Gårdejerne fortæller - Kolding Kommune

Gårdejerne fortæller
Indledning
Da de 76 købstæder og ca. 1300 sogne den 1. april
1970 ved kommunesammenlægningen blev slået
sammen, var der på flere punkter sat et afgørende
punktum i Danmarkshistorien. For første gang var
land og by undergivet den samme lovgivning og administration.
Sammenlægningen fik dog også konsekvenser
for politikernes rolle i kommunerne. Politikerne
mistede ved sammenlægningen som følge af de nye
kommuners størrelse en række funktioner, der blev
lagt i hænderne på en voksende stand af embeds¬
mænd. Indtil sammenlægningen var de politisk
valgte sogneråd oftest samtidig deres egen admini¬
stration. Administrationen af sognekommunen
blev i reglen overladt til sognerådsformanden og
kassereren, mens kommunens ansatte hovedsagelig
bestod af et par lærere, en vejmand og evt. en kæmner.
Mange af de opgaver, der i dag regnes som ad¬
ministrative og varetages af kommunens embeds¬
mænd, blev i sognekommunen udført af en eller
flere af sognerådsmedlemmerne. Formanden for
vejudvalget måtte selv ud og syne vejene, når der
skulle foretages reparationer og evt. forbedringer.
Socialsagerne blev administreret af sognerådsmedlemmerne
selv o.s.v. Sognerådsmedlemmerne kom
dermed til at kende sognet og dets beboere, ikke
mindst igennem det årlige ligningsarbejde.
Sognerådsarbejdet havde dermed også en anden
karakter end i dag. Det politiske arbejde i sogne¬
kommunerne bestod i høj grad af beslutninger, der
blev truffet efterhånden som sagerne dukkede op
hos sognerådet. I kraft af en række enkeltbeslutnin¬
ger blev der lagt en mere eller mindre fast linie for
sognekommunens administration og sognets frem-
Når en sag eller en forespørgsel kom ind til sog¬
nerådet, blev der truffet en afgørelse i den enkelte
sag, hvilket var muligt i en sognekommune på mel¬
lem 600 og 3000 indbyggere. Kun i ganske få sager,
hvor det drejede sig om store investeringer for kom¬
munen, f.eks. opførelse af en ny skole, kloakering
eller lignende, kunne det komme til en »politisk«
debat, som vi kender det i dag. Kommunalpolitike¬
rens perspektiv i kommunalpolitikken blev ander¬
ledes efter kommunesammenlægningen i 1970.
I det følgende fortæller en række gårdmænd om
sognerådsarbejdet. I første beretning fortæller H.
C. Juhl om sit arbejde som sognerådsformand i Sdr.
Stenderup. I beretningen »Fra fyldepen til hulkort«
fortæller Johannes Juhl om sognerådsarbejdet og
udstykningerne i Sdr. Bjert. Sognerådsarbejdet var
et mangesidigt job, uden den specialisering som det
er tilfældet i dagens kommunalpolitik. I beretnin¬
gen »Sognerådets altmuligmand« fortæller Jens
Peter Jørgensen om denne blandede landhandel,
der kunne være meget arbejdskrævende for sogne¬
rådsformanden. Aksel Buhl fortæller om kassere¬
rens arbejde på en tid, hvor pensioner og sociale
ydelser blev udbetalt kontant af kassereren til den
enkelte.
Sognekommunerne kunne bestå af mere end et
21

sogn, hvilket var tilfældet for Eltang-Vilstrup sognekommune,
der bestod af sognene Eltang, Sdr.
Vilstrup og Nr. Bjert, samt sognekommunen Harte-Bramdrup,
der bestod af de to sogne Harte og
Bramdrup. I »To sogne i en sognekommune« fortæller
Kristian Rasmussen om de problemer og dis¬
kussioner, som en sognekommune med to sogne
kunne medføre. Endelig fortæller Hans Sidelmann
om arbejdet som sognerådsformand i en sogne¬
kommune med kraftig økonomisk vækst.
H. C. Juhl, Sdr. Stenderup
Sognerådsformand i Sdr. Stenderup
H. C. Juhl er født i 1924 på »Lykkesgård« i Sdr.
Stenderup. Efter præliminæreksamen på Kolding
Private Realskole i 1940 var han i de efterfølgende
år ude at tjene, indtil han i 1950 blev gift. Fra 1950
til 1955 fungerede han som forvalter på »Lykkesgård«,
hvorpå han først forpagtede gården og i 1959
købte den. I 1958 blev han indvalgt i Sdr. Stenderup
sogneråd og samme år valgt som sognerådsformand.
Denne post besad han indtil kommunesammenlægningen
i 1970. Han blev i 1970 valgt til Kolding
Byrådfor de konservative, hvor han sad som
viceborgmester indtil 1974.
I 1958 var der kommunevalg, og vores daværende
sognerådsformand, J. Raffnsøe, ringede rundt til en
del af os ude på gårdene og bad os om at komme op
i forsamlingshuset til et opstillingsmøde. Han var
ked af at skulle sidde alene med dem, han ikke så¬
dan lige var helt enig med, og vi stillede en hel del
unge landmænd i forsamlingshuset. Det endte, som
den slags tit gjorde, med lidt pit og lidt pjat, og fjol¬
let nok tillod jeg mig at nævne et navn på en af mine
kolleger, hvilket jeg nok aldrig skulle have gjort.
Kollegaen returnerede omgående og foreslog H. C.
Juhl. Det var min opstilling, og der blev jeg på li¬
sten.
Jeg blev valgt til valget 1. april 1958. Jeg skulle til
tre sognerådsmøder, et pr. måned, april, maj og ju¬
ni. Det første glemte jeg, nr. to tog jeg ind til, og ved
nr. tre blev jeg ringet op ude på en forpagtergård.
Jeg havde glemt, at der var sognerådsmøde den af¬
ten. Det havde jeg altså også glemt. Det var min in¬
teresse for sognerådsarbejde på det tidspunkt.
I juni måned døde vores sognerådsformand gan¬
ske pludseligt, og vi skulle finde en ny. Der blev pe¬
get på mig som det nyeste medlem i sognerådet
uden nogen særlig stor interesse for sognerådet el¬
ler sognerådsarbejde af nogen art. Jeg havde nok at
gøre med at passe min gård, men jeg blev valgt til
sognerådsformand, vidende at jeg ikke havde poli¬
tisk opbakning til at blive valgt. Jeg blev nemlig
valgt af et flertal af socialdemokrater, og det var så¬
dan set det interessante. Jeg husker, et af de social¬
demokratiske medlemmer sagde, at det kunne man
ikke være bekendt. De ville pege på Mathias Peter¬
sen, der var en af hans kammerater, hvortil denne
kammerat, som for øvrigt siden blev min kommu¬
nesekretær, sagde: »Det ved du jo godt, at det har
jeg ikke lyst til, og jeg har heller tid til det. Jeg vil fo¬
reslå, vi holder os til H. C. Juhl«, så det var min indtræden
som sognerådsformand i Sdr. Stenderup.
Jeg må indrømme, at jeg aldrig har fortrudt, at
jeg blev sognerådsformand. Da jeg var klar over,
der ville være optræk til det, tog jeg hjem på går¬
den. Jeg spurgte min far: »Jeg har formodentlig to
muligheder, at blive kommunekasserer eller blive
Sdr. Stenderup sognekommune 1966. 90% af originalkort.
Reproduktion af udsnit af kortblad 3410
udg. 1966 i serien »Danmark 1:40.000«. © Copyright
Kort- og Matrikelstyrelsen 1989 (A124-89).
22

