Kirkegårdskultur 2006 - Foreningen for Kirkegårdskultur

netop ser de flade liggesten fordelt over den grønne græsplæne
med de spredte træer og den tætte takshæk, der skaber
en på én gang intim og værdig stemning.
Det er næppe et tilfælde, at det var i mellemkrigsårene at ligbrændingssagen
for alvor vandt genklang bredt i befolkningen.
Det var også perioden, hvor Socialdemokratiet fik medgang
og for første gang kunne danne regering i 1924. Det var
en turbulent periode, hvor arbejdsløsheden steg, og der kom
økonomisk krise, men samtidig voksede det sociale engagement,
som Steinckes socialreform fra 1933 var et udtryk for,
og arbejderbevægelsen og fagforeningens arbejde for demokrati
og velfærd fik gennemslagskraft.
Alt dette afspejles i udviklingen på kirkegårdene og i diskussionerne
om det jævne og enkle gravsted, hvor forholdet
mellem gravsted og kirkegård i følge Brandt skulle være som
et harmonisk legeme, hvor gravstedet var cellen, der indgik i
den ’organiske leddeling’ og bidrog til og indordnede sig
under den overordnede helhed.
Metaforerne fra biologien lå ligefor for Brandt, og det gjorde
de også, da han i 1941 skabte den sekskantede afdeling i
gravrum nr. 15 på Mariebjerg, som han samme år beskrev
indgående i tidsskriftet ”Havekunst”. Det særlige afsnit for
urnebegravelser tog udgangspunkt i ”bicelle-systemet”, hvor
Mariebjerg.
Foto: Forfatteren.
61