Medicin på botilbud for mennesker med psykiske lidelser. Mellem ...

Et medicinpædagogisk afsæt
Af Birthe Drejergaard,
sygeplejerske og cand.pæd.
En af de grundlæggende opgaver i det sociale
arbejde er at støtte beboerne i at styre egen tilværelse,
at udtrykke hvad de føler og mener, ja,
kort sagt er det en grundlæggende opgave i det
sociale arbejde at styrke den personlige integritet.
Hvis man knytter en forbindelse mellem denne
grundlæggende opgave og behandlingen med
psykofarmaka, så er behandlingen med psykofarmaka
underordnet arbejdet med at styrke den
personlige integritet. Man kan også sige, at behandlingen
med psykofarmaka bliver et redskab
eller en metode på lige fod med en række andre
metoder og redskaber, som vi anvender i socialpsykiatrien
og som alle har det formål at styrke
den personlige integritet hos beboerne i de socialpsykiatriske
bosteder.
På den måde bliver medicin og medicinadministration
ikke bare et lægefagligt område, det bliver
også et pædagogisk indsatsområde i socialpsykiatrien
– et indsatsområde, hvor det at blive
behandlet med psykofarmaka indebærer langt
mere end blot at følge den ordinerede behandling.
For når behandling med psykofarmaka er
underordnet arbejdet med at styrke den personlige
integritet, så betyder det, at fokus for den
medicinske behandling i langt højere grad bliver
beboernes liv frem for beboernes symptomer.
Det vil sige at den medicinske behandling må
indrette sig på, hvad beboeren vil med sit liv og
på, hvad der er kvalitet i beboerens liv. Det betyder
også at beboeren får mulighed for at sætte
ord på oplevelser og erfaringer med medicin og
at beboeren kan være mere aktiv i vurderingen
af den medicinske behandling ligesom beboeren
kan være medbestemmende for, hvordan medicinen
skal administreres, så medicinen kan være
til mest mulig hjælp for beboerens i dennes bestræbelser
på at skabe sig en god tilværelse.
Samarbejdsparterne i et medicinpædagogisk
område er beboerne, den ordinerende psykiater
og personalet på bo-institutionen.
Der er helt sikkert mange måder, som kan tage
hul på det pædagogiske arbejde i forbindelse
med medicin. Her vil jeg blot nævne tre åbenlyse
måder:
• At kvalificere beboerne, dvs. styrke
beboernes viden om medicin, støtte
beboerne i at have opmærksomhed på,
hvordan medicinen påvirker deres liv
Og sammenhængende med ovenstående:
• At kvalificere samarbejdet med
psykiateren og kvalificere grundlaget for
ordinationen. Her gælder det om at støtte
beboeren i at formulere, hvordan
medicinen påvirker ikke bare symptomer
men også resten af tilværelsen
• At kvalificere personalet gennem
undervisning
2
På Sukkertoppen har vi overvejende gjort det
sidstnævnte. Det vil sige vi har lavet et undervisningsprogram
til ikke-sundhedsfagligt personale,
som tager sigte på at kvalificere det ikke-sundhedsfaglige
personale til at tage del i medicinadministrationen
og til med afsæt i et pædagogisk
perspektiv at blande sig i snakken omkring den
medicinske behandling.
Hvorfor er det formålstjenligt at flere
forskellige medarbejdergrupper deltager
i medicinadministrationen
For det første er brugerne i de fleste tilfælde ligeglade
med personalets uddannelsesmæssige
baggrund. Brugerne taler med dem, de bedst
kan lide at tale med og derfor kommer ikkesundhedsfagligt
personale også til at lytte til
brugernes erfaringer, oplevelser og problemer
med at tage psykofarmaka. Ikke-sundhedsfagligt
personale kommer også til at skulle håndtere
dilemmaer som knytter sig til den medicinske
behandling, eksempelvis en brugers overmedicinering
eller en brugers afvisning af medicinen.
Undervisningen har til formål, at det ikke-sundhedsfaglige
personale kan lytte mere kvalificeret
til brugerne. Undervisningen skal også sætte det
ikke-sundhedsfaglige personale i stand til bedre
at se, forstå og agere i forhold til de dilemmaer
og problemer, der kan være i forbindelse med behandlingen
med psykofarmaka.
For det andet er der ikke altid tilstrækkeligt med
sundhedsfagligt personale på arbejde til at varetage
opgaverne med medicingivning.
For det tredje: ved at invitere ikke-sundhedsfagligt
personale til at deltage i snakken omkring
medicin og medicingivning, er der åbnet op for en
tværfaglig tilgang til de spørgsmål og dilemmaer,
som dukker op i relation til medicin og medicingivning.
I praksis består det ikke-sundhedsfaglige
personale ofte af pædagoger og det betyder,
at spørgsmål eller problemer omkring medicinering
også kan belyses fra en pædagogisk vinkel.
Når ikke-sundhedsfagligt personale inviteres til
at deltage i medicineringen af beboerne, så er
der imidlertid nogle udfordringer, som man som
institution må tage sig af. Det ene drejer sig om
sikkerhed og det andet drejer sig om, at det ikkesundhedsfaglige
personale får viden om medicin.
Selvom det måske fra et medicinpædagogisk
perspektiv ikke er så interessant at tale om sikkerhed,
så vil jeg alligevel kort sige et par ord
om sikkerhed. Da mange typer psykofarmaka er
potentielt farlige stoffer og da blot en enkelt forkert
dosering kan bringe en beboers liv i fare,
så er det nødvendigt at det ikke-sundhedsfaglige
personale er bekendt med de krav, der er til sikker
medicinhåndtering.
På samme måde er det nødvendigt, at den ikke
sundhedsfaglige medarbejder får en vis viden om
medicinens virkninger og bivirkninger, da det ellers
kan være vanskeligt at forstå, hvad beboerne
taler om, når de fortæller om deres oplevelser
med medicin. Uden viden om medicinens virkninger
og bivirkninger bliver det også vanskeligt
at reflektere over medicinens virkning på beboerens
liv og det bliver vanskeligt at reflektere over,
hvad der er følger af den psykiske lidelse og hvad
der er følger af den medicinske behandling. Der
er mange pædagogiske opgaver forbundet med