FRA DEN STORE PEST 1711. - Hovedbiblioteket.info

FRA DEN STORE PEST 1711.
I. PESTKIRKEGAARDEN PAA ØSTERBRO.
Redegørelse for Gravfundene i »Københavns almindelige Boligselskabs«
Grund ved Classens- og Livjægergade i April 1924.
Af HUGO MATTHIESSEN.
U nder Udgravning af Byggegrund for det anselige Kompleks
af Bygninger, »Københavns almindelige Boligselskab«
for Tiden lader opføre paa Østerbro — paa
den af Classensgade, Strandboulevarden,
Arendalsgade og Livjægergade omsluttede
Karré — vakte det ikke ringe Opsigt og Overraskelse, at
man i den langs sidstnævnte Gade foretagne Grundgravning
i April 1924 stødte paa en Mængde Rester af Ligkister
og Skeletter af Mennesker, som tydede paa, at
Spaderne arbejdede sig tværs igennem en Kirkegaard,
der ikke alene syntes at være af ret antagelige Dimensioner,
men om hvis Tilstedeværelse her paa dette Terrain
man ikke mere havde nogen Anelse.
Naar dette uventede Fund satte Sindene i saa stærkt
Røre, var det dog ikke alene af denne Grund, men ogsaa
fordi denne gaadefulde Gravplads, som lige med et
dukkede frem af Jorden, afgjort fremtraadte som noget
for sig, karakteriseret af visse ejendommelige Forhold,
der ved første Øjekast virkede paafald'ende og i særlig
Grad var egnet til at bringe Fantasien i Flugt.
De paagældende Grundstykker vides ingensinde at
have været bebyggede. I det 18. Aarhundrede begrænse-

des dette Vænge — som det bl. a. fremgaar af hosstaaende
Kort-Udsnit — mod Øst af Kystlinien, der omtrent
fulgte den nuværende Strandboulevard, mod Vest
af den knækkede Kastelsvej, mod Nord af nuværende
Classensgade, langs hvilken den berømte »Classens Have«
havde Plads, strækkende sig helt ud til Sundet, og mod
Syd laa Kastellets Kontreskarper og Ildlinje. Dette Terrain,
der fra o. Midten af 18. Aarhundrede gik under
Navnet »Classens Vænge«, var i nyere Tid — indtil
de ovennævnte Byggearbejder paabegyndtes — fuldstændigt
erobret af tæt bevoksede Kolonihaver.
Grundudgravningen for den vestlige Fløj af det projekterede
Kompleks strakte sig i Retning omtr. Syd—
Nord langs Livjægergades østlige Side, og under dette
Jordarbejde skar Spaderne tværs ned igennem tæt fyldte
Gravkuler, som — hver 3—4 Alen brede foroven — løb
i Øst—Vest og efter alt at dømme flugtede videre ind
under Jorden mod begge disse Verdenshjørner.
Under det stærkt forcerede Arbejde var det vanskeligt
i fuldt Omfang at følge Udgravningen i dens forskellige
Stadier, men med Sikkerhed kunde der dog konstateres
8 Tværgrøfter af denne Slags, som stoppende fyldt
med Ligkister tydeligt og skarpt tegnede sig i de faste,
gule Lervægge samt i Udgravningens Bund. I Jordsnittet
saaes Kulernes Konturer som mørkladne Poser, foroven
henimod 4 Alen i Bredde, med skraanende Vægge, som
jævnt snævrede sammen nedefter til ca. 3 Alens Bredde.
Fyldmassen heri bestod af Ler blandet med Muld, men
var — fraset det øverste Lag — gennemgaaende ret sparsom,
da Grøfterne var tæt pakkede med opstablede Kister,
hvis øverste Kant kun laa ca. Vj m eller tilmed mindre
under Jordoverfladen.
Disse Ligkister synes alle at have været meget simple,
firsidede, kasseagtige af Form, dannede af Fyrreplanker,
som var sammennaglede med Jærnsøm, og i 3 — enkelte

