Læs allerede nu artiklen om sagen her - Horten

Ny dom fra Højesteret på vejområdet om gyldigheden af et standsningsforbud
Højesteret har ved dom af 28. november 2011 frifundet Københavns Kommune i en
sag, hvor en erhvervsdrivende fra gågaden Rosengården i København bl.a. havde
gjort indsigelse mod gyldigheden af kommunens afgørelse om at indføre et tidsbegrænset
standsningsforbud i Rosengården. Herved blev landsrettens dom ændret, da
Højesteret kom frem til, at en manglende partshøring af den erhvervsdrivende ikke
havde været konkret væsentlig, og at der derfor ikke var grundlag for at fastslå, at det
af Københavns Kommune indførte standsningsforbud var ugyldigt. Herudover fandt
Højesteret det godtgjort, at kommunens afgørelse var båret af saglige hensyn (ej
magtfordrejning), og at afgørelsen om indførelse af standsningsforbuddet var proportional.
Endelig fandt Højesteret ikke, at afgørelsen om standsningsforbuddet udgjorde
ekspropriation i forhold til virksomheden, da der ikke var grundlag for at fravige
udgangspunktet om, at der var tale om en erstatningsfri generel regulering i den
konkrete sag.
Baggrund
Københavns Kommune besluttede i efteråret 2007 med samtykke fra politiet at indføre
et tidsbegrænset standsningsforbud (klokken 11-17) i Rosengården, der er en offentlig
vej i den centrale del af København, i medfør af færdselslovens § 92. Københavns
Kommune foretog ikke før beslutningen partshøring af beboere og erhvervsdrivende
m.fl. i Rosengården, ligesom kommunen ikke begrundede sin afgørelse om
indførelse af standsningsforbuddet.
Kommunens afgørelse om indførelse af standsningsforbuddet fik imidlertid en erhvervsdrivende
i Rosengården til at klage til Rigspolitiet. Den erhvervsdrivende
gjorde i den forbindelse bl.a. gældende, at den pågældendes virksomhed i særlig
grad blev berørt at standsningsforbuddet, og at der derfor burde være foretaget en
partshøring af virksomheden, inden kommunen traf afgørelse om at indføre standsningsforbuddet.
Rigspolitiet fandt ikke, at den erhvervsdrivende var klageberettiget i
forhold til Københavns Kommunes indførelse af standsningsforbuddet, da virksomheden
ikke havde den fornødne væsentlige, direkte og individuelle interesse i sagen.
Den erhvervsdrivende indbragte herefter sagen for Østre Landsret.
Landsrettens dom
Landsretten fandt, at virksomheden havde en retlig interesse i søgsmålet. Landsretten
lagde i den forbindelse til grund, at driften af virksomheden i et ikke ubetydeligt
omfang kræver, at virksomhedens ansatte har mulighed for at aflevere og afhente
materialer og værktøj i løbet af en arbejdsdag, herunder også i det af standsningsforbuddet
omfattede tidsrum.
Henset til, at virksomheden var specifikt nævnt i en række klager vedrørende overtrædelse
af det allerede eksisterende parkeringsforbud i gågaden, og henset til, at
kommunen burde have indset, at virksomheden kunne adskille sig fra almindelig butiksvirksomhed
i gaden med hensyn til behovet for kortvarige standsninger, fandt
landsretten endvidere, at virksomheden havde en så væsentlig, direkte og individuel

interesse i sagen, at virksomheden måtte anses for part under sagen og derfor burde
have været partshørt, inden der blev truffet afgørelse om indførelse af standsningsforbuddet.
Da landsretten ikke fandt, at Københavns Kommune havde godtgjort, at det var
utvivlsomt, at en partshøring af virksomheden ikke ville have medført en anden afgørelse,
erklærede landsretten standsningsforbuddet for ugyldigt. Københavns
Kommune valgte at anke landsrettens dom til Højesteret.
Vores vurdering af partshøringsproblematikken på baggrund af Højesterets
dom
Af dommen kan udledes, at Højesteret anser en kommunes beslutning om at indføre
et standsningsforbud på en offentlig vej med hjemmel i færdselslovens § 92, stk. 1,
nr. 1, som en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Der er tale om en generel regulering,
hvis sigte alene er at regulere objektivt bestemte situationer (standsninger i et
givent tidsrum), og som alene rammer en abstrakt personkreds, men standsningsforbuddets
generelle karakter ændrer ikke på, at der træffes en afgørelse i forvaltningslovens
forstand. De kommunale vejforvaltninger må på denne baggrund indstille
sig på, at når de ofte med samtykke fra politiet fastsætter, hvad der skal være
ret på et offentligretligt grundlag med hjemmel i f.eks. vejlovene eller færdselsloven,
så har de dermed truffet en afgørelse i forvaltningslovens forstand.
Det afgørende i forhold til, om partsrettighederne i forvaltningsloven herefter skal
overholdes i sådanne sager, hvor der er truffet en afgørelse af generel karakter, er om
afgørelsen berører enkelte borgere eller erhvervsdrivende på en så væsentlig og individuel
måde, at der er parter i sagen. Højesteret anførte i dommen følgende om denne
vurdering:
"Henset til baggrunden for, at kommunen genoptog sagen, og efter det ovenfor anførte
om selskabets brug af muligheden for at standse i Rosengården finder Højesteret,
at selskabet på trods af standsningsforbuddets generelle karakter måtte anses
for at være så væsentligt og individuelt berørt heraf, at selskabet skulle tillægges
partsstatus."
Med anvendelsen af formuleringen, at selskabet var part på trods af afgørelsens generelle
karakter, sender Højesteret et signal om, at det fortsat er hovedreglen, at der
ikke er parter i sådanne generelle sager.
Dette ændrer imidlertid ikke på, at kommunerne også fremover bør være opmærksomme
på, at der ved indførelse af standsningsforbud i medfør af færdselslovens §
92 kan være beboere og/eller erhvervsdrivende der bliver berørt af standsningsforbuddet
på en så væsentlig måde, at de må betragtes som parter i forhold til kommunes
afgørelse om indførelse af standsningsforbuddet, og at de derfor skal partshøres
og have en begrundelse mv. Og dette skal kommunerne være særligt opmærksomme
på, når en sag er taget under behandling på baggrund af klager over et enkelt firmas
adfærd, eller hvis der i øvrigt er forhold i sagen, der indebærer, at enkeltpersoner eller
selskaber må anses for at kunne have en helt særlig interesse i sagen.
Vi vil på baggrund af ovennævnte anbefale, at jo mere indgribende beslutninger en
kommune agter at træffe, jo mere opmærksomme er kommunen på de forvaltningsprocessuelle
regler under behandlingen af sagen.
2.

