Afdansningsbal - Friskolebladet

Et kapitel af dannelsens danmarkshistorie
Afdansningsbal
Det er afdansningsballernes tid! Danseskolerne afslutter
traditionen tro sæsonens danseundervisning med afdansningsbal.
En reminiscens fra de store ballers tid i 1800-tallet, hvor
dansen som social omgangsform og kontakt mellem kønnene
havde afgørende betydning.
Danseskolerne opstod som skoler for borgerlig dannelse.
Dansetime, illustration fra Illustreret Tidende, 17. okt.1897.
Min yngste datter på 11 år var også til afdansningsbal
- og det var vi som hendes forældre naturligvis også.
Hun går på et hold, der hedder "hip-hop", som er en
skønsom blanding af showdance, hip-hop og sikkert
en masse andet, som jeg ikke har forstand på.
Jeg har selv gået til dans som barn, næppe af lyst,
men husker ikke vi dengang som børn af provinsbyborgerskabet
blev belemret med krav om indre motivation.
Vi dansede vals, foxtrot, polka - og jeg kan
stadig huske danselærerindens stemme: "et chassé, to
chassé, rundt, rundt... Det var altid pardans - med
dansefatning: nervøst svedige hænder om pastelfarvede
nylonkjoler.
Min datter og jeg
På min datters dansehold rører de ikke ved hinanden!
Der er ikke noget, der hedder dansefatning - alle dan-
Danseskoler:
Små frie skoler uden statstilskud,
tilsyn - eller krav om
at stå mål med noget som
helst.
Hverken LO, DA, staten, EU
eller Københavns Borgerrepræsentation
kan sætte
rammer og mål for danseskolernes
faglighed.
Men frihed eksisterer aldrig i
et tomrum.
Heller ikke danseskolerne...
ser hver for sig med ansigtet mod
danseinstruktøren. Men de gør det
samme på samme tid.
Det jeg lærte på danseskole i
60'erne var pardans; det var selskabsdans.
Vi skulle lære det for at
undgå at gøre os selv og vore forældre
til grin. Vi blev trænet i at begå os
dannet, for det var der ingen, der
forestillede sig, at vi ville gøre af os
selv. Der skulle skoling til.
Min datter bliver ikke dannet af at
gå til hip-hop. Hun kan ikke uden videre
bruge, hvad hun lærer, i selskabslivet.
Det, hun lærer, er at optræde,
hun lærer koordination og koreografi.
Bevægelserne er koreograferede
til et helt bestemt stykke musik,
og dansen kan ikke uden videre anvendes
til et andet stykke musik. Hele forløbet er nøje
indøvet og fastlagt; det er "show", opvisning for et
publikum.
Som mangeårig instruktør af en forsamlingshusrevy
kan jeg alligevel ikke undgå en snert af misundelse
over hip-hoppernes tekniske beherskelse af koreografien
- og kan trods oplæring i svedige dansefatninger
ikke undslå mig for beundring og fascination af, hvad
det er, min datter kan, som jeg ikke kan - skønt jeg
naturligvis hellere vil fortælle hende, hvad jeg kan,
som hun ikke kan.
Men vi har begge gået på danseskole...
Skoler for borgerlig dannelse
Danseskoler handler om dannelse. Ikke almen-dannelse
men borgerlig dannelse - dannelse i at begå sig
i selskabslivet.
175

176
Dannelsesbegrebet har hyppigt været til diskussion
i de seneste år. I højskolesammenhæng er det blevet
diskuteret, om "almen dannelse" overhovedet betyder
noget mere. Om der er nogen sammenhængskraft tilbage
i begrebet. Og dannelsesbegrebet luftes i forbindelse
med den nye gymnasiereform, hvor geografi og
latin ser ud til at være på vej ud og historie og kreative
fag mister vægt. Og bag kampen om folkeskolens
"faglighed" ligger uenigheder om, hvad nødvendig
dannelse består i.
Dansesskolerne er i modsætning til andre skoler fri
for kævl om dannelsesbegrebets indhold og relevans.
Danseskolerne behøver ikke anden begrundelse end
at de er der. De skal blot overleve - på markedets betingelser.
Sådan har det altid været med danseskoler.
De skal hverken stå mål med dette eller hint, de skal
hverken kvalificere til erhvers- eller åndsliv. Som
selvstændige virksomheder skal de blot skaffe kunder
- og indfri deres behov så godt, at der kommer kunder
igen til næste sæson. Efter afdansningsballet.
Den pædagogiske debat er derfor spagfærdig sammenlignet
med andre skoleformers. Danseskolerne
har heller ikke noget statsunderstøttet pædagogisk
universitet, ingen offentlige understøttede seminarier,
ingen embedsmænd - og de kan ikke skabe overskrifter
om mistet konkurrenceevne, forældres og læreres
uduelighed og børns konstant faldende kvalitet. Men
det betyder ikke, at danseskolerne ikke har betydning.