sognerådsformand, hvad vil du råde mig til?«, og
da sagde han: »Så tag formandsposten, for det at
være ung landmand uden penge i dag, kan der være
en fristelse i at sidde på en pengekasse. Jeg vil råde
dig til at tage formandsposten.« Og det gjorde jeg.
— Havde du en tilknytning til Det Konservative
Folkeparti, inden du blev opstillet?
Ja, jeg var medlem af Det Konservative Folke¬
parti. Jeg tror oven i købet, at jeg var bestyrelses¬
medlem i Vonsildkredsens konservative vælgerfor¬
ening, inden jeg blev opstillet her.
— Hvorledes var sognerådsarbejdet så i de første
år?
Først skulle jeg prøve at sætte mig lidt ind i, hvad
det overhovedet drejede sig om. Problemerne var
ikke store, eller var slet ikke at sammenligne med
kommunalarbejde i dag. Det var faktisk interessant.
Man sad som en lille, jeg havde nær sagt konge, og
kørte det meget som et »One man show«, men jeg
havde heldigvis min gode sekretær, der havde alt
skrivearbejdet. Ham havde jeg faktisk i otte timer.
Hver dag sad han oppe på kontoret. Alle i sognet
kunne henvende sig til ham og spørge om det og
det. Han kunne slå op i love og cirkulærer, og han
havde alt, hvad han skulle bruge til sin rådighed til
at besvare næsten alle spørgsmålene. Var der pro¬
blemer, ringede han, og normalt var jeg på kontoret
enten en time eller to hver dag.
Jeg havde altid fast telefon her på gården om
morgenen fra 8.00 til 9.00, hvor vi kunne tale sam¬
men, og hvor jeg havde kommunens post, som kom
den her vej ud. Kommunens post blev afleveret på
min privatbolig, hvor jeg gik den igennem. Hvis der
var noget, der hastede, kørte jeg op og afleverede
det, ellers var en times tid eller to om dagen normalt
arbejde. Vi havde dog mandagen, hvor der var
kommunetid, hvor kommunens kontor blev åbnet
fra fire til seks. Der kom folk og hentede deres pen¬
sion, deres tilskud, bidrag, lønninger, og hvad der
var. Det havde sekretæren ordnet langt det meste
af.
Noget af det, der morede mig en del ved kommunearbejdet,
det var økonomien. Vi fik på det tids¬
punkt 85 % i tilskud til lærerlønninger, for at tage et
eksempel. Vi havde selv en skatteprocent her i sog¬
net på 16 %. Når lærerne eller skolelederen sagde,
at nu havde man altså faktisk behov for lidt mere
hjælp til skolen, skulle man ikke være ret intelligent
for at finde ud af at ansætte en lærer. Det skete der
ikke alverden ved, vi tjente faktisk på det hver gang.
Istandsættelsen af lærerboliger kostede en del, det
var hagen ved at have flere lærere end lige højst
nødvendigt.
Vore vejrefusioner fik man efter 1. april ret hur¬
tigt refunderet. De materialer, jeg skulle bruge i det
kommende finansår, købte jeg selvfølgelig umid¬
delbart før 1. april. Jeg købte f.eks. stenmaterialer
til et år. Vi havde måske ikke behov for dem før til
august, september, oktober det kommende år, men
regningen var betalt og refusionen kom først i april.
Vi kørte næsten på frihjul et år igen. På den måde
fik vi en fantastisk god økonomi i vor lille kommu¬
ne.
Vi skyldte ikke penge, og vi havde ved kommu¬
nesammenlægningen, hvis jeg ikke husker helt for¬
kert, små to mill. at kunne tilføre Kolding kommu¬
ne. Det var måske lidt tåbeligt. Vi kunne lige så
godt selv have anvendt de penge i sognet til et eller
andet, men vi havde ikke, og jeg havde slet ikke, et
ønske om at presse noget igennem for at få tømt
kassen inden sammenlægningen. Det syntes jeg
Sognets udgifter til lærerlønninger blev refunderet
af staten. Den eneste udgift for sognet var, at det
selv skulle betale lærerboligen. Lærerbolig til Al¬
mind skole. Tegnet af Sigurd Madsen i 1945.
24

ikke, der var nogen grund til, for vi skulle være i
fællesskab bagefter, og der var bestemt behov for,
hvad man kunne få der.
I sognerådsperioden havde vi en lille historie
med Esbjerg kommune, som vi skaffede fem tønder
land på Stenderup Hage. Esbjerg kommune skulle
opføre feriekoloni dernede. Jeg handlede dernede,
og købte de fem tønder land for 23.500 kr. Esbjerg
kommune ville kun give 10.000 kr. for den, Sten¬
derup kommune ydede 5.000 kr. Der manglede alt¬
så 8.500 kr. Jeg gik da rundt til vore håndværkere,
til købmænd, brugs, alt hvad der var af handlende i
sognet og sagde: »Du har så stor en forretning, du
skal give fem hundrede«, og »du har så stor en for¬
retning, du skal give tusind kroner«, til jeg havde
mine 8.500 kroner. Dem afleverede jeg til lodseje¬
ren, og dermed havde Esbjerg kommune samlet de
fem tønder land, og kunne bygge deres koloni her¬
nede. Der lå den klausul i det, at den skulle opføres
af lokale håndværkere, som havde ydet tilskud, og
handelen skulle i minimum en femårig periode fo¬
retages hos de lokale handlende i Sdr. Stenderup
sogn.
— Var der lønnet medhjælp?
Mathias Petersen var på kommunekontoret, in¬
den jeg kom ind i sognerådet, men hvor fast han var
på det tidspunkt, det tør jeg ikke helt sige. Jeg fik
ham i hvert fald fastansat, jeg tror med det samme.
Til stor misundelse for mine kolleger i andre sogne,
som ikke havde en, og vi var endda et af de små
sogne. Jeg har aldrig fattet, at de andre sogneråds¬
formænd havde et ønske om at sidde på deres lille
numme på kommunekontoret i otte timer hver dag.
Jeg havde hverken tid eller råd til at sidde der hele
tiden, jeg skulle da passe gården her.
— Gik i sammen om en overbygning til skolen i Sdr.
Bjert?
» Lykkesgaard« set fra luften. Uden år.
Ja, men først var der nedlæggelsen af Stenderup¬
skov Skole, som var vedtaget, inden jeg kom i sog¬
nerådet. Den skulle først nedlægges til november,
som jeg blev sognerådsformand 1. juli. Det var en
lidt ubehagelig tid og situation, for der var virkelig
mange følelser med i hele det spil. Man havde kun
undervisning af første, anden og tredje klasse og
havde en vist nok ganske udmærket lærerinde der¬
nede, som både børn og forældre var meget begej¬
strede for og elskede. Det var en slags mor for dem
alle sammen dernede, og de mente, at når »kultur¬
centret« Stenderupskov Skole blev nedlagt, så for¬
svandt alt fra jordens overflade, så var det slet ikke
værd at leve mere. Det var der forfærdelig meget
skriveri om, og det var meget følelsesladet. Men
den blev nedlagt, og børnene blev flyttet op til Sdr.
Stenderup Centralskole. I løbet af nogen tid fik vi
solgt bygningerne, den gamle Stenderupskov Skole.
Det var for øvrigt til ingeniør Brems, der lavede en
plastikfabrik dernede.
Der ligger den lille pudsighed i det, at for de pen-
26

ge, jeg fik for skolen, fik jeg som den første kommu¬
ne i Vejle amt, måske i landet, tilladelse til at købe
aktier. Det morede mig, obligationer kunne vi alle¬
sammen købe, men der var aldrig nogen, der havde
fået lov til at købe aktier. Jeg fik amtmand Wambergs
tilladelse til at købe. Jeg købte selvfølgelig i
min egen bank, Kolding Låne- og Diskontokasse,
hvor jeg selv sad i bestyrelsen, og det gav lidt gen¬
lyd. Det var i hvert fald en god forretning!
Så kommer vi til overbygningen, som de kaldte
den i Sdr. Bjert. Vi havde hver vores syv klasser,
Sdr. Bjert og Sdr. Stenderup kommuner. Hovedre¬
formen kom med 8.- 9. klasse, og vi havde vel nok
nogen diskussion om, hvor overbygningen skulle
ligge. Jeg husker, vi var inde på en overgang, at 8.¬
9. klasse passende kunne ligge i Sdr. Stenderup, så
kunne der komme en realafdeling i Sdr. Bjert. Det
var der mange, eller nogle fra Sdr. Stenderup i hvert
Tærskning på Lauritzminde i 1937.
27

fald, der gerne ville have. Jeg syntes nok, det var
noget urationelt, ikke at have det på et sted. Sdr.
Bjert var den kommune, som søgte med lys og lygte
efter at få tilflyttere, og vi hernede, eller jeg i hvert
fald sagde, at jeg ønskede hverken industri eller
sommerhuse. Jeg ville gerne have 1.000 måske
1.200 indbyggere her i Sdr. Stenderup. Jeg ville ikke
have flere og Sdr. Bjert stræbte efter at få både in¬
dustri og større indbyggerantal, så ville det være
naturligt at lade overbygningen være på Sdr. Bjert
Skole. Vi gjorde det på den måde, at første gang no¬
gen skulle i 8. klasse, da skulle børn fra Sdr. Sten¬
derup køre over til Bjert, gå i 8. klasse og så blive
der i 9. klasse. Året efter kom man så til Sdr. Sten¬
derup, startede 8. klasse og kørte 9. klasse hernede.
Sådan havde vi en vekselvirkning til at begynde
med. For ikke at få nogen brok og kritik af det hele,
lavede jeg det på den måde, at de første, der skulle
til Sdr. Bjert, blev mine egne børn. Nu havde jeg til¬
fældigvis to år imellem mine børn, så de er begge
startet i Sdr. Bjert i 8. klasse. Sognerådsformanden
kunne i hvert fald ikke kritiseres for, at han trak til
Sdr. Stenderup på grund af sine egne børn. Folk
forstod den. Siden er vi så fuldstændig ophørt her i
Sdr. Stenderup. Vi kører kun til 7. klasse her, det
kører helt naturligt.
— For at få penge i kassen kørte Sdr. Stenderup
med en stor grundskyldspromille?
Husk på, vi havde 1.600 tønder land statsskove,
og havde vi ikke haft det, så havde grundskyldspro¬
millen været ganske anderledes. Da vi fik så stor en
indkomst på grund af statsskovene, som ikke på an¬
den måde ydede noget videre til kommunekassen,
Sdr. Bjert sognekommune 1966. 90% af original¬
kort. Reproduktion af udsnit af kortblad 3410 udg.
1966 i serien »Danmark 1:40.000«. © Copyright
Kort- og Matrikelstyrelsen 1989 (A124-89).
var vi næsten pisket til at affinde os med, at vi havde
lidt stor grundskyld. Vi fik store midler ind gennem
staten på statsskovene. Derfor lå grundskyldspro¬
millen, vi kan vist godt sige, urimeligt højt her i Sdr.
Stenderup i forhold til, hvad den gjorde i andre
kommuner.
Johannes Juhl, Sdr. Bjert
Fra fyldepen til hulkort
Johannes Juhl er født i 1921 på en gård i Smidstrup,
men kom i 1923 til Binderupgård i Sdr. Bjert. Jo¬
hannes Juhl var medlem af Sdr. Bjert sogneråd i perioden
1958 til 1970, de sidste fire år som kasserer.
Interviewet er omskrevet af Johannes Juhl.
Sønder Bjert Sogn, som ligger sydøst for Kolding,
er et af de otte sogne, som blev lagt ind under Kon¬
geriget Danmark ved fredsslutningen efter krigen i
1864. Sognet har kystlinie både til Kolding fjord og
til Lillebælt — grænser mod øst til Sdr. Stenderup
sogn, mod syd til Vejstrup og mod vest og nord til
Vonsild og Dalby sogne.
Sognets areal er ca. 3300 ha, og der var i 1958
1700 indbyggere. Hovederhvervet var landbrug og
der fandtes de værksteder og forretninger, som
knytter sig til erhvervet såsom smede, sadelmagere,
karetmagere, tømrere og murere.
Ved Bjert Strand og ved Agtrupvig boede flere fi¬
skere, som fiskede i Lillebælt, Kolding fjord.
Der var et andelsmejeri, som blev nedlagt i 1961.
På gårdene var der mange folk, både karle og pi¬
ger, og mange gårde havde desuden også gifte fami¬
lier, som var daglejere og fodermestre.
Styrelsen og administrationen af sognets anlig¬
gender blev udført af sognerådet — i Sdr. Bjert af 11
29

