Scener fra - Velkommen til KLIXBUELL.DK

Dirigent: 

Thomas Dausgaard 

Solister: 

Christiane oelze 

helene Gjerris 

Corby Welch 

Wolfgang holzmair 

Lars Fosser 

• DR Symfoniorkestret 

• DR Vokalensemblet 

• DR KoncertKoret 

• Københavns Drengekor 

Scener fra 

GoeTheS 

Torsdag 28. januar 2010 kl. 19.30 Koncerthuset, Koncertsalen 

FAUST 

Koncerthuset 

Klassisk Sæson 09 10

Schumanns Faustscener 

Program 

ToRSDAGSKoNCeRT 

Torsdag 28. januar 

2010 kl. 19.30 

DR Symfoniorkestret 

DR KoncertKoret 

DR Vokalensemblet 

Københavns Drengekor 

Dirigent: 


Solister: 

Christiane oelze: sopran, 

Gretchen, Sorge, Una poenitentiam 

helene Gjerris: Alt, Martha, 

Mater gloriosa 

Corby Welch: Tenor, Ariel, 

Pater ecstaticus 

Wolfgang holzmair: Baryton, 

Faust, Dr. Marianus, Pater 

seraphicus 

Lars Fosser: Bas, Ond ånd, 

Mephistopheles, Pater profundus 

Korsoli: 

Malene Nordtorp, sopran 

Astrid Kastensson Navarro- 

Alonso, sopran 

Ulla Munch, alt 

Adam Riis, tenor 

Palle S. Jensen, tenor 

Johan Karlström, bas 

Fire grå kvinder: 

Nina Fischer, sopran 

Klaudia Kidon, sopran 

Ulla Munch, alt 

Linnéa Lomholt, alt 

Redaktion: Nicolai Michelsen 

Korrektur: Magna Blanke 

Tryk: Rek-Art 

Design: e-types A/S 

Layout: Lotte Ring Kvist 

De bodfærdige kvinder: 

hjørdis Jakobsen, Astrid 

Kastensson Navarro-Alonso, 

Malene Nordtorp, Nina 

Fischer, sopran 

Kirsten Grove, alt 

Magna peccatrix: 

Klaudia Kidon, sopran 

Mulier samaritana: 

Ulla Munch, mezzo 

Maria aegyptiaca: 

Linnéa Lomholt, alt 

Koncertmester: 

Christina Åstrand 

Koncerten sendes direkte i 

P2 og genudsendes: 

29. januar kl. 16 (DR Klassisk) 

31. januar kl. 9 (DR Klassisk) 

31. januar kl. 13 (P2) 

Der er koncertintroduktion 

kl. 18.30-19.00 i koncertsalen 

med P2-værten Svend 

Rastrup Andersen, der 

fortæller om koncertens 

program og interviewer 

medvirkende fra koncerten 

Producent: Curt Kollavik-Jensen 

Producer: Claus Due 

Teknik: Jan oldrup 

Regissører: Benedicte Boesen 

Balslev og Peter G. Tönshoff 

Koncerthuset 2008/09 2009/10 2 

Robert Schumann 

(1810-1856) 

Scener fra Goethes 

Faust, Woo 3 

(1844-1853) 

• Ouverture 

• 1. del 

• 2. del 

Varighed: ca. 70’ 

Pause ca. 20.45 

• 3. del 

Varighed: ca. 40’ 

Korindstudering: 

DR Ve og DR KK: 

Søren Kinch hansen 

Københavns Drengekor: 

Tine Jarl og Kim Nandfred


Program 

Koncerthuset 2009/10 3 

Historien om Faust er en af 

de store myter i europæisk 

kultur. Sagnet om den lærde 

mand, der indgår en pagt 

med Djævelen, har rumsteret 

i kunsten gennem 500 år.


Værk 

Af Jens Cornelius 

Robert Schumann (1810-1856) 

Scener fra Goethes Faust, WoO 3 (1844-1853) 


Historien om Faust er en af de store myter i europæisk kultur. 

Sagnet om den lærde mand, der indgår en pagt med Djævelen, 

har rumsteret i kunsten gennem 500 år. 

Det er spændende at tænke på, at den djævelske historie bygger 

på en virkelig person, Johann Georg Faust, der boede i Tyskland 

i begyndelsen af 1500-tallet. Han var videnskabsmand og sortekunstner, 

og man tillagde ham overnaturlige kræfter. 

De egentlige omstændigheder omkring Fausts liv blev hurtigt 

forplumret af rygter og historier. I 1587 udkom den første bog 

om ham, en anonym ”folkebog”, der baserede sig på mundtlig 

tradition. Allerede i 1588 blev den udgivet på dansk. Folkebogen 

er saftig læsning og ender som ren splatterroman, der ikke 

skjuler de anatomiske detaljer om, hvordan det går Faust, da 

Djævelen til sidst splitter hans krop ad i en svovldunstende rus. 

Fra den middelalderlige folkebog og til Goethes berømte hovedværk 

Faust er der en verden til forskel. Goethe brugte det meste 

af sit lange liv på at grunde over Faust-figuren. I 1808 udkom 

1. del af hans digtværk, og kort efter hans død i 1832 blev del 2 

udgivet. 

I Goethes kæmpeværk er Faust en romantisk anti-helt. Et 

stræbsomt geni og en heftig, men katastrofal elsker med svage 

menneskelige egenskaber. Han svigter sin forlovede, der bliver 

henrettet efter at have druknet deres udøbte barn. Faust evner 

ikke de jordiske udfordringer, fordi han har gjort sig selv til en 

brik i spillet mellem universets mørke og lyse kræfter. 

1. del af Goethes Faust er den klareste og har en forholdsvis 

konkret handling. Del 2 er langt mere mystisk, faktisk noget nær 

uforståelig i sine metafysiske billeder. Essensen er, at Faust trods 

sin handel med Djævelen alligevel tages til nåde af Vorherre og 

hentes til Himmels. Det foregår i temmelig abstrakte beskrivelser 

og med optræden af en hel række gådefulde personer. De 

afsluttende ord i del 2, ”Das Ewig-Weibliche zieht uns hinan” 

(”Det evigt-kvindelige drager os hjem”), har været diskuteret, 

lige siden bogen udkom. For hvad betyder det egentlig?


Værk 


I den klassiske musik skabte Goethes mesterværk en voldsom 

interesse for figuren Faust. En sand strøm af Faust-musikværker 

kom til at præge 1800-tallet: Der blev komponeret Faust-operaer 

af Berlioz, Gounod, Boito og Busoni; Liszt skrev en Faust- 

Symfoni, Wagner Eine Faustouverture og Mahler anvender 

slutscenen fra Goethes bog i sin kæmpemæssige 8. Symfoni. 

Og inspirationen fra Faust er endnu ikke døet ud: Den russiske 

komponist Alfred Schnittke skabte stor opmærksomhed med 

sin Faust-kantate fra 1983, og i Danmark skrev Niels Viggo 

Bentzon i 1963 en opera med den frække titel Faust 3! 

Et helt særligt musikværk i Faust-traditionen er Schumanns 

Scener fra Goethes Faust. Det er et stykke, der er meget svært at 

rubricere. Er det en opera? Ikke rigtig. En kantate eller et oratorium? 

Heller ikke. Har det en sammenhængende handling? Det 

kan man ikke sige. 

Musikken viser endnu engang Schumann som en kunstner, der 

nægter at holde fast i traditionelle former. Hans Faust-værk har 

sin helt egen udformning, fordi det ikke kan være anderledes. 

Opgaven for lytteren, ikke mindst i så fjern en eftertid som vores, 

er at forstå musikken på dens egne præmisser. 

Scener fra Goethes Faust består af en række fragmenter fra 

Goethes tobindsværk. Musikken er helt konkret sammensat af 

løse scener, og derfor bliver der foretaget store spring i fortællingen. 

En skeptisk eftertid har luftet den tanke, at Schumanns 

plan ikke er helt fornuftig. Og en mistillid til Schumanns mange 

radikale beslutninger har i det hele taget ofte ramt ham – ofte 

med kyniske henvisninger til, at den stakkels mand endte sine 

dage i dyb sindssyge. Lige præcis hvornår indtrådte hans manglende 

beslutningsdygtighed …? 

* 

Det var som sagt slutscenen fra 2. del af Faust, der satte 

Schumann i gang med musikken. Han syntes, at den fra Goethes 

hånd var som skabt til at sætte i musik. I 1844 begyndte han på 

arbejdet, og da slutscenen var færdig, regnede han sit Faustprojekt 

for afsluttet. 

Fem år senere, i 1849, fandt han på at supplere med yderligere 

scener fra Faust. Schumann begyndte nu fra den anden ende af 

og udvalgte en række afsnit fra 1. del af Goethes bog.


Værk 


Endnu havde ingen hørt slutscenen med Schumanns musik, 

men samme år blev den omsider opført. Modtagelsen var god, og 

Schumann bestemte sig i 1850 for at skrive musik til endnu flere 

scener, denne gang fra begyndelsen af 2. del af Goethes værk. Og 

tre år efter at dissee scener var komponeret, skrev Schumann så 

ouverturen! 

Scener fra Goethes Faust er altså komponeret som et regulært 

puslespil gennem 10 år. Det er uundgåeligt, at det kan høres i 

musikken. Schumann havde et af 1800-tallets mest følsomme 

gemytter og havde altid sine ører åbne for nye muligheder. I 

tiden fra han skrev den første Faust-scene, og til værket var færdigt, 

blev Schumann bl.a. påvirket af den yngre kollega Wagner 

og hans musikalske revolutioner. 

På den anden side kan man opfatte Schumanns musik som et 

passende match med Goethes mangfoldige udtryk og referencer. 

Eftersom teksten ville være meningsløs at anvende komplet, 

taler det til fordel for Schumanns plan at udvælge kontrasterende 

scener, der dykker ned i Goethes Faust-verden. 

At Schumanns værk blev til klumpvis, er dog nok især tydeligt i 

fortællingens form. Der mangler simpelthen store dele af handlingen 

fra Goethes bog. Schumann har dog sikkert kunnet regne 

med, at hans publikum har været ganske fortrolig med den fulde 

tekst. Derfor har selve valget af scener også været en del af hans 

udlægning. Og hvad det angår, er det markant, at han lægger 

vægt på den religiøse forsoning i historien. Faust bliver morder, 

svigter sin kæreste og sin Gud, men tilgives alligevel. 

* 

Schumanns samling af scener fordelte han i tre ’akter’. 1. del 

drejer sig om Faust og hans forhold til den unge pige Gretchen. 

I begyndelsen er alt endnu lyst. Faust kurtiserer Gretchen, som 

i sin befippelse begynder at plukke bladene af en blomst i den 

berømte ”Han elsker mig – han elsker mig ikke”-scene. 

Efter historien om Gretchens tragedie (som Schumann springer 

over), møder vi hende først igen, da hun er på vanviddets rand. 

Hun beder en sidste bøn til Jomfru Maria, inden hun bryder 

sammen i kirken. Her martres hun af sin egen onde ånd, der gør 

det klart, hvilken straf, der venter hende. Korets truende udbrud


Værk 


fra den katolske requiem-messe skaber en skræmmende 

dommedagsstemning. 

2. del af Schumanns værk koncentrerer sig om hovedpersonen 

Faust. Efter Gretchens død er han nu for alvor alene i verden, 

og han har både Gretchens, hendes brors og hendes mors liv på 

samvittigheden. 

Luftånden Ariel og et kor af alfer våger over ham, og Faust 

beskuer en sidste gang verdens skønhed i en storslået solopgang. 

Men hans tid på jorden er snart forbi. Næste scene foregår ved 

midnat, hvor Faust omringes af de onde ånder Mangel, Skyld, 

Bekymring og Nød. Han trodser dem stædigt, og som straf bliver 

han blindet af Bekymring. Afslutningen på denne del af værket 

er Fausts død, der finder sted i en uhyggelig konfrontation 

mellem mørke og lys. Det er selveste Mephistopheles, der gør 

sin genkomst med et kor af spottende lemurer, som begynder 

at grave Fausts grav. Og det bliver Mephistopheles, der synger 

nekrologen over Faust: ”Ham mætter ingen lyst, ej nok han fik”. 

Det var som sagt Goethes slutscene, der satte Schumann i 

gang. Denne store slutscene udgør 3. del af det færdige værk. 

