HVERDAGSLIV TIL ARBEJDSBRUG Samlet formidling af VEGA ...

HVERDAGSLIV TIL ARBEJDSBRUG
Samlet formidling af VEGA-netværkets erfaringer
Marianne Elbrønd
Social- og sundhedsskolen, Ringkjøbing Amt
2005

FORORD
Hermed foreligger net-publikationen ”Hverdagsliv til arbejdsbrug” – en samlet
formidling af VEGA-netværkets erfaringer.
Der er tale om en sammenskrivning af de mange erfaringer, som er udsprunget
af et længerevarende samarbejde mellem Dansk Gerontologisk Institut og Social-
og sundhedsskolen i Randers, Social- og sundhedsskolen, Ringkjøbing
Amt, Ergoterapeutskolen i Århus og Ergoterapeutskolen i Odense. Projektledelse
har været Inger-Lise Dyrholm og Knud Ramian.
Den foreliggende rapport er udarbejdet af Marianne Elbrønd
Sammenskrivningen er finansieret af Helsefonden.
Herning april 2005
Marianne Elbrønd
3

RESUMÉ OG STATUS
Formålet med denne net-publikation er at præsentere den viden og erfaring,
som VEGA-netværket, har oparbejdet over en knap 10-årig periode og stadig
arbejder på at berige. VEGA-netværket er et netværk af mennesker, der skaber
viden om ældres hverdag. Netværket, der er tilknyttet Gerontologisk Institut har
eksisteret siden 1995. Netværkets ledelse har i alle årene været Inger-Lise Dyrholm
og Knud Ramian. Oprindeligt kom netværkets deltagere fra undervisningsinstitutioner
på ældreområdet 1 , men det er siden blevet bredere og omfatter i
dag også praktikere. Netværkets formål er at gennemføre praksisforskning og
andre videnskabende projekter, der kan bidrage til at sætte fokus på det levede
liv i alderdommen i hverdagsperspektiv og udvikle arbejdsformer, der kan omsættes
til praksis.
Erfaringsopsamlingen har været styret af nedenstående spørgsmål:
- Hvorfor er det relevant at beskæftige sig med hverdagsliv hos gamle?
- Kan der gennemføres videnskabende arbejde på grund- og mellemuddannelser?
- Hvilket formål tjener videnskabende arbejde på grund- og mellemuddannelserne?
- Hvilke resultater er der kommet ud af VEGA-netværkets videnskabende arbejde?
- Hvilke perspektiver tegner sig for VEGA fremover?
Med afsæt i de forskellige kapitler i publikationen, som er at finde på netadressen:
http://www.ceps.suite.dk/vega.html er det nu muligt at give et svar på
de stillede spørgsmål.
Hvorfor er det relevant at beskæftige sig med hverdagsliv hos gamle?
Det, der har bundet deltagerne i VEGA-netværket sammen, er en interesse for
hverdagen eller nærmere bestemt interessen for hverdagsliv hos gamle. Hverdagen
er det levede liv, som vi alle sammen lever dag efter dag efter dag efter
dag. Mange af hverdagens gøremål og aktiviteter er trivielle, banale og upåagtede
i en sådan grad, at det f.eks. i uddannelsessammenhænge kan være endog
yderst vanskeligt at fange elevers og læreres opmærksomhed mod den. Det
er det særlige, det dramatiske og det afvigende, der er i fokus for de toneangivende
fagprofessioners interesse, uagtet at det er hverdagen, der er grundlaget
for hele vores tilværelse.
Så længe hverdagen fungerer, tages den langt hen af vejen for givet, men hele
tilværelsen kan hurtigt blive stærkt truet, når selv små dagligdags foreteelser
som badning, påklædning, toiletbesøg, indkøb, madlavning mv. begynder at
volde problemer. For mange gamle og svækkede mennesker påvirkes tilværel-
1 I en lang periode har netværkets deltagere været:
- Ergoterapeutskolen i Århus
- Ergoterapeutskolen i Odense
- Social- og sundhedsskolen i Randers
- Social- og sundhedsskolen, Ringkøbing amt, Herning
5

sen radikalt, når hverdagens gøremål overstiger egen formåen og overgår til at
være et arbejdsmæssigt anliggende for andre.
Ældreområdets medarbejdere vil hele tiden stå over for udfordringen om at
skulle samarbejde med helt unikke personer om at få deres særlige hverdagsliv
til at hænge sammen og fungere. Arbejdsfeltet omfatter løsning af konkrete opgaver
i konkrete situationer, der aldrig har været og aldrig vil komme igen. Der
er kort sagt tale om et arbejdsfelt, hvor rutinen ikke rækker, og svarene ikke er
givet på forhånd. Den kundskabsbase, som ældreområdets medarbejdere skal
kunne trække på i deres udførelse af arbejdet, skal derfor være anderledes end
såvel almindelig paratviden som viden, der antages at have en almengyldig karakter.
I VEGA indtager vi det standpunkt, at faggrupper, der tager del i andre menneskers
hverdagsliv, må have en skærpet opmærksomhed og fagligt underbygget
forståelse af dette liv, således som det tager sig ud nedefra – fra almindelige
gamle menneskers perspektiv.
Vi er opmærksomme på, at nogle er af den opfattelse, at menneskers levevis
og længsler i hverdagslivet er noget, som skal være i fred men hverdagslivet er
i forvejen ikke et lukket univers – afsondret fra samfund og systemer. På utallige
områder og i utallige sammenhænge virker de samfundsmæssige dispositioner
allerede ind på almindelige menneskers dagligliv. I betragtning af både den kritik,
der har været af ældreområdet og af de ønsker og visioner, der udstikkes for
området i retning af mere humane tilbud til mennesker, der har brug hjælp, synes
det at være relevant at eksperimentere med udvikling af alternative forståelsesmåder,
alternative begreber, alternative beskrivelses- og dokumentationsmetoder,
alternative arbejdsredskaber og alt andet, der tvinger medarbejdere,
planlæggere og beslutningstagere inden for ældreområdet til dagligt og systematisk
at rette blikket mod alt det, der får mennesker til at tone frem som
enestående personer med et enestående liv.
Kan der gennemføres videnskabende arbejde på grund- og mellemuddannelser?
Der er ikke tradition for, at uddannelsesinstitutioner på grund- og mellemuddannelsesniveau
bidrager til skabelse af den viden, som uddannelserne og praksisfeltet
kan have brug for. Det var derfor et vigtigt initiativ, der blev taget tilbage i
1995 med etableringen af VEGA-netværket. Den særlige netværkskonstruktion,
som blev skabt, har bidraget til, at fire skoler indtil videre har udarbejdet projektbeskrivelser,
har skaffet økonomiske midler, har planlagt, har gennemført og
har afrapporteret i alt seks projekter, der handler om oparbejdning, implementering
eller formidling af viden om hverdagsliv hos gamle.
Set i tilbageblik synes nedenstående forhold ved selve organiseringen af VE-
GA-netværket at have haft en gavnlig indflydelse på udfaldet af skolernes arbejde.
I den tidlige fase af forløbet, hvor skolerne skulle fatte interesse for at engagere
sig i videnskabende arbejde, var det af afgørende betydning:
6

- at en ekstern instans (Dansk Gerontologisk Selskab) ’spottede’ et interessant
tema: ”Hverdagsliv hos gamle” og tog initiativ til dannelse af VEGA,
hvilket gav skolerne en anledning til at engagere sig i videnskabende arbejde
- at VEGA skaffede skolerne midler til frikøb af projektmedarbejdere, således
at der kunne udarbejdes projektbeskrivelser og ansøgninger til diverse fonde,
puljer og Fou-midler.
Senere i forløbet, hvor skolerne har skullet præstere et langt sejt træk i forhold
til gennemførelse af projekter, har det været af afgørende betydning:
- at samarbejdet mellem VEGA-netværket og den enkelte uddannelsesinstitution
har været baseret på en kontrakt, der aftales for et år ad gangen. Forudsætninger
for deltagelse er, at der foreligger et aktivt projekt, som der
konkret arbejdes med fra ide-fase til implementering, at der deltager mindst
to navngivne personer fra hvert sted, og at ledelsen forpligter sig i forhold til
at tilvejebringe de nødvendige rammer for projektets gennemførelse.
- at netværkets ledelse, Inger-Lise Dyrholm og Knud Ramian løbende har
fastholdt tanker om netværkets teoretiske og metodiske fundament, og at
netværkets deltagere har kunnet trække på Knud Ramian som konsulent
- at netværket har været samlet med faste mellemrum, således at deltagerne
har haft mulighed for at inspirere og motivere hinanden.
- at der udefra ret hurtigt viste sig at være en vis interesse for og efterspørgsel
efter VEGA-netværkets indsigter og viden.
Eksistensen af VEGA-netværket har påvist, at det faktisk kan lade sig gøre at
gennemføre videnskabende arbejde på grund- og mellemuddannelser, men at
det kræver noget særligt, hvis det skal udføres deltids af lærere, der bruger
størstedelen af deres tid på deres almindelige arbejde. Deltagerne fra de forskellige
skoler har på forskellig måde skullet kæmpe for at skaffe sig tid og rum
til arbejdet med VEGA-projekterne. På nogle skoler har VEGA-aktiviteterne til
tider været på kollisionskurs med skoleinterne aktiviteter som implementering af
reform, overgang til CVU med stigende akademisering og krav om efteruddannelse
af lærerstanden til følge. På andre er VEGA-aktiviteter ligeså stille gået
hen og blevet en del af hverdagen.
Hvilket formål tjener videnskabende arbejde på grund- og mellemuddannelserne?
For deltagerne i netværket synes det indlysende, at de skolesystemer, der er
tæt på praksis, også bidrager til at udforske fænomener, som praktikeren møder
i sin hverdag og med afsæt heri at skabe noget af den viden, som ældreområdet
har brug for.
For det første giver uddannelsesstedernes forholdsvise tætte kobling til praksis
indsigt i, hvad det er for en viden og indsigt, som praktikere efterspørger i dagligdagen,
når de står overfor at skulle løse konkrete opgaver. En sådan indsigt
er væsentlig, hvis der skal skabes en større overensstemmelse mellem det,
som praksis finder relevant og det, som forskningsmiljøerne finder relevant at
7

forske i. Endvidere giver koblingen til praksis en adgang til praksissammenhænge
og data, som det ellers kan være svært at få adgang til.
For det andet har egenproduktion af viden den gode bieffekt, at lærerne får personlige
erfaringer med at gå metodisk til værks og f.eks. lave casestudier, hvilket
giver dem et godt udgangspunkt i forhold til at inspirere kommende socialog
sundhedsarbejdere til at gøre det samme. Der gemmer sig meget viden i
praksis, som uden tvivl kunne gøres mere tilgængelig, hvis praktikere i forreste
geled generelt var bedre til at gå metodisk og systematisk frem i det daglige
arbejde.
Deltagelse i VEGA-projekter kan sammenlignes med en form for praksisnær
kompetenceudvikling. Lærere får konkret og praktisk træning i videnskabende
arbejde, der retter sig mod hverdagens praksis.
Den form for kompetenceudvikling, der knytter sig til VEGA-aktiviteterne, adskiller
sig klart fra mere traditionelle former for efteruddannelsesaktiviteter, der ofte
lægger sig i universiteters kølvand, hvad angår krav om reproduktion af andres
teorier og metoder. Der synes i disse tider, hvor f.eks. de mellemlange uddannelser
slutter sig sammen i CVU’er, og hvor der stilles krav om undervisernes
akademiske opkvalificering, netop at være stærkt brug for efteruddannelsesaktiviteter,
der prioriterer træning i praktisk, anvendelsesorienteret videnskabende
arbejde frem for bogstudier og højtravende, akademiske diskussioner.
For det tredie har medarbejdere på uddannelsesinstitutioner en viden om at
iscenesætte læreprocesser, der kan være med til at kvalificere formidlingsdelen
af videnskabende arbejde. Da underviseres kerneydelse er vidensformidling, er
de muligvis mere opmærksomme på at skabe den kontinuitet mellem frembringelse
og brug af kundskab, som er så hårdt tiltrængt på ældreområdet. I VEGA
har vi på egen krop erfaret, hvor udmattende det kan være at begive sig af med
videnskabende aktiviteter. Ikke sjældent er det sådan, at dem, der har slidt og
slæbt med et projekt, har brugt sig selv op og egentlig ikke orker mere, når
værdifulde indsigter og resultater skal formidles. Netværket har ved flere lejligheder
fungeret som venlig ’indpisker’ med henblik på at forhindre, at projekter
blev afsluttet, når de ligeså godt kunne tage en ny begyndelse, f.eks. i form af
formidlings- og implementeringsaktiviteter. For projektmagere, der i forvejen
befinder sig i et udannelsesmiljø, er der reelt mange muligheder for at lade
frembringelse og brug af kundskab gå hånd i hånd.
For det fjerde kan uddannelsesmiljøernes erfaringer med selv at producere viden
øge interessen for at sætte sig ind i, bruge og formidle den viden,som andre
har skabt. Uddannelsesinstitutioner er helt centrale aktører i forhold til at få
videreformidlet den viden, som skabes i de traditionelle forskningsmiljøer.
Hvilke resultater er der kommet ud af VEGA-netværkets videnskabende
arbejde?
Netværket er ikke udsprunget af et akademisk miljø, og det arbejde, der har
været udført, har ikke været bundet af en forpligtelse til at skulle leve op til bestemte
traditioner, indholds- eller formkrav. I VEGA har vi især været optaget af,
at projekterne skulle producere en viden, der gør en forskel i praksis – hvor
8

praksis både kan forstås som praksis inden for ældreområdet og praksis inden
for de uddannelsesmiljøer, der uddanner til ældreområdet.
VEGA-netværket opererer i et felt bestående af tre centrale elementer: et særligt
teoretisk perspektiv på hverdagsliv, en særlig hverdagslivsorienteret metodologi
og nogle konkrete studier af gamle menneskers hverdagsliv. Arbejdet
med teori, metodologi og studier er foregået parallelt. Megen læsning har således
fundet sted parallelt med eller efter gennemførelsen af de konkrete studier,
og ideer til metoder er ofte udsprunget i takt med, at nye muligheder eller begrænsninger
viste sig i undersøgelsesfeltet. Endvidere er der ud af empirien
opstået nye ord, der ikke udspringer direkte af nogen teori.
De tre elementer har med andre ord løbende beriget hinanden, således at VE-
GA-netværket i dag er kommet på sporet af en måde at tale om, at tænke om
og at undersøge hverdagsliv på, som kan anvendes af flere af ældreområdets
aktører: dels af praktikere, der tager del i løsningen af hverdagens opgaver,
dels af undervisere, der uddanner medarbejdere til ældreområdet og dels af
planlæggere og beslutningstagere, der udstikker rammerne for det liv, som
gamle, der er afhængige af hjælp fra andre, lever.
Med de konkrete studier af gamle menneskers hverdagsliv som det helt afgørende,
inspirerende omdrejningspunkt har VEGA-netværket udviklet det, der i
dag kan betegnes som VEGA-i-teorien, VEGA-metode og VEGA-i-praksis.
VEGA-i-teorien
Menneskers helt almindelige hverdagsliv virker så banalt og selvfølgeligt, at det
ofte ikke tildeles den helt store opmærksomhed. En særlig udfordring i VEGAsammenhænge
har derfor været at få øje på hverdagslivet både som fænomen
og begreb.
I litteraturen er der forskellige udlægninger af, hvilke fænomener, der omtales
som hverdagsliv. Den afgrænsning, som forskellige teoretikere laver, ligger på
et kontinuum - spændende fra en forholdsvis snæver til en meget bred afgrænsning.
I VEGA foretager vi en afgrænsning, der på en gang er såvel snæver
som bred. Hverdagsliv forstås bredt som livets gang på tværs af tid og rum.
En størrelse, som vi oplever som en strøm af øjeblikke, situationer eller hændelser,
og som vi uden større vanskeligheder kan tale med hinanden om, når vi
fortæller om, hvordan vores dage, uger eller år er gået. Hverdagsliv forstås
samtidig snævert, idet vi reserverer det til det liv, hvor enkeltmennesket er på
hjemmebane, og hvor livet og den strømmende tid er præget af gentagne begivenheder,
der rummer særlige betydninger for den enkelte. I VEGA betegner vi
det aspekt ved hverdagslivet, der har disse karakteristika, for livsmønstre.
.
I VEGA skelner vi mellem begrebet hverdag og begrebet hverdagsliv.
I modsætning til begrebet hverdag, der giver associationer til begrebspar som
hverdag/helligdag, hverdag/bureaukrati, det trivielle liv/det egentlige liv, privat/offentlig,
er begrebet hverdagsliv et bredere, mere dynamisk og personbundet
begreb, der går på tværs af de nævnte begrebspar.
9

Begrebet hverdagsliv og underbegrebet livsmønstre er, således som vi bruger
dem i VEGA, ikke faste størrelser. Det er dynamiske størrelser, som omfatter
både en yderside og en inderside: Ydersiden er det levede liv, der kan beskrives
som en daglig organisering af aktiviteter med de og de objektive træk. Indersiden
er det oplevede liv, hvor hændelser, fænomener, ting mv. fortolkes
og tillægges betydning af den enkelte. Hverdagsliv og livsmønstre varierer fra
person til person. Bliver til – skabes, omskabes, opretholdes og fornyes – hver
dag.
En sådan teoretisk indkredsning har været vigtig og nødvendig, når VEGA har
været i dialog med andre, der interesserer sig for hverdagslivet, men den har
ikke været tilstrækkelig. I VEGA har vi ønsket at blive klogere på hverdagsliv
hos gamle. Hvad bidrager til, at en hverdag fungerer eller ikke fungerer? Hvad
er en god dag for fru Rank? Vi stiller ikke primært definitorisk-analytiske
spørgsmål, men faktuelle spørgsmål, og vi har bestræbt os på at komme nærmere
nogle svar ved på nærmeste hold – gennem feltstudier og interviews - at
få indblik i det liv, gamle mennesker lever dag efter dag efter dag. Vi har været
på jagt efter ord, begreber og illustrationer, der gør det muligt at se og forstå
sider og aspekter ved hverdagslivet og livsmønstret, som ligger i periferien af
vores almindelige opmærksomhedsfelt.
De konkrete hverdagslivsstudier har skærpet vores opmærksomhed mod tiden
og de tidsenheder, som er det stof, som livet, vores oplevelser af og vores fortællinger
om livet, består af. Vi har oplevet en fascinerende verden åbne sig,
når vi har kigget nærmere på såvel korte, flygtige øjeblikke, stunder, sammenhængende
sekvenser og længerevarende forløb eller hele livsperioder.
Nogle gange har vi fokuseret snævert på et udsnit af tid, når vi f.eks. har bestræbt
os på:
• at synliggøre det, som i VEGA’s livsmønsterterminologi benævnes som
scenerier, som er de karakteristiske sammenhænge af gentagne begivenheder;
f.eks stå-op-scenerier, morgenbadsscenerier, ta-tøj-påscenerier
• at synliggøre de betydninger, som konkrete personer tillægger bestemte
scenerier. Vi kaster lys over betydninger ved f.eks. at gennemføre betydningsanalyser
af fortællinger om aktiviteter, der relaterer sig til måltider
• at klassificere livsmønstre og knytte benævnelser til tidens umiddelbare
karakteristika: samværstid, alenetid, måltid, flytteperiode, arbejdstid,
transporttid, opbrudstid mv.
• at synliggøre og benævne forhold, som har indvirkning på, hvordan tiden
fungerer for konkrete personer. Vi kaster lys over tidens funktionalitet og
kvalitet med begreberne råderum, tidens orden og tidens fylde.
Andre gange har vi mere set på sekvenser af tidsrum, når vi f.eks. har bestræbt
os på:
• at synliggøre sammenhænge mellem forskellige scenerier. Vi kaster lys
over sådanne sammenhænge ved f.eks. at konstruere måltidshistorier og
hverdagshistorier.
Endelig har vi set på tiden i en kontekst, når vi f.eks. har bestræbt os på:
10

• at synliggøre samspillet mellem gamle menneskers hverdagsliv og hjælpesystemets
visitations- og arbejdspraksis. Vi kaster lys over samspillet
med en illustration af to verdener: tilværelsessiden og arbejdspraksissiden,
der tilsammen er kontekst for det, vi betegner som ”det afhængige
hverdagsliv”.
• at indkredse nogle samspilsvariable, som har indvirkning på, hvordan
samspillet fungerer. Vi kaster lys over samspillet mellem gamle menneskers
liv i hverdagen og hjælpesystemets arbejdspraksis med begreberne
timing, tempo og tydning.
• at synliggøre den måde, som f.eks. visitatorer gennem samtale forholder
sig til livet i hverdagen på. Vi synliggør, hvad der falder hhv. uden for og
inden for visitatorernes bevidste opmærksomhedsfelt og konstruerer
nogle idealtypiske livsorienterede samtalemodeller og peger på et muligt
indhold og en mulig proces.
• at synliggøre sammenhænge mellem mønstre, der tegner sig i livhistorien
og mønstre, der tegner sig i hverdagslivet. Vi kaster lys over sådanne
sammenhænge ved f.eks. at konstruere bolighistorier med indbyggede
flyttemønstre og sammenholde dem med de flyttemønstre, som slår
igennem i forbindelse med flytning i alderdommen.
• at se og forstå hverdagslivets mikromønstre på baggrund af nogle lidt
større mønstre, der præger livshistorien. Vi kaster lys over mønstrenes
tendens til reproduktion ved at sammenholde tre typer af historier: hverdagshistorien,
livshistorien og generationshistorien.
Den oparbejdede teoretiske viden kan ses dels som et bidrag til gerontologien
og til forståelsen af ældres liv og dels som et bidrag til ældreområdets praksis
og til forståelse af samspillet mellem ældres tilværelse og hjælpesystemernes
arbejdspraksis.
VEGA-projekternes teoretiske referenceramme bevæger sig med sin stærke
orientering mod det komplekse, levede liv i hverdagen videre end mange generaliserede
aldringsmodeller. Frem for at operere med kategoriseringer af mennesker
eller grupper af mennesker har VEGA-projekterne som fælles mål, at de
prøver at anvise nogle veje til, hvordan praktikere kan øge sensitiviteten og lydhørheden
over for forskelle mellem ældre; deres værdier, kulturelle tilhørsforhold,
individuelle meninger m.v., således som de konkret viser sig i hverdagens
øjeblikke, stunder, sekvenser og forløb.
VEGA metode:
Det er relevant at gennemføre studier, som kan kaste lys over såvel det uafhængige
som det afhængige hverdagsliv hos gamle, men lige så relevant er det
også at kaste lys over måder at lave sådanne hverdagsstudier på. Hvis ældreområdets
medarbejdere kan inspireres til selv at se på, at undersøge hverdagsliv
og opfange rigdommen i øjeblikke, stunder, sekvenser og forløb, vil der være
skabt et afsæt for, at de kan gå til praksisfeltet med en ny åbenhed.
I VEGA har vi erfaret, at en orientering mod hverdagslivet ikke bare falder naturligt
for fagpersoner, der er oplært i traditioner, hvor det meget handler om at få
11

øje på og gøre noget ved problemer og i det hele taget ’gøre sig klog på’, hvad
der er bedst for andre. For at kunne anlægge et hverdagslivsperspektiv må der
lægges afstand til ekspertrollen og forudfattede meninger, og der må opbygges
en tro på, at der gemmer sig nyttig viden i helt almindelige livs- og arbejdspraksissammenhænge.
I VEGA har vi erfaring for, at særlige former for netværksorganisering
og særlige former for undersøgelsesstrategier kan være med til at
fastholde opmærksomheden mod og understøtte den systematiske udforskning
af det upåagtede hverdagsliv.
VEGA’s metodiske bidrag har bl.a. bestået i:
• udvikling af og beskrivelse af strategier til organisering af videnskabende
arbejde på tværs af skole og praksisfelt. I VEGA er vi på mange måder
blevet inspireret af den netværksorganisering, vi selv har været del af i
VEGA-netværket. I forbindelse med flere af projekterne har vi eksperimenteret
med at iscenesætte nogle betingelser, der ansporer og forpligter
skolefolk og praktikere til at arbejde systematisk med videnskabelse.
• Udforskning af og beskrivelse af forskellige casestudiestrategier. Et særligt
tværgående, men også tidskrævende casestudiedesign, blev f.eks.
udviklet i forbindelse med studier af det afhængige hverdagsliv. 28 gamle
mennesker blev kigget over skulderen en dag fra morgen til aften af en
skoleobservatør, der dagen efter også gennemførte et kvalitativ interview
med dagens hovedperson.
• udvikling af analyseredskaber, der er følsomme nok til at indbefatte gamles
hverdagsliv – både som levet og oplevet liv. Konkret er udviklet en
måde at udarbejde betydningsanalyser på, som afdækker, hvilke aspekter
ved en persons liv som har en positiv betydning for livet og hverdagen,
samt en model der visualiserer en konkret persons færden i tid og
rum i løbet af en dag. Denne model har vist sig at have særlige kvaliteter,
når man på systematisk måde, f.eks. i en kvalitativ interviewsituation,
skal skaffe sig indblik i konkrete menneskers levede og oplevede liv. Modellen
kan både fungere som dataindsamlingsredskab, når den anvendes
som en form for semistruktureret interviewguide og som formidlingsredskab
, når den anvendes til oversigtlig formidling af kvalitative data .
VEGA-i-praksis:
I og med, at vi i de forskellige VEGA-projekter har bragt os i en position, hvor vi
går særdeles tæt på det liv, som gamle mennesker lever alene og i samspil
med det offentlige hjælpesystem, har det ligget lige for at udvikle indsigter i en
direkte handlingsorienteret retning.
Flere af projekterne har produceret en viden, der uden videre har kunnet omsættes
i praksis. Vi skelner mellem: beskrivende viden og problemløsende viden.
Den beskrivende viden består i sansenære beskrivelser, historier eller
billeder, der har den kvalitet, at de for det første indfanger eller griber noget af
det, der kendetegner gamle menneskers hverdagsliv, og for det andet er i stand
til at berøre relevante modtagere, f.eks. beslutningstagere eller andre, der har
indvirkning på eller tager del i gamle menneskers liv.
12

Den beskrivende viden skal ikke undervurderes. Den kan give næring til nye
holdninger, som igen kan give næring til problemløsende viden, som er den viden,
der kan hjælpe ældreområdets aktører til at løse de problemer, ældre
mennesker står overfor.
I VEGA ser vi den synliggørende og problemløsende viden som værende to
sider af samme sag. Vi gør op med den gængse forestilling om, at god praksis
bygger på eller udspringer af abstrakt, almengyldig viden, der kan omsættes i
regler, procedurer og metoder, som praktikere kan omsætte til praksis. Vi fremhæver
værdien af praktisk erfaring og vigtigheden af, at ældreområdets aktører
gør sig umage for at se, at føle og at tænke på måder, der sætter det konkrete
levede liv i hverdagen i fokus, når handlinger skal planlægges og udføres.
VEGA’s praktiske bidrag har bl.a. bestået i:
• produktion af synliggørende viden om, hvordan gamle mennesker i dagens
Danmark lever.
• demonstration af, hvordan f.eks. viftemodellen og på-tværs-tankegangen
kan bruges af andre, f.eks. brugere, praktikere, elever eller evaluatorer til
synliggørelse af det upåagtede hverdagsliv.
• Præsentation af synliggørende viden for praktikere, der efterfølgende har
følt sig foranlediget til at handle anderledes. Konkret har undervisere oplevet
at en simpel tegning, der synliggjorde, at en konkret person tilbragte adskillige
timer dagligt i sin kørestol ved bordet i plejehjemmets fællesrum, fik
medarbejderne til at kigge på hinanden og stille spørgsmålstegn ved, om det
nu også var en god dag for vedkommende, om der var noget, vedkommende
kunne ønske sig anderledes og om der var noget, de kunne gøre anderledes.
Synliggørende viden kan være første skridt i udvikling af problemløsende viden.
Når man f.eks. får øje på de mange facetter i måltider, bliver det synligt, at der
er bivirkninger forbundet med forskellige former for måltidsservice og at noget
trænger til at blive gjort anderledes.
Når man får øje på det betydningsfulde i hverdagslivets mikrounivers, bliver det
synligt, at den aktuelle politik på ældreområdet på en lang række områder er en
katastrofe og at noget trænger til at blive gjort anderledes.
Hvilke perspektiver tegner sig for VEGA fremover?
Netværket har det godt. Flere deltagere er kommet til. Flere projekter er undervejs.
Vi ved, at vi først lige er begyndt at få skabt et teoretisk og metodisk
grundfundament, som tydeliggør, hvor vi står, men de foregående års arbejde
har bestyrket os i, at vi har fat i et interessant genstandsfelt, idet hverdagslivet
stadig tydeligere toner frem for os som en formidlende kategori mellem det enkelte
menneske og de givne livsbetingelser. Inden for psykologien og sociologien
er der selvsagt en tilbøjelighed til, at interessen samler sig om hhv. den ene
eller den anden part i menneske-samfunds-samspillet. Ved at fokusere på
hverdagslivet, har vi sammen med repræsentanter fra f.eks. mikrosociologien
placeret os i en position lige tilpas midt imellem nogle mere gængse psykologiske
og sociologiske betragtningsmåder.
13

I VEGA vil vi fremover fortsætte vore bestræbelser på at beskrive og kaste lys
over det liv, gamle mennesker lever ’nedefra’. Aktuelt er vi ved at lægge sidste
hånd på et forsknings- og udviklingsprogram for 2005-2009, som er at finde på
adressen: http://www.ceps.suite.dk/vega.html. Samtidig vil vi bestræbe os på
ikke at hænge fast i de meget konkrete beskrivelser. Mere energi skal i den
kommende periode bruges på at relatere VEGA-netværkets allerede eksisterende
beskrivelser, indsigter og begreber om hverdagsliv hos gamle til andre
kontekster og sammenhænge af både teoretisk og empirisk art.
VEGA vil forhåbentlig altid være på vej og for ikke at risikere at cementere noget,
der er under evig udvikling, er denne publikation derfor udelukkende tænkt
som en arbejdende publikation, der skal leve sit foranderlige liv på nettet.
14

INDLEDNING
I 1995 tog Dansk Gerontologisk Selskabs bestyrelse med økonomisk støtte fra
Helsefonden initiativ til at etablere det såkaldte VEGA-netværk, der er et skolesamarbejde
om forsøgs-, udviklings- og forskningsprojekter på ældreområdet. I
den forløbne periode har fire skoler – to ergoterapeutskoler og to social- og
sundhedsskoler med konsulentbistand fra VEGA gennemført seks praksisforskningsprojekter,
der alle falder inden for temaet ”Hverdagsliv hos gamle”. VEGAprojekterne
har ved at anlægge et hverdagslivsperspektiv på det levede liv i
alderdommen som fælles mål:
- at øge sensitiviteten og lydhørheden over for forskelle mellem ældre; deres
værdier, deres individuelle meninger om, hvad der betyder noget, og
hvad der skaber gode stunder, gode dage og et meningsfyldt liv – også
når hjælp udefra bliver nødvendigt.
En sådan bestræbelse gør projekterne interessante for mange af ældreområdets
aktører. Ikke kun dem der som led i deres arbejde tager del i andre menneskers
hverdagsliv, men også de politikere, planlæggere og andre der udtænker
love og planlægger tiltag, der indvirker på hverdagen.
Denne publikation er en præsentation af den viden og de erfaringer, som netværket
har oparbejdet over en næsten 10-årig periode. Det er lang tid, og jeg
har i forbindelse med erfaringsopsamlingen brugt tid på at indsamle forskellige
former for materiale; noter fra møder, e-mails, artikler, arbejdspapirer, rapporter,
abstrakts, undervisningsmateriale mv. Dernæst har opgaven bestået i at rekonstruere
og skabe sig overblik over, hvad der er foregået, hvilke indsigter der er
indhøstet undervejs, og hvilke det er værd at formidle til en større kreds.
Til at holde styr på det hele blev udarbejdet et mind-map, hvor en cirkel med
ordlyden: ”Etablering af VEGA-netværk” dannede det naturlige omdrejningspunkt.
Lettere uoverskueligt kom det hurtigt til at se ud, da papiret blev fyldt
med yderligere 85 cirkler med stikord, og et nyt stykke papir måtte klistres på,
så endnu 27 cirkler kunne tilføjes. Fascinerende at opleve, hvordan noget, der
umiddelbart virkede kaotisk og uoverskueligt, kan fastholdes i en form, der giver
mening og får nuancer til at træde frem. En oplevelse som flere af netværkets
deltagere for øvrigt også har haft i forbindelse med bearbejdning af data fra forskellige
hverdagsstudier.
De lidt over hundrede cirkler samlede sig i nydelige klynger, som alle vil blive
omtalt i denne publikation. Jeg har i arbejdet med sammenskrivningen i stor
udstrækning taget afsæt i tekster, der er udarbejdet af VEGA-netværkets faglige
konsulent Knud Ramian eller de forskellige deltagere i VEGA-netværket.
Netværket har det godt. Flere deltagere er kommet til. Flere projekter er undervejs.
Flere cirkler vil fremover kunne tilføjes på ovennævnte VEGA-mind-map.
For ikke at risikere at cementere noget, der er under evig udvikling, er denne
publikation derfor udelukkende tænkt som en arbejdende publikation, der skal
leve sit foranderlige liv på nettet.
15

Læsevejledning
I det første kapitel præsenteres nogle vigtige argumenter for, hvorfor det er interessant
at skabe og formidle viden om ældres hverdagsliv.
I kapitel 2 præsenteres VEGA-netværket, og der gøres rede for de rammebetingelser,
som har haft en væsentlig betydning for gennemførelsen af de forskellige
projekter. Dernæst følger en præsentation af seks VEGA projekter, som
indtil videre er gennemført.
I kapitel 3 præsenteres den fælles platform, der omfatter såvel en teoretisk platform:
hverdagslivsteori, Liv i fokus-perspektivet, livsmønsterbegreber, en model
for social aldring, som en metodisk platform: videnskabende netværk, praksisforskning,
videnskabende aktiviteter, casestudiemetoden.
Endvidere gøres der rede for VEGA-projekternes særlige praksisperspektiv.
I kapitel 4 præsenteres VEGA i teorien, herunder det særlige VEGA-perspektiv,
der dels retter sig mod livet og tiden i form af øjeblikke, stunder, sekvenser, perioder
og forløb og dels indplacerer tiden i forskellige kontekster.
I kapitel 5 præsenteres VEGA-metode, herunder VEGA-perspektivet på videnskabelse.
I kapitel 6 præsenteres VEGA i praksis.
Der refereres til VEGAs praktiske bidrag i form af beskrivende samt problemløsende
viden og der gives eksempler på praksissammenhænge hvor indsigter
fra VEGA er blevet omsat til handling.
I kapitel 7 belyses fremtidens udfordringer i uddannelsessammenhæng, i praksissammenhæng
og i forskningssammenhæng.
16