medlemmer. Ved sognerådsvalget i 1958 blev jeg
indvalgt i sognerådet. Ved det konstituerende møde
den 31. marts 1958 blev P. Eeg, som havde siddet i
sognerådet siden 1933 — som formand fra 1943 —
valgt til formand og J. Straarup, der var kommet i
sognerådet i 1936, blev valgt til næstformand og
kasserer.
Der blev valgt medlemmer til kasse- og regnskabsudvalg,
socialudvalg, vejudvalg, biblioteksudvalg
m.m. Der blev endvidere valgt kommunale re¬
visorer (uden for sognerådet), medlemmer til sko¬
lekommission, sundhedskommission m.v. Ved
overdragelsen af regnskabet fra det afgående sog¬
neråd var der i året 1957-58 en indtægt på kr.
3.029.925,- og udgifter på kr. 2.733.895,-, altså en
kassebeholdning på kr. 296.030,-.
Der var sognerådsmøde én gang om måneden,
og der var som regel mange punkter på dagsorde¬
nen. Møderne blev holdt på alderdomshjemmet,
hvor der til sognerådet var en entre, et ret stort kon-
Vesterlykke i Sdr. Bjert omkring 1900. Her fandt
den første udstykning i Sdr. Bjert sted i slutningen
af 1800-tallet.
tor, en stor brandsikker box, sognerådslokalet samt
en spisestue. Personalet på alderdomshjemmet sør¬
gede for kaffe ved sognerådsmøderne.
11957 blev der i Sdr. Bjert bygget en centralskole
og tre lærerboliger ved skolen. De tre gamle skoler
blev nedlagt og solgt. Ved indvielsen samledes alle
eleverne og var med ved flaghejsning. Der var mid¬
dag på kroen for gæster fra amtet, skolekommissio¬
nen, lærere, arkitekt, håndværkere og hele sogne¬
rådet.
Efter middagen var der fest i gymnastiksalen,
hvor amtmand Wamberg, Vejle, talte. Arkitekt Si¬
gurd Madsen udtalte bl.a., at Centralskolen med tre
lærerboliger kostede 1,1 million kroner.
Med Centralskolens start og en ny skolelov skulle
der undervises i flere nye fag: engelsk, tysk, mate¬
matik, og der blev ansat flere nye lærere. Da der
ikke i Sdr. Bjert var ledige huse eller lejligheder, lod
sognerådet bygge lærerboliger, bg i de år kunne der
bygges et hus på 110 m 2
for kr. 40.000,- i håndvær¬
kerudgifter. Der var på det tidspunkt 250 elever på
skolen, og de kunne nu efter syvende klasse gå vi¬
dere og tage realeksamen i Sdr. Bjert.
I Sdr. Bjert sogn var der ca. 52 km vej, og hvert år
blev der asfalteret eller overfladebehandlet nogle
km. Det var de store vejfirmaer, som gav tilbud og
udførte arbejdet. Der var ansat tre faste vejmænd,
som hver havde deres distrikt, men arbejdede sam¬
men, når der skulle anlægges fortove, laves kloake¬
ring eller lignende.
11962 købte sognerådet to ha. jord af gårdejer E.
Schultz. Jorden kostede kr. 2,25 pr. m 2
og lå vest
for gaden Vesterløkke langs Skamlingvejen. Land¬
inspektør Jeppesen, Kolding, udarbejdede ud¬
stykningsplan. Der blev anlagt vej, og arealet blev
byggemodnet. De 22 grunde blev ret hurtigt solgt. I
1963 købte Bendix og Frederik Lund to ha. jord
syd for Bjært, også af E. Schultz, og byggemodnede
arealet, og grundene blev solgt i løbet af få år. Det
30

var familier fra Kolding, der købte grund og bygge¬
de huse i Sdr. Bjert, og der kom flere børn i skolen.
I sognerådet kunne man også mærke tilflytningen
ved større skatteindtægter. Det kunne også behø¬
ves, da antallet af ansatte på gårdene dalede på
grund af mekaniseringen i landbruget.
Der var meget med økonomi på sognerådets
dagsorden. Der blev optaget ret store lån til skole¬
byggeri, til lærerboliger, nye skolemøbler, samlin¬
ger til naturhistorie, fysik, inventar til sløjdsal,
båndoptager, filmapparat m.m.
Hver måned blev der udbetalt pension udregnet
af socialudvalgsformanden sammen med folkere¬
gisterføreren M. Schousboe. Pengene blev hentet i
banken og lagt i poser, og vejmændene kørte rundt
til pensionisterne med dem. Skatterne blev opkræ¬
vet af skatteopkrævningskontoret, som var oprettet
af de otte sogne i fællesskab.
Selvangivelserne fra sognets skatteydere skulle
afleveres inden 1. februar. De blev åbnet og lagt i
orden af sognerådsmedlemmerne på et møde en af
de første dage i februar. Der var afsat tre hele dage
til ligningen, og der var altid et medlem fra skatterå¬
det til stede. Sognerådsmedlemmernes selvangivel¬
ser blev først behandlet, og den pågældende gik
uden for lokalet så længe.
Der var indført regnskabspligt for landbrug, som
havde over 50.000 kr. i grundværdi, og man havde
et regnskab med indtægter, udgifter samt status og
formueopgørelse, men der var en del skatteydere,
hvor man måtte skønne, om der i den opgivne ind¬
tægt var plads til et privatforbrug. På det tidspunkt
begyndte virksomhederne også at sende lønsedler,
så man havde et tal at gå ud fra.
Der var nogle selvangivelser, som manglede do¬
kumentation for indtægter og fradrag, og der var
afsat en dag til indkaldelse (torskegilde!). Når man
var færdig og havde den samlede indtægt og for¬
mue, kunne man udregne ligningsprocenten, men
Mejeriet »Vesterlykke« i Sdr. Bjert. Mejeriet blev
oprettet i 1887 ogfungerede indtil 1959. Billedet er
formentlig taget ved mejeriets 50 års jubilæum i
1937.
man havde først afstemning om forholdet mellem
skat på fast ejendom og indtægt. De fleste år var det
1/4 på fast ejendom og 3/4 på indtægt.
Hvert år i juni måned inviterede sognerådet sog¬
nets ældre til en sommerudflugt. Man bad bilejer¬
ne, om de ville køre for de ældre. Man kørte til
Himmelbjerget, Vrads Sande, til Sønderjylland el¬
ler til et andet kønt sted. Der blev drukket kaffe på
en restauration, og der var tid til en spadseretur og
til en snak. Nogle damer fra sognet havde om for¬
middagen smurt smørrebrød på Andelsmejeriet og
pakket det i kurve, og man samledes så til aftens¬
mad med øl og sodavand og kaffe. Der blev sunget
og præsten sluttede med en kort andagt. Der blev
31

