Scener fra - Velkommen til KLIXBUELL.DK
Scener fra - Velkommen til KLIXBUELL.DK
Scener fra - Velkommen til KLIXBUELL.DK
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
Schumanns Faustscener<br />
Værk<br />
Koncerthuset 2009/10 7<br />
<strong>fra</strong> den katolske requiem-messe skaber en skræmmende<br />
dommedagsstemning.<br />
2. del af Schumanns værk koncentrerer sig om hovedpersonen<br />
Faust. Efter Gretchens død er han nu for alvor alene i verden,<br />
og han har både Gretchens, hendes brors og hendes mors liv på<br />
samvittigheden.<br />
Luftånden Ariel og et kor af alfer våger over ham, og Faust<br />
beskuer en sidste gang verdens skønhed i en storslået solopgang.<br />
Men hans tid på jorden er snart forbi. Næste scene foregår ved<br />
midnat, hvor Faust omringes af de onde ånder Mangel, Skyld,<br />
Bekymring og Nød. Han trodser dem stædigt, og som straf bliver<br />
han blindet af Bekymring. Afslutningen på denne del af værket<br />
er Fausts død, der finder sted i en uhyggelig konfrontation<br />
mellem mørke og lys. Det er selveste Mephistopheles, der gør<br />
sin genkomst med et kor af spottende lemurer, som begynder<br />
at grave Fausts grav. Og det bliver Mephistopheles, der synger<br />
nekrologen over Faust: ”Ham mætter ingen lyst, ej nok han fik”.<br />
Det var som sagt Goethes slutscene, der satte Schumann i<br />
gang. Denne store slutscene udgør 3. del af det færdige værk.<br />
Schumann lavede faktisk to versioner af slutscenen – <strong>til</strong> aftenens<br />
opførelse har Thomas Dausgaard valgt den oprindelige<br />
version, som også er den korteste af dem.<br />
Allerede <strong>fra</strong> Goethes hånd er scenen et forløb for sig selv, om<br />
end et rent metafysisk et. Man har her forladt al fysisk virkelighed,<br />
og ingen af handlingens hovedpersoner er længere <strong>til</strong> stede.<br />
Gennem et fredfyldt landskab, tyndt befolket af forskellige<br />
eneboere, tænkere og helgener, rejser Fausts fortabte sjæl opad<br />
og opad. Det højeste mål nåes <strong>til</strong> sidst i en forklarelse, hvor<br />
den pinte sjæl bliver taget <strong>til</strong> nåde. De berømte linjer om ”det<br />
evigt-kvindelige” synges af et kor, som Goethe rammende kaldte<br />
Chorus mysticus. Med det ender Schumann sine Faust-scener<br />
i tonearten F-dur, den fredelige parallel <strong>til</strong> værkets dramatiske<br />
udgangspunkt i d-mol. Faust er blevet frelst.