IRKEbladet - Sdr. Bjert Kirke

Sdr. Bjert Sogn
K irkebladet
Blikkene kan krydse kløften....
Kunsten ”at tale sig til rette” eller ”sammen
at tale sig frem til noget” virker ikke til at
være i særlig høj kurs. Måske fordi den gode
samtale tager tid, og kræver respekt og
ægte vilje til at forstå hinanden. Den kræver
mod til ikke at være enige og alligevel
kunne rumme hinanden.
Vi hører om det i de store sammenhænge:
i politik, forhandlinger, konflikter og krige.
Vi mærker det der, hvor det gør allermest
ondt: mellem mennesker, vi holder af.
Som når Niels Hausgaard i ”Lang vej til
Kina” fortæller om de to, der sidder ved
køkkenbordet og ikke kan finde et eneste
ord, der kan slå bro. Der er lang vej til Kina,
siger han, men alligevel skulle han nok
kunne rejse dertil – men til hende, der sidder
på den anden side af bordet, er rejsen
alt for lang. Ordene er borte eller bliver fordrejet
og misforstået. De ser ned i bordet.
De kan ikke nå hinanden mere.
Da jeg for et stykke tid siden talte med
nogen om samtalens trange kår, nævnte
en ven et citat, som jeg ikke har kunnet
glemme:
“Samtalen udgår fra bundløsheden i den
andens øjne, men finder også der sin grund
til at tie og erkende sin magtesløshed. Mod
hinanden står to virkeligheder på hver sin
side af en kløft, som ikke kan jævnes ud.
Men blikkene kan krydse kløften.”
Samtalen må grunde sig på den ydmyghed
og respekt, det er at vide, at vi trods alle
vores oprigtige ønsker om virkelig at forstå,
aldrig kommer helt ind i et andet menneskes
sjæl. Det er det, der så smukt i citatet
kaldes ”bundløsheden i den andens øjne”.
Der er et dyb i det andet menneske, som
altid vil være en gåde for mig. Den afmagt
kan være som en kløft og kan friste os til at
give op. Men afmagten er ikke håbløshed,
fortæller citatet. ”Blikkene kan krydse
kløften”. Vi kan ville hinanden på tværs af
alle forskelligheder og på trods af det, vi
ikke ser ens på. Vi kan holde samtalen åben
som en våge, der ellers alt for let fryser til.
For mig er vores lille skulptur ”To Mennesker”
uden for sognehuset en påmindelse om
det. Da kunstneren Erik Heide viste os en
lille bronzefigur som forslag til skulpturen,
var de to figurer helt smeltet sammen. Men
da den rigtige skulptur kom, var der en
ganske lille afstand mellem de to mennesker,
måske 3 mm. Hvorfor mon det? Jeg spurgte
Erik Heide, og han svarede: ”Det er
respekten.
Vi må aldrig tro, at vi kender et andet
menneske helt.”
Det er godt for os at blive mindet om denne
respekt, den lille afstand, det bundløse
i den andens øjne. Det, der giver liv til
samtalen og holder os fast. Og det er godt
for os at se skulpturen derude i den lille
have, så vi bliver mindet om, at vi er
sammen trods afstanden, for samtalen
findes og blikkene kan krydse kløften.
Det kunne jo være
vores sommerløfte
til hinanden: at holde
hinandens blikke
fast tværs over kløften,
og give os tid til den
gode, dybe respektfulde
samtale.
Tine Illum
3