AKUT BLINDHED - Øjenforeningen Værn om Synet

AF
ERIK LOHMANN
Socialrådgiver Agnete
Thage Jørgensen, Instituttet
for Blinde og
Svagsynede, redegør i
samtale for, hvorledes
Instituttet kan hjælpe
de ramte såvel psykologisk
som praktisk
og socialt - en tjeneste
som alle landets
sygehuse kan gøre
brug af.
AKUT BLINDHED
– en forfærdende
realitet for nogle
øjenpatienter
Hvilke er de hyppigste årsager
til pludseligt synstab?
Komplikationer til diabetes,
er en af de hyppigste årsager
samt forskellige øjensygdomme
- f.eks. bliver glaucom-patienter
(red.: glaucom = grøn
stær) i en del tilfælde ramt
af pludselig blindhed. Andre
årsager kan være ulykker og
blodpropper samt patienter
med sclerose eller arteritis
temporalis (red.: arterievægsbetændelse).
Hvor mange patienter behandles
årligt for akut blindhed på Instituttet
for Blinde og Svagsynede?
Vi har et sted mellem 30
og 40 sager om året. Men
det er jo kun fra de hospitaler,
der husker at kontakte os.
Jeg er overbevist om, at der
er mere end det dobbelte
antal patienter på landsplan.
Vil det sige, at der er øjenafdelinger
eller praktiserende øjenlæger,
som ikke kender jeres
eksistens og tilbud?
Ja, fordi personalet skiftes
ud hele tiden, og derfor gør
jeg en del PR-arbejde og holder
informationsmøder med
øjenafdelingerne og øjenambulatorier
for øjenlæger og
øjensygeplejersker om Instituttets
akut-tjeneste, og så er
det klart, at disse øjenlæger
husker os. Men der er altså
også en del hospitaler, vi ikke
får henvendelser fra.
Hvad er det Instituttet kan
tilbyde, som øjenafdelingerne
eller sygehusene ikke selv kan
klare?
I det øjeblik en person
rammes af et akut synstab,
så kan vi tilbyde at bistå med
et team bestående af en
socialrådgiver og en psykolog
- vi har 4 socialrådgivere og
4 psykologer, der kan tage ud
8 VOS 2/2004

til alle landets hospitaler.
Hvad taler vi om m.h.t. synsstyrke?
6/60 eller et synsfelt på 20
grader eller derunder. Det er
kriteriet, og vi besøger hospitalet
indenfor 3-5 dage - er
det vigtigt, at vi kommer før,
så gør vi det.
Hvordan griber I så tingene an?
Vi har for det første en
samtale med den ansvarlige
læge for at blive informeret
om, hvad der er baggrunden
for synstabet samt patientens
aktuelle situation. Er
synstabet stationært eller
progredierende (red.: under
udvikling)? Er der operationseller
behandlingsmuligheder?
Hvad er forventningerne på
kort og på lang sigt?
Derefter taler vi med den
ansvarlige sygeplejerske for
at finde ud af, hvordan patienten
klarer sig på baggrund af
sygeplejerskens indtryk og
daglige kontakt med patienten.
Når vi har talt med læge
og sygeplejerske, har vi en
samtale med patienten alene
på en times tid, hvor vi får
indtryk af, hvad der er sket
for patienten, og hvilke problemer,
det har afstedkommet.
Det kan jo være mange
forskellige ting: Er patienten
krisepræget? Er der behov
for akut psykologbistand?
Hvordan forestiller patienten
sig, at det ville kunne lade
sig gøre at komme hjem, er
personen alene, er der en
familie, børn, ægtefælle?
Hvilke tanker gør patienten
sig, er det overhovedet noget,
patienten kan holde ud at
tænke på? Hvor realistisk er
vedkommende?
Dernæst vurderer vi en
række praktiske tiltag:
VOS 2/2004 9

