KAPITEL 1 - Urchin og de dansende stjerner - Krøniken om Mistelten

KAPITEL 1
Fra det højeste punkt på Udsigtsbakken kunne
Urchin se hele øen.
I flere dage havde egern og pindsvin slæbt store
grene op på bakken, og nu var deres bål endelig parat
til at blive tændt. Det var stablet så højt op, at Urchin
bare var nødt til at klatre op i det. Han var gammel nok
til at kunne det og ung nok til at ville det. Let sprang
han fra den ene gren til den næste, mens han svingede
med halen for at holde balancen. Til sidst nåede han
toppen, holdt godt fast med sine bagkløer og satte sig
og børstede mos af sin pels. Han var stadig lys som
honning. Kun på de yderste spidser af ørerne og halen
havde han den almindelige røde egernfarve. Som han
sad der og kiggede ud over Mistelten, følte han sig som
herre over hele øen.
13

I nat ville der komme stjerneskud. Så ville dyrene
samle sig her, når det begyndte at blive køligt, tænde
deres bål og se på stjernerne, der hvirvlede og dansede
gennem den mørke himmel, og gætte på, hvad der mon
nu ville ske af store ting.
Anemoneskoven lå dernede og strakte sig langt mod
syd med det første kølige, gyldne strejf af efterår over
løvet. Længere væk, nede på stranden, løb odderne og
legede tagfat. En hel række af små både lå og gyngede
på vandet. Urchin havde aldrig forstået, hvorfor oddere
var så optaget af både, når de var så gode til at svømme.
Måske elskede de bare alt, hvad der havde med vand at
gøre.
Et stort skib lå fortøjet ved anløbsbroen. Sejlene
var rullet sammen, og den malede galionsfigur lyste
farvestrålende i solskinnet. Et arbejdshold af egern og
oddere var i gang med at losse det. Kasse efter kasse
blev rakt ned gennem den lange række. Urchin gættede
på, hvad der mon var i de kasser. Uld til at væve kapper
af måske eller maling til værkstederne eller ædel vin
til kong Børstes kælder? I morgen ville han selv være
dernede og læsse træ på skibet, rigtigt voksenarbejde.
Han havde slet ikke lyst til at tænke på i morgen. Han
holdt godt fast med bagkløerne og vendte sig om, så han
kunne se hen over trætoppene, helt op til Mistelten Slot,
og hans hjerte slog et par ekstra slag.
Det var slottet, han længtes efter. Som det lå højt deroppe
på klippen og glitrede i hvide og gullige sandsten
med et stænk af den der farve, der er inden i muslinge-
14

skaller, lignede Mistelten Slot en skulptur af guld mod
den lyse himmel. Fra det højeste tårn blafrede en vimpel
i vinden. En egernpige hoppede op ad trapperne med
et eller andet i en kurv, og muldvarpevagterne trådte
til side for hende. Måske var det en af dronningens
kammerpiger. Urchin så misundeligt på hende. Han
var ligefrem også misundelig på den køkkenmuldvarp,
der stak hovedet ud ad et af de nederste vinduer for at
hælde en balje opvaskevand ud. Hvad enten det var
kongen i tronsalen eller muldvarpen i bryggerset, så
måtte de alle sammen have det helt vidunderligt oppe
på slottet.
Han havde naturligvis prøvet at være der. Alle
beboerne på Mistelten blev inviteret op på slottet
ved særlige lejligheder som for eksempel forårsfesten.
Blomme sagde, at da hun var lille, var der alle mulige
dejlige fester og højtider med gode middage, musik og
blomsterkranse. Den slags var der ikke meget af mere,
men Urchin vidste da i det mindste, hvordan det var
at stå i den store samlingshal på slottet.
Han havde været der til den store fest, da kong Børstes
og dronning Sylvias eneste barn, prins Tumle, blev
navngivet. Den dag var det, som om alle dyr på øen var
blevet stuvet sammen på slottet. Pragtfulde broderede
billedtæpper med motiver fra øens historie hang på
væggene, men der havde slet ikke været tid til at kigge
ordentligt på dem. Det hele havde virket uoverskueligt,
da han fulgte strømmen op ad trappen. Han havde spe-
15

