Om Alzheimers Og Andre demenssygdOmme - Alzheimerforeningen

More documents

Recommendations

Info

8 » drømmen der brAsT ”Det var så forfærdeligt at se Lars blive kastebold mellem plejehjemmet, hospitalet og kommunen.” Af Nis Peter Nissen Lars fik opfyldt den ene af sine livsdrømme. Vi har fået to dejlige børn. Den anden drøm, at flytte til Brasilien, når han blev pensioneret, bliver ikke til noget, fortæller Ana med sorg i stemmen. Lars har fået Alzheimers Sygdom og bor i dag på plejehjem. Men Ana fortæller med glæde og stolthed om dengang, hun første gang mødte Lars. Det var i Brasilien. Han var maskinmester på et skib, der sejlede mellem Brasilien og Amerika. Hun var ansat i et shippingfirma. De blev forelskede, og Lars inviterede hende med på en tur til Amerika. Den sejltur kom der meget ud af. Ana og Lars blev gift i 1986. De flyttede til Danmark og fik børn. Lars gik i land og fik job som skibsinspektør, mens han ved siden af drev et mindre landbrug med tilhørende maskinstation. Troede det var stress Det var travle år, husker Ana. Der var meget at se til – gården, maskinerne, jobbet, børnene – og til tider var presset som selvstændig stort. Måske for stort, tænkte Ana dengang. I 1995 kom Anas far på besøg fra Brasilien. Han syntes, at der var noget galt. Det var ikke den samme Lars, han havde mødt i Brasilien. Men Ana troede, at det var stress. Det var MAGASINET DEMENS NR. 3 • 2009 • ALZHEIMERFORENINGEN derfor først flere år senere, at det gik op for Ana, hvor galt det egentlig stod til med Lars. I 2000 mistede Lars sit job, og bunden røg ud af økonomien. Gården og maskinerne blev solgt, og familien måtte flytte. Vi har også grinet Men det var ikke stress. I 2004 fik Lars stillet diagnosen Alzheimers Sygdom. Lars græd, da han fortalte vores datter, at han havde en alvorlig sygdom, husker Ana – Det var hårdt, men han tog det ellers pænt. Vi grinede jo også en hel del af alle de skøre ting, han gjorde. Indtil 2008 boede Lars hjemme. Men i takt med at sygdommen tog fat, og Lars fik det værre, kunne Ana ikke Ana med Lars yndlingshund Fifi, som trøstede ham, når Ana var på arbejde. længere passe ham hjemme. Lars flyttede til et kommunalt aflastningstilbud, hvor det gik godt. Han var glad. Ikke nogen drøm Lars boede i alt tre måneder i aflastningsboligen, inden han fik en permanent bolig på det samme plejehjem. Men det blev desværre ikke nogen drøm – hverken for Lars eller for Ana. Sygdommen har ramt Lars hårdt bl.a. på ordene. Han bliver let frustreret, vred og reagerer til tider voldsomt, hvis der er noget, han ikke forstår, eller går ham imod. Personalet på plejehjemmet forstår til gengæld ikke at magte Lars, når han bliver vred. De har ikke tiden eller ressourcerne til at gøre ham tryg. I stedet bliver de selv bange og utrygge. Falliterklæring To dage før Lars skulle flytte til den nye plejebolig blev han vred og voldsom og kom op at toppes med en anden beboer. Personalet kontaktede lægen, og Lars fik ordineret beroligende medicin. Men det var ingen løsning. Da Lars skulle flytte ind i sin nye bolig, blev han igen voldsom, og personalet tilkaldte politiet. Det var et chok for Ana, og hun blev meget ked af det.
De skulle ikke have ringet til politiet, siger Ana oprørt – Det er en falliterklæring, når det eneste svar de har på Lars’ voldsomme adfærd, er at tilkalde politiet. – De kunne jo have ringet til mig. Jeg er ikke bange for min mand, og Lars er tryg ved mig, forklarer Ana. Næste dag hjalp Ana Lars med at flytte til den nye bolig. Det gik fint. Lars blev hverken vred eller voldsom. Ikke sidste gang Men desværre var det ikke sidste gang, personalet ringede til politiet. Lars fik det stadig værre, og efter en personalerokade i april 2009, hvor en plejer, Lars var tryg ved, blev flyttet, blev Lars