Schumann lavede faktisk to versioner af slutscenen – til aftenens 

opførelse har Thomas Dausgaard valgt den oprindelige 

version, som også er den korteste af dem. 

Allerede fra Goethes hånd er scenen et forløb for sig selv, om 

end et rent metafysisk et. Man har her forladt al fysisk virkelighed, 

og ingen af handlingens hovedpersoner er længere til stede. 

Gennem et fredfyldt landskab, tyndt befolket af forskellige 

eneboere, tænkere og helgener, rejser Fausts fortabte sjæl opad 

og opad. Det højeste mål nåes til sidst i en forklarelse, hvor 

den pinte sjæl bliver taget til nåde. De berømte linjer om ”det 

evigt-kvindelige” synges af et kor, som Goethe rammende kaldte 

Chorus mysticus. Med det ender Schumann sine Faust-scener 

i tonearten F-dur, den fredelige parallel til værkets dramatiske 

udgangspunkt i d-mol. Faust er blevet frelst.


Dirigent 


Chefdirigent 



Foto: Per Morten Abrahamsen 

• Til sommer skal Thomas 

Dausgaard dirigere to koncerter 

ved BBC’s Promenadekoncerter i 

Royal Albert hall – både med DR 

Symfoniorkestret og med Det 

Svenske Kammerorkester, for 

hvem han også er chefdirigent. 

Siden 2004 har Thomas Dausgaard været chefdirigent for DR 

SymfoniOrkestret. Med sin dynamiske stil og sin evne til at se 

på musikken med friske øjne har han udviklet orkestret og 

skabt international opmærksomhed. 

Sammen med DR SymfoniOrkestret har Thomas Dausgaard 

turneret til Europas vigtigste koncertsale og indspillet en lang 

række roste cd’er. Kernen i Dausgaards arbejde med orkestret 

er dog selvfølgelig koncerterne i Danmark, både de traditionsrige 

Torsdagskoncerter og de nyskabende Metrokoncerter, som 

med stor succes tiltrækker et nyt og yngre publikum til den 

klassiske orkestermusik. 

Mange af verdens førende orkestre ønsker at give koncerter 

sammen med Thomas Dausgaard. Han arbejder regelmæssigt 

sammen med Leipzig Gewandhausorkester, Toronto 

Symfoniorkester, Wiener Symfonikerne og Skt. Petersborg 

Flharmonikerne. Desuden har Thomas Dausgaard optrådt 

med store orkestre i USA, bl.a. Los Angeles Filharmonikerne, 

Boston Symfoniorkester og Philadelphia Orkestret. 

Thomas Dausgaards diskografi er efterhånden nået op over 

50 cd’er. Udover internationale standardværker af Beethoven, 

Berlioz, Brahms og Sibelius har han indspillet en fornem 

række cd’er med nordisk og dansk musik: Rued Langgaards 16 

symfonier og alle symfonier af Asger Hamerik, Franz Berwald, 

Johan Svendsen, Christian Sinding og J.P.E. Hartmann. 

Hans dvd/cd med Langgaards kirkeopera Antikrist har 

vakt sensation, og senest har hans og DR SymfoniOrkestrets 

indspilning af Per Nørgårds symfonier nr. 3 og 7 demonstreret 

verdensklasseniveau.


Solist 

Solist 

Christiane Oelze 


• Christiane oelzes seneste cdindspilninger 

er Beethovens 9. 

Symfoni i den roste Beethovenserie 

med dirigenten Paavo Järvi 

og en cd med musik af den 

tyske mellemkrigskomponist 

Manfred Gurlitt. 


Sopranen Christiane Oelze er en af Tysklands mest velrenommerede 

sangere. Siden sit gennembrud i begyndelsen af 

1990’erne har hun vist sit høje kunstneriske niveau inden for 

nærmest alle det klassiske sangfags sider. Hun mestrer både 

lieder, opera og oratorier, og hendes nysgerrighed efter det 

usædvanlige forhindrer ikke, at hun samtidig er en mester i det 

helt centrale klassiske repertoire. 

Christiane Oelze er født og uddannet i Köln. Indtil 2008 havde 

hun i en årrække et professorat i Düsseldorf, men ellers har 

hun først og fremmest arbejdet freelance. Hun har optrådt på 

Europas førende operascener, bl.a. Covent Garden i London, 

Pariseroperaen og i Glyndebourne, og som koncertsangerinde 

har hun flere gange sunget med Berliner Filharmonikerne og 

ved de engelske Promedadekoncerter i Royal Albert Hall. 

Et af hendes specialer er Mozarts musik, både opera og kirkeværker, 

som hun har sunget med så store dirigenter som John 

Eliot Gardiner, Helmuth Rilling og Nikolaus Harnoncourt. En 

anden stor interesse er den modernistiske musik fra den tyske 

mellemkrigstid; de værker og komponister, som nazisterne 

dømte ’entartet’ og forbød. 

At Christiane Oelze er en efterspurgt dame, fornemmer man 

ved et blik i hendes kalender: De nærmeste måneder rummer 

optrædener i Spanien, Israel, Polen, Frankrig og England 

samt i hendes hjemland. Opgaverne går lige fra sopranpartiet i 

Beethovens 9. Symfoni til Händel-arier, sange af Messiaen, helt 

nye værker og Strauss’ Vier letzte Lieder.


Solist 

Solist 

Helene Gjerris 

Foto: Sara Roland 

• Ved siden af sin karriere på 

operascener og i koncertsale 

underviser helene Gjerris i sang 

på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium 

i København. 


Man kan godt mestre både Carmen, barokmusik og den nyeste 

avantgarde. Helene Gjerris kan i hvert fald, og det talent har betaget 

publikum og komponister siden midten af 1990’erne. Hun 

er en sanger, der ikke kender til berøringsangst overfor nogen 

form for musik, og som evner at skabe kunstnerisk nærvær ved 

hver eneste optræden. 

Helene Gjerris er uddannet på Det Kgl. Danske 

Musikkonservatorium i København og på École Philippe 

Gaulier i London. Hun debuterede officielt i 1997, men allerede 

inden da var det klart, at hun var en usædvanlig figur i dansk 

musikliv. Hun optræder med samme skarpe fokusering hvad 

enten det drejer sig om et kirkeværk, en opera eller en uropførelse 

af et nyt værk. Hun er dybt involveret i nutidsmusikken, og 

adskillige værker er skrevet specielt til hende. Ikke uden grund, 

for danske komponister ved, hvordan hun alene kan bære hele 

forestillinger. 

På de europæiske barokscener har hun optrådt i operaer af 

Händel, Monteverdi og Cavalli. Herhjemme har hun været 

solist hos de danske symfoniorkestre, og på Den Jyske Opera 

og Det Kgl. Teater har hun sunget klassiske operapartier som 

Carmen, Askepot og Cherubino i Figaros Bryllup. 

Der kommer hele tiden nye facetter til Helene Gjerris, og 

for sine usædvanligt alsidige evner er hun blevet belønnet 

med bl.a. Aksel Schiøtz Prisen, Gladsaxe Musikpris, 

Musikanmelderringens Kunstnerpris, Dansk Tonekunstner 

Forenings hæderspris og Reumert Talentprisen og Tagea 

Brandts Rejselegat.


Solist 

Solist 

Corby Welch 



Den unge tenor Corby Welch er amerikaner, født i Minneapolis. 

Han begyndte sine sangstudier i hjemstaten Minnesota, 

men færdiguddannede sig i Tyskland og har nu i mere end 

10 år arbejdet i Europa. Han har tidligere optrådt med DR 

SymfoniOrkestret – det var i 2002, hvor orkestret opførte 

Strauss’ opera Kvinden uden skygge ved en spektakulær koncert 

i Athen. 

I 2003 blev Corby Welch ansat som solist ved Deutsche Oper am 

Rhein, der er et fællesskab mellem operahusene i Düsseldorf og 

Duisburg. Her har han sunget lyriske tenorpartier som Tamino 

i Tryllefløjten, Titus i Mozarts opera af samme navn og Walther 

i Wagners Tannhäuser. I dette forår skal han for første gang synge 

hovedrollen som Pinkerton i Puccinis tragedie Madame Butterfly. 

Inden han kom til Düsseldorf, havde Corby Welch optrådt på en 

lang række af de tyske operascener. I disse tidlige år af karrieren 

slog han desuden sit navn fast som oratoriesanger. Hans repertoire 

går fra tidlig kirkemusik fra 1600-tallet til helt nyskrevne 

værker. Særligt passionerne af Bach samt Beethovens Missa 

solemnis og Symfoni nr. 9 går igen i hans koncertkalender. 

Den kendte Bach-dirigent Helmuth Rilling har ofte bud efter 

Corby Welch, og også ensembler på originalinstrumenter har 

været blandt hans samarbejdspartnere. 

Corby Welch kan høres på en række interessante cd’er 

med usædvanligt repertoire, bl.a. Sofia Gubaidulinas moderne 

Johannespassion og Kurt Weills mellemkrigs-opera 

Protagonisten.


Solist 

Solist 

Wolfgang Holzmair 



Den østrigske baryton Wolfgang Holzmair har de sidste par 

årtier været en af Europas førende i sit fag. Han er uddannet i 

Wien og havde den første del af sin karriere på operascenerne i 

Østrig og Schweiz. I slutningen af 1980’erne fik han sit gennembrud 

som liedsanger, og det er i den genre, han nok er bedst 

kendt. Han har indspillet hele det centrale lied-repertoire på cd 

og har optrådt med liedkoncerter over det meste af verden. 

Wolfgang Holzmair har samarbejdet med Tysklands bedste 

pianister, blandt andre Lars Vogt og Christian Zacharias, men 

især med den engelske pianistinde Imogen Cooper. Ligesom 

aftenens sopran, Christiane Oelze, er Wolfgang Holzmair 

meget interesseret i musikken af de ’entartede’ og undertrykte 

komponister fra 2. verdenskrig, og en af hans nyeste cd’er 

indeholder sange, der er komponeret i koncentrationslejren 

Theresienstadt. 

Som operasanger har Wolfgang Holzmair sunget et usædvanlig 

bredt repertoire, men hovedvægten har ligget på Mozart og 

i de senere år også på værkerne af Wagner. Nye kombinationer 

af roller og samarbejdspartnere kommer stadig til, og 

blandt Wolfgang Holzmairs kommende optrædener er rollen 

som Æneas i Purcells barokopera Dido og Æneas, dirigeret 

af Nikolaus Harnoncourt, og et gæstespil på New Yorks 

Metropolitan Opera, hvor han skal synge Don Alfonso i Mozarts 

Cosi fan tutte, dirigeret af barokspecialisten William Christie. 

Siden 1998 har Wolfgang Holzmair undervist i sang ved det 

berømte konservatorium Mozarteum i Salzburg, og for et par år 

siden blev han desuden udnævnt til gæsteprofessor ved Royal 

Academy of Music i London.


Solist 

Solist 

Lars Fosser 



Bartyonen Lars Fosser er københavner og uddannet i Oslo og 

Firenze. Han debuterede herhjemme i 1997 som Mozarts Don 

Juan i en opsætning instrueret af Kasper Bech Holten, og den 

rolle sang han senere i Berlin. På Den Jyske Opera har Lars 

Fosser sunget toreadoren Don Escamillo i Bizets opera Carmen 

og titelpartiet i Verdis Rigoletto, men ellers har de fleste af hans 

operaoptrædener været i Tyskland. 

I fem år var Lars Fosser ansat ved Operaen i Görlitz, hvor han 

sang store partier som Rigoletto, Scarpia (i Puccinis Tosca) og 

titelrollen i Verdis Nabucco. I Görlitz modtog Lars Fosser i 2003 

også den pris, han sætter højest blandt dem, han har modtaget, 

nemlig hæderen som årets ’Publikumsliebling’! 

Andre af de tyske scener, han har optrådt på, har været i 

Dresden og Bremerhafen, hvor han bl.a. har sunget skurken 

Marquis de Posa i Puccinis Don Carlos. Flere år har han 

desuden sunget på operafestivalen på Schloss Rheinsberg, hvor 

han har arbejdet med den berømte instruktør Götz Friedrich. 

I 2008 optådte Lars Fosser for første gang i USA ved en recital 

i Carnegie Hall i New York. Hans første cd er på trapperne, og 

den kommer til at rumme arier fra mange af de skurkeroller, 

der i italienske operaer er blevet tildelt basbaryton-stemmen. På 

cd’en medvirker også tenoren Stig Fogh Andersen og sopranen 

Nina Pavlovski. Senere udkommer desuden en indspilning af 

Händels Messias, hvor Lars Fosser er bassolist.