INDHOLDSFORTEGNELSE
FORORD ............................................................................................................3
RESUMÉ OG STATUS.......................................................................................5
INDLEDNING....................................................................................................15
Kapitel 1............................................................................................................19
HVORFOR ER DET INTERESSANT AT BESKÆFTIGE SIG MED
HVERDAGSLIVET? ......................................................................................19
Kapitel 2............................................................................................................25
PRÆSENTATION AF VEGA-NETVÆRKET.................................................25
Kapitel 3............................................................................................................49
DEN FÆLLES PLATFORM...........................................................................49
Kapitel 4............................................................................................................71
VEGA I TEORIEN .........................................................................................71
Kapitel 5..........................................................................................................118
VEGA-METODE..........................................................................................118
Kapitel 6..........................................................................................................128
VEGA I PRAKSIS........................................................................................128
Kapitel 7..........................................................................................................140
FREMTIDENS UDFORDRINGER...............................................................140
LITTERATUR..................................................................................................146
17

Kapitel 1
HVORFOR ER DET INTERESSANT AT BESKÆFTIGE SIG MED
HVERDAGSLIVET?
Det, der har bundet deltagerne i VEGA-netværket sammen, er en interesse for
hverdagen eller nærmere bestemt interessen for hverdagsliv hos gamle. I denne
publikation vil der blive argumenteret for nødvendigheden og anvendeligheden
af at skabe kundskab om gamle menneskers hverdagsliv. Gode argumenter
er der i høj grad brug for. For skepsis er en attitude, som deltagere i netværket
ofte er blevet mødt med, når tanker om gamles hverdagsliv er blevet luftet
over for kolleger, elever, praktikere og personer fra de etablerede vidensmiljøer.
Belært af erfaring indledes denne publikation derfor med nogle argumenter for,
hvorfor det er interessant at beskæftige sig med ældres hverdagsliv.
Hverdagen er usynlig, men fuld af betydning
Hverdagen er det levede liv, som vi alle sammen lever dag efter dag efter dag
efter dag. Mange af hverdagens gøremål og aktiviteter er trivielle, banale og
upåagtede i en sådan grad, at hverdagen i stor udstrækning synes at være
usynlig for såvel lægfolk som fagfolk. Det forholder sig med hverdagen ligesom
med fænomener som sundhed og rengøring. Hverdagen bliver først synlig, når
den volder problemer. Hverdagen er på alle måder så overset, at det f.eks. i
uddannelsessammenhænge kan være endog yderst vanskeligt at fange elevers
og læreres opmærksomhed mod den. Det er det særlige, det dramatiske og det
afvigende, der er i fokus for de toneangivende fagprofessioners interesse, uagtet
at det er hverdagen, der er grundlaget for hele vores tilværelse.
Så længe hverdagen fungerer, tages den langt hen ad vejen for givet, men hele
tilværelsen kan hurtigt blive stærkt truet, når selv små dagligdags foreteelser
som badning, påklædning, toiletbesøg, indkøb, madlavning mv. begynder at
volde problemer.
Hverdagen s to dimensioner
Hverdagen består af flere dimensioner; dels det levede liv, som er en fænomenologisk
størrelse, der kan beskrives som en daglig organisering af aktiviteter
med de og de objektive træk, og dels det oplevede liv, hvor hændelser,
fænomener, ting mv. fortolkes og tillægges betydning af den enkelte.(Jf. Wackerhausen
2002 og Gullestad 1995)
Det oplevede liv er i modsætning til det levede liv ikke et objekt i den ydre verden.
Det vi oplever, samt de betydninger vi knytter til vores levede liv, er, som
professor ved Roskilde Universitetscenter, Jørgen Poulsen udtrykker det, noget
som konstrueres i vores tanke (Jf. Poulsen, 1999).
For mange gamle og svækkede mennesker påvirkes tilværelsen radikalt, når
hverdagens gøremål overstiger egen formåen og overgår til at være et arbejdsmæssigt
anliggende for andre. For politikeren eller embedsmanden, der
skaber rammerne for den danske ældrepleje, synes sagen at være enkel.
19

Hjemmehjælp fremstilles som en kontant form for opgaveløsning, som der nøje
kan sættes ydre iagttagelige succeskriterier, standarder og tidsnormer op for.
Arbejdet inden for ældreområdet reduceres i mange sammenhænge til ren opgaveløsning,
men det er mere kompliceret end som så.
Der er ikke kun tale om, at en udefra kommende person yder en praktisk håndsrækning
i det levede liv og kompenserer for det, man ikke selv kan. Dette kan i
sig selv være særdeles grænseoverskridende, idet det f.eks. kan indebære, at
andre tager del i de mest private og intime aspekter af livet - nemlig dem der
har med kroppens pleje og funktion at gøre. Indlemmelsen af en anden person i
det konkrete, levede liv medfører også, at det oplevede liv og det betydningsfulde
i hverdagen er under påvirkning udefra.
De handlinger, som ældreområdets medarbejdere iværksætter, sætter sig ikke
kun ydre spor i menneskers levede liv i form af konkret opgaveløsning, men
også indre spor i menneskers oplevede liv i form af ændrede perspektiver på
tilværelsen, identitet mv.
Det kan godt være, at det udefra betragtet ser ud, som om to forskellige personer
får tildelt samme hjælp fra det danske velfærdssamfund – en times rengøring
hver 14. dag samt hjælp til bad en gang om ugen – men reelt kan der være
en verden til forskel på den indvirkning, som hjælpen får på de to personers
levede og oplevede liv. Den samme ’portion’ hjælp kan i det levende og dynamiske
samspil mellem to mennesker udmønte sig i noget, der i den ene ende af
et kontinuum opleves som et godt og positivt bidrag til tilværelsen og i den anden
ende af kontinuumet opleves som et nødvendigt onde eller en belastning.
Faggrupper, der tager del i andre menneskers hverdagsliv, må have en skærpet
bevidsthed om og en nuanceret forståelse af hverdagen, som den leves og opleves
af helt almindelige mennesker. Derfor har de uddannelsesinstitutioner, der
uddanner ældreområdets medarbejdere, en ganske særlig forpligtelse til at beskæftige
sig med det særlige forskningsfelt, som det to-dimensionelle hverdagsliv
hos gamle er. En central opgave består i at gennemføre studier, som kan
kaste lys over livet, som det tager sig ud nedefra – fra almindelige gamle menneskers
perspektiv. Det at give stemme til de gamle gennem f.eks. VEGA projekter
kan i bedste fald være med til at berige det kundskabsgrundlag, som ældreområdets
medarbejdere arbejder ud fra, men en anden og i virkeligheden
endnu mere central opgave kunne handle om at inspirere ældreområdets medarbejdere
til selv at gå til praksisfeltet med en ny åbenhed, så opmærksomheden
skærpes mod såvel det levede som det oplevede liv. Inden for ældreområdet
er der brug for en ny faglighed der mere betoner vigtigheden af at kunne
fornemme her-og-nu frem for at kunne tage afsæt i viden, som andre har skabt.
Viden om hverdagsliv rækker ud over såvel hverdagsviden samt viden,
der har en almengyldig karakter
Ældreområdets medarbejdere vil hele tiden stå over for udfordringen om at
skulle samarbejde med helt unikke personer om løsningen af helt konkrete problemer.
Arbejdsfeltet er konkrete situationer, der aldrig har været og aldrig vil
komme igen. Der er kort sagt tale om situationer, hvor rutinen ikke rækker, og
svarene ikke er givet på forhånd. De kompetencer, der efterspørges inden for
20

ældreområdet i dagens foranderlige samfund, rækker derfor klart ud over såvel
almindelig paratviden som viden, der antages at have en almengyldig karakter.
Den kundskabsbase, som ældreområdets medarbejdere skal kunne trække på i
deres udførelse af arbejdet, skal derfor være anderledes. For at kunne tage del
i andre menneskers hverdagsliv på en ordentlig måde, må de kunne tænke ud
over den hverdagsbevidsthed, som vi ellers normalt kan klare os langt med i
hverdagen.
Hverdagsbevidstheden er alt det, der sidder på rygmarven. Den er ofte ikke
sprogligt formuleret, og den kan derfor ikke deles med andre. Inden for et arbejdsfelt,
hvor mange fagfolk skal samarbejde om at tage sig af mange mennesker,
opstår der såkaldte behandlings- og omsorgskæder. Udførelse af et stykke
arbejde eller løsning af en opgave er ikke længere et individuelt anliggende,
og derfor rækker hverdagsbevidstheden ikke. Et medarbejderkollektiv på et plejehjem
eller i en hjemmepleje vil altid stå over for en opgave om at koordinere
deres indsats gennem sproget. Gør de ikke det, opstår der let brudflader mellem
professionelle kæder og det hverdagsliv, som modtagere af hjælp lever.
Ældreområdets medarbejdere har, for at skærpe både deres individuelle opmærksomhed
og den kollektive koordinerings- og samarbejdsevne, brug for at
kunne sætte ord på og at kunne formidle erfaringer vedrørende andre menneskers
hverdagsliv og deres egen deltagelse i dette hverdagsliv til hinanden.
”Bedre praksis vil således, som den norske filosof John Lundstøl har formuleret
det, afhænge af mere præcis og udviklet kommunikativ kompetence hos de berørte
professioner.” (Lundstøl, 2004)
De store teorier når ikke ned i hverdagen
Samtidig med at opmærksomheden mod menneskers hverdagsliv skærpes,
skal velfærdsssystemets hjælpere være yderst opmærksomme på ikke at invadere
eller diktere andre menneskers hverdagsliv. En traditionel ekspertstil, hvor
fagfolk gør sig kloge på, hvad der er problemet, eller hvad der er et godt liv for
andre vil ofte være en forfejlet strategi inden for ældreområdets arbejdsdomæne.
Når arbejdsfeltet er hverdagslivet, er det pr. definition dem, der er modtagere
af assistance, der er eksperterne. Ingen udefra kan komme med en viden
om, hvad der er en god hverdag for den ene eller den anden. Dem, der arbejder
i og med andre menneskers hverdagsliv, må tilpasse deres assistance til det
enkelte menneskes livssituation. De må kunne anlægge et 'indefra' perspektiv,
hvis de skal kunne danne sig et billede af, hvad der f.eks. fungerer og giver mening
i andres liv.
Det kræver teorier og metoder, der kan bruges til at begribe det enkelte menneskes
liv – indefra og i en tidslig kontekst.
Grundvidenskaberne er optaget af at skabe "stor teori", dvs. bestræbelserne
går i retning af at finde frem til generelle og almene udsagn - udsagn som er
gyldige for alle i alle situationer, altid. Praktikeren støder derimod netop ind i
forskellene mellem mennesker og skal hele tiden kunne justere sin arbejdsindsats
i forhold hertil (Ramian, 1998).
21

Hverdagens stunder og den evige strøm af små og store gøremål og begivenheder
er, som Knud Ramian har udtrykt det, ikke biologi, psykologi, sociologi
eller etnologi. Det er heller ikke fysioterapi, ergoterapi, pædagogik, sygepleje
eller medicin. De er ganske enkelt ’både og’ eller ’hverken eller’. (Ramian,
2000) Den kundskabsbase, som ældreområdets medarbejdere må tage afsæt i,
kan ikke udelukkende opbygges af ’stof’ fra de traditionelle grunddiscipliner eller
fag.
Det er ikke nok bare at lære sig nogle rutiner eller nogle procedurer for, hvordan
tingene kan gøres eller for, hvordan tingene plejer at blive gjort. Der er således
reelt indbygget en læringsmæssig forpligtelse i den daglige arbejdspraksis, hvilket
kræver en helt form for ny faglighed.
Kundskab om hverdagsliv udfylder et kundskabshul.
I en årrække er der talt og skrevet meget om at sætte individet i centrum og om
at medinddrage patienter, klienter, brugere og borgere i beslutningsprocesser
og handlingsforløb, som udspiller sig inden for velfærdssamfundets mange institutioner.
Mange faggrupper tilstræber i teorien at have blik for det hele menneske,
men alligevel dukker der i samtaler mellem mennesker, i medierne og andre
steder jævnligt historier frem, der synliggør, at mennesker, der har brug for
hjælp af professionelle fagfolk på sygehuse, inden for ældreplejen, på institutioner
mv., nogle gange oplever at blive reduceret til ansigts-, historie- og kulturløse
størrelser eller objekter, som ’ekspederes’ uden synderlig respekt for det enkelte
menneskes egenart og særlige liv.
Steen Wacherhausen har i bogen ”Humanisme, professionsidentitet og uddannelse”
gjort rede for, hvorledes der f.eks. i det sundhedsprofessionelle felt ikke
sjældent synes at være et misforhold mellem de humanistiske idealer, som der
sprogligt artikuleres, og så de handlinger som praktiseres i dagligdagen. Ifølge
Wacherhausen er de sundhedsprofessionelles opmærksomhedsfelt styret af
deres faglige baggrund mod et fundamentalistisk sygdomsbegreb, dvs. forestillingen
om, at sygdomme kan defineres i deres eget objektivt-faktuelle rum, på
et videnskabeligt grundlag, uafhængigt af og adskilt fra de samfundsmæssige
og kulturelle forhold, som mennesker befinder sig i (Wacherhausen, 2002).
Marianne Gullestad skriver i bogen: Kultur og hverdagsliv, at der ligger en udfordring
i at farvelægge en hvid plet på kortet. (Gullestad, 1995). Hverdagslivet
er ifølge Gullestad overset, usynligt, og hun begrunder det med, at området af
misforstået hensyn frisættes for forskningsmæsisg interesse. ”Mange forskere,
politikere og planlæggere er af den opfattelse, at menneskers levevis og længsler
i hverdagslivet er noget, som skal være i fred” skriver Gullestad og påpeger
at det er vigtigt at skelne mellem kundskab om hverdagslivet og statslig regulering/kolonialisering
af hverdagslivet. Det at man ikke ønsker en yderligere regulering
af hverdagslivet er ifølge Gullestad ikke et argument for at afvise mere
kundskab om hverdagslivet. Snarere tværtimod.
Kundskab om og en fagligt underbygget forståelse for hverdagslivet kan således,
som også den danske hverdagslivsforsker, Birthe Bech Jørgensen gør
22

opmærksom på, ligeså vel være et middel til at respektere og kvalificere hverdagslivet
for mennesker, der er afhængig af andres hjælp (Jørgensen, 1998).
For ældreområdets medarbejdere handler det om at være med til at forbedre
svækkede menneskers betingelser og forudsætninger for håndtering, så mulighederne
for, at de selv kan skabe sig et godt liv, i højere grad er til stede.
Hvis den danske ældrepleje skal fortjene betegnelsen human og humanistisk,
kræves en udpræget respekt for det enkelte menneske og dets perspektiv (Jf.
Wacherhauser, 2002). Hverdagslivstænkning kan være med til at understøtte
en bevægelse, der går fra individualisering over personificering til humanisering.
Hvis den danske ældreomsorg skal kendetegnes ved medmenneskelighed,
sammenhæng og individuelle hensyn, må de mennesker, der arbejder her indenfor,
lægge afstand til en klinisk praksis, hvor personen, der har brug for
hjælp, står i yderkanten af fagfolks opmærksomhedsfelt. Anonym, løsrevet fra
sine livssammenhænge og uden særlig betydning for, hvilke handlinger fagfolk
af forskellig slags vælger at gribe til.
I betragtning af både den kritik, der har været af ældreområdet og af de nye
ønsker og visioner, der udstikkes for området, er det relevant at fremhæve kulturens
betydning for menneskers udvikling og udfoldelse. Samtidig er det også
relevant at eksperimentere med udvikling af alternative forståelsesmåder, alternative
begreber, alternative beskrivelses- og dokumentationsmetoder, alternative
arbejdsredskaber og alt andet, der tvinger medarbejdere inden for ældreområdet
til dagligt og systematisk at rette blikket mod alt det, der får mennesker til
at tone frem som enestående personer med et enestående liv.
23

Kapitel 2
PRÆSENTATION AF VEGA-NETVÆRKET.
VEGA-netværket er et netværk af mennesker, der skaber viden om ældres
hverdag. Netværket har eksisteret siden 1996 og er tilknyttet Gerontologisk Institut.
Netværkets deltagere kom oprindeligt fra undervisningsinstitutioner på
ældreområdet, men er siden blevet bredere og omfatter i dag også praktikere.
Netværkets formål er at gennemføre praksisforskning og andre videnskabende
projekter, der kan bidrage til at sætte fokus på det levede liv i alderdommen i
hverdagsperspektiv og udvikle arbejdsformer, der kan omsættes til praksis.
Rammer om netværket
VEGA-netværket arbejder inden for rammen af nogle temaer, der fastlægges
gennem drøftelser i netværket. Hovedtemaet har gennem hele perioden været
”hverdagsliv hos gamle” eller bredere forstået ”det levede liv i alderdommen”.
Oprindeligt blev der taget udgangspunkt i en særlig model til begribelse af hverdagslivet.
Modellen, der omtales i kapitel 3, er løbende blevet befrugtet af forskellige
teoretikere, og projektets deltagere har på forskellig måde bidraget til
udvikling både af nyttige begreber og nye modeller til brug for fokuseringen på
ældres individuelle hverdagsliv og forståelse af værdier og betydning i det enkelte
liv. Gennem udforskning af dette tema er der over tid skabt en fælles videns-
og begrebsbase.
I og med, at genstanden for netværkets interesse har været hverdagslivet, har
det været nødvendigt at anvende metoder, der er i stand til at gribe hverdagslivets
kompleksitet. Indtil videre har casestudiet været en foretrukket forskningsstrategi
for deltagerne, da netop casestudier har vist sig at være velegnede i
forhold til at gribe hverdagens kompleksitet.
I en lang periode bestod netværkets deltagere af:
- Ergoterapeutskolen i Århus
- Ergoterapeutskolen i Odense
- Social- og sundhedsskolen i Randers
- Social- og sundhedsskolen, Ringkøbing amt, Herning
Samarbejdet har været baseret på en kontrakt mellem VEGA-netværket og den
enkelte uddannelsesinstitution. Kontrakten aftales for et år ad gangen. Der deltager
mindst to navngivne personer fra hvert sted i netværket. Forudsætninger
for at deltage i netværket er, at der foreligger et aktivt projekt, som der konkret
arbejdes med fra idefase til implementering. Der vil altid ligge en projektbeskrivelse
til grundlag for deltagelsen. Det forventes, at alle projekter har mindst een
ekstern deltager. Netværkets ledelse træffer beslutning om optagelse i netværket.
Netværkets aktiviteter: Netværkets aktiviteter har til formål at støtte de deltagende
projekter og bidrage til udvikling af en tværfaglig gerontologisk vidensba-
25

se. Aktiviteterne besluttes af ledelsen efter drøftelse i netværket og planlægges
for mindst èt år ad gangen.
Netværksmøderne aftales for et år ad gangen og afholdes to gange om året
rundt omkring i landet. Der afholdes mindst èt møde på Gerontologisk Institut.
Konsulentbistand: Netværket har til opgave at støtte de enkelte projekter på
områder, hvor de har brug for hjælp. Der fås f.eks. hjælp til projektansøgninger,
projektdesign. I det omfang netværket ikke har midler til det, kan uddannelsesinstitutionerne
købe bistand. Når projekterne er finansieret ,ydes løbende bistand
mod betaling.
Den kollegiale kontakt: Der er løbende kontakter på tværs af projekterne, som
forsøger at støtte hinanden kollegialt. Der ønskes en høj grad af vidensdeling
mellem projekterne.
Formidling: VEGA-medlemmerne deltager i den gerontologiske vidensudvikling i
Danmark og har f.eks. mulighed for at deltage med oplæg i en VEGA- workshop
på Gerontologisk Selskabs Årsmøde.
Hvad kommer der ud af VEGA?
VEGA-netværket formidler sine resultater gennem temadage, kurser og publikationer.
Netværket afholder selv mindst èn årlig temadag, hvor resultater fra projekterne
og netværkets drøftelser præsenteres. Temadagen afholdes på skift mellem de
involverede parter. Overskuddet fra temadagene anvendes til delvis finansiering
af netværkets drift.
Netværket har deltaget med oplæg på de seneste tre nordiske gerontologiske
kongresser.
Afsluttede projekter afrapporteres samt præsenteres via en artikel i Gerontologi
& Samfund.
Præsentation af projekter
Som sagt arbejder alle medlemmer af netværket inden for en fælles referenceramme:
”Hverdagsliv hos gamle”. De enkelte uddannelsesinstitutioner har inden
for rammen valgt at udforske forskellige temaer, og man kan i emnevalgene
godt ane, at skolerne har valgt temaer, der kan bidrage til udviklingen af deres
undervisning. De to ergoterapeutskoler har i deres udforskning af det liv, som
gamle lever, koncentreret sig om facetter ved helt almindelige liv – nemlig livet i
boligen og måltidet. De to social- og sundhedsskoler har til forskel herfra rettet
opmærksomheden mod det mere besværlige liv, der udfolder sig, dels når den
første samtale med hjemmeplejen finder sted, og dels efter at hverdagen er
blevet et arbejdsmæssigt anliggende for andre. I de følgende præsenteres skolernes
meget forskellige projekter
”Hverdagsliv og bolig” - Ergoterapeutskolen i Århus
Projektet, der blev udført af ergoterapeuterne Nina Relsted og Ane Andersen i
samarbejde med firmaet Pressalit A/S i Ry, omfatter 16 casestudier af raske
ældres hverdagsliv i boligen. I undersøgelsen belyses forskelle og mønstre i de
ældres hverdagsliv samt den betydning, som de ældre tillægger deres daglige
aktiviteter og deres bolig som ramme for aktiviteterne. Pressalit udvikler og pro-
26

ducerer badeværelsesudstyr og har derfor stor interesse i at få indsigt i raske
ældres forventninger, ønsker og behov til boligen i almindelighed og badeværelset
i særdeleshed.
Dataindsamlingen bestod i, at de 16 personer (alle mellem 70 og 80 år) blev
interviewet i egen bolig. En ergoterapeut forestod interviewet, der rettede sig
mod indsamling af basisoplysninger såsom alder, uddannelse mv., samt belysning
af bolighistorien samt beboerens færden i og uden for boligen i løbet af en
uge. Interviewet omfattede også en rundvisning i boligen, hvor der blev spurgt
ind til brugen og betydningen af de enkelte rum. Brugen af badeværelset blev
tildelt særlig opmærksomhed, da det var i Pressalits interesse at få indblik i de
ældres forventninger, krav og ønsker til badeværelsesudstyr. En arkitekt fra
Pressalit forestod opmåling af boligen samt fotograferede alle rum.
Ud fra antagelsen om, at det daglige livsmønster undergår forandringer, når
ydre krav og strukturer som følge af den sociale aldring falder bort, sigtede analysen
bl.a. mod at belyse, hvordan ældre mennesker strukturerer dagligdagen,
når de ydre krav og strukturer falder bort.
Tre centrale temaer
Et tema i undersøgelsen handlede om husmoderfunktioner.
På overfladeplanet, dvs. når det blot handlede om at beskrive hverdagens
trummerum som en stribe iagttagelige fænomener, var der en stor grad af ensartethed
i ’dagens gang’, hvad angår antallet af og tidspunkter for måltider og
forskellige andre praktiske gøremål. Fællespræget var større end forskellene.
På et dybere plan, dvs. når der blev søgt efter de betydninger, som forskellige
personer knytter til striben af fænomener, begyndte forskellene at melde sig.
For nogle blev måltiderne f.eks. noget, man ikke ofrede mange tanker på. Man
tog, hvad der var i fryseren eller køleskabet, lavede en hurtig ’skrab sammen
ret’ og spiste det foran fjernsynet. For andre havde måltiderne langt større betydning.
De var lagt i faste rammer. Man spiste på klokkeslæt. Der blev gjort
mere ud af madlavning og servering.
I et forsøg på at forstå de forskelle, der synes at være på betydningsplanet, blev
de forskellige livsmønstre sammenholdt med forskellige baggrundsvariable. Det
viste sig, at måltidernes forberedelse og afholdelse tilsyneladende var mere
strukturerende for hverdagslivet for ægtepar end for enlige, og for de enliges
vedkommende mest hos mændene. For de enlige kvinders vedkommende sporedes
i forbindelse med f.eks. madlavning og måltider en opblødning af tidligere
livsvaner og rutiner. I stedet optrådte nye og mere fleksible mønstre.
Et andet tema handlede om samværsaktiviteter – både uden for og inden for
boligen.
De ældre, der deltog i undersøgelsen, var generelt meget aktive og deltog i
mange forskellige sociale sammenhænge uden for deres hjem. På overfladeplanet
registreredes ikke de store forskelle. De viste sig derimod, når talen kom
ind på betydninger. For nogle handlede det at deltage i sammenhænge uden for
27

oligen primært om at være sammen med andre. Samværet var dog knyttet til
det offentlige rum og udstrækkes ikke til også at foregå privat i boligen. For andre
var aktivitetsindholdet afgørende og samværet med andre underordnet.
Forskellige mønstre lod sig også spore, hvad angår samvær med familie og
venner. Således kunne det f.eks. se ud til, at jævnaldrende familie og bekendte
for de fleste fylder tidsmæssigt mere i hverdagen end børnene, der til gengæld
fylder mere som nogen, der skal hjælpes, og som kan bidrage med hjælp; at
omgangskredsen for mange bliver mindre og mindre i takt med, at de jævnaldrende
bliver syge og dør, men at en gruppe, der inden for de senere år er flyttet
til en ældrevenlig bolig har udvidet bekendtskabskredsen.
Et tredje tema handlede om aleneaktiviteter.
Det fremgik, at de ældre i undersøgelsen tilbragte størstedelen af tiden hjemme
– alene eller sammen med ægtefællen, og at hverdagens forskellige gøremål
som at lave mad, gøre rent, vaske tøj tager længere tid end før, et forhold der af
nogle både erkendes med en vis beklagelse, men samtidig også opfattes som
et privilegium. Også alenetiden blev tillagt forskellig betydning af de forskellige
ældre. Nogle ældre havde så stor en kontaktflade, at det at være alene blev
oplevet som en behagelig afveksling til de mange andre gøremål i tilværelsen.
Andre havde kun en lille kontaktflade. Heraf udtrykte en del et savn af nu afdøde
personer eller tidligere aktive liv, hvorimod andre udtrykte glæde og engagement
ved deres nuværende aleneaktiviteter. I rapporten anvendes modellen
for social aldring til belysning af, hvorledes samspillet mellem ydre belastninger
og sociale ressourcer ser ud for personer, der knytter den ene, den anden eller
den tredje betydning til det at være alene.
Boligen
Ud over at sætte fokus på enkeltpersoner og på forskelle og ligheder i hverdagslivet
blev der i projektet sat særligt fokus på boligen som ramme for et
hverdagsliv. Af undersøgelsen fremgik det, at der knytter sig forskellige liv til
forskellige boliger, som igen knyttede sig til forskellige livsformer, og at forskellene
synes at relatere sig til tre sæt parametre: boligens geografiske beliggenhed
på en by-land-skala, boligens alder og boligens pris/værdi.
Analysen viste, at der ikke overraskende ser ud til at være en sammenhæng
mellem livsform, og hvor og hvordan de ældre i undersøgelsen bor. Ældre, der
repræsenterer en lønarbejderlivsform bor i et arbejderkvarter i midtbyen, hvor
lejlighederne er ældre og billige. Ældre kvinder, der repræsenterer baglandskvindelivsformen
bor i parcelhus i attraktivt og dermed dyrt kvarter. Ældre, der
repræsenterer den selvstændige livsform bor i egen bolig, hvor beliggenheden
er afhængig af deres (mandens) erhverv, herunder f.eks. krav til pladsforhold i
boligen eller afstand til forretning eller virksomhed. I en bilagsdel, der er udarbejdet
til rapporten, findes fotografier af samtlige boliger, som de tager sig ud
udefra.
I forbindelse med denne opdeling er udarbejdet tre boligprototyper i forhold til
hvilke, der knytter sig særlige former for liv.
28

Bolighistorier
Ud fra den betragtning, at menneskers personlige valg og forholden sig til livets
tilskikkelser vejer mindst lige så tungt som strukturelle ydre faktorer som køn,
alder, livsform, bolig mv., blev der i undersøgelsen også sat fokus på den enkeltes
egen bolighistorie, hvilket omfatter omtale af tidligere boliger, samt de omstændigheder
der udløste flytninger. En analyse af de 16 bolighistorier viste, at
der kunne identificeres fire grupper: I yderpunkterne de boligstabile, der er karakteriseret
ved kun at have flyttet en gang efter giftermål, og de boligmobile,
der har flyttet flere gange efter giftermål og over hele livsforløbet. Her imellem
ses yderligere to grupper: de tidligt flyttede – nu boligstabile og de tidligt boligstabile
– senere flyttede.
Gennem de ældres boligfortællinger blev der kastet lys over en rent ydre og
meget faktuel side af den enkeltes bolighistorier. Samtidig - og det var ikke det
mindst interessante - bragte historierne indsigt i den enkeltes handlestrategier,
som har betydning for valg af bolig, brug af lokalmiljø, aktivitetsvalg, og også for
det nuværende hverdagsliv. Konklusionen var, at det tilsyneladende var lettere
for de personer, der flere gange i løbet af deres liv selv havde valgt at skifte bolig,
at omorganisere deres hverdag, og at de derfor i en eller anden udstrækning
var bedre rustet til forandringer – f.eks. i form af flytning til ældrebolig.
Flyttemønstre
Sammenfattende blev opstillet en prototype på en ældrebolig-flytter:
Det er en enlig ældre eller et ægtepar, der har
- flyttet mange gange tidligere
- ejerbolig, hvis salg kan frigive økonomi
- stor interesse i andre mennesker, herunder også nye bekendtskaber
- et bredt netværk til både familie og venner
- fået en konkret anledning til at flytte nu
- fundet et egnet sted at flytte hen.
Prototypen på den, der ikke flytter i ældrebolig.
Det er en enlig ældre eller et ægtepar, der har
- boet i samme (leje)bolig hele livet
- en billig husleje
- et stabilt livsmønster med kun få forandringer igennem livet
- et snævert netværk, der er knyttet til lokalområdet
- begrænset interesse i andre mennesker og derfor ikke er interesserede i nye
bekendtskaber.
Projektets brugsværdi
Teoretisk bidrag: Synliggør de livslange mønstre, som forefindes i menneskers
bolighistorie og introducerer begreberne: de boligstabile og de boligmobile. Introducerer
begreberne: samværstid og alenetid, hvilket bevirkede, at diskussionerne
i VEGA blev mere fokuseret omkring tider.
Metodisk bidrag: Gennem projektet blev der indhøstet gode erfaringer med
hensyn til at få mennesker til at fortælle om deres bolighistorie. Erfaringen var,
at det ikke virker særlig anmassende at spørge ind til dette aspekt ved livet, og
29

at mange faktisk spontant fortæller om forhold vedrørende nuværende og tidligere
boliger. Projektet demonstrerede, at bolighistorien rummer så mange
spændende facetter, at den kan fungere som en ikke anmassende genvej til
livshistorien. Strategien med at spørge ind til bolighistorien som genvej til livshistorien
er blevet anvendt i flere af de efterfølgende VEGA-projekter. Bolighistorien
har vist sin værdi som undersøgelsesredskab.
Praktisk bidrag: Den indhøstede viden skønnes at have interesse for personer,
der arbejder med udvikling af produkter i relation til boligen, der kan tilgodese
forskellene i ældrebefolkningen. Til undervisningsbrug blev udarbejdet en række
person- og boligbeskrivelser, som blev samlet i særskilt tillæg til rapporten.
Projektet var støttet af Helsefonde samt det Tværministerielle Udvalg for anvendt
Ældreforskning.
Relsted N. og Andersen A.: Hverdagsliv og bolig: Raske ældres dagligdag,
1998, Ergoterapeutskolen i Århus.
Andersen, A. og N. Relsted, Ældres hverdagsliv og bolig. Gerontologi & Samfund,
1998. 15(2): p. 36-38.
”En bid af ældres hverdagsliv” - Ergoterapeutskolen i Odense
Projektet, der blev udført af ergoterapeut Karen Marie Bundgaard og cand. rer.
soc. Boye Top Christensen i samarbejde med Hjælpemiddelinstituttet, omfatter
12 casestudier af måltidsaktiviteter. I undersøgelsen belyses, hvorledes 12 ældre
mennesker mellem 68 og 89 år (syv kvinder og fem mænd) oplever og forstår
måltidsaktiviteternes betydning, og hvilke behov aktiviteterne dækker hos
de ældre.
Det empiriske grundlag bestod i semistrukturerede interviews og fortælling af
halvanden til to timers varighed. I interviewene blev fokuseret på udvalgte temaer
med relation til måltidet: De opgaver der skal løses, aktiviteterne (planlægning,
indkøb, tilberedning, spisning og afrydning), det sociale, de ydre rammer,
selve maden, adfærdsreglerne og deres betydning. Muligheden for, at der
fremkom nye og uventede temaer gennem fortællingen, blev holdt åben.
Materialet blev bearbejdet med henblik på at synliggøre både mangfoldigheden
og forskelligheden i de betydninger, de ældre knytter til de enkelte aktiviteter.
Af undersøgelsen fremgår det, at der er stor variation i de betydninger, de ældre
tillægger aktiviteterne planlægning, indkøb, tilberedning og spisning.
Betydningsanalyser
Materialet rummer ikke mange informationer om planlægning og planlægningens
betydning, men i forhold til de andre aktiviteter konstrueres noget, der ligner
et betydningskatalog.
- I relation til indkøb synliggøres følgende betydninger: udfylder tiden, giver
afveksling i hverdagen, minder om arbejde/nyttig beskæftigelse, giver mulig-
30

hed for social kontakt, giver mulighed for at følge med i udbud og priser,
vedligeholder fysisk velbefindende, rummer stemning, vedligeholder selvstændighed.
- I relation til tilberedning synliggøres følgende betydninger: giver mulighed for
udfoldelse af kreativitet, giver mulighed for udvikling, varierer dagen, udfylder
tiden, vedligeholder selvstændighed, udtrykker og vedligeholder identitet,
bidrager til forventningens glæde, sanseoplevelse, meningsfyldt aktivitet/psykisk
velbefindende.
- I relation til spisning synliggøres følgende betydninger: vedligeholde kontakt,
giver mulighed for samvær og hygge, ikke social kontakt for enhver pris.
Spisning alene; nydelse eller noget der skal overstås, aktiviteter sammen
med spisning.
- I relation til maden, som er produktet af og derfor også afhængig af de øvrige
aktiviteter, synliggøres følgende betydninger: sanseoplevelse, kvalitet,
sund mad, vanen – en del af identiteten, normerne, selvbestemmelse, økonomien.
Måltidshistorier
Materialet blev endvidere bearbejdet med henblik på at konstruere måltidshistorier.
Med helt konkrete personer som omdrejningspunkt synliggøres forskelligheder
i de ældres måltidsmønstre, når de bestræber sig på at løse opgaver, der
knytter sig til indkøb, madlavning og måltider. Endvidere synliggøres de forskellige
betydninger, de tillægger perlerækken af måltidsaktiviter. Historierne blev
relateret til den sociale aldringsmodel, således at det bl.a. blev tydeligt, hvorledes
belastninger/vendepunkter kan medføre ændrede måltidsmønstre og tab af
betydning.
F.eks. berettes der om Anna på 68 år, der er enke og tidligere landmandskone.
Efter en indlæggelse på sygehus på grund af en gigtlidelse, som også har bundet
Anna til en kørestol, blev Anna udskrevet til en ældrevenlig rækkehusbolig.
Samtidig arrangerede kommunen en madordning til Anna.
Anna brugte efterfølgende 1½ måned på at kæmpe sig ud af madordningen.
Hun kunne ikke lide maden fra kommunen og ønskede for alt i verden selv at
købe ind og købe sin egen mad. Efter mange indvendinger endte kommunen
med at bevilge Anna ledsagelse til en ugentlig indkøbstur. En aktivitet, Anna
ikke selv kan klare på grund af den dårlige tilgængelighed i de nærliggende butikker.
Indkøbene og madlavningen er Annas eneste faste gøremål, og uden disse aktiviteter
ville Annas hverdag blive tømt for indhold, og hun ville igen være henvist
til at spise mad, hun ikke kan lide og til passivitet i hverdagen.
Historien om Anna kan også ses som eksempel på, at nogle mennesker har
ressourcer til at fastholde betydningsfulde mønstre, selv om forskellige belastninger
og vendepunkter giver andre betingelser.
Projektets brugsværdi:
Teoretisk bidrag: Synliggør det betydningsfulde i de stunder, der har med måltidet
at gøre, samt de mønstre der binder stunderne sammen i sekvenser og gestalter.
Ved f.eks. gennem måltidsfortællinger at demonstrere, hvordan ændringer
i en stund slår ind i og indvirker på stunder, der ligger forud eller følger
31

efter, synliggøres et fænomen, som vi i VEGA senere har betegnet som ’gennemsivning’.
Gennemsivning er et centralt begreb, når man f.eks. ønsker at
skærpe sin opmærksomhed mod bivirkninger af offentlig måltidsservice.
Metodisk bidrag: Projektet resulterede i udviklingen af en strategi til betydningsanalyse
og en måde at illustrere måltidsaktiviteternes kompleksitet og betydninger
i en visuel oversigtlig form. Senere blev denne måde at lave og formidle
betydningsanalyser på anvendt og videreudviklet af Karen Marie Bundgaard i
en undersøgelse af måltider i et leve-og bomiljø”. (Bundgaard, 2005)
Praktisk bidrag: Den indhøstede viden, der som ovenfor nævnt kan præsenteres
i læsevenlig form, skønnes at have interesse for personer, der arbejder med
udvikling af produkter og måltidsservice, der kan tilgodese forskellene i ældrebefolkningen.
Ikke mindst synes projektet og udløbere heraf at have en praktisk
brugsværdi i leve- og bomiljøerne, hvor måltiderne og aktiviteter knyttet hertil er
centrale indslag i dagligdagen. En enkelt boks i artiklen af Karen Marie Bundgaard
rummer komprimeret indsigt i, hvilke betydninger måltidet giver mulighed
for at fastholde i et hverdagsliv, og man kan let forestille sig, at den kan fungere
som model for kvalitetsudvikling af måltidet.
Projektet yder endelig et klart socialpolitisk bidrag, idet de konstruerede måltidshistorier,
der blotlægger mønstre og betydninger, synliggør, at den offentlige
måltidsservice i visse tilfælde nok tilbyder mennesker ernæringsrigtig kost, men
reelt tager måltiderne og en perlerække af betydningsfulde stunder fra dem.
Projektet var støttet af Sygekassernes Helsefond og Det tværministerielle Udvalg
for Anvendt Ældreforskning.
Bundgaard, K.M. og B.T. Christensen: ”En bid af ældres hverdagsliv – en undersøgelse
af måltidets aktiviteter, mønstre og betydninger”, 1992, Ergoterapeutskolen
i Odense.
Bundgaard, K. M. og B. T. Christensen (2000). "En bid af ældres hverdagsliv."
Gerontologi og samfund 16(3): 62-63.
Bundgaard, K.M.: ”En vigtig bid af hverdagen. Måltider i et leve- og bomiljø” i:
Gerontologi, nr. 1, marts 2005
”Det afhængige hverdagsliv” - Social- og sundhedsskolen, Ringkjøbing
Amt
I perioden fra 1.april 1999 til oktober 2000 gennemførte Social- og sundhedsskolen,
Ringkjøbing Amt med Marianne Elbrønd som projektleder, et videnskabende
samarbejde med to hjemmeplejedistrikter i hhv. Ulfborg-Vemb og Herning
kommune. Formålet med projektet var at oparbejde viden om, hvordan
hverdagslivet former sig for og opleves af mennesker, hvis hverdagsliv er et
arbejdsmæssigt anliggende for andre.
I projektperioden aflagde 16 lærere fra Social- og sundhedsskolen over 100
besøg i praksis og fulgte på nærmeste hold med i hverdagen, som den forløb
både for disse områders ældre borgere og for personale, ansat på plejehjem,
på ældrecenter og i hjemmeplejen.
32