De er en del af dannelseshistorien, som blot ikke
får samme opmærksomhed som andre skoler (inklusive
friskolerne).
De store baller
Danseskolerne opgave var oprindeligt at indlære reglerne
for socialt samspil mellem dannede borgere -
og at føre kønnene sammen med henblik på ægteskab.
For kvindernes vedkommende var ægteskab
vejen til fremtidig forsørgelse - og næsten den eneste
karrieremulighed, der kunne give social opstigning.
Derfor blev der på danseskolerne undervist i andet
end dans. Der blev undervist i dannelse i bred forstand.
De unge skulle lære at mestre de sociale koder.
Allerede i 1700-tallet betonedes det, at danseundervisningens
formål var at lære de unge at begå sig i
selskabslivet med værdighed. Ud over at lære dans,
skulle man lære gode manerer. Opøvelse i pardansen
var afgørende for ens chancer ved de store baller, der
Vals med solid dansefatning. Afdansningbal i Susanne
Venø's Danseinstitut, Slagelse, 2003.
blev arrangeret for at de unge kunne møde hinanden
- under voksenopsyn og under kontrollerede
former. En ung kvinde af borgerskabet levede tilbagetrukket
bag hjemmets beskyttende mure, indtil
hun var gammel nok - og udlært i dannede manerer
og dans - til at blive introduceret for standsfæller til
ballerne.
Til ballerne skulle alle herrer danse med alle damer.
Ballet begyndte med fælles indgangsmarch,
toppunktet var kotillonen, og ballet afsluttedes med
lancier og champagnegaloppen. Tempoet og de fysiske
anstrengelser var så store, at man ikke kunne tale
sammen under dansen.
Danseinstruktørerne havde som oftest en baggrund
i militæret eller ved balletten.
Den borgerlige dannelse går i skred
I begyndelsen af 1900-tallet ændrer dansen karakter.
De store ballers tid var ved at klinge ud, og nye danse
vandt indpas: tango, foxtrot - og senere - jazzen,
som åbnede for improvisationer - og det markerer
begyndelsen til det, vi kalder moderne dans.
De sociale konventioner forandredes; der blev nu
tid til småsnak under dansen, og man dansede nu
mest med dem, man kendte i forvejen. Dansen flyttedes
fra de store balsale til restauranter og private
hjem.
Formerne blev friere - og dans ikke længere kun

Hip-hopperne viser showdance. Afdansningbal i Susanne Venø's Danseinstitut, Slagelse, 2003.
til selskabsbrug. Dans bliver nemlig også sport.
I 1919 blev den første tango-konkurrence under
stor mediebevågenhed afholdt i København. Mange
nye danse fra udlandet skabte tilstrømning til danseskolerne,
hvor man kunne lære det nyeste nye: rumba,
black bottom og charleston og mange flere. Dans
bliver mode.
Pligtdansen afløses af lystdans.
Der blev afholdt flere og flere danseturneringer, og
danseskolerne prøvede at manøvrere mellem to poler:
selskabsdans og dans som sport.
De "udannede"
Beherskelse har altid været et vigtigt element i danseskolernes
dannelsesopgave. Drivkraften bag dans var
naturligvis erotikken, målet bl.a. at skabe fysisk kontakt
mellem kønnene - men vel at mærke på en regelstyret
og kontrolleret måde.
Det uhæmmede begær er dansens undergang.
Dannelse er grundlæggende en civilisatorisk overbygning
på driftlivet. Derfor oplevedes fremkomsten
af den frie dans i dens mange afskygninger som en
trussel mod danseskolerne.
De latinamerikanske danse, som slog igennem efter
2. Verdenskrig, viste brutalt, at dans får benzin til motoren
fra skinbarlig sanselighed og sexualitet. Med
jitterbug og rock'n'roll i 50'erne og 60'erne blev
det værre endnu, og danseskolerne begyndte at miste
taget i ungdommen. De nye frie danse udfoldede sig
nemlig fint uden instruktion - på dansegulvet. De
dansende lærte nye variationer ved blot at se på hinanden.
Formløsheden kastede danseskolerne ud i en
(dannelses)krise - og der blev arbejdet ihærdigt for at
få fastlagt bindende nationale mål og fælles standarder
for dansene.
Med rock og senere techno bliver ekstasen målet -
og en stor del af ungdommens dansekultur unddrog
sig fuldstændigt danseskolerne. Dannelse forudsætter
beherskelse, anstand, mens de vilde danseformer
uden for danseskolerne repræsenterede en ungdomskultur,
som tog afstand fra danseskolernes dannelsesideal.
Al tale om dannelse bygger på en grad af tvang -
skønt det ikke er dannet at nævne det. Al dannelsessnak
handler nemlig om, hvad de andre skal gøre og
kunne - om de har lyst eller ej (ofte ej). Dem, der taler
om dannelse, opfatter sig altid selv som dannede.