kuleret på, om der overhovedet var nogen, der kunne
finde ud igen.
Der havde været en imponerende procession. Først
var Kredsens dyr kommet ind, og så var der gået et
sus af beundring gennem mængden, da Misteltens
tre kaptajner med rank ryg var skridtet op gennem
hallen. Deres kapper skinnede i sølv og guld, og om
panden havde de en tynd guldring. Først egernet Kerne,
derefter egernet Crispin og så odderen Padra. Lige
bagefter dem kom broder Nobilis haltende i sin enkle
hvide kutte. Til allersidst kom kong Børste, høj, stærk
og prægtig, med dronning Sylvia ved sin side, begge
klædt i farvestrålende kåber kantet med ædelsten. Ved
siden af dronningen gik egernet lady Aspen med den
lille prins Tumle. Det lille pindsvin med de klare øjne
sprællede livligt i hendes arme. Mens alle dyr stod på
deres potespidser for at se, havde broder Nobilis løftet
prins Tumle i vejret og velsignet ham.
Siden havde Urchin ikke været på slottet. Han kiggede
forbi det og ud i den fortryllede tåge, der omgav
øen og beskyttede den så godt, at kun få skibe nogensinde
nåede derind. Misteltens indfødte beboere kunne
aldrig vende tilbage over havet, hvis de forlod øen ad
søvejen, sagde man. Det ville tågen forhindre dem i.
Derfor passede odderne godt på, at de ikke kom til at
sejle ud gennem tågen i deres robåde.
Han sad og tænkte på, hvor længe der mon var til, det
blev mørkt, da en grankogle ramte ham på skulderen.
»Han skal også altid vise sig,« sagde et egern.
16

»Bare ignorer ham,« sagde et andet egern.
To egern var kommet op på bakketoppen - Gleaner
og Crackle. De var altid sammen, og de kiggede altid på
Urchin, som om de var ude på et eller andet ubehageligt.
Crackle gjorde, hvad hun kunne for at lave ballade, men
Gleaner lavede ballade uden overhovedet at tænke over
det.
Urchin lod, som om han ikke så dem. Nu var de flere
dyr på vej op på bakken. De fleste egern skød genvej
ved at springe fra træ til træ. Urchins gode ven Needle,
et pindsvin med ualmindeligt skarpe pigge, var også
på vej, og rundt om hende - men i behørig afstand -
hoppede og dansede en flok små egern, der kun lige
var store nok til selv at komme op på Udsigtsbakken
uden at blive båret. Bagefter dem kom Urchins plejemor
Blomme luntende ad stien op ad bakken. Hvis hun hoppede
op på en gren, bøjede den sig faretruende under
hende.
»Urchin!« hylede et lille egern begejstret.
»Ja, det er Urchin!« hujede en anden og sprang frem
imod ham.
»Hov, vent lige!« råbte Urchin. Hvis de begyndte at
klatre op til ham, kunne de vælte hele bålet ned over
sig, så han skyndte sig ned til dem. De små egern kunne
godt lide ham, og i løbet af ingen tid havde de omringet
ham og råbte op om, at de ville have en ridetur på
ryggen, og rakte deres poter frem for at få en svingtur.
Needle kom hen til ham.
17

»Se, der står kaptajn Crispin på stranden,« sagde hun.
»Og kaptajn Padra.«
Urchin kiggede ned mod stranden og fik øje på
kaptajn Padra, der vadede ind fra vandet og rullede sig
i sandet for at tørre sin våde pels. Kaptajn Crispin stod
i nærheden og holdt hans kappe.
Alle tre kaptajner havde været venner, siden de var
små. De var blevet pager på slottet på samme tid og
derefter forfremmet til Kredsen, og nu var de så kaptajner,
den højeste værdighed på øen. Kaptajn Kerne
var kongens nærmeste ven og rådgiver og opholdt sig
mest på slottet. Kaptajn Padra tog sig især af strandene
og de dyr, der boede der, mens kaptajn Crispin tog sig
af skovområderne og dyrene i Anemoneskoven. Han
virkede til at være særlig interesseret i Urchin.
Crispin var Urchins helt. Hvis nogen havde spurgt
Urchin, hvad han ville være, så ville han helt sikkert
have tænkt: »Jeg vil være ligesom kaptajn Crispin.«
Men han ville ikke have sagt det til nogen. Det var en
hemmelig drøm, som ikke måtte siges højt. Så ville de
andre bare grine ad ham.
I øvrigt var der ingen, der havde spurgt ham. Han
skulle læsse tømmer på skibene resten af sit liv.
Det yngste af de små egern var faldet og klynkede.
Urchin samlede hende op og satte sig på en træstub
med hende på skødet. Needle satte sig ved siden af.
»Er der ikke dejligt her?« sagde hun. »Se bare på skibene.«
Så kiggede hun ned på sine poter. »Undskyld.«
18