Interiørfra brugsforeningen » Vesterlykke« i Sdr. Bjert omkring 1920.
ofte givet udtryk for glæde over sommerudflugten.
Sognerådet holdt også sin egen udflugt, hvor re¬
visorer, vejmænd og bestyrerparret fra alderdoms¬
hjemmet var inviteret, alle med ægtefælle. Man
kørte i rutebil og var ofte på besøg på en virksom¬
hed f.eks. Danfoss, Esbjerg Havn m.v. Man spiste
middag på en kro eller restaurant. Sognerådsfor¬
manden havde ofte et par sager, der skulle drøftes
og behandles.
Ved sognerådsvalgene og folketingsvalgene, som
blev afholdt på Bjert Kro, viste kendskabet til sog¬
nets beboere sig tydeligt. Formanden, som sad med
32

valglisten, havde slået op på den rigtige side, inden
vælgeren var nået hen til valgbordet.
De første år, jeg sad i sognerådet, blev valglister
og skattelister skrevet med fyldepen, men senere
kom kommunen med i hulkortcentralen i Ålborg,
og administrationen blev moderniseret. Folke- og
invalidepension blev udbetalt over girokontoret, og
der blev anskaffet nye kontormøbler og skabe til
hængemapper.
Revision af regnskabet blev foretaget af de kom¬
munale revisorer, som nogle gange om året kom på
uanmeldt revision. En amtsrevisor kom også og re¬
viderede regnskabet og var med til at opstille og af¬
slutte hvert års regnskab. Ved den større aktivitet
blev det nødvendigt at holde flere møder, og sogne¬
rådet besluttede at holde møde hver tredje mandag.
Vejudvalg og byggeudvalg holdt regelmæssigt
møde, og udvalgsformændene fik diæter.
For at kunne dække behovet for byggegrunde
søgte sognerådet Kolding byudviklingsudvalg om
tilladelse til udvidelse af inderzone og industriareal,
og fik planerne godkendt.
I 1965 købte sognerådet gården »Gyndbjerg« af
S. Stormgaard. Arealet var 17 ha., og man forhandlede
sig frem til en pris på kr. 425.000. Marken
mellem Solkjær Å og De Gamles Hjem blev ud¬
stykket og byggemodnet, og resten af gårdens areal
blev bortforpagtet til den tidligere ejer. Et areal vest
for De Gamles Hjem blev friholdt til en nødvendig
udvidelse af De Gamles Hjem, samt en bolig til be¬
styreren.
For at kunne forsyne de nye udstykninger med
vand blev der af vandværket nedlagt nye hovedled¬
ninger, og samtidig begyndte man at anlægge forto¬
ve. Fra postvæsenet kom der ønske om, at alle veje¬
ne fik navne, og der blev opsat vejskilte. Betingel¬
serne for at kunne fortsætte med udstykningerne
var et biologisk rensningsanlæg, og sognerådet var
rundt i flere kommuner for at se de forskellige typer
af rensningsanlæg, inden man traf beslutningen.
Anlægget, der blev projekteret af Hedeselskabet,
blev bygget og stod færdigt i 1965.
Fra 1964-1970 blev der både af private og kon¬
sortier købt jord til udstykninger bl.a. af smedeme¬
ster A. Rasmussen, tømrermester Falk og murer¬
mester Lund — RAFALU — som både udstykkede
Guldager og Klokkehøj.
Udstykning, byggemodning, anlæg af veje og
fortove gav arbejde til både teknikere, entreprenø¬
rer og håndværkere. De lokale måtte ansætte flere
folk og der blev i årene 1963-70 bygget 20-25 par¬
celhuse om året.
Der var i sognet ønske om at få en idrætshal. Et
udvalg arbejdede med planerne og begyndte at
skaffe penge ved nogle store sognearrangementer.
Da Centralskolen havde brug for en gymnastiksal
mere, kom sognerådet også med i planlægningen.
Planerne blev godkendt af de forskellige instan¬
ser, pengene blev skaffet ved lån og tilskud, og hal¬
len blev en realitet.
Der blev også erhvervet areal til flere boldbaner
og bygget et klubhus.
Fra 1. august 1959 blev sognets skolevæsen købstadsordnet.
Førstelærer Lauridsen tog imod op-
Byggeriet af Gyndbjerg i 1976.
33

fordring til at blive skolens første inspektør. Der
blev oprettet skoleforbund med Sdr. Stenderup
skole, først med realafdeling og senere også med 8.
og 9. klasse. Skoleinspektør Kr. Lauridsen tog sin
afsked i 1961 og efterfulgtes af O. Rørbæk Madsen.
En udvidelse af Centralskolen var ved at blive aktu¬
el og i august 1967 tog man en stor ny fløj i brug.
Ved Binderup Strand var der flere små gårde,
som ønskede at udstykke jord til sommerhusgrun¬
de. Der var nu bestemmelse om størrelsen af grundene
og krav om kloakering. Sognerådet godkendte
de fremsendte planer. Den øgede trafik fra Binde¬
rup til stranden nødvendiggjorde, at vejen blev re¬
guleret. Oversigtsforholdene blev gjort bedre og et
nyt stykke vej blev bygget, så man undgik de mange
vejsving.
Menighedsrådet fremsendte planer over en bør¬
nehave og ønskede at købe en grund på Engdraget.
I 1968 var det 25 år siden Peter Eeg blev valgt til
sognerådsformand, og i den anledning blev der
holdt en festmiddag på Bjert Kro. Gæster fra am¬
tet, sognerådsformændene fra de syv nabosogne,
revisorer, personale fra kommunekontoret og sog¬
nerådsmedlemmerne med ægtefæller var med til at
hylde Peter Eeg for hans indsats for Sdr. Bjert sogn,
både som leder af sognerådet og som menneske.
12. november 1962 blev der på foranledning af
Vejle Amtsråd og Vejle Amts Sognerådsforening
afholdt et møde i sognerådslokalet, hvor amtsrådssekretær
Holm, amtsrevisor Lønvig og amtsskolekonsulent
Dahl Nielsen, to amtsrådsmedlemmer
samt hele sognerådet var mødt.
Der blev forelagt en skitse, hvorefter amtets 72
kommuner skulle sammenlægges til 25, og de otte
sogne skulle sammenlægges til én kommune. For
sognerådet var det en plan, som man ikke rigtig
kunne forestille sig, og der var ikke megen forståel¬
se for skitsen!
Fra 1964-69 blev kommunalreformen ivrigt debatteret
både i sognerådene og på møder for de otte
sogneråd. Der var flere forslag. På flere møder
drøftede man mulighederne for at danne en kom¬
mune af de otte sogne, og en deputation af sogne¬
rådsformænd var hos indenrigsministeren for at fo¬
relægge deres ønsker.
Der var mange meninger om den fremtidige sog¬
neinddeling, men det vil føre for vidt at berette om
alle de mange forhandlinger. Afgørelsen blev, at
Sdr. Bjert sammen med nabokommunerne Sdr.
Stenderup, Dalby og Vonsild blev sammenlagt med
Kolding.
Da afgørelsen var en realitet, blev der nedsat et
fællesudvalg bestående af tre medlemmer fra hvert
sogneråd og tre medlemmer fra Kolding Byråd,
som holdt regelmæssige møder i byrådssalen for at
forhandle og træffe afgørelser i sager, som rakte ud
over den indeværende sognerådsperiode.
Arbejdet i sognerådet blev præget af den trufne
beslutning, idet sognerådet ikke mere suverænt
kunne beslutte og igangsætte større arbejder og
byggerier. Ved sognerådets sidste ordinære møde
afsluttede sognerådsformand Peter Eeg med et til¬
bageblik over Sdr. Bjert sogns historie:
»I 1842 indførtes sogneforstanderskabet med
Sdr. Bjert Centralskole ca. 1970. Billedet er venligst
udlånt af Sdr. Bjert Centralskole.
34