Steder muligvis dog endnii flere — Lag stod de stablet
op paa hinanden, saaledes at deres Sider, Laag og Bund
stødte tæt sammen. Kulerne var fyldte paa tværs, saaledes
at Kisterne havde Langsiderne i Nord—^Syd, men
hist og her fulgte i hvert Tilfælde et enkelt af Lagene
Grøftens Længdeakse, og alt tydede paa, at Pladsen i
Udsnit af Flints liobberstukne Københavns Plan 1784.
disse Massegrave var udnyttet med den størst mulige
Økonomi.
. STieletterne, hvis mørktfarvede, men forøvrigt ret
velbevarede Knogler fandtes i Mængde mellem de sammenskudte
Fyrreplanker, syntes alle at tilhøre voksne
Individer, yngre og ældre mellem hinanden, — Rester af
Barneskeletter konstateredes ikke — men Grundvandet,

som piplede frem i Udgravningens lerede Bund, vanskeliggjorde
iøvrigt i høj Grad en detailleret Undersøgelse,
ikke mindst fordi Kisterne var sprængt i Sammenføjningerne
og sunkne sammen i en forvirret Dynge af Fjæle.^)
Desværre fremdroges der kun faa løse Genstande,
hvorved Fundet kunde belyses eller dateres; thi en Toskilling
fra Christian den Femtes Tid, som opsamledes
i Fylden, havde i denne Sammenhæng ingen Interesse,
og de mellem Kisterne funidne 4 irgrønne, stærkt hvælvede
Malmknapper med Øsken, ca. 3 Centimeter i Tværmaal
og af ret svært Metal, gav intet Holdepunkt for en
Datering. Det samme gjaldt en i en af Gravkulerne fremdraget
ca. 13 cm høj, tyk Dunk af grønligt Glas, af kort,
firsidet Form og med lang, tynd Hals, paa hvis Rod et
medaillonformet Stempel har Bogstaverne HR i Relief.
Foruden de nysnævnte kistefyldte Kuler fandtes der
mærkelig nok et Par tilsvarende Grøfter af samme Karakter
og Størrelse, der paa lignende Maade løb tværs
gennem Grundudgravningen i Øst—Vest mellem de andre,
men uden at indeholde det mindste Spor af Kister eller
Skeletdele.
Disse 2 jordfyldte Gruber, hvis Omrids stod skarpt
skaaret i Udgravnings-Snittet, adskilte sig desuden fra
deres Naboer ved at være helt tilkastede med forholdsvis
ren, møi'k Muld, hvilket kunde tyde paa, at de var dækkede
til paa et senere Tidspunkt og med en anden Slags,
antagelig tilført Fyld. At de var gravede ned i Leret paa
samme Tid og ved samme Lejlighed som de andre Kuler,
kunde der dog næppe være Tvivl om, meget nøje som
de ellers i hele deres Form og Placering sluttede sig til
disse. Allerede dette Forhold var paafaldende og dobbelt
gaadefuldt i Betragtning af den vidtdrevne, næsten pin-
') Dr. J. Fog fra Retsmedicinsk Institut gennemgik paa Stedet
en Del af de opsamlede Skeletdele, samt undersøgte et Par af Kulernes
urørte Grave.

lige Økonomisering med Pladsen, som gjorde sig gældende
i de stærkt overfyldte Massegrave, mellem hvilke
de laa ubrugt hen.
Ikke uden Grund vakte dette Fund derfor baade
Pressens og Publikums Interesse; thi af dets særlige Karakter
fremgik det jo uomtvisteligt, at man ikke her stod
overfor en almindelig, gammel Kirkegaard, men en Gravplads,
som var taget i Brug og fyldt under ganske extraordinære
Forhold. Ved en eller anden Lejlighed maatte
Døden i Løbet af kort Tid have gjort en uhyggelig rig
Høst, og der syntes derfor kun at kunne være 2 Muligheder:
Farsot eller Krig.
Da Kisterne fremdroges i det tidligere »Classens
Vænge« tæt Syd for den berømte »Classens Have«, hvis
sydlige Grænse fulgte nuværende Classensgade, meldte
den Forklaring sig naturligvis øjeblikkelig, at man var
stødt paa glemte Krigergrave fra 1807, antagelig Minder
om Livjægernes Udfald her den 17. August. Tanken om,
at Gravene kunde rumme engelske Soldater, som var
faldne i denne lille Træfning, maatte dog hurtigt opgives,
da man fik Overblik over, hvor omfattende Begravelserne
i Virkeligheden var.
Med større Rimelighed kunde Gravene derimod henføres
til 1801. Efter Søslaget paa Reden den 2. April
kunde Englænderne tænkes at have roet Ligene af deres
faldne Sømænd ind paa Kysten og jordet dem paa det
Vænge, som strakte sig ud til Sundet ved Kastellets nordlige
Glacis. Ganskevist vilde det dog unægtelig have
været besynderligt, for ikke at sige utænkeligt, at en saadan
Fællesgrav, der tilmed ikke var stort mere end 100
Aar gammel, overhovedet ikke skulde have sat sig et synligt
Minde af en eller anden Art eller det mindste Spor
i skriftlig eller mundtlig Overlevering, og da Grundudgravningen
skred fremad, mistede ogsaa denne Forkla-

