Scener fra - Velkommen til KLIXBUELL.DK

Schumanns Faustscener
Værk
Koncerthuset 2009/10 7
fra den katolske requiem-messe skaber en skræmmende
dommedagsstemning.
2. del af Schumanns værk koncentrerer sig om hovedpersonen
Faust. Efter Gretchens død er han nu for alvor alene i verden,
og han har både Gretchens, hendes brors og hendes mors liv på
samvittigheden.
Luftånden Ariel og et kor af alfer våger over ham, og Faust
beskuer en sidste gang verdens skønhed i en storslået solopgang.
Men hans tid på jorden er snart forbi. Næste scene foregår ved
midnat, hvor Faust omringes af de onde ånder Mangel, Skyld,
Bekymring og Nød. Han trodser dem stædigt, og som straf bliver
han blindet af Bekymring. Afslutningen på denne del af værket
er Fausts død, der finder sted i en uhyggelig konfrontation
mellem mørke og lys. Det er selveste Mephistopheles, der gør
sin genkomst med et kor af spottende lemurer, som begynder
at grave Fausts grav. Og det bliver Mephistopheles, der synger
nekrologen over Faust: ”Ham mætter ingen lyst, ej nok han fik”.
Det var som sagt Goethes slutscene, der satte Schumann i
gang. Denne store slutscene udgør 3. del af det færdige værk.
Schumann lavede faktisk to versioner af slutscenen – til aftenens
opførelse har Thomas Dausgaard valgt den oprindelige
version, som også er den korteste af dem.
Allerede fra Goethes hånd er scenen et forløb for sig selv, om
end et rent metafysisk et. Man har her forladt al fysisk virkelighed,
og ingen af handlingens hovedpersoner er længere til stede.
Gennem et fredfyldt landskab, tyndt befolket af forskellige
eneboere, tænkere og helgener, rejser Fausts fortabte sjæl opad
og opad. Det højeste mål nåes til sidst i en forklarelse, hvor
den pinte sjæl bliver taget til nåde. De berømte linjer om ”det
evigt-kvindelige” synges af et kor, som Goethe rammende kaldte
Chorus mysticus. Med det ender Schumann sine Faust-scener
i tonearten F-dur, den fredelige parallel til værkets dramatiske
udgangspunkt i d-mol. Faust er blevet frelst.