Sangtekster 

Robert Schumann: 

Szenen aus Goethes Faust 

Erste Abteilung 

Nr. 1. Szene im Garten 

Faust: 

Du kanntest mich, o kleiner Engel, wieder, 

gleich, als ich in den Garten kam? 

Gretchen: 

Sah’t Ihr es nicht? Ich schlug die Augen nieder. 

Faust: 

Und du verzeihst die Freiheit, die ich nahm, 

was sich die Frechheit unterfangen, 

als du jüngst aus dem Dom gegangen? 

Gretchen: 

Ich war bestürzt, mir war das nie geschehn, 

Faust: 

Und du verzeihst? 

Gretchen: 

es konnte niemand von mir Übels sagen. 

Ach, dacht’ ich doch, hat er in deinem Betragen 

was Freches, Unanständiges gesehn? 

Es schien ihn gleich nur anzuwandeln 

mit dieser Dirne grad’hin zu handeln. 

Gesteh’ ich’s doch! Ich wusste nicht, was sich 

zu eurem Vorteil hier zu regen gleich begonnte; 

Faust: 

Süß’ Liebchen! 

Gretchen: 

allein gewiss, ich war recht bös auf mich, 

dass ich auf euch nicht böser werden konnte. 

Faust: 

Süß’ Liebchen! 


Robert Schumann: 

Scener fra Goethes Faust 

Oversættelse: Sophus Michaëlis (1865-1932) 

1. del 

Nr. 1. Scene i haven 

Faust: 

Du kendte mig igen, du engel, ved jeg, 

så snart i haven ind jeg kom. 

Margarete: 

Så I det ej? Mit øje straks slog ned jeg, 

Faust: 

Og du tilgiver mig min frihed, som 

således frækt jeg turde blotte, 

da nys af Domen ud du trådte? 

Margarete: 

Jeg var bestyrtet, før var ej det sket, 

Faust: 

Kan du tilgive? 

Margarete: 

mit væsen hidtil alle fandt agtværdigt. 

Ak, tænkte jeg, har noget ublufærdigt, 

har noget frækt han i din adfærd set? 

Det syntes som et indfald lige, 

at han gav sig i kast med denne pige. 

Dog må jeg tilstå, at jeg vidste ej, 

hvad jeg til eders fordel følte allerede; 

Faust: 

Du søde! 

Margarete: 

men selv jeg blev oprigtigt vred på mig, 

at ej mod jer jeg fatted større vrede. 

Faust: 

Du søde!

hver aften 

kl. 19.00 

Fredag 29.1 Det Kgl. Kapel 

19.30 - direkte fra Koncerthuset. Wojciech Kilar: Krzesany. Brahms: Violinkoncert. 

Bartók: Koncert for orkester. 

Benjamin Schmid, violin. Dirigent: Krzysztof Urbanski 

foto: Plácido Doming. fotograf: Sheila Rock. 

29.1. - 4.2. 

Jan./feb. 

2010 

Lørdag 30.1 Verdi: Stiffelio 

19.00 - direkte fra the Met i New York. 

Med bl.a. José Cura, Sondra Radvanovsky, Andrzej Dobber, Michael Fabiano og Phillip Ens. 

Metropolitan Operaens Kor og Orkester. Dirigent: Plácido Domingo. 

Søndag 31.1 Nordisk Baltisk Koncert fra Norge 

19.30 - i serien Nordisk baltisk symfonisk koncert. Respighi: Fuglene.Mendelssohn:Violinkoncert. 

Lene Grenager: Im Viereck. Respighi: Romerske Festdage. 

Daniel Hope, violin. Trondhjems Symfoniorkester. Josep Caballé-Domenech. 

(Olav Hallen i Trondhjem 10. sep. 2009) 

Mandag 1.2. Koncert fra Litauen 

19.30 

Musik af Haydn, Onute Narbutaite, Ginastera og Elgar. 

Domas Jakstas, cello. Art Vio Kvartetten. St. Christophers Kammerorkester. 

Dirigent: Donatas Katkus. (Vilnius 12. nov. 2009) 

Tirsdag 2.2. Diamantensemblet med Nikolaj Znaider 

20.00 - direkte fra Diamanten i København med musik af Mozart: Strygekvintet, 

g-mol og Gran Partita, B-dur. 

Violinisten Nikolaj Znaider og Diamantensemblet 

Onsdag 3.2. Gæstespil fra Dresden 

19.30 - direkte fra Koncerthuset. 

Brahms: Violinkoncert. Richard Strauss: Also sprach Zarathustra. 

Dresden Statskapel. Solist: Frank Peter Zimmermann, violin. Dirigent: Fabio Luisi 

Torsdag 4.2. Torsdagskoncert med virtuos violinist 

19.30 - direkte fra Koncerthuset. Beethoven: Symfoni nr. 1. Bartók: Koncert for bratsch og 

orkester. Saint-Saëns: Introduktion og Rondo Capriccioso. 

Solist: Julian Rachlin, violin og bratsch. DR SymfoniOrkestret. Dirigent: John Storgårds


Sangtekster 

Gretchen: 

Lasst einmal! 

Faust: 

Was soll das? Einen Strauß? 

Gretchen: 

Nein! es soll nur ein Spiel. 

Faust: 

Wie? 

Gretchen: 

Geht! Ihr lacht mich aus! 

Faust: 

Was murmelst du? 

Gretchen: 

Er liebt mich – liebt mich nicht – 

er liebt mich – liebt mich nicht – 

er liebt mich – liebt mich nicht – 

liebt mich – nicht – er liebt mich! 

Faust: 

Ja, mein Kind! Lass dieses Blumenwort 

dir Götterausspruch sein! 

Er liebt dich! Verstehst du, was das heißt? 

Er liebt dich, er liebt dich! 

Gretchen: 

Mich überläuft’s! 

Faust: 

O schaudre nicht! Lass diesen Blick, 

lass diesen Händedruck dir sagen, 

was unaussprechlich ist: 

sich hinzugeben ganz 

und eine Wonne zu fühlen, 

die ewig, ewig, ewig sein muss! 

Mephistopheles: 

Es ist wohl Zeit zu scheiden! 

Margarete: 

Slip et tag! 

Faust: 

Hvad vil du? En buket? 

Margarete: 

Nej, blot en leg. 

Faust: 

Hvordan? 

Margarete: 

I ler kun slet og ret. 

Faust: 

Hvad hvisker du? 

Margarete: 

Han elsker – elsker ej. 

Han elsker – elsker ej. 

Elsker – ej – elsker – ej – 

Han elsker mig! 


Faust: 

Ja, barn, lad dette blomsterord 

en Gudsdom være dig. 

Han elsker dig. Kan du det fatte helt? 

Han elsker dig! 

Margarete: 

Et gys jeg føler. 

Faust: 

O skælv dog ej. Lad dette blik, 

lad dette håndtryk dig forkynde, 

hvad ord ej sige kan: 

At give helt sig hen 

og føle lykke, 

en salig fryd, som evig er! 


Nu må I afsked tage.


Sangtekster 

Martha: 

Ja, es ist spät, mein Herr! 

Faust: 

Darf ich euch nicht geleiten? 

Gretchen: 

Die Mutter würde mich – lebt wohl! 

Faust: 

Muss ich denn geh’n? Lebt wohl! 

Martha: 

Ade! 

Gretchen: 

Auf baldiges Wiedersehn! 

Nr. 2. Gretchen vor dem Bild der 

Mater dolorosa 

Gretchen: 

Ach, neige, 

du Schmerzensreiche, 

dein Antlitz gnädig meiner Not! 

Das Schwert im Herzen 

mit tausend Schmerzen 

blickst auf zu deines Sohnes Tod. 

Zum Vater blickst du, 

auf Seufzer schickst du 

hinauf um sein’ und deine Not. 

Wer fühlet 

wie wühlet 

der Schmerz mir im Gebein? 

Was mein armes Herz hier banget, 

was es zittert, was verlanget, 

weißt nur du, nur du allein! 

Wohin ich immer gehe, 

Marthe: 

Ja, det er sent, min herre. 

Faust: 

Tør jeg jer ledsage? 

Margarete: 

Nej, moder ville vist – Farvel! 

Faust: 

Skal jeg da gå? Farvel! 

Marthe: 

Adjø! 

Margarete: 

Vi gensyn håber på. 


Nr. 2. Et andagtsbillede af Mater dolorosa. 

Grete sætter friske blomster i krukker 

Grete: 

Du, høje 

Sorgmoder, bøje 

dit åsyn nådigt mod min nød! 

Med sværd i hjertet, 

forpint og smertet 

du stirrer op mod Sønnens død. 

Hans Fader sender 

du suk, som brænder 

af bøn om bod for begges nød. 

Hvem mærker, 

hvor værker 

min smerte, pinselhed? 

Hvor mit stakkels hjerte svider, 

hvor det sitrer, hvor det lider, 

du, kun du alene ved. 

Hvorhen jeg end mig vender,


Sangtekster 

wie weh, wie weh, wie wehe 

wird mir im Busen hier! 

Ich bin, ach, kaum aleine, 

ich wein’, ich wein’, ich weine, 

das Herz zerbricht in mir. 

Die Scherben vor meinem Fenster 

betaut’ ich mit Tränen, ach! 

als ich am frühen Morgen 

dir diese Blumen brach. 

Schien hell in meine Kammer 

die Sonne früh herauf 

saß ich in allem Jammer 

in meinem Bett schon auf! 

Hilf, rette mich von Schmach und Tod! 

Ach, neige, 

du Schmerzensreiche, 

dein Antlitz gnädig meiner Not! 

Nr. 3. Szene im Dom 

Böser Geist: 

Wie anders, Gretchen, war dir’s, 

als du noch voll Unschuld 

hier zum Altar trat’st, 

aus dem vergriffnen Büchelchen 

Gebete lallest, 

halb Kinderspiele, 

halb Gott im Herzen, 

Gretchen, wo steht dein Kopf? 

Gretchen: 

Weh! wär’ ich der Gedanken los, 

die Gedanken, die mir herüber 

und hinüber gehn wider mich! 

Böser Geist: 

In deinem Herzen, welche Missetat? 

Bet’st du für deiner Mutter Seele, 

die durch dich zur langen, 

langen Pein hinüberschlief? 

det brænder, brænder, brænder 

son stik i barmens sår! 

Jeg i mit kammer træder 

og græder, græder, græder, 

mit hjerte bristet står. 

På krukkerne for mit vindue 

jeg, ak, mine tårer gød, 

da jeg i morges årle 

dig disse blomster brød. 


Da solen i mit kammer 

skød ind sin gyldne streng, 

jeg vågen med min jammer 

sad oprejst i min seng. 

Hjælp! Frels fra skændsel mig og død! 

Du, høje 

Sorgmoder, bøje 

dit åsyn nådigt mod min nød! 

Nr. 3. Scene i domkirken 

Den onde ånd: 

Helt anderledes, Grete, 

her du før uskyldig 

frem for altret stod, 

mens af den slidte salmebog 

du stammed bønner, 

halvt barn, der leger, 

halvt Gud i hjertet! 

Grete, hvor står din hu? 

Grete: 

Ve! Ve! Slap jeg for de tanker blot, 

som kommer skyllende fra alle kanter 

frem mod mig! 


Hvad udåd piner hjertet ondt i løn? 

Mon for din moders sjæl du beder, 

som ved dig er slumret ind 

i lang og bitter kval?


Sangtekster 

Auf deiner Schwelle wessen Blut? 

Und unter deinem Herzen 

regt sich’s nicht quillend schon, 

und ängstigt dich und sich 

mit ahnungsvoller Gegenwart? 

Gretchen: 

Weh!, weh!, weh! 

Chor: 

Dies irae, dies illa 

solvet saeclum in favilla. 

Böser Geist: 

Grimm fasst dich! 

Die Posaune tönt! 

Die Gräber beben! 

Und dein Herz aus Aschenruh’, 

zu Flammenqualen 

wieder aufgeschaffen, bebt auf! 

Gretchen: 

Wär’ ich hier weg! 

Mir ist als ob die Orgel mir 

den Atem versetzte, 

Gesang mein Herz im Tiefsten löste. 