»Det gør ikke noget,« sagde Urchin. Han vidste, hun
var ked af, at hun var kommet til at minde ham om
hans fremtid som havnearbejder.
Crackle kom og masede sig ind imellem dem.
»Nå, Needle gider stadig tale med os,« sagde hun.
»Ham skal du ikke snakke med, Needle, han skal bare
med på et almindeligt arbejdshold. Men du bliver jo et
slotspindsvin. Du skal hen på værkstederne i morgen,
ikke? Du skal male og væve og sy og være med til at
lave billedtæpper, og hvad ved jeg. Du er da alt for fin
til at snakke med os andre.«
Needle vendte sig hurtigt.
»Av!« udbrød Crackle.
»Åh, blev du ramt af mine pigge?« sagde Needle høfligt.
»Du skulle ikke komme så tæt på. Ignorer hende,
Urchin.«
»Du glæder dig vel til i morgen,« sagde Urchin.
»Jeg har slet ikke lyst til at tale om det.«
»Nå, fordi du har fået en læreplads på slottet, og jeg
ikke har?« sagde Urchin. »Bare fortæl løs. Jeg er glad
på dine vegne. Det er bare det, at ...«
Han så ned på stranden igen. Kaptajn Crispin var
gået. Et par søfolk og nogle oddere sad på anløbsbroen
og pjaskede i vandet med deres poter.
»Jeg har tit drømt ...« begyndte han. »Nogle gange
tænker jeg, at jeg er bestemt til noget stort.« Han slog
ud med poterne. »Måske er det, fordi jeg ikke ved, hvem
jeg er. Jeg ved ikke engang, hvor jeg kommer fra, og
hvordan jeg er kommet her. Jeg ved ikke, hvem mine
19

forældre er - eller var - og jeg ligner ikke jer andre.
Blomme har altid sagt, jeg var noget særligt. Jeg har tit
tænkt, at jeg måske var udvalgt til et eller andet. Og jeg
... du må ikke grine, vel?«
»Selvfølgelig ikke,« sagde Needle.
Det her ville han ikke sige til andre end Needle. Selv
hende var det ikke nemt at sige det til.
»Jeg blev født en nat med stjerneskud,« sagde han.
»Efter sådan en nat sker der store ting, men jeg mener
ikke, der skete noget særligt efter den nat. Det er, som
om ... ja, som om det var mig, der var det, der skulle ske.
Som om jeg blev sendt herhen den nat, og jeg har noget
vigtigt, jeg skal gøre. Jeg har virkelig gjort mig umage
med alt, hvad jeg har gjort. Jeg har hele tiden vidst, at
jeg ikke var fra Mistelten, og jeg har virkelig gjort en
indsats for at blive som de andre. Men jeg har ikke fået
noget ud af det. Ikke andet, end at jeg skal arbejde med
at losse skibe resten af livet.«
»Resten af livet?« sagde Needle. »Det kan da godt
være, at du ...«
Hun holdt inde, da Blomme langt om længe nåede
op på toppen. Hun kiggede ned på skibet, der lå for
anker dernede, mens hun fik vejret igen.
»Losse skibe!« mumlede hun og dumpede ned ved
siden af Urchin og Needle. Træstubben gav sig, og det
lille egern, Urchin sad med, peb.
»Det er noget værre noget, alt sammen. Sådan var
det altså ikke i gamle dage. Da var der ikke de dersens
20

