KAPITEL 1 - Urchin og de dansende stjerner - Krøniken om Mistelten

forældre er - eller var - og jeg ligner ikke jer andre.
Blomme har altid sagt, jeg var noget særligt. Jeg har tit
tænkt, at jeg måske var udvalgt til et eller andet. Og jeg
... du må ikke grine, vel?«
»Selvfølgelig ikke,« sagde Needle.
Det her ville han ikke sige til andre end Needle. Selv
hende var det ikke nemt at sige det til.
»Jeg blev født en nat med stjerneskud,« sagde han.
»Efter sådan en nat sker der store ting, men jeg mener
ikke, der skete noget særligt efter den nat. Det er, som
om ... ja, som om det var mig, der var det, der skulle ske.
Som om jeg blev sendt herhen den nat, og jeg har noget
vigtigt, jeg skal gøre. Jeg har virkelig gjort mig umage
med alt, hvad jeg har gjort. Jeg har hele tiden vidst, at
jeg ikke var fra Mistelten, og jeg har virkelig gjort en
indsats for at blive som de andre. Men jeg har ikke fået
noget ud af det. Ikke andet, end at jeg skal arbejde med
at losse skibe resten af livet.«
»Resten af livet?« sagde Needle. »Det kan da godt
være, at du ...«
Hun holdt inde, da Blomme langt om længe nåede
op på toppen. Hun kiggede ned på skibet, der lå for
anker dernede, mens hun fik vejret igen.
»Losse skibe!« mumlede hun og dumpede ned ved
siden af Urchin og Needle. Træstubben gav sig, og det
lille egern, Urchin sad med, peb.
»Det er noget værre noget, alt sammen. Sådan var
det altså ikke i gamle dage. Da var der ikke de dersens
20