Chor: 

Judex ergo cum sedebit, 

quidquid latet apparebit, 

nil inultum remanebit. 

Gretchen: 

Mir wird so eng! 

Die Mauernpfeiler befangen mich, 

das Gewölbe drängt mich! Luft! 

Böser Geist: 

Verbirg dich! 

Sünd und Schand bleibt nicht verborgen. 

Luft? Licht? Weh dir! 


Hvis blod har gjort din tærskel rød? 

Og bær du under hjerte 

ej liv, som svulmer alt 

og ængster dig og sig, 

fordi det løndomsfuldt er til? 

Grete: 

Ve!, ve! 

Kor: 

Vredens dag i tidens fylde, 

verden skal i flammer hylle. 


Harm dig slår! 

Hør basunens skrald! 

Gravstene skælve! 

Hjertet, vakt fra askero 

til flammekvaler, 

livet op på ny bæver vildt. 

Grete: 

Gid jeg slap ud! 

Det er, som orglets tonebrus 

mit åndedrag standsed, 

som sangen dybt mit hjerte løste. 

Kor: 

Dommeren sit sæde tager, 

alt det skjulte han ransager, 

intet sig hans dom unddrager. 

Grete: 

Her blir så trangt! 

Murværkets piller slår kreds om mig! 

Kirkehvælvet trykker mig! Luft! 


Ja, skjul dig! 

Synd og skændsel kan skjul ej finde. 

Luft? Lys? Ve dig!


Sangtekster 

Chor: 

Quid sum miser tunc dicturus? 

Quem patronem rogaturus? 

Cum vix justus sit securus. 

Böser Geist: 

Ihr Antlizt wenden Verklärte von dir ab, 

die Hände dir zu reichen 

schauert’s den Reinen! Weh! 

Gretchen: 

Nachbarin! Euer Fläschchen! 

Chor: 

Quem patronem rogaturus? 

Cum vix justus sit securus. 

Zweite Abteilung 

Nr. 4. Ariel. Sonnenaufgang 

Ariel: 

Die ihr dies Haupt umschwebt im luft’gen Kreise, 

erzeigt euch hier nach edler Elfen Weise, 

besänftiget des Herzens grimmen Strauß, 

entfernt des Vorwurfs glühend bitt’re Pfeile; 

sein Inn’res reinigt von erlebtem Graus. 

Vier sind die Pausen nächtiger Weise, 

nun ohne Säumen füllt sie freundlich aus. 

Erst senkt sein Haupt auf’’s kühle Polster nieder, 

dann badet ihn im Tau aus Lethes Flut, 

gelenk sind bald die krampferstarrten Glieder, 

wenn er gestärkt dem Tag entgegen ruht. 

Vollbringt der Elfen schönste Pflicht, 

gebt ihn zurück dem heil’gen Licht. 

Soli, Chor: 

Wenn sich lau die Lüfte füllen 

um den grünumschränkten Plan, 

süße Düfte, Nebelhüllen 

senkt die Dämmerung heran; 

lispelt leise süßen Frieden, 

Kor: 

Hvad skal da jeg stakkel svare, 

hvem vil da mit regnskab klare, 

når den bedste står i fare? 



Bort blikket vender de salige fra dig. 

For hånden dig at række 

gyser de rene. Ve! 

Grete: 

Naboerske! Lugteflasken! 

Kor: 

Hvem vil da mit regnskab klare, 

når den bedste står i fare? 

2. del 

Nr. 4. Ariel. Solopgang 

Ariel: 

I, der omsvæver ham i luftig brise, 

som ædle alfer skal I her jer vise, 

formild hans hjertes følelse af skyld, 

træk ud hans angers giftig-hede pile, 

bort fra hans indre mindets rædsel tryl. 

Firdelt er nattens tavse hvile, 

nu fluks de fire pauser venligt fyld. 

På køligt leje først I ned ham sænke, 

dernæst ham bad i dug fra Lethes flod; 

slap så hans stivhed, løs hans lemmers lænke, 

så sover styrket dagen han imod; 

gør alfers skønne pligt og giv 

tilbage ham til lys og liv. 

Soli, kor: 

Når den lune luft sig fylder 

sødt med duft fra mark og kær, 

tågesløret stille hyller 

skoven ind i skumringsskær. 

Hvisk i fred ham da til rette,


Sangtekster 

wiegt das Herz in Kindesruh, 

und den Augen dieses Müden 

schließt des Tages Pforte zu. 

Nacht ist schon hereingesunken, 

schließt sich heilig Stern an Stern, 

große Lichter, kleine Funken 

glitzern nah und glänzen fern, 

glitzern hier im See sich spiegelnd, 

glänzen droben klarer Nacht, 

tiefsten Ruhens Glück besiegelnd 

herrscht des Mondes volle Pracht. 

Schon verloschen sind die Stunden, 

hingeschwunden Schmerz und Glück, 

fühl’ es vor, du wirst gesunden; 

traue neuem Tagesblick. 

Täler grünen, Hügel schwellen, 

buschen sich zu Schatten-Ruh; 

und in schwanken Silberwellen 

wogt die Saat der Ernte zu. 

Wunsch um Wünsche zu erlangen 

schaue nach dem Glanze dort! 

Leise bist du nur umfangen, 

Schlaf ist Schlafe, wirf sie fort! 

Säume nicht dich zu erdreisten, 

wenn die Menge zaudernd schweift; 

alles kann der Edle leisten, 

der versteht und rasch ergreift. 

Ariel: 

Horchet! horcht! dem Sturm der Horen, 

tönend wird für Geistesohren 

schon der neue Tag geboren. 

Felsentore knarren rasselnd, 

welch Getöse bringt das Licht! 

Es trommetet, es posaunet, 

Auge blintzt und Ohr erstaunet, 

Unerhörtes hört sich nicht. 

Schlüpfet zu den Blumenkronen, 

tiefer, tiefer still zu wohnen 

blidt til ro hans hjerte vug; 

for hans øjne, som blev trætte, 

dagens porte sagte luk. 

Natten sank, og stjerne blinker 

frem ved stjerne til en hær, 

små og store lys os vinker, 

glimrer fjernt og glitrer nær, 

glitrer her, hvor sø dem spejler, 

glimrer over himlen strakt, 

lykkens dybe ro besegler 

månen med sin fulde pragt. 


Nu er tiden alt forsvunden, 

fryd og smerte gik i glem; 

snart har kraften du genvunden, 

stol på dagen, der går frem. 

Dale grønnes, høje dukker 

buske frem med skyggero; 

og i sølvervover vugger 

kornet bort mod høstens lo. 

Vil du dine ønsker vinde, 

stir op efter glansen fast! 

Du er let kun lukket inde, 

skal er søvnen, bort den kast! 

Efter målet rask du tragte, 

mængden frygtsom nøle vil; 

alting kan den ædle magte, 

som forstår og griber til. 

Ariel: 

Lyt! Man Hora-stormen hører. 

Tonefyldt for åndeører 

alt den nye dag sig rører. 

Klippeporte rasle, knage, 

lyset larmer på sin vej. 

Domsbasuner! Skrald af lurer! 

Øjet glipper, øret durer, 

uhørt gny kan høres ej. 

Smut i ly i blomsterkroner, 

dybt, hvor larmen svagt kun toner,


Sangtekster 

in die Felsen unter’s Laub, 

trifft es euch, so seid ihr taub! 

Faust: 

Des Lebens Pulse schlagen frisch lebendig, 

äther’sche Dämmerung milde zu begrüßen: 

Du Erde warst auch dieser Nacht beständig 

und atmest neu erquickt zu meinen Füßen, 

beginnest schon mit Lust mich zu umgeben, 

du regst und rührst ein kräftiges Beschließen, 

zum höchsten Dasein immerfort zu streben. 

Hinaufgeschaut! Der Berge Gipfelriesen 

verkünden schon die feierlichste Stunde; 

sie dürfen früh des ew’gen Lichts genießen, 

das später sich zu uns herniederwendet. 

Jetzt zu der Alpe grüngesenkte Wiesen 

wird neuer Glanz und Deutlichkeit gespendet, 

und stufenweis’ herab ist es gelungen; – 

sie tritt hervor! und schon geblendet 

kehr’ ich mich weg, 

vom Augenschmerz durchdrungen. 

So ist es also, wenn ein sehnend Hoffen 

dem höchsten Wunsch sich traulich zugerungen, 

Erfüllungspforten findet flügeloffen; 

nun aber bricht aus jenen ew’gen Gründen 

ein Flammenübermaß, wir stehn betroffen; 

des Lebens Fackel wollten wir entzünden, 

ein Feuermeer umschlingt uns, welch ein Feuer! 

Ist’s Lieb’, ist’s Hass? die glühend uns umwinden, 

mit Schmerz und Freude weckselnd ungeheuer, 

so dass wir wieder nach der Erde blicken, 

zu bergen uns in jugendlichstem Schleier. 

So bleibe denn die Sonne mir im Rücken! 

Der Wassersturz, das Felsenriff 

durchbrausend, 

ihn schau’ ich an mit wachsendem Entzücken. 

Vom Sturz zu Sturzen wälzt er jetzt in tausend, 

dann aber tausend Strömen sich ergießend, 

hoch in die Lüfte Schaum an Schäume 

mellem klipper, under løv; 

hvem den rammer, bliver døv. 


Faust: 

Nu livets puls slår atter frisk og kraftig 

og hilser ætren, som har mildt mig læget; 

du, jord, var også denne nat standhaftig 

og ånder mod mig ny og vederkvæget, 

din lyst du spreder om mig og begynder 

alt nu at få til dåd mig rask bevæget, 

så modet atter sig mod højden skynder. 

Løft øjet op! Bjergkammens kæmpekæde 

indvarsler allerede højtidsstunden, 

kan tidligst ved det evige lys sig glæde, 

der siden sig til os hernede vender. 

Trin efter trin de klare stråler træde 

til alpeengen ned, som glansen tænder, 

så alle grønne skrænter skelnes nøje, 

frem går da solen! 

Ak, hvor stærkt den blænder: 

bortvendt jeg mærker smerten i mit øje. 

Sådan det går, når håb, der alt vil sprænge, 

med ét ser porten åbne sine fløje 

og ej for ønskekravet mere stænge; 

da bryder frem fra dybder, vi ej kende, 

et luebål, så vi forbløffes længe. 

I brand vi livets fakkel ville tænde, 

et ildhav blusser mod os, hvilken flamme! 

Mon kærlighed? mon had? vil os omspænde, 

vil fryd og smerte os med vælde ramme, 

så vi på ny mod jorden ned må skue 

og skjule os i ungdoms tågehamme? 

Så vender ryggen jeg til solens lue! 

Vandfaldet gennem klipperevet bruser, 

betaget ser jeg styrtesøen true. 

Fra fald til fald den vælter sine sluser 

i tusind strømme, medens skummet skyder 

i luften sprøjt, der mod hinanden suser. 

Men se, hvor skønt af denne storm


Sangtekster 

sausend! 

Allein, wie herrlich diesem Sturm ersprießend, 

wölbt sich des bunten Bogens Wechseldauer, 

bald rein gezeichnet, bald in Luft zerfließend, 

umher verbreitend duftig kühle Schauer. 

Der spiegelt ab das menschliche Bestreben. 

Ihm sinne nach und du begreifst genauer: 

am farb’gen Abglanz haben wie das Leben. 

Nr. 5. Mitternacht 

Vier graue Weiber. Soli: 

Ich heiße der Mangel. Ich heiße die Schuld. 

Ich heiße die Sorge. Ich heiße die Not. 

Die Tür ist verschlossen, wir können nicht ein. 

Drinn’ wohnet ein Reicher, wir mögen nicht ’nein. 

Da werd’ ich zun Schatten. Da werd’ ich zu nicht. 

Man wendet von mir das verwöhnte Gesicht. 

Ihr Schwestern, 

ihr könnt nicht und dürft nicht hinein, 

die Sorge sie schleicht sich durch’s 

Schlüsselloch ein. 

Ihr, graue Geschwister, entfernt euch von hier. 

Ganz nah’ an der Seite verbind’ ich mich dir. 

Ganz nah’ an der Ferse begleitet die Not. 

Es ziehen die Wolken, es schwinden die Sterne! 

Da hinten von ferne, da kommt er, der Bruder. 

Der Bruder, der Bruder, da kommt er, der Tod! 