Videnskabende netværk
Det var en vigtig pointe i projektet, at såvel praktikere som skolefolk blev inddraget
aktivt i forløbet med at skabe viden om ældres hverdagsliv.
Konkret blev der eksperimenteret med at overføre nogle af grundtankerne om
videnskabende netværk fra VEGA til en særlig lokal netværksorganisering, der
på forskellig vis inddrog såvel skolefolk som praktikere til at løse forskellige opgaver.
Internt på skolen var opbygget et netværk eller projekt-praksisfællesskab, der
fungerede efter samme princip som en dråbe, der giver ringe i vandet.
Inderst i cirklen var projektlederen. I næste cirkel var to deltidsansatte projektmedarbejdere.
I tredje cirkel var 14 korttidsansatte projektmedarbejdere, der på
skift var aktive i projektet i 3-ugers moduler. I fjerde cirkel var en gruppe af skolens
lærere, der fulgte projektet gennem en studiekreds, nyhedsbreve og en
intern hjemmeside. I femte cirkel var eleverne eller praktikvejledere, som hørte
om projektet i undervisningen og på kurser. Endelig var der ind i mellem de forskellige
cirkellag forskellige repræsentanter fra praksis (ledere såvel som frontmedarbejdere),
som blev involveret og orienteret undervejs i forbindelse med
planlægningsmøder, feltstudier og dataindsamling i praksis og afholdelse af
temadage.
Hensigten var at praktisere såvel praksis- som aktionsforskning og sætte gang i
en videnskabende proces, som både praktikere og skolefolk umiddelbart kunne
drage nytte af. (Elbrønd, 1999)
Samspillet mellem system- og livsverden
I forbindelse med et pilotprojet (Elbrønd, 1998), blev der konstrueret to tegninger,
som skulle illustrere, at social- og sundhedsmedarbejdere skal kunne forholde
sig til borgere ud fra et hverdagsligt tilværelsesperspektiv, samtidig med
at de holder sig for øje, at de er systemrepræsentanter. Antagelsen er, at medarbejdere
inden for ældreområdet skal have forudsætninger for at kunne tage
professionel del i andre menneskers hverdag og i det, vi kalder tilværelsesssiden.
Samtidig skal de også have forudsætninger for at tage del i en arbejdspraksissammenhæng
med, hvad den stiller af krav til faglig viden, færdigheder,
holdninger, loyalitet over,for lovgivning og lokale målsætninger. De to tegninger,
der blev flittigt benyttet i den del af projektfasen, hvor der skulle laves aftaler
med praksisfeltet om det konkrete videnskabende samarbejde, synliggjorde
projektets ambition om at kaste lys over dels gamle menneskers tilværelsesside;
det rum de lever indenfor, hvad de bruger deres tid på, og hvad de tillægger
værdi og betydning og dels velfærdsinsitutionernes arbejdspraksisside – det
rum medarbejderne arbejder indenfor, hvad de bruger deres tid på, og hvad de
tillægger værdi og betydning.
Efter en indledende projektperiode, hvor skolefolk via deltagerobservation blev
bekendte med praksisfeltet og forskellige nøgleinformanter, koncentrerede projektindsatsen
sig om at lave 28 casebaserede studier af hverdage, som er et
arbejdsmæssigt anliggende for andre. Konkret blev 28 ældre mennesker mellem
69 og 96 år, der alle var afhængige af hjælp, kigget over skulderen en dag
33

fra morgen til aften. Dagen efter blev gennemført semistrukturerede interviews
med de ældre.
En udfoldet hverdag
Tilsammen kastede observationer og interviews lys over hverdagens udfoldelse
på tværs af tid og rum. Til forskel fra så mange andre studier, hvor opmærksomheden
rettes mod personer, mod personers handlinger, symptomer eller
emotioner, var opmærksomheden i disse studier rettet mod den række af stunder,
som tilværelsen består af - herunder de udfoldelsesmuligheder, den orden,
det indhold og tilsyneladende små og trivielle begivenheder, der konstituerer og
betyder noget i gamle menneskers hverdagsliv.
Det er almindeligt at tage temperaturen på eller lave funktionsbeskrivelser af
svækkede personer for at få en fornemmelse af, hvordan deres tilstand er. I
forbindelse med bearbejdningen af de 28 studier af dage blev der ikke tegnet
feberkurver, men derimod udarbejdet tegninger, der illustrerer, at mennesker
lever deres liv i tid og rum – i en vifte af sammenhænge og livspraksis'er.
På tegningen herunder er med en streg angivet, hvor en person befinder sig på
bestemte tidspunkter i løbet af dagen. Centrum i tegningen er en seng, idet de
fleste mennesker begynder og slutter deres dag i sengen. Halvcirkler rundt om
sengen illustrerer de forskellige rum, som Marie, der bor på plejehjem, bevæger
sig mellem i løbet af dagen; f.eks. stue, toilet, gang, gårdhave, fællesrum på
afdelingen, fællesrum på plejehjemmet, steder uden for plejehjemmet.
Tegninger er lavet på baggrund af detaljerede observationer af forløbet af en
dag samt samtaler med Marie
Maries færden i tid og rum
Alle 28 case-studier blev analyseret med henblik på at synliggøre dagens mønstre
i rummet, i tiden, i relation til andre og i relation til gøremål.
34

På baggrund af litteraturstudier og de oparbejdede data fra de 28 casestudier,
blev der indkredset en række begreber: råderum, dagens orden og tidens fylde,
der synliggør aspekter ved det upåagtede hverdagsliv, som synes at have betydning
for, hvordan konkrete tidsrum fungerer – både funktionelt og emotionelt
- for konkrete personer.
Studiet viste endvidere, at de ældre var meget opmærksomme på samspillet
med de enkelte hjælpere, hjælpesystemets konkrete arbejdspraksis og hele
hjælpekulturen. På baggrund heraf blev udledt tre centrale forhold, som ofte
synes at influere på samspillet mellem tilværelses- og arbejdspraksissiden: tydning,
timing og tempo.
På baggrund af de 28 casestudier kan der ikke uddrages noget generelt om
ældres oplevelser af det at få hjælp, men analysen af data synliggjorde, at
mange af disse ældre oplever tidspunkter, hvor der f.eks. i forhold til de nævnte
tre T’er er ringe grad af fodslag mellem den enkeltes tilværelse og konkrete
medarbejderes og arbejdssteders arbejdspraksis.
Projektets brugsværdi:
Teoretisk bidrag: Projektet resulterede i konstruktionen af forskellige modeller
og begreber, der kan være med til at synliggøre såvel det upåagtede hverdagsliv
som det samspil, der opstår mellem menneskers tilværelse og velfærdssystemets
arbejdspraksis, når hverdagen bliver et arbejdsmæssigt anliggende for
andre. Ambitionen er gået i retning af at udvikle nogle modeller og forståelsesbriller,
der forenkler et kompliceret felt, og et sprog, der kan bruges af ældreområdets
kommende og nuværende praktikere, så ældres hverdagsliv på en mere
systematisk måde får en plads i personalets opmærksomhedsfelt og i den
sproglige formidling og udveksling af tanker, der dagligt foregår blandt kolleger
på en afdeling/i en gruppe. På en af de temadage, der blev holdt undervejs i
projektforløbet navngav en af de deltagende praktikere gode, meningsfulde
stunder som ’stjernestunder’, og begrebet har siden indtaget en plads i VEGA’s
begrebsunivers. Samtlige modeller og begreber arbejdes der fortsat på at raffinere
og videreudvikle.
Metodisk bidrag: Den viftemodel over en persons færden i tid og rum, som blev
udviklet i forbindelse med bearbejdningen af data, har siden vist sig at have en
metodisk værdi, når hverdagsstudier skal gennemføres. Viftemodellen kan konkret
bruges som dataindsamlingsmetode på den måde, at den under et kvalitativt
interview om hverdagsliv kan fungere som samtaleark og dermed som en
slags semistruktureret interviewguide, der er kendt af begge parter. Det matcher
godt med VEGA-netværkets humanistiske og brugerorienterede grundholdning,
at forskere og fagfolk, der ønsker at blive klogere på andre menneskers liv, inviterer
dem til et samarbejde, hvor de får lejlighed til at være medforskere frem for
studieobjekter, der udsættes for spørgsmål, som kun forskeren eller fagpersonen
kender rationalet bag.
Et andet væsentligt metodisk bidrag består i, at projektet har demonstreret,
hvordan et videnskabende netværk, der involverer mange mennesker i forhold
til vidensskabende aktiviteter, kan etableres lokalt på en uddannelsesinstitution.
Skolen har ved flere lejligheder genbrugt denne netværksstrategi i forbindelse
35

med projekter, som derved bl.a. har fået karakter af at være en slags intern,
praksisnær kompetenceudvikling for skolens lærere.
Endvidere har projektet - ved at etablere tætte samarbejdsrelationer til praksis
på en måde, der har involveret praktikere aktivt i forhold til at indsamle data og
skabe viden om deres egen arbejdspraksis - indsamlet erfaringer med at planlægge
og gennemføre en form for videnskabende partnerskab på tværs af skole-
og praksisfelt.
Praktisk bidrag: Flere af de modeller, som blev udviklet i forbindelse med bearbejdning
af data og formidlingen af indsigter, er siden blevet anvendt flittigt.
Dels i forbindelse med nye projekter, hvor f.eks. viftemodellen som nævnt har
vist sig yderst anvendelig i forbindelse med såvel indsamling som bearbejdning
af kvalitative data. Dels i undervisningssammenhænge, hvor de introduceres for
elever og kursister som redskaber, der kan bruges til skabelse af overblik over
komplekse sammenhænge, til systematisering af indtryk, som afsæt for samtaler
mv.
Dels i praksissammenhænge, hvor medarbejdere f.eks. som kontaktpersoner
har skullet gennemføre systematiske samtaler med gamle mennesker om deres
ønsker til hjælp, eller hvor de som et team har skullet udveksle tanker om,
hvordan de kan koordinere og tilrettelægge deres samlede arbejdsindsats, så
hverdagen hænger sammen for modtageren af hjælp.
Endelig synes projektet på sigt at kunne yde et socialpolitisk bidrag, idet studierne
af konkrete menneskers afhængige hverdagsliv på flere områder synliggør,
hvilke omfattende konsekvenser den aktuelle politik på ældreområdet har.
Projektet var støttet af Undervisningsministeriet og Sygekassernes Helsefond.
Elbrønd, M.: ”Det afhængige hverdagsliv – Casebaserede studier af hverdage,
som er et arbejdsmæssigt anliggende for andre”. Social- og sundhedsskolen,
Ringkjøbing Amt, 2000.
Elbrønd, M. (2001). "At se hver dag i sammenhæng." Gerontologi & Samfund
17(1): 12-14.
”Vanddråbestrategien” – Social- og sundhedsskolen, Ringkjøbing Amt
Som en udløber af projekt: ”Det afhængige hverdagsliv” gennemførte Social- og
sundhedsskolen, Ringkjøbing Amt med Marianne Elbrønd som projektleder, et
samarbejde med to praksisområder om at udvikle et undervisningsforløb på
social- og sundhedshjælperuddanelsen og som del heraf en arbejdsstrategi, der
tilstræber at skærpe plejepersonalets opmærksomhed mod menneskers forskellighed,
de forhold i hverdagen, der betyder noget, og som omsorgspersoner
kan lære sig at tage hensyn til, når de tager del i andre mennesker liv. Projektet
fik navnet ”Vanddråbestrategien” efter H.C.Andersens eventyr: ”Vanddraaben”.
Ambitionen var at inspirere eleverne til at se det interessante i det almindelige
og bl.a. få skærpet deres evne til at se forhold ved menneskers helt almindelige
liv, som andre normalt ikke lægger mærke til.
36

Efter en indledende periode, hvor projektlederen i tæt samarbejde med en
gruppe af lærere samt repræsentanter for praktikken planlagde undervisningsforløbet,
konstruerede en hverdagsorienteret arbejdsstrategi samt producerede
undervisningsmateriale og undervisningsnoter, blev forløbet gennemført med
deltagelse af 28 social- og sundhedshjælperelever.
Tematiseret undervisning
Undervisningsforløbet, der strakte sig over otte uger, var bygget op omkring fem
temaer: orientering, at lære at lære, det komplekse liv, alt skal ses i rette sammenhæng
og hverdagsliv til arbejdsbrug. De fem temaer, der hver især indeholdt
nogle vigtige eller centrale tanker om social- og sundhedshjælperes læringsmuligheder,
arbejdsfelt og faglige profil, blev præsenteret for eleverne
gennem en række overordnede oplæg eller præsentationer, hvortil der var udarbejdet
særlige noter. Noterne var kendetegnet ved, at der gennem en fortløbende
fortælling om et ældre ægtepars samspil med hjemmeplejen blev refereret
meget direkte til social- og sundhedshjælpernes fremtidige arbejdsfelt. Endvidere
indeholdt noterne de tegninger og modeller, som tidligere var blevet udviklet
i projekt ”Det afhængige hverdagsliv”.
Som udgangspunkt blev der sat fokus på de fordringer, der aktuelt stilles til
medarbejdere inden for social- og sundhedsområdet. Et karakteristika ved tiden
er, at der på den ene side er meget, en social- og sundhedshjælper skal vide og
kunne. Samtidig er der også megen viden - f.eks. om konkrete menneskers liv
og konkrete arbejdspladsers opbygning og funktionsmåde – som ikke kan erhverves
på forhånd, men som skal skabes i den daglige arbejdspraksis sammen
med andre mennesker. Det var en grundtanke i hele forløbet at få eleverne
til at koble selve udførelsen af arbejdet med en lærende proces, således at de
ikke ved udannelsens ophør føler sig udlært, men tværtimod føler sig inspireret
til at gå ud og lære undervejs i den daglige arbejdssammenhæng.
Introduktion til case studie-strategi
Eleverne blev tidligt i forløbet gjort opmærksomme på, at de ved teoriforløbets
afslutning skriftligt og på en systematisk måde skulle kunne demonstrere, at de
havde opfattet de centrale tanker i undervisningsforløbet og kunne bruge dem
på passende måde i forhold til en ukendt case. Som en central del af undervisningsforløbet
blev eleverne introduceret til en case-studie-metode og til, hvordan
en god social- og sundhedshjælper, for at få skærpet sin opmærksomhed
mod menneskers forskellighed og forskellige liv og mod sin egen deltagelse i
dette liv, dagligt kan være opmærksom på at samle relevante informationsbidder,
der hver på sin måde bidrager til et mere samlet indtryk af personer og situationer
De otte uger blev rundet af med en skriftlig prøve, hvor eleverne skulle demonstrere,
at de centrale tanker og den systematiske tilgang til indsamling og præsentation
af data, som var blevet introduceret i skoleundervisningen, var blevet
opfattet og kunne bruges på passende måde i forhold til en ukendt eksamenscase.
37

Projektets brugsværdi:
Teoretisk bidrag: Med afsæt i data fra projekt ”Det afhængige hverdagsliv” blev
der konstrueret en illustration af ”De tre historier”, som alle på forskellig måde
kan være med til at skærpe opmærksomheden mod det særlige i konkrete
menneskers liv.
Metodisk bidrag: I dette projekt blev grunden lagt til konstruktion af en særlig
casebaseret læringsstrategi, som siden hen er blevet brugt og yderligere raffineret
i forbindelse med forskellige efteruddannelsesforløb af medarbejdere inden
for såvel ældreområdet som det socialpsykiatriske område. (Hansen,
2002, Elbrønd, 2004). Ambitionen har været at udvikle en læringsstrategi, der i
overensstemmelse med VEGA’s grundholdning om, at der uden for skolens
mure befinder sig en guldgrube af viden, som det blot handler om at få frem i
lyset, baserer sig på et udpræget induktivt princip. Den casebaserede læringsstrategi
markerer en klar bevægelse fra en form for vertikal læring, hvor mere
vidende personer skal sørge for, at mindre vidende personer på et bestemt område
skal tilegne sig mere kundskab, mere viden eller måske nye eller andre
holdninger til en form for horisontal læring, der indebærer, at elever eller kursister
lærer sammen og af hinanden og skaber ny viden ved hjælp af den viden,
som de besidder på forhånd. (Warming, 2004)
Praktisk bidrag: Dele af noterne blev publiceret i en grundbog for social- og
sundhedshjælpere, som blev udgivet på Munksgaards Forlag. Flere af grundtankerne
fra ”Vanddråbe-projektet” kom senere i spil, da Socialministeriet bad
tre social- og sundhedsskoler – herunder Social- og sundhedsskolen, Ringkjøbing
Amt, om at konstruere et særligt efteruddannelsesforløb for social- og
sundhedshjælpere. Dette efteruddannelsesforløb, der blev gennemført fem
gange, blev nøje fulgt af en ekstern evaluator. Af den afsluttende evalueringsrapport
fremgår det bl.a., at kursisterne havde stort udbytte af at arbejde casebaseret.
(Hansen, 2002). Projektet har sat sig flere konkrete spor i den nuværende
social- og sundhedshjælperuddannelse på Social- og sundhedsskolen,
Ringkjøbing Amt, som i stor udstrækning er bygget op omkring hverdagslivstænkning.
Projektet var støttet af Undervisningsministeriet og Helsefonden.
Elbrønd, Marianne; Birgitte Højlund, Pia Østergaard: ”Vanddråbestrategien. Udvikling,
afprøvning og evaluering af undervisningsforløb og lærings- og arbejdsstrategi
skræddersyet til social- og sundhedshjælpere.” Social- og sundhedsskolen,
Ringkjøbing Amt. 2002
”Hverdagsliv og livretter” – Social- og sundhedsskolen, Ringkjøbing Amt.
Som en udløber af andre VEGA-projekter - ikke mindst Odense-skolens projekt
”En bid af ældres hverdagsliv” - gennemførte social- og sundhedsskolen med
Birgitte Højlund som projektleder i samarbejde med hjemmeplejen og dagcentret
Sønderland i Holstebro et tre måneders forsøg med at give praktisk hjælp til
madlavning og måltider til hjemmeboende pensionister.
38

Det overordnede formål var at forbedre den enkeltes mulighed for at opretholde
et selvstændigt liv og bevare magten over egen tilværelse ved blandt andet selv
at kunne vælge, hvordan madlavning og måltider skal foregå. For den deltagende
kommune drejede det sig om i en periode at udvide sin service i relation
til madlavning og måltider ved at tilbyde en mere differentieret form for hjælp.
Kommunen ville få erfaringer med, hvordan justeringer i hjælp til madlavning og
måltider kan virke ind på det liv, gamle mennesker lever. Skolen ville få mulighed
for at afdække, hvilke kompetencer frontpersonalet har brug for, når de skal
yde hjælp til madlavning og måltider, hvilket kunne give anledning til justering af
undervisningens indhold og form.
Projektet blev gennemført og beskrevet af fem undervisere fra skolen. Underviserne
indsamlede data, dels via 4-5 besøg i hjemmet, når der blev givet hjælp til
madlavning, dels via interviews med den ældre og hjælperen efter forsøgets
afslutning. På den baggrund fremstillede hver underviser en case, hvoraf flere
nu bruges i undervisningen på Social- og sundhedsskolen. Medarbejderne fra
praksisfeltet førte omhyggeligt logbøger over de konkrete caseforløb, de hver
især var involveret i, og de bidrog således konkret til dataindsamlingen. Alle
påtog sig endvidere at formidle egne erfaringer på et par temadage, som blev
afholdt undervejs.
Otte cases
I forsøget deltog i alt tolv ældre mennesker, som fik hjælp til madlavning af en
gruppe social- og sundhedshjælpere og -assistenter, i gennemsnit tre timer om
ugen i forsøgsperioden. De deltagende borgere blev udvalgt i samarbejde med
hjemmeplejens gruppeledere, således at så mange forskellige problemstillinger
som muligt blev repræsenteret, og således at der kun blev sat forløb i gang,
hvor det gav mening at yde en ekstra service i en afgrænset periode. Forsøgsgruppen
omfattede:
• En madgruppe på dagcentret med fire deltagere – tre kvinder og en mand.
Kvinderne deltog mest af sociale årsager og for at udveksle ideer og inspiration,
mens manden kom for at lære at lave mad, efter at hans kone var død.
• En madgruppe i privat regi med to enlige mænd, som lavede mad på skift
hos hinanden
• Tre forløb med ægtepar, som f.eks. skulle lære at lave diabetesmad eller
erhverve madlavningsfærdigheder for at kunne overtage madlavningen pga.
ægtefælles sygdom.
• Tre forløb med enlige kvinder, som af forskellige fysiske grunde ikke var i
stand til at lave mad selv. Hjælpen bestod her både i kompensation for de
tabte funktioner, vejledning, træning, afprøvning af nye teknikker og hjælpemidler
og hjælp til indkøb.
På baggrund af otte cases er det ikke muligt at uddrage generelle konklusioner,
men i de otte casehistorier findes mange konkrete eksempler, som bekræfter
allerede kendte erfaringer.
• Det at gå på indkøb er en aktivitet med et stort forebyggende potentiale,
som for mange tillægges større betydning end selve madlavningen.
39

• Der er sammenhæng mellem manglende selskab og dårlig appetit. Det drejer
sig både om at have nogen at lave mad til og nogen at spise sammen
med.
• Det er meget svært at komme i gang med at lave mad, hvis man først har
opgivet det.
• I mange tilfælde er det nemmere at hjælpe mænd end kvinder med madlavningsproblemer.
Eksempler på støtte
En del af den støtte, der blev givet i projektet falder inden for rammerne af det,
der i dag kan bevilges. Udnyttelsen af allerede eksisterende muligheder kræver
egentlig blot en skærpet opmærksomhed. I projektet er der flere gode eksempler
på, hvordan hjælpere f.eks. ved at spørge til, hvordan det går med madlavningen,
ved at kontakte ergoterapeuten om nogle hjælpemidler, ved at komme
med en opskrift eller ved at finde tid til at hakke det løg eller skrælle de kartofler,
som det kniber med, kan tilføre dagen lige det lidt, der skal til, for at mennesker
selv kan klare resten.
I projektet blev der også gives hjælp, som lå ud over den hjælp, som blev bevilget
på undersøgelsestidspunktet. F.eks.:
• Støtte til at etablere spise- eller madlavningsgrupper i private hjem.
• Varig hjælp til madlavning ved nedsat funktion eller hjælp.
• Ledsagelse og fysisk hjælp til indkøb.
Projektet viste, at der er borgere, som har brug for disse former for hjælp til
madlavning.
Projektet viste, at deltagerne især tillægger indkøbsturen stor betydning, og
man kan overveje, om den forebyggende effekt af at give hjælp til indkøb kan
berettige en mere liberal holdning til at bevilge denne assistance.
Der er i flere tilfælde en sammenhæng mellem manglende appetit og det, at
man spiser alene. Det anbefales, at man overvejer, om man i hjemmeplejen kan
støtte op omkring tiltag, der fremmer det sociale aspekt omkring måltider i eget
hjem.
De deltagende pensionister var mere interesserede i madens smag og det sociale
omkring måltidet end i madens ernæringsværdi. Det er derfor ikke nok, at
personalet har viden om ernæring og madlavning. Det anbefales, at man på
social- og sundhedsskolerne breder emnet ”mad” ud som et tværfagligt tema,
som inddrager områder som livsformer, netværk, kultur, æstetik og smag.
Projektet viser, at hvis man først er holdt op med at lave mad, er det svært at
komme i gang igen. Det må derfor forudses, at en del ældre medborgere ikke vil
være motiveret for at deltage i madlavningsaktiviteter i leve-bo-miljøerne, hvis
de allerede som hjemmeboende pensionister har måttet opgive disse hverdagsgøremål.
Hvis man ønsker at støtte borgere i fortsat at sørge for egen mad, er det vigtigt
at gribe ind på det rette tidspunkt, det vil sige at skærpe opmærksomheden i
selve visitationsprocessen.
40

Projektets brugsværdi:
Teoretisk bidrag: Projektet har ved konkret at arbejde med betydningsanalyser
og ved at bruge begreber om råderum, dagens orden og tidens fylde i måltidsfortællinger
bidraget til raffinering af allerede udviklede begreber.
Metodisk bidrag: Ligesom de øvrige Herning-projekter har også dette projekt
bidraget til udvikling af en model for videnskabende netværk, der går på tværs
af skole- og praksisfelt. I dette projekt bevæger samarbejdsrelationen mellem
skole- og praksis sig yderligere i retning af at være et videnskabende partnerskab,
idet de involverede praktikere også tog aktivt del i dataindsamlingen.
Praktisk bidrag: Projektet synliggjorde, at en del af den efterspurgte hjælp faktisk
kunne rummes inden for de rammer, som kommunen bevilger hjælp på
grundlag af. Der åbenbarede sig gennem projektet et mulighedsrum og nogle
handlestrategier, som var umiddelbart tilgængelige i den daglige arbejdspraksis.
Synliggørelse af dette noget oversete opgavefelt kastede samtidig også nyt lys
over hjælpernes forudsætninger for at bidrage til vedligeholdelse eller genskabelse
af meningsfulde måltidsmønstre, hvilket igen har givet anledning til udvikling
af indhold og pædagogik på bl.a. social- og sundhedshjælperuddannelsen i
Herning.
Som et socialpolitisk bidrag synliggør dette projekt ligesom projekt ”En bid af
ældres hverdagsliv”, at der er uheldige bivirkninger forbundet med madordninger.
Den kan have positiv værdi, men rummer samtidig en risiko for, at hverdagen
tømmes for mening og samværskvaliteter. Effekten af et hjælpetilbud skal
aflæses i, hvilken hverdag der kommer ud af hjælpen.
Der peges i projektet på, at de kommunale visitationsordninger bærer et stort
ansvar, når de modtager en henvendelse om at få udbragt mad, og at de for at
undgå at tømme menneskers dagligdag for meningsfuldt indhold må være bedre
til at afdække, hvor det er i det komplekse måltidsmønster, at der er brug for
hjælp udefra. Med en ordentlig afdækning er der bedre mulighed for at yde
præcis den hjælp, der er brug for – både på kort sigt og på langt sigt.
Projektet var støttet af Socialministeriets Pulje til sikring af bedre kvalitet i den
offentlige måltidsservice til ældre.
Højlund, Birgitte: ”Hverdagsliv og livretter – et forsøgs- og udviklingsprojekt om
ældres måltider”. Social- og sundhedsskolen, Ringkjøbing Amt. 2003
Højlund, Birgitte: ”Hverdagsliv og livretter – Forsøg med praktisk hjælp til madlavning
for pensionister.” Gerontologi, nr.1, marts 2005
”ViCo-metoden – Casestudie af hverdagslivsorienteret visitationssamtale”
– Social- og sundhedsskolen i Randers.
Projektet, der blev udført af Social- og sundhedsskolen i Randers v. Joan Andersen
og Ole Mygind-Klausen i samarbejde med to kommuner samt forlaget
Dafolo, omfattede 15 casestudier af hverdagsorienterede visitationssamtaler.
Hver case bestod af tre samtaler; visitators samtale med den, der søger hjælp,
en samtale med visitator samt en opfølgende samtale med den, der har fået
hjælp.
41

Formålet med casestudierne var 1) at kaste lys over, hvordan visitationssamtalen
kan bidrage til forståelse af borgerens måde at håndtere de betingelser, der
danner rammen for hverdagslivet, og 2) hvordan de indhentede informationer
kan danne grundlag for tilrettelæggelse af et fagligt arbejde, der danner rammen
om hverdagslivet.
En analyse af samtalerne synliggjorde samtalens forløb; herunder visitators
måde at spørge ind til hverdagen og borgerens måde at fortælle om hverdagen.
Samtalerne centrerede sig om fire gennemgående temaer:
- Hjem og husholdning: bolig, rengøring, vask, madlavning.
- Kroppen: sygdom, funktion.
- Administration: ydelser, aftaler.
- Hverdagen: livshistorier, forskellige former for socialt samvær og aktiviteter.
Livsorienteret samtale
Med afsæt i såvel analyserne af de 15 visitationssamtaler, hvoraf nogle viste sig
at være forbilledlige, som i en teoretisk forståelse af hverdagsliv, blev udviklet
en særlig form for hverdagslivsorienteret visitationsmetode – en såkaldt ViCometode.
ViCo er en forkortelse af Vital eller Vitalogi, der betyder læren om det
levede liv, og Coherence, der betyder sammenhæng. ViCo-metoden er en særlig
måde at samtale med mennesker på, som står overfor at skulle have hjælp
for første gang, eller som har brug for at få hjælpen justeret.
I modsætning til traditionelle visitationssamtaler, hvor der i stor udstrækning er
fokus på en persons færdigheder og funktioner samt problemer med at klare
hverdagen, er der i VICo-samtalen fokus på hverdagssituationen, herunder
hverdagens gøremål, meningsfulde handlinger og værdier samt håndtering af
hverdagens forandringer og belastninger. Et vigtigt element i relation til ViCometoden
består i at fremme den ældres fortællelyst, således at visitator får indsigt
i og forståelse for den ældres aktuelle hverdagssituation. På baggrund af en
sådan forståelse skal der efterfølgende tages stilling til den ældres behov for
hjælp. Visitator skal være i stand til at bevæge sig fra en meget åben samtale,
over en mere systematisk undersøgelse til vurdering. Visitator skal så at sige
mestre at oversætte hverdagssproget til systemsprog. En visitationssamtale vil
af den grund rumme flere sprog og samtaleformer. I forhold til en konkret samtale-case
synliggør analysen fire samtaleformer: fortælling, anerkendelse, sparring
og interview.
Modeller
Som led i projektet er konstrueret flere modeller.
En model synliggør på visuel oversigtlig måde et samtalemønster, der kan tjene
som en slags styrebillede for fagpersoner i konkrete samtalesituationer. Modellen
illustrerer, hvorledes den fælles udforskning af borgerens hverdagsliv kan
omfatte en udforskning af såvel betingelser – herunder struktur og forandring -
som personens håndtering af disse betingelser og forandringer.
En anden model sammenføjer Birte Bech-Jørgensens hverdagslivsteori med
Aron Antonovsky´s mestringsbegreb.
42

