September - oktober - november 2010 - Bogense kirke

Prædiken fra
Rosenfestivalen
Søndag den 8. august 2010 kl. 10 i Bogense kirke
Evangelieteksten til 10. søndag efter trinitatis, 2.tekstrække:
Matthæusevangeliet kap 11 vers 16-24:
Når Jesus i dagens tekst skælder en gruppe mennesker
ud, er det egentlig lidt mærkeligt, at han
bruger den lignelse, han gør. For han sammenligner
menneskegruppen med nogle børn der spiller
fløjte for nogle børn, der ikke vil danse efter de
fløjtespillende børns pibe... Og vi har jo lige hørt,
da Bjarke, Nikoline og Rune før blev døbt, at Jesus
siger: ”Lad de små børn komme til mig ... for
gudsriget er deres”. En så positiv holdning til børn
passer dårligt med den negative holdning, der er i
scenen med de fløjtespillende børn.
Men det er jo sådan, at sammenhængen hvori
fortællingerne om børnene er brugt, er ret forskellig.
Barnedåbens ord om Jesus og de små børn
kommer fra Markusevangeliet og beretter om en
konkret hændelse, som disciplene oplever sammen
med Jesus. Ved dåben bruges fortællingen som en
af forklaringerne på, hvorfor vores dåb er barnedåb.
Vi døbes som børn, fordi det er der, vi er allermest
åbne, tillidsfulde og umiddelbare – i forhold til at
modtage Guds kærlighed, velsignelse og løfte.
I evangelieteksten repræsenterer børnene slet og
ret den menneskegruppe, som Jesus skælder ud!
Her er børnene ikke umiddelbare og tillidsfulde
– de er beregnende, forurettede og selvretfærdige,
afvisende og hårde i filten. Det er de børn, der
spiller fløjte, som Jesus sammenligner menneskegruppen
med – menneskegruppen, som Jesus i teksten
kalder ”denne slægt”, og som er de mennesker
der lever samtidig med ham og - nok så vigtigt -
Johannes Døberen. For menneskeslægten bliver
fornærmede og hadske, når der ikke danses efter
deres pibe. Menneskeslægten spiller op, men ind
på scenen træder Johannes Døberen, som provokerer
med sin omvendelsestale, og som de vurderer
som ”besat”. ”Ham vil vi ikke føje, ud med ham”,
siger de selvbevidste mennesker. Efter Johannes
kommer Jesus, som siger, han er Messias, men det
kan menneskeslægten heller ikke tage alvorligt, for
han optræder ikke særlig Messias-agtigt efter deres
mening. For han har overskud og styrke, men samtidig
er han outsideren, der er ”frådser og dranker;
ven med toldere og syndere”, som der står. ”Jesus
vil ikke danse til vores melodi, så ham forkaster vi
også” - siger de fornærmede børn; den menneskegruppe,
der levede sammen med Jesus og Johannes.
Menneskegruppen er smålige, indskrænkede og
egoistiske og det får de også at vide – Jesus fortæller
dem, at en hård straf skal ramme dem. Det er en
voldsom domstale, og selvom vi har Rosenfestival
og dåbsdag i dag, kommer vi nok ikke uden om, at
evangeliet også har et og andet at fortælle os i dag,
en sandhed som måske er ilde hørt. For med menneskeslægten,
også vores i dag, er det jo sådan, at vi
ind i mellem forhærdes, at vi opfører os småligt og
selvretfærdigt. Ikke bare over for Gud, men også
over for hinanden. Vi mennesker vil helst spille
efter vores eget nodeblad. Vi vil helst høre vores
egne melodier, både selvom det går i mod Guds
vilje, og selvom det går ud over et andet menneske.
Da har vi brug for at få at vide, at vores handlinger
altså har konsekvenser. Hvilke konsekvenser, står
det ikke til noget menneske at dømme om – men
evangeliet slår nogen gange ned med nogle barske
bud på disse konsekvenser.
De fløjtespillende børn, altså Jesu samtidige, støder
fornærmet Jesus fra sig. I Jesu liv på jorden er det
nu kommet dertil, at folk begynder at reagere på
ham. For hvem er han egentlig, denne mand, der
siger, han er Messias, Guds søn? Det kommer tiden
til at vise, for Jesus dør og opstår, sætter himmel og
jord i bevægelse, og viser med al tydelighed, at han
virkelig er Guds søn.
Og stadig er han gådefuld. Det har mange digtere
udfoldet i deres salmer. I salmen vi sang før, beskrives
Jesus som en rose. ”En rose så jeg skyde – op
af den frosne jord – alt hvad os fordum spå’de –
profetens trøsteord – Den rose spired frem – midt
i den kolde vinter – om nat ved Betlehem”. Jesus
er som en rose, der skyder op af vinterfrossen jord,
op til en forhærdet menneskeslægt. Men rosen
spirer, gror og folder sig ud – sådan som vi kan se
roser gøre det; netop nu står de smukt udfoldede,
farverige og duftende. Der er al muligt skønt og
livsbekræftende ved roser.
Så det er ikke tilfældigt, at salmedigtere bruger
rosen som symbol på Jesus. Men rosen kan også
symbolisere negativt. Roser har jo torne, som kan
rive og flå til blods. Og en rosenkrans er jo også
hvad man vælger at krone Jesus med, da han
dømmes og tortureres.
Og alligevel vil jeg fokusere på rosens skønhed
og symbolkraftens positive udtryk. For rosen har
også symbolværdi ved en livsbekræftende begivenhed
som barnedåb. I en moderne dåbssalme, som
ikke er med i salmebogen, skriver Hans Anker Jørgensen:
Sov du lille, sov nu godt,
du er døbt, dit hår er vådt.
Nu er livet godt begyndt,
dødens nederlag forkyndt.
Du er på den grønne gren
Lille knop. Guds øjensten!
Det lille dåbsbarn er jo som en lille rosenknop
på den grønne gren, en rosenknop, der langsomt
vil folde sig ud og som er indpodet på livstræets
grønne grene, fordi det ved dåben er blevet knyttet
helt tæt til Gud. Det ser ud som om, at Hans Anker
Jørgensen samtidig bruger rosen som symbol på Jesus.
Han skriver til det lille barn, at det skal bevare
sin umiddelbarhed og nysgerrighed og spørge de
voksne - forældrene og måske jer faddere? - ud om
hvad tro er, hvad håb er, hvad dåb er, hvad nadver
er, hvad jul og påske er.... og han skriver:
Spørg hvad skabermagten vil
vi skal bruge livet til!
Spørg om Jesu hjertesag
julenat og påskedag!
Spørg om lykkens rose rød,
som er din i liv og død
Lykkens rose rød kaldes Jesus. Det er den rose,
børnene får i dåbsgave. Rosen er Jesus selv med det
løfte og den kærlighed, hans liv og død er udtryk
for. Og vi voksne skal huske at fortælle barnet, hvor
elsket det er. Det må det aldrig være i tvivl om! Det
skal også have at vide, at Gudstroen indebærer, at
der er en mening med livet. Børnene skal vandes
og gødes, værnes om have udfoldelsesrum. Men de
skal også have at vide, at der skal være plads til de
andre roser i blomsterbedet, hensynstagen til andre
mennesker er også en nødvendig børnelærdom. På
den måde får ”denne slægt”, altså også den kommende
slægt, de bedste vækstbetingelser med hinanden
og i overensstemmelse med Guds skabervilje.
Karen Holm Agersnap