Faust: 

Vier sah ich kommen, drei nur gehn, 

den Sinn der Rede konnt’ ich nicht verstehn. 

Es klang so nach, als hieß es Not, 

ein düst’res Reimwort folgte – Tod! 

Es tönte hohl, gespensterhaft gedämpft. 

Noch habe ich mich in’s Freie nicht gekämpft. 

Könnt’ ich Magie von meinem Pfad entfernen, 

die Zaubersprüche ganz und gar verlernen, 

stünd’ ich, Natur, vor dir ein Mann allein, 

da wär’s der Mühe wert ein Mensch zu sein. 

Das war ich sonst, eh’ ich’s im Düstern suchte, 


frembryder 

regnbuens pragt, der sine farver spreder, 

snart tegner rent sig, 

snart i luft henflyder, 

mens duftig-køle gys den om sig breder. 

I den et spejl er af vor higen givet. 

Tænk over, når du om forklaring leder: 

I farvet afglans kun vi ejer livet. 

Nr. 5. Midnat 

Fire grå kvinder. Soli: 

Mig kalder man Mangel. Og jeg hedder Skyld. 

Jeg hedder Bekymring. Og jeg hedder Nød. 

Her døren er lukket, vi slipper ej ind, 

en rigmand der bor, vi vil ikke derind. 

Jeg bliver til skygge. Jeg kommer til kort. 

Man vender fra mig med en gysen sig bort. 

I søstre, 

I vover jer ikke derind. 

Bekymringen lister ad 

nøglehul ind. 

I søskende grå, gå nu bort eders vej. 

Nej, tæt ved din side jeg vandrer med dig. 

Se, lige i hælene følger dig Nød. 

Mens skyerne drager, forsvinder hver stjerne! 

Der borte, der borte, helt fjernt fra det fjerne, 

der kommer vor broder, man kalder ham – Død. 

Faust: 

Der fire kom, tre så jeg gå, 

jeg deres tale kunne ej forstå. 

Det lød omtrent, som sagdes Nød, 

et skummelt rimord fulgte – Død. 

Det klang så hult, så genfærdsdæmpet blidt. 

End har jeg ej til frihed ud mig stridt. 

Gid jeg magien kunne fra mig skræmme 

og alle trylleformularer glemme; 

stod jeg, natur, for dig som frigjort mand, 

da var det værd at leve, rank og sand. 

Det var jeg, før min sjæl i mørket stranded,


Sangtekster 

mit Frevelwort mich und die Welt verfluchte. 

Nun ist die Luft von solchem Spuk so voll, 

das niemand weiß, wie er ihn meiden soll. 

Von Aberglauben früh und spät umgarnt, 

es eignet sich, es zeigt sich an, es warnt. 

Und so verschüchtert stehen wir allein; 

die Pforte knarrt, und niemand kommt herein. 

Ist jemand hier? 

Sorge: 

Die Frage fordert Ja! 

Faust: 

Und du, wer bist denn du? 

Sorge: 

Bin einmal da! 

Faust: 

Entferne dich! 

Sorge: 

Ich bin am rechten Ort! 

Faust: 

Nimm dich in Acht 

und sprich kein Zauberwort! 

Sorge: 

Würde mich kein Ohr vernehmen, 

müsst’ es doch im Herzen dröhnen; 

in verwandelter Gestalt 

üb’ ich grimmige Gewalt. 

Auf den Pfaden, auf der Welle, 

ewig ängstlicher Geselle, 

stets gefunden, nie gesucht, 

so geschmeichelt wie verflucht. 

Hast du die Sorge nie gekannt? 

Faust: 

Ich bin nur durch die Welt gerannt, 

ein jed’ Gelüst ergriff ich bei den Haaren, 

was nicht genügte, ließ ich fahren, 


og ondt mig selv og verden jeg forbanded. 

Nu luften er så fuld af spøgeri, 

at ej man ved, hvor man skal blive fri. 

Af overtro man hildes årle, sent: 

det varsler, tyder på, dermed er ment. 

Så står alene vi med opskræmt sind. 

Når døren knirker, ingen kommer ind. 

Er nogen her? 

Bekymring: 

Det spørgsmål kræver ja. 

Faust: 

Og du, hvem er så du? 

Bekymring: 

Mig er det da. 

Faust: 

Gå dog din vej. 

Bekymring: 

Jeg er på rette vej. 

Faust: 

Tag dig i agt, 

sig intet trylleord. 

Bekymring: 

Hører øret ej min tunge, 

skal det dog i hjertet runge; 

jeg forvandles mangefold 

for at øve grusom vold. 

Over sti, som over bølge, 

evig angst er rejsefølge, 

stedse fundet, aldrig søgt, 

smigret, hadet, rent forrykt. 

Har aldrig du bekymring kendt? 

Faust: 

Jeg er kun gennem verden rendt, 

hver lyst jeg greb i håret bare, 

hvad ej gav nok, lod straks jeg fare,


Sangtekster 

was mich entwischte, ließ ich ziehn. 

Ich habe nur begehrt und nur vollbracht, 

und abermals gewünscht, und so mit Macht 

mein Leben durchgestürmt; 

erst groß und mächtig. 

nun aber geht es weise, geht bedächtig. 

Sorge: 

Wen ich einmal mir besitze, 

dem ist alle Welt nichts nütze, 

ew’ges Düst’re steigt herunter, 

Sonne geht nicht auf noch unter, 

bei volkommen äußern Sinnen 

wohnen Finsternisse drinnen, 

und er weiß von allen Schätzen 

sich nicht in Besitz zu setzen. 

Glück und Unglück wird zur Grille, 

er verhungert in der Fülle, 

sei es Wonne, sei es Plage, 

schiebt er’s zu dem andern Tage, 

ist der Zukunft nur gewärtig, 

und so wird er niemals fertig! 

Faust: 

Unselige Gespenster! So behandelt ihr 

das menschliche Geschlecht zu tausend Malen; 

gleichgült’ge Tage selbst verwandelt ihr 

in garst’gen Wirrwarr netzumstrickter Qualen. 

Dämonen, weiß ich, wird man schwerlich los, 

das geistig strenge Band ist nicht zu trennen; 

doch, deine Macht, o Sorge, schleichend groß, 

ich werde sie nicht anerkennen. 

Sorge: 

Erfahre sie, wie ich geschwindt 

mich mit Verwünschung von dir wende! 

Die Menschen sind im ganzen Leben blind, 

nun, Fauste, werde du’s am Ende! 

Faust: 

Die Nacht scheint tiefer tief herein zu dringen, 

allein im Innern leuchtet helles Licht; 

was ich gedacht, ich eil’ es zu vollbringen; 


og hvad mig undslap, lod jeg gå. 

Jeg har begæret kun, og kun fuldbragt 

og atter ønsket, stormet uforsagt 

igennem livet hen; 

først stor og vigtig; 

men nu min gang er sindig og forsigtig. 

Bekymring: 

Den, jeg ejer som mit bytte, 

kan alverden ikke hytte, 

evigt han i mulm må stikke, 

op og ned går solen ikke. 

Er hans ydre sanser sunde, 

mørke bor på sjælens bunde. 

Han forstår om alle skatte 

ej som ejermand at fatte. 

Held og uheld bliver grille, 

han er rig, men sulter stille. 

Livets både fryd og plage 

skydes ud til andre dage, 

han på fremtid venter bare 

og kan aldrig nuet klare. 

Faust: 

Usalige fantomer! slig behandler I 

de tusind gange alle jordens slægter; 

selv tomme dage ondt forvandler I 

til fangenet, hvor kvalfuldt vi forsmægter. 

Man løses næppe fra en åndepagt, 

dæmoner, ved jeg, vil for evigt binde; 

dog dig, Bekymring, og din lumske magt 

jeg anerkender ingensinde. 

Bekymring: 

Prøv, hvad forbandelse formår, 

når brat fra dig jeg vil mig vende! 

Mennesket blindt i hele livet går, 

nu, Faust, bliv blind ved livets ende. 

Faust: 

Mulmsort vil natten sortere mig tvinge, 

men i mit indre stråler lyset klart, 

min plan jeg skyndsomst vil tilendebringe;


Sangtekster 

des Herren Wort, es gibt allein Gewicht. 

Vom Lager auf, ihr Knechte! Mann für Mann! 

Lasst glücklich schauen was ich kühn ersann. 

Ergreift das Werkzeug, Schaufel rührt 

und Spaten! 

Das Abgesteckte muss sogleich geraten. 

Auf strenges Ordnen, raschen Fleiß, 

erfolgt der allerschönste Preis; 

dass sich das größste Werk vollende 

genügt ein Geist für tausend, tausend Hände! 

Nr. 6. Faust’s Tod 


Herbei, herbei! Herein, herein! 

Ihr schlotternden Lemuren, 

aus Bändern, Sehnen und Gebein 

geflickte Halbnaturen. 

Lemuren: 

Wir treten dir sogleich zur Hand, 

und wie wir halb vernommen, 

es gilt wohl gar ein weites Land, 

das sollen wir bekommen! 

Gespitzte Pfäle, die sind da, 

die Ketten lang zum Messen, 

warum das Ruf an uns geschah, 

das haben wir vergessen. 


Hier gilt kein künstlerisch’ Bemüh’n, 

verfahret nur nach eig’nen Maßen, 

der Längste lege längelang sich hin, 

ihr andern lüftet rings umher den Rasen, 

wie man’s für uns’re Väter tat, 

vertieft ein längliches Quadrat! 

Aus dem Palast in’s enge Haus, 

so dumm läuft es am Ende doch hinaus. 

Lemuren: 

Wie jung ich war und lebt’ und liebt’ 


mit herskerbud skal give værket fart. 

Til arbejd rejs jer, svende! Mand for mand! 

Bring, hvad jeg dristigt tænkte, fluks i stand. 

Grib eders værktøj, grav med skovl 

og spade! 

Brat fremmes må den sidst afstukne flade. 

Den strenge flid og orden skøn 

skal hastigt sikre sejrens løn, 

det største værk man kækt fuldender, 

blot én har ånd for tusind hænder. 

Nr. 6. Fausts død 


Kom her, kom her! Herind, herind, 

I ranglede lemurer, 

af bånd og sener, skind og ben 

lappede halvnaturer. 

Lemurer: 

Til dig vi kommer jo på stand, 

og som vi tør formode, 

det gælder vist et vidtstrakt land, 

det har vi nok til gode. 

Afstikningspælene vi ser, 

og målekæde findes, 

hvorfor til os just kaldet sker, 

vi kan ej længer mindes. 


Her kræves ingen kunst af jer, 

jert eget mål I godt kan bruge; 

den længste lægge sig, så lang han er, 

I andre skærer græsset rundt i fuge; 

hvad før man vore fædre gav, 

en dyb og langstrakt firkant, grav! 

Fra slottet til det snævre hus, 

så dumt til sidst dog ender livets rus. 

Lemurer: 

Da jeg var ung og elskovsfuld,


Sangtekster 

mich däucht’ das war wohl süße, 

wo’s fröhlich klang und lustig ging, 

da rührten sich meine Füße. 

Nun hat das tückische Alter mich 

mit seiner Krücke getroffen, 

ich stolpert’ über Grabes Tür, 

warum stand sie just offen! 

Faust: 

Wie das Geklirr der Spaten mir ergötzt! 

Es ist die Menge, die mir fröhnet, 

die Erde mit sich selbst versöhnet, 

den Wellen ihre Grenze setzt, 

das Meer mit strengem Band umzieht. 


Du bist doch nur für uns bemüht 

mit deinen Dämmen, deinen Buhnen; 

denn du bereitest schon Neptunen, 

dem Wasserteufel, großen Schmaus. 

In jeder Art seid ihr verloren; 

die Elemente sind mit uns verschworen, 

und auf Vernichtung läuft’s hinaus. 

Faust: 

Aufseher! 


Hier! 

Faust: 

Wie es auch möglich sei, 

Arbeiter schaffe Meng’ auf Menge, 

ermuntre durch Genuss und Strenge, 

bezahle, locke, presse bei! 

Mit jedem Tage will ich Nachricht haben, 

wie sich verlängt der unternomm’ne Graben! 


Man spricht, wie man mir Nachricht gab, 

von keinem Graben, doch vom Grab! 


var alting sødt at sanse; 

hvor der lød klang og lystig sang, 

der gav jeg mig til at danse. 

Men alderdommen lumsk mig slog, 

en krykke var dens våben; 

jeg snubled over gravens dør, 

hvorfor stod den just åben? 