Modellen sætter fokus på, at mestring knyttet til en oplevelse af sammenhæng,
der opstår, når mennesker oplever overensstemmelse mellem indre forståelse
og de ydre handlemuligheder, og når der inden for denne forståelse er meningsfulde
udfoldelsesmåder, der appellerer til et personligt engagement.
Modellen kaster lys på fænomenet tid, der bevidsthedsmæssigt kan organiseres
på to planer: dels som en indre tid, dels som en ydre samfundsskabt tid.
Modellen bygger på den antagelse, at muligheder for at skabe sammenhæng er
forbundet med livet set som forløb og livet set som udfoldelse - altså en tidsmæssig
sammenhæng.
Når sammenhæng er forbundet med livet som forløb, er det, fordi borgerens
forståelse er knyttet til livserfaringer - altså bagudrettet eller til forestillinger,
drømme, forhåbninger eller frygt for fremtiden - altså forudrettet.
Når sammenhæng er forbundet med livet som udfoldelse, er det, fordi livet opleves
og betragtes fra et nutidsperspektiv. Livet er ”den levende nutid” hvor borgeren
i nuet veksler mellem at rette sig indad (indre tid) og rette sig udad (ydre
tid). Borgeren retter sig indad mod de subjektivt indre oplevelser, hvor tidligere
livsoplevelser, livserfaringer eller forestillinger og drømme i fremtiden blander
sig med indtryk i nutiden. Borgeren retter sig udad, hvor handlinger er rettet
imod at være virksom i nuet i samspil med vore mellemmenneskelige, fysiske
og materielle omgivelser.
Nedenstående model kan bidrage til at rette opmærksomheden mod nogle af
de processer, der kan indfange borgerens stræben efter at mestre forandringerne
og skabe sammenhæng i sit liv.
Ydre tid
Aktivitet / Projekt / Virksomhed
Tid - som gentageelse / rytme
Tid - som samfundets tidsstruktur
Livssammenhæng
Tiden som livsforløb
Indre tid Livsoplevelser / Livserfarnger / Livsønsker Tiden som indre bevidsthedstrøm
Modellen illustrerer ViCo-samtalen: En vekselvirkning mellem tidsoplevelser og
livssammenhæng.
43

I ViCo-samtalen bevæger man sig ind i knudepunktet mellem vertikale og horisontale
bevægelser for at forstå borgerens bestræbelser på at skabe sammenhæng
i sit liv. ViCo-samtalen vil indholdsmæssigt rumme en vekslen mellem
borgerens erfaringer, forhåbninger, refleksioner, handlestrategier og oplevede
handlemuligheder.
Konkret centrerer metoden sig om, at visitator under samtalen med borgeren
har en tilgang der: undersøger, anerkender, udforsker, udfordre og udveksler
ideer. Disse ord rummer ligeledes en faglig bestemt måde at henvende sig på til
den anden og give respons.
Undersøge og anerkende borgerens forandrede betingelser.
• Oplevede betydning af forandringerne.
• Handlestrategier, der anvendes for at skabe sammenhæng.
• Erfaringer og forestillinger om fremtiden.
• Oplevede udfoldelse og handlemuligheder.
Udforske forestillinger om fremtid og handlemuligheder.
• Udforske forestillinger om livgivende forandringssituationer.
• Søgende efter handlekræfter og strategier rettet imod meningsfulde forandringsprocesser.
• Indkredse de områder borgeren finder meningsfuldt at investere kræfter i
• Afklare betingelser, der kan forbedre handlemuligheder.
I projektet introduceres begrebet ”upåagtet hjælp”, der handler om den form for
hjælp, der glider ubemærket ind i hverdagen som et naturligt indslag uden at
forringe eller forstyrre borgerens oplevelse at være på hjemmebane.
Projektets brugsværdi:
Teoretisk bidrag: Projektet resulterede i konstruktionen af forskellige modeller,
der illustrerer ViCo-samtalens særlige perspektiv, indhold og proces. I tilknytning
til modellerne er endvidere udviklet et begrebsmæssigt univers, der dels
placerer samtalen i krydsfeltet mellem to tidsdimensioner: tiden som forløb og
tiden som udfoldelse og dels illustrerer, hvorledes livssammenhæng og livsvirksomhed
skabes i en gensidig vekselvirkning med samfundets betingelser.
Metodisk bidrag: I projektet er videnskabelse og forandring sket i en og samme
bevægelse. Undervejs i projektforløbet skete der en styrkelse af visitatorernes
faglige opmærksomhed mod hverdagslivet med ændringer i den måde, de gennemførte
samtaler på til følge.
I projektet blev anvendt forskellige strategier til analyse af samtaler. På baggrund
af hele det empiriske materiale blev der søgt efter samtalemønstre, som
efterfølgende blev visualiseret i modeller, der på systematisk måde skaber
overblik over såvel indholdet som processen i nogle meget komplekse samtaler.
Endvidere skete en udvælgelse af særligt forbilledlige samtaler – kaldet mønstereksempler/mønsterfortællinger,
som blev brugt til mere konkret at synliggøre
ViCo-samtalens indhold og proces.
Praktisk bidrag: Det empiriske studie af visitationssamtalerne viser, at hverdagsliv
er meningsfuldt at inddrage i praksis. Ved at fokusere på det levede liv i
hverdagen opnår visitator en bred forståelse for, hvad borgerens tanker og
44

handlinger er rettet imod, og borgeren fastholder sin status som aktør og ekspert
på egen tilværelse. Den indsigt, der fremkommer gennem en ViCosamtale,
kan give inspiration til, hvordan hjælpesystemets ydelser og faglige
handlinger kan indgå i samspil med de andre kræfter og betingelser, som er på
spil i borgerens hverdagsliv.
Der er i de senere år arbejdet ihærdigt på at skabe administrative metoder og et
fælles sprog på ældreområdet. Fælles sprog italesætter nogle områder af menneskers
liv, mens andre forbliver tavse. I flere sammenhænge arbejdes der på
at inddrage borgeren som deltager, således at vedkommende i mindre grad
bliver gjort til objekt for andres handlinger. I relation til at inddrage andre mere
livsorienterede perspektiver i f.eks. de elektroniske styresystemer, kan ViCometoden
bidrage med inspiration.
Metoden, der ikke snævert retter sig mod ældre borgere, skønnes også at have
en anvendelsesværdi som samtaleredskab i leve- og bomiljøer eller andre sociale
tilbud, hvor beboere og brugere f.eks. skal arbejde sammen med kontaktpersoner
om, hvordan hverdagens brud og udfordringer kan takles.
Som et socialpolitisk bidrag synliggør dette projekt, at der er vigtige dele af
menneskers liv, som fra den allerførste kontakt til det offentlige hjælpesystem
falder uden for systemets opmærksomhedsfelt med risiko for, at det betydningsfulde
i menneskers liv ikke tillægges betydning i hjemmeplejens praksis. Projektet
synliggør, at der er sammenhæng mellem det, der spørges til, og de tilbud
hjemmeplejen kan give borgeren, og dermed giver projektet en pejling af, at en
yderligere opmærksomhed mod det betydningsfulde i menneskers hverdagsliv
sandsynligvis vil fordre, at grundlaget for tildeling af ydelse tages op til revision.
Projektet var støttet af Helsefonden.
Andersen, J. Christensen, L. og Menge, A.M..: ”Den første samtale. Et modelforsøg,
der har til formål at afprøve en særlig model - VICO-modellen for den
første samtale mellem hjemmeplejen og den ældre”.
Andersen, J.: ””ViCo-metoden. Casestudie af hverdagslivsorienterede visitationssamtaler.”
Eftertanke
Der er ikke tradition for, at uddannelsesinstitutioner på grund- og mellemuddannelsesniveau
bidrager til skabelse af den viden, som uddannelserne og praksisfeltet
kan have brug for. Det var derfor et vigtigt initiativ, der blev taget tilbage i
1995 med etableringen af VEGA-netværket. Den særlige netværkskonstruktion,
som blev skabt, har på forskellig måde bidraget til, at fire skoler indtil videre har
udarbejdet projektbeskrivelser, har skaffet økonomiske midler, har planlagt, har
gennemført og har afrapporteret i alt seks projekter, der handler om oparbejdning
af viden eller formidling af viden om ældres hverdagsliv.
Specielt synes fem forhold ved selve organiseringen af VEGA-netværket at have
haft en gavnlig indflydelse på udfaldet af skolernes arbejde.
45

I den tidlige fase af forløbet, hvor skolerne skulle fatte interesse for at engagere
sig i videnskabende arbejde, var det af afgørende betydning:
- at en ekstern instans (Dansk Gerontologisk Selskab) tog initiativ til dannelse
af VEGA, hvilket gav skolerne en anledning til at engagere sig i videnskabende
arbejde
- at VEGA skaffede skolerne midler til frikøb af projektmedarbejdere, således
at der kunne udarbejdes projektbeskrivelser og ansøgninger til diverse fonde,
puljer og Fou-midler.
Senere i forløbet, hvor skolerne har skullet præstere et langt sejt træk i forhold
til gennemførelse af projekter, har det været af afgørende betydning,
- at der var udarbejdet en kontrakt mellem VEGA og de deltagende skoler,
hvori der blev stillet krav om, at de lokale VEGA-projekter forankres på skolerne,
og at ledelsen på skolerne blev forpligtet i forhold til at tilvejebringe de
nødvendige rammer for projektets gennemførelse.
- at netværket har været samlet med faste mellemrum, og at deltagerne har
kunnet inspirere og motivere hinanden.
- at netværkets ledelse, Inger-Lise Dyrholm og Knud Ramian løbende har
fastholdt tanker om netværkets teoretiske og metodiske fundament og at
netværkets deltagere har kunnet trække på Knud Ramian som konsulent.
- at der udefra begyndte at være en vis interesse for og efterspørgsel efter
VEGA-netværkets indsigter og viden.
Eksistensen af VEGA-netværket har påvist, at det faktisk kan lade sig gøre at
gennemføre videnskabende arbejde på grund- og mellemuddannelser, men at
det kræver noget særligt, hvis det skal udføres deltids af lærere, der bruger
størstedelen af deres tid på deres almindelige arbejde. Deltagerne fra de forskellige
skoler har på forskellig måde skullet kæmpe for at skaffe sig tid og rum
til arbejdet med VEGA-projekterne. Til tider har VEGA aktiviteterne på de enkelte
skoler været på kollisionskurs med skoleinterne aktiviteter som f.eks. implementering
af reform, overgang til CVU med stigende akademisering og krav om
efteruddannelse af lærerstanden til følge.
Ergoterapeutskolen i Århus fik som den første skole gennemført og afrapporteret
sit projekt: ”Hverdagsliv og bolig” i 1998. Erfaringer fra projektet har sat sig
spor i undervisningen på forskellig måde. Der har været tale om at lave en opfølgning
på projektet, men endnu har der ikke været lejlighed til det. Herefter
fulgte Ergoterapeutskolen i Odense med projektet ”En bid af ældres hverdagsliv”.
Der var ambitioner om yderligere opfølgning på projektet, men vanskeligheder
med finansiering og eksterne samarbejdspartnere har indtil videre sat
opfølgningen i bero. Begge ergoterapeutskoler har med beklagelse oplevet, at
skolernes optagelse i CVU har krævet så meget ledelses- og lærerengagement,
at der ikke samtidig var overskud til deltagelse i VEGA.
Social- og sundhedsskolen, Ringkjøbing Amt, i Herning har i perioden gennemført
tre VEGA-projekter. Set i bagspejlet har betingelserne på denne skole for at
arbejde videnskabende været særligt gunstige. Omtrent samtidig med at skolen
blev optaget i VEGA-netværket, blev der etableret en udviklingsafdeling med
46

særlige medarbejderressourcer. Dette muliggjorde bl.a. en vis oparbejdning af
projektlederkompetence i udviklingsafdelingen samt involvering af en større
gruppe af lærere i alle projekter. Deltagelse i VEGA og arbejde med VEGAprojekter
har været og er stadig en helt indarbejdet del af skolens dagligdag.
Social- og sundhedsskolen i Randers har først for nylig afsluttet deres projekt.
Projektet kom pga. finansieringsvanskeligheder relativt sent i gang.
VEGA projekterne har udforsket forskellige facetter af det fælles tema: ”Hverdagsliv
hos gamle”. Der har ikke været nogen overordnet strategi for, hvem der
skulle gribe fat i hvad. Deltagerne har haft mulighed for at anlægge lige præcis
det perspektiv på det overordnede tema, som de med afsæt i deres respektive
uddannelsessammenhænge har fundet særligt meningsfulde eller relevante.
Dvs. deltagerne har også kunnet ’genbruge’ nogle af de vidensmæssige og metodemæssige
ressourcer, som de som udgangspunkt har været i besiddelse af.
VEGA har været et økologisk orienteret netværk, der i høj grad har givet plads
til deltagernes eksisterende ressourcer, samtidig med at der er tilført ’vækstmidler’
i form af nye ideer til teoretiske perspektiver og metoder udefra.
Som det er fremgået, spænder skolernes valg af temaer over et kontinuum, der
går fra det almindelige hverdagsliv over hverdagen i forandring til det afhængige
hverdagsliv. Når de forskellige projekter betragtes under et, bliver det synligt,
hvorledes forståelsen af det afhængige liv kaster lys på ubemærkede forhold i
det afhængige liv og omvendt. Det kan konstateres, at de forskellige projekter
på mange måder supplerer hinanden. Der har været tale om en vis form for synergieffekt,
der specielt er blevet tydelig i sammenhænge, hvor deltagere fra
VEGA har stået side om side på temadage, konferencer eller lignende. Ved sådanne
lejligheder har vi flere gange oplevet, at beskrivelser og erfaringer fra ét
projekt, der undervejs isoleret set fremstod lidt skitseagtigt og ufuldendt, i sammenhæng
med beskrivelser og erfaringer fra et andet projekt samlede sig til
noget meningsfuldt.
For at skabe sig et helhedsindtryk af VEGA-netværkets indsigter må man – på
samme måde som den museumsgæst, der betragter Monets åkandebilleder i
Orangeriet i Paris – træde et skridt tilbage og være indstillet på at suge indtryk
til sig. Først med lidt afstand til ’værket’ blandes de spontane og måske ikke
altid så perfekt formede enkeltelementer sig til et sammenhængende og meningsfuldt
billede.
47

Kapitel 3
DEN FÆLLES PLATFORM
Hver tid har sine strømninger, bevægelser og trends. Moden, musikken, kunsten
tager farve af tiden og udmønter sig i stilarter, genrer og ismer. Det samme
gør videnskaben, samfundslivet, arbejdslivet, den professionelle praksis mv. Alt,
hvad vi registrerer, foretager os og er optaget af, tager farve af tiden og tidens
strømninger. En gang imellem kræver tiden, at vi ændrer syn på nogle ting, ser
noget, som vi tidligere har overset og begynder at forholde os anderledes, end
vi hidtil har gjort.
En af tidens strømninger, som VEGA-netværket har ladet sig rive med af, er
interessen for det nære, hverdagen og hverdagslivet. Hverdag er både et fænomen
og et begreb. Som fænomen er hverdagen ganske banal. Den består i
det ene øjeblik efter det andet. Det levede liv, som vi alle lever hver dag. Som
begreb er hverdag et beskrivende og processuelt begreb for det levede liv.
Interessen for hverdagslivet – både som fænomen og begreb - er for så vidt
ikke ny, idet samfundsforskere som f.eks. livsfilosoffen Ludvig Feilberg (1849-
1912) og den danske historiker og etnolog Troels-Lund (1840-1921) allerede for
år tilbage, da samfundslivet gennemløb en frigørelse fra kirkelig indflydelse, og
mennesket mistede religionen som midtpunkt, fandt det relevant at skrive om og
at udforske det helt almindelige liv, som alle mennesker lever hver dag (Gullestad,
1995). Mere korrekt er det at sige, at interessen for hverdagslivet og for
at begrebsliggøre hverdagens struktur, dynamikker og processer har fået en
renæssance eller en opblomstring. Måske fremprovokeret af det faktum, at
samfundslivet er blevet stadig mere sektoropdelt, at kundskaben er blevet stadig
mere specialiseret. og at funktionsdifferentieringen på visse områder er drevet
så vidt, at det enkelte menneske får stadig vanskeligere ved at skabe helhed
og sammenhæng i tilværelsen.
Hverdagslivsperspektivet er interessant, idet det netop sætter menneskers hele
liv og tilværelse i perspektiv, hvilket er tiltrængt, efter at fagene i en lang periode
har domineret med en udpræget disciplinorientering inden for snart sagt alle
forskningsområder. Hverdagen er som tidligere nævnt ikke biologi, psykologi,
sociologi eller etnologi. Det er heller ikke fysioterapi, ergoterapi, pædagogik,
sygepleje eller medicin. Det er helheden, der er på dagsordenen.
Hverdagslivstankegangen er en udpræget ’på-tværs-tankegang’ om ’livet-påtværs’,
der i relation til social- og sundhedsområdet synes at være et godt afsæt
for tværfagligt arbejde, for øget brugerorientering, for humanisering af velfærdssystemer.
Repræsentanter for den humanistiske sundhedsforskning fremhæver da også
hverdagslivs-tænkning som værende et godt bidrag til faglige områder, der tidligere
har været meget domineret af naturvidenskabelig og biomedicinsk forsk-
49

ning og tænkemåder (Jensen, 1999, Ramhøj, 1995). Problemet er blot, at hverdagslivstænkning
endnu i stor udstrækning er en udpræget akademisk disciplin,
og at den ikke i særlig udstrækning er præsenteret i en for praktikere mere anvendelig
og praksisrelevant form. Et sådant arbejde skal sandsynligvis i stor
udstrækning udføres af praktikerne selv. Interessant i den forbindelse er LIFOnetværket,
der er et flerforgrenet netværk af praksisforskere inden for psykiatriområdet.
Dette netværk er et søsternetværk til VEGA, men blot væsentligt større.
Knud Ramian fungerer sammen med psykologen Jonas Gustavsen som
tovholder og faglig konsulent i forhold til LIFO-projekterne, og i to bøger ”Liv i
fokus” fra 1998 og ”Livshistoriefortællingen” fra 2004 præsenteres nogle tanker
om hverdagsliv, som også udgør en del af VEGA-netværkets teoretiske fundament.
Den teoretiske platform - Hverdagslivsforskning og teori
Hverdagsliv er et komplekst fænomen, som det er en udfordring at studere.
Nogle af de tidlige teorier var for abstrakte og generelle til at kunne fange hverdagens
mikrosociale virkelighed men senere har personer som den østrigske
sociolog Alfred Schutz (1899-1959), sociologerne Berger (f.1929) og Luckmann
(f.1927), og Habermas (f. 1929) formuleret nogle socialpsykologiske begrebssæt,
der siden er blevet flittigt brugt i konkrete studier af hverdagslivet. De
klassiske hverdagslivsteorier er ikke nemme, og VEGA-netværket har lige så
gerne søgt inspiration i andre forfatteres kyndige udlægning af svære tekster.
Således har f.eks. sociologen Birthe Bech-Jørgensen, kultursociologen Christine
Swane samt den norske kulturantropolog Marianne Gullestad været inspirationskilder.
Endvidere har VEGA-deltagerne med afsæt i deres forskellige fagligheder som
socialrådgiver, ergoterapeut, psykolog mv. trukket på en bred vifte af tanker og
teorier, der ikke kan rubriceres under betegnelsen hverdagslivsteori, men som
alligevel kan kaste lys over området. Repræsentanter for hverdagslivsrelevante
tænkere er f.eks. Aaron Antonovsky, Klaus Holzkamp, Ole Dreier og Daniel
Stern.
En væsentlig ambition i VEGA-netværket har som udgangspunkt været at oparbejde
en fælles grundforståelse for, hvilke fænomener der kan henregnes under
hverdagslivsfænomener. Uden en sådan afgrænsning bliver hverdagsliv let det
hele, hvilket gør det til en absurd størrelse at udforske mere systematisk.
I VEGA og i LIFO forstår vi hverdagslivet som livets gang, dvs. det vi taler med
hinanden om, når vi fortæller om, hvordan vores dage, uger eller år er gået.
(Ramian, 1998) I hverdagslivet finder vi med Marianne Gullestads ord enkeltmennesket
på hjemmebane (Gullestad, 1995). Vi er alle gennem vores konkrete,
situerede, kropslige tilstedeværelse indviklet i hverdagens flow af øjeblikke,
steder, situationer, sociale møder, begivenheder og gøremål, og ud fra denne
position ’midt i det hele’ suger vi oplevelser og indtryk til os, som vi uden større
vanskeligheder kan dele med hinanden i form af mikrobiografiske fortællinger.
Følgelig finder det ikke bare èt hverdagsliv, men mange.
50

I modsætning til begrebet hverdag, der giver associationer til begrebspar som
hverdag/helligdag, hverdag/bureaukrati, privat/offentlig, er begrebet hverdagsliv
et bredere begreb, forstået på den måde, at hverdagsliv er et beskrivende begreb
for det levede liv, der går på tværs af de nævnte begrebspar. Hverdagsliv
er ikke en fast størrelse. Hverdagsliv bliver til - skabes, omskabes, opretholdes
og fornyes - hver dag. (Bech-Jørgensen, 1994, Gullestad, 1995)
Det liv, vi lever hver dag, handler f.eks. om at komme rettidigt ud af sengen, at
få børstet tænder, at blive klædt på, at sige godmorgen til familien, at lave kaffe,
at tage af sted på arbejde, at planlægge en dag, at samarbejde med andre, at
købe ind, at komme hjem, at lave mad, at være sammen med andre, at læse
avisen, at hygge sig og at gøre sig klar til natten. Denne hverdagstrummerum
indeholder træk, rytmer og rutiner, der går igen fra dag til dag, men samtidig vil
den også altid på nogle punkter være anderledes end f.eks. dagen i går. Det
lyder måske banalt og trivielt, men reelt er det en daglig udfordring for alle at få
hverdagen til at fungere, og der skal egentlig kun ganske lidt – en forstuvet fod,
en busrute der lægges om, et par briller, der er blevet væk - før benene under
hverdagen begynder at vakle, og hverdagens rummel bringes ud af takt. Nogle
gange sniger forandringerne sig ind i hverdagen, næsten uden at vi bemærker
det. For det meste takler vi nye situationer eller udfordringer ved enkle justeringer
af vaner og rutiner. Andre gange, f.eks. i forbindelse med arbejdsløshed,
pensionering, skilsmisse, flytning eller sygdom, er forandringerne markante, og
vi oplever måske, at vores liv – for en periode eller mere permanent - tager en
ny drejning.
Alle mennesker – børn, unge, midaldrende og gamle – er dybt afhængige af, at
hverdagen fungerer og hænger sammen. For faggrupper, der f.eks. har en tæt,
kontinuerlig, personlig og evt. daglig kontakt med gamle, syge og svækkede
mennesker, ligger der en særlig udfordring i at få øje på andre menneskers
hverdag og de enkelte stunder/tidsrum, der ligesom perler på en snor ligger
spredt ud over dagen fra morgen til aften, således at de kan tage del i og sammen
med den enkelte modtager af hjælp gøre hverdagen til genstand for deres
arbejde.
Dette er ikke nogen enkel opgave for velfærdssystemets hjælpere, der er uddannet
og skolet til at have opmærksomheden rettet andre steder hen. For såvel
VEGA- som LIFO-netværket er ambitionen gået i retning af at finde ud af,
hvordan velfærdssystemets medarbejdere kan blive bedre til at kigge bag om
sygdomme, skavanker, problemer og dårligdomme og sætte livet i fokus.
I VEGA og LIFO sammenhænge samlede interessen sig hurtigt om den helt
almindelige hverdagstrummerum, der virker selvfølgelig – både for en selv og
for andre. Dermed udelades de aspekter ved tilværelsen, der fremstår som virkelighedsfjerne
i den forstand at det omhandler noget, vi ikke umiddelbart kan
dele med andre, ligegyldige eller meget ekstreme. I forhold til hverdagstrummerummen
påkaldte et aspekt sig særlig opmærksomhed – nemlig livsmønstret,
og tidligt i forløbet udarbejdede Knud Ramian et arbejdspapir om livsmønstrenes
grundbegreber, som der refereres til i det følgende.
51

Livsmønstret – et aspekt ved hverdagslivet
En dag består af enkeltstående hændelser, foreteelser, tildragelser, begivenheder,
eller hvad man nu foretrækker at kalde den procesenhed, som udgør en
central byggesten i det levede liv. Først når man betragter det levede liv over
tid, kan man begynde at få øje på gentagelser. De lader sig forholdsvis let indfange,
når vi f.eks. taler om morgener, måltider og møder. Sværere kan det være
at få øje på gentagelser over lange perioder.
I VEGA har vi i alle årene været meget fascineret af morgenstunde. Hvis man
sætter sin egen morgenstund under lup og minutiøst noterer sig, hvad man foretager
sig hvor og hvornår sammen med hvem, vil man sandsynligvis let kunne
få øje på stribevis af dagligdags begivenheder i forhold til opvågning, badning,
påklædning, morgenmad, der har gentagelsens karakter. Hvis man har tålmodigheden,
vil den samme øvelse kunne foretages i forhold til årets gang. Vores
færden, gøremål, sociale kontakter mv. vil henover året foregå i bestemte rytmer
og mønstre der f.eks. knytter sig til årstider, semestre, kvartaler, højtider og
personlige mærkedage.
Selvom den enkelte begivenhed og de enkelte elementer i en begivenhed aldrig
er en nøjagtig gentagelse af noget, der tidligere er passeret, synes der alligevel
at være mange begivenheder og begivenheder i begivenheder, der har indbygget
et element af gentagelse i sig. Derfor taler vi om mønstre. Man kan tale om
et livsmønster, som den karakteristiske sammenhæng af gentagne begivenheder
i hverdagene, ugerne, månederne, året m.v. og de personlige betydninger,
der er knyttet til disse begivenheder.
Måske er dette mønster lige så personligt og unikt som et fingeraftryk?
Knud Ramian nuancerer livsmønsterbegrebet ved at tale om scenerier med
tilhørende drejebøger, der udfolder sig inden for tidsrum, og hvortil der knyttes
bestemte betydninger og hovedpersoner.
Scenerier
I en morgenstund kan der optræde en karakteristisk sammenhæng af gentagne
begivenheder, forstået på den måde, at der kan være et karakteristisk stå-opsceneri,
et karakteristisk morgenbads-sceneri, et karakteristisk ta-tøj-på-sceneri
mv. Scenerierne er karakteristiske ved at foregå til bestemte tider, på bestemte
steder, hvortil der knytter sig ting og mennesker.
Alt, hvad der foregår i selv meget dagligdags og uanseelige scenerier, kan beskrives
i ganske almindeligt sprog eller vises som film, hvis der var nogen, der
havde energi og lyst til at optage dem. Knud Ramian skriver i ”Liv i Fokus”, at
fortællingen om selv et simpelt morgenmadsmønster på den måde vil udgøre
en slags mikromønster, der rummer utroligt mange signaler om det pågældende
menneskes liv i øvrigt. (Ramian, 1978). Daniel Stern er i sin bog: ”Det nuværende
øjeblik” fra 2004 inde på noget tilsvarende, idet han i forbindelse med
studier af nuværende øjeblikke, hvor han gennemfører såkaldte morgenmadsinterviews,
får næring til en tanke om, at adfærd, som viser sig i mikrosekven-
52

ser, muligvis kan være karakteristiske for personernes måde at være i verden
på. (Stern, 2004)
Drejebøger
Det element af gentagelse, som viser sig i scenerierne, gør det muligt at skrive
en slags drejebog over det enkelte sceneri. Som udgangspunkt er drejebogen
en beskrivelse af en ‘objektiv’ begivenhed, en opremsning af scenerier – den
ene efter den anden. Vi kan få indblik i en drejebog, blot ved f.eks. at få den
fastholdt på film eller video. Men hvis vi skal forstå den, skal der mere til. Det
kan således være svært at forstå en fodboldkamp, blot ud fra en videooptagelse
af den. Det hjælper, hvis man kender til forløbet og til regler. Der er meget brug
for at få videreudviklet ’drejebogsmetoderne’.
Gentagelser og dermed mønstre er vigtige i dagligdagen. Gentagelse er et livsøkonomisk
princip. Det ser ud til, at alle systemer, der går i interaktion med hinanden,
udvikler mønstre i deres samspil. Der er mange gode grunde til, at der
er mønstre i livet. På samme måde som vaner kan være praktiske, er scenerier
det også. Alle mennesker har brug for noget, der er selvfølgeligt og genkendeligt
i hverdagen. Tænk på, hvor anstrengende det egentligt er at holde ferie,
hvor man hele tiden – fra bunden – skal finde ud af, hvordan man skal gebærde
sig i trafikken, i forretninger, på restaurant, ved morgenbordet, i siestaen, i varmen,
i kulden mv.
Megen ældreforskning – bl.a. inden for demensområdet - har vist, hvor sårbare
specielt ældre mennesker er, når der sker ændringer i de daglige rutiner og ritualer.
Nogle forskere ser hverdagens orden, rutiner og ritualer som en slags sikkerhedsventiler
i mange ældres tilværelse.
Sikkerhedsventiler, der medvirker til at tage stødet af nogle af de belastende
begivenheder, der tit følger i kølvandet på det at blive gammel. Rutiner og orden
spiller en rolle i alle menneskers liv. Rutiner og orden er hverdagens byggeklodser,
der er med til at skabe sikkerhed og tryghed i en kaotisk virkelighed.
Men en varieret og foranderlig hverdag består også af mange situationer, hvor
mennesker aktivt skal tage stilling til de evigt foranderlige krav og muligheder,
som tidsrum byder på. Et livsmønster er ikke statisk. Tværtimod forandrer det
sig, både når livsbetingelser forandrer sig, og når personers forudsætninger for
at håndtere betingelser forandrer sig. Man kan påstå, at livet stræber mod ‘gentagelse
med variation’.
Tidsrum
Når vi i VEGA taler om et livsmønster, taler vi om gentagne begivenheder knyttet
til ‘stykker af tid’ - tidsrum. Det kan være en morgenstund, et måltid, en søndag,
en komsammen med børnene eller turen til arbejde om morgenen - transporttiden.
Vi kan tale med andre om tidsbundne begivenheder og være enige
om, at de eksisterer i virkeligheden med en begyndelse og en ende.
Som regel er det nemt at se, når et mønster holder op og begynder, men det er
ikke så enkelt - for hører madlavningen med til et måltid? Gør indkøbene? Tidsrummene
kan også være lange. Juletiden kan godt vare fra august til februar,
specielt hvis man ikke har så meget andet at tage sig til.
53

Når vi taler om, at gamle fru Jensen får besøg af sine børn, indskrænkes vores
opmærksomhed måske til forløbet af de konkrete besøg, de tidsrum som besøgene
foregår i. Det kan dog godt være praktisk at tale om tidsrummene som
længere end selve besøget – måske plejer fru Jensen at forberede besøget
allerede aftenen før. Besøgstidsrummene fremstår som en sammenhængende
enhed – et sammenhængende mønster - der ikke kan opdeles uden at miste
sin gestalt.
På samme måde som Daniel Stern anskuer det nuværende øjeblik som den
basale byggeklods i dannelsen af psykologisk meningsfulde subjektive oplevelser,
der udstrækker sig i tid (Stern, p.62), kan livsmønsteret anskues som den
basale byggeklods i dannelsen af hverdagslivet.
Hovedperson
Man kan godt se på måltider og transporttider som fænomener i sig selv. På
den måde ville der blive tale om ren etnografi. Man kan også studere Peters
handlinger. På den måde ville der måske blive tale om ren psykologi. En af de
praktiske konsekvenser af livsmønsterbegrebets anvendelse er netop, at det
flytter fokus fra personen til situationen, samtidig med at livsmønstrene knytter
sig til et bestemt menneskes liv. Peter er en hovedperson i sine livsmønstre.
Derfor bliver menneskets livsmønstre lige så enestående som dets personlighed.
Med livsmønsterbegrebet bliver ADL-funktioner til tidsrum ladet med helt
unikke personlige betydninger.
Når vi taler om et morgenmåltid kan både Hanne, Peter og deres to børn være
til stede. De hører til i mønstret, men selve livsmønstret ‘morgenmåltidet’ ses
som en del af Hannes eller Peters liv. Det er Hannes morgenmåltid eller Peters
morgenmåltid. Vi studerer altid bestemte menneskers livsmønster og taler om
livsmønstre ud fra et 1.persons-perspektiv, men er opmærksomme på, at der
kan være mange aktører i én persons livsmønster. Når vi samler alle Peters
mønstre sammen, taler vi om Peters livsmønstre, den typiske sammenhæng af
gentagne begivenheder i Peters dage, uger, måneder osv. Hanne og Peter kan
have meget forskellige livsmønstre, selvom Peter ofte indgår i Hannes livsmønster
og omvendt.
Betydning
Ud over at mønstre og orden gør det muligt for mennesker at kende forskel på
minutter og timer, dage og uger, årstider og år, dækker orden og mønstre også
over det betydningsfulde i hverdagen. Et mønster, en bestemt orden eller en
begivenhed gentages og opretholdes, fordi - og kun fordi - nogen har brug for
gentagelsen, for mønstret.
Det er det samme som at sige, at mønsteret, ordenen eller begivenheden har
en betydning. Betydning er ikke noget nemt begreb. Det kan både betyde, at
der opfyldes et formål – sådan ’rent teknisk-funktionelt’. Når jeg gennemfører et
måltid betyder det, at jeg overlever, men det har mange følelsesmæssige betydninger.
Når jeg gør rent, forbedrer jeg mine sundhedsvilkår, men jeg kan også
synes, det er smukt. Jeg tillægger det betydning, fordi det giver mig glæde.
54

