere, at det derfor er ’af- 

gørende, hvilket datasæt man vælger, både for den kosmiske 

stråling og for temperaturen. Bruger man i stedet for overfla- 

detemperaturerne data fra målinger fra troposfæren (se figur 

2), finder man en ganske god overensstemmelse mellem den 

kosmiske stråling og klimaet.’ 

Vi vil gerne gøre opmærksom på, at en sammenligning af 

overfladetemperaturmålingerne og troposfæretemperatur- 

målingerne (se figur 3), viser, at begge datasæt registrerer 

den samme temperaturstigning i perioden 1958-2007. Vi står 

derfor uforstående over for Henrik Svensmarks argument 

om, at det har afgørende betydning, om man bruger det ene 

eller det andet sæt temperaturobservationer til at sammen- 

ligne med den kosmiske stråling. 

Resultatet af sammenligningerne er det samme: Den kos- 

miske stråling har svinget omkring stort set samme niveau 

i hele perioden, mens vi har set en temperaturstigning her 

på jorden. Temperaturstigningen fra 1958-2007 kan derfor 

hverken forklares helt eller delvist af ændringer i den kosmi- 

ske stråling. Det var også vores budskab i debatindlægget i 

Morgenavisen Jyllands-Posten. 


Bo Møllesøe Vinther og Dorthe Dahl-Jensen, Center for Is og Klima 

Ændring i kosmisk stråling (%) 

Ændring i kosmisk stråling (%) 

-8 

-5 

-2 

1 

figur 3: 

Figur 1 

Figur 2 

Globale overfladetemperaturert 

Temperaturer i troposfæren 

Kosmisk stråling 

1953 1963 1973 1983 1993 2003 

Kosmisk stråling 

1950 1960 1970 1980 1990 2000 2010 

temperaturdata fra fi gur 1 og fi gur samt forløbet af den kosmiske stråling. 

0.60 

0.45 

0.30 

0.15 

0.0 

-0.15 

-0.30 

1.0 

0.5 

0.0 

-0.5 

-1.0 

Temperaturændring 

Temperaturændring

Finn Lynge fyldte 75 år i april 2008. 

I den anledning tog Mikaela Engell og Jørgen 

S. Søndergaard initiativ til udgivelse af et fest- 

skrift til Finn Lynge. 

En kreds af personer, som gennem årene har 

haft personlig, kulturel eller politisk kontakt 

med fødselaren, har bidraget med en artikel 

hver om emner, som har haft - og stadig har - 

Finn lynges interesse. 

ISBN: 978-87-90133-88-7 

198,00 kr. 

MENNESKESJÆL 

Festskrift til Finn Lynge 

Mikaela Engell og Jørgen S. Søndergaard (red): 

Box 216 · 3900 Nuuk · Grønland 

telf. (00299) 557674 

email: atuagkat.publ@greennet.gl 

En Narsaq Huspostil ved Finn Lynge 

Få mennesker - om nogen - i Grønlands historie 

spænder så vidt og er kommet så vidt om kring 

som Finn Lynge. Mellem drengeårene i koloni ti- 

dens Grønland og den produktive pensionisttilvæ- 

relse i det hjemmestyrede Grønland ligger til sy- 

ne ladende ikke ét, men mange arbejdsliv. Finn 

Lynge har været præst, socialarbejder, radiofoni- 

chef, po litiker, ngo-aktiv, embedsmand, forfatter 

og en al tid årvågen debattør. Han er den første - 

og til dato eneste - politiker fra Grønland, der har 

været medlem af Europaparlamentet. 

ISBN: 978-87-90133-85-6 

198,00 kr. 

Hvad nu? 

Tanker om Gud 

til adspredelse og samling 

Box 216 · 3900 Nuuk · Grønland 

telf. (00299) 557674 

email: atuagkat.publ@greennet.gl 

GRØNLANDS KONTORFORSYNING A/S 

Box 430 3900 Nuuk tlf 32 18 30 fax 32 30 18 - email: kontorforsyning@kontorforsyning.gl 


KORTnYt 

ny fi skeart beskrevet 

En ny fi skeart er opdaget og beskrevet i Grønland. Det drejer sig om en ny art af de såkaldte 

ringbuge - også kendt under det lidet fl atterende navn snotfi sk pga. dens geleagtige ydre. 

Arten lever kun i de kolde, dybe dele af Baffi nbugten og blev første gang fanget af et japansk 

undersøgelsesskib i 1988 i forbindelse med fi skeriundersøgelser af hellefi sk. Det er forskere 

fra Statens Naturhistoriske Museum, der står bag den første beskrivelse af arten, der er 

blevet døbt Careproctus kidoi efter den japanske forsker Dr. Kaoru Kido, som var den første, 

der lagde mærke til den. 

Stjernekig på Indlandsisen 

En lille kikkert rettet mod Nordstjernen i et 40 meter højt tårn midt på Indlandsisen. 