ing enhver Sandsynlighed.^) Man fik nu Klarhed over
Gravkulernes Antal og Størrelse, og det fremgik heraf,
at denne ukendte Kirkegaard, hvoraf kun et tilfældigt
Udsnit blottedes, maatte have rummet Døde i Hundredevis
eller mere endnu, eller med andre Ord Massebegravelser,
der udelukkede enhver Mulighed for at kunne
hidrøre fra Krigene med Englænderne.
Imidlertid havde Rygterne haft travlt. Man talte om
Fund af Uniformsdele, røde Vaabenfrakker, Bajonetter,
Sabler, Feltflasker, Uniformsknapper og lignende Ting,
men alt dette viste sig kun at høre hjemme i Fantasiens
Verden; Efterforskninger efter disse foregivne Fund,
hvortil man paa Arbejdspladsen intet kendte, løb ud i
Sandet, og ud over de ovenfor omtalte Smaating, som
Nationalmuseet modtog, er der sikkert intet af Interesse
fundet paa ,Stedet.
— Endelig forelaa der jo den Mulighed, at Fundet
kunde forklares som en Epidemikirkegaard, og
til Fordel for denne Antagelse talte blandt andet paa Forhaand
det Faktum, at der under den frygtelige Pest, som
1711 hærgede Danmarks Hovedstad, 4idenfor Østerport
paa den østlige Side af Vejen tæt op til Fæstningsværkerne
og »Soldaterkirkegaarden«, nuværende Garnisonskirkegaard,
havde ligget en anselig Gravplads, som Sundhedskommissionen
fik overdraget den 15. Juli, da Farsoten
for Alvor begyndte at rase, og som straks toges i
Brug^).
Frk. Astrid Paludan-Muller ved det Classenske Fideikommis
har godhedsfuldt meddelt Nationalmuseet, at der i Fideikommisets
Arkiv blandt det overordentlig rige Materiale til Belysning af disse
Arealers Skæbne 1807 ikke findes den mindste Antydning af, at der
har fundet Begravelser Sted i Vænget, I Betragtning af de megef
detaillerede Oplysninger, som ellers haves, vilde det næsten være
utænkeligt, at en saadan Begivenhed ikke skulde have efterladt det
mindste Spor.
Mansa: Pesten i København 1711, Histor. Tidsskrift, 1 Række,

Sikre Grænser for Udstrækningen af denne Pestkirkegaard
har man ikke hidtil kunnet fastslaa, men at den
laa tæt op mod Garnisonskirkegaarden var der ingen
Tvivl om. I denne Forbindelse er et Fund, man for 70
Aar siden gjorde paa disse Kanter, ikke uden Interesse.
I Anledning af et Tilfælde af Kolera paa Kastelsvejen
1854 foretoges der nemlig paa Sundhedsautoritetemes
Foranstaltning en omhyggelig Undersøgelse af Husene
og Grundene her Øst for Garnisonskirkegaarden, og
der toges et Nivellement, som viste, at Terrainet skraanede
jævnt ned mod Færøs Lynet og mod Stranden. Ved
Prøvegravning i Ejendommen Matr. Nr. 122 B 2 paa Kastelsvej
stødte man desuden paa Rester af Kister og Skeletter
i et Lag, hvor der'slet ingen Muldjord fandtes, og
de fremdragne Knogler var af mørk, brunlig Farve i Lighed
med mosefundne Skfletdele. I den afgivne og offentliggjorte
Beretning om denne Undersøgelse fremhævedes
det udtrykkeligt, at Sandsynligheden talte for, at
disse Gravfund udgjorde en Del af en ældre, dybtliggende
Kirkegaard, som fortsattes ned imod Stranden^).
Da disse Prøvegravninger foretoges pletvis og Kister
og Knogler kun iagttoges samlede paa et enkelt Strøg,
synes alt at tyde paa, at man 1854 er stødt paa lange
Gravkuler af tilsvarende Art som de, der nu 70 Aar senere
er fremdragne i Linje hermed, ca. 4—500 Alen længere
mod Øst ad Stranden til.
Pestkirkegaarden udenfor Østerport udlagdes som
ovenfor nævnt efter Sundhedskommissionens Ønske den
15. Juli 1711, og Garnisonens Soldater gik øjeblikkelig i
III, 558; C. Kohl: Pesten i Kbhvn, 1711—12, Hist. Meddel, om Kbh.,
1 R., III, 553.
') E. Hornemann: Choleraudbruddet paa Kastelsvejen i Efteraaret
1854 (E. Hornemann: Hygiejniske Meddelelser, I, 1856—8, p.
1—19, særlig p. 12 f.), Hr. Direktør R. Koefoed har velvilligst henledet
Museets Opmærksomhed paa dette Citat.

