Scener fra - Velkommen til KLIXBUELL.DK

Schumanns Faustscener
Værk
Koncerthuset 2009/10 6
Endnu havde ingen hørt slutscenen med Schumanns musik,
men samme år blev den omsider opført. Modtagelsen var god, og
Schumann bestemte sig i 1850 for at skrive musik til endnu flere
scener, denne gang fra begyndelsen af 2. del af Goethes værk. Og
tre år efter at dissee scener var komponeret, skrev Schumann så
ouverturen!
Scener fra Goethes Faust er altså komponeret som et regulært
puslespil gennem 10 år. Det er uundgåeligt, at det kan høres i
musikken. Schumann havde et af 1800-tallets mest følsomme
gemytter og havde altid sine ører åbne for nye muligheder. I
tiden fra han skrev den første Faust-scene, og til værket var færdigt,
blev Schumann bl.a. påvirket af den yngre kollega Wagner
og hans musikalske revolutioner.
På den anden side kan man opfatte Schumanns musik som et
passende match med Goethes mangfoldige udtryk og referencer.
Eftersom teksten ville være meningsløs at anvende komplet,
taler det til fordel for Schumanns plan at udvælge kontrasterende
scener, der dykker ned i Goethes Faust-verden.
At Schumanns værk blev til klumpvis, er dog nok især tydeligt i
fortællingens form. Der mangler simpelthen store dele af handlingen
fra Goethes bog. Schumann har dog sikkert kunnet regne
med, at hans publikum har været ganske fortrolig med den fulde
tekst. Derfor har selve valget af scener også været en del af hans
udlægning. Og hvad det angår, er det markant, at han lægger
vægt på den religiøse forsoning i historien. Faust bliver morder,
svigter sin kæreste og sin Gud, men tilgives alligevel.
*
Schumanns samling af scener fordelte han i tre ’akter’. 1. del
drejer sig om Faust og hans forhold til den unge pige Gretchen.
I begyndelsen er alt endnu lyst. Faust kurtiserer Gretchen, som
i sin befippelse begynder at plukke bladene af en blomst i den
berømte ”Han elsker mig – han elsker mig ikke”-scene.
Efter historien om Gretchens tragedie (som Schumann springer
over), møder vi hende først igen, da hun er på vanviddets rand.
Hun beder en sidste bøn til Jomfru Maria, inden hun bryder
sammen i kirken. Her martres hun af sin egen onde ånd, der gør
det klart, hvilken straf, der venter hende. Korets truende udbrud