pastor Petersen som formand. Lærer Blom var for¬
mand til 1967. Sogneforstanderskabet bestod af ni
medlemmer.
Loven om sogneråd trådte i kraft i 1867. Det før¬
ste sogneråd kom til at bestå af det i 1866 valgte
forstanderskab plus to nye medlemmer.
De forskellige sogneråd har gennem tiderne vir¬
ket til gavn for sognet, og det er med vemod, at det
nuværende råd må aflevere styret til det fremtidige
byråd i Kolding, der i fremtiden skal varetage sog¬
nets anliggender.«
Formanden sluttede med ønsket om, at menig¬
hedsrådet, fremtidige skolenævn, Centralskolens
lærere med skoleinspektøren i spidsen måtte kunne
gøre sig gældende i storkommunen, så der stadig
må kunne bevares et sammenhold i det gamle Bjert
sogn til gavn for beboerne.
Jens Peter Jørgensen, Alminde
Sognerådets altmuligmand
Jens Peter Jørgensen er født på Trindflod i Alminde
sogn i 1919. Blev i 1944 gift og overtog samme år
gården. I 1954 valgt som suppleant og i 1958 indvalgt
i sognerådet, hvor han sad til 1970. Fungerede
i tiden fra 1963 til 1966 som kasserer og endelig fra
1966 til 1970 som sognerådsformand. Efter kommunesammenlægningen
sad han i Kolding Byråd
fra 1970 til 1982 valgt for Venstre, heraf perioden
1974 til 1982 som 2. viceborgmester. I perioden
1982 til 1986 medlem af Vejle Amtsråd.
— Var du allerede dengang medlem af Venstre?
Nej, det var helt upolitisk, det var en borgerliste.
Jeg var medlem af Venstre, men det var ikke det,
der gjorde det. Kun socialdemokraterne holdt sig
udenfor, de stillede selv op. Piihl var radikal, og vi
andre var vel nok venstrefolk, der var måske en en¬
kelt konservativ, men der var ingen politik i det. Det
var som borger, jeg blev opstillet og fik et stort
stemmetal. Jeg kan tydeligt huske, at jeg, som var
opstillet første gang, var den, der fik flest stemmer,
næst efter Aksel Buhl, og jeg var derfor suppleant. I
1958 da rykkede jeg ind med flest stemmer, også ef¬
ter Aksel Buhl. Det havde jeg igen i 1962 og i 1966.
Da Aksel Buhl ikke var med, fik jeg langt de fleste
stemmer og blev sognerådsformand. Jeg blev fore¬
slået med det samme, så det var der slet ikke nogen
diskussion om. Så røg jeg med ind i Kolding byråd,
mærkeligt nok.
— Hvilke sager optog jer mest, da du kom ind i sog¬
nerådet?
Ja, i en lille kommune er det faktisk det hele. Det
er ikke sådan, som når man kommer ind i en større
kommune, hvor man specialiserer sig. Det, der var
mest interessant, var, at jeg med det samme kom i
kasse- og regnskabsudvalget og derfor var med i
økonomien. Jeg var med i det hele fra starten. Jeg
var ikke ret gammel dengang, men det var altså no¬
get, der interesserede mig vældigt.
— I 1963-1966 var du både næstformand og kasse¬
rer. Var det ikke et meget tidkrævende hverv at ha¬
ve?
Det var det. Nu havde vi ganske vist ikke skatter¬
ne, vi havde skatteopkrævningsforbundet*. Men at
være kasserer i sådan en kommune, det er et stort
arbejde. Jeg brugte temmelig megen tid, det er helt
sikkert. Jeg skulle jo passe min gård ved siden af. Få
det hele til at stemme, det er et stort arbejde. Jeg
syntes næsten, det er mere krævende end at være
formand, for formanden kan bedre tage de dage,
han har tid til det, og skubbe det ud. Det er et stort
arbejde at være sognerådsformand i sådan en kom
35

mune. Der var jo ikke noget, der hed kontorhjælp,
vi skulle ordne det hele selv. Så fra 1963 til 1970
havde jeg travlt.
— Hvordan kan det være, at i ikke havde en kæm¬
ner herude. Der var dog nogle af de små landsogne,
der ansatte sådan en?
Nej, kommunen var for lille til det. Da jeg be¬
gyndte, havde vi kun 760 indbyggere, og vi sluttede
med 1.000. Det var for lidt til en kæmner.
— Tror du, det var en af baggrundene for at sam¬
menlægningen kom, at det var ved at vokse sogne¬
rådene lidt over hovedet?
Ja, det er da helt sikkert, hvis kommunesammen¬
lægningen ikke var kommet, så havde vi været nødt
til at have noget hjælp. Vi kunne altså ikke have
kørt op i 1970'erne. Vi kunne ikke byde en mand at
være kasserer eller formand uden at have hjælp.
Det havde været nødvendigt. Derfor var vi nok let¬
tere at få i tale med hensyn til sammenlægning. De
almindelige sognerådsmedlemmer mærkede jo ik¬
ke det pres, men kassereren og formanden mærke¬
de det i allerhøjeste grad. Vi blev altså frivilligt
tvunget til det, men vi var klar over, det var nødven¬
digt.
— Hvad bestod arbejdet som sognerådsformand i?
Alt, det var en blandet landhandel. Der var ikke
den ting, vi ikke var indblandet i. Det første var no¬
get med kloakering. Når det var noget med social¬
væsen, så kom de også til sognerådsformanden.
Noget med vejen, så kom de også til formanden. De
kom med alt. Det var altså en blandet landhandel,
det er helt bestemt. Der var faktisk ingen politik i
det. Partipolitik var helt holdt udenfor, det mærke¬
Kaffepause under kartoffelhøsten i 1960. Fotogra¬
feret af P. Thastum.
de vi aldrig noget af. Så var der et meget nært sam¬
arbejde med kassereren. Vi snakkede dagligt, når
der var noget, der skulle ordnes. De øvrige sogne¬
rådsmedlemmer havde jeg også tit kontakt med,
men ikke nær så tit som med kassereren.
* Skatteopkrævningsforbundet blev oprettet i 1954
efter forbillede fra Haderslev af sognene Sdr. Stenderup,
Sdr. Bjert, Dalby, Vonsild, Ødis, Taps, Vejstrup,
Hejls, Eltang-Sdr. Vilstrup, Harte-Bramdrup,
Alminde, Viuf Øster Starup og Vester Nebel.
Forbundet varetog opkrævningen af skatterne for
sognene i forbundet. Kommunesammenlægningen
i 1970 gjorde forbundet overflødigt, og det blev der¬
for nedlagt ved samme lejlighed.
Aksel Buhl, Alminde
Kloakering og boligudvikling
Aksel Buhl er født på slægtsgården »Stemgaard« på
Alminde Hede i 1906. Efter skolegangen kom han
på Ollerup Højskole og senere på Ladelund Land¬
brugsskole. Blev i 1932 gift og overtog samme år
gården. Blev indvalgt for partiet Venstre i Alminde
sognerådi 1946, hvor han sad indtil 1966. Fungere¬
de de første fire år som kasserer og fra 1950 til 1966
som sognerådsformand. Blev i 1958 medlem af Vej¬
le Amtsråd, hvor han sad indtil 1974. Deraf perio¬
den 1970-74 som amtsborgmester. Har siddet i flere
af amtsrådets udvalg bl.a. i Kolding sygehus' besty¬
relse i 1958-70, deraf som dets formand fra 1962- 70.
— Havde du haft nogen tilknytning til Venstre, før
du kom ind i sognerådet i 1946?
Nej, ikke direkte, personligt har jeg altid støttet
Venstre. Det gamle sognerådsarbejde skal ses helt
37

ud fra den vinkel, som det blev gjort dengang. Det
var sådan, at de forskellige egne herude i sognet
faldt næsten i distrikter. Hver egn stillede en mand
op, som de støttede, enten det så var det ene eller
det andet parti, han hørte til. Det var mest et egnsvalg.
For mit vedkommende var det Alminde He¬
de, det drejede sig om.
Jeg startede med at være kasserer de første fire
år, jeg kom ind. Den gamle sognerådsformand*,
som havde siddet i adskillige år i Alminde, blev
gammel og trak sig tilbage. Da blev jeg så valgt ind
som formand.
— Var det et stort arbejde at være kommunekasse¬
rer?
Ja, og det kunne være en økonomisk belastning.
Der er mange, der i dag spørger, hvorfor vi ikke
kunne beholde de gamle småkommuner, som vi
havde det. For det første skal der gøres opmærk¬
som på, at det var så godt som ulønnet arbejde, vi
gjorde. De første åringer her var min løn som sog¬
nerådsformand 900 kr. i året. Al skatteligningen
gjorde jeg selv, først regnede jeg alle skemaer igen¬
nem. Når det så var gjort, blev de forskellige sogne¬
rådsmedlemmer indkaldt. Den dag, jeg ikke var der
længere, skulle der være nogle, der havde noget
indsigt i, hvordan sådanne skemaer blev behandlet.
Så sad vi i tre dage og gennemgik dem. Vi havde be¬
mærkninger til dem og sluttede gerne af med en af¬
tensmad, hvor vi var samlet hele sognerådet. Min
kone fik 350 kr. for at have dem på kost i de tre da¬
ge hvert år. Enhver kan se, at det var en økonomisk
belastning for dem, der skulle have det på.
Noget helt andet er, at efterhånden steg budget¬
terne ude omkring. Den gamle amtmand Wamberg
nævnte engang, at han var betænkelig ved, om de
kommunekasserere, der sad ude omkring, kunne
køre det. Mange sager kom frem, det kunne jeg se,
da jeg var med i amtsrådet fra 1956. Det var ikke
fordi, at de svindlede med kasserne rundt omkring,
men de havde det, der dengang blev kaldt skatte¬
restancer. De var temmelig store, og de kørte en
tre-fire år bagud, inden de endelig fik dem skrevet
væk. De fleste af dem, der gik ned på deres regnskabshistorie,
var dem, der ikke fik krydset af på de
gamle restancelister. De mente, at de ved at få fuldt
uddannet mandskab, bedre kunne holde styr på det
i fremtiden.
— Hvori bestod kommunekasserernes arbejde?
Kommunekassereren sørgede for al udbetaling af
folkepension. Det foregik ved, at pensionisterne
kom op til Alminde by den første i hver måned og
fik pengene udbetalt kontant. De kom selv og hen¬
tede pengene. Det var den største opgave. Det var
socialudvalget, der skulle bevilge pengene. Når den
sum var fastsat, så skulle kommunekassereren ud¬
betale pengene.
Samtidig havde han også udbetaling af lærerløn¬
ninger. Nu var det ikke så mange dengang. Vi hav¬
de til at begynde med tre lærere i Alminde, hvor vi i
dag vel har nogle og tyve. Siden kom sygeplejen til.
Oprindelig var sygeplejen startet på privat basis,
men siden blev det kommunen, som kørte den.
— I forbindelse med valget i 1950 var der en sportsliste.
Der var utilfredshed med det gamle sogneråd,
fordi de ikke ville bygge en sportsplads. Kan du for¬
tælle om det?
Ja, det kan jeg såmænd godt, for det var noget af
det, vi begyndte at arbejde med, vi yngre, der kom
ind dengang. De ældre, der sad, syntes ikke, der
skulle ofres alt for mange penge på det. I mine yng¬
re dage havde vi en sportsplads henne ved Søren
Parboes toft*, som vi kalder det. Der skillingede vi
sammen. Vi gav 35 kr. i året, så måtte vi spille bold
ovre i hans indhegning. Der havde vi et mål stillet
op, ret primitivt. Det var den sportsplads, vi havde
38

