Er du helt normal? - IKON - Danmark

Fotos: Lars Buch Viftrup
“Eftermiddagene blev brugt på at eksperimentere
med den rigtige tørgær og hævetid”
person rundt om bordet at sætte nogle
få ord på deres oplevelse af, at vi havde
været på Quo Vadis. Der blev sat
mange ord på de indtryk, personalet
havde fået af os og på det samarbejde,
der havde været. Da vi havde hørt fejemanden,
kokken, den unge køkkenpige,
”bibliotekaren” og de andres give
deres kommentarer, kom vi også selv
på banen med de mange positive og
rosende ord, vi havde til hele Quo Vadis,
der må siges at have været et sted
til inspiration.
Er der noget særligt, som I bed
mærke i eller som forundrede
jer, og som I har ’taget med’ derfra?
Fra Maries dagbog: Hver dag
klokken 12 slår gong-gongen på Quo
Vadis. Så er der meditation eller andagt,
om man vil, for alle ansatte og
andre interesserede. Det foregår i den
lille røde hytte. Hjertet af Quo Vadis.
Meditationen består som regel af et
par Taizé-lignende sange på tamilsk,
læsning fra biblen, refleksion, bøn og
stilhed. Det er en rigtig fin måde at
samles midt på dagen. At sende lidt
tanker eller bønner både vertikalt og
horisontalt.
Mange af de vesterlændinge, som
kommer til Tiruvannamalai, er her for
at søge spiritualitet med inspiration
fra forskellige religioner. At finde en
ro i det. Selv kan jeg godt blive lidt anspændt,
når det kommer til spiritualitet,
meditation og så videre. En lille
bitte angst. Og især en bønne-angst,
når vi selv skal stå for dem eller deltage
aktivt. Fri for. Måske fordi det
bliver så formelt. Det er nok lidt danskeragtigt.
Vi er gode nok til at snakke
om religion, men vi rører helst ikke
ved bønnens indhold.
”Please share something from the
first part of the day, you want to thank
God for”, beder Kumara, som styrer
meditationen, os om. Et par minutters
tænkepause til alle. Så begynder den
første at dele sin tak og sine tanker,
den næste overtager, og derefter den
næste igen. Jeg er desperat. Der skal
alligevel præsteres lidt. Nu er det snart
min tur. Og det skal siges højt og deles
med de andre, der deltager i meditationen.
Jeg kan kun komme i tanke om
at fortælle om min gode nats søvn for
første gang, siden Mette og jeg kom
til Indien nogle dage forinden, og jeg
føler det er en lidt fjollet ting at skulle
sige, sammenlignet med de andres. Nu
skal det siges. Højt. Og jeg kom vist til
at fnise lidt undervejs.
”Det er godt der er højt til loftet på
Quo Vadis”, siger Mette.
IKON - tro i dialog // www.ikon-danmark.dk
nummer 83 // side 17