Mange af livets glæder og sorger knyttes netop til mønstrene. Vi arbejder for at
skabe gode glade stunder. Da vi ikke har andet end det ene øjeblik efter det
andet, er meget af det, man kan kalde ’livskvalitet’, knyttet til mønstrene. Ved at
tale om de emotionelle betydninger får vi et meget bredere og mere nuanceret
livskvalitetsbegreb end ved blot at tale om kilder til tilfredshed/utilfredshed (Ramian,
1998).
Det er også ved studiet af betydningerne, at det bliver tydeligt, hvordan selv
meget identiske livsmønstre kan have vidt forskellige betydninger. Vi har i mange
pædagogiske sammenhænge sammenlignet ’morgener’. For nogen er det
vigtigt, at der er fred i familien, når man tager hjemmefra. For andre er det afgørende,
at der er ryddet op, fordi man ikke orker at tænke på at skulle hjem og
gøre det. Nogen skal være alene om morgenen, andre skal være sammen. Nogen
skal have faste rutiner, andre vil ikke. Knud Ramian refererer til følgende
oplevelse: Jeg var på safari med min voksne søn gennem Serengeti-sletten i
Tanzania. I fjorten dage var vi i den samme bil, det samme hotelværelse, de
samme borde etc, men vi var ikke på den samme ferie. Det vi så og oplevede,
havde forskellige betydninger for os.
Mødesteder
Med en hovedperson i livsmønstret bliver mønstret til et mødested mellem de
verdener, der indgår i mønstret. Livsmønstrene rummer mødesteder mellem
mennesker og de verdener, som mennesker er del af.
To af VEGA-projekterne har netop mødet mellem forskellige verdenerne i hverdagens
livsmønstre som fokus. I de daglige møder mellem gamle, der er afhængige
af hjælp og velfærdsystemets hjælpere bliver det tydeligt, at to forskellige
verdener mødes. De gamle og deres hjælpere tillægger ikke nødvendigvis
hverdagens fænomener den samme betydning. Set fra den gamles perspektiv
går det, som det vil fremgå senere, galt med timingen tempoet og tydningen.
Meget af debatten omkring samfundets behandling af ældre handler om, at den
professionelle verden i bestræbelserne på at rationalisere indsatsen ikke har
kunnet rumme den individuelle klients livsmønstre og betydninger.
Der er mange slags mønstre i et livsmønster
Der er et utal af mønstre i hverdagslivet. Der kan være gentagelser og rytme i
vores hverdage, i vores morgener og nætter, i vores søndage, i vores uger, vores
måneder og vores år. Der kan være gentagelser i vores besøg hos naboen,
gentagelser i telefonkontakten med bestemte familiemedlemmer, vores ferietider,
vores havearbejdstider, vores madlavningstider, indkøbstider, arbejdstider,
men det er fortsat tider.
Vi kan have et sommermønster, et efterårsmønster. ‘Ved juletid’ er et særligt
tydeligt mønster. Der er så mange traditioner. Anne Knudsen har i en bog beskrevet,
hvordan vi oplever juleaften som noget typisk dansk, men kan samtidig
konstatere, at nybagte ægtepar kan have store problemer med at finde deres
egen jul, fordi julene er så forskellige. Hvilke livsmønstre, vi er optaget af, afhænger
af, hvilke fænomener vi tillægger betydning.
55

Figuren herunder illustrerer, hvordan mønstre og rytmer på samme måde som
fraktaler kan ligge inden i hinanden i mange lag.
Hvis man tager en af Chopins etuder, kan man se, hvordan et mønster gentager
sig, uden at der på noget tidspunkt er tale om en direkte gentagelse af noget,
der har været før.
Hvis man tager et udsnit af Englands kyst, kan man, hvis man zoomer ind på
stadig mindre og mindre udsnit, få øje på gentagelser af mønstre.
En analog situation til den britiske kystlinje, men dog en matematisk idealiseret
én, fås med den såkaldte Koch-kurve.
Der er mange muligheder for at blive stadig klogere på den mangfoldighed
(mang foldig hed = mange lag) som livsmønstrene består af.
Livsmønstre indeholder tid, ting, sted, rum og folk. Det er ikke bare
individuelle vaner, handlinger eller aktiviteter.
Når vi beskæftiger os med Peter eller Hanne kan vi fokusere på, hvad de gør
ved
morgenbordet- men det hovedpersonen gør er kun en del af morgenmåltidet.
Det de andre gør, stedet, og tiden er andre forhold, der hører med til beskrivel-
56

sen af et mønster. De andre kan spille en afgørende rolle for, at noget gentager
sig - alene i kraft af, at de er der. Der er en struktur i livsmønstret.
Vi er ikke altid særlig gode til at fortælle om livsmønstre
Vi har alle en fortælling om vores liv - og vi kan også fortælle om livsmønstrene,
men det er ikke altid let for os. Netop fordi vi taler om gentagelserne i vores liv
beskæftiger vi os faktisk med fænomener som vi ikke altid selv er særligt opmærksomme
på, netop fordi der er tale om gentagelser. På samme måde som
vi hurtigt vender os til en bestemt lugt eller lyd, hvis den er konstant holder vores
opmærksomhed op med at beskæftige sig med gentagelserne. Er man god
til at spille et bestemt stykke musik holder man også op med at tænke på de
enkelte bevægelser - de er jo indlærte gennem gentagelser - måske koncentrerer
vi os om variationen. Den særlige måde vi udtrykker os på i en bestemt situation.
Opmærksomheden er mest optaget af variationerne.
Hvordan beskriver man livsmønstre? Kan de måles?
I flere af LIFO- og VEGAprojekterne er der blevet eksperimenteret med at beskrive
livmønstrene. Som udgangspunkt er de interpersonelle, dvs. en del af
virkeligheden som vi kan se og tale sammen om. Til historien hører derfor nogle
fortællere, dvs. de der kan se mønstret og fortælle om det. Ud over den simple
beskrivelse af mønstret vil de alle kunne berette om en inderside af mønstret
som er de betydninger, der er knyttet til mønstret?
På det enkle plan kan beskrivelsen af livsmønsteret altså begrænses til en beskrivelse
af de typiske tidsrum - scenerier i et menneskes liv på et givet tidspunkt.
En livsmønsterbeskrivelse vil kunne fungere som en drejebog, hvis man
forestiller sig, at der skulle laves en videofilm om et menneskes liv.
VEGA-perspektiv på aldring
I alderdommen forekommer der ofte forringelser af helbred og funktionsevne.
De biologiske aldringsprocesser påvirker reservekapaciteten i kroppens organer
og funktioner. De psykologiske aldringsprocesser påvirker bl.a. reaktionsevnen.
Det er velbeskrevet, men at blive gammel er ikke kun et spørgsmål om biologi
eller psykologi. I moderne alderdomsforskning er der også brug for at interessere
sig for de sociale alderdomsforandringer, der sætter sig igennem som ændringer
i hverdagen. Det er, som Knud Ramian udtrykker det, ikke kun den
gamle, der ældes, det gør den gamles verden også. Teorier, der ikke tager dette
aspekt, med forklarer ikke nok.
Hverdagens ændringer hænger ikke nødvendigvis sammen med ændringer hos
den gamle selv, men må tilskrives ændringer i omgivelserne (købmanden der
lukker, busruten der lægges om, m.v.) eller forandringer i relationer til andre
mennesker (familien og vennerne, der ældes eller dør, man underlægges andres
fordomme om ældre).
Roller kan falde bort, livsindholdet kan svinde, og livsgnisten kan svækkes -
ikke på grund af sygdom eller mental svækkelse, men på grund af forhold ved
det sociale og fysiske miljø.
57

En model for social aldring
I relation til VEGA har Knud Ramian formuleret en social aldringsmodel, som
relaterer aldringen til livsløbet og til de forandringer, der sker undervejs. Knud
Ramian ser livsløbet som en række af sammenvævede forløb. Forløbene betegnes
som løbebaner, hvortil der knytter sig køreplaner og optræder endestationer.
Løbebanerne
En løbebane er en sammenhængende kæde af begivenheder på et bestemt
område af tilværelsen. Til mange af disse løbebaner vil der være knyttet en
række almindeligt forekommende fænomener. Man kan tale om standardløbebaner.
En standardfamilieløbebane for en kvinde indebærer, at hun finder sig en partner,
føder børn, der kommer i skole, får uddannelse, flytter hjemmefra, finder
sig partnere og føder børnebørn, og måske ender hun som enke (Ramian,
1992). I et liv kan der forekomme mange forskellige løbebaner. Således kan
studielivet, familielivet, arbejdslivet, boliglivet, fritidslivet ses som løbebaner.
Køreplanerne
Til enhver løbebane er der knyttet en 'køreplan'. Det vil sige, at bestemte begivenheder
som regel sker på bestemte tidspunkter i livsløbet. Ser vi på store
befolkningsgrupper, finder vi da også ophobninger af bestemte begivenheder
bestemte steder i livsløbet. I samfundsplanlægningen kalkuleres der med, at
disse køreplaner overholdes og ved hjælp af aldersgrænser for, hvornår man
f.eks. kan gå på efterløn eller på pension, sker en regulering af disse køreplaner
f.eks. ved hjælp af aldersgrænser.
Der kan udvikles forventninger både hos personen selv og hos omgivelserne til,
at man overholder køreplanen for, hvornår bestemte begivenheder skal indtræffe.
Der kan være forventninger til, hvornår man finder en fast partner og forventninger
til, at kvinden føder sit første barn ikke alt for langt ind i trediverne.
I den enkeltes liv skaber de enkelte begivenheder en køreplan. Får man børn i
30-årsalderen, kommer de i skole, når man er 37, og man er måske færdig med
at skulle forsørge dem i 48 års alderen og bliver bedstemor i 60 års alderen.
Køreplanen for børnefødsler varierer imidlertid fra socialgruppe til socialgruppe.
I USA kunne man i tresserne finde, at der fra socialklasse 1 til socialklasse 5 i
gennemsnit var 15 års forskel på, hvornår man blev bedstemor. Køreplanerne
er ikke fastlagte, men er under løbende forandring.
Endestationerne
Til de fleste løbebaner er der knyttet en opfattelse om 'endestationer'. Endestationerne
er det sted på en løbebane, hvor man ikke forventer, at yderligere begivenheder
indtræffer.
Man er nået til enden af sin arbejdsløbebane, når man bliver pensioneret, og
der ikke er udsigt til, at man efter det tidspunkt genoptager erhvervsarbejde.
Man er nået til enden af sin ægteskabelige løbebane, hvis man bliver enke i en
høj alder, og der ikke er udsigt til, at man finder en ny partner. Man er nået til
enden af sin fritidsløbebane, når hovedparten af ens frie tid bruges til passive
58

eskæftigelser (TV/radio, tidsfordriv etc.), og der ikke er udsigt til, at man begynder
at kaste sig over nye interesser. Man er kommet til enden af sin venneløbebane,
når man ikke længere har levende, jævnaldrene venner. Nedenstående
model er udarbejdet af Knud Ramian.
Det varierer fra løbebane til løbebane, hvornår man kommer til endestationen.
Man kan blive ung enke eller gammel enke, man kan trække sig fra arbejdsmarkedet
tidligt eller sent osv.
På samme måde som køreplanerne er under løbende 'forhandling' og forandringer,
er endestationerne det også. Pensionsalderen varierer, sandsynligheden
for at man finder sig en ny partner i en høj alder ændres, flere klare sig
længere i eget hjem osv.
59

Man kan sige, at man er blevet socialt gammel, når man er nået til endestationen
på en køreplan. Social alder er således et sammensat fænomen, der bestemmes
af, hvor langt man er kommet på de forskellige løbebaner. Man kan
tidligt komme til sin arbejdsmæssige endestation, men have fået børn i en høj
alder, så man sent kommer til enden af sin forældreløbebane. Et lignende fænomen
er begrebet 'biologisk alder', hvor man heller ikke ældes lige hurtigt i alle
organer.
En sådan biografisk forståelse af 'social alder' gør mange af de forskelle, vi finder
mellem de gamle, selvindlysende.
Den klassiske sociologiske forskning har vist, at både mænd og kvinder oplever,
at pensionsalderen er forbundet med øget frihed. I en undersøgelse interesserede
man sig for betydningen af denne frihed i hverdagen, og det viste sig,
at 'frihed' betød noget meget forskelligt for mænd og kvinder i hverdagen.
For mændene betød 'frihed' muligheden for at gå i gang med nye aktiviteter i
hjemmet: maling, lave vin og mad.
For kvinderne betød 'frihed', at de ikke længere behøvede at vaske på en særlig
dag eller blive længe oppe for at blive færdig med det huslige. 'Jeg behøver ikke
længere at skynde mig'. For kvinden fortsætter løbebanen som 'husmor'. Det
huslige arbejde er ikke væk, men kan organiseres anderledes (Calasanti,
1996).
Pensioneringen betyder noget forskelligt for sorte og hvide. Sorte amerikanske
arbejdere oplever sig ikke som pensionerede så tidligt som hvide. Forskellen
hænger sammen med forhold i deres løbebaner. Hvide har traditionelt haft en
meget mere stabil løbebane på arbejdsmarkedet, og for dem betyder pensioneringen
en meget stor ændring i deres hverdag. For sorte med et meget mindre
stabilt forhold til arbejdsmarkedet ændres hverdagen ikke nær så meget. Det er
kun en ny periode uden arbejde i deres liv (Gibson, 1991).
Tab af ægtefælle betyder noget meget forskelligt for mænd og kvinder i hverdagen:
I en undersøgelse af indsatsen omkring hjemmeboende demente viste det
sig, at mændene med demente hustruer var meget mere tilfredse med hjælpen
end hustruer til demente mænd. Kritikken omfattede en lang række konkrete
oplevelser. En analyse viste, at mændene mistede en kone, bl.a. en husholder,
når hun blev dement. Som erstatning fik mændene en ny husholder - dvs. en
hjemmehjælp, så de var tilfredse. Kvinderne mistede en mand - de mistede måske
en bogholder eller en havemand, men de fik også en hjemmehjælper til erstatning.
De fik hjælp til noget, de kunne i forvejen – måske ligefrem en konkurrent.
Set i et hverdagslivsperspektiv er der meget stor forskel på at miste en
mand eller en kvinde, men denne erkendelse er der ikke taget højde for i det
offentlige tilbud (Snell, 1995).
Social aldring - med livsmønstret som fokus.
Ser vi på livet på et givet tidspunkt - i et tværsnit - formes hverdagen i et samspil
mellem de forskellige positioner, vi befinder os i på de enkelte løbebaner.
Der kan i nogle menneskers liv ske store ændringer i de enkelte løbebaner med
60

stigende alder. Disse forandringer påvirker naturligvis hverdagen. Det er i hverdagen,
at de forskellige løbebaner 'spiller sammen' og bliver til et ’liv’.
Med livsmønsterbegrebet som fokus har Knud Ramian opstillet en meta-model,
der gengives herunder. Modellen indebærer den grundlæggende hypotese, at
den gamles hverdagsliv er et relativt stabilt fænomen, der opretholdes af en
række selvorganiserende processer. Disse selvorganiserende principper resulterer
i, at mange af hverdagens situationer gentager sig – ganske vist med variationer,
men gentagelsen er tydeligt. Som med andre selvorganiserende processer
gør de 'modstand' mod forandring. Mønstrene vil udvise stabilitet. Over
tid vil den ældre bevæge sig mod 'de sociale endestationer ' på flere og flere af
livets løbebaner. På mange måder ligner modellen om social aldring andre aldringsmodeller.
Mange af de psykologiske, biologiske og sociologiske aldringsmodeller
er ’ligevægtsmodeller'. Der gemmer sig i disse teorier en fælles metamodel
(Schroots 1995 & 1996).
Metamodellen for social aldring vil kort blive gennemgået i det følgende
61

Livsmønstre
Som tidligere nævnt er livsmønstre de gentagne begivenheder i dagene, ugerne,
måneder, året og livsløbet. Livsmønstrene kan ses som et øjebliksbillede af
typiske tidsrum i et menneskes liv.
Gennem beskrivelsen af ' livsmønstrene' og de tilhørende 'drejebøger', som er
knyttet til morgenerne, formiddagene, måltiderne, osv., kan vi bedre forstå, hvilke
processer der får de enkelte løbebaner i et liv til at hænge sammen. Livsmønstre
er komplekse overlejrede fænomener.
Karakteristisk for livsmønstrene er som nævnt, at de ud over en iagttagelig ’drejebog’
også indeholder et omfattende personligt sæt af ’betydninger’. Disse betydninger
kan være oplevelser af funktionelle betydninger – jeg køber ind for at
kunne lave mad, men også emotionelle betydninger – jeg køber ind bestemte
steder, fordi jeg nyder duften af friske grønsager og glæder mig til at kunne lave
kvalitetsmad.
Livsmønstret adskiller sig herved fra ADL-begreberne, som er rent funktionelle
og ikke rummer emotionelle betydninger, og fra livskvalitetsbegreberne ved ikke
at tale om tilfredshed/utilfredshed, men et helt spektrum af følelser knyttet til et
bestemt tidsrum. Til forskel fra f.eks. livskvalitet eller aktivitetsbegrebet er livsmønsterbegrebet
ikke snævert bundet til en enkelt person og denne persons
helt private emotioner eller aktiviteter. Livsmønsterbegrebet er situationsorienteret/begivenhedsorienteret
og giver indsigt i tid, sted og relationer. (Ramian,
2000b).
Samtidig med at livsmønstret som regel er stabilt, er det også sårbart over for
særlige begivenheder. Vi kan derfor over tid studere, hvordan livsmønstret
ændrer sig, og hvilke begivenheder der skaber disse ændringer. At ville forstå
hele livsmønstret kan i sagens natur være en ret overvældende opgave. Man
kan blive nødt til at begrænse sig og interessere sig for lidt mere afgrænsede
dele. Det er da også, hvad der er sket i VEGA-projekterne, hvor der sættes fokus
på særlige områder af hverdagen, f.eks. morgener, kropspleje, måltider eller
brugen af boligen. Man kan undersøge, hvordan forskellige faktorer påvirker
eller ændrer hverdagen. Det kan for eksempel være en undersøgelse af, hvad
der sker med hverdagen, når man bliver afhængig af hjælp fra andre eller får
mad leveret fra det nærliggende plejehjem. Fælles for alle projekterne er, at
fokus er livsmønstret.
Social mestring/funktion
Hvor forståelsen af livsmønstret indebærer beskrivelse af de processer, der foregår
i og opretholder livsmønstrene i livsmønstret, skal den sociale mestring
forstås som de 'opgaver', de forskellige aktører skal løse, for at livsmønstret kan
opretholdes - også i alderdommen. Som tidligere påpeget er livsmønstret ikke
nogen passiv tilstand, men mønstret er en aktiv ligevægt, der opretholdes gennem
vedvarende justeringer og improvisationer.
Det er vigtigt at være opmærksom på, at kravene til løsning af disse opgaver
ser meget forskellige ud i forskellige livsmønstre. Der er forskel på hverdagens
selvfølgeligheder:
62

Det at stå op om morgen, spise morgenmad, se TV om aftenen eller gå tur om
søndagen indebærer ikke det samme for en 92-årig dame i en to-værelsers
lejlighed med petroleumsovn på 4. sal uden elevator på Nørrebro og tilsvarende
92-årig dame i en ti-værelsers villa med have i Hellerup. Det sociale mestringsbegreb
giver anledning til at undersøge, hvilke opgaver der skal løses for at opretholde
en bestemt slags hverdag, og hvad der sker, når forandringer ændrer
disse krav. Man kan vælge at se på, hvordan man klarer belastningerne i hverdagslivet
omkring den gamle. Hvis det ikke lykkes at løse disse opgaver ændres
livsmønstret mere radikalt.
De 'opgaver', vi taler om, er som tidligere nævnt meget mere omfattende, end
hvad der kan beskrives gennem funktionsevnebegreberne som ADL, PADL og
IADL. Opretholdelse af et livsmønster er ikke en individuel opgave - der indgår
ofte mange andre mennesker - aktører i vedligeholdelsen af et livsmønster. Det
sociale mestringsbegreb må derfor ikke forveksles med 'coping'-begreberne.
Mange af de eksisterende coping-begreber er af rent individuel og af psykologisk
karakter. De er udtryk for individuelle handlinger eller følelsesmæssige reaktioner
(Lazarus, 1993) (Antonovsky, 1981).
Belastningsbegrebet
Belastninger er de aktuelle forhold, der synes at være en trussel mod opretholdelse
af et bestemt livsmønster. Belastningerne kan være følger af begivenheder
i 'køreplanerne': når børnene rejser hjemmefra, når man får børnebørn, når
man forlader arbejdsmarkedet. Belastninger kan opstå, når man rammes af
'skæbnen'. Når man bliver alene, når vennerne dør, eller man bliver ramt af
sygdom, og når man mister sit kørekort. Belastninger opstår som følge af den
almindelige samfundsudvikling, når boligkvartererne tømmes for butikker og kan
få særlige konsekvenser i kombination med svækket netværk. Disse belastninger
kan såvel være knyttet til den enkelte som til omgivelserne. Bliver den ene i
et ægteskab senil dement, er det en trussel mod det etablerede livsmønster -
også for den anden. Hvilke forhold, der kan være tale om, bestemmes af de
aspekter i livsmønstret, vi er interesserede i.
Sociale ressourcer/social sårbarhed
De sociale ressourcer er de forhold i og omkring livsmønsteret, som pr. definition
er relativt stabile eller kun ændrer sig langsomt. Et bedre begreb for ressourcer
ville måske være stabilisatorer. Det er en betegnelse for forhold, der sikrer
stabiliteten i den sociale mestring. Det kan også være de strukturelle rammer,
betingelser og vilkår, hvorunder livsmønstret udspiller sig. Mangler de, kan man
tale om en sårbarhed
Socialt set vil det højt berømmede gode helbred fungere som ressource. De
økonomiske forhold vil ofte fungere som ressource i forhold til vores livsmønster,
men svækkes de, kan det blive vedvarende vanskeligere at opretholde
bestemte forbrugsvaner, som er knyttet til livsmønstret.
Vores medlemskab/tilhørsforhold til private (venner, naboer og familie) og officielle
netværk (arbejds- og boligmarked, socialforvaltning, kulturelle netværk) vil
også ofte være ressourcer ved at rumme reserver, der kan trækkes på til opretholdelse
af livsmønstret. En gammel mand i et aldrende netværk er i en helt
63

anden situation end en gammel mand i et ungt netværk. Det sociale ressourcebegreb
giver anledning til at spørge, hvilke forhold der fungerer som beskyttere,
når den sociale mestring vanskeliggøres.
Hvordan livsmønstret reorganiseres ved belastninger, hænger meget sammen
med de sociale ressourcer. Når den gamle dame ikke længere kan lave mad og
gøre rent og komme omkring selv, får hun måske en ældrebolig eller en plejehjemsplads,
hvor disse ting bliver gjort for hende, men det er samtidig en betydelig
ændring i livsmønstret. Hvis den gamle dame har levet et fyrstelivsmønster,
har varetagelsen af disse opgaver aldrig udgjort en del af hendes livsmønster.
Det har hun haft folk til, og såvel hendes sociale som økonomiske ressourcer
medfører, at hun kan bevare sit livsmønster meget længere.
Den metodiske platform:
VEGA udspringer af Dansk Gerontologisk Selskab. Gerontologi er læren om
aldring. Aldring er de komplekse sociale, kulturelle, psykologiske og biologiske
forandringer, der sker med det enkelte individ gennem livet.
64

Gerontologi er et forholdsvis nyt forskningsfelt, men i løbet af de sidste 10 år er
en stribe gerontologiske vidensmiljøer vokset frem i Danmark. Som eksempel
kan nævnes Ældreforskningscentret på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet
ved Odense Universitet, Videnscenter på Ældreområdet, Center for ældrepædagogik
under udviklingsafdelingen på Jydsk Pædagog Seminarium og Institut
for pensions- og ældreforskning.
De fleste vidensmiljøer udspringer af eller bygger videre på traditioner fra universitets-
eller forskningsmiljøer, hvor viden vurderes ud fra, om den er almengyldig
og generaliserbar. Ofte praktiseres en form for deduktiv vidensproduktion
og vidensformidling, hvor teoretiske referencerammer ”droppes ovenfra” og måske
- måske ikke - inspirerer fagfolk i deres daglige arbejde.
Traditionelle forsknings- og uddannelsesmiljøer bygger således, som Uffe Juul
Jensen har formuleret det, ofte på en forestilling om, at go’ praksis – herunder
også forskning bygger på eller udspringer af abstrakt, almengyldig viden, der
kan omsættes i regler, procedurer og metoder, som praktikere/forskere kan omsætte
til handlinger. Denne tankerække, der har særlige metodiske bindinger
indbygget i sig, overser imidlertid, at praksis rummer værdifuld viden og erfaring,
og at viden i stor udstrækning kan skabes ”nedenfra”.
Med få undtagelser er de allerede etablerede gerontologiske vidensmiljøer kun i
mindre grad forbundet med uddannelsesmiljøer på grund- eller mellemuddannelsesniveau
eller direkte målrettet praktikere og faggrupper i forreste geled.
Der synes at eksistere et gab mellem den vidensbase, som de gerontologiske
vidensmiljøer er fælles om at skabe og så den vidensbase, som faggrupper og
faggruppernes respektive uddannelsesinstanser hviler deres arbejde på. Indenfor
ældreområdet lader relationen mellem forskningsfelt og praksisfelt meget
tilbage at ønske.
VEGA bygger på en antagelse om, at der er brug for udvikling af en form for
Anvendt gerontologi, hvor koblingen til og afsættet i arbejdslivet, som det udspiller
sig på plejehjem, i hjemmeplejeordninger, i private servicevirksomheder, i
leve- og bomiljøer mv., er et nøgleomdrejningspunkt i såvel vidensproduktion
som vidensformidling. VEGA lægger sig således tæt op af aktionsforskningstraditionen,
idet vi er optaget af at skabe noget viden af værdi for praksis.
Det metodiske grundlag for VEGA er netop et ønske om, at videnskabelse sker
i et samspil mellem tre ellers adskilte praksisformer: gerontologisk forskning,
praksis og uddannelse. VEGA-projekterne er forpligtet til at producere både gerontologisk
og faglig viden i en praktisk og uddannelsesmæssig kontekst. Det
adskiller vidensproduktionen i VEGA fra mange andre vidensmiljøer, der ikke
fungerer i dette samspil og samarbejde.
Videnskabende netværk
Der er ikke tradition for at videnskabelse er en indarbejdet del af arbejdsgangen,
hverken i praksissammenhænge eller i de uddannelsessammenhænge,
65

der knytter an til ældreområdet. Det har derfor været nødvendigt at udvikle en
form for ydre organisering, der kan styrke mulighederne for at gennemføre videnskabende
aktiviteter i organisationer, der er indrettet til andre formål. VEGA
er, som det er fremgået af kapitel 2, karakteriseret ved en særlig form for netværksdannelse
bygget op omkring: kontrakten, forpligtelsen til at arbejde projektorienteret
inden for hovedtemaet: ”Hverdagsliv hos gamle”, vidensdeling,
vidensformidling etc.
Knud Ramian har gennem årene kontinuerligt opsamlet viden om videnskabende
netværk og f.eks. lagt tekster ud på Center for Evaluerings hjemmeside
hvorfra nedenstående beskrivelse er hentet.
Videnskabende netværk er forskellige arbejdsformer, der har det til fælles, at de
rummer mennesker, der samarbejder målrettet og produktorienteret, om at skabe
viden på et bestemt praksisområde og dele den med andre.
Videnskabende netværk kan samarbejde om forskellige former for viden: beskrivende
og synliggørende viden, problemløsende viden om metoder og deres
resultater,
Videnskabende netværk kan betjene sig af forskellige strategier til dokumentation
af deres viden. Praksisforskning er een af mulighederne, men langt fra den
eneste.
Der er mange måder at arbejde med videnskabende netværk på, men videnskabende
netværk er noget andet end f.eks. erfagrupper og faglige netværk
Erfagrupper, reflekterende teams og ligende arbejder med at dele erfaringer for
deltagernes egen skyld. Videnskabende netværk arbejder med produktion af
viden dvs. noget der kan formidles ud over gruppen selv.
http://www.ceps.suite.dk/visnet.html
På adressen er der flere henvisninger til eksempler på netværk.
Casestudiet
I og med at genstanden for netværkets interesse er hverdagslivet og dermed
det liv, mennesker lever på tværs af flere kontekster, har vi i VEGA været nødsaget
til at benytte ganske særlige tværgående undersøgelses- eller forskningsstrategier.
Indtil videre har casestudiet været en foretrukket forskningsstrategi.
Casestudiet er klassisk i etnologi, etnografi, kultursociologi, men både i biologi
og psykologi har studiet af enkelttilfælde, hvor der bruges mange datakilder,
været frugtbart ved etablering af ny erkendelse. Casestudiet har indtil for nylig
været ilde set i de mere positivistiske videnskabelige kredse, men er i dag en
anerkendt strategi, når ”forskeren ikke har kontrol over begivenhederne, når
fokus er et aktuelt fænomen i det virkelige liv, og når grænsefladen mellem fænomen
og kontekst ikke er selvindlysende klar”. Denne definition stammer fra
Yin, R.K. der med sine bøger i særlig grad har bidraget til at gøre casestudiet
anerkendt som hypotesetestende forskningsmetode (Yin, 2003).
66

På dansk grund har særlig Knud Ramian bestræbt sig på at udbrede kendskabet
til og anerkendelsen af casestudie-strategier. VEGA netværket har i alle
årene nydt godt af de mange forskellige tekster om, hvordan man konkret planlægger
og gennemfører casestudier, som Knud Ramian har produceret. Omvendt
er også Knud Ramian i sine skriverier, som udmønter sig i en bog til efteråret
2005, blevet inspireret af de erfaringer, som bl.a. LIFO-netværket og
VEGA-netværket har gjort. (Ramian, in prep.)
Casestudiet synes velvalgt i VEGA-sammenhæng af flere grunde:
Casestudiet er en forskningsstrategi, der:
• ligger tæt på praktikeres måde at tænke på.
• gør videnskabende aktiviteter muligt, selvom antallet af cases er lille.
• egner sig til at illustrere de personforskelle, som livsmønstertænkningen
peger på.
Casestudiemetoden er en meget konkret og virkelighedsnær tilgang til studiet af
et fænomen, som vi antager giver noget, som en mindre konkret tilgang ikke
giver. På linie med Flyvbjerg er vi nysgerrige efter at efterprøve, om man i den
dybe, konkrete detalje kan finde sammenhænge og helheder, som ellers ikke
ville komme frem. (Flyvbjerg, 1994)
Praksisforskning
I den 10-årige periode, VEGA har eksisteret, er der sket en udvikling i netværkets
egen forståelse af, hvad det er, vi beskæftiger os med. I den første præsentation
af netværket fra 1996 står følgende:
Netværkets formål er at tilbyde strategisk, faglig og metodemæssig støtte
samt gensidig inspiration til forsøgs- og udviklingsprojekter, der arbejder
inden for rammerne af ”Hverdagsliv hos gamle.” (Ramian, 1996)
I en præsentation fra 2003 står:
Netværkets formål er at fremme praksisrettet gerontologisk forskning ved
at styrke forskningsaktiviteter tæt på praksis, dvs. i samarbejde med praksis
eller udannelsesinstitutioner, der uddanner de faggrupper, der specielt
uddannes til ældreområdet.
I den sidste nye præsentation står:
Netværkets formål er at gennemføre praksisforskning og andre videnskabende
projekter, der kan bidrage til at sætte fokus på det levede liv i alderdommen
i hverdagsperspektiv og udvikle arbejdsformer, der kan omsættes
til praksis. (Ramian, 2005)
Som det fremgår identificerer vi os i VEGA aktuelt med den form for vidensproduktion
som praksisforskere typisk engagerer sig i Knud Ramian har i flere
sammenhænge (Ramian, 2003, 2004) skrevet om praksisforskning og i VEGA
har vi bl.a. kunne hente inspiration på Center for evaluerings hjemmeside, hvorfra
nedenstående beskrivelse er hentet.
67

I modsætning til disciplinforskeren retter praksisforskeren sin opmærksomhed
mod fænomener i praktikerens hverdag. Forskningsspørgsmålene er født ud af
de erfaringer en konkret person gør i sit arbejde, og personens stærke engagement
i forhold til at vide noget mere eller gøre noget bedre. Det er forskningens
målsætning at producere en viden, der kan gøre en forskel i praksis.
Praksisforskningen er forskning. Det betyder, at praksisforskeren tilstræber en
systematisk arbejdsproces vedrørende problemformulering, begrebsafklaring,
metodisk indsamling af data og en konsekvent analyse af dem. Der er mange
forskellige forskningsstrategier. Praksisforskere kan som andre forskere være
uenige om, hvad den rigtige strategi er, men de er overalt enige om kravet om
systematik og konsekvens.
Praksisforskningen er karakteriseret ved at være gennemførlig i praksis. Den er
"do–able". Det betyder, at praksisforskeren er i stand til at tilpasse sine metoder
på en måde, der gør det muligt at gennemføre forskningsaktiviteterne. Praksisforskning
kan som anden forskning få problemer med validiteten. Altså svært
ved at give svaret på det undrende spørgsmål: Kan det virkelig passe? Kunsten
er naturligvis at vide, hvilke kompromiser man indgår og dermed også vide,
hvilke muligheder og begrænsninger det giver for konklusionerne.
Praksisforskeren er optaget af at kommunikere med andre praktikere. Det betyder
i praksis ofte, at rapporter fra praksisforskning er fyldige sager. Hvis andre
praktikere skal bruge det, man har fundet ud af, kræver det ofte omhyggelig
beskrivelse, hvad det egentlig er, man har gjort, og i hvilken kontekst man har
gjort det. Det ser ud til at forskellige praksisfelter udvikler deres egen praksisforskning.
http://www.ceps.suite.dk/visnet.html
Deltagerne i VEGA netværket bestod i en lang periode udelukkende af undervisere
fra de korte og mellemlange social- og sundhedsuddannelser, og vi har
været opmærksomme på, at undervisere, der befinder sig i en uddannelsessammenhæng,
laver praksisforskning på andre vilkår end praktikere, der forsker
i egen praksis. Undervisere, der i VEGA sammenhæng giver sig af med praksisforskning
anlægger et bredt perspektiv på uddannelsesmæssig praksis, idet
kerneaktiviteten ikke afgrænses til at bestå af iscenesættelse af læreprocessser
og formidling af viden, som andre har skabt, men udvides til også at omfatte
skabelse af viden om den virkelighed, som uddannelserne uddanner til
Praksisforskning udført med afsæt i uddannelsesmiljøer har i VEGA sammenhænge
antaget flere former: Dels har undervisere bevæget sig uden for de
snævre uddannelsessammenhænge for ved selvsyn og ved egen kraft at studere,
hvordan gamle mennesker lever livet – både når de er afhængige og ikke
afhængige af hjælpesystemer. Dels har undervisere i studiet af gamle menneskers
liv og samspillet med hjælpesystemer involveret ældreområdets praktikere
i udforskningen af eget praksisfelt og dermed gjort praktikere til medforskere.
68