Gang med at gennemfure Terrainet med lange, 3 Alen
dybe Kuler til Ligenes Nedsættelse, for at disse snarest
muligt kunde komme i Jorden; thi Døden slog ned for
Fode i den ulykkelige By, og Østerport — som i disse
Rædselstider udelukkende var forbeholdt Transporter
med Lig — genlød fra Morgen til Aften uhyggeligt af
Dødskærrernes Rullen.
Da Pestligene begyndte at komme til den nye Kirkegaard,
blev Kommandanten ængstelig for sine Soldater
og gav Ordre til at trække dem tilbage fra Jordarbejdet.
Gruberne fyldtes i et Nu, og Trangen til nye var saa
overvældende, at man i sin Vaande maatte lade Fanger
fra Bremerholm fortsætte med Gravning af Grøfter. Faa
Dage efter var der af et Fangehold paa 17 kun 2 tilbage,
de øvrige havde Pesten bortrevet eller angrebet, og da
alle andre Udveje syntes lukkede og de ubegravede Legemer
hobede sig op i forfærdelig Mængde, udkommanderedes
atter midt i August 200 Soldater til at kaste Kuler
af 3 Alens Bredde og 3 Alens Dybde, beregnede til at
rumme nogle tusinde Lig.
I denne. Maaned, da Farsoten var paa sit højeste,
arbejdede Døden frygteligt om Kap med Graverne. Næppe
var Kulerne aabnede, før de lukkedes igen, stuvende fyldte
med Kister, idet de Dødes Antal naaede henimod 300 om
Dagen, og Følgen var, at Gruberne overfyldtes i den Grad,
at Kistelaagene mange Steder stak de nøgne Fjæle op
gennem Overfladen, og at ubegravede Lig, stundom 100
ad Gangen, stod flere Dage og ventede paa at sænkes i
Jorden. Med Uro og Skræk mærkede man i Kastellet og
Nyboder den dræbende Stank, som fra det store, sønderflængede
Gravfelt hinsides Voldene drev ind over Byen.^)
Under Indtryk af disse Rædsler søgte Sundhedskommissionen
for alle Tilfældes Skyld at sikre sig ny Jord
og fik derfor overladt et Terrain mellem Kapellet paa
') Mansa anf. St.. p. 558 ff.
>

Skibskirkegaarden — Holmens Kirkegaard — og Sortesø
til Begravelsesplads, men inden denne planeredes og indviedes,
begyndte det at lysne, Pesten tog af, og Reservekirkegaarden
toges ikke i Brug.
Selvom alle Stadens gamle Kirkegaarde og Pesthuskirkegaarden
ved St. Jørgens Sø naturligvis under denne
forfærdelige Epidemi benyttedes i størst mulig Udstrækning,
kan der dog næppe være Tvivl om, at Kommissionens
store Kirkegaard udenfor Kastellet har modtaget de
fleste Lig, og et Indtryk heraf faar man unægtelig gennem
Oplysningen om, at der paa denne Gravplads fyldtes
40 Gruber, der alle var 2—300 Alen i.Længde/)
Paa Baggrund af alt dette turde der være Sandsynlighed
for, at Pestkirkegaarden her — hvis Omfang man
ikke hidtil har kendt — har kunnet strække'sig helt ned
til det Terrain ved Classens- og Livjægergade, hvor de
kistefyldte Kuler fremdroges, — og af et Par Notitser i
Sundhedskommissionens Protokol fremgaar det da ogsaa
med afgjort Vished, at det har udgjort en Del af denne
mægtige Kirkegaard.
Da Pesten i November for Alvor tog af, kunde Kommissionen
anvende større Kraft paa at faa sin forgravede
og daarligt dækkede Kirkegaard sat i forsvarlig Stand,
midt i December arbejdedes der daglig med 20 Vogne paa
at køre Jord paa Gruberne Nr. 34 og 35, og Jordtilførselen
og Planeringen fortsattes ind i 1712^). Inden 12. November'Tt711
var der kørt 769 Læs Jord paa Gravene,
og 4. December aflagde Inspektøren Maties Aalborg Rapport
om Kirkegaardene, hvoraf fremgik, at Skibskirkegaarden
lod en Del tilbage at ønske — sine Steder var
') Mansa anf. St., p. 562. Sundhedskommissionens Forhandlingsprotoliol
1711 (Rigsarkivet).
Mansa, p. 563. I Januar 1712 paastodes det, at der i en af
Gruberne laa 200 Lig ubedækkede. I Virkeligheden fandtes der dog
kun 70. •

