Svampe 46.1

Fig. 4. Svampeboreren Octotemnus glabriculus, ca.
1,5 mm, er almindelig i Broget Læderporesvamp
(Trametes versicolor). Efter Hansen, 1951.
præsentant for biller knyttet til poresvampe,
men nogle af arterne forekommer dog også på
andre vednedbrydende svampe. Slægten er hos
os repræsenteret ved fire arter, hvoraf de to dog
ikke er fundet herhjemme siden 1800-tallet og
måske ikke længere tilhører den danske fauna.
Alle Triplax-arterne er overvejende rødgule
med undtagelse af dækvingerne, der er sorte,
metalblå eller metalgrønne. Arten Triplax russica
(fig. 3d), der har sorte dækvinger, lever især
i vednedbrydende svampe på Birk, både i Birkeporesvamp
og i Tøndersvamp. Arten er ret
sjælden, men dog fundet i mange egne af landet.
Således er den talrig i Høstemark Skov – sammen
med de ovennævnte arter Tigerskyggebille
og Netskyggebille (Mahler, 2001).
De biller der forekommer hyppigst og i størst
mængde i poresvampe, er biller tilhørende familien
Ciidae, Svampeborere (fig. 4). De er små,
typisk blot et par mm lange, ensfarvet brune eller
sorte, og meget træge i bevægelserne. Det
der afslører deres tilstedeværelse, er som regel
de gnavspor og det ekskrementsmuld, de har efterladt
sig, og som tit er iøjnefaldende, da billerne
ofte forekommer i massevis. I Danmark lever
ca. 25 arter af svampeborere. Mange af ar-
44
terne er vanskelige at kende fra hinanden. Fælles
for arterne er at de gennemfører hele deres
udvikling i værtssvampen, enkelte arter dog i
svampet ved. Mange af arterne udviser en høj
grad af værtsspecificitet, der menes at have forbindelse
med hyfestrukturen i svampene – nogle
svampeborere er tilsyneladende ikke i stand
til gnave sig igennem det seje svampevæv i fx
Broget Læderporesvamp (Trametes versicolor).
Nogle af svampeborer-arterne afløser hinanden
i et forudsigeligt successionsforløb i løbet af den
ofte lange periode, nedbrydningen af svampenes
frugtlegemer varer (Paviour-Smith, 1960).
Også de mindre iøjnefaldende, skorpe- eller
konsolformede vednedbrydende svampe som
lædersvampe og barksvampe bebos af biller. Således
er de to meget sjældne arter Tetratoma
desmarestii (fig. 5b) og Abdera biflexuosa (fig.
5a) begge knyttet til Ege-Voksskind (Peniophora
quercina), den førstnævnte også til Gul Lædersvamp
(Stereum hirsutum). Af mere almindelige
arter kan nævnes svampespringere (slægten
Orchesia), der især udmærker sig ved deres
evne til at foretage nogle gevaldige hop i kraft
af deres veludviklede bagben. O. undulata har
smukt gulbrunt- og mørktegnede dækvinger og
er almindelig på svampebevoksede løvtræsgrene.
O. micans, der er ensfarvet mørkebrun, yngler
bl.a. i Elle-Spejlporesvamp (Inonotus radiatus)
på El. Sidstnævnte svamp huser også arterne
Abdera affinis og A. flexuosa.
Svampe er generelt en næringsrig spise. Men
det at kunne udnytte svampe effektivt som fødekilde
kræver en særlig udrustning hvad angår
fordøjelsesenzymer. Det skyldes at svampe har
en noget anden biokemisk sammensætning end
Fig. 5 a: Abdera biflexuosa (ca. 3 mm) og b: Detratoma
desmarestii (ca. 4 mm) er to meget sjældne biller
knyttet til bark- og lædersvampe. Foto Palle Jørum.