I visse forskningsmiljøer indtages det standpunkt, at forskningsaktiviteter - så
vidt det er muligt - skal gennemføres med distance til og uden indflydelse fra det
felt, der undersøges (Gundelach, 2000). I VEGA indtager vi dog det synspunkt,
at personer placeret i uddannelsesmiljøer tæt på praksis måske bedre end personer
placeret i traditionelle gerontologiske forskningsmiljøer kan stille praksisrelevante
forskningsspørgsmål og finde formidlingsformer, der passer til målgruppen.
I VEGA ser vi praksisforskning som en måde at kvalificere det arbejde, der gøres
inden for ældreområdet. I den forbindelse tilstræber flere af VEGAdeltagerne
at indbygge oplæring i dokumentations- og udviklingsarbejde, herunder
casestudiemetoder i forskellige former for undervisnings- og efteruddannelsesforløb.
Eftertanke
Såvel det teoretiske som det metodiske fundament bidrager med et særligt
praksisperspektiv:
Livsmønstertænkningen hjælper praktikeren med at fokusere på den hverdag,
som man bliver en del af. Livsmønstertænkningen flytter praktikerens fokus fra
funktion (færdigheder) og oplevelse (trivsel) til ’tider’ og deres ’betydninger’. For
praktikeren betyder det, at fokus skifter fra kost og mæthed til måltidet. Fokus
flytter fra påklædning og toilette til morgenstunden, fra døgnrytme til dagens
orden. Gennem dette fokusskifte flytter praktikeren sin opmærksomhed ind i
menneskers levede liv. Når man skifter fokus fra kost til måltider, får man ganske
enkelt øje på noget andet. Mennesker spiser ikke kost, men mad, osv.
Denne optagethed af ’tiderne’ flytter også fokus væk fra menneskers indre til
det fælles ydre. Man spørger ikke, hvordan har du det i dag? Man spørger i stedet:
”Hvordan er din dag gået?” Det giver en ganske anden samtale, med fokus
på mange andre betydninger end blot, hvordan man ’har det’.
Når praktikere gør hverdagslivet og de tilhørende tider til genstand for deres
samarbejde med f.eks. gamle mennesker, skabes et meget konkret mødested,
hvor de gamle bliver mødt på deres hjemmebane. Hvis man ved, hvad en god
dag er for fru Petersen, kan man samarbejde med hende om den – ved man det
ikke - så er fru Petersen ilde stedt i et afhængigt liv. ’Stjernestunder’ og ’gode
dage’, som Social- og sundhedsskolen, Ringkjøbing Amt har beskæftiget sig
med, bliver interessante fænomener i et livsmønsterperspektiv.
Resultatet af indsatsen vurderes ud fra et livsmønsterperspektiv derfor i forhold
til, hvordan dagene kommer til at se ud. Resultatet af plejen bliver derfor ikke
kun forebyggelse af liggesår, men hvordan dagene former sig, når man er sengeliggende.
Opgaven bliver en anden, hvor forebyggelsen af liggesåret bliver
banalt i forhold til, hvad denne forebyggelse kan bruges til af liv i sengen.
Fokus på betydningerne, der gemmer sig i tiderne peger på, hvor nødvendigt
det er at personalisere indsatsen. Rengøring og personlig pleje kan standardiseres,
men med tiderne og deres betydning i fokus bliver omgangen med de
personlige værdier afgørende.
69

Tænkningen omkring den ’Den sociale aldring’ flytter på samme måde fokus fra
alderen og funktionen til livsmønstret og fastholder opmærksomheden på, at
aldring er en sammensat størrelse - man er forskellige steder i livet på forskellige
løbebaner. Den sociale aldring er ikke noget, der bare kommer indefra, men
også udefra.
70

Kapitel 4
VEGA I TEORIEN
Når vi i VEGA-netværket siger, at vi arbejder ud fra et hverdagslivsperspektiv,
er der ikke tale om tom retorik eller et forsøg på at indskrive VEGA i en bestemt
akademisk tradition. Det at anlægge et hverdagslivsperspektiv betyder konkret,
at deltagerne ud over at læse og diskutere relevant litteratur har bestræbt sig på
at undersøge det levede liv i alderdommen – præcis som det udfolder sig i konkrete
sammenhænge og præcis, som konkrete mennesker fortæller om det. En
sådan tilgang fordrer en stor grad af åbenhed og ydmyghed i forhold til at opfange,
hvad der er væsentlige sammenhænge, kategorier, spørgsmål, problemer
for de mennesker, hvis liv man gerne vil blive klogere på.
I begyndelsen var det ikke lige nemt for alle VEGA-deltagere at anlægge et
hverdagsperspektiv. Hverdagsliv er som nævnt et diffust og uklart forskningsfelt,
og det er ikke enkelt bare at læse sig til indsigt. Endvidere er deltagerne i
VEGA-netværket alle fagpersoner med praktisk erfaring fra social- og sundhedsområdet.
Alle er oplært i traditioner, hvor det meget handler om at få øje på
og at gøre noget ved problemer, og hvor det i det hele taget bliver betragtet
som en dyd at kunne sætte sit beredskab af generel viden om mennesker i spil.
For at kunne anlægge et hverdagslivsperspektiv må der lægges afstand til ekspertroller
og forudfattede meninger. Når genstanden for ens interesse er hverdagslivet,
er det pr. definition den person, som lever livet, som er hovedperson
og den vidende, og som udefrakommende må man være villig til hele tiden at
forandre sine opfattelser af, hvad fænomener handler om, hvordan noget hænger
sammen og forholder sig. Der kan trækkes paralleller mellem den hverdagslivsorienterede
tilgang og så den sprogsystemiske tradition inden for terapi, hvor
fremtrædende personer, som Harry Goolisham, Harlene Anderson og Tom Andersen,
fremhæver vigtigheden af, at terapeuten indtager en ikke vidende position
i forhold til klienten/familien (Anderson, 2002)
Når hverdagslivsperspektivet først er indarbejdet, er det reelt vanskeligt at ryste
af sig igen. Ikke sådan at forstå, at man går rundt og bærer på en masse viden
om hverdagsliv, for hverdagen er proces og tid og lader sig vanskeligt indfange.
Snarere er der tale om, at man selvfølgeligt og uden at tænke nærmere over
det anlægger et særligt person-på-tværs-af-tid-og-rum-perspektiv på alt, hvad
man ser. Selv kan jeg i dag vanskeligt besøge et plejehjem uden at tænke over,
hvordan mon vagtplanen, arbejdsdelingen, arbejdsrutinerne mv. tager sig ud set
’inde fra stuen’. Det lyder næsten lidt religiøst, men til tider kan man opleve, at
man ved at være orienteret mod det levede liv opererer i en anden virkelighed
end andre.
Som tidligere nævnt kan det være svært at få hold på, hvad hverdagsliv er såvel
som fænomen som begreb. I VEGA har ambitionen gået i retning af at finde en
måde at tale om og at tænke om hverdagsliv på, som kan anvendes af praktikere,
der tager del i løsningen af hverdagens opgaver. I forlængelse heraf er vi
71

meget opmærksomme på måden som fænomener sprogliggøres og tanker bliver
formidlet på. Vi er - Inspireret af den konstruktivistiske og den sprogsystemiske
forskningstradition - meget optaget af den måde, fænomener omtales på,
og hvilke aspekter som gives sproglig opmærksomhed (jf. Andersen, 1996).
Sprogvalg er bestemmende for, hvilke oplevelser og betydninger, der skabes i
folks hoveder.
For os gør det faktisk en forskel, om vi f.eks. omtaler VEGA-projekterne som
forskning eller videnskabende aktiviteter. Der er en forventningsbyrde til forskel.
Et næsten uoverstigeligt bjerg, som vi ikke har hverken forudsætninger eller
udstyr til at bestige. Ord, billeder og formidling er nøglebegreber i alt, hvad vi
laver, for anvendelsesværdien af forskning eller videnskabende aktiviteter afhænger
i stor udstrækning af, om de ord og billeder, der udspringer af forskning
og det at skabe viden, giver god form til fænomener i virkeligheden og kan nå
ud til og kan berøre andre.
En af ambitionerne i VEGA går bl.a. ud på at billedliggøre indsigter og pointer,
der eventuelt senere kan bruges i undervisnings- og praksissammenhænge. I
VEGA har vi over årene udviklet et særligt perspektiv på hverdagen. Vi er klart
inspireret af foreliggende teorier og andres forskningsbaserede erfaringer. Bøger
er, som Grundtvig har udtrykt det, ”en god ven i baghånden”, men samtidig
har vi - med den amerikanske psykolog Rollo May’s ord – forsøgt at udvise en
slags disciplineret naivitet, når det har handlet om at anlægge et særligt anvendelsesorienteret
perspektiv på hverdagsliv.
Det særlige VEGA-perspektiv
For mange år siden så jeg en lille tegnefilm i en børnetime. Jeg har aldrig set
den siden, og følgende lille fortælling er baseret på min erindring om filmen og
adskiller sig sandsynligvis en del fra den virkelige film.
Startscenen viser en pige, der sidder og gynger på en gynge. Frem og tilbage.
Frem og tilbage. Frem og tilbage.
På et tidspunkt zoomes der ind på pigens hånd, hvor der sidder en myg. Der
zoomes yderligere ind på myggen, hvorved alle detaljer – øjne, ben, snabel toner
frem. Kameraet får røntgen egenskaber, og det er muligt at se blodet, som
flyder gennem snabelen og videre ud i myggens krop. Kameraet panorerer derefter
tilbage til det sted, hvor myggens snabel gennemborer pigens hud. Som i
en anatomisk lærebog stilles der skarpt på et enkelt hår, der knejser som en
kæmpe træstamme i sin hårsæk. Dernæst går turen gennem de forskellige hudlag
ind til en blodåre, hvor der zoomes ind på blodets enkelte celler og bestanddele.
Sceneskift. Igen ses pigen på gyngen. Hun gynger stadig. Frem og tilbage.
Frem og tilbage. Nu zoomes der den modsatte vej. Som beskuer løftes man
højere og højere op, således at man bringes med på en rejse væk fra jorden.
På rejsen derudaf kan man først se haven. Dernæst havens placering i et kvarter.
Dernæst kvarterets placering i udkanten af en by, som ligger et sted på jorden,
som ligger et bestemt sted i solsystemet, som er en del af universet, som
strækker sig langt, langt ud i det uendelige.
72

Som jeg husker det, afrundes filmen med et komprimeret og lynhurtigt sammendrag
af denne perspektivrejse. I hæsblæsende tempo vises billeder gående
fra det ydre rum over pigen på gyngen til den mindste enhed i den menneskelige
organisme.
I tegnefilmen illustreres, hvorledes brug af forskellige optikker samt skift af perspektiv
hele tiden blotlægger nye sider af et fænomen. Konstateringen giver
associationer både til Batesons kontekstbegreb og til den hermeneutiske filosofis
horisontbegreb. Kontekst er, således som Bateson bruger det, en psykologisk
forståelsesramme, som vi forstår fænomener, erfaringer og oplevelser indenfor.
En horisont vil være bestemt af to perspektiver, som indvirker på hinanden.
For det første vil horisonten sætte en grænse for, hvad man kan se, og
hvor langt man kan se. Horisonten afgør, hvad der fremtræder som information.
For det andet vil horisonten ændrer sig for hvert skridt man tager og vil gøre at
man stadig forandrer sig (Ullerberg, 2004, p.56).
I forbindelse med VEGA’s bestræbelser på at synliggøre det upåagtede og luftige
hverdagsliv, har vi ligesom instruktøren af tegnefilmen fundet det nødvendigt
dels at benytte forskellige optikker og dels at betragte hverdagslivet ud fra mange
forskellige perspektiver.
I vore studier af såvel det levede som det oplevede liv er vi opmærksomme på,
at vi bruger forskellige optikker og arbejder ud fra forskellige forståelsesrammer.
I det følgende vil vi både fokusere på tiden som empirisk fænomen og på tiden
som psykologisk fænomen.
I vore studier vil vi endvidere hele tiden søge at skifte perspektiv. Vi vil, som
tilfældet var i tegnefilmen, tage afsæt i et startbillede, hvorfra vi vil zoome ind og
zoome ud. Analyseenheden skifter således fra korte flygtige øjeblikke over længerevarende
stunder til sammenhængende forløb. Nogle gange fokuserer vi
snævert på et udsnit af tid, andre gange ser vi på udsnittet i en kontekst. Det
kan muligvis virke forvirrende, men de mange perspektivskift gør det muligt at få
en frodigere og mere varieret forståelse af et fænomen frem. Dette synspunkt
genfindes også hos Bateson. (Mind and nature, 1979)
Tiden som empirisk/rumligt fænomen
”Tiden er det stof, som livet består af – spændt ud mellem to datoer på gravstenen”.
Dette citat, der stammer fra en reklame for DSB, hvor filosofiprofessor Ole
Thyssen filosoferer over tidens betydning, udtrykker essensen i det perspektiv,
som både VEGA og det tidligere omtalte netværk LIFO har på det liv, som
mennesker lever.
I VEGA ser vi hverdagslivsbegrebet som et beskrivende, relationelt begreb for
det levede liv, der går på tværs - både af den samfundsmæssige opsplitning i
forskellige geografiske lokaliteter, institutionelle felter, sektorer og forvaltninger
og den vidensmæssige opsplitning i ekspertområder, discipliner, specialer og
fag.
73

De fleste mennesker bevæger sig i løbet af bare en enkelt dag på tværs af forskellige
lokaliteter og livssammenhænge. Man kan sige, at hverdagen tit er delt
op i forskellige rum og felter såsom hjem, arbejdspladser, skoler, børnehaver og
butikker, som så igen er knyttet sammen af nogle offentlige mellemrum – veje
stræder, torve mv. Dette ’liv-på-tværs’ kan billedligt anskueliggøres som en perlerække
af ’rum’.
Vores evige vekslen mellem disse opdelte og ofte meget forskellige rum og
hverdagspraksisser er meget kendetegnende for hele vores samfundsliv.
Interessen for menneskers skiftende deltagelse i skiftende social praksis deler
VEGA med repræsentanter for Kritisk psykologi Holzkamp (1998), og Dreier
(2001) samt læringsteoretikere som Lave og Wenge (jf. Kvale og Nielsen,
1999).
Klaus Holzkamp skrev kort før sin død i 1995 en interessant artikel om ”Daglig
livsførelse som subjektvidenskabeligt grundkoncept”. I den introduktion til artiklen,
som Ole Dreier har skrevet, fremgår det, at Holzkamp gennem længere tid
havde været optaget af at vise, at den metodiske tilgang i psykologiske hovedstrømninger
står i vejen for at opfange rigdommen i subjekters konkrete liv.
For at overvinde denne problematik formulerede Holzkamp en teori om daglig
livsførelse, der i denne sammenhæng godt kunne fortjene en nærmere omtale,
da den bl.a. har træk til fælles med VEGA’s forståelse af livsmønstre.
Daglig livsførelse er til forskel fra livsløbet, som Holzkamp omtaler som livets
biografiske dimension, en funktionelt selvstændig forløbsgestalt. At individets
aktiviteter bliver dagligdags, betyder en daglig gentagelse af nogle særlige former
at afvikle aktiviteter på (Holzkamp, 1998). I sin omtale af det gentagelige
ved den daglige livsførelse er Holzkamp i tråd med VEGA-perspektivet og livsmønstertænkningen,
men vandene skiller tilsyneladende når Holzkamp skelner
mellem hverdagens elementære gentagelser og så ”det egentlige liv”.
Holtzkamps teori om daglig livsførelse sætter sig spor i Ole Dreiers teori om
personen som deltager i samfundsmæssig praksis, og også denne teori, der
igen trækker tråde hen til socialt orienterede læringsteorier, er interessant ud fra
et VEGA-perspektiv. (Dreier, 1999). I Dreiers og den Kritiske psykologis univers
er personen – det handlende subjekt, der deltager i en social praksis i fokus. I
VEGA’s univers er fokus rettet mod tiden og dernæst mod personen som hovedaktør
i tiden. I VEGA er vi kun lige begyndt at udforske ligheder og forskelle
mellem de forskellige betragtningsmåder.
74

At mennesker realiserer - lever deres liv som deltagere i forskellige rum og
hverdagspraksisser - er i sig selv komplekst, men her stopper kompleksiteten
ikke, for vores færden i rum har tidslig udstrækning, således at der inden for de
forskellige rum forekommer en perlerække af tidsrum eller stunder.
I VEGA taler vi om hverdagens stunder. Genstanden for vores opmærksomhed
er i overensstemmelse med livsmønstertænkningen den strøm af stunder og
tidsrum, der som perler på en snor udgør vores morgener, formiddage, eftermiddage,
aftener, dage, uger og år. I VEGA taler vi ikke om søvn og ernæring,
men om natteliv og måltider. Dermed har vi gjort det svært for os selv, for det, vi
interesserer os for, eksisterer ikke som iagttagelige fysiske genstande eller tilstande.
Natteliv og måltider er evigt foranderlige processer, som mennesker er
indviklet i via den kropslige tilstedeværelse i rummet og via bevidstheden om
tiden. Mennesker eksisterer, som Steen Wacherhausen udtrykker det, ikke kun i
naturvidenskabens firedimensionelle rum (mennesker oplever ikke blot sig selv
som blot ’kødklumper’ med længde, bredde, højde og placering i tid). Mennesker
eksisterer også i en betydningsdimension; en dimension, hvor (mange)
hændelser, ting, også fysiske ting, har betydning. (Wacherhausen, 2002)
I forbindelse med et af VEGA-projekterne blev der som tidligere nævnt konstrueret
en model, der kan illustrere en persons færden i tid og rum. Denne model
har vist sig nyttig i forhold til at synliggøre det i øvrigt meget luftige hverdagsliv.
Centrum i tegningen er sengen, idet sengen er det sted, hvor de allerfleste
mennesker begynder og slutter deres dag. De næste ringe uden om sengen
symboliserer dels den individuelle bolig og fællesområder i naboskabet. Yderste
ring
symboliserer livsrummet uden for hjem og naboskab.
75

Viftemodellen rummer to dimensioner. Dels spænder den over et tidsrum f.eks.
fra 6.00 morgen (nederst til venstre) til 6.00 næste morgen (nederst til højre).
Dels spænder den over de rum eller felter inden for eller uden for hjemmet, som
en persons liv udfolder sig indenfor. Illustrationen er forenelig med Alfred
Schutz’s tanker om, at mennesker altid lever inden for en tid og rums struktur.
Ifølge Schutz er det vore kropslige handlinger, som danner grundlag for vores
hverdagsbevidsthed. Kroppen og den placering, den til enhver tid har, danner et
subjektivt center eller nulpunkt, som vi organiserer verden udfra. ”Det sted min
krop optager i verden, mit aktuelle Her, er det udgangspunkt, hvorfra jeg orienterer
mig i rummet. Det er så at sige 0 i mit koordinatsystem.” (Schutz, 1975,
p.74).
Viftemodellen, der anskueliggør, at det levede liv sker situeret, kan endvidere
fint kombineres med tanker, som den norske kulturantropolog Marianne Gullestad
gør sig om det, hun kalder hverdagslivets dobbelte bestemmelse. Dobbeltheden
består ifølge Gullestad i, at hverdagslivet som begreb både er kendetegnet
ved, at det går på tværs af forskellige felter og livssammenhænge og
ved, at det har en form for tyngdepunkt i hjemmet (Gullestad, p.23)
På samme måde, som en vifte er bygget op omkring et fælles, centralt placeret
omdrejningspunkt, er det levede liv i hverdagen, hvis man skal koble sig på Gullestads
tanker, også i høj grad bygget op omkring det centralt placerede hjemmeliv.
Hjemmet udgør ifølge Gullestad et fast punkt i rummet, hvorfra man kan
drage ud, og hvortil man kan vende tilbage. I Norge og Skandinavien indtager
hjemmet ifølge Gullestad en særlig fremtrædende position, og hun underbygger
påstanden med henvisninger til studier, der viser, at nordmænd tilbringer mindst
60% af døgnet hjemme i boligen. Som tidligere nævnt satte et af VEGAprojekterne
specifikt fokus på livet i boligen og synliggjorde bl.a., hvorledes en
gruppe raske ældre vekslede mellem hjemmeliv og udeliv, men at de klart tilbragte
størstedelen af deres tid i hjemmet. Dette var også tilfældet for de lidt
mere skrøbelige ældre, som der var kontakt til i de andre VEGA-projekter.
76

I øvrigt kan ingen vel betvivle, at det er i hjemmet, at vi alle, hvad enten vi er
børn, unge, ældre eller gamle, tilbringer meget tid, idet det er her, vi i stor udstrækning
foretager os basale og grundlæggende ting som at sove, gøre os i
stand, lave mad, spise, ordne tøj, mv. Selv i forbindelse med ferier eller rejseliv,
hvor mennesker faktisk lægger deres sædvanlige hjemmeliv bag sig, vil de fleste
nok have erfaret, at de for at fungere i det fremmede bruger energi på at få
etableret rum eller domæner, der kan fungere som midlertidige hjemmebaser.
Tiden som psykologisk fænomen
Viftemodellen giver også anledning til andre associationer. På samme måde,
som en radarskærm kan tegne et billede af ’noget’ - f.eks. fjendtlige ubåde -
man ikke kan se med det blotte øje, kan man forestille sig, at tegningen kan
fungere som en skærm, der ’kigger ned under hverdagslivets overfladeniveau’.
På overfladen består hverdagslivet, således som det er beskrevet ovenfor, af en
perlerække af scenerier, tider og mønstre. Under overfladen gemmer sig hverdagslivets
psykologiske dimension.
I VEGA skelner vi mellem det levede liv, der kan beskrives som en daglig organisering
af aktiviteter med de og de objektive træk og det oplevede liv, hvor
hændelser, fænomener, ting mv. fortolkes og tillægges betydning af den enkelte.
Disse to dimensioner genfindes også i livsmønsterbegrebet idet livsmønstre
både har en iagttagelig yderside og en psykologisk inderside. Også Gullestad
opererer med hverdagslivets to dimensioner. Den som omhandler den daglige
organisering af opgaver og virksomheder, og den som omhandler hverdagslivet
som erfaring og livsverden. (Gullestad, 1995)
Med hjemmet som eksempel, demonstreres hvordan hverdagslivets psykologiske
dimension bl.a. kommer til udtryk som betydninger.
Hjemmets betydninger
Hjemmet er et ganske særligt livsdomæne, som der knytter sig mange forskellige
betydninger til. Ifølge Gullestad viser hjemmets store betydning i nordmænds
liv sig også i det faktum, at de køber flere møbler end noget andet folk i verden.
At hjemmet også har ganske stor betydning i Danmark synes bl.a. at afspejle
sig i det store antal boligprogrammer, der i en periode har præget sendefladen
på snart sagt alle danske fjernsynskanaler.
Et centralt karakteristika ved hjemmet og hjemmets rumlige organisering er, at
det stadfæster grænsen mellem privat og offentligt. For nogle er hjemmet en så
personlig og privat størrelse, at de efter et indbrud sidder inde med en voldsom
følelse af, at deres personlige grænser i den grad er overskredet og krænket.
Julia Twigg opremser i bogen ”Bathing” en stribe betydninger, som knytter sig til
hjemmet: afslapning, sikkerhed, identitetsbase. I tillæg hertil nævner Twigg, at
det er vigtigt at bemærke, at den betydning, mennesker knytter til hjemmet, ikke
altid vil være af en positiv karakter. For nogen vil ’hjem’ associeres med undertrykkelse,
vold eller ubehag. For mange kvinder vil hjemmet været lig med såvel
arbejde som afslapning og hygge. For personer, der pga. arbejdsløshed, syg-
77

dom eller svækkelse er meget henvist til hjemmet, kan betydninger i form af
isolation og ensomhed være fremherskende.
På baggrund af VEGA-projekternes indsigter er det ligeledes muligt at opremse
en stribe betydninger, der f.eks. relaterer sig til hjemmet som rum med nogle
bestemte fysiske karakteristika; f.eks. omgivelser, rammer og ting og hjemmet
som tid med et indhold og nogle processer.
Når Julia Twiggs iagttagelser vedrørende hjemmets betydning kombineres med
indsigter fra de forskellige VEGA-projekter udkrystaliseres følgende matrix:
Hjemmet forskellige betydninger
Hjemmets dimensioner Positiv betydning Negativ betydning
RUM
Sikkerhed
Kendthed
Hygge
Identitetsbase
Ubehag
Isolation
TID
Afslapning
Arbejde
Nydelse
Undertryggelse
Vold
Ensomhed
Det er værd at bemærke, at betydninger er situerede, dvs. knyttet til tid og sted,
således at en aktivitet, der f.eks. på et tidspunkt på et sted har én betydning, på
et andet tidspunkt og på et andet sted, har en anden.
Noget af det, der gør et hjem til noget særligt, åbenbarer sig måske stærkest,
når noget går tabt – hvad enten det så er noget materielt eller noget, der er
bundet op i oplevelser.
Søren, som omtales nærmere i det følgende, tilkendegiver klart, at han ikke føler
sig hjemme i sin stue på plejehjemmet. Jeg aner ikke, hvordan her ser ud.
Søren er blind og problematiserer, at han ikke via synet har adgang til oplevelsen
af genkendelighed. For Søren er genkendelighed et vigtigt element i forhold
til det at føle sig hjemme.
I VEGA-projektet ”hverdagsliv og bolig” kastes der lys over, hvorledes alenetiden
i hjemmet strækker sig lige fra nydelsesfulde stunder til stunder præget af
savn og ensomhed. I VEGA er vi kun lige begyndt at få øje på, hvad livet i boligen
omfatter og i den kommende perioder vil vi søge at komme på sporet af
yderligere interessante mønstre og betydninger.
På samme måde, som der i tegnefilmen med pigen på gyngen zoomes ind på
forskellige udsnit af sceneriet, zoomes der i det følgende ind på forskellige
tidsenheder: øjeblikke, stunder, sekvenser og forløb.
Øjeblikket
I aviserne har der ved flere lejligheder været bragt et billede af to gamle kvinder,
der sidder ved et bord i noget, der godt kunne minde om et bord i plejehjem-
78

mets spisestue. Begge kvinder sidder i kørestol. Den ene sidder bøjet over bordet
og hviler hovedet på sine arme. Den anden sidder sammensunket og hælder
lidt til venstre i sin stol.
Et enkelt tryk på udløseren og billedet er i kassen. Et øjeblik, der har yderst begrænset
tidslig udstrækning, er fastholdt. Der er tale om et flygtigt nu, men reelt
rummer selv så flygtigt et nu nogle dimensioner, der kunne være værd at kigge
nærmere på. Nuet rummer, således som psykologen Daniel Stern er inde på i
bogen ”Det nuværende øjeblik”, store forandringspotentialer, som rettelig burde
udnyttes meget bedre. Stern argumenterer for, at vores syn på hverdagsoplevelser
kan beriges, hvis vi dvæler mere ved det nuværende øjebliks beskaffenhed.
(Stern, 2004).
Man kan forestille sig, at en medarbejder på plejehjemmet netop i det sekund,
som fotografen trykker på udløseren, er på vej igennem plejehjemmets spisestue.
Medarbejderen ser ud af øjenkrogen det sceneri, som fotografen har fastholdt
og har en nuværende oplevelse. Således som Stern fremstiller det, kan
det undertiden være svært at definere, hvornår et nuværende øjeblik begynder
og slutter, men overgangen fra et nu til et andet implicerer et frembrud af en ny
erindring, en ny tanke, en ny perception eller lignende. Ifølge Stern er det ikke
sådan, at det nuværende øjeblik blot suser forbi og først kan iagttages, når det
er overstået. Det krydser den mentale scene i et langsommere tempo og er flere
sekunder om at udfolde sig (Stern, 2004). Stern er optaget af at ”sætte tiden
tilbage i oplevelsen” – at finde tilstrækkelig tid i det strømmende nu til, at et nuværende
øjeblik kan vare ved og folde sig ud - for på den måde at kunne forstå,
hvordan mennesker er i stand til at sammenkæde de mange sekventielle begivenheder,
der sker i løbet af et nuværende øjeblik til en hel sammenhængende
oplevelse.
Sterns opfattelse af nuet adskiller sig fra de tidsopfattelser, der ser det nuværende
øjeblik som værende meget kort; som en næsten uendeligt lille tynd skive
af tid, hvor der kun kan ske meget lidt, uden at det straks bliver til fortid. (Ibid.
p.25). Stern refererer i denne forbindelse til grækernes objektive tidsopfattelse
kronos men er mere optaget af deres subjektive tidsopfattelse kairos, som er
det forbigående øjeblik, hvori noget sker, mens tiden udfoldes. Kairos er et mulighedernes
øjeblik, hvor hændelser kræver handling eller er gunstige for forhandling.
Det er Sterns ærinde at vise, at alle nuværende øjeblikke - uanset deres størrelse
- også er kairos-øjeblikke, hvor livet kan tage en ny drejning. Ved hjælp af
det såkaldte mikroanalytiske interview forsøger Stern at identificere nuværende
øjeblikke og de affektive hændelser, der finder sted i dem. Han definerer det
nuværende øjeblik som en subjektiv psykisk procesenhed, som man kan være
opmærksom på (ibid. p.44). Der er tale om en størrelse, der har en varighed,
mellem et og ti sekunder, hvori der sker noget, samtidig med at det opleves
som et enkelt, subjektivt nu. For at tegne et signalement af det nuværende øjeblik
trækker Stern paralleller til en kort musikalsk frase, der er den grundlæg-
79

gende procesenhed i musikoplevelsen. En musikalsk frase opleves ifølge Stern
intuitivt som en afgrænset global enhed.
Den har en varighed, der fornemmes (som regel mellem to og otte sekunder).
Og hvad der er mere interessant – den musikalske frase opleves i løbet
af et øjeblik, der ikke er momentant, men heller ikke tidsmæssigt opdelt
i små sekventielle stykker, som de nedskrevne noder. Der er snarere
tale om en kontinuerlig, analog strømmende helhed, der eksisterer i et nu.
(Ibid. p45)
Sterns overvejelser om det nuværende øjeblik er medtaget her, idet det er inspirerende,
hvordan han formår at betragte processer gennem en mikroanalytisk
linse og idet, der synes at være lighedspunkter mellem den måde, Stern opfatter
det nuværende øjebliks temporale struktur og organisering på, og den måde
som vi i VEGA opfatter stunders, sekvensers eller forløbs udfoldelse i tid og rum
på.
Hvis vi tidligere havde været opmærksomme på Sterns tænkning, kunne vi i
forbindelse med nogle af VEGA-projekterne måske mere grundigt have udforsket
selv meget flygtige øjeblikke. I forbindelse med feltstudier på et stort plejehjem
fik lærere fra Social- og sundhedsskolen i Herning således gentagne gange
indblik i så små udsnit af levet liv, at de forekommer at være et forløb af øjeblikke,
således som Stern taler om det.
Uddrag af observationsnote:
Signe bruger ble og er afhængig af hjælp fra personalet, når den skal skiftes.
Efter middagsluren banker hjælperen således på Signes dør og går
med det samme om bag ved Signe, tager dynen af og forsøger at mærke
efter, om bleen er våd. Ja, det var næsten en skam, at der ikke var noget,
sådan som du bare stikker fingrene ned, bemærker Signe. Hjælperen kigger
efter igen, og Signe siger med eftertryk: Jamen, der er ikke noget,
hvortil hjælperen svarer: Nå, men så kan vi jo godt vente med at skifte bleen
til klokken 4.
Signe blev i det efterfølgende kvalitative interview bedt om bl.a. at kommentere
denne situation.
I: Da hjælperen kom ind efter middagssøvnen, mærkede hun efter, om
bleen var våd. Hun spurgte dig jo ikke - kunne hun ha’ gjort det? Ku’ du
selv mærke, om den var våd?
S: Ja
I: Du sagde ikke noget - hvorfor ikke?
S: Der er såmænd ikke noget at sige.
I: Har du vænnet dig til, at det foregår sådan?
S: Ja, sådan skal en vænne sig til så meget.
Som det fremgår, tog mødet mellem Signe og hjælperen en særlig drejning.
Sterns pointe er, at øjeblikket også kunne have taget helt andre drejninger, hvis
de implicerede personer – ikke mindst den professionelle part i relationen -
havde været mere opmærksom på at identificere øjeblikket og lægge mærke til
80

de hændelser i form af en sætning, en pause, et ansigtsudtryk, en gestus, en
følelse, en tanke, der finder sted i det.
Det er i nuet – i øjeblikke som det beskrevne - at ældreområdets medarbejdere
skal træffe deres valg. Valg der ikke mindst skal handle om at fremme gamle
menneskers valg og deres muligheder for at leve et betydningsfuldt liv.
Stunder
Ordet stund optræder i daglig tale i mange sammenhænge. Vi taler f.eks. om
stille stunder, ledige stunder, morgenstunder, alvorsstunder, ensomme stunder,
stjernestunder, fredfyldte stunder, aftenstunder og sandhedsstunder. På samme
måde som det kan være svært at definere, hvordan et nuværende øjeblik begynder
og slutter, kan det også være svært at definere, hvornår en stund begynder
og slutter. Overgange vil hænge sammen med forandringer i hverdagens
to dimensioner, således at der sker en forandring i scenen, hvad angår tid,
sted, aktør eller handling, eller en forandring af hovedpersonens oplevelse af
scenen. Der vil i mange tilfælde være tale om glidende overgange, således at
en persons oplevelse af at være i én stund nærmest umærkeligt erstattes af en
oplevelse af nu at være i en anden. Man kan, inspireret af Sterns tankegang,
forestille sig, at konkrete personer løbende aflæser eller fornemmer kontekster
og dermed ændrer forståelse af eller fornemmelse for tidens karakteristika og
stunders kommen og gåen. Identifikationen af stunder og deres indbyrdes
grænser kan kun foretages ud fra et 1.-personsperspektiv.
Situationen, som fotografen har fastholdt, har forskellige oplevelseskvaliteter for
de to kvinder og den medarbejder, der som et tankeeksperiment blev placeret
som tilskuer til sceneriet. For den enkelte er det, der sker inden for dette konkrete
tidsrum, noget unikt, dvs. det er ikke forekommet før, og det forekommer
ikke igen. Tidsrum – både korte øjeblikke og længerevarende stunder - er præget
af kompleksitet, dvs. at der er tusinde ting, der spiller ind og deraf følgende
usikkerhed, ustabilitet og uforudsigelighed.
Det er derfor ikke så enkelt at finde ud af, hvordan tiden, begivenheder og situationer
opleves, forløber og fungerer for andre mennesker. Situationen på billedet
kan for de implicerede personer være alt mellem stjernestunder over ligegyldige
stunder til møgstunder. Det kræver et særligt skærpet blik at få øje på
begivenheders betydning og stunders kvalitet.
Ved at dvæle lidt ved det nuværende øjeblik eller stunden kan det være, at den
person der haster gennem spisestuen får øje på noget, som vedkommende ikke
umiddelbart så ved første øjekast. Måske viser det sig, at den ene kvinde selv
lige har kørt sin kørestol ind i spisestuen, fordi hun venter besøg og derfor gerne
vil være tæt på hoveddøren. Måske er ingen af kvinderne så hjælpeløst udleveret
til situationen, som man umiddelbart kunne tro. Eller måske er de! Måske
er det kun den ene, der er det!
Situationen lægger ikke op til, at iagttageren skal eller bør handle på en bestemt
måde. For det er ikke umiddelbart indlysende, om situationen er problematisk,
81

og hvis den er det, så er det ikke umiddelbart indlysende, hvilke problemer der
muligvis trænger til at blive løst.
På samme måde som en skriftlig tekst skal læses og tydes, før de nedfældede
bogstaver og sætninger kan give mening, må tidsrum, stunder og situationer
også tydes. Meningen med situationen på billedet springer ikke op i ansigtet på
iagttageren, men en opmærksom iagttager, der giver sig tid til at bruge sine
sanser, og som ved, hvad der er særligt relevant at kigge efter, kan måske få
øje på nogle tegn (en akavet stilling, en stille jamren, tavshed og ubevægelighed,
tomme øjne), nogle sammenhænge (de sad der også sidst, jeg gik igennem
fællesrummet; fru P. plejer da at sove til middag nu; det ligner ikke fru S. at
forlade sin stue i sutsko), som tillader hende at sige, hvad der eventuelt ikke
fungerer i situationen, og i hvilken retning situationen trænger til at blive ændret.
For ikke at blive overvældet af indtryk må iagttageren et eller andet sted udvælge,
hvad hun vil betragte som kernen i situationen. Det problematiske ved situationen
må defineres, før der kan gribes til en eventuel løsning. Denne tankegang
er inspireret af den amerikanske filosof, Donald A. Schön, der indgående
har beskæftiget sig med, hvordan praktikere tænker og handler i deres daglige
arbejde (Schön, 2000). Fagfolk der tager del i andre menneskers hverdagsliv
må lære sig at gøre hverdagens mønstre og træk tydelige, for tydelighed er essentiel
for at kunne gribe forandrende ind i hverdagen med det formål at forny
eller forbedre den.
For den medarbejder, der passerer igennem plejehjemmets fællesrum og ser
de to kvinder ved bordet, handler det om på stedet at pejle sig frem til, hvordan
stunden og situationen fungerer for de to kvinder. Hvilke muligheder har de to
kvinder f.eks. for at udfolde sig fysisk og psykisk og eventuelt påvirke den situation,
de er i. Kan de f.eks. selv bevæge sig omkring i omgivelserne? Kan de
skifte stilling ved egen hjælp? Kan de orientere sig i omgivelserne? Ved de,
hvor de er? Kan de komme i kontakt med andre, hvis de har brug for hjælp?
Med afsæt i projekt, Det afhængige hverdagsliv, er der indkredset en række
begreber, der kan bidrage til synliggørelse og forståelse af stunders og situationers
funktionalitet og kvalitet. Disse begreber: råderum, dagens orden og tidens
fylde, uddybes i det følgende med afsæt i beskrivelse af en konkret dag i en
gammel mands liv.
Sørens dag
Søren var på undersøgelsestidspunktet 83 år og havde boet på plejehjem i fire
år. Han havde et svageligt helbred og var helt afhængig af hjælp. Han var bl.a.
blind og ude af stand til at gå, da han som følge af sukkersyge havde fået amputeret
det ene ben. På trods af sine handicaps havde han en meget udadvendt
og positiv livsindstilling,
82