Ja, det kan jeg godt sige. Det første større arbejde
i min formandstid var kloakering af Alminde by.
Det var en stor opgave dengang, men det var det,
der faktisk gav skridtet til, at der kom udvikling
herude i Alminde.
— Ville i allerede dengang have, at der flyttede flere
folk herud?
Ja, vi kan godt sige, at dengang var de fleste
landsbyer døde byer. De kørte sådan med et hus i
året, der blev bygget herude. Siden har vi været op¬
pe på at bygge 50 huse i året. Det var en udvikling,
som vi gerne ville have. Det varede heller ikke så
forfærdelig længe, inden vi begyndte at rokere lidt
om. Vi solgte først skolelodden. Det blev solgt til
grusgrav, hvor der bliver gravet grus nu. Så købte vi
det bageste lod nede ved Toftevej, altså en have.
Den kunne vi få med, når vi fik kloakeret. Det var i
1961, det første hus blev bygget derhenne på Tofte¬
vej. Så kom det sådan ret hurtigt bagefter med at
bygge der.
Fodboldspillere i Almind omkring 1900.
herude, men trods det, havde vi i 1908 otte kampe
herude. Det gik vældig godt, vi vandt en guldplade.
Den blev siden væk. Det var en nede fra frørense¬
riet, der havde taget initiativet til sportslisten og til,
at Preben Nielsen kom til at køre det. Oprindeligt
var det vedtaget, at sportspladsen skulle ligge oppe
på Egevej, men det er et mere sandet areal, så det
blev væltet i den første sognerådsperiode, eller sognerådsperioden,
der var derefter. Så blev den flyttet
syd for vejen, hvor den ligger nu. Nu er der kommet
en sportsplads mere oppe ved Alminde-Viuf fæl¬
lesskole.
— Var der noget bestemt, du gerne ville som sogne¬
rådsformand?
— Hvad tog i fat på ud over kloakeringen?
Ja, så begyndte vi med at asfaltere vejen. Det for¬
rige sogneråd havde arbejdet fuldstændigt på, at
sognerådet skulle være gældfrit. Det kunne vi nok
se, men der er mange måder at være gældfri på.
Hvis arbejdet ikke bliver udført, jamen, så er det
bare at skubbe det foran sig, så kommer det siden
hen.
En af opgaverne var at asfaltere vejen. De første
åringer asfalterede vi kun en km., så kunne vi betale
det ud af kassebeholdningen, sådan klarede vi det.
Efterhånden kunne vi se, det varede for længe, in¬
den vi blev færdige, og så måtte vi til at tage lidt
større stykker ad gangen. Det gik såmænd ret godt.
— Der var også refusion fra statens side på asfalteringsarbejdet?
39

Alminde-Viuf Fællesskole ved starten i 1965. Normalt taler man om Alminde og Viuf som en helhed, men
beboerne i de to sogne har altid kigget lidt skævt til hinanden. Derfor var oprettelsen af Fællesskolen i 1965
lidt af en præstation, hvor ikke mindst placeringen af skolen gav anledning til en heftig debat i de to sogne.
Senere under forhandlingerne om kommunesammenlægningen i 1969 var skolen en medvirkende årsag til,
at de to sogne samlet kom ind i Kolding kommune.
En vis del, men det var der også med lærerløn¬
ninger. Ligeså med hensyn til folkepension. Men
indtægterne var ikke så store på landet i det hele ta¬
get.
— Havde i noget ønske om at trække industri herud?
Vi ville såmænd gerne have industri herud, men
vi fik aldrig ret stor industri herude. Vi har haft Anton
Nielsens Frøavl hernede, det er en af de store
arbejdspladser herude. Småindustrien er kommet
forfærdeligt i vanskeligheder de sidste åringer. Vi
har tømrer, og vi har smed, vor bager er forsvundet
40

og vor købmand er nedlagt. Nu er der heldigvis
kommet en forretning igen.
Vi skulle komme med en plan over, hvordan byen
skulle køre i fremtiden. Det er en ting, som man kan
spekulere på bagefter. For det første krævede de
dengang, at al vor industri skulle mere ud til nord¬
øst. Vi havde næste altid sydvestenvind, og for at
der ikke skulle komme forurening, skulle vi have in¬
dustrien placeret helt derovre. Det er ligesom, vi
har fået en anden til at råde for vinden, for nu kommer
den lige så meget fra nordøst, som den kom fra
sydvest i de åringer.
— Det var ikke nemt at få skolearbejdet i gang?
Nej, det var det ikke. Min bror sad som sogne¬
rådsformand i Viuf. Vi kom da godt ud af det og
kunne sagtens køre sammen, men vi skulle hele ti¬
den passe på, at vi ikke snakkede for meget under
hånden. Det har altid været sådan, hvem skulle køre
det, Alminde eller Viuf? Det var et stort spørgsmål.
Det gik først i orden, da Alminde kommune
havde bestemt sig til, at der skulle bygges herhenne
forbi Egevej. De var gået sammen om en af de her
Aalborg-skoler, en fem-klasset.
— Aalborg-skole, hvad er det?
Det var sådan et let byggeri, som de rejste i pla¬
der. Vi havde tegninger og det hele færdigt. Pludse¬
lig kom der skred i det. Der blev arbejdet lidt bag
kulisserne, og de fik det frem, sådan at vi kunne gå
sammen med Viuf. Så var det med hensyn til place¬
ring af skolen. Det er vanskeligt, når der står to
kommuner over for hinanden, der er lige store. Vi
måtte gå med til, at den måtte flyttes fra Almindes
side lige ned over åen. Åen var skellet til Viuf. Så
ville Viuf have, at den skulle ligge oppe i den flade
mark, lige over for Viuf mølle. Det kunne de fra Alminde
ikke tolerere. De kunne ikke gå med til, den
blev flyttet over for banken.
— Blev den finansieret halvt af Viuf og halvt af Alminde?
Det gjorde den. Vi havde samtidig købt en gård
her oppe i Alminde, Frederik Thomsens gård. Den
blev købt til udstykning, det er noget som nu hed¬
der Sysselhaven. Samtidig havde han et stykke,
hvor skolen ligger.
* Gårdejer Søren Parbo, 1930-50.
Kristian Rasmussen,
Harte-Bramdrup
To sogne i en sognekommune
Kristian Rasmussen er omtalt side 16.
Det kom helt bag på mig, at der overhovedet var
nogen, der kunne tænke sig, at jeg skulle i sognerådet.
Jeg har nok altid været politisk interesseret og
været opstillet mange gange. Jeg har ikke været
medlem af partier, kun en enkelt periode var jeg
medlem af Venstre. Jeg kan godt indrømme, at jeg
altid har været radikal og været opstillet som kandi¬
dat til amtsrådsvalg i Sønderjylland som radikal
kandidat, men når man er radikal, så er man kun
kandidat, man bliver ikke valgt. Det er sjældent, og
det skete heller ikke for mig. Det var en upolitisk
fællesliste, jeg blev valgt på.
— Hvem opfordrede dig til at stille op?
Ja, det ved jeg ikke, jeg blev bare indkaldt til et
opstillingsmøde. Jeg ved det såmænd ikke, jeg blev
bare opfordret, foreslået, blev valgt til at skulle væ¬
re kandidat og blev valgt i første omgang og havde
to perioder i sognerådet.
41

