Kirkegårdskultur 2006 - Foreningen for Kirkegårdskultur

58
Elo’s bronzestatue, 1940.
Bispebjerg.
Pige med mindekrans,
1945.
en ved Søndermark Krematorium, hvor den klassiske og italienske
inspiration slår igennem i et stiliseret, modernistisk
formsprog.
En af de mere skelsættende ændringer, den nye begravelsesmåde
medførte, var askefællesgraven, hvor Danmarks første
blev indviet på Bispebjerg Kirkegård i København i 1926.
Siden hen fulgte mange både i hovedstadsområdet og rundt
om i landet. Og fra 1944 opnåede foreningen, at der blev
givet tilladelse til, at asken ikke nødvendigvis skulle nedsættes
i en urne, men kunne udtømmes direkte i jorden, så det
naturlig kredsløb på den måde blev sluttet.
Den anonyme fællesgrav rejste imidlertid et nyt problem, der
måtte tages stilling til, for her manglede jo i sagens natur
enhver form for udsmykning af gravstederne, da de ikke var
individuelt markerede og derfor heller ikke prydet af
gravsten. Resultatet kunne let blive et lidt forstemmende og
vindomblæst hjørne af kirkegården: en bar mark, hvor man
ikke gerne søgte hen. Løsningen blev dels donationer af
kunstværker til fællesgravene på de oftest kommunale kirkegårde,
men også udsmykning af krematorier og kapeller blev
tilgodeset og urneanlæg og kolombarier blev opført. Det var
en bemærkelsesværdig – og i mange sammenhænge siden
hen – overset indsats fra foreningens side.
Rundt om i foreningens festskrift i anledning af 75-års jubilæet
i 1956 ses flere eksempler på disse monumenter, og samme
sted kan man læse, at foreningen fandt det et naturligt
sted at starte, da det netop havde været ”kirkegårdenes forfærdelige
tilstand, der gav anledning til påbegyndelsen af
den moderne ligbrænding”.
Ofte havde udsmykningen en meget klar og tydelig symbolik,
der ikke bare refererede til døden, afsavnet og mindet,
men også direkte til ligbrændingens hovedideer. Billedhugger
Mathilius Schack Elo skabte i 1940 en bronzestatue til
urnehaven ved Bispebjerg Krematorium, der blev overdraget
Københavns Borgerrepræsentation i anledning af 100-års jubilæet
i 1940. Statuen gengiver en ung kvinde med oprakte
arme, der stiger op af den lutrende flamme. Døden fremstilles
her som en skøn og æstetisk efterstræbelsesværdig tilstand.
Men det kan også være døden som en stille og fordragelig
tilstand som i Elos bronzefigur ”Pige med mindekrans”,
skabt til urnefællesgraven på Horsens Kirkegård i 1945, hvor
den halvstore pige sidder i eftertænksomhed og fletter sin
mindekrans.
Den nok mest berømte udsmykning er Urnepigen, der blev