Fødeindhold i gylp fra hvid stork Ciconia ciconia i Danmark 1976-2003

More documents

Recommendations

Info

16 Mellemstore vandkalve, primært af slægterne Colymbetes og Acilius (fig . 10: 4), registreres også ret hyppigt . De udgør dog en mindre vægtmængde end de store vandkalve, og de mindste vandkalve (Agabus, Ilybius m .fl .) udgør en endnu mindre andel . Dette synes at bekræfte, at storken fortrinsvis opsøger de større arter og kun lejlighedsvis konsumerer de mindre . Der blev især registreret mange vandkalve i gylpserierne fra Nordjylland samt i serien fra Abild (SV-Jylland) . Den finere analyse af gylpmaterialet viste endvidere, at det indeholder rester af en del vandkalvelarver, især i form af kæber og i enkelte tilfælde forbrystet . Ådselbiller Silphidae Ådselbiller er mellemstore biller, som på trods af deres navn ofte lever af plantemateriale og gerne på dyrkede arealer, hvor de kan gøre skade på kimplanter . Massive angreb af Blitophaga- og Silpha-arterne (fig . 10: 2-3) ses jævnligt i kulturafgrøder . Ådselbiller optræder i storkens føde i alle de undersøgte gylpserier, lejlighedsvis i stort antal, og de tages også gerne af større springpadder . Silpha-arterne var især talrige i serierne fra SV-Jylland, mens Blitophaga opaca blev registreret i stort antal ved Vesløs (NV-Jylland) . De noget større ådselgravere Nicrophorus (fig . 10: 9) indgår også i storkens føde, men langt sjældnere . Skarnbasser og torbister Geotrupidae, Scarabaeidae Fra disse to nært beslægtede billefamilier har særligt skarnbasser betydning som fødeemne for storken . Markskarnbassen Geotrupes spiniger (fig . 10: 1) er så langt den almindeligste art . Den forekommer dog ikke jævnt fordelt i gylpmaterialet, men i stort antal på ganske få lokaliteter, i denne undersøgelse især i serierne fra Bolderslev (SØ- Jylland) og Vegger (NØ-Jylland) . Også en glat skarnbasse Geotrupes vernalis m Figur 10. Fragmenter af 1: Geotrupes spiniger, 2: Silpha obsura, 3: S. tristis, 4: Acilius sp., 5: Dytiscus sp., 6: Aphodius fimetarius, 7: A. fossor, 8: A. rufipes, 9: Nicrophorus sp., 10: Coccinella 7-punctata. Foto: S. Tolsgaard. er identificeret fra Vegger . Mellemstore møgbiller af slægten Aphodius ses også i betydeligt antal og mere jævnt fordelt, især vore to største arter, A. fossor og A. rufipes (fig . 10: 7-8) . Samlet har de mindre vægt end skarnbasserne, men begge gruppers forekomst i gylpene vidner om, at storken har fourageret på græssede overdrev . Det bør her bemærkes, at skarnbasser og møgbiller generelt synes i markant tilbagegang i kulturlandskabet, idet enge og overdrev med vedvarende græsning er en langt mindre udbredt
driftsform end tidligere, og livsbetingelserne for disse biller er derfor stærkt forringet mange steder (Hansen, 2008) . Bemærk: Uldtorbister af arten Trox sabulosum blev fundet i enkelte storkegylp . De er fuldstændig velbevarede og betragtes som sekundære elementer i gylpene, hvor de yngler og gennemfører deres larvestadium . Øvrige billefamiler Coleoptera Et stort antal andre billearter fandtes i storkegylpene . De fleste af disse er dog ret små og betyder kun overordentlig lidt for storkens samlede fødeindtag, om end visse arter kan forekomme i betydeligt antal . Blandt de arter, der er fundet i større antal, må især kornsmældere Agriotes nævnes . De er ofte talrige og skadelige i korn- og græsmarker . Også syvplettet mariemøne Coccinella septempunctata (fig . 