Hvilke udvalg sad du i?
I første omgang sad jeg i vejudvalget og i skoleudvalget,
og i anden omgang var jeg næstformand,
og blev stadigvæk ved at sidde i skoleudvalget. Jeg
stod for anlægget af den første idrætsplads, hvilket
var en naturlig følge af, at jeg altid har været optaget
af sport og gymnastik. Den er nu blevet forøget
med endnu en boldbane. Det var et dejligt arbejde
at stå for, få lavet muligheder for, at ungdommen
kunne tumle sig på boldbanen, og der finder da og¬
så et rigt idrætsliv sted dernede endnu.
— Hvordan formede arbejdet i sognerådet sig,
mærkede i meget til lokale modsætninger mellem
Harte og Bramdrup?
Pløjning i snevejr pa »Højgård« i Harte, 1960. Foto
af P. Thastum.
Ja, det kommer mig nok for. Det har gennem
mange, mange år været sådan, at det var Harte, der
var dominerende. De sad på formandsposten, men
da jeg kom i sognerådet, var der noget spænding
om, hvordan vi skulle få valgt sognerådsformand og
næstformand. En lille smule overrumplede blev vi
nok her ovre fra Harte, da vi ikke kunne få for¬
mandsposten. Det blev Hans Sidelmann, men det
skulle vi altså ikke være kede af, han havde en ud¬
mærket måde at lede det på. Vi havde et meget
godt samarbejde med Bramdrup, det havde vi, da
de første vanskeligheder var overståede, selvom vi
fra Harte ikke var de førende længere. Vi måtte
nøjes med, at jeg i anden periode blev næstfor¬
mand.
— Var der diskussion om, hvor plejehjemmet Sol¬
gården skulle ligge?
Jo, der var meget diskussion. Det begyndte med,
at der skulle bygges noget i Bramdrup. Så skulle der
rensningsanlæg til, og det fik vi også stillet an. En
ekspert ovre fra Indenrigsministeriet lavede overslag
over det, og det skulle sagtens kunne holde i 15
år. Men allerede inden de første fem år var gået,
kunne man se, at det snart ville blive for lille. Med
placeringen af Solgården gjorde vi gældende fra
Harte, at vi havde de fleste ældre folk, langt de fles¬
te ældre folk, så efterhånden blev vi enige om, at
det skulle være i Harte. Vi var på Fyn med arkitek¬
terne Holm og Andersen for at se på plejehjem og
faldt for det, som nu ligger deroppe. Vi syntes, det
var en vældig fin løsning, at der så måtte laves om
på det bagefter, det er så noget andet.
Nu er der et fint anlæg deroppe, dejligt, at man
kan gå hele vejen rundt og se noget natur midt i går¬
den.
— Det var en temmelig stor anlægsopgave. Hvor¬
dan finansierede man det?
42

Plejehjemmet Solgården i Harte, indviet i 1962. Bag plejehjemmet ses karetmagerværkstedet » Vestergård«.
Hvor der, som i Harte-Bramdrups tilfælde, var tale om to sogne i en sognekommune, kunne det ofte føre til
strid om placering af sognets institutioner som skole, alderdomshjem og senere plejehjem. I Harte-Bramdrup
stod striden om, hvorvidt Solgården skulle opføres i Harte eller Bramdrup.
konsolideret, fordi der hele tiden havde været holdt
lidt igen, så det ikke skete for hurtigt. Men efter-
hånden kom det til at gå hurtigt.
Dels lånte vi pengene og dels var amtet villig til at
træde hjælpende til, så midlerne kom. Kommunens
kasse var ikke tom, den var sådan nogenlunde vel-
43

Hans Sidelmann, Harte-Bramdrup
Sognerådsformand i en vækstkommune
Hans Sidelmann er født i Lomborg sogn ved Lemvig
i 1913. Familien flyttede i 1918 til Bramdrup, da
de overtog Kringsgård. Efter en syv-årig skolegang
kom han på Skanderup Efterskole og siden på
Askov Højskole og Tune Landbrugsskole og på forskellige
gårde på Mors, Bornholm og i Sønderjylland,
inden han købte en gårdførst i Malt, siden i
Gørding. Han blev gift i 1944 og overtog i 1947
Kringsgård efter faderen. Han blev i 1950 valgt til
Harte-Bramdrup sogneråd, hvor han sad indtil
kommunesammenlægningen i 1970. I perioden fra
1958 sad han tillige som sognerådsformand. Var
medlem af Kolding Byråd, valgt for Venstre, fra
1970 til 1974.
— Du kom i sognerådet i 1950. Hvordan startede
det?
Der skete en temmelig stor udskiftning i vores
sogneråd. Jacob Jacobsen fra Stallerupgård og
smed Andersen fra Bramdrup havde været sogne¬
rådsformand og kasserer i mange, mange år. De
havde sparet sammen og ville være selvfinansie¬
rende.
Hele Hvidsmindeområdet med Forsholm og Petersbjerggaard
og villaer ud langs Strandvejen til
Strandhuse blev tvangsindlemmet i Kolding først i
1930'erne. Herfor fik vi en erstatning på 200.000
kr. Det var nogle af kommunens bedste skattey¬
dere, vi mistede. Der blev købt obligationer for
pengene, og de lå i kommunekassen. Det var kun
renterne, der blev brugt. Da vi stod for at skulle in¬
vestere, var de 200.000 ikke ret meget værd. Havde
de været brugt dengang, så kunne vi have fået både
skole, alderdomshjem og alt muligt for dem, men
det blev de ikke.
Veje og skoler var i en sørgelig forfatning efter
krigen. Vi havde kun, så vidt jeg husker, én kilome¬
ter asfalteret vej og skolerne, de var gammeldags al¬
lesammen med gammeldags lokum og kakkelovnsfyrede.
Det var en stor bekostning, da vi skulle til at
have det lavet, men det gik jo. Så vidt jeg husker, lå
kommunens budget i flere år og vippede omkring
200.000 med en ligningsprocent på fire og en skat¬
teprocent på seks. Det holdt vi, for da begyndte der
allerede at komme lidt tilflyttere, og indkomsterne
steg.
Det var en temmelig stor udskiftning i sognerådet
dengang. Vi kom tre ind fra Bramdrup, og vi valgte
Anton Hansen til formand. Han havde siddet i sog¬
nerådet en periode eller to før og var cementvarefabrikant
fra Bramdrupdam. Han var en vældig god
sognerådsformand. Vi genvalgte ham den næste
periode, men desværre døde han allerførst på pe¬
rioden. Vi valgte så Mathias Jensen fra Rådvad til
formand. Vi voksede dengang, så vi ansatte en
mand, som skulle være regnskabsfører, og til sidst
kaldte vi ham kæmner, og vi oprettede et lille kom¬
munekontor.
Jeg blev valgt til formand i 1958, og Mathias Jen¬
sen blev i sognerådet. Jeg betingede mig, at hvis de
valgte mig, så ville jeg også have deres opbakning,
og det fik jeg. Det regnskabsmæssige havde jeg al¬
drig været særlig meget for, men Skjødt, vores
landboforenings regnskabskonsulent, kom også
ind. Han støttede mig vældigt ved skatteindkaldel¬
se og andet.
Jeg tager hatten af for de gamle sognerådsfor¬
mænd og kasserere, smede eller bønder, de gjorde
Harte-Bramdrup sognekommune 1966. 90% af
originalkort. Reproduktion af udsnit af kortblad
3408 og kortblad 3410 udg. 1966 i serien »Danmark
1:40.000«. © Copyright Kort- og Matrikelstyrelsen
1989 (A124-89).
44

Familien i gang med kartoffelhøsten, 1957. Foto af
P. Thastum.
et mægtigt arbejde uden særlige forudsætninger,
men hvor var de gode til det mange af dem. Des¬
værre havde nogle af dem ikke den rigtige regn¬
skabsmæssige baggrund. Man hørte nogle tragedier
rundt om, hvor en sognerådsformand eller en kas¬
serer måtte aflevere det hele som en fattig mand, og
som satte en hel del af æren over styr, fordi han sim¬
pelt hen ikke kunne magte det. Det gik ud over
hans egen kasse, for hvis han ikke sørgede for at få
kvitteringer, så måtte han selv lægge ud.
— Hvad fik dig til at gå ind i sognerådsarbejde?
Jeg har altid været temmelig meget med i organi¬
sationsarbejde, til at begynde med gymnastik- og
idrætsforening, ungdomsforening, og siden forsam¬
lingshuset og foredragsforening. Jeg ved ikke, hvor¬
dan jeg er kommet af sted med det, men jeg har altid
haft med det at gøre. Så har det vel haft en smule
interesse. Det er ikke ene negativt, det er også posi¬
tivt, når man kommer med i sådan noget. Det giver
en mægtig berøringsflade udad, man kommer til at
kende en masse interessante mennesker. Flere gan¬
ge var der nogle, der ringede mig op, og spurgte om
det og det. Så siger jeg: »Ved det ikke«. — »Jamen,
skal man ikke vide det?« — »Nej, men det gør jeg
altså ikke«, siger jeg. »Vi har vore kæmnere, og jeg
ved, hvor jeg kan slå det op. Jeg vil ikke gå og vide
alt det der«. Til gengæld Aksel Buhl henne i Alminde,
en gammel dreven sognerådsformand, ham
kunne man ringe til og spørge om det og det, cirku¬
lærer, der kunne være indviklede og uforståelige.
Så kunne han forklare det i løbet af fem minutter, så
man kunne forstå det hele. Han vidste det altså.
Ham og bagefter Jens Peter Jørgensen. Jeg tror, de
havde mere interesse for det, end jeg nogen sinde
har haft. Jeg tror, det var det meste af deres liv. Det
var det altså ikke for mig, så højt gik jeg ikke op i
det.
Hansens Købmandshandel i Påby, 1942. Foto af
Knudsen & Jochumsen i Kolding.
46