Herunder gengives den tegning, der viser hvor Søren befinder sig i tid og rum i
løbet af dagen.
Tegninger er som tidligere nævnt lavet på baggrund af detaljerede observationer
af forløbet af en dag samt samtaler med Søren. I det følgende er beskrivelsen
af Sørens dag gengivet.
Dagen begynder kl 7.30. Søren ligger i sin seng. Han ringer på klokken og hjælperen Karen
kommer kort efter ind på stuen og siger: “Godmorgen, har du sovet godt?” Søren svarer: “Jow.
Jeg vil gerne op.”
K. finder underbukser, lange bukser, strømper og en sko, som Søren får på i sengen. henter
bækkenstolen og kører den hen på siden af sengen. Søren sætter sig op på sengekanten, og
Karen guider Sørens hånd over på bækkenstolens armlæn, hvorefter Søren selv hopper derover.
Skjorten hænges på bækkenstolens armlæn, så Søren selv kan tage den på og knappe
den.
Søren bliver kørt ud på toilettet. Søren ringer, og Karen kommer tilbage og kører Søren tilbage
på stuen, hvor han placeres foran sengen, så han kan rejse sig ved sengehesten
Karen samler under- og lange bukser op. Skifter bækkenstolen ud med kørestolen, stadig medens
Søren står ved sengehesten.
Kl 8.15 bliver Søren kørt ned i spisestuen, hvor han har sin faste plads. K. serverer øllebrød, 2
stk. rugbrød og 1 stk. franskbrød, 1 gl. kærnemælk, 1 gl. saft og en kop kaffe.
Sine og Ellen sidder ved bordet, da Søren kommer. Senere støder flere beboere til. Der bliver
ikke sagt meget. Søren tænder sin anden cigaret den morgen. Det meste af tiden sidder Søren
med lukkede øjne, men han lukker dem o,p så snart han hører nogen gå forbi.
Søren tænder for sit elektroniske ur kl. 8.47. og igen kl. 9.03. Uopfordret kommer K. hen til Søren
og spørger, om han vil ned på stuen. Søren svarer, at han godt vil have nogle cigaretter
først, men får at vide at, ‘vognen’ ikke kommer før 11-11.15. “Nå, så vil jeg godt ned på stuen”.
Søren får hjælp til at komme på toilettet. Kørestolen køres hen til sengen, og Søren knapper
selv bukser op. Proceduren fra morgenen med ombytning af stole, Søren der ringer efter et
stykke tid, osv. gentages. Der snakkes kun om de praktiske ting med op og stå, sæt dig ned
o.s.v.
Kl 9.20 er Søren på stuen. Han sidder i sin lænestol, den opholder han sig altid i, når han opholder
sig på stuen. Formiddagen går med at høre lydbånd og radio. Kl.10.20 ringer han dog
83

efter personalet. Lise dukker op, og Søren beder hende om at hente cigaretter. Kort efter kommer
hun retur med cigaretterne.
Kl.11.35 kommer Karen ind på stuen og spørger, om han vil ned til middag. Søren køres i spisestuen
og placeres for bordenden. Der går 2 stk. personale rundt og serverer for alle ved bordet.
Kl. 12.15 da Søren er færdig med de to retter og har røget en cigaret, kommer Paula og
spørger, om han vil ned på sin stue. Her kommer Søren på toilet. Paula vender kort efter tilbage,
lukker badeværelsesdøren op (uden at banke på) og fortæller Søren, at han skal til cykeltræning.
“Havde du glemt det?”
Kl. 12.30 Søren ringer, og P. kommer med det samme. Søren køres ned i kælderen til cykeltræning.
Efter en halv time bliver Søren hentet igen og kørt til stuen, hvor han hjælpes i seng til
middagssøvnen. Klarer selv at komme fra stol til seng.
Kl.14.44 kommer Hedvig for at hjælpe Søren op. Søren køres i stuen til eftermiddagskaffe. Søren
får sig en snak med sin borddame. De hyggesnakker om egnen, som de begge kender
godt.
Kl.15.00 udveksler Søren et par ord med et par af hjælperne. Den ene, Grethe, kommer med en
bog om Dronning Margrethe, som Søren har udtrykt ønske om til litteraturkredsen.
Kl 15.25 hører Søren til uret og siger: Oh Hallo. Kunne jeg komme ned på stuen. Grethe kommer
og kører Søren ned på stuen og hjælper ham med at komme på toilet. Grethe går. Søren
ringer fra toilettet. Janni kommer efter ca. 3. min.
Eftermiddagen bruger Søren på at høre lydbånd.
Kl 17.30 kommer Grethe og siger, der er aftensmad, og Søren køres op i stuen. Der siges lidt
under måltidet, og igen er det Søren, der er drivkraften i samtalen.
Kl. 18.25 kommer Grethe uopfordret og tilbyder at køre Søren tilbage på stuen. Søren hjælpes
på toilettet og ringer kort tid efter. Helle går derind. Den følgende times tid er Søren på stuen.
Lytter til lydbånd.
Kl. 19.45 kommer Grethe, spørger om Søren vil have aftenskaffe, der bliver indtaget i spisestuen.
Ved bordet sidder Per, Holger og Johannes. Fjernsynet er tændt, og der ses Mandagschancen.
Der skænkes kaffe, og i den tid, du er i stuen, bliver der ikke sagt et ord. Det ser ud, som
om du lytter efter fjernsynet? Du ryger de sædvanlige to cigaretter.
Kl. 20.30 kalder Søren på Helle, der kører ham på stuen, hjælper ham på toilettet og derefter
ind i sengen. Sengebordet køres hen, så kaldeapparat, telefon og saftevand i glas er inden for
rækkevidde. Alt er under kontrol, siger du, og du ønskes en god nat.
Råderum
Råderum dækker ifølge Nudansk ordbog over en persons mulighed for at udfolde
sig – både fysisk og psykisk.
Søren befandt sig på forskellige tidspunkter i løbet af dagen på forskellige steder
i forskellige omgivelser. Alle konkrete steder, omgivelser og situationer udfordrede
Sørens evne og vilje til at udfolde sig fysisk og psykisk, og hans udfoldelsesmuligheder
og dermed råderum varierede fra situation til situation. Råderum
er, således som udtrykket bruges her, ikke en statisk, men en dynamisk
størrelse, som opstår, når konkrete betingelser/situationer og menneskers forudsætninger
for at sanse, begribe og håndtere disse betingelser spiller sammen.
84

Råderum er et relationelt begreb, der ligesom begreber som stedsans eller situationsfornemmelse
henleder opmærksomheden på de to ender i en relation:
nemlig subjektet, der råder, sanser eller fornemmer og den konkrete livssammenhæng
i form af situationen, rummet eller stedet, som subjektet er i. Relationelle
begreber tydeliggør, at mennesket ikke kan ses uafhængigt af sine omgivelser
og kan derfor være med til at modvirke den form for snæversyn, der let
opstår, når enkeltpersonens funktion, skavanker eller problemer anskues ’for
sig’.
Steen Wackerhauser er inde på noget af det samme, når han bl.a. taler om, at
det er nødvendigt at anlægge et nyt perspektiv i forståelsen af sygdom og
sundhed. Opmærksomheden skal ikke ensidigt være rettet mod menneskers
forskellige psykiske eller legemlige tilstande. Snarere skal opmærksomheden
rettes mod menneskers funktionalitet, dvs. den måde de fungerer på i den kulturelle
og samfundsmæssige praksis, dvs. i forhold til deres hidtidige historie,
værdier og ønsker og nuværende konkrete livsbetingelser (Wackerhauser,
1994). Ifølge denne betragtning kan sygdom eller svækkelse aldrig bare være
en tilstand eller noget, der kan opstilles faste kriterier for eller behandlingsstrategier
i forhold til. God behandling eller støtte til svækkede mennesker må derimod
tage afsæt i en forståelse af både disse menneskers måde at fungere på i
deres daglige omgivelser og af de vanskeligheder, de har i forhold til at leve et
for dem meningsfyldt liv. Wackerhauser argumenterer for det, han kalder “det
åbne sundhedsbegreb” og skriver, at det bl.a. handler om at flytte opmærksomheden
væk fra det enkelte individs helbred og over på forholdet mellem individets
mål, dets livsbetingelser og dets kropsbundne handlepotentialer.
Også Dreier er inde på, at en konstatering af en persons funktionsniveau ikke i
sig selv siger noget om personens sundhed.
Først når det (funktionsniveauet – min tilføjelse) sættes ind i personens
livspraktiske sammenhæng, så dets betydning for livsførelse og velbefindende
kan bestemmes. ....At fokusere abstrakt på en tilbagegang i funktionsniveau
vil gøre os blinde over for funktionsniveauets praktiske betydning
og de praktiske forholdsregler, der kan træffes for at sikre personens
livsudfoldelse i forhold til sin aktuelle handlesammenhæng. (Dreier, 1995)
Dette er værd at bide mærke i, idet der inden for social- og omsorgsarbejde
bruges megen energi på at konstruere tilstandsbilleder ved hjælp af statistiske
opgørelser, vurderingsskemaer m.v. (Fromholt, 1999). Dette kan have sin berettigelse,
men i uddannelsesmæssig sammenhæng ligger der en udfordring i at
skærpe elevernes/de studerendes evne til både at kunne tænke i ændringer
over tid – have blik for den personlige historiske dimension - og i tilstandsbilleder.
Den vanskelige kunst – nogle vil måske sige det umuliges kunst – er at
forholde sig til begge sider i teori og praksis. (Fromholt, 1999)
Sørens råderum kan for overskuelighedens skyld deles op i underkategorier:
85

- Det oplevede råderum er Sørens evne til sansemæssigt og intellektuelt at
afdække et konkret råderum og til at opfatte barrierer og muligheder i omgivelserne.
- Det reelle, fysiske råderum er Sørens aktuelle fysiske formåen og hans mulighed
for ved egen hjælp at bevæge sig og overvinde afstande samt håndtere
ting og forhold i omgivelserne.
- Det betingede råderum er Sørens aktuelle evne til og mulighed for at få andres
hjælp til at overvinde barrierer og udnytte muligheder i omgivelserne.
- Det sociale råderum dækker over Sørens muligheder for at indgå i sociale
sammenhænge.
- Det ønskede råderum dækker over Sørens vilje til at udnytte de øvrige råderum.
Sørens oplevede råderum påvirkes og begrænses af, at han er blind og derfor
er afskåret fra en masse indtryk af omgivelserne. Han bestræber sig dog på at
følge med, så godt han kan, og han nyder godt af en veludviklet hørelse og af
sin åbne sociale indstilling til andre mennesker. Søren er meget afhængig af,
hvor meget input han får i kontakten med andre og af, hvor opmærksom andre
er på at omsætte de visuelle indtryk, der optræder i forskellige situationer - bl.a.
skriftlige meddelelser og scenerier i omgivelserne - til en form, han kan opfatte,
hvis han ønsker det. Søren er selv meget opmærksom på, at han på grund af
sit dårlige syn og sin lidt dårlige hukommelse er afskåret fra at opleve og dermed
også at gøre mange ting.
Sørens reelle, fysiske råderum påvirkes og begrænses således både af hans
begrænsede oplevede råderum samt af det forhold, at han ikke kan gå, og at
han ikke selv – bl.a. pga. handicapuvenlige fysiske rammer - kan manøvrere
rundt med sin kørestol, som han sidder i mange timer dagligt – enten på sin
stue eller ved bordet i fællesrummet. Når blot han er i kendte omgivelser, og når
mennesker omkring ham er opmærksom på hans handicaps og fx placerer tingene
omkring ham på kendte pladser inden for en rimelig radius, så kan han fra
sin stol takle mange forskelligartede gøremål uden de store problemer. Begrænsningerne
i det reelle, fysiske råderum giver særlig anledning til irritation,
når Søren ikke har mulighed for at flytte sig hen, hvor han gerne vil være. En
sådan situation opstår nogle gange, når Søren oplever, at han ”strander” i fællesrummet
efter måltiderne.
Når man ser på forløbet af en dag, så bidrager personalet ved flere lejligheder
til, at Søren på trods af sine handicaps kan opretholde et vist betinget råderum
inden for plejehjemmets vægge. Således hjælper personalet flere gange om
dagen Søren med at få arrangeret sig i forhold til de nære omgivelser eller med
at overvinde afstande. For Søren har det dog karakter af at være et discountagtigt
råderum, for hans forestillinger om et ønsket råderum er mere vidtrækkende.
Dels vil han gerne i langt højere udstrækning, end tilfældet er, deltage i fællesskaber
med andre og altså have et større socialt råderum. Søren savner nogen
at tale med, og bl.a. beklager han, at personalet har så travlt. ”Bare de kunne
86

tage sig tid til at snakke. Det betyder utrolig meget at få en lille snak – bare ti
minutter. ”
Dels vil han gerne udvide sit betingede råderum til også at omfatte de nære
omgivelser – uden for plejehjemmet i den friske luft.
Dels vil han gerne udnytte det råderum bedre, som potentielt er til stede for ham
på plejehjemmet. Hans problem er imidlertid, at hans oplevede råderum ofte
begrænses af det manglende syn og en lidt dårlig hukommelse. Søren udtrykker
stor ærgrelse over, at han på grund af manglende information eller glemsomhed
går glip af arrangementer, udflugter mm., der bl.a. kunne være med til
at udvide hans sociale råderum.
Søren har brug for personalets hjælp til at sanse og afdække et konkret råderum.
Kun med deres hjælp vil han være i stand til at afdække muligheder og
barrierer i konkrete situationer. For Søren handler det bl.a. om at følge med i,
hvor der sker noget, hvilke afstande der er brug for at overvinde, således at han
med personalets hjælp kan skabe sig et meningsfyldt råderum i bred forstand.
Dagens orden
Ifølge den polsk-engelske filosof Zygmunt Bauman betyder orden en rimelig
stabil omverden for de daglige handlinger, en verden hvor sandsynligheden for
bestemte begivenheder ikke fordeles helt tilfældigt, men arrangeres, så det er
muligt at forudse, hvilke begivenheder der højst sandsynligt vil indtræffe, hvilke
der er mindre sandsynlige, og hvilke der er usandsynlige (Bauman, 2002).
Det er i omgivelser, der præges af en vis orden og genkendelighed, at vi bedst
er i stand til at fungere. Orden hjælper os med at håndtere de betingelser, vi er
underlagt.
Den orden, der er i Sørens dag, kan for overskuelighedens skyld deles op i underkategorier:
- Dagens orden i tiden handler om den måde, en person under hensyntagen
til forskellige tidsplaner (kroppens tid, samfundets standardtid, selvoplevet
tid) tilrettelægger sine dage, uger, år på og etablerer rytmer, rækkefølger og
sammenhænge over tid.
Søren har en mening om, hvornår hvilke ting skal gøres og den rækkefølge,
der er i dagens stunder og begivenheder.
- Dagens orden i rummet handler om den måde, en person organiserer sine
omgivelser på med hensyn til tings placering, rums indretning, rums grad af
privathed og standarder for rengøring og oprydning, mv.
Søren har bestemte måder at organisere sine omgivelser på med hensyn til
tings placering, rums indretning, standarder for rengøring og oprydning, mv.
- Dagens sociale orden handler om den måde, en person gerne vil være
sammen med og vil omgås andre mennesker (mænd, kvinder, fremmede,
gode venner, familiemedlemmer, professionelle hjælpere) på i bestemte situationer
(f.eks. hjemme privat, i butikken, til middagsselskabet, mv.).
Søren har en mening om, hvordan han gerne vil være sammen med og omgås
andre mennesker på i bestemte situationer.
Dagens orden i tiden
87

Det er ikke uvæsentligt for Søren, at der er en vis orden i tiden. Søren gør sig
umage for at følge med i tiden, og han bruger flittigt sit talende ur, ligesom han
også registrerer tidstypiske begivenheder, såsom f.eks. vagtskifte. Søren har
udviklet en helt fantastisk evne til med sin hørelse at registrere, hvad der sker
omkring ham og hvem, der er på arbejde på hvilke tidspunkter.
Søren vil gerne holde fast i, at dagen begynder nogenlunde på det tidspunkt,
men han oplever, at timingen nogle gange skrider lidt. De siger, at hvis de
kommer ind, og jeg ligger og sover, så vil de ikke vække mig. Søren beklager
det lidt, men gør ikke noget ved det, for som han siger: Jeg skal jo ikke op og
lave noget.
Søren hjælper det, han kan med alle dagens nødvendige gøremål. F.eks. følger
dagens mange toiletbesøg en helt fastlagt procedure, hvor Søren og forskellige
hjælpere uden så mange ord koordinerer bevægelser og sammen overvinder
forhindringer.
På trods af de mange forskellige hjælpere er der en genkendelig orden i handlingsforløbet,
som passer Søren godt.
Søren deltager i de fælles måltider og de fælles kaffepauser på samme tidspunkter
og med samme intervaller hver dag. Det er faste holdepunkter i dagens
orden.
Det samme er cykeltræningen lige efter middag, og det ærgrer Søren meget,
hvis han glemmer det. Søren ser bl.a. cykeltræningen som et socialt indslag i
dagen.
Søren lægger meget mærke til, at tiden forløber med forskelligt tempo i forskellige
situationer. Specielt kan tiden alene på stuen forekomme Søren at være
lang.
Både hjælpere og Søren selv har blik for og gør sig bestræbelser for at opretholde
dagens orden.
På trods af at Søren er helt fantastisk til selv både at holde fast i dagens orden
ved f.eks. at orientere nye elever om den og til at følge med i, hvad der sker
omkring ham, er personalet en vigtig støtte for ham i forhold til at vedligeholde
eller berige en lidt vaklende og ustabil orden, når de f.eks. forsøger at time
hjælp eller information og f.eks. på de rigtige tidspunkter minder ham om den
daglige cykeltræning eller om arrangementer, der kan skabe variation i dagens
orden.
Dagens orden i rummet
På grund af sit manglende syn er Søren meget afhængig af, at der i mange situationer
er en genkendelig orden i rummet. Ting skal f.eks. være placeret på
bestemte pladser, og Søren bidrager selv til at opretholde det genkendelige i
forhold til store og små gøremål. Hver gang vi får en ny elev, fortæller jeg, hvordan
det skal gøres.
Hvis Sørens ønsker til orden i rummet ikke indfries, kan det, som det fremgår af
følgende beskrivelse, give problemer.
88

Søren sidder i spisestuen, da en ferieafløser kommer og placerer en morgenbakke
foran ham.
Bakken er tæt besat med en tallerken yoghurt, en kaffekop, en tallerken med et
stykke brød, en lille termokande, et glas proteindrik, et glas vand, et glas saftevand....
Søren får med besvær fat i glasset med proteindrik. Drikker og har derefter besvær
med at finde plads på bakken til glasset. Han får det klemt ned mellem
tallerken og underkop. Et dumt sted, der gør det vanskeligt for ham at spise yoghurt
med ske.
"Det er så godt, at det næsten er for meget", siger Søren, mens han famler efter
et af glassene.
Tingenes betydning i hverdagen
Ting spiller ingen større selvstændig rolle i den gerontolgiske forskning, men de
spiller en stor rolle i hverdagen. Derfor er tingenes betydning i hverdagen med
som et tema i VEGA netværkets forsknings- og udviklingsprogram 2005-2009.
Mennesker omgiver sig hele livet med noget så tilsyneladende banalt som ting,
men ting har betydning og ting har stor indflydelse i og på hverdagen. Ting kan
være brugsting, redskaber, møbler, teknologi. Ting kan være forbrugsting, der
forsvinder. Ting kan skabe følelser: oplevelse af skønhed og af minder. Tingene
giver muligheder og begrænsninger. Ting stiller krav f.eks. om vedligeholdelse
og rengøring. Ting kan være organiseret på forskellige måder. De kan skabe
orden eller rod. I det uafhængige hverdagsliv er tingenes betydning selvfølgelig
og måske ubemærket.
Med ændrede betingelser i hverdagen får ting nye betydninger. Dåseåbneren
der før var en mulighed bliver en begræsning. Gulvtæppet og badekarret bliver
en risiko. I det afhængige liv bør man være meget opmærksom på tingenes betydning,
men hvordan?
Til det afhængige liv er der opfundet megen teknologi som skulle gøre livet lettere
og mere uafhængigt men hvor meget ved vi f.eks. om livet med rollator?
Dagens sociale orden
Søren har udviklet en helt fantastisk evne til med sin hørelse at registrere, hvad
der sker omkring ham og hvem, der er inden for hans rækkevidde. Han sætter
faktisk en ære i at vide, hvem der er omkring ham, for jeg vil jo gerne kunne
tiltale dem med navn. Sædvanligvis volder det ikke Søren problemer at lytte sig
frem til, hvem der er omkring ham, men afløsere og vikarer volder ham problemer,
og Søren kan ikke altid leve op til sine egne normer om høflig tiltale.
Søren har på sin side ikke noget imod at være på fornavn og blive kaldt Søren
af personalet. Han sætter pris på at have en god og tæt kontakt til specielt de
faste medarbejdere, men det irriterer ham, hvis personalet f.eks. ikke holder lidt
lav profil omkring praktiske gøremål (forespørgsler om toiletbesøg, læggen tøj
på plads i skabet mv), når han f.eks. har gæster på besøg.
Tidens fylde
89

Tidens fylde er egentligt et bibelsk udtryk, der bliver brugt i forbindelse med Jesu
første komme. Paulus skriver til galaterne, at "i tidens fylde sendte Gud sin
Søn" (Gal 4, 4).
Teksten kan lægges ud på den måde at gud sendte sin søn på det bedste tidspunkt
i hele historien. På et tidspunkt, hvor mange faktorer – fred i verden, kun
en stormagt, kun et verdenssprog m.m. - tilsammen gik op i en højere enhed og
skabte et gunstigt tidspunkt.
Fylde er ikke et almindeligt ord, men dog alligevel nok noget, de fleste ønsker
sig at have i tilværelsen. Det signalerer det modsatte af tomhed – noget indholdsrigt
og helt.
Tidens fylde kan have to betydninger: Det tiden ud fra en indholdsmæssig betragtning
er fyldt med af i form af iagttagelige gøremål og aktiviteter og så tidens
oplevede kvalitet for den enkelte. Der er stunder, hvor man griber sig selv i at
kigge på uret. Tiden er tømt for mening. Der er stunder, hvor man glemmer tiden.
Tiden er fuld af mening.
I løbet af Sørens dag har tiden forskellig fylde i betydningen forskelligt indhold i
løbet af dagen. De nødvendige gøremål, såsom morgentoilette, påklædning,
mv. tager forholdsvis lang tid pga. det begrænsede oplevede og fysiske råderum.
Men til gengæld er det småt med andre gøremål. Søren er glad for at høre
radio, lydbånd og lydavis, men ellers er det begrænset, hvad han kan foretage
sig alene.
Søren ser frem til måltiderne som et behageligt afbræk i en dag, der godt kan
blive lang, men måltiderne mangler en social dimension, som han savner meget.
Sørens dag er ganske vist præget af mange kontakter både til hjælpere og
til andre, men han synes, at kontakterne generelt er for intetsigende og for flygtige.
Selvom det udefra ser ud til, at en del af Sørens dag er fyldt med kontakt
og samvær, så er situationerne ikke nødvendigvis en fyldt tid for Søren.
Ordentlig samværstid, hvor der er mulighed for en snak er et vigtigt indslag i
Sørens dag, og han vil gerne, hvis den fylder lidt mere. Søren oplever, at alenetiden
nogle gange er belastende, for så bliver han særligt overvældet af mismod
over, at han pga. sine handicaps ikke kan foretage sig så meget mere.
Sekvenser i tiden
Hvor vi ovenfor zoomede ind på enkeltstunder, zoomes der nu ud, så stunder
ses som elementer i sammenhængende sekvenser.
VEGA-projekterne benytter et tværgående undersøgelsesdesign, der synliggør
rækken af stunder, som personer deltager i over tid. Ud over at det kan give
god mening at fordybe sig i enkeltstunder med henblik på at forstå, hvordan de
fungerer for de personer, der tager del i dem, så viser flere af VEGA-studierne
også, at stunderne spiller sammen og nogle gange udgør et hele.
90

På samme måde, som strømmen i den perceptuelle stimulation i forbindelse
med det nuværende øjeblik samles i meningsfulde enheder, synes også
strømmen af livsmønstre at samle sig i meningsfulde enheder.
Denne pointe kan eksemplificeres med indsigter fra flere VEGA-projekter.
I VEGA-projektet ”En bid af ældres hverdagsliv” dannede empirien bl.a. afsæt
for konstruktion af en række måltidshistorier med mønstre og betydninger. Af
historierne fremgår det, at forskellige stunder, der ligger spredt ud over ugen
eller dagen, reelt hænger sammen på en meningsfuld måde, således at det, der
foregår i en stund, der f.eks. relaterer sig til indkøb, er forudsætning for det, der
senere foregår i en stund, der har med tilberedning at gøre.
Asgers måltidshistorie.
Asger på 84 år er tidligere dyrlæge. Asgers kone, der var hjemmegående, lavede
al maden, men da hun døde for fire år siden, overtog Asger selv madlavningen
og førte dermed traditionen med god og veltillavet mad videre. Efter en
blodprop for to måneder siden, begyndte Asger at få sin mad leveret udefra,
ligesom han også begyndte at spise på centret to gange om ugen.
Asgers måltidshistorie, der i udfoldet form kan findes i publikationen ”En bid af
ældres hverdagsliv” side 49 ff., præsenteres i det følgende først visuelt samt
dernæst med stikord, der synliggør mønstre og betydninger.
Asgers måltidshistorie
Oprydning
Indk øb
Planl ægning
Oprydning
Spisning
Tilberedning
Spisning
Oprydning
Tilberedning
Spisning
Tilberedning
91

Planlægning:
Asger skriver en seddel til det ugentlige indkøb sammen med svigerdatteren.
Ifølge Asger bidrager planlægningen til:
• Stimulation af hukommelsen.
Indkøb:
En gang om ugen bliver Asger hentet af svigerdatteren, og sammen kører de ud
og køber ind. Ifølge Asger bidrager indkøbene til:
• afveksling i hverdagen
• inspiration
• stimulation af hukommelsen
• kontakt til andre.
Tilberedning:
Madlavningen er på det seneste blevet reduceret og erstattet af en madordning,
suppleret med to ugentlige måltider på et center. Asger vil egentlig gerne selv
stå for tilberedningen og bruger meget at ’raffinere’ den udbragte mad ved f.eks.
at stege kartofler i ovnen med lidt olie og smage til med krydderurter. Ifølge Asger
bidrager tilberedningen til:
• bedre kvalitet
• sanseoplevelse
• variation og indhold i dagen.
Spisning:
Asger spiser sin varme mad om aftenen, selvom den leveres midt på dagen.
Tidligere har spisning for Asger været forbundet med:
• social kontakt
• samvær og hygge.
Disse betydninger kan efter flytning til ny landsdel og ny, mindre bolig, der ikke
rummer mulighed for den stil, Asger ønsker, ikke realiseres i særlig udstrækning.
Maden:
Med hensyn til maden forsøger Asger at fastholde et mønster og en stil, selvom
den udbragte mad til tider lader noget tilbage at ønske. Ifølge Asger bidrager
maden til:
• sanseoplevelse
• kvalitet
• Sundhed.
Opsamling:
Efter blodproppen forsøger Asger at holde fast i betydningsfulde måltidsmønstre.
Forsøger på trods af, at mange betydningsfulde aktiviteter er overtaget
af andre, at fastholde så mange betydninger som muligt, både de betydninger
aktiviteterne har i sig selv og de betydninger, de har for maden. Det gør han
bl.a. ved at forbedre den leverede mad, hvorved noget af det arbejde og den
92

kreativitet, han holder af ved madlavningen, vedligeholdes, og kvaliteten af maden
bevares.
Anna’s måltidshistorie.
Anna er alene, manden døde for flere år siden. Gigten betyder, at Anna sidder i
kørestol det meste af tiden. Hun laver alle sine måltider selv, og hun har i dag
ingen gøremål ud over aktiviteterne omkring måltiderne Det at gøre tingene selv
og selvbestemmelsen er for Anna helt afgørende og en naturlig fortsættelse af
det liv, hun har levet, selv om sygdommen og en flytning har ændret betingelserne
for det.
Annas måltidshistorie
Oprydning
1 x ugen
Indk øb
Tilberedning
Spisning
Planl ægning
Oprydning
Spisning
Tilberedning
Oprydning
Spisning
Pla
Tilberedning
nlæ
Oprydning
Spisning
Tilberedning
gni
ng:
I
mo
dsætning til tidligere, hvor måltider og indkøb var baseret på dag-til-dagbeslutninger,
er det nu nødvendigt for Anna at planlægge måltider og indkøb.
Anne er begyndt at skrive indkøbslister, og hun har købt en fryser.
Indkøb:
Anna får hjælp til indkøb en gang om ugen. Hjemmehjælperen kører hende i
kørestol ud at handle. Butikkerne ligger tæt ved. Ifølge Anna rummer indkøb
mulighed for at:
• følge med i udbud og priser
• fastholde selvstændighed og selvbestemmelse.
Tilberedning:
Anna laver sin mad selv og får derfor det, hun gerne vil have. Ifølge Anna hænger
det betydningsfulde ved at lave mad sammen med, at den:
• giver mulighed for udfoldelse af kreativitet
• er en sanseoplevelse.
93

Spisning:
Rammerne om spisningen gøres der ikke så meget ud af. De følger det mønster,
der gjorde sig gældende for Anna og hendes familie i det tidligere liv i
landbruget. Det betyder meget for Anna, at arrangementet omkring spisning er:
• praktisk.
Maden:
Morgenmåltidet, der oftest består af surmælksprodukter, er enkelt og hænger
sammen med de piller, der skal indtages. Det foregår stående ved køkkenbordet.
Det enkle præger også formiddagskaffen og eftermiddagskaffen. Det varme
måltid ved dagens afslutning er dagens højdepunkt. Ifølge Anna har madens
betydning noget at gøre med:
• sanseoplevelse
• kvalitet.
Opsamling:
Annas måltidsmønstre følger stadigvæk den rytme og den stil, som gjorde sig
gældende, da hun sammen med sin mand havde landbrug. Det at gøre tingene
selv og selv bestemme er for Anna helt afgørende. Så længe hjælpen kan ydes
til indkøb, og tilgængeligheden til butikkerne (nærhed og kørestolsvenlighed) er
til stede, kan Anna fastholde nogle afgørende betydninger i dagliglivet.
I forbindelse med en sygehusindlæggelse og en flytning for et halvt år siden
arrangerede kommunen en madordning for Anna, der havde den uheldige bivirkning,
at Annas dag blev drænet for betydningsfulde aktiviteter og oplevelser.
Anna havde, som hun selv udtrykker det, ’noget vrøvl med’ madordningen. Hun
oplevede, at den var forbundet med mange begrænsninger. ”Det kunne jeg ikke,
og det skulle jeg ikke, og det måtte jeg ikke”, fortæller Anna, der heller ikke
kunne lide maden.
Annas historie synliggør, at den offentlige måltidsservice i visse tilfælde nok
tilbyder mennesker ernæringsrigtig kost, men reelt tager måltiderne og en perlerække
af betydningsfulde stunder fra dem.
I VEGA-projektet ”Hverdagsliv og livretter” blev måltidsmøstrenes betydninger
og skrøbelighed yderligere belyst, og det blev synliggjort, at hjælpesystemet
med blot ganske få justeringer og ændrede prioriteringer i tildeling af hjælp kan
bidrage til at vedligeholde eller eventuelt genskabe betydningsfulde måltidsmønstre
i gamle menneskers liv. En lille ekstra håndsrækning i en stund,
f.eks. i form af opmuntring, hjælp til at skrue låget af dåsen, hjælp til at snitte
løget eller hvidkålshovedet, vil for nogen række ind i og give indhold og mening
til sekvensen af stunder, der udgør det samlede måltidsmønster.
Set i dette sekvensperspektiv bliver det tydeligt, at hjælpesystemer og fagpersoner
influerer på folks liv på en måde, der strækker sig langt ud over de tidspunkter,
hvor de forskellige verdener krydser hinanden, og ydelser konkret udveksles.
I VEGA benævner vi dette fænomen som gennemsivning. Ole Dreier
beskriver fænomenet således:
94

