Flot lyd fra små æsker - Hi-Fi Klubben

JP - print
http://www.jp.dk/popup:print=3389022
Page 1 of 2
21-11-2005
luk vinduet
Offentliggjort 16. november 2005 22:30 / Opdateret 19. november 2005 22:54
Flot lyd fra små æsker
Af POUL TVILUM
Dali og Dynaudio sætter hjerterne i brand med nye tovejshøjttalere. Men på
hver sin måde og i hvert sit prisleje.
En klog norsk hifi-skribent sagde engang, at små tovejshøjttalere giver 80 procent af
lyden fra gulvhøjttalere - men koster kun en fjerdedel. Og alene af den grund burde
små stativhøjttalere have en stor plads i de omkostningsbevidste danskeres hjerter.
Et faktum er det da også, at et lille kabinet er lettere og billigere at gøre
resonansdødt. Og takket være moderne delefilterteknologi og tilsvarende enheder er
det i dag muligt at komme forbavsende langt ned i frekvensområdet på
tovejshøjttalere, hvor det begynder at ligne dybbas.
Dalis nye våben i den lille tovejsklasse er budgethøjttaleren Ikon 2, der ikke mindst
er udstyret med et avanceret diskantmodul - en variant af diskantelementet i den
kostvare Euphonia-serie. Her kombineres en traditionel softdome med et
båndelement til at dække de allerøverste frekvenser mellem 14.000 Hz og 30.000
Hz. Herudover byder Ikon 2 på biwiring med separate kabler til de to enheder samt
et stabilt kabinet, dog med foliering i enten eg eller valnød.
Dynaudio fortsætter den succesrige serie af tovejshøjttalere fra
Skanderborgfabrikken med Focus 140, der ikke byder på revolutionerende nyt men
kæler yderligere for detaljerne. Således anvendes der blandt andet særligt
temperaturstabile modstande i delefilteret samt kraftige neodymium-magneter i
diskantenhederne.
Kabinettet er i meget høj kvalitet i ægte træ og kvaliteten går igen i noget så basalt
som navneplaketten bag på Focus 140, der er i elegant aluminium. Her har Daliingeniørerne
nøjedes med et klistermærke. Til gengæld har Focus 140 kun
singlewiring til enhederne, hvor normen ellers er biwiring blandt de fleste andre
producenter - inklusive Dali.
Den endelige målestok
Men det er jo lytteresultatet, der er den endelige målestok. Og her klarer Focus sig i
fin stil. Lydbilledet er herligt åbent og detaljeret med en lille tendens til varme i
klangen, der kun er en fordel ved mange musikgenrer. Takket være det kraftige
kabinet er der ingen tendenser til kasselyd, om end musikken ikke kommer helt så fri
af kabinetterne som ved elektrostathøjttalere - dog en akademisk detalje, da
sidstnævnte er i et væsentligt højere prisleje.
Dynaudio Focus 140 kan også spille ganske højt uden at lyde presset, dog skal der
lidt flere watt til end ved Dali Ikon 2, der har to dB højere virkningsgrad. I praksis vil
100 stabile watt være et godt udgangspunkt for et forstærkervalg.

JP - print
http://www.jp.dk/popup:print=3389022
Page 2 of 2
21-11-2005
I forbindelse med Ikon 2 var forventningerne lidt mindre af flere årsager. Prisen er
markant lavere, knap halvdelen. Og kombinationen af bånd og traditionel dome i
diskanten er ikke så ligetil at håndtere. Man risikerer at det akustiske output ikke er
ens fra de to forskellige enheder.
Men allerede fra de første strofer af Sara K's skønsang på cd'en "Water Falls" blev
vi i tvivl om, hvorvidt vi havde fået oplyst den rigtige pris på højttalerne. En
tilsyneladende linealret frekvensgang kombineres med et meget levende og
detaljeret lydbillede fra mellemtonen og op. Sprøde guitarklange kan næppe
gengives mere luftigt i det prisleje, og stemmenuancer præsenteres på et sølvfad. Et
så detaljeret lydbillede kan let blive for meget af det gode, men i Dalis tilfælde bliver
der aldrig tale om en "hysterisk" diskant. Bassen, især den dybe, er ligeledes fint
med, men den er der kun, når den skal være der. En fin detalje, man som køber
kommer til at sætte pris på i det lange løb. Endelig kan Ikon 2 spille højere end
Focus 140 med den samme forstærker, men forskellen er ikke markant.
Hvis ikke kravene til "krop" i musikken er den primære parameter, så kan både
Focus 140 og Ikon 2 spille en stue på 30 kvadratmeter op ved almindelige niveauer.
Ellers vil 20 til 25 kvadratmeter nok være et mere optimalt match.
Knock out i første runde?
Men er hæderkronede Dynaudio så slået knock out allerede i første runde?
Ikke helt.
Liebhavere til Ikon 2 skal vide, at triste optagelser forbliver triste med al tydelighed.
Et texmex-nummer som "Heaven" med Los Lonely Boys kan fylde et dansegulv på
splitsekunder med frodige rytmer og fræsende guitarer. Men sætter man sig ned og
lytter nøgternt på nummeret via Ikon 2, kommer man let til at ærgre sig over, at
studiefolkene ikke brugte lidt bedre grej under optagelsen, der er temmelig
udynamisk og "hvid" i diskanten. Her er Dynaudio Focus 140 mere nådig og mindre
detaljefokuserende - man kan lettere nyde dårligt optaget musik med Focus 140,
hvor Ikon 2 er som en sportsvogn med sænkede fjedre og lavprofildæk. Entusiasten
mærker alt og vil glæde sig over det - men opdager altså også hvis asfalten er
lappet og der er huller i vejen. Og det er den forbavsende tit, også i musikkens
verden.
Sammenfattende kan man sige, at Dynaudio Focus 140 er for den voksne
musiklytter, der vil have glæde af så mange cd'er i musiksamlingen som muligt i en
træindpakning og finish der giver stor, varig ejerglæde. Og hvem har nogensinde
købt et Rolex for præcisionens skyld?
Dali Ikon er sjældent vellykket, og et køb kan let blive begyndelsen på et entusiastisk
forhold til hifi-grej, hvor næste skridt er at eksperimentere med kabler, forstærkere
og signalkilder for at lokke endnu flere detaljer og live-fornemmelse ud af højttalerne,
hvad enten der er tale om Brahms eller Beatles. Og det er vi ret mange, der har det
sjovt med.
poul.tvilum@jp.dk