Læs allerede nu artiklen om sagen her - Horten

More documents

Recommendations

Info

interesse i sagen, at virksomheden måtte anses for part under sagen og derfor burde have været partshørt, inden der blev truffet afgørelse om indførelse af standsningsforbuddet. Da landsretten ikke fandt, at Københavns Kommune havde godtgjort, at det var utvivlsomt, at en partshøring af virksomheden ikke ville have medført en anden afgørelse, erklærede landsretten standsningsforbuddet for ugyldigt. Københavns Kommune valgte at anke landsrettens dom til Højesteret. Vores vurdering af partshøringsproblematikken på baggrund af Højesterets dom Af dommen kan udledes, at Højesteret anser en kommunes beslutning om at indføre et standsningsforbud på en offentlig vej med hjemmel i færdselslovens § 92, stk. 1, nr. 1, som en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Der er tale om en generel regulering, hvis sigte alene er at regulere objektivt bestemte situationer (standsninger i et givent tidsrum), og som alene rammer en abstrakt personkreds, men standsningsforbuddets generelle karakter ændrer ikke på, at der træffes en afgørelse i forvaltningslovens forstand. De kommunale vejforvaltninger må på denne baggrund indstille sig på, at når de ofte med samtykke fra politiet fastsætter, hvad der skal være ret på et offentligretligt grundlag med hjemmel i f.eks. vejlovene eller færdselsloven, så har de dermed truffet en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Det afgørende i forhold til, om partsrettighederne i forvaltningsloven herefter skal overholdes i sådanne sager, hvor der er truffet en afgørelse af generel karakter, er om afgørelsen berører enkelte borgere eller erhvervsdrivende på en så væsentlig og individuel måde, at der er parter i sagen. Højesteret anførte i dommen følgende om denne vurdering: "Henset til baggrunden for, at kommunen genoptog sagen, og efter det ovenfor anførte om selskabets brug af muligheden for at standse i Rosengården finder Højesteret, at selskabet på trods af standsningsforbuddets generelle karakter måtte anses for at være så væsentligt og individuelt berørt heraf, at selskabet skulle tillægges partsstatus." Med anvendelsen af formuleringen, at selskabet var part på trods af afgørelsens generelle karakter, sender Højesteret et signal om, at det fortsat er hovedreglen, at der ikke er parter i sådanne generelle sager. Dette ændrer imidlertid ikke på, at kommunerne også fremover bør være opmærksomme på, at der ved indførelse af standsningsforbud i medfør af færdselslovens § 92 kan være beboere og/eller erhvervsdrivende der bliver berørt af standsningsforbuddet på en så væsentlig måde, at de må betragtes som parter i forhold til kommunes afgørelse om indførelse af standsningsforbuddet, og at de derfor skal partshøres og have en begrundelse mv. Og dette skal kommunerne være særligt opmærksomme på, når en sag er taget under behandling på baggrund af klager over et enkelt firmas adfærd, eller hvis der i øvrigt er forhold i sagen, der indebærer, at enkeltpersoner eller selskaber må anses for at kunne have en helt særlig interesse i sagen. Vi vil på baggrund af ovennævnte anbefale, at jo mere indgribende beslutninger en kommune agter at træffe, jo mere opmærksomme er kommunen på de forvaltningsprocessuelle regler under behandlingen af sagen. 2.
Er der tvivl om, hvorvidt nogen har partsstatus i en konkret sag, eller bør kommunen under alle omstændigheder henset til sagens karakter inddrage borgerne i behandlingen af sagen, anbefaler vi endvidere, at kommunerne meropfylder sine forpligtigelser ved at inddrage borgere og erhvervsdrivende f.eks. i forbindelse med beslutninger om at indføre standsningsforbudszoner mv. i de pågældende gader, hvilket bl.a. kan ske ved udsendelsen af en orienteringsskrivelse om den påtænkte regulering. Inddragelsen af beboere og erhvervsdrivende skal ske bl.a. med henblik på en konstatering af, om der måtte være nogen i gaden, som i særlig grad vil blive berørt af et eventuelt standsningsforbud. Viser der sig at være beboere eller erhvervsdrivende der i særlig grad bliver berørt af det påtænkte standsningsforbud, bør der foretages en egentlig partshøring af de pågældende, ligesom en efterfølgende afgørelse om indførelse af en standsningsforbudszone vil skulle begrundes over for disse, jf. forvaltningslovens § 24 og § 25. De øvrige beboere og erhvervsdrivende, som har reageret på kommunens orienteringsskrivelse, bør i givet fald også orienteres om kommunens afgørelse. Kommunen bør i den forbindelse nævne, at brevet med afgørelsen alene er til orientering, og at kommunen i øvrigt ikke har anset de pågældende som part i sagen. Dommens betydning for anvendelsen af ugyldighedslæren Det er meget glædeligt, at Højesteret ændrer på landsrettens dom i forhold til vurderingen af, om den konstaterede partshøringsmangel skulle føre til ugyldighed. Højesteret fandt det således ikke godtgjort, at der ved partshøring af virksomheden, inden der blev truffet afgørelse om standsningsforbud, ville være fremkommet noget, som kunne føre til en anden afgørelse. På denne baggrund fandt Højesteret heller ikke grundlag for at fastslå, at afgørelsen om standsningsforbud var ugyldig som følgende af manglende partshøring af virksomheden (den manglende partshøring var konkret uvæsentlig). Kommunen havde efter landsrettens dom arbejdet med at dokumentere grundlaget for kommunens beslutning yderligere, og både kommunen og politiet havde et udarbejdet notater om deres behandling af sagen, der er gengivet i sagsfremstillingen i Højesteret dom. Kommunen havde også efterfølgende gennemført en partshøring af selskabet og på den baggrund truffet beslutning om at indføre standsningsforbuddet på ny, således at standsningsforbuddet også kunne håndhæves i den mellemliggende periode med landsrettens og Højesterets dom. Højesteret citerer kommunens efterfølgende afgørelse i sagsfremstillingen i dommen fra side 4 til side 7, og der er derfor grund til at tro, at indholdet af den efterfølgende afgørelse også har haft betydning for Højesterets vurdering af den konkrete sag. Dette understreger efter vores vurdering betydningen af, at de kommunale vejforvaltninger grundigt overvejer, i hvilket omfang de kan forsøge at reparere på konstaterede fejl på et så tidligt stadie af sagens behandling som muligt. Det vil stort set altid være vores anbefaling, at konstaterede fejl skal søges repareret. Ofte vil det være forbundet med administrativt besvær og betydelige omkostninger f.eks. i forhold til tilbagebetalingen af allerede pålagte parkeringsafgifter, hvis betydningen af en afmærkning skal ophæves, indtil der er truffet en afgørelse, som ikke er fejlbehæftet. 3.
Page 1: Ny dom fra Højesteret på vejområ

Læs allerede nu artiklen om sagen her - Horten

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?