igen meget vred. Han var voldsom og truede personalet. Personalet ville tilkalde politiet, men Ana overtalte dem til i stedet at kontakte lægevagten. To dage senere ringede plejehjemmets ledelse til Ana og fortalte, at Lars var blevet indlagt på psykiatrisk skadestue, fordi han igen havde været voldsom. Sammen med souschefen kørte Ana derfor til skadestuen. Men lægerne ville ikke indlægge Lars, fordi der ikke var plads på gerontopsykiatrisk afdeling. De forslog i stedet, at plejehjemmet afsatte flere personaleressourcer til at passe Lars. Lars og Ana mødte hinanden i 1985 i Brasilien Ana tilbød selv at passe Lars på plejehjemmet og aftalen blev, at Ana næste dag skulle ringe og snakke med Lars. Men da hun som aftalt ringede, fik hun at vide, at Lars havde været voldsom, og at personalet havde tilkaldt politiet. Lars var igen – nu med hjælp fra politiet – blevet kørt til psykiatrisk skadestue. Totalt ødelagt Jeg var helt ødelagt, forklarer Ana Det havde været en meget voldsom oplevelse at se Lars på psykiatrisk hospitals lukkede afdeling omgivet af meget syge mennesker. Jeg havde simpelthen ikke mere overskud at give af. Jeg følte mig totalt magtesløs. Men det skulle blive værre endnu. Ana blev ringet op af lægen fra den psykiatriske skadestue. Lægen troede, han havde ringet til plejehjemmet og skældte ud, fordi Lars var blevet indlagt ved hjælp af politiet. Lars var indlagt på den lukkede afdeling i 23 dage. Psykiatrisk hospital indkaldte plejehjemmets ledelse, en repræsentant fra kommunen, Ana og en bisidder til et møde. På mødet, § Familie- og arveret § Testamenter og ægtepagter § Generationsskifte § Pension og Forsikring § Erstatning § Køb og salg af fast ejendom hvor også Lars var til stede, forklarede lægerne, at de anså Lars for at være færdigbehandlet og derfor ville udskrive ham. Plejehjemmets ledelse meddelte til gengæld, at de ikke havde ressourcer til at have Lars på plejehjemmet. Kommunen kunne heller ikke gøre noget. De havde ikke andre tilbud, der matchede Lars behov. Det var så forfærdeligt at se Lars blive kastebold mellem plejehjemmet, hospitalet og kommunen, fortæller Ana og må holde en lille pause, inden hun kan fortsætte – Jeg håber aldrig, at det sker for nogen andre. Ingen respons Lars blev et par dage på hospitalet, mens kommunen undersøgte, om de kunne finde en anden løsning. Det kunne de ikke. Lars bor derfor stadig på det samme plejehjem og får nu mere medicin. Lars er ikke mere Lars. Der er ingen respons. Han sidder bare med tomt blik og kigger ned. Han kan ikke en gang løfte sit hoved selv, siger Ana og bliver helt stille. Redaktionens kommentar: Magasinet Demens har valgt at fortælle historien om Lars og Ana, sådan som Ana Eriksen oplever den. Hverken kommunen, hospitalet, politiet eller plejehjemmet er blevet kontaktet eller interviewet. Kronprinsessegade 26 1306 København K Tlf 333 80 300 Fax 333 80 315 mail@brammer-advokater.dk www.brammer-advokater.dk Advokat Torben Svensson fra kontoret er fast advokat for Alzheimerforeningen Kontakt os for en uforpligtende samtale MAGASINET DEMENS NR. 3 • 2009 • ALZHEIMERFORENINGEN 9
Page 1 and 2: nr. 3 · 19. årgang · september 2
Page 3 and 4: KOmmUnernes UdfOrdringer Sommerens
Page 5 and 6: flere borgere med demenssygdomme. K
Page 7: nelse og kompetenceudvikling hos pe
Page 11 and 12: ændreT Adfærd - en sTOr UdfOrdrin
Page 13 and 14: KOrT nyT ny på seKreTAriATeT Ellen
Page 15 and 16: Det er vigtigt, at din far bliver a
Page 17 and 18: - De mennesker lever jo ikke med de
Page 19 and 20: » » AKTiViTeTsKAlender Du kan ogs
Page 21 and 22: For mere information om støtte- og
Page 23 and 24: AlzheimerfOreningens repræsenTAnTs

Om Alzheimers Og Andre demenssygdOmme - Alzheimerforeningen

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?