Faust: 

Hvor dog de spader har en herlig klang! 

Nu mængdens slid min møje kroner, 

den jorden med sig selv forsoner, 

den dæmmer op for bølgens gang, 

for havets kraft den sætter slå. 


For os du dog kun trælle må 

med hver en mole, hver en dæmning; 

Vanddjævelen Neptun du stemning 

bereder til en rigtig fest. 

I er fortabt i alle ender; 

os elementerne er svorne venner, 

der bliver ej en stump til rest. 

Faust: 

Opsynsmand! 


Her! 

Faust: 

Arbejderflok på flok 

du skaffe må og an dem strenge, 

med løn og straf dem overdænge, 

betal dem, hverv dem, pres og lok! 

Hver dag, der slides, vil besked jeg have, 

hvor langt de nu er nået med at grave. 

Mepistopheles: 

Der taltes dog, da man besked mig gav, 

ej om at grave, men om grav.


Sangtekster 

Faust: 

Ein Sumpf zieht am Gebirge hin, 

verpestet alles schon Errungne; 

den faulen Pfuhl auch abzuziehn, 

das Letzte wär’ das Höchsterrungne. 

Eröffn’ ich Räume vielen Millionen, 

nicht sicher zwar, doch tätigfrei zu wohnen. 

Grün das Gefilde, fruchtbar; Mensch und Heerde 

behaglich auf der neusten Erde, 

gleich angesiedelt an des Hügels Kraft, 

den aufgewälzt kühnems’ge Völkerschaft. 

Im Innern hier ein paradiesisch Land, 

da rase draußen Flut bis auf zum Rand, 

und wie sie nascht gewaltsam einzuschießen, 

Gemeindrang eilt die Lücke zu verschließen. 

Ja! Diesem Sinne bin ich ganz ergeben, 

das ist der Weisheit letzter Schluss; 

Nur der verdient sich Freiheit wie das Leben, 

der täglich sie erobern muss. 

Und so verbringt, umrungen von Gefahr, 

hier Kindheit, Mann und Greis sich tüchtig Jahr. 

Solch ein Gewimmel möcht’ ich seh’n, 

auf freiem Grund mit freiem Volke steh’n. 

Zum Augenblicke dürft’ ich sagen: 

Verweile doch, du bist so schön! 

Es kann die Spur von meinen Erdentagen 

nicht in Äonen untergeh’n. 

Im Vorgefühl von solchem hohen Glück 

genieß’ ich jetzt den höchsten Augenblick. 


Ihm sättigt keine Lust, ihm g’nügt kein Glück, 

so buhlt er fort nach wechselnden Gestalten, 

den letzten, schlechten, leeren Augenblick, 

der Arme wünscht ihn festzuhalten. 

Der mir so kräftig widerstand, die Zeit wird Herr, 

der Greis hier liegt im Sand, 

die Uhr steht still. 


Faust: 

En sump ved bjergets fod der står, 

forpester alt, hvad ind blev vundet os; 

når rådne pøle afløb får, 

den største sejr til sidst er undet os. 

Jeg mange millioner vil betrygge 

plads, hvor de farefuldt, men frit kan bygge. 

Frugtbare grønne marker, kvæg i flokke 

og mennesker nyvundet land skal lokke 

til bo at fæste under digets ly, 

som travle hænder tårned højt i sky. 

Herindenfor et paradisisk land, 

lad havet rase kun mod molens rand, 

men vil med grådigt indhold jord det plukke, 

skal fælles kræfter hastigt hullet lukke. 

Ja, til det mål har helt jeg hen mig givet, 

til større højde kan ej visdom nå: 

Kun den fortjener frihed sig og livet, 

der stadig dem erobre må. 

Sådan skal her, mens faren trindtom står, 

barn, mand og olding dyrke livets vår. 

Gid jeg det storsyn kunne nå, 

på friheds grund med folket frit at stå. 

Da burde jeg til nuet bede: 

Du er så skøn, du tøve må! 

Nu kan jo sporet af mit liv hernede 

ej i æoners løb forgå. 

Jeg aner lykken, som til løn jeg fik, 

og nyder nu det største øjeblik. 


Ham mætter ingen lyst, ej nok han fik, 

han boler væk og skifter stadig rolle; 

det sidste, usle, tomme øjeblik, 

det ønsker staklen fast at holde. 

Han, der så stærkt stod mig imod, 

fældet af tiden ligger for min fod. 

Og uret står –


Sangtekster 

Chor: 

... steht still! Sie schweigt wie Mitternacht. 

Der Zeiger fällt! 


Er fällt, es ist vollbracht! 

Chor: 

Es ist vollbracht! 

Dritte Abteilung 

Nr. 1. 

Chor: 

Waldung, sie schwankt heran, 

Felsen, sie lasten dran, 

Wurzeln, sie klammern an, 

Stamm dicht an Stamm hinan. 

Woge nach Woge spritzt, 

Höhle, die tiefste, schützt, 

Löwen, sie schleichen stumm 

freundlich um uns herum, 

ehrengeweihten Ort, 

heiligen Liebeshort. 

Nr. 2. 

Pater ecstaticus: 

Ewiger Wonnebrand, 

glühendes Liebesband, 

siedender Schmerz der Brust, 

schäumende Gotteslust. 

Pfeile, durchdringet mich, 

Lanzen, bezwinget mich, 

Keulen, zerschmettert mich, 

Blitze, durchwettert mich; 

dass ja das Nichtige, 

alles verflüchtige, 

glänze der Dauerstern, 

ewiger Liebe Kern! 


Kor: 

Det står! Randt ud ved midnatsvagt. 

Dets viser faldt. 


Det faldt, det er fuldbragt. 

Kor: 

Det er forbi! 

3. del 

Nr. 1. 

Kor: 

Skove, der svaje gå, 

klipper, der tunge stå, 

rødder, som klamre på, 

stammer,der sammen nå. 

Sprøjtende vand på vand, 

hule, der skærme kan; 

løver, som lister om, 

venligt imod os kom, 

ære med viet fred 

værnet for kærlighed. 

Nr. 2. 

Pater ecstaticus: 

Evige glædesånd, 

glødende elskovsbånd, 

sydende kval i bryst, 

skummende gudelyst. 

Pile, o stinger mig, 

lanser, betvinger mig, 

køller, o kuer mig, 

lyn, gennemluer mig! 

Alt det udygtige 

brat sig forflygtige; 

kærligheds guddoms-værd 

stråle med stjerneskær!


Sangtekster 

Nr. 3. 

Pater profundus 

Wie Felsenabgrund mir zu Füßen 

auf tiefem Abgrund lastend ruht, 

wie tausend Bäche strahlend fließen 

zum grausen Sturz des Schaums der Flut, 

wie stark, mit eig’nem kräft’gen Triebe, 

der Stamm sich in die Lüfte trägt; 

so ist es die allmächt’ge Liebe, 

die alles bildet, alles hegt! 

Ist um mich her ein wildes Brausen, 

als wogte Wald und Felsengrund! 

Und doch stürtzt, liebevoll im Sausen, 

die Wasserfülle sich zum Schlund, 

berufen gleich das Tal zu wässern; 

der Blitz, der flammend niederschlug, 

die Atmosphäre zu verbessern, 

die Gift und Dunst im Busen trug: 

Sind Liebesboten, sie verkünden, 

was ewig schaffend uns umwallt. 

Mein Inn’res mög’ es auch entzünden, 

wo sich der Geist, verworren, kalt, 

verquält in stumpfer Sinne Schranken, 

scharf angeschloss’nem Kettenschmerz. 

O Gott! Beschwicht’ge die Gedanken, 

erleuchte mein bedürftig Herz! 

Pater seraficus: 

Welch ein Morgenwölkchen schwebet 

durch der Tannen schwankend Haar! 

Ahn’ ich was im Innern lebet? 

Es ist junge Geisterschaar. 

Chor seliger Knaben: 

Sag’ uns, Vater, wo wir wallen? 

Sag’ uns, Guter, wer wir sind? 

Glücklich sind wir; allen, allen, 

ist das Dasein so gelind. 


Knaben! Mitternachtsgeborne, 


Nr. 3. 

Pater profundus: 

Som klipper her i svælgets gyde 

bjergtunge hviler klods på klods, 

som tusind bække sammen flyde 

til styrtende og skumhvid fos, 

som træets stamme rank og prægtig 

ved egen drift i højden går, 

således kærlighed almægtig 

i hver en form til trivsel når. 

Omkring mig toner sælsom brusen, 

som gynged skov og klippegrund, 

dog styrter med en kærlig susen 

vandfaldet ned mod kløftens bund, 

at vande dalen ubegrænset; 

det lyn, der flammende slog ned, 

har hele atmosfæren renset 

for giftig dunst, der ondt den sved – 

Kærlige bud det er, som melde, 

at evig skaberkraft er nær. 

O måtte lyset også vælde 

ind i min sjæl, der mat og tvær 

er pint af stumpe sansers skranker, 

af tunge lænkers smertegys. 

O Gud, dæmp mine vilde tanker 

og giv mit arme hjerte lys! 


Se den morgensky, som svæver 

mellem graners toppe der; 

hvad mon i dens indre bæver? 

Det er unge ånders hær. 

Kor af salige drenge: 

Hvad skal dette sted vi kalde? 

Hvem er vi? Du fromme, sig! 

Her bor lykken: alle, alle 

livet er et himmerig. 


Børn I er! I midnatsbårne


Sangtekster 

halb erschlossen Geist und Sinn, 

für die Eltern gleich Verlorne, 

für die Engel zum Gewinn. 

Dass ein Liebender zugegen, 

fühlt ihr wohl, so naht euch nur; 

doch von schroffen Erdenwegen, 

Glückliche, habt ihr keine Spur! 

Steigt herab in meiner Augen 

welt- und erdgemäß Organ, 

könnt sie als die euern brauchen, 

schaut euch diese Gegend an! 

Das sind Bäume, das sind Felsen, 

Wasserstrom der abestürtzt, 

und mit ungeheurem Wälzen 

sich den steilen Weg verkürtzt. 


Das ist mächtig anzuschau’n, 

doch zu düster ist der Ort, 

schuttelt uns mit Schreck und Grau’n. 

Edler, Guter, lass uns fort! 


Steigt hinan zu höh’rem Kreise, 

wachset immer unvermerkt 

wie, nach ewig reiner Weise, 

Gottes Gegenwart verstärkt. 

Denn das ist der Geister Nahrung, 

die im freisten Äther waltet: 

Ew’gen Liebes Offenbahrung, 

die zur Seligkeit entfaltet. 


Hände verschlinget 

freudig zum Ringverein, 

regt euch und singet 

heil’ge Gefühle d’rein! 

göttlich belehret 

dürft ihr vertrau’n, 

halvt kun ånd og syn opslog, 

fra forældre blev I skårne, 

englene jer til sig tog. 

At en ven i mig I eje, 

mærker I, så kom dog nær; 

fra de stejle jordeveje 

intet spor I med jer bær. 

Mine øjne kan I bruge, 

et organ til jorden vant, 

hvormed indtryk I kan suge 

og betragte egnen grant. 

Det er træer, det er fjelde, 

fossefald, der styrter bort, 

fartens grænseløse vælde 

gør den stejle vej dem kort. 

Salige drenge: 

Vældigt er det hele skue, 

stedet dog for skummelt bart, 

så vi rædselsgrebne grue; 

fromme fader, slip os snart! 


Op i højden skal I stige, 

vokse stadig uformærkt, 

Guds nærværelse berige 

eders rene higen stærkt. 

Først i ætrens frie klaring 

ånden kan sin føde finde: 

kærlighedens åbenbaring, 

der har saligheden inde. 

Kor af salige drenge: 

Hænderne slynger 

sammen og ringen bind, 

skynd jer og synger 

andagt i kredsen ind! 

Læren vil styrke 

troen; måske 

Koncerthuset 2009/10 31


Sangtekster 

den ihr verehret, 

werdet ihr schau’n. 

Nr. 4. 

Engel. Chor: 

Gerettet ist das edle Glied 

der Geisterwelt vom Bösen; 

wer immer strebend sich bemüht, 

den können wir erlösen; 

und hat an ihm die Liebe gar 

von oben Teil genommen, 

begegnet ihm die sel’ge Schar 

mit herzlichem Wilkommen. 