arbejdshold og alt det. Alligevel blev alt arbejdet gjort,
og vi havde det meget sjovere dengang.«
Urchin og Needle så på hinanden og grinede. Det
nyttede ikke noget at diskutere med Blomme eller overhovedet
at sige noget, når først hun var gået i gang.
»Skibene blev såmænd både losset og lastet, og alle
nødder og bær og den slags blev samlet sammen og
gemt hen, og der blev syet kapper og lavet saft, og der
blev fisket og bygget både, og der blev lavet alt muligt
på slottet og brygget medicin og bygget reder og den
slags. Det blev bare lavet. Men nu til dags går det hele
op i arbejdshold og alt så’n noget.« Hun kiggede sig
omkring. »Er det ikke rigtigt, hva’?«
»Jo, Blomme,« sagde Needle.
»Nu er det arbejdshold hele tiden, og før man overhovedet
er kommet op, så er det alle oddere på Vestkysten til
oprydning på stranden og alle egern fra Anemoneskoven
stiller ved kogledepotet, og jeg ved snart ikke hvad. Se
bare på Urchin, han burde jo ikke lave andet end tage
sig af de små - hej med dig, lille ven - og klatre i træer,
og hvad man nu ellers gør på hans alder. Men nu skal
han hen og ...«
»Losse tømmer!« hvinede Gleaner og fniste.
Piggene på Needles ryg strittede.
»Og hvilket arbejde har du så fået, Gleaner?« spurgte
hun sukkersødt.
»Det har de ikke fortalt mig endnu,« sagde Gleaner
og trak på skuldrene. »Måske overvejer de, om jeg skal
arbejde på slottet.« Hun slog ud med poterne. »Selvføl-
21

gelig regner jeg ikke med at komme ind, men det er da
rart, de overvejer det.«
»Hvem har sagt, de overvejer det?« spurgte Needle.
»Pas dig selv!« hvæsede Gleaner og tilføjede hviskende:
»Du skulle have været udvalgt ved fødselen.«
»Udvalgt!« udbrød Urchin. »Det er ikke noget at gøre
grin med.«
»Det var der heller ikke noget, der hed førhen,«
sagde Blomme tvært. »Der var ikke nogen, der blev
udvalgt.«
Det lille egern vendte sig og kiggede op på Urchin.
»Hvad er udvalgt?« spurgte hun.
»Det skal du ikke ta’ dig af, lille ven,« sagde Blomme.
»Der var en lille muldvarp, der blev hentet for at
blive udvalgt sidste uge,« sagde Crackle højt.
»Så er det nok!« sagde Blomme.
»Men det er da bedst på den måde, ikke? At slå de
svageste ihjel,« sagde Gleaner, da Needle tog det lille
egern ved poten og trak hende væk, så hun kunne lege.
»Det er ikke godt for dem at leve, hvis de er for svage
eller vanskabte. Så er det bedre at slå dem ihjel. De gør
det meget hurtigt.«
»De bliver da bedøvet først, ikke?« spurgte Crackle.
»Nu tier I stille,« snerrede Blomme over skulderen.
»Det er noget forfærdeligt noget, og i gamle dage skete
der aldrig så’n noget.«
22

Gleaner rankede ryggen. »Det er kongens lov,« sagde
hun vredt. »Du mener vel ikke, at kongen gør noget
forkert?«
Alle dyr på Mistelten var meget kongetro. Det havde
de altid været. Det var umuligt at forestille sig, at nogen
vendte sig imod kongen. Især var pindsvin berømte for
at være trofaste og hårdtarbejdende. Ligesom oddere var
berømte for deres mod og gode humør og egern for deres
lyse og lette sind. Muldvarpe opholdt sig så meget af
tiden under jorden, at det var svært at lære dem rigtigt
at kende, men de var målbevidste og pålidelige.
»Nej, han er en rigtig god konge, det er han skam,«
svarede Blomme bestemt. »Han har bare lavet nogle
mærkelige love. Som nu den ... « hun kiggede hen mod
det lille egern, der var sluppet væk fra Needle og nu
klatrede op på ryggen af Urchin. » ... den der lov, vi talte
om, og de dersens arbejdshold. Det er ikke gode love.
Faktisk så er det der, vi snakkede om, en rigtig dårlig
lov. Der er ikke noget som helst godt i det, overhovedet
ikke. Men han er en god konge, en rigtig god konge. Det
er bare hans love, der er dårlige.«
»Hvad mener du?« sagde Urchin.
»Åh nej, nu skal hun vel ikke til at gentage alt det,«
sukkede Gleaner.
»Jeg ville ønske, der ikke var noget, der hed udvalgt,«
sagde Needle stille. »Min mor skal have en lille, og jeg
håber og beder til, at det alt sammen går godt. Jeg kan
ikke holde ud at tænke på, hvis ...«
Urchin kiggede ned på det lille egern.
23

