KAPITEL 1 - Urchin og de dansende stjerner - Krøniken om Mistelten

I nat ville der komme stjerneskud. Så ville dyrene
samle sig her, når det begyndte at blive køligt, tænde
deres bål og se på stjernerne, der hvirvlede og dansede
gennem den mørke himmel, og gætte på, hvad der mon
nu ville ske af store ting.
Anemoneskoven lå dernede og strakte sig langt mod
syd med det første kølige, gyldne strejf af efterår over
løvet. Længere væk, nede på stranden, løb odderne og
legede tagfat. En hel række af små både lå og gyngede
på vandet. Urchin havde aldrig forstået, hvorfor oddere
var så optaget af både, når de var så gode til at svømme.
Måske elskede de bare alt, hvad der havde med vand at
gøre.
Et stort skib lå fortøjet ved anløbsbroen. Sejlene
var rullet sammen, og den malede galionsfigur lyste
farvestrålende i solskinnet. Et arbejdshold af egern og
oddere var i gang med at losse det. Kasse efter kasse
blev rakt ned gennem den lange række. Urchin gættede
på, hvad der mon var i de kasser. Uld til at væve kapper
af måske eller maling til værkstederne eller ædel vin
til kong Børstes kælder? I morgen ville han selv være
dernede og læsse træ på skibet, rigtigt voksenarbejde.
Han havde slet ikke lyst til at tænke på i morgen. Han
holdt godt fast med bagkløerne og vendte sig om, så han
kunne se hen over trætoppene, helt op til Mistelten Slot,
og hans hjerte slog et par ekstra slag.
Det var slottet, han længtes efter. Som det lå højt deroppe
på klippen og glitrede i hvide og gullige sandsten
med et stænk af den der farve, der er inden i muslinge-
14