der V2 og ^U Alen Jord over Gravene. Kommissionens
Kirkegaard — altsaa den ved Kastellet — erklærede han
derimod »overalt vel planeret uden 3å4 Kuler, som blev
jævnlig ført paa, mens ned er ved Stranden i
de lange Kuler der blev de Lig fra Flaaden ført i
Land og sat, ligeledes alle Døde fra Kvæsthuset, som
vore Fanger hver Aften blev beordret at kaste Jord
paa.«^)
Denne Beretning er af stor Vigtighed, idet den viser,
at Pestkirkegaarden har strakt sig ned til Stranden
— Kystlinjen laa som tidligere anført ved Strandboulevard
— og de lange Kuler, som omtales her, maa uden
Tvivl være identiske med de 1924 fremdragne Massegrave,
der i Karakter svarer nøje til de for Pestkirkegaarden
reglementerede Gruber. ,
Maties Aalborg gjorde i sin Rapport endvidere opmærksom
paa, at da Ligene i disse Kuler nærmest Stranden
var fra Flaaden og Kvæsthuset, burde der ydes Hjælp
herfra til ^lordarbejdet. Paa Kommissionens Opfordring
paatog Søkvæsthuset sig da ogsaa at jorde sine Lig i
»den Kule, som var nærmest Kastellet«, og
dække den forsvarligt med Jord, medens det overlodes
»Landhospitalet« at sørge for den a n d e n K u 1 e
nærmere ved Fiskerhuset^). Dette, som paa
Holbergs Tid var et yndet Udflugtssted for Københavnerne,
laa Nord for Classensgade omtrent ved Livjægergade').
Dermed er al Tvivl hævet; thi takket være disse Oplysninger
ligger Grænserne for Kirkegaarden nu klart afmærkede.
Mod Øst har det af Kuler gennemgravede Terrain
naaet ud til Kysten, mod Syd til Kastellets Udenværker,
mod Nord til Classensgade. Paa et Kort over
') Sundhedskommissionens Protoliol, 4. Dec. 1711.
Sundliedsliom. Prot. 1711, fol. 268.
') O. Nielsen: København paa Holbergs Tid, p. 270 f.

disse Egne fra 1738^) ses netop dette Terrain mærket med
Paategningen: »Citadellets Fridrichshauns Gvarnisons
forrige Kircke-Gaard, som nu og alt for nogle Aar siden
af Magistraten har været bortleyet til Garveren Smith«.
Samtidig indtoges Grundene mellem dette Vænge og Garnisonskirkegaard
af Tobaksplantager.
Helt nøjagtig er Kortets Betegnelse paa Kirkegaarden
ved Livjægergade nu i alle Tilfælde ikke; thi af det ovenfor
anførte vil det jo fremgaa, at bl. a. og især Flaadens
Mandskab i stor Udstrækning er stedl; til Hvile her, og
den rette Betegnelse for denne allerede før 1738 nedlagte,
halvvejs glemte Gravplads, turde utvivlsomt være
— den østligste Udløber af Sundhedskommissionens
store Pestkirkegaard udenforØsterportlTll.
,
Alle de Forhold, som syntes gaadefulde, faar derigennem
deres naturlige Forklaring. At man ikke har truffet
Barnelig, kan ikke mere forundre, da alt taler for, at de
fundne Gruber netop har været reserveret Flaade og
Kvæsthus. Ogsaa de tomme, senere tilfyldte Kuler bliver
nu forstaaelige. Den østlige Del af Kirkegaarden yderst
ved Sundet synes at være benyttet netop paa det Tidspunkt,
da den afgørende Vending indtraf og Epidemien
begyndte at tage af. Ingen kunde naturligvis paa dette
Tidspunkt overse, hvor holdbar denne Bedring i Situationen
vilde blive, og det er derfor meget rimeligt, at man
stadig stuvede Kiste*»i de Kuler, som var i Brug, og lod
de tomme staa i Reserve. Da Pesten havde raset ud, uijen
at man fik Anvendelse for dem, har man atter kastet
dem til med Fyld, som var hentet andet Steds fra, og
som derfor den Dag i Dag giver disse 2 Gruber et særligt
Præg.
') Kortet er gengivet hos O. Nielsen, anf. St., p. 712.