10: 10) blev registreret i pænt antal, især i gylpserien fra Vesløs (NV-Jylland) . Også mange andre arter, bl .a . rovbiller, Staphylinidae, stumpbiller, Histeridae, vandkærer, Hydrophilidae, blødbiller, Cantharidae, bladbiller, Chrysomelidae, og snudebiller, Curucurlionidae, blev fundet i materialet . De fundne arter fra disse billefamilier er overvejende små eller endog meget små, og man må regne med, at deres forekomst i gylpene ofte skyldes, at de primært er blevet ædt af padder, som derefter er blevet taget af storken . Der var især mange små biller i storkegylpene fra Vesløs (NV-Jylland) . Bemærk: I artsoversigten (bilag 3) er generelt kun de noget større arter (> ca . 50 mg) anført særskilt, mens de mange mindre arter er anført som „diverse“ uden at være nærmere bestemt . Øvrige insekter Insecta De fleste insekter efterlader ikke nær så tydelige spor i gylpene som biller, idet de har et meget svagere kitinskelet . Kun enkelte fragmenter fra større vandtæge-arter blev registreret i løbet af den indledende, visuelle gennemgang af materialet . En detaljeret gennemgang af det finere restmateriale under en stereolup ved 6-12 x forstørrelse viste dog, at der var små fragmenter af mange andre insekter til stede i storkegylpene . Det drejer sig bl .a . om kæber fra guldsmedelarver, vandkalvelarver og markgræshopper, hoveder og vinger fra tæger, cikader, hvepse og myrer, bidetænger fra ørentviste, hovedkapsler fra stankelbenslarver etc . En gennemgang af materialet på dette niveau er særdeles kompleks og tidskrævende, idet man undervejs opdager stadig mindre fragmenter af talrige arter . Estimering af individantal og vægt er generelt mere usikker, og det er muligt, at storken har spist endnu flere insekter, som blot ikke har efterladt sig synlige eller identificerbare spor . Insektgrupperne gennemgås i det følgende i rækkefølge efter deres samlede masse, som den foreløbig er blevet estimeret i denne undersøgelse . Guldsmede Anisoptera Den langt overvejende del af de identificerbare guldsmede er larver af de store guldsmede af slægten Aeschna, idet disse larvers kæber (fig . 11: 1) og bagkropsvedhæng (cerci) (fig .11: 2) blev registreret i antal i storkegylpene . Specielt i gylpserien fra Abild (SV-Jylland) forekommer Aeschna-larver i stort antal sammen med bl .a . vandkalve, mens de er fundet i mindre antal i andre serier . Der blev også fundet enkelte hoveder, bagkropsvedhæng samt cuticula-rester fra andre guldsmedearter, endda fra voksne guldsmede, men det har ikke været muligt at identificere disse nærmere . Græshopper Orthoptera Fragmenter fra markgræshopper, Acrididae, er registreret i adskillige gylp, fra Vegger (NØ-Jylland) bl .a . den store og efterhånden sjældne sumpgræshoppe Mecistethus grossus (fig . 11: 6-7) . De bedst bevarede fragmenter er som regel kæber (fig . 11: 4), men også hoved, ben og vinger (fig . 11: 5-7) kan være bevaret, om end det kan være vanskeligt at estimere antal, stadium og masse ud fra de små fragmenter . 17
Page 1 and 2: Fødeindhold i gylp fra hvid stork
Page 3 and 4: Indhold Sammenfatning . . . . . . .
Page 5 and 6: Summary Food contents in pellets of
Page 7 and 8: Beskrivelse af storkegylpene De ana
Page 9 and 10: 4 . Den i sien tilbageværende, gro
Page 11 and 12: Serierne fra NV-Jylland (1: Vesløs
Page 13 and 14: på regnorme . Den blev fundet i p
Page 15: sidstnævnte især på ret fugtige
Page 19 and 20: To metoder blev anvendt til estimer
Page 21 and 22: Tidligere undersøgelser Skovgaard
Page 23 and 24: Diskussion Det er velkendt, at stor
Page 25 and 26: BILAG 1 Beskrivelse af udvalgte lok
Page 27 and 28: Taxa ca. > Mg/eks. Behov/dag Sumpsn
Page 29 and 30: Taxa (fortsat) Serie > VESL RIBE AB
Page 31 and 32: UTM (fortsat) Lokalitet Anvendt g G

Fødeindhold i gylp fra hvid stork Ciconia ciconia i Danmark 1976-2003

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?