Fra dannelse til uddannelse
Heldigvis - for danseskolerne - fik de udannede danse
i 70'erne et modspil. Disco-bølgen med Travolta,
filmene "Saturday Night Feever" og - ikke mindst
"Grease" - introducerede de showprægede danse, der
var iscenesatte og tilrettelagte i mindste detalje - udsprunget
som de var af filmmediet. Senere dansefor-
177

178
mer som breakdance, hip-hop og showdance kunne
danseskolerne også indoptage i repertoiret. De krævede
instudering, teknik og stram koreografi.
Fælles for dem alle er dog, at de ikke er selskabsdanse,
de danses ikke parvis, og der er normalt ikke
fysisk kontakt eller øjenkontakt mellem de dansende.
Der danses individuelt men på samme tid og på samme
måde.
Dannelsen mister fatningen
I vals er dansen bygget op om en solid dansefatning.
Den bliver løsere og mere varieret i de latinamerikanske
danse. I jitterbug og rock forsvinder den - og i
techno er dansepartneren helt forduftet. I techno danser
man som en kollektiv masse. Ekstase og suggestion
er formålet.
Også i hip-hop, breakdance og showdanse er dansefatningen
og dansepartneren forsvundet. Der er ikke
tale om selskabsdans. Dansen er individualiseret.
Dannelsesmålet er i sidste ende at vise sig frem for et
publikum af ikke-dansende.
Dannelsesidealet har ændret sig fra beherskelse af
borgerlige omgangsformer til selviscenesættelse.
Af-dannelses-bal
Det indlysende dannelsesmål er forsvundet, og danseskolerne
udbyder en lang række forskellige "kurser",
hvorimellem der er frit valg: klassisk dans for
børn, hip-hop, voksendans som hobby, aerobic og
sportsdans og motion.
Danseskolernes historie viser vanskelighederne
ved at definere begrebet "dannelse".
Dannelsesbegrebet er i dag kun begribeligt ved sin
historiske reference. Det henter m.a.o. sit indhold i
det, der ikke længere er. Det er svært at se andet fællesstræk
bag danseskolernes udbud i dag end "dans
som koreograferet kropslig udfoldelse til musik". Man
danner og uddanner i mange retninger på samme tid.
Fra 1930'erne til 50'erne gik en tredjedel af alle
børn på et eller andet tidspunkt på danseskole.
I dag er det mindre end hvert tredje barn. Og pigerne
dominerer. Derfor må de fleste piger danse med
piger. Dansen har mistet den bredde, som den havde
helt op i 60'erne.
Indtil 60'erne gik børnene til dans, fordi forældrene
ville de. I dag gør de det af lyst - eller bliver væk.
Dansen har mistet sin dannelsesmæssige betydning.
Den er et fritidstilbud blandt andre - og må konkurre-
re med ridning, svømning og børne-gokart.
Selvstændige virksomheder
Danseskolerne har altid været organiseret som små
selvstændige virksomheder og overlevet på markedets
vilkår. Derfor har de gennem tiden arbejdet ihærdigt
for, at andre udbydere af fritidsaktiviteter - aftenskoler,
kommunale ungdomstilbud m.v. - ikke skulle
have lov til at udbyde dans, da det pga.. af de offentlige
støttekroner ville give danseskolerne unfair konkurrence.
Det er også lykkedes. Bortset fra folkedans, må der
ikke tilbydes danseundervisning under fritidsloven.
Men sejren har været dyr, for i takt med, at danseskolerne
har mistet deres dannelsesmæssige opgave,
er det blevet forholdsvis dyrere at gå til dans end at
deltage i de mange andre fritidstilbud, som der ydes
offentligt tilskud til.
Dannelse, borgerlig som almen, forudsætter en forældregeneration,
som føler sig så berettiget til at opdrage
børnene. Den berettigelse er der ikke længere
mange, der ser i dansen. Beherskelse af klassiske danse
indgår ikke i dannelsesidealet for det moderne
konkurrence- og karrieresamfund. I selskabslivet klarer
man sig i dag fint med et par alment gangbare
dansetrin, som stort set går an til det meste af den musik,
der bruges som dansemusik. Det er sjældent i
dansen, vi træffer nye mennesker.
Vi går ikke længere til dans af dannelsesmæssige
årsager.
Men derfor kan der jo sagtens være mange andre,
gode grunde til at gøre det! Det er stadig sjovt at danse
- det er blot ikke nødvendigt. Uden nødvendighed
mister dannelsesbegrebet sin betydning.
Men det gør danseskolerne ikke.
Min datter fortalte mig til afdansningsballet, at hun
til næste sæson gerne vil gå til klassisk dans - ud over
hip-hop . "Det ser også meget sjovt ud", sagde hun.
Det får hun sikkert lov til.
Når hun nu har lyst...
Claudi Clausen