Scenariet kunne opleves denne sommer, hvor danske astronomer fra Niels Bohr Institutets 

Dark Cosmology Centre gik i gang med at søge svar på, om Grønland kan blive en ny og 

attraktiv base for internationale astronomer. Ifølge astronomer er det næsten lige så godt 

at observere stjerner fra toppen af Indlandsisen på Grønland som fra Antarktis, da de meteorologiske 

forhold er meget lig hinanden. Da det er betydelig billigere at tage til Grønland 

end til Antarktis vil det imidlertid være af stor betydning, hvis resultaterne viser sig at være 

gunstige. 

| Polarfronten | NR.3/2008 


Isbjørnetestikler 

på museum 

Da Museum of Sex på Fifth Avenue i 

New York i juli slog dørene op for udstillingen 

’The Sex Lives of Animals’, var det 

med bidrag af seniorforsker Christian 

Sonne, Danmarks Miljøundersøgelser. 

Christian Sonne deltager, fordi han har 

undersøgt, hvordan kemisk forurening i 

Arktis gør de østgrønlandske isbjørnes 

kønsorganer mindre. Udstillingen, der er 

baseret på forskning udført af biologer, 

zoologer og primatologer, udforsker dyrs 

seksuelle adfærd og sætter fokus på, 

hvordan ikke-reproduktiv sex spiller en 

rolle for mange dyrearter. 

Varmt bundvand 

speeder gletsjer op 

I en nylig publiceret artikel i Nature Geoscience 

foreslår en gruppe forskere med 

bl.a. Mads Hvid Ribergaard fra Danmarks 

Meteorologiske Institut på forfatterlisten, 

at øget temperaturer i bundvandet 

i Jakobshavn isfjord kan være skyld i 

en markant øget fl ydehastighed af den 

verdensberømte gletsjer. Konkret kan det 

nemlig være, at det varme bundvand gør 

istungen mere ustabil, hvorved den brydes 

op og isfronten rykker tilbage. En sådan 

ændring vil kunne observeres pludseligt 

og være stærkt korreleret med havtemperaturene. 

I perioden mellem 1931 og 

1964, hvor der ligeledes observeredes høje 

havtemperaturer, så man tilsvarende stor 

tilbagesmeltning af isfronten.

nyt klimacenter 

på trapperne 

Det Europæiske Forskningsråd har tildelt 

Kirsten Hastrup, professor i antropologi 

på Københavns Universitet, 23 millioner 

kroner til et nyt klimacenter, der skal 

fokusere på de humane og sociale aspekter 

af klimaforandringerne. Centeret, 

der skal bringe helt nye og væsentlige aspekter 

ind i den højaktuelle klimadebat, vil 

blandt andet danne rammen om projektet 

Waterworlds – natural environmental 

disasters and social resilience in anthropological 

perspective. 

Bøger 

Peter Bjerregaard og Inger Katrine Dahl- 

Petersen (red.): 

Befolkningsundersøgelsen i Grønland 

005- 007. levevilkår, livsstil og helbred. 

Statens Institut for folkesundhed og 

Syddansk Universitet 008. 

Bogen tager temperaturen på den grønlandske 

folkesundhed igennem de 15 år, der 

er gået, siden Den grønlandske Sundhedsprofi 

l blev lavet i 1993. Baggrunden for 

undersøgelsen er ikke mindst, at de store 

ændringer i grønlændernes livsstil påvirker 

sygdoms- og sundhedsbilledet. Eksempelvis 

er forekomsten af type 2-diabetes 

steget markant siden 1960’erne og er nu 

højere en i Danmark. Også dødeligheden på 

grund af blodprop i hjernen og forskellige 

hjertesygdomme er betydeligt højere end i 

Danmark. 

Mikaela engell og Jørgen S. Søndergaard 

(red.): Menneskesjæl. festskrift til finn 

lynge. forlaget atuagkat 008. 

I anledning af Finn Lynges 75-års fødselsdag 

i april 2008 har en kreds af personer 

omkring ham skrevet en række artikler om 

forskellige emner, der nu er udgivet i et festskrift. 

Blandt andre Jonathan Motzfeldt, der 

skriver om grønlandsk politik i dag, og Mads 

Fægteborg, der tager læseren med på en 

historisk rejse med de oprindelige beboere i 

det arktiske område. 

Keld Hansen: nuussuarmiut – hunting 

families on the bog headland. 

Meddelelser om Grønland, 

Man & Society, 35, 008. 

Bogen rummer en beskrivelse af et lille 

fangersamfund i Upernavik-distriktet, 

baseret på et feltarbejde i perioden 1966- 

1968. Navnlig er de tekniske aspekter af kulturen 

behandlet, blandt andet syteknikker, 

fortidige og samtidige jagtmetoder samt 

måder at opvarme huse på. 

Mille Gabriel og Jens Dahl (red.) 

Utimut. Past heritage – future partnership. 

Discussion on repatriation in the 1st 

Century. IWGIa/nKa, 008. 