Øjenforeningen finder den beskrevne
konsulenttjeneste af vital betydning for
de ramte øjenpatienter – men også for
dem, der er i risikogruppen, dvs. i de
senere faser af glaucom, sukkersyge,
AMD og andre synstruende sygdomme,
som øjenlægerne er delvis magtesløse
over for. Øjenforeningen tilbyder derfor
sine medlemmer, at de kan få en gratis
telefonkonsultation hos socialrådgiver
Agnete Thage Jørgensen, Instituttet for
Blinde og Synshandicappede. Dette
tilbud fremgår af annoncen i VÆRN OM
SYNET på side 29.
Er der behov for, at en instruktør
kommer ud og giver
mobilitetsundervisning eller
ADL-undervisning ( red.: ADL
= almindelig daglig levevis).
Vi har altid et dansktalende
ur med, som vi udleverer til
patienten. Man trykker bare
på en knap, så siger det,
hvad klokken er. Enhver kan
forestille sig, hvor vigtigt
dette er for en person, som
er ramt af akut blindhed.
Endvidere forhører vi os
om, hvorvidt personen er i
arbejde. Er det overhovedet
realistisk, at personen kan
komme tilbage til arbejdet?
Eller er der noget, som vi
allerede nu skal tage hånd
om? Hele tiden lytter vi til
patienten. For det er ikke en
belæring, vi disker op med.
Det er hele tiden støtte med
udgangspunkt i den aktuelle
situation, som patienten befinder
sig i.
Henviser I også til Dansk
Blindesamfund?
Ja, det gør vi; men som
hovedregel er det noget,
som øjenlægerne gør pr.
automatik.
Du er selv uddannet socialrådgiver?
Ja, og jeg har en betydelig
indsigt i forhold til at vurdere
personer, som er i krise qua
min uddannelse og qua det
krav, som er på Instituttet,
hvor man har sorg/krise-kurser.
Men selve krisebehandlingen
er det psykologen,
som står for.
Hvis vi nu ser på Øjenforeningens
medlemmer, hvornår
kunne man så forestille sig, at
de har behov for din bistand?
Personer, der er medlemmer
af Øjenforeningen,
opfylder som hovedregel
ikke kriterierne for Dansk
Blindesamfunds medlemskab.
Men derfor kan de jo
godt have en diagnose, der
giver anledning til en del spekulationer
om fremtiden. Det
kunne være: hvad nu hvis jeg
mister synet yderligere, hvad
er der så af muligheder?
Jeg får opringninger fra
folk, der siger, “jeg ved, at
jeg har den og den øjensygdom,
og jeg har fået at vide
af øjenlægen, at der er stor
risiko for, at jeg på sigt vil
miste en del af synet. Er der
ikke mulighed for, at jeg kan
komme på kursus hos jer, så
jeg på forhånd kan lære at
klare mig i dagligdagen?”.
I sådan en situation er
det vigtigt at få en samtale
med personen og prøve at
forklare, hvorfor man ikke
kan lære at klare sig i hverdagen
på forhånd, for det kan
man faktisk ikke. Der skal
selvfølgelig rådgives om den
usikkerhed, der opstår, når
man lige har fået stillet en så
frygtelig diagnose. Da er det
vigtigt at kunne komme med
hele den vifte af informationer,
som jeg sidder inde
med inden for synshandicap.
Hvad er der af muligheder -
og det går bestemt ikke kun
på hjælpemidler - men også
meget på, hvad bliver der
gjort i Danmark for synshan-
10 VOS 2/2004

dicappede, hvilke muligheder
er der. Og selvfølgelig, hvis
der er behov for det, henvise
til psykologisk bistand.
Der har jeg jo et netværk af
personer, som jeg kan anbefale,
både her på Instituttet,
men bestemt også uden for
Instituttet, som har specifik
faglig viden om synstab og
følgerne heraf.
Du sagde, at man ikke kan lære
at være synshandicappet på
forhånd?
Nej, det kan man ikke. Vi
har det jo faktisk sådan, at
vi har kontakt med kursister,
som måske ser 6/60, og de
kommer på kursus 2-3 måneder,
afhængigt af, hvad de
har behov for. Men mister
de synet helt, så indstiller vi
dem til et nyt kursus, for så
er situationen en helt, helt
anden. Det fortæller lidt om,
at på det ene kursus er det
væsentligt, at de gør brug
af det restsyn, de har, og
det bliver brugt i undervisningen.
I det øjeblik synet
ikke er der, eller er blevet
minimalt, så er det en helt
anden måde at undervise
på, og da de ikke kan bruge
synet, må de bruge de andre
sanser meget mere. Så det
er ikke muligt at lære at være
alvorligt synshandicappet på
forhånd.
Kan du også hjælpe folk ved
telefonrådgivning - ifølge
sagens natur vil telefonrådgivning
være forholdsvis kortvarig,
næppe mere end 15-20 minutter.
Jeg er jo vant til det. Jeg
har gjort det i 11 år og jeg
gør meget ud af telefonrådgivning.
Så det er jeg slet
ikke i tvivl om. Det, der er
det væsentlige er, at personen
skal vide, hvem jeg er
og forhåbentlig få et tillidsforhold
til mig og altid have
vished for at kunne ringe
tilbage, for jeg har jo nogle
bud på, hvad den enkelte kan
gøre i sin situation. Og her
er det altid væsentligt med
opfølgning.
VOS 2/2004 11