II. EN STATISTIK FRA PESTENS AAR 1711.
Meddelt af E. MARQUARD.
En Befolkning, der rammes af en omfattende Epidemi,
som Københavns Befolkning, da Byen i 1711 hærgedes
af Pesten, vil ikke være i Stand til at danne sig et
klart Billede af Ulykkens Omfang. Den Rædsel, der griber
Menneskene ved Epidemiens Hærgen, lammer selvfølgelig
deres Evne til at bedømme Tilstanden objektivt
og faar dem til at se Forholdene endnu mere fortvivlede,
end de virkelig er. Eftertiden vil paa den anden Side hurtigt
glemme den væsentligste Del af de Rædsler, som
den hærgede By led under, og vil derfor være tilbøjelig
til at undervurdere Ulykken; i hvert Fald vil den være
udsat for gennem Samtidens Beretninger at faa et uklart
Billede af Forholdene, i hvilket Skyggerne bliver dybe,
men Helheden udviskes.
Her er ida et af de Tilfælde, i hvilke Statistikken
kan træde hjælpende til og give Eftertiden Mulighed for
gennem tørre Tal at fastslaa Ulykkens Omfang og dens
Betydning for den hjemsøgte Egn.
I Nutiden er det let at faa dannet et saadant Billede,
ti alt registreres og noteres, og Statistikken kan som Følge
af de moderne Samfundsforhold næsten straks give et
korrekt Billede af Forholdene. For ældre Tiders Vedkommende
svigter denne Kilde som oftest; Statistikken
er jo en forholdsvis ung Videnskab. Imidlertid er vi saa
heldige, at vi netop for Pestens Aar har en enestaaende
god og detailleret statistisk Kilde, idet der i Rentekammerarkivet
(i Rigsarkivet) i Gruppen »Diverse til Kontorefterretninger«
XX, A, 14 findes flg. Fortegnelse, der,
som Titelen siger, angiver Antallet af Viede, Fødte og
Døde i ugentlige Opgivelser fra 3. Januar til 31. December
1711.

Fortegnelse paa dennem, som udi den Kongelige Residentze
Stad Kiøbenhavn fra den 1ste Januarij 1711 til Aarsdagen 1712
i Pestens Tid hver Uge ere copul., fødte og døde.
Anno 1711 Cop. Fødte Døde Anno 1711
1
Cop. Fødte Døde
Til Til
Januarij 10. 13 43 84 Julij 4. 18 33 126
— 17. 6 35 86 — 11. 20 34 228
— 24. 10 24 61 — 18. 16 36 342
— 31. 14 34 80 — 25. 17 29 748.
Februarij 7. 29 39 61 August 1. 9 32 1032
— 14. 20 48 63 — 8. 4 41 1952
— 21. 13 44 63 — 15. — 38 1831
— 28. 14 29 72 — 22. 4 35 1949
Marts 7. 11 33 68 — 29. 2 37 2393
— 14. 9 31 68 Septerab, . 5. 4 27 2119
— 21. 12 17 55 — 12. 1 24 3326
— 28. 16 29 46 — 19. 1 20 1751
April 4. 5 32 49 — 26. 1 21 1312
— 11. 17 35 45 October 3. 5 10 974
— 18. 17 39 52 — 10. 2 13 613
— 25. 30 36 65 — 17. 5 15 369
May 2. 27 30 50 — 24. 10 12 241
— 9. 36 34 57 — 31. 8 11 176
— 16. 24 35 67 Novemb. 7. 11 14 92
— 23. 23 41 55 — 14. 17 15 84
— 30. 29 34 54 — 21. 20 11 60
Junii 6. 25 27 50 — 28. 30 20 64
— 13. 17 40 54 December 5. 25 22 51
— 20. 16 27 65 — 12. 34 19 47
27. 25 36 95
—
19.
26.
31.
30
23
j 25
12
20
11
41
28
22
Summa 800 1464 22,535
Der har med Hensyn til Antallet af Døde hersket me-
gen Usikkerhed blandt dem, der har beskæftiget sig med
Pesten 1711. H. Callisen^) oplyser, at Lægen J. G. de
Botticher angiver Antallet af Døde i 1711 i Hovedstaden
og Omegn til 40,000, medens Callisen selv arbejder med
') Dr. Henrich Callisen: Physisk medicinske Betragtninger over
Kiøbenhavn, 2. Del, Kbhvn. 1809: Smitsomme Sygdommes Afværgelse,
S. 27.

