Scener fra et skolebal 10
Den danske vinter findes – som en drøm Endnu en vinter er ved at gå på hæld - uden at vi har oplevet gjaldende frostdage med skøjteløb eller mødt hvirvlende snefnug og stumme spurve. Gråvejr, regn, regn - og musvitsang i utide er det blevet til. Hvor er vinteren blevet af? spørger man. Og svaret er måske, at den aldrig har været der, at vores forestilling om den danske vinter kun er erindringsforskydning og kunstnerisk falsum. Den danske vinter er måske bare noget, der findes i vore hoveder og i virkeligheden kun kan beses på Statens Museum for Kunst eller findes beskrevet i guldalderlitteraturen. I Højskolesangbogen (nr. 304) findes følgende lille vinterdigt af Christian Winther med en smuk melodi af Ad. Riis Magnussen: 1. Sneen dækker mark og mose, skoven står så mørk og brun, blank i vest går dagens rose bort af vintrens blå paulun 2. Tavshed bor på eng og høje, stjernen tindrer klart i luft, hver en busk har lukt sit øje, hver en stilk har gemt sin duft. 3. Alle blomsterbørn derude sove nu så sødt og tæt, ej den hvide vuggepude trykker deres åndedræt. 4. Poppelpilens hoved hælder tankefuldt, med sne belagt, ak, den drømmer vist! - hvad gælder? Om sin rige sommerdragt. Digtet stammer fra Chr. Winthers gennembrudsdigtsamling: „Digte“ (1828), og det rummer efter min mening i fortættet form den erindringsskabte myte om VINTEREN. I begyndelsen af 1820-erne opholdt Chr. Winther sig mere eller mindre ufrivilligt i Købelev Præstegård. Hans stedfar, den strenge Rasmus Møller, forlangte, at Chr. Winther omsider gjorde sine studier færdige langt fra storbyens fristelser. Faktisk blev Christian Winther cand. theol. i 1824, men han nåede samtidig at deltage energisk i herregårdsballer på egnen og charmere de giftefærdige godsejerdøtre. For mig er der ingen tvivl om, at digtet er skrevet på mindet om tiden på Nordlolland: det flade landskab med det vide udsyn og de stynede popler vidner herom. Og det er netop et idealiseret erindringsbillede: her er ingen stinkende vintergylle eller det mylder af hungerbørn, som en senere såkaldt „realistisk“ litteratur befolkede landskabet med. Digtet er bygget op over nogle grundmodsætninger: På den ene side sneen, den hvide vuggepude, natten, den blå nattehimmel, stjernen, tavsheden - og eftertanken. På den anden side alt det, der midlertidigt er borte, gemmer sig, sover: nemlig dagens rose, duften, blomsterbørnene, den rige sommerdragt, kort sagt kærligheden og (drifts-)livet. Samtidig er der en bevægelse i teksten fra det fjerne, åbne landskab, solen og himlen til det nære: spirerne under sneen - og via den besjælede poppel ind i poetens sindstilstand. For selvfølgelig er poplen et billede på digteren selv - og hele digtet er erindringen om den tankekontrollerede, rene, hvidtuskyldige drømmen om kærligheden. Måske sådan som Chr. Winther selv oplevede sin legende dans gennem de lollandske baller. Men samtidig vores allesammens forestilling om tilstanden før kroppen ta’r kontrollen, før sexualitetens kaos og støj fylder vores liv. Drømme har man lov at have, siges det. Hvis det er rigtigt, så kan jeg kun anbefale at synge Chr. Winthers og Riis Magnussens sang. Men måske skulle man istedet glæde sig over virkelighedens tidlige forår: blomstrende løgplanter, forvirrede harer, mjavende hunkatte i løbetid - og gyllen. Lars Boye Petersen 11
Change language