— Havde I problemer med, at landbruget var en
svingende indtægtskilde rent skattemæssigt?
Det var et kapitel for sig rundt i landkommunerne.
Der havde vi diskussion om ejendomsskatterne
og skatterne på formue og indkomst. Vi havde i
mange år her den regel, at 35% af budgettet skulle
udlignes på fast ejendom, hvoraf det allermeste var
landbrug. Ved husene var det vist kun grunden, der
talte med. Vi diskuterede, om vi kunne sætte de
35 % ned med den begrundelse, at vi ikke blev flere
landbrug. Budgettet ville stige, fordi vi blev flere
folk, så var det uretfærdigt, at vi skulle blive ved.
Det havde vi en diskussion om, og da begyndte der
at blive nok så meget politik i det. Til at begynde
med var der faktisk ikke politik i sognerådet, men
så begyndte der at blive det ved det spørgsmål. Vi
fik to socialdemokrater ind, og et par radikale. Jeg
vidste ikke, hvad de andre var, fordi vi ikke bekend¬
te kulør. Vi beholdt det på 35 % i mange år, indtil
det blev promille af ejendomsskylden, så kom der
låg på ejendomsskatterne. Det blev promille i stedet
for procenter af budgettet, så skilte det ikke så me¬
get, for så voksede det ikke, som når det var pro¬
center af budgettet.
Der var det forbandede ved det, at andre deci¬
derede landkommuner som Taulov, havde Skær¬
bækværket med mange højt lønnede tjenestemænd
og store offentlige arealer. De var interesserede i at
få en stor ejendomsskatteprocent. H. Fr. Clausen i
Ødis snakkede jeg også med. De havde op til 50%.
»Ja, det kan du sagtens sige«, siger han. »Vi er en
decideret landkommune med masser af huse. Hvis
vi sætter ejendomsskatten ned, og får for stor skat
på indkomsten, så rejser de store indkomster fra os.
Så sidder vi tilbage med pensionisterne.«
Det er det eneste, jeg kan huske, hvor det sådan
skilte, for ellers kunne vi aldrig mærke politik i sog¬
nerådsarbejdet. Vi blev valgt af beboere i de for¬
skellige områder. Jeg kan sige, at i det første år var
der tre landmænd, to arbejdsmænd, to håndværke¬
re og to tjenestemænd. Så man kan sige, det var for¬
delt godt.
— I 1960'erne opbyggede I en kommunal administration?
Nå ja, opbyggede. Vi købte et hus. Vi lavede et
lille kommunekontor i et udhus, og der sad den her
kæmner ene de første par år. Efterhånden fik vi en
elev til at hjælpe, så gik det igen. Så begyndte det at
vokse, dels kom det ovenfra, vi skulle jo have mere
social- og undervisningsvæsen. Så var det, vi be¬
gyndte at ansætte assistenter. Nogle uddannede og
nogle uddannede vi selv. Jeg tror, vi var syv-otte
stykker, da vi afleverede (ved kommunesammenlægningen
i 1970.) Da havde vi udbygget og havde
flere kontorer, skatten for sig og socialvæsen for sig.
Jeg ved såmænd ikke, om vi også havde ejendomsskattekontor,
men assistenterne havde hver sit, med
det grej, der skulle til, kartotekshængeskabe og alt
det der, det var vi nødt til. Jo, det byggede vi op ef¬
terhånden, det skulle vi jo have.
— Var arbejdsmængden begyndt at vokse jer over
hovedet til sidst, eller kunne I stadig følge med?
Sognerådsformanden skulle, før vi fik kæmner,
være temmelig vaks for at klare det. Jeg kan selv
huske de første år, da vi var samlet på kroen. Da
havde vi ikke selv lokaler, vi kunne være i. Vi ord¬
nede selvangivelser med bilag og fik dem sendt ud,
og da arbejdede vi alle ni. Når de (selvangivelserne)
kom ind, var vi samlet et par dage for at få vores
mandtalsliste skrevet og få alle de foreløbige oplys¬
ninger ind, inden vi begyndte skatteligningen.
Jeg tror det gjorde meget, at vi var med i det alle
sammen, husk på ligningskommission og sogneråd
var det samme. Jeg har også været lidt med i byrå¬
det, og jeg vil vove at påstå, at sognerådet havde
mere respekt for skatteydernes penge, alene af den
47

grund, at vi var med til at sende selvangivelser ud, vi
var med til at modtage dem, vi var med til at skrive
mandtalsliste med de foreløbige oplysninger, vi
kom til at kende skatteyderen. Siden havde vi godt
nok hjælp af skatterådet i første omgang. Så havde
vi indkaldelse og var med til at snakke med skatte¬
yderne. En hel del af dem var skønnet indkomst,
hvor vi virkelig skulle snakke med dem og selv give
skøn. Vi kendte dem, og derigennem fik vi respekt
for skatteydernes penge. Jamen, nu en lille hus¬
mand eller en mælkekusk. Vi var nødt til at forhøje
ham 1000 kr. i indkomst, og han følte det i den grad
uretfærdigt, for han vidste ikke, at han brugte så
mange penge. Det var først den gang regnskabs¬
pligten kom, hvor gårde ud over en vis regnskabsskyld
var regnskabspligtige. Så kunne vi se tilbage
for de år før, og så sagde vi: »Jamen, det passer da
godt nok med privatforbruget. Nu kan du se regn¬
skabet.« Så indrømmede de det ellers alle sammen.
Det var ikke så ringe, fordi vi kendte folk, vi kunne
Madsens karetmagerværksted i Harte. Uden år.
sammenligne med privatforbruget, når vi kendte
dem. Post, mejeribestyrer eller uddeler vidste vi,
hvad indkomst havde. Jeg tror ikke, det var så galt.
Jamen, vi kendte hinanden, vi kunne se, hvordan
det gik. Fordi en mand byttede om på en maskine,
det var ikke nogen afskrivning. Det gik ind i stedet
for afskrivning. Vi fik først lidt besværligheder, da
folk skulle til at have traktor og store maskiner, så
var vi nødt til at følge afskrivningsreglerne.
— Havde dit tilhørsforhold som venstremand og dit
sognerådsarbejde noget med hinanden at gøre?
Overhovedet ikke. Som jeg sagde før, det var
først da vi kom hen i 1960erne, da socialdemokra¬
ter stillede op politisk. Før den tid snakkede vi ikke
politik. Nu har jeg aldrig været særligt partipolitisk.
Jeg ved nok, jeg kom ind i byrådet for Venstre, for
de gjorde alt for at få deres egne frem. Den gamle
garde bakkede mig op, og dem kan jeg takke for, jeg
kom ind. Ellers har jeg aldrig været særlig partipoli¬
tisk, og slet ikke i sognerådsarbejdet. Jeg mener
ikke, sognerådsarbejde havde ret meget med politik
at gøre dengang. Det var mere lokalt. Når vi snak¬
kede ejendomsskyld, da kunne der komme noget,
men ellers synes jeg, vi havde det bedst mulige for¬
hold til fagforeninger og organisationer. Når de
kom med deres ønsker, jamen, så snakkede vi om
det, og de følte sig godt behandlet. Det kan jeg hu¬
ske, for da Arbejdsmandsforbundet, som er blevet
til SID, havde fest på Skamling, da var min kone og
jeg inviteret med. Kommunen gav dem en jubilæumsgave.
Formanden sagde tak for gaven fra sog¬
nerådet: »Vi har altid følt os vældig godt behandlet
af Harte-Bramdrup sogneråd«. Jamen, det forstår I
måske ikke i dag, men der var ikke de skel, der var
ikke skel. Jeg tror ikke, der var noget, men selvføl¬
gelig pressede omegnskommunerne på, for at få
deres ind. Jeg tror, Abildskov var formand for
Venstreforeningen dengang.
48

Skjolddansere under ledelse af gårdmand Hans Ch
Jeg kan sige, at de første mange, mange år i sog¬
nerådet, der faldt det os aldrig ind, at vi skulle have
noget for det. Sognerådsformand og kasserer fik et
lille beløb, der ikke var ret stort. Alle vi andre fik in¬
tet. Vi fik en spisning til sognerådsmøderne. Så kom
loven, hvor sognerådsmedlemmer skulle have diæ¬
ter. De kunne ikke bevilges andet end, at hele sog¬
nerådet skulle stemme for det. Det var en periode,
hvis bare en stemte imod, så kunne det ikke bevil¬
ges. Vi tog det op, inden det blev lov, at vi skulle
have diæter.
sen i Almind forsamlingshus i 1935.
— Hvornår kommer den lov?
Midt i 1960'erne. Da begyndte vi at holde eftermiddagsmøder.
Så synes vi bedre, vi kunne tillade
os det, når vi fik noget for det. Det var ikke store
penge, men det var lønninger heller ikke dengang.
Vi havde en udflugt, men det var almindelig spis¬
ning, overhovedet intet ud over.
Nu har jeg været med i byrådet. Jeg ved da ikke,
om de ruttede med det, men os udefra havde det
indtryk, som jeg har sagt et par gange nu, at de hav¬
de knap så meget respekt for skatteydernes penge.
49