lo Lister, en, der omfatter hele Aaret, og som har Tallene
800 Vielser, 1490 Fødsler og 22,473 Døde, altsaa noget
nær de samme Tal som Rentekammerets Liste, og en anden,
der kun omfatter de Døde for Tiden 27. Juni—7.
November. Antallet af Døde i førstnævnte Liste er bygget
paa Kirkebetjentenes Opgivelser. En anden Oplysning
fra Samtiden sætter Antallet af Døde til 22,429.
Den Liste, som findes i Rentekammerarkivet, har ingen
Oplysninger om, hvorfra den stammer, men er i Virkeligheden
den samme, som kort efter Aarets Udgang
blev trykt, og som nu findes bevaret sammen med en Ugeliste
fra 23.—30. November 1710 og enkelte andre Detail-
Lister i-et Bind trykte Lister over »Copulerede, Fødte og
Døde i Kiøbenhavn 1738—1781« "paa Det kongelige Bibliotek.
Det er den Liste, som af Politimester Ernst blev udarbejdet
til »Sundhedscontoiret«.
Den kan sikkert betragtes som den paalideligste Opgivelse
om Pesten og er da ogsaa blevet benyttet af Marcus
Rubin i hans Afhandling: Københavns Befolkningsstatistik
1630—1730^). Den samme Liste anvender ogsaa Kaptajn
Carl von Kohl i sin Afhandling: Pesten i København
1711—12=').
Betydningen af Listens Tal fremtræder først rigtigt,
naar man sammenholder dem med Københavns Befolkningstal.
Dette opgør Marcus Rubin i sin nævnte Afhandling
til ca. 66,000. Dette vil altsaa sige, at der af Befolkningen
i København, der dengang kun var lidt mindre
end Aarhus By nu, døde ikke mindre end en Tredjedel,
saa at Københavns Indbyggerantal i Løbet af dette ene
Aar gik ned til højst ca. 44,000. Endda maa man ikke
glemme, at København i de foregaaende Aar var bleven
') Hist. Tidsskr. V. R. 3. Bd., S. 487 ff.
Hist. Medd. om Kbhvn. I R. 3. Bd., S. 545 ff. Se om Pesten ogsaa
F. V. Mansa: Pesten i Købenliavn og Helsingør 1710 og 1711, Kbhvn.
1842, oprindelig trykt i Hist. Tidsskr. I. R. Bd. 1 og 3.

