Fødeindhold i gylp fra hvid stork Ciconia ciconia i Danmark 1976-2003

14
Padder, fisk og bløddyr
Padder Amphibia
Traditionelt og ifølge mange iagttagelser
udgør især frøer (Ranidae) en
ofte betydelig komponent i storkens
føde (Lange, 1933; Skov, 1989, 2003;
Grell, 2000) . Som allerede nævnt
opløses paddernes svage skelet dog
som regel fuldstændigt af storken, så
det ikke umiddelbart er muligt at finde
spor efter dem i gylpmassen . Af og til
konstateres dog mumificerede rester af
frøer i gylpene eller omkring storkereder,
og nylige danske feltobservationer
har fastslået, at storken til tider tager
endog store mængder af frøer (Skov,
1989, 2003) .
Den nærmere analyse under stereolup
har endvidere i visse tilfælde afsløret
skeletrester, som formentlig stammer
fra frøer . Det er vistnok kun de største
springpadders kraftigste skeletdele,
der i så fald bevares, mens mindre
frøer, tudser, salamandre og haletudser
næppe efterlader sådanne spor .
Som nævnt under gennemgangen af
de forskellige insektgrupper kan små
insekter i gylpene til gengæld betragtes
som et indirekte spor efter storkens
indtag af padder . Storken indfanger
næppe selv så små insekter, men disse
konsumeres af padder, som sluger dem
hele, hvorefter de følger med som et
sekundært bytte, når storken siden
fanger padderne . Det er ikke muligt
at udføre kvantitative beregninger på
dette grundlag, men et stort indhold
af små insekter i gylpene giver et fingerpeg
om, at storken har spist mange
padder . I de undersøgte gylp skiller
især materialet fra Vesløs (NV-Jylland)
sig ud ved et meget stort indhold af
små insekter, hvilket bekræfter tidligere
iagttagelser af, at storken her i meget
høj grad lever af frøer (Skov, 2003) .
Fisk Pisces
Større fisk efterlader restmateriale som
ryghvirvler og skæl i gylpene . Det er
tidligere iagttaget, at storken kan tage
endog ret store fisk (Lange, 1933), og i
nyere tid gives der flere eksempler på,
at danske storke i udstrakt grad har ernæret
sig ved at fiske i dambrug (Skov,
2003) . I den aktuelle undersøgelse
blev der dog kun registreret en enkelt
fisk, idet rygsøjlen fra en skalle Rutilus
rutilus med en længde på ca . 15 cm
blev fundet i gylp fra Ribe (SV-Jylland) .
Mindre fisk efterlader derimod ikke
synlige spor i gylpene .
Bløddyr Mullusca
Snegle blev fundet, som regel enkeltvis,
i en del storkegylp i form af
fragmenterede skaller . Det er vist nok
i alle tilfælde ferskvandssnegle, særlig
mosesnegle (Lymnaeidae), hvoraf hidtil
kun en enkelt, næsten intakt skal har
kunnet bestemmes til arten Galba truncatula,
der ofte træffes ved udtørrede
vandhuller . Vægten af skalbærende
snegle er estimeret i de 8 udvalgte
serier, hvor de dog kun udgør ca . 0,2%
af byttedyrsmassen (frisk vægt) . Nøgne
snegle vil derimod næppe kunne spores
i gylpmassen .
Bemærk: Fragmenter fra blåmuslinger
Mytilus edulis blev registreret i to gylp
fra Ribe (SV-Jylland) . De er antagelig
blot et fyldmateriale, som storken
har slugt, ligesom den af og til sluger
småsten for at befordre fordøjelsen . De
betragtes derfor ikke som fødeemne .
Insekter
Kitindele er umiddelbart synlige i de
fleste af de undersøgte storkegylp, især
rester fra større biller . De ofte ganske
intakte, eller i hvert fald store brudstykker
af dækvinger, forbryst og hoved
indebærer, at udsortering og identifikation
af disse arter er ret ukompliceret .
Fragmenter fra mindre biller og andre
insekter med svagere kitinskelet (cuticula)
blev efter en yderligere opdeling
af materialet (se side ****kap . 3: 5)
eftersøgt ved 6-12 x forstørrelse under
en stereolup . Jo mindre fragmenter, des
vanskeligere er de at finde i gylpmassen,
ligesom sådanne stærkt fragmenterede
arter kan være vanskelige at
identificere og estimere antallet af .
Den estimerede masse (frisk vægt) af
insekter i de 8 udvalgte serier udgør
i gennemsnit ca . 27 g pr . 100 g gylp,
svarende til ca . 7% af storkens indtag
af delvis ufordøjelige byttedyr (fig . 9) . I
serien fra Brøns (SV-Jylland) udgjorde
de dog kun ca . 3%, men de i serien fra
Abild (SV-Jylland) udgjorde ca . 11%
(bilag 3) .
Insekter udgør således generelt en ret
beskeden andel af storkens fødemængde
i denne undersøgelse, men deres
store antal og artsrigdom i gylpene
afspejler i høj grad de vekslende strategier
i storkens fødesøgningsadfærd .
Biller Coleoptera
Den overvejende mængde af større
kitinrester i gylpene stammer fra biller .
Ud fra disse fragmenter er det muligt
at bestemme alle større biller til art
eller slægt samt at foretage en nøjagtig
beregning af antallet . Løbebiller udgør
efter vægt den vigtigste billefamilie i
de undersøgte storkegylp, dernæst følger
vandkalve, ådselbiller, skarnbasser
og torbister samt flere andre billefamilier
af mindre betydning .
Materialet indeholder også fragmenter
af mindre biller og endog ganske små
arter, som først blev opdaget ved hjælp
af stereolup . Mindre biller kan optræde
i betydeligt antal i visse gylp, men deres
vægt udgør kun en meget lille del
af billernes samlede vægt . Formentlig
har storken ikke selv fanget de mindste
arter, der nok primært er blevet ædt af
andre dyr, især padder, som efterfølgende
er blevet ædt af storken .
Løbebiller Carabidae
Slægten Pterostichus, jordløbere,
omfatter de vigtigste løbebiller for
storken i alle de undersøgte gylpserier .
Det gælder primært for de to arter P .
melanarius og P. niger (fig . 6: 9-10), som
ligner hinanden i både habitus og levevis
. Disse mellemstore løbebiller kan
være meget almindelige i kultiverede
marker og enge, sidstnævnte desuden
i skove . Flere andre, noget mindre
Pterostichus-arter, som også jævnligt
optræder i storkegylpene, har kun
mindre betydning for storken .
Slægten Carabus omfatter vore allerstørste
løbebiller og er en gennemgående
komponent i storkens fødevalg .
Kratløber C. nemoralis (fig . 9: 2) og
kornet løber C. granulatus (fig . 9: 3) er
de almindeligste arter i kulturlandskabet
. De findes i marker og enge,