Er der tvivl om, hvorvidt nogen har partsstatus i en konkret sag, eller bør kommunen
under alle omstændigheder henset til sagens karakter inddrage borgerne i behandlingen
af sagen, anbefaler vi endvidere, at kommunerne meropfylder sine forpligtigelser
ved at inddrage borgere og erhvervsdrivende f.eks. i forbindelse med beslutninger
om at indføre standsningsforbudszoner mv. i de pågældende gader, hvilket
bl.a. kan ske ved udsendelsen af en orienteringsskrivelse om den påtænkte regulering.
Inddragelsen af beboere og erhvervsdrivende skal ske bl.a. med henblik på en konstatering
af, om der måtte være nogen i gaden, som i særlig grad vil blive berørt af et
eventuelt standsningsforbud. Viser der sig at være beboere eller erhvervsdrivende
der i særlig grad bliver berørt af det påtænkte standsningsforbud, bør der foretages
en egentlig partshøring af de pågældende, ligesom en efterfølgende afgørelse om
indførelse af en standsningsforbudszone vil skulle begrundes over for disse, jf. forvaltningslovens
§ 24 og § 25.
De øvrige beboere og erhvervsdrivende, som har reageret på kommunens orienteringsskrivelse,
bør i givet fald også orienteres om kommunens afgørelse. Kommunen
bør i den forbindelse nævne, at brevet med afgørelsen alene er til orientering, og at
kommunen i øvrigt ikke har anset de pågældende som part i sagen.
Dommens betydning for anvendelsen af ugyldighedslæren
Det er meget glædeligt, at Højesteret ændrer på landsrettens dom i forhold til vurderingen
af, om den konstaterede partshøringsmangel skulle føre til ugyldighed. Højesteret
fandt det således ikke godtgjort, at der ved partshøring af virksomheden, inden
der blev truffet afgørelse om standsningsforbud, ville være fremkommet noget,
som kunne føre til en anden afgørelse. På denne baggrund fandt Højesteret heller
ikke grundlag for at fastslå, at afgørelsen om standsningsforbud var ugyldig som følgende
af manglende partshøring af virksomheden (den manglende partshøring var
konkret uvæsentlig).
Kommunen havde efter landsrettens dom arbejdet med at dokumentere grundlaget
for kommunens beslutning yderligere, og både kommunen og politiet havde et udarbejdet
notater om deres behandling af sagen, der er gengivet i sagsfremstillingen i
Højesteret dom.
Kommunen havde også efterfølgende gennemført en partshøring af selskabet og på
den baggrund truffet beslutning om at indføre standsningsforbuddet på ny, således
at standsningsforbuddet også kunne håndhæves i den mellemliggende periode med
landsrettens og Højesterets dom. Højesteret citerer kommunens efterfølgende afgørelse
i sagsfremstillingen i dommen fra side 4 til side 7, og der er derfor grund til at
tro, at indholdet af den efterfølgende afgørelse også har haft betydning for Højesterets
vurdering af den konkrete sag.
Dette understreger efter vores vurdering betydningen af, at de kommunale vejforvaltninger
grundigt overvejer, i hvilket omfang de kan forsøge at reparere på konstaterede
fejl på et så tidligt stadie af sagens behandling som muligt. Det vil stort set altid
være vores anbefaling, at konstaterede fejl skal søges repareret. Ofte vil det være
forbundet med administrativt besvær og betydelige omkostninger f.eks. i forhold til
tilbagebetalingen af allerede pålagte parkeringsafgifter, hvis betydningen af en afmærkning
skal ophæves, indtil der er truffet en afgørelse, som ikke er fejlbehæftet.
3.

I sådanne sager vil efterfølgende reparationer imidlertid også kunne tillægges betydning,
hvilket denne sag viser, og vejmyndighederne skal derfor også, om der kan tages
nogen tiltag hertil.
Læs Højesterets dom her
Kontakt
Hvis du har spørgsmål til ovenstående, er du velkommen til at kontakte advokat Anders
Valentiner-Branth, advokat Henrik Sauer, advokat Alex Puggaard eller advokatfuldmægtig
Jesper Husmer Vang.
4.