hærget af en Række ondartede Epidemier^) og at bl. a.
en ondartet Smittefeber i Aaret 1710 havde bortrevet ca.
6000 Mennesker. Det er yderst karakteristisk, at den
ovenfor omtalte Ugeliste for 23.—30. November 1710 opgiver
Antallet af Viede til 14, af Fødte til 27 og af Døde
til 148, hvoraf der alene paa Skibskirkegaarden begravedes
103, hvilket altsaa vil sige, at det særligt var Flaadens
Mandskab og deres Familier, der var hjemsøgt. Naar
der i Forvejen var ryddet saa stærkt op i Befolkningen,
kan man forstaa, at Pestens Virkninger har været endnu
frygteligere, end de ser ud til. Epidemierne og Krigen, der
dengang rasede, havde beredt Jordbunden godt.
Modstykket til denne Liste har vi i en anden, tilsvarende
Liste for Aaret 1721 1. Januar—31. December, der
findes i det ovennævnte Bind paa Det kongelige Bibliotek,
»Copulerede, Fødte og Døde i Kbhvn. 1738—1781«. Antallet
af Viede angives her til 761, af Fødte til 2630 og af
Døde til 2247. Den viser en overordentlig stærk Tilvækst
af Fødsler og en voldsom Nedgang i Antallet af Døde, der
kun er en Tiendedel af Antallet af Døde i 1711. Antallet
af Fødte var allerede i 1713 2222 og sættes af Marcus
Rubin^) for Aarene 1720—27 til gennemsnitligt ca. 2533
aarlig. Befolkningstilvæksten var da saa stor, at Københavns
Indbyggerantal ved det sidstnævnte Aar maa sættes
til ca. 76,000.
løvrigt taler Listen for sig selv.^ Naar man henser
til de Forhold, der hersksde i Byen i Slutningen af Aaret
1710 og som fremgaar af den ovenomtalte Ugeliste for
23.—30. November 1710, er det ikke underligty at Antallet
af Vielser og Fødte er lavt allerede i Begyndelsen af Aaret.
Januar har kun ialt 43 Vielser og 136 Fødsler. I Februar
er Tallene lidt højere, henholdsvis 76 og 160. I de føl-
') Se Carl v. Kohl anf. St. S. 548.
Anf. St. S. .533.

gende Maaneder holder Tallene Sig paa omtrent samme
Niveau, medens Antallet af Døde svinger fra ca. 85 til 95
om Ugen i Slutningen af Juni. Men med Juli Maaned
vokser Antallet af Dødsfald enormt. Fra 126 i første Uge
stiger det gennem 228 og 342 til 748 i sidste Uge, for saa
i August at gøre det store Spring op til 1032 i første Uge,
derefter til 1952, til det i sidste Uge af August kulminerer
med 2393. Samtidigt falder Antallet af Vielser med rivende
Hast. 1 Juli Maaned var de ugentlige Tal henholdsvis
18, 20, 16 og 17 for i August at gaa ned til 9, 4 og i
den tredje Uge 0.
I den følgende Tid er Antallet af Vielser yderst lavt:
4, 2, 1, 1 o. s. V. Først i Oktober Maaned, da Antallet
af Dødsfald var gaaet ned til 241 og 176 i de to sidste
Uger, og i November, da det atter gik ned under 100,
stiger Antallet af Vielser langsomt, men naar dog i Aarets
sidste Del ikke højere end til 30 i den tredje Uge af December.
Antallet af Fødsler er paa tilsvarende Maade lavere,
omend disse Tal ikke øjeblikkeligt paavirkes i samme
Grad som Tallene for Vielserne. Desværre har vi ikke
Tallene for 1712, hvor Virkningerne af de aftagende Vielser
jo netop vilde vise sig i Fødselstallet. Allerede i 1710
var Antallet af Fødte lavt, kun 1964, og fra Rentekammerlistens
Tal paa Fødte for 1711: 1464, steg det for hele
Aaret 1712 kun til 1503 Døbte'). Først efter dette Aar
stiger det atter, saaledes til 2222 i 1713.
Endnu skal bemærkes, at Pestens Indflydelse paa
Antallet af Vielser er, om man kan bruge det Udtryk,
ganske automatisk. Der lagdes fra Myndighedernes Side
i hele Aaret 1711 ikke Hindringer i Vejen for Indgaaelse
af Ægteskab. Det eneste Skridt i denne Retning foretoges
først den 12. December 1711, da Sjællands Biskop Chri-
') Marcus Rubin anf. Værk S. 533.

sten Worm fik kgl. Befaling til at tilholde Præsterne i København
»ej at copulere nogen, uden de bevise ved Commissionens
(d. v. s. Sundhedskommissionens)^) Attest, at
deres Senge og Gangklæder samt Boskab er renset«. De
Svingninger i Antallet af Vielser, som Listen viser, skyldes
derfor udelukkende Epidemiens direkte Indvirkning
paa Befolkningen. Listens tørre Tal bliver saaledes
ogsaa et Udtryk for Pestens Indflydelse paa den hærgede
Befolknings Sindstilstand.
Sundhedskommissionen i Kbhvn. 1711 7/7: Brevconc. og Div.
Dok.: Specifik, paa kgl. Befalinger til Kom. 1711—12.