Die jüngern Engel. Soprano Solo, Chor: 

Jene Rosen, aus den Händen 

liebend-heil’ger Büßerinnen, 

halfen uns den Sieg gewinnen 

und das hohe Werk vollenden, 

diesen Seelenschatz erbeuten. 

Böse wichen, als wir streuten, 

Teufel flohen, als wir trafen. 

Statt gewohnter Höllenstrafen 

fühlten Liebesqual die Geister, 

selbst der alte Satans-Meister 

war von spitzer Pein durchdrungen. 

Jauchzet auf! es ist gelungen. 

Die vollendeten Engel. Soli, Chor: 

Uns bleibt ein Erdenrest 

zu tragen peinlich. 

Und wär’ er von Asbest 

er ist nicht reinlich. 

Wenn starke Geisteskraft 

die Elemente 

an sich herangerafft, 

kein Engel trennte 

geeinte Zweinatur 

der inn’gen Beiden; 

die ew’ge Liebe nur 

vermag’s zu scheiden. 

den, som I dyrke, 

får I at se. 


Nr. 4. 

Engle. Kor: 

Se, åndeverdnens ædle lem 

er frelst af Satans lænke, 

”den, som bestandig stræber frem, 

forløsning kan vi skænke”. 

Og har fra oven kærlighed 

ham bistand villet yde, 

vor salige flok er her bered 

velkommen ham at byde. 

De yngre engle. Sopransolo, kor: 

Hine roser, som os rakte 

angergivne fromme kvinder, 

overvandt de onde fjender, 

så vort storværk vi fuldbragte, 

sjæle-byttets glæde nøde. 

Djævle veg, vi blomster strøde, 

så hver ramt fik nok at skaffe 

med at flygte. Helvedstraffe 

ej dem slog, men elskovskvaler; 

selv den gamle Satan-praler 

blev af heftig pine bundet. 

Jubler højt! Vor sejr er vundet! 

De fuldkomnere engle. Soli, kor: 

Dog på en jordisk rest 

vi pinligt slæber, 

var end den af asbest, 

smuds på den klæber. 

Når åndens stærke kraft 

har forbund stille 

med elementer haft, 

en engel skille 

ej kan naturens pagt 

imellem begge, 

kun kærlighed har magt 

den pagt at knække.


Sangtekster 

Soprano Solo: 

Jene Rosen aus den Händen 

liebendheiliger Büßerinnen, 

halfen uns den Sieg gewinnen 

und das hohe Werk vollenden! 

Die jüngern Engel. Chor, Soli: 

Nebelnd um Felsenhöh’ 

spür’ ich so eben, 

regend sich in der Näh’ 

ein Geisterleben. 

Die Wölkchen werden klar. 

Ich seh’ bewegte Schaar 

seliger Knaben, 

los von der Erde Druck, 

im Kreis gesellt, 

die sich erlaben 

an Lenz und Schmuck 

der obern Welt. 

Sei er zum Anbeginn 

steigendem Vollgewinn 

diesen gesellt! 

Die seligen Knaben. Soli: 

Freudig empfangen wir 

diesen im Puppenstand, 

also erlangen wir 

englisches Unterpfand. 

Löset die Flocken los, 

die ihn umgeben! 

Schon ist er schön und groß 

von heil’gem Leben. 

Die seligen Knaben. Chor, Soli: 

Gerettet ist das edle Glied 

der Geisterwelt vom Bösen; 

wer immer strebend sich bemüht, 

den können wir erlösen; 

und hat an ihm die Liebe gar 

von oben Teil genommen, 

begegnet ihm die sel’ge Schar 

mit herzlichem Wilkommen. 

Sopransolo: 

Hine roser, som os rakte 

angergivne fromme kvinder, 

overvandt de onde fjender, 

så vort storværk vi fuldbragte. 

De yngre engle. Kor, soli: 

Tågende fjeldets tind 

ser man sig nærme, 

anes et uklart spind, 

hvor ånder sværme. 

Nu klares skyens skær. 

Frit sig bevæge 

ser jeg en drengehær, 

løst fra al jordisk kval 

de sammen gå, 

saligt sig kvæge 

ved vår, de nyskabt, sval 

heroppe få. 

Lad da med disse først, 

det giver vinding størst, 

sammen ham gå! 

Salige drenge. Soli: 

Glade modtage vi 

puppen, der ind sig spandt, 

sådan opdage vi 

englenes forbunds-pant. 

Løs ham af svøbets fnug, 

der ind ham hyller! 

Livet som hellig dug 

med skønhed ham fylder. 


Salige drenge. Kor, soli: 

Se, åndeverdnens ædle lem 

er frelst af Satans lænke, 

”den, som bestandig stræber frem, 

forløsning kan vi skænke”. 

Og har fra oven kærlighed 

ham bistand villet yde, 

vor salige flok er her bered 

velkommen ham at byde.


Sangtekster 

Nr. 5. 

Doctor Marianus: 

Hier ist die Aussicht frei, 

der Geist erhoben. 

Dort ziehen Frau’n vorbei, 

schwebend nach oben; 

die Herrliche mitteninn’ 

im Sternenkranze, 

die Himmelskönigin, 

ich seh’s am Glanze! 

Höchste Herrscherin der Welt, 

lasse mich im blauen, 

ausgespannten Himmelszelt 

dein Geheimnis schauen. 

Billige was des Mannes Brust 

ernst und zart beweget 

und mit heil’ger Liebeslust 

dir entgegen träget! 

Unbezwinglich unser Mut, 

wenn du hehr gebietest; 

plötzlich mildert sich die Glut, 

wenn du uns befriedest. 

Jungfrau, rein im schönsten Sinne, 

Mutter, Ehren würdig, 

uns erwählte Königin, 

Göttern ebenbürtig. 

Um sie verschlingen 

sich leichte Wölkchen, 

sind Büßerinnen, 

ein zartes Völkchen, 

um ihre Knie den Äther schlürfend, 

Gnade bedürfend! 

Nr. 6. 

Doctor Marianus, Chor, Soli: 

Dir, der Unberührbaren 

ist es nicht benommen, 

das die leicht Verführbaren 

traulich zu dir kommen. 

Nr. 5. 


Her er min udsigt fri, 

ånden sig hæver. 

Kvinder i flugt forbi 

mod oven svæver. 

Fra midten der lys udgår: 

i stjernekransen 

vor Himmeldronning står, 

det ses af glansen. 

Herskerinde, himmelsendt! 

Lad på bålets bue, 

der sit telt har om dig spændt, 

mig din løndom skue. 

Tag imod, hvad mandens bryst 

føler sælsomt gløde 

og i hellig elskovslyst 

bærer dig imøde. 

Intet os betvinge kan, 

blot dit bud os klinger, 

brat dog mildnes glødens brand, 

når du fred os bringer. 

Jomfru, pur og ren og skær, 

moder i dit rige, 

dronning for os alle vær, 

guders høje lige. 


Om hende vinder 

sig skyer klare, 

bodfærdige kvinder, 

der blidt sig skare 

og knæle for dig for luft at drikke 

og nåde tigge. 

Nr. 6. 

Doktor Marianus, kor, soli: 

Du, den helt urørlige, 

har den lod i vente, 

at de let forførlige 

trøst hos dig vil hente.


Sangtekster 

In die Schwachheit hingerafft, 

sind sie schwer zu retten; 

wer zerreißt nach eigner Kraft 

der Gelüste Ketten? 

Wie entgleitet schnell der Fuß 

schiefem glattem Boden? 

Wie betört nicht Blick und Gruß 

schmeichelhafter Odem? 

Büßerinnen. Soli, Chor: 

Du schwebst zu Höhen 

der ew’gen Reiche, 

vernimm das Flehen, 

du Ohnegleiche! 

du Gnadenreiche! 

*Magna peccatrix: 

Bei der Liebe, die den Füßen 

deines gottverklärten Sohnes 

Tränen ließ zum Balsam fließen, 

trotz des Pharisäer Hohnes; 

beim Gefässe das so reichlich 

tropfte Wohlgeruch hernieder; 

bei den Locken, die so weichlich 

trocknete des Heil’gen Glieder – 

(De med * markerede afsnit synges samtidig) 

*Mulier samaritana: 

Bei dem Bronn’ zu dem schon weiland 

Abram ließ die Herde führen; 

bei dem Eimer, der den Heiland 

kühl die Lippe durft’ berühren; 

bei der reinen, reichen Quelle, 

die nur dorther sich ergießet, 

überflüssig, ewig helle 

rings durch alle Welten fließet – 

*Maria aegyptiaca: 

Bei dem hochgeweihten Orte, 

wo den Herrn man niederließ, 

bei dem Arm, der von der Pforte 

warnend mich zurücke stieß, 

Har dem svaghed ødelagt, 

bod kan frelse skænke, 

hvem kan vel ved egen magt 

sprænge syndens lænke? 

Fald på glat og slibrig grund 

let kan foden såre. 

Hvem kan ånde, blik og mund 

kælent ej bedåre? 


De bodfærdige kvinder. Soli, kor: 

Din flugt dig føre 

til Himmerige, 

vor bøn du høre, 

du Uden-Lige, 

du nåderige! 

*Den store synderinde: 

Ved den kærlighed, som ville 

jomfrusønnens fødder bade 

i sin tåres balsamkilde, 

ham, som farisæer hade; 

ved den krukke, som den søde 

vellugtssalve i sig gemmer, 

ved de lokker, der så bløde 

tørred Herrens hellige lemmer – 

(De med *mærkede afsnit synges samtidig) 

*Den samaritanske kvinde: 

Ved den brønd, hvortil i tiden 

Abraham lod hjorden føre, 

ved den spand, der turde siden 

kærligt Herrens mund berøre; 

ved den rene, rige kilde, 

som nu derfra sig udgyder 

og med strømme klare, milde 

gennem alle verdner flyder – 

*Den ægyptiske Maria: 

Ved det sted, hvor højt forklaret 

Herren man fra korset tog, 

ved den arm, der mig advared 

og fra døren bort mig drog;


Sangtekster 

bei der vierzigjähr’gen Buße, 

der ich treu in Wüsten blieb, 

bei dem sel’gen Scheidegruße, 

den im Sand ich niederschrieb – 

Magna peccatrix, Mulier samaritana, 

Maria aegyptiaca: 

die du große Sünderinnen 

deine Nähe nicht verweigerst 

und ein büßendes Gewinnen 

in die Ewigkeiten steigerst, 

gönn’ auch dieser guten Seele, 

die sich einmal nur vergessen, 

die nicht ahnte, dass sie fehle, 

dein Verzeihen angemessen. 

Chor: 

Vernimm unser Fleh’n! 

Una poenitentium: 

Neige, neige, 

du Ohnegleiche, 

du Strahlenreiche, 

dein Antlitzt gnädig meinem Glück: 

der früh Geliebte, 

nicht mehr Getrübte, 

er kommt zurück! 

Selige Knaben: 

Neige, neige, 

du Ohnegleiche, 

du Strahlenreiche, 

dein Antlitzt gnädig meinem Glück: 

Er überwächst uns schon 

an mächt’gen Gliedern, 

wird treuer Pflege Lohn 

reichlich erwiedern. 

*Gretchen: 

... dein Antlitz meinem Glück: 

, SoliDer früh Geliebte, 

nicht mehr Getrübte, 

er kommt zurück! 

ved min bod i ørkenlandet, 

hvor de fyrre år jeg blev, 

ved de ord, jeg ned i sandet 

som min afskedshilsen skrev – 


Den store synderinde, Den samaritanske Maria 

Den ægyptiske Maria: 

Du, der store synderinder 

ikke adgang til dig stænger 

og en bod, der fremgang vinder, 

i al evighed forlænger, 

også denne sjæl, den rene, 

som kun én gang fejle kunne 

og forglemte sig alene, 

din tilgivelse du unde! 

Kor: 

Vor bøn du høre! 

En af de bodfærdige kvinder: 

Mildt du bøje, 

du evigt høje, 

dit stråleøje, 

dit åsyn nådigt mod min vår! 

Min elskte prøvet, 

oprejst fra støvet, 

igen jeg får. 

Salige drenge: 

Mod os han vokser til 

i legemlig vælde; 

han trofast pleje vil 

rigt os gengælde. 

Man tidligt bort os bar 

fra livets sfære, 

dog denne lærdom har, 

han kan os lære. 

*Grete: 

... dit åsyn mod min vår: 

Min elskte prøvet, 

oprejst fra støvet, 

igen jeg får.


