Fødeindhold i gylp fra hvid stork Ciconia ciconia i Danmark 1976-2003

12
Identifikation af byttedyr
Identifikation af storkens meget forskelligartede
byttedyr samt estimering
af deres antal, kræver anvendelse
af vidt forskellige metoder, og flere
eksperter har derfor bidraget ved
undersøgelsen: pattedyr er bestemt af
Jørgen Terp Laursen, øvrige hvirveldyr
og bløddyr er så vidt muligt bestemt
af Frank Jensen, insekter er bestemt
af Søren Tolsgaard, mens antallet af
regnormebørster er estimeret af Peter
Gjelstrup og Birthe Jacobsen .
Pattedyr og fugle
Stærkere knogler fra pattedyr og
fugle findes som regel velbevarede og
umiddelbart synlige i gylpene, bl .a . vil
kæber, tænder, kløer, næb samt hår
eller fjer i givet fald være til stede . Det
er dog langtfra altid, at samtlige efterladenskaber
fra et byttedyr afgives i
samme gylp, hvilket kan vanskeliggøre
estimeringen . Især de større arter kan
blive overestimeret, fordi deres rester
findes fordelt i flere gylp . Omvendt kan
det også hænde, at storken parterer
et større bytte og ikke sluger alle
knoglerne .
Resultater
Pattedyr og fugle
Små pattedyr udgør ifølge flere iagttagere
(Skovgaard, 1920; Skov, 1989)
en anseelig del af storkens føde,
mens fugle kun optræder sparsomt . I
denne analyse blev der fundet større
knoglefragmenter af pattedyr eller
fugle i knap 25% af de undersøgte
362 gylp . Der blev fundet hår eller
fjer i endnu flere gylp, men idet hår
er meget besværlige at udsortere
og ikke anvendelige til beregning af
individantal, blev sådanne beregninger
udelukkende udført på grundlag af
knoglefragmenter .
Padder, fisk og bløddyr
Frøer er ofte beskrevet som byttedyr
for danske storke, men umiddelbart ser
man ingen spor efter dem i gylpene .
Skelettet, hvis knogler er ret svage,
opløses normalt fuldstændigt under
fordøjelsen, og kun undtagelsesvis
finder man genkendelige fragmenter
fra frøer . Større fisk efterlader hårde
skeletdele og skæl, mens mindre fisk
opløses fuldstændigt . Større, skalbærende
snegle konstateres ofte ved
fragmenter fra skallerne, nøgne snegle
synes det derimod vanskeligt at finde
spor efter, og de blev da heller ikke
konstateret, om end de sikkert i nogen
grad fortæres af storken .
Insekter
De umiddelbart synlige insektdele
stammer overvejende fra store biller,
og kun ganske få andre insekter blev
konstateret uden hjælpemidler, bl .a .
nogle enkelte vandtæger . Det er ret
nærliggende at antage, at storken
også spiser en del svagere kitiniserede
insekter og muligvis andre leddyr,
der ikke efterlader sig særligt synlige
spor i gylpmassen, og derfor blev det
udvalgte gylpmateriale undersøgt i stereolup
. Små fragmenter, bl .a . kæber, fra
Den estimerede masse (frisk vægt) af
pattedyr/fugle i de 8 udvalgte serier
udgør i gennemsnit ca . 67 g pr . 100 g
gylp, svarende til ca . 16% af storkens
indtag af delvis ufordøjelige byttedyr
(fig . 9, side 19***) . Der var dog stor
spredning . I serien fra Ribe (SV-Jylland)
udgjorde pattedyr/fugle således kun
ca . 5%, men de udgjorde omkring 39%
i serien fra Abild (SV-Jylland) .
Følgende pattedyr og fugle blev registreret
i de 362 analyserede gylp:
Muldvarp Talpa europaea
Muldvarp synes ofte (Skovgaard, 1920;
relativt svagt kitiniserede insekter som
guldsmedelarver og græshopper viste
sig herved i en del gylp, hvorved også
antallet af disse arter kunne estimeres
ud fra gylpmassen .
Regnorme
Regnorme udgør ifølge adskillige
iagttagere ofte en stor del af de danske
storkes fødegrundlag . Da regnormenes
børster er helt ufordøjelige, blev
antallet af regnorme estimeret ud fra
antallet af regnormebørster i gylpmassen,
idet et antal prøver blev undersøgt
i stereolup . Alternativt blev mængden
af regnorme desuden estimeret ud fra
sandindholdet i gylpene, idet regnorme
synes at være den helt overvejende
kilde til gylpenes generelt store
indhold af sand .
Om end storkens kost givetvis ofte indeholder
et betragteligt antal byttedyr
(padder, fisk, nøgne snegle), der ikke
kan spores direkte i gylpene, er det dog
et stort spektrum af storkens byttedyr,
som faktisk kan spores, nemlig de artsgrupper
– især pattedyr, fugle, insekter,
regnorme og skalbærende snegle –der
i denne undersøgelse betegnes som
delvis ufordøjelige byttedyr .
Skov, 1989), og også i denne undersøgelse,
at være det vigtigste pattedyr
i storkens føde . Der blev fundet
knoglerester fra muldvarpe i 42 af de
362 analyserede gylp, omend antallet
af muldvarpe givetvis er noget mindre .
Antallet kan estimeres ud fra de mest
bestandige knogler, især er overarmsknogler
(humerus), kæber og kløer (fig .
8: 1) normalt intakte og anvendelige til
beregning af individantallet, som dog
ofte vil blive estimeret lidt forskelligt,
alt efter hvilken knoglefraktion, der
anvendes . Muldvarpen forekommer og
tages af storken på mange forskellige
biotoptyper, ofte i forbindelse med jagt