Igennem de seneste par årtier er tilbageføring 

af oprindelig kulturarv kommet på 

den internationale dagsorden. Spørgsmålet 

giver ofte anledning til diskussioner og 

konfl ikter om ejerskab mellem de aktuelle 

ejere, eksempelvis museer, stater og private 

institutioner, og de oprindelige folk og 

nationer, som gør krav på genstande med 

henvisning til kulturel oprindelse. Denne 

bog diskuterer udfordringer og løsninger 

med udgangspunkt i den repatriering af 

35.000 genstande, der er sket mellem 

Grønland og Danmark inden for de seneste 

tyve år. 

Magnus elander og Staffan Widstrand: 

I den arktiske vind. Indbundet, illustreret. 

Gyldendal, 008. 

De svenske polarfotografer Magnus Elander 

og Staffan Widstrand har i denne bog samlet 

et smukt udpluk af billeder skudt under 

et langt livs fotorejser rundt i Arktis. Bogen, 

der er tilegnet Det Internationale Polarår, 

rummer 148 fotos præsenteret i otte kapitler, 

der spænder over nutidens klimatiske 

dilemma for dyrelivet, landskaberne og 

menneskene. Teksterne er letlæste, men 

fyldt med relevante informationer. 


På kryds og travers 

Sommerens travers hen over Indlandsisen 

blev brugt til GPS-målinger af 

isens overflade og flydemønster. 

Polarfronten var med startlinjen. 

Vejret er ikke det bedste for den slags, men 

Anders Svensson, Lars Berg Larsen og Sverrir 

Hilmarsson er garvede gutter, som ikke giver op 

for snebollemælk. Traversen mellem NordGRIP 

og Neem skal af sted, og det bliver i dag. 

Traversering er et begreb, der måske nok er 

bedst kendt fra Antarktis, hvor man med store 

bæltekøretøjer trækker kæmpeslæder med gods, 

brændstof, elværk, værksted og beboelse frem og 

tilbage over det enorme isdække. Ved denne form 

for transport kan man komme frem, hvor det ville 

være umuligt at lande med skifly, og desuden kan 

man transportere sager i størrelse XXL, som et 

Herculesfly ikke kan magte. 

På bæltedyr efter grej 

Siden det forrige Polarår (IGY i 1957-58) har Grøn- 

lands Indlandsis kun været udsat for meget spora- 

disk traversering, men nu er der gået hul på den- 

ne særlige variation af sneglefart. Det største IPY- 

konsortium på Indlandsisen, der forestår den nye 

dybdeboring NEEM - North Greenland Eemian Ice 

Drilling, lagde ud allerede sidste år med en 370 ki- 

lometers traversering med flyttegods fra den tidli- 

gere borelejr NordGRIP til det sted, hvor en ny isby 

er skudt op denne sommer. Det er herfra, de sid- 

ste sager nu skal hentes. 

Med den islandske multimekaniker Sverrir ved 

bæltedyrets styrepind og Anders i co-pilotsædet 

ruller de derud ad, medens Lars stadigvæk pakker 

sin slæde og klargør sine GPS instrumenter. Med 

sin hurtige og kraftfulde snescooter kan han hur- 

tigt indhente de tunge drenges forspring. 

- Vi skal hente et brændstofdepot og en bull- 

dozer, som vi har stående dernede. Desuden 

skal vi rydde så meget ud af lejren, som vi kan 

komme til. Det vil tage 3-5 dage at køre herfra til 

NordGRIP. Vi har tre dage dernede til arbejdet, og 

så tager det igen 3-5 dage at køre nordpå tilbage 

til NEEM, siger Lars, mens han snører sine kasser 

godt fast på Nansen-slæden, der ligner det, den 

er: En kopi af den geniale norske asketræslæde, 


som polarforskeren Fridtjof Nansen designede for 

125 år siden. 

70 målestationer 

Lars kører på snescooter for at sikre et alternativt 

transportmiddel til tilbageturen, hvis et af køre- 

tøjerne skulle bryde sammen. Men der er også en 

anden idé med det. 

- Undervejs laver jeg opmålinger med GPS. På 

bagsmækken af min snescooter har jeg rigget en 

antenne til, så mit GPS-instrument hele tiden 

modtager signal fra 8-10 satellitter. Det vil sige, 

at højden og positionen med meget korte mel- 

lemrum bliver bestemt, mens jeg kører hen over 

Indlandsisens overflade. På den måde får jeg lavet 

et topografisk overfladekort for min rute, fortæl- 

ler Lars og fortsætter: 

- Sidste sommer, da vi flyttede brændstof og 

udstyr fra NordGRIP og til NEEM, kørte jeg samme 

rute som nu, men i modsat retning. Dengang satte 

jeg aluminiumsrør ned i sneen 70 forskellige ste- 

der, cirka 10-50 kilometer fra hinanden. Nu skal 

jeg på besøg hos dem alle og måle, hvor meget de 

har flyttet sig. Ved hver markør måler jeg i mindst 

30 minutter, så jeg kan få dens nøjagtige place- 

ring med 1 centimeters nøjagtighed. Vi kan bruge 

resultaterne til at få bedre indsigt i, hvordan og 

hvor meget overfladen flyder på denne del af 

Indlandsisen. Denne viden bliver så brugt i vores 

computermodeller for isens flydemønster. 

Henning thing

Polarfronten 2008 – 3

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?