Sangtekster 

Vom edlen Geisterchor umgeben 

wird sich der Neue kaum gewahr, 

er ahnet kaum das frische Leben, 

so gleicht er schon der heil’gen Schar. 

Sieh wie er jedem Erdenbande 

der alle Hülle sich entrafft 

und aus ätherischem Gewande 

hervortritt erste Jugendkraft! 

Vergönne mir ihn zu belehren, 

noch blendet ihn der neue Tag. 

*Selige Knaben: 

Wie wurden früh entfernt 

von Lebechören; 

doch dieser hat gelernt, 

er wird uns lehren. 

Mater gloriosa: 

Komm! Hebe dich zu höhern Sphären, 

wenn er dich ahnet, folgt er nach! 


Blicket auf zum Retterblick, 

alle reuich Zarten, 

euch zu seligem Geschick 

dankend umzuarten. 

Werde jeder bess’re Sinn 

dir zum Dienst erbötig, 

Jungfrau, Mutter, Königin, 

Göttin, bleibe gnädig! 

Nr. 7. Chorus mysticus 

Chor, Soli: 

Alles Vergängliche 

ist nur ein Gleichnis; 

das Unzulängliche, 

hier wird’s Ereignis; 

das Unbeschreibliche, 

hier ist es getan; 

das Ewig-Weibliche 

zieht uns hinan. 


Af ædle ånders kor omgivet, 

nyfødt han knap sig selv forstår; 

han aner knap, at frisk er livet, 

før lig de hellige alt han går. 

Se, han har kastet jordens klæder 

og svøbet sprængt, han før har haft, 

i æter-klædebonnet træder 

han frem i første ungdomskraft. 

Forund mig, at jeg ham belærer, 

af ny dag blændet end han står. 

*Salige drenge: 

Man tidligt bort os bar 

fra livets sfære, 

dog denne lærdom har, 

han kan os lære. 

Den stråleomkransede moder: 

Kom, løft dig op i nye sfærer, 

når dig han aner, med han går. 

Doktor Marianus: 

Op til frelserøjet sku 

alle I, der angre, 

lad taknemlighedens blu 

saligt jer besvangre! 

Over alle frommes færd 

vorde helt du rådig; 

mø, gudinde, moder kær, 

dronning, vær os nådig! 

Nr. 7. Chorus mysticus. 

Kor, soli: 

Alt det forgængelige 

billed-henfarer; 

det uigennemtrængelige 

her sig opklarer; 

det uudfindelige 

her dukker frem, 

det evigt-kvindelige 

drager os hjem.


Sangerne 

DR VoKALeNSeMBLeT 

DR KoNCeRTKoReT 

Sopran 

Astrid Kastensson Alonso- 

Navarro 

Klaudia Kidon 

Malene Nordtorp 

Camilla Toldi Bugge 

Pernille Madsen 

hanne Andersen 

Carrie Becker 

Lise Bech Bendix 

Nina Fischer 

Marianne G. Nielsen 

eva Rudkøbing 

Anna Carina Sundstedt 

hjørdis Jakobsen 

Lene Arberg 

Tine Gaardsdal 

Julie Borgwardt-Stampe 

hetna Regitze Bruun 

hanna Kappelin 

Pernille Manly Larsen 

Susanne Skov 

henriette Nederby Søndergård 

Anne Aaen 

Alt 

Ulla Munch 

Nanna hovmand 

Ulla Wittenburg 

Mariann Amdisen 

henriette elimar 

Mette Bjærang Pedersen 

Pia Schnack 

Kirsten Grove 

ellen Marie Christensen 

Linnéa Lomholt 

Anne Brandt 

Aleksandra Wissing 

helle Grarup 

Tenor 

Poul emborg 

emil Lykke 

Adam Riis 

Rasmus Gravers Knive 

Morten Schønberg Sørensen 

Mogens halken 

Jens Rademacher 

Magnus Wennerberg 

Niklas Ögren 

Lars Pedersen 

Palle Jensen 

Finn Bielenberg 

Brian Petro hansen 

Steen huttunen 

Jakob heide Madsen 

Tomas Medici 

otte ottesen 

Bas 

Torsten Nielsen 

hans-henrik Raaholt 

Daniel Åberg 

Johan Bogren 

Lasse Christian Bach 

Tore Asbjørn hansen 

Martin Palsmar 

Asger Lynge Petersen 

David Wijkman 

Steffen Bruun 

Johan Karlström 

Poul Frederiksen 

Uffe henriksen 

Rasmus Kure Thomsen 

Jacob Lech 

Koncerthuset 2009/10 38

Torsdagskoncert 


Sangtekster 

Musikerne 

Tout au bout de ses cent toures 

la bell’ se mit à pleurer. 

DR SyMFoNioRKeSTReT 

Sus l’bord de Loire ... 

Pourquoi tant pleurer ma mie 

1. Violin 

quand je chante une chanson. 

Christina Åstrand 


elisabeth Dingstad 

C’est Jan Rohard mon cœur qu’est plein de 

larmes Anders Fog-Nielsen 

paec’que ilia Billet vous l’avez gagné. 

Sus helle l’bord hanskov de Loire Palm ... 

Anders Jonsson 

Ne 

Per 

pleur’ 

Friman 

plus ton cœur la belle 

car je te le renderai. 

helena Rondin 


elizabeth Jane Jones 

Sarah McClelland 

N’est pas si facile à rendre 

comme Sophia de Bæk l’argent prêté. 

Sus Jakob l’bord elmedal de Loire Johansen 

mariez-vous Philippe Skow la belle. 

Sus l’bord de l’eau, 

sus 2. Violin l’bord de Loire . 

Tue Lautrup 

III. Bodil Šárka Kuhlmann 

Ludmilla Spektor 

Koret: 

Luciano de Renzo 

Pilons l’orge pilons la. 

Julie Meile 

Mon père m’y maria 

Marianne Bindel 

à un villain m’y donna 

pilons Morten l’orge Dulong pilons la 

tirez Anne vous Marie ci tirez Kjærulff vous la. 

À Andrea un villain Rebekka m’y donna Alsted 

qui Julie de Fontenay rien me donna. 

Mais Vibeke s’il continue Larsen cela 

battu ikuko vraiment Takahashi il sera 

IV. Bratsch Fra Bøhmens 

marker Dmitri Golovanov og skove 

Per Nørby hansen 

Koret: 

Clic, 

Flemming 

clac, dansez 

Lave 

sabots 

et Ulla que Knudsen crèvent les bombardes. 

Clic, Carina clac, Andersson 

dansez sabots 

et Michail qu’éclatent Dolgin les pipeaux. 

Astrid Christensen 

Mais Janne comment Ahvenienen mener la danse 

quand Anne Soren les belles n’y sont pas. 

Clic, clac ... 

Trine Mikkelsen 

Stanislav Popov 

Sopransolo: 

Allons donc quérir les filles 

ben sur qu’il n’en manqu’ra pas? 


Ben l’bonjour messieux et dames 

donn’rez-vous la bell’ que v’la? 


Les fill’s c’est fair pour l’ménage 

et Cello pour garder la maison. 

Clic, Daniel clac Blendulf ... 

Carsten Tagmose 

Mandskor: Peter Morrison 

ouais Vanja mais Louro pour fair’ mariage 

vous Mats faudra Larsson ben des garçons. 

Clic, Birgitte clac Øland ... 

Johan Krarup 

Vous n’en avez point fait d’autre 

Karin Dalsgaard 

vous patronne et vous patron. 


Kontrabas 

Allez Michal donc Stadnicki ensemble au diable 

ça Michael s’ra ben Dabelsteen 

un débarras. 

Clic, Ditlev clac Damkjær ... 

Gerrit hamacher 

Ah! Mads patron Lundahl et vous Kristensen 

patronne 

qu’on Katharina s’embrasse Richter pour de bon . 

Clic, clac, dansez sabots 

et que crèvent les bombardes. 

Fløjte 

Clic, clac, dansez sabots 

Ulla Miilmann 

et qu’éclatent les pipeaux. 

Mikael Beier 

Jens Boje hansen 

V. Tábo 

Koret: Obo 

C’est Kristine la petit’ Vestergaard fill’ du prince 

qui Malin voulait Klingborg marier. 

Sus l’bord de Loire 

mariez-vous Klarinet la belle. 

Sus 

Jørgen 

l’bord 

Misser 

de l’eau, 

Jensen 

sus l’bord de Loire 

Søren elbo 

joli matelot. 

Sopransolo: 

Fagot 

elle Audun voit halvorsen 

venir un’ barque 

et Dorte quarant’ Bennike galants dedans. 


Horn 

Le Lasse plus Mauritsen 

jeune des quarante 

lui Thorbjørn commence Gram une chanson. 

Sus Leif l’bord Lind de Loire ... 

Jakob Arnholtz 

Votre chanson que vous dites 

je voudrais bien la savoir. 


Si vous venez dans ma barque 

belle je vous l’apprendrai. 



Sopransolo: 

La belle a fait ses cent toures 

Trompet 

en écoutant la chanson. 

Bo Fuglsang 


Tout Christer au bout Nilsson de ses cent toures 

la bell’ se mit à pleurer. 

Sus Basun l’bord de Loire ... 

Pourquoi Jesper Juul tant pleurer ma mie 

quand Brian Bindner je chante une chanson. 


Bas-basun 

Koret: Dregene 

Thomas Dahlkvist 

C’est mon cœur qu’est plein de 

larmes 

Tuba 

paec’que vous l’avez gagné. 

Sus Janus l’bord Mogensen de Loire ... 

Ne Pauke pleur’ plus ton cœur la belle 

car Christian je te le Utke renderai. Schiøler 


Harpe 

N’est Caitríona pas si yeats 

facile à rendre 

comme de l’argent prêté. 

Sus l’bord de Loire 

mariez-vous la belle. 

Sus l’bord de l’eau, 

sus l’bord de Loire 

joli matelot. 

VI. Blaník 

Koret: 

La bell’ si nous étions 

dedans stu hautbois 

on s’y mangerions 

fort bien des noix 

on s’y mangerions à notre loisi 

nique nac no muse. 

Belle vous m’avez 

t’emberlificoté 

par votre biauté. 

Sopransolo: 

La bell’ si nous étions 

dedans stu vivier 

on s’y mettrions 

des p’tits canards nager 

on s’y mettrions à notre loisi 

nique nac no muse ...

DR Musik 

DR Byen 

emil holms Kanal 20 

0999 København C 

Tlf.: 35 20 30 40 

e-mail: rso-rk@dr.dk 

Musikchef 

Leif Lønsmann 

Orkesterchef – DR SymfoniOrkestret 

ole Bækhøj 

Korchef – DR VokalEnsemblet og DR KoncertKoret 

Tatjana Kandel 

DRs ensemblers virksomhed er muliggjort 

gennem støtte fra blandt andre: 

Augustinus Fonden 

Beckett-Fonden 

Bikubenfonden 

Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat 

FrederiksbergFonden 

Gangstedfonden 

Knud og Dagny Gad Andresens Fond 

Nordea Danmark 

hvor, hvad og hvordan 

i Koncerthuset 

Garderobe 

Overtøj og større tasker skal af sikkerhedsmæssige 

hensyn afleveres i garderoben 

i foyeren. Man kan enten aflevere sit overtøj 

i en ubemandet garderobe uden betaling, 

eller man kan for 20 kroner aflevere sit 

overtøj i en bemandet garderobe. Har man 

ikke kontanter med, kan man købe en 

garderobe-bon i baren for 20 kroner. 

Toiletforhold 

Der er i alt 58 toiletter i Koncerthuset, 

herunder 4 handicaptoiletter. 

I niveau -1 findes toiletterne v. elevatoren 

ved Studie 4. I niveau +1 findes toiletterne i 

den nordlige ende af den store foyer. Endvidere 

findes der toiletter på 

3. niveau v. parterre-indgang (mod øst) 

og på 4. niveau ved Orkester A-indgang 

til Koncertsalen. 

Til og fra Koncerthuset 

Du kan læse mere om transport og parkering 

på dr.dk/koncerthuset/omkoncert-huset/ 

foerkoncerten. Her kan du også læse mere 

om tilgængelighed for publikum med nedsatte 

funktioner. 

www.dr.dk/koncerthuset 

www.dr.dk/drso

Scener fra - Velkommen til KLIXBUELL.DK

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?