»Hvorfor skulle der være noget i vejen med babyen?«
sagde han.
»Jamen, selv babyer, der kun er en lille smule i vejen
med, bliver udvalgt,« sagde Needle. »Hvis de er lidt for
små eller halter en smule eller er nærsynede.«
»Hvad er det, den lille glor på?« spurgte Blomme
pludselig. »Ih du godeste, det er jo ham.«
»Det er kaptajn Crispin,« udbrød Urchin. Han
sprang op og stod på bagpoterne, så han var lige ved at
tabe det lille egern. Kaptajn Crispin sprang ned fra et
træ og landede på bakketoppen.
»Godmorgen!« hilste han. »Sikke et flot bål.«
Som kaptajn bar han en tynd guldring om panden
og havde et sværd i bæltet. Urchin bukkede for ham,
spændt og forfjamsket på samme tid, mens han inderligt
håbede på, at hans pels hverken var snavset eller
pjusket. Det var det værste ved at være så lys. Alt snavs
kunne ses. Og han ærgrede sig over, at han ikke havde
været i gang med noget mere imponerende end at passe
småbørn. Han fik fremstammet et godmorgen.
Blomme nejede så dybt, at hun var lige ved at falde:
»Go’mor’n, kaptajn Crispin. Dejlig morgen, ikke osse,
kaptajn Crispin? Vi har bygget et bål, sir, vi skal alle
kigge stjerner i aften, vi laver aftensmad heroppe, og
jeg har noget af min æble- og pebermyntesaft med, vil
De ha’ lidt saft, sir?«
Urchin krummede kløer, så pinligt var det. Blommes
saft var berømt for at holde insekter væk, men den
smagte rædselsfuldt.
24

»Tak, madam Blomme, jeg tror, jeg springer den behagelige
forfriskning over i dag,« sagde Crispin. »Men
jeg ville gerne tale med Urchin, hvis jeg må. Urchin, vil
du komme med mig lidt?«
Urchin mumlede et eller andet forvirret til svar. Han
kiggede over på Blomme for at spørge, hvad han skulle
gøre, men fik ingen hjælp. Han huskede lige akkurat
at række det lille egern over til Needle. Så børstede
han støvet af sin pels og løb over til kaptajn Crispin og
fulgtes med ham ned ad bakken.
Crispin spurgte til, hvordan Blomme havde det,
hvilket arbejde han skulle have, og hvordan efterårets
høst var gået. Urchin spekulerede på, hvad der var bedst
at svare, og prøvede at sige noget intelligent, uden at
det lød, som om han blærede sig. Men kaptajn Crispin
var så venlig og ligefrem, at han helt glemte at være
genert.
På et tidspunkt vendte Crispin sig mod ham og
spurgte: »Skal du kigge stjerner fra Udsigtsbakken i
nat?«
»Ja, det skal jeg da,« sagde Urchin.
»Men hvis du har lyst, kunne du også komme op på
slottet,« sagde Crispin. »Kaptajn Padra og jeg skal op i
broder Nobilis’ tårn og se dem derfra. Det er nok det
sted på hele øen, man har den bedste udsigt. Hvis du
vil, er du velkommen.«
Urchin følte glæden risle gennem pelsen, selv om
han var sikker på, at han måtte have hørt forkert. Han
25

åbnede munden, men der kom ikke en lyd ud. Til sidst
lykkedes det ham at få sagt: »Mig, sir? På slottet?«
»Ja, dig, Urchin, hvis de kan undvære dig her, »sagde
Crispin. »Og hvis du ikke har noget imod at gå glip af
bålet. Kom op til slottet omkring solnedgang. Jeg giver
vagterne besked om, at du kommer. Så vil de vise dig
op til Nobilis’ tårn.«
»Tak, sir!« gispede Urchin.
»Det er mig, der siger tak,« sagde Crispin, og i et
spring var han på vej ned ad bakken. Urchin stod og
så efter ham, til han forsvandt for hans blik. Så pilede
han hen til det nærmeste træ, klatrede op i det og slog
saltomortaler af bare fryd. En nat med stjerneskud,
slottet og kaptajn Crispin!