Professionel praksis udføres et sted, men har først og fremmest til opgave
at få betydning for brugernes praksis andre steder. Det gælder brugernes
livskvalitet der, hvor de lever til daglig. De professionelle må opøve en decentreret
betragtning af deres eget virke set ud fra brugernes daglige kontekster.
De må kunne se den begrænsede professionelle kontakt- og virkningsflade
ud fra dens betydning for det, der sker imellem og bagefter,
hvor de ikke er til stede. Den professionelle må kunne udøve sin praksis
sådan, at hvad der sker i behandlingen kan blive et godt led i, hvad der
kan ske til andre tider og på andre steder. (Dreier, 1996)
Velfærdsstatens institutioner samt de medarbejdere, der er ansat her indenfor,
er i høj grad med til at påvirke både hverdagslivets betingelser samt menneskers
forudsætninger for at håndtere disse betingelser. De er i høj grad medvirkende
til, om betydningsfulde livsmønstre forfalder eller vedligeholdes. Hvis
livsmønstre skal respekteres og vedligeholdes, kræves det, at medarbejdere
kan identificere og beskrive nogle bestemte mønstre og sekvenser i et gammelt
menneskes hverdag og bruge denne indsigt som udgangspunkt for en forhandling
med de gamle.
Et centralt spørgsmål, som VEGA-netværket er meget optaget af, handler om,
hvordan velfærdssystemet og dets hjælpere kan tilrettelægge en arbejdspraksis
og et arbejdsliv, således at arbejdet ikke bare bliver udført og ydelser leveret,
men bidrager til, at mennesker kan opretholde et hverdagsliv med mange kvaliteter.
I det følgende zoomes der yderligere ud, og hverdagslivets øjeblikke,
stunder og sekvenser ses i større kontekster: først i en kontekst, hvor hjælpesystemet
toner tydeligt frem og siden i en kontekst, hvor den historiske og biografiske
dimension i menneskers eget levede liv toner tydeligt frem.
Tiden i kontekst
Gamles hverdagsliv i en hjælpekontekst
Omgivelser er, således som det også fremgår af modellen for social aldring, i
høj grad med til at sætte rammerne for hverdagens funktionalitet og kvalitet; i
form af f.eks. råderum, orden og fylde.
Alle mennesker skaber selv et hverdagsliv, men alle mennesker er samtidig
også underlagt nogle rammer og vilkår for, hvordan et hverdagsliv kan udfolde
sig. Når menneskers hverdagsliv bliver et arbejdsmæssigt anliggende for andre,
underlægges den enkelte et dobbelt sæt af rammer, idet både hjælpesystemets
arbejdspraksis og borgerens individuelle tilværelse indeholder muligheder
og begrænsninger for den enkeltes handlekraft og områder at gebærde
sig indenfor. Disse rammer kan man under ét kalde det afhængige hverdagslivs
betingelser. Disse rummer både muligheder og begrænsninger for den enkeltes
handlekraft og livsudfoldelse.
I forbindelse med VEGA-projektet ”Det afhængige hverdagsliv” blev hver case –
hver dag – set i en kontekst. Hver case – hver dag ’gemmer i sig’ hhv. en arbejdspraksisside
og en tilværelsesside, som begge på forskellig vis ’slår ud i’
95

casen – i dagen og vil have indvirkning på dens kvalitet. I hver case optræder to
parter: en borger, der har brug for hjælp og et offentligt hjælpesystem, der har til
opgave at hjælpe.
Modellen herunder illustrerer hhv. tilværelsessiden og arbejdspraksissiden.
Social- og sundhedshjælperens arbejdssammenhænge
Borgerens tilværelsessammenhæng
Gruppe/
afdeling
Arbejdssted
Rammebetingelser
Rammebetingelser
Kommune
Rammebetingelser
Rammebetingelser
Amt
Rammebetingelser
Stat
EU
Rammebetingelser
Hjem/bolig
Kvarter
Rammebetingelser
Rammebetingelser
Lokalmiljø
Rammebetingelser
Rammebetingelser
Hjemegn
Rammebetingelser
Statsborgerskab
Stilling
Rammebetingelser
Hjælper
Borger
Position i
livet
Rammebetingelser
Marianne Elbrønd Januar 2002
Marianne Elbrønd Januar 2002
Illustrationen af tilværelsessiden til højre viser, at alle mennesker er del af nogle
sociale - og kulturelle fællesskaber, der udfolder sig inden for lande, egne, lokalområder,
kvarterer og de enkelte hjem. I hverdagen veksler mennesker mellem
forskellige sammenhænge - derhjemme, i kvarteret, på arbejdet, på skolen,
i lokalsamfundets foreningsliv, i byens forretningsliv mv. I de forskellige sammenhænge
omgås vi mennesker, og vi indgår i forskellige fællesskaber og positioner
i forhold til for eksempel ægtefælle (ægteskab), børn (moderskab/faderskab),
familie (slægtsskab), venner (venskab), naboer (naboskab),
bekendte (bekendtskab), arbejdskolleger (arbejdsfællesskab) og landsmænd
(statsborgerskab). I VEGA ser vi menneskers tilhørsforhold til steder og forbundethed
til andre mennesker som centrale størrelser i relation til social aldring,
idet der med stigende alder ikke sjældent sker markante ændringer i de positioner,
vi indtager i kulturelle eller sociale fællesskaber.
Illustrationen af arbejdspraksissiden til venstre viser, at en medarbejder inden
for ældreområdet er del af en større arbejdssammenhæng, som forpligter med
hensyn til faglig viden og færdigheder, holdninger, loyalitet over for lovgivning
og lokale målsætninger m.v. En medarbejder har en bestemt plads/stilling i en
arbejdspraksissammenhæng, hvortil der knytter sig bestemte forpligtelser og
beføjelser. Den enkelte medarbejders mulighed for at klare arbejdet tilfredsstillende
vil i høj grad afhænge af, om vedkommende kan fungere i en arbejdsgruppe
eller i et team, for den opgave, der handler om at hjælpe andre mennesker
med at få hverdagen til at hænge sammen, kan ingen løse alene. Gruppen
skal kunne fungere inden for arbejdsstedets rammer, der udstikkes af stedets
struktur, kommandoveje, værdier og visioner, der igen er underlagt rammer i
form af kommunens prioriteringer på ældreområdet, amtets uddannelsestilbud
96

og statens (og måske EU’s) love, bekendtgørelse og aktuelle politiske udspil på
social- og sundhedsområdet.
Dobbelttegningen illustrerer, at medarbejdere skal kunne forholde sig til borgere
ud fra et hverdagsligt tilværelsesperspektiv, samtidig med at de holder sig for
øje, at de er systemrepræsentanter. Hvis der sker en ubalance i retning af, at
tilværelsessiden negligeres, gennemsives eller ligefrem invaderes af praksissiden,
kan omkostningerne for de enkelte modtagere af offentlig hjælp blive stor.
Hvis man forestiller sig, at de to tegninger er transparente overheads, kan man
lægge dem oven på hinanden og få et indtryk af, hvor komplekst et arbejdsfelt
medarbejdere inden for ældreområdet skal kunne fungere i.
Der vil altid være en risiko for, at en af siderne får ’overtaget’. Inden for institutionsverdenen
kan der findes mange og grelle eksempler på, at gamle, syge eller
handicappede mennesker i tidens løb er blevet mødt med en objekt- og klientgørende
attitude, hvor arbejdsprocedurer – rundepleje, faste rutiner, diciplinering,
m.v. – overskyggede individuelle hensyn. Forventningen var, at beboerne
deltog eller tilpassede sig institutionens hverdag og rytme. Sociologen Goffmann
karakteriserede i sin klassiske kritik af totale institutioner denne attitude
som drabet på ”det civile jeg” (Goffmann, 1971), og den engelske demensforsker
Tom Kitwood har i adskillige artikler og bøger fulgt op på kritikken ved at
henlede opmærksomheden på ”den ondartede socialpsykologi”, som kan forekomme
i demente menneskers tilværelse – f.eks. i samværet med pårørende
og plejepersonale. (Kitwood, 1999)
Inden for ældreområdet indeholder historien også den modsatte ubalance –
nemlig situationen, hvor omsorgen for gamle var en uformel forpligtelse eller et
ufaglært arbejde, hvor mange kvinder ingen arbejdsmæssig beskyttelse eller
rettigheder havde.
På den ene side var det positivt, at f.eks. hjemmehjælpere tidligere i stor udstrækning
har haft et godt og indgående kendskab til gamle menneskers personlige
historie og unikke behov. De var gode til at skræddersy hjælpen og underkaste
sig, men der var samtidig indbygget en flydende grænse til underordning
under modtageren. (Christensen,1999)
De to parter i relationen står over for en opgave, der handler om at få hverdagen
til at fungere. De har forskellige perspektiver på de opgaver, der skal løses
og måden, de skal løses på, og brobygningen afhænger af, om de kan mødes i
en fælles forståelse af hinanden, af andre, af situationen, af handlinger, af daglige
rutiner og andet, der har betydning i hverdagen (Broch, 1990). På hverdagsplanet
skaber de ældre og de professionelle ”et afhængigt hverdagsliv”
med de rutiner og praksisformer, de efterhånden udvikler sammen.
VEGA-projekterne har synliggjort, at graden af fodslag, der præger samspillet
mellem tilværelsessiden og arbejdspraksissiden spænder over et kontinuum,
gående fra total mangel på fodslag til udpræget fodslag.
97

Det første møde mellem tilværelsessiden og arbejdspraksissiden
Med afsæt i empirien fra VEGA-projekterne kan gives mange eksempler på, at
det ikke altid lykkes arbejdspraksissiden at tage del i tilværelsessiden på en
måde, præget af fodslag og fornemmelse for det betydningsfulde i hverdagen.
For at undgå, at hverdagen og tilværelsessiden negligeres, gennemsives eller
ligefrem invaderes af arbejdspraksissiden, må den tildeles mere opmærksomhed
i arbejdspraksissammenhænge. Projekt ViCo-metoden handlede netop om
at konstruere en samtalestrategi, så borgerens tilværelsesside allerede fra den
første kontakt gøres mere synlig. Projekt ViCo-metoden påviste, at visitatorer i
hvert fald skal være opmærksomme på to forhold, der besværliggør, at tildeling
af hjælp tager afsæt i hverdagslivet.
Det første forhold hænger sammen med, at mennesker i hverdagen ikke har et
særlig bevidst forhold til livet i hverdagen. Vi tænker og taler ikke meget om den
banale, gentagelige hverdagstrummerum. Vi tager den for givet. ”Sådan er det
bare”.
Det andet forhold hænger sammen med, at visitatorernes tilgang til at få indsigt
i menneskers upåagtede hverdagsliv viste sig også at være upåagtet. Visitatorerne
oplevede, at de i visitationssamtalerne spurgte ind til det betydningsfulde i
hverdagen, men dette kunne ikke registreres på båndudskrifterne. Af de kvalitative
interviews med visitatorerne, som blev foretaget efter visitationssamtalerne,
fremgik det, at den indsigt, de synes, de havde om borgernes hverdagsliv, udsprang
af observationer, de gjorde i hjemmet ud fra billeder, genstande mv. Den
upåagtede registrering af det upåagtede hverdagsliv resulterede i, at hverdagslivet
kun i ringe grad blev artikuleret og sprogliggjort, og at det derfor var svært
at tillægge det betydningsfulde i hverdagen tidsmæssig betydning i forhold til
tildeling af ydelser.
Som følge af denne konstatering giver det god mening, at der i ViCo-projektet
eksperimenteres med at lave en samtalestrategi, der understøtter visitatorernes
bevidste orientering mod livet i hverdagen.
I forbindelse med ViCo-projektet blev udarbejdet forskellige modeller, der synliggør,
hvilke informationer og temaer, der med fordel kan medtages i en visitationssamtale.
Modellerne har karakter af at være en slags vejledende idekataloger,
der kan være med til at minde visitator om at komme ’hele vejen rundt’ i
sin udforskning af borgerens situation og unikke behov for hjælp.
I den model som er gengivet på side 43, anskueliggøres, hvordan visitator kan
opnå indsigt i menneskers bevidsthed om deres egen hverdagsliv og vitale livssammenhænge
ved i samtalen at foretage en indholdsmæssig og bevidsthedsmæssig
bevægelse mellem tiden forstået som livsforløb og tiden forstået
som livsudfoldelse. Centrum I modellen er ’livssammenhæng’ (her og nu), der
horisontalt orienteres i en tidslig fortids/fremtids dimension og vertikalt orienteres
i en rumlig indre/ydre dimension.
Modellen har træk til fælles med en model af menneskers bevidsthedsfunktion,
som Søren Willert har konstrueret (Willert, 2002). Centrum i Willerts model er
98

’sagen’ (her og nu), der orienteres i to dimensioner i tid og rum. Herved opstår
der i modellen fire såkaldte aspektrum eller bevidsthedsrum: ’Beslutningen’ og
’begæret’, der retter sig mod fremtiden og ’beretningen’ og ’bagagen’ der retter
sig mod fortiden.
På samme måde, som Willerts model kan fungere som et styrebillede for den
terapeut, der ønsker at skabe sig et overblik over indhold og proces i den terapeutiske
samtale, kan ViCo modellen fungere som et styrebillede for visitator.
Med modellen ’for sit indre blik’ bliver visitator mindet om både at spørge ind til
livet som forløb og livet som udfoldelse. Hvor Willerts model blotlægger fire forskellige
bevidsthedsrum, blotlægger ViCo-modellen forskellige aspekter ved det
betydningsfulde i hverdagen og et hverdagsliv i forandring, som med fordel kan
belyses i visitationssamtalen.
Hvis der i arbejdspraksissammenhænge blot er en upåagtet opmærksomhed
mod og registrering af det betydningsfulde i hverdagen, er der risiko for, at
menneskers afhængige hverdagsliv bliver upåagtet i dobbelt potens. Dette er
en problematik, som ikke kun visitatorer - men også medarbejdere i forreste
geled - med fordel kan være opmærksom på.
Samspilsvariable
I forbindelse med projekt ”Det afhængige hverdagsliv” hæftede vi os i gennemlæsningen
af observationsnoter og interviews ved, at modtagerne af hjælp uafhængigt
af hinanden ofte kommenterede tre forhold ved samspillet med hjælpekultur
og hjælpere, som de synes havde indvirkning på deres dag. I dataoparbejdningen
udkrystalliseredes tre samspilsvariable i form af de tre T’er: timing,
tempo og tydning.
Timingen handler om menneskers brug af tid og tagen hensyn til hvornår,
hvilken tid bruges til hvad.
Tempoet handler om den fart, tilværelsens forskellige gøremål kan gøres i.
Tydningen handler om menneskers sansning, forståelse og vurdering af nuet.
Det første T - Timing - handler om dagens orden, og hvornår det passer at bruge
hvilken tid til hvad. Når dagen er et arbejdsmæssigt anliggende for andre,
skal der i stor udstrækning ske en samordning af forskellige tidsplaner; de ældres
personlige tid og arbejdpraksissidens standardtid. Nogle gange er der fodslag.
Andre gange er der ikke fodslag.
Det andet T - Tempo - handler om den fart, tilværelsens forskellige gøremål kan
gøres i. Vi lever i et hurtighedssamfund, hvor mange ting både i arbejdslivet, i
privatlivet, i medierne, i trafikken, i sporten foregår i et stadigt mere opskruet
tempo.
Ældre, svækkede mennesker har ofte ikke de samme bevægelsesmæssige,
sansemæssige og reaktionsmæssige forudsætninger som yngre mennesker for
at klare hurtighedens tyranni.
99

Når dagen bliver et arbejdsmæssigt anliggende for andre, skal der i stor udstrækning
ske en samordning af det tempo, som passer ind i et liv og det tempo,
der passer ind i en arbejdssammenhæng. Nogle gange er der fodslag. Andre
gange er der ikke fodslag.
Det sidste T - Tydning - er en meget mere kompliceret størrelse. Mennesker
tyder og forstår, som den lille tegning illustrerer, situationer forskelligt. De tillægger
nuet og de handlinger, der udspiller sig, de ord der udveksles, de ting
der bruges, de bevægelser der gøres m.v. forskellig betydning – og handler forskelligt
på grundlag deraf.
Fru Rank - har
De set den dejlige
stol, vi har fået i
dagligstuen?
Det er en helt central menneskelig egenskab at kunne dele betydninger med
andre, og som oftest er vi ganske gode til det. Gennem vores opvækst og ved
at spille sammen med andre i hverdagen får vi del i et betydningsunivers - en
skatkiste af erfaring - som vi ubesværet deler med andre. Nogle gange vil der
imidlertid opstå situationer, der minder om den med den nye stol.
Der kan af og til være så store forskelle i personers konkrete erfaringer og måder
at anskue verden på, at de ikke forstår hinanden, og så at sige ikke ser
hverken hinanden eller situationen tydeligt.
Deres erfaringer eller deres personlige specialverdener lapper ikke tilstrækkeligt
over hinanden, og måske er de nogle gange ligefrem på kollisionskurs. Sådanne
markante forskelle kan man nogle gange se på tværs af generationer.
En svagtseende, ældre dame er inde på noget i den retning i det følgende interview-uddrag:
I: Hvad synes De, vores elever skal lære?
B: De skal lære, at når de kommer ind til en ældre dame, så skal de præsentere
sig. Så skal de ikke begynde at sludre op om både det ene og det andet. Så
skal de vente og høre, hvordan husmoderen begynder.
100

I: Er der flere ting?
B: De skal ikke være anmassende, når de kommer. De skal ikke bare sige du
og fornavn, det er ikke alle, der bryder sig om det. Så skal de spørge, hvis der
er noget, de er usikre om. Hellere spørge end lave noget forkert. Det er der
mange unge piger der ikke tør. Så gør de bare noget, som de regner med selv.
Men jeg siger gerne til dem, når jeg får en ny elev, hvad jeg plejer at få lavet.
Og så hører jeg meget efter, hvad de laver. Jeg kan høre meget, hvad de laver,
om de laver det rigtigt, ellers må jeg så rette dem i det.
Alt menneskeligt samvær bygger på tydninger, men nogle gange kræver det
noget ekstra at tyde situationer, reaktioner og personer.
Under arbejdet med denne publikation har jeg undtagelsesvis været hjemme i
dagtimerne for at skrive. Netop som jeg midt om formiddagen sidder og funderer
og skriver om begrebet tydning bemærker jeg, at skraldebilen kører gennem
gaden. Jeg har aktuelt et lidt anstrengt forhold til kommunens skraldeordning og
skraldemændene. I adskillige år har der ikke været nogen som helst uoverensstemmelse
mellem husstanden her og så den kommunale skraldepraksis. De er
kommet og har tømt skraldespandene, der er placeret lidt diskret bag ved hovedtrappen.
Pludselig en dag lå en meddelelse fra kommunen i postkassen om,
at underlaget ikke var kørefast, og at de derfor ikke kunne tømme vores skraldespand,
med mindre vi udbedrede underlaget eller selv kørte skraldespanden
ud til fortovet. Hvis sedlen var kommet for et år siden kunne jeg måske forstå
det. Dengang var indkørslen slidt og misligholdt og næppe kørefast i regn og
sjappet vejr. Sidste år blev der lagt skærver i hele indkørslen. Skærver der betegnes
som kørefaste, og det føles reelt som en kraftig forbedring, når indkørslen
f.eks. skal forceres på cykel. Man behøver ikke længere stå af. Min tanke
har været, at arbejdstilsynet måske har været inde over banen og har udstukket
nogle krav til skraldemændenes arbejdsmiljø, der diskvalificerede en ganske
væsentlig del af byens helt almindelige indkørsler og forhaver. Måske hænger
det sådan sammen, eller også er der en anden forklaring, som jeg først får øje
på i dag. Skraldebilen holder lige her udenfor. En ung fyr i orange skraldemandsdress
hopper af bilen og suser frem og tilbage med skraldespande fra
nabo- og genbohusene. Det ligner næsten en leg. Han har rulleskjørter på…….
Eksempler på timing, tempo og tydning
I det følgende illustreres de tre T’er med eksempler fra projekt: ”Det afhængige
hverdagsliv”.
Vedr. timing.
Der er i materialet rigtigt mange udsagn, der har med timing at gøre. Især falder
mange bemærkninger til morgenstunder og aftenstunder.
- (jeg) ville ...gerne have været oppe noget før. Men da hjemmeplejen først
begynder klokken otte, så kan det jo sådan set ikke blive til andre tider.
- I går kom jeg op kl. 7.30. Det er sent nok - jeg vil gerne op tidligt - det har jeg
været vant til hele mit liv.
101

- Hvis jeg skal på toilettet, kan jeg ikke kontakte personalet mellem 7.00-7.30,
og det kan godt være et problem. Normalt går det godt nok. Jeg vil helst op
og ud på toilettet med det samme og så tilbage i sengen. Men det tager tid,
og deres tid er jo kostbar…
- Jeg har en fast hjemmehjælper. Hun kommer gerne ved ni-tiden, og det
passer mig så godt, for så kan jeg lige få lov til at hvile lidt, inden jeg skal op.
Når det er ved otte-tiden - afløsere - så kniber det mig lidt at komme op. Så
synes jeg, at jeg er mere søvnig.
- Jeg (vil) meget gerne tidligt i seng, men det kan godt vare noget længe – jeg
kan få lov at sidde.
- Den værste tid på døgnet - det er, når jeg synes, jeg bliver lagt for tidligt til ro
- så natten bliver for lang - det er jeg ked af.
Bolette på 84 bor på plejehjem, og hun oplever, at der særligt om natten er
manglende fodslag mellem hendes behov for hjælp og plejehjemmets timing af
hjælpen. Bolette kan ikke vende sig selv i sengen og har særligt brug for personalets
assistance om natten.
Jeg vil gerne ha’, at de kommer ind til mig lidt oftere om natten for at komme
en pude i ryggen eller på anden måde at bevæge mig lidt. De siger, vi har
en aftale om, at de kommer hver tredje time og helst ikke vil have, at jeg ringer,
men jeg kan nu ikke lave aftaler tre timer frem.... De kommer ind og
vender mig klokken 1 og klokken 5, og så skal jeg helst ikke have brug for
yderligere hjælp. Men det kan jeg ikke klare mig med. De vil have mig til at
sove på siden, men jeg kan ikke sove på den måde, så bliver jeg meget utilpas.
Sidste nat havde de ikke vækket mig kl.1 men blot vendt mig, med det
resultat, at jeg vågnede kl.3 og var helt rundt på gulvet. Jeg kunne næsten
ikke få ringet, og jeg kunne ikke finde ro. Så blev jeg vendt, men så kom der
ingen kl.5....Det var en lang morgen.... Det er somme tider, at de slår klokken
fra, så jeg ikke kan ringe.
For flere af de ældre kan det være et problem at komme på toilet eller få skiftet
ble til tiden....
- Jeg lader vandet i en stor ble om natten. Det er for besværligt for dem at få
mig op om natten. Jeg har det dårligt med at gøre i bleen, men det er jeg jo
nødt til. Det er for det meste omkring kl.6, jeg kommer af med vandet, og de
går jo først i gang kl. 7.30.
- Det er det, hvis man skal på toilettet, det er det, der irriterede mig første
gang, jeg var herhjemme, i april, jeg skulle på toilettet, og jeg ringede - dengang
havde jeg ingen kaldeanlæg, så jeg ringede på telefonen, dengang
klokken var halv to, og så kom hjælpen klokken fire - det var jo lidt længe at
vente.
I flere af interviewene skinner det igennem, at vagtskiftet fra dagvagt til aftenvagt
godt kan skabe problemer i forbindelse med afholdelse af middagslur.
En mand, hvis kone skal have hjælp fra to personer til at komme op fra middagsluren,
synes, at hjælperne er for tidligt på den om eftermiddagen.
102

Det er jo bare fordi, de har fyraften klokken to. Det er ikke nemt, det skal jo
passe med bussen og det hele. Så kommer de kvarter i to, fordi de skal
holde fyraften klokken to. Jeg har også været ved at snakke med dem, om
de kunne lade hende ligge en time længere og så have trukket det en time
hele vejen igennem. Så sku’ hun ikke op før klokken tre, men så er det jo
natholdet, der skal køre her først.
En anden ældre dame kommer først op fra middagsluren ved halv fem tiden.
Hun har det omvendte problem.
Jeg ville jo gerne op kl. tre, men det kan jo ikke hjælpe noget. Sådan må
man jo indrette sig.
Dårlig timing kan også forekomme, når afstande skal overvindes fortæller en
ældre mand der er på plejehjem:
Når man har spist, tager det så lang tid, inden man bliver kørt op. Det synes
jeg er ret irriterende.
Vedr. tempo
Uddrag af observationsnoter fra plejehjemmet, der både handler om timing og
tempo:
8:15. En beboer har siddet på gangen en halv time. Nu skal hun i tøjet, men
hun kan ikke rejse sig - heller ikke med støtte fra en hjælper. Vedkommende
henter en kollega - sammen får de hende op af stolen og ud på badeværelset,
men hun ømmer sig meget.
De to medarbejdere diskuterer, om de skal vente med at hjælpe B. i tøjet, til hun
har fået noget smertestillende. ”Kan vi ikke lige så godt få det overstået nu”,
foreslår den ene.
Den anden synes ikke, det er en god løsning, og det ender med, at de følger B.
ind i spisestuen og giver hende morgenmad og noget smertestillende. Senere
forløber påklædningen uden problemer.
I episoden mødes to forskellige medarbejderholdninger: Den ene repræsenterer
hurtighedens tyranni, mens den anden mere repræsenterer langsommeligheden,
eftertanken og omtanken. Beboerne knyttede ofte kommentarer til personalets
fortravlethed:
De har jo så travlt, de skal altid skynde sig af sted, eller de har jo ikke tid til
det hele.
Indimellem foregik tingene, som det fremgår af nedenstående eksempler i mere
moderat og passende tempo.
I: Du kom så først rigtigt op ved 10-tiden. Det tog faktisk en time at komme op?
Marie: Ja, der er forskellige ting, der skal ordnes.
I: Din hjælper havde også god tid - har alle lige så god tid som hun?
Marie: Ja, det synes jeg, de er meget flinke alle sammen.
I: Hvordan synes du, en god hjælper skal være?
Marie: Ja, når det gælder mig, så skal de have tålmodighed.
103

Uddrag af observationsnoter:
En af beboerne har fået sin morgenmad på sengen, og nu er han stået op. B.
har slet intet sprog, kun lyde. Han går foroverbøjet. Hans bevægelser og mimik
er uendeligt langsomme. Alligevel tager han del i morgenrutinerne, f.eks. tager
han selv sine strømper på, det går meget langsomt, alligevel afbryder hjælperen
ham ikke, før han er ved at tage den anden strømpe på samme fod. B. smiler,
da han har fået sine strømper på.
Vedr. tydning
I materialet findes der, som det allerede er fremgået, mange eksempler, hvor
der er god overensstemmelse mellem den måde, hhv. personalet og de gamle
opfatter en situation på.
Uddrag af observationsnoter:
En beboer sidder i spisestuen. Foran ham på bordet står en kop kaffe. I en halv
times tid har han siddet og kigget ud i luften. En medarbejder slår sig ned ved
siden af ham og spørger ham på et tidspunkt, om han har læst sin avis i dag.
Det har han ikke. Hun tilbyder at hente den - hun har set den ligge på kontoret.
Det vil han gerne have...
Andre gange er der knapt så stor overensstemmelse. En medarbejder på plejehjemmet
fortæller på en af temadagene følgende historie:
Min historie handler om en psykisk syg, kvindelig beboer, som ønsker at komme
mere ud. Det fyldte meget i dagligdagen det ønske. Hun udtrykte også ønsket
til det gerontopsykiatriske team.
En dag var det fint vejr, andre sad ude, men min beboer sad inde. Hvorfor? Jeg
gik så ind til hende og spurgte hende, om hun ikke ville med ud. Hun sagde, at
andre også havde spurgt, men nej, hun ville ikke med ud. Det viste sig så, at
det, hun mener med at komme ud er at komme op i byen – ikke bare gå ud
udenfor i den friske luft. Det var først, da jeg fik en snak med beboeren om det,
at det blev opklaret, hvad ”ud” betød. Jeg blev helt paf ved at opdage det.
Denne historie illustrerer på smukkeste vis, at situationer kan have forskellig
betydning for forskellige deltagere. På temadagen affødte denne samt andre
historier en snak om, at det er vigtigt at være opmærksom på ens egen og andres
tydning af en situation, et udsagn, en ting mv., idet det ikke – og heller ikke
selv om mennesker foretager sig det samme i en situation - er sikkert, at situationen,
udsagnet, tingen mv. betyder det samme for dem.
Det at indgå i et samspil med andre handler ikke kun om at svare på signaler,
men om at indfange de betydninger, andre viderekommunikerer.
På en af temadagene for hjemmeplejens personale blev følgende historie fortalt:
104

På et tidspunkt kom jeg jævnligt hos en kvinde, som havde meget rod i sin lejlighed.
Der lå bunker over det hele med aviser og ugeblade, som var flere år
gamle. De måtte ikke smides ud, og jeg måtte ikke røre dem.
Kvinden havde en søster på Fyn, som kom og ryddede op i bunkerne en gang
imellem. Søsteren døde, og så var der ingen til at rydde op i bunkerne. Jeg stod
nu med problemet, og jeg fandt ud af, at denne dame ikke så særlig godt, men
at hun selv håbede på, at synet ville blive bedre. Hun gemte aviser og ugeblade
til bedre tider. Vi fandt frem til et system, hvor jeg læste op fra aviserne, hvorefter
jeg så kunne få lov at smide nogle af aviserne ud. Der var stadigvæk rod og
bunker i lejligheden, men nu kunne jeg leve med dem.
I denne historie skifter bunkerne med aviser og ugeblade betydning for hjælperen.
Hun ser ikke længere kun rod, men forstår, hvilken betydning bunkerne har
som potentielt læsestof for den gamle dame. I denne historie er hjælperen henvist
til sin egen evne til at tyde den gamle dames adfærd og vaner. Det går godt
- betydninger deles på smukkeste vis.
En dame på plejehjemmet fortæller, at hun døjer med de store portioner. Maden
er god nok, men det er alt for store portioner, jeg får. Personalet har sagt, at det
ikke betyder noget, at hun ikke spiser op, men det er ikke bare det, det handler
om for den gamle dame. Dels får synet af al den mad hende til at miste appetitten,
og dels synes hun, at det var synd med al den mad, der går til spilde.
I datamaterialet er der ganske mange eksempler på, hvordan de ældre kan opleve,
at der er mere eller mindre fodslag imellem det, de selv oplever som værende
god rengøringsstandard, og det andre oplever.
Alma: Jeg havde for nogen tid siden en ung pige - en afløser - og så bad jeg
hende om - jeg havde ikke fået tørret støv af i otte dage - at tage en klud og
tørre støv af. Så sagde hun, at det kunne hun ikke gøre i dag, men i morgen
torsdag. Så sagde jeg, at jeg ikke havde fået tørret støv af i otte dage, så sagde
hun: "Det er da ikke noget, jeg har ikke fået tørret støv af i 14 dage hjemme ved
mig". Det synes jeg er for galt.
Den unge hjælper går fejl af, hvad der betyder noget for Alma. Hun sammenblander
så at sige sit eget syn på tingene - sit eget betydningsunivers - med
Alma’s.
En anden ældre dame, der bor i en stor herskabelig lejlighed registrerer også,
at der er forskel på hendes egne og specielt de unge hjælperes rengøringsstandarder.
Jamen, jeg er måske nok osse lidt… Jeg ved.... sagt til mig, at jeg
må se at slække af. Ja, jeg synes sommetider... Jeg forbavses over, de yngre
ikke selv kan.... kan tage af sig selv. Man skal se/sige alting. Og de synes, at
det er ikke nødvendig med lamper og fodlister - Engang imellem er det altså......
...............Men jeg synes ikke, de altid er så effektive, som jeg synes en husmoder
...en ung..sådan.. Det har altid ligget....Ja! ikke for jeg skal sidde og sige
noget. Jeg har da også fejl, selvfølgelig. Men jeg synes, der er mange ting, at
man ikke ligefrem behøver at lære. Det må man jo selv have et blik for. Det vil
105

jeg sige, ellers gør de jo selvfølgelig det, jeg beder dem om. Knap så effektivt.
Men det er meget, det må jeg ikke forvente.
De udsagn eller observationer, der handler om tydning, kan også handle om de
ældres muligheder for at tyde det, der sker omkring dem. De ældre kan af forskellige
grunde være i en situation, hvor de oplever det, der sker omkring dem,
som værende mere eller mindre tydeligt – måske ligefrem utydeligt. I datamaterialet
findes mange eksempler, hvor personer har problemer med at tyde det,
der foregår omkring dem.
Både indre og ydre forhold kan virke som barrierer i forhold til at kunne tyde
omgivelserne. Indre forhold kan handle om aldersrelaterede svækkelser – f.eks.
af sanser - dårligt syn, dårlig hørelse, dårlig hukommelse m.v. - og nedsættelse
af reaktionshastighed.
Ydre forhold kan handle om omgivelsernes beskaffenhed, f.eks. baggrundsstøj,
tempo, dårlig belysning, indretning, ukendte fænomener m.v.
Personalet har en vigtig opgave i forhold til at registrere, om der er ”blinde pletter”
i nogle af de ældres tydninger og oplevelser af situationer.
Måske er der et høreapparat, der ikke fungerer. Måske er der sket forandringer i
rummet. Måske er der et fjernsyn, der forstyrrer i baggrunden. Måske er det
nødvendigt at være den andens øjne og beskrive rummet, indretningen, borddækningen,
vejret. Måske er der brug for hjælp til at få erindringshuller fyldt ud.
Tydning af omgivelserne og det oplevede råderum hænger snævert sammen.
En ældre dame der får hjælp til sin opvask fortæller, hvordan hjælperne kan
gøre det lettere/sværere for hende at tyde sine omgivelser.
Det bliver skyllet af, så de bare lige skal vaske det af i sæbevand og sætte
det på plads. Der ville jeg så gerne, at de unge ville spørge mig, hvor det
stod. For mit syn er nede på ca. en procent, jeg skimter kun, og jeg kan
kun se ud af den venstre øjenkrog, højre det er blindt. Så jeg ville så gerne,
at de bare ville spørge om nogen ting, så at jeg ikke skal rende rundt
og lede efter nogen ting.
Jeg skal i hvert fald have hver ting på sin plads.
Problemer med at kunne tyde situationer kan få nogen til at indskrænke deres
råderum.
Jeg kommer ingen steder - jeg tager altså ingen steder og ud og spise og
sådan noget - jeg kan ikke have med det at gøre, for det - det kan lige gå
med kaffe, men æh – når man sidder dér med en tallerken, man kan hverken
se kartofler eller noget - man tror, man spiser et stykke kartoffel, og så
er det måske et stykke kød eller noget andet. Jeg har ikke spor ud af det -
det har jeg altså lagt fuldstændig til side.
Denne lille fortælling viser, hvorledes en situation kan ændre betydning over tid.
Mange demente har uhyre svært ved at tyde situationer og personer, og det er
anstrengende både for dem selv, men også for de personer, der er omkring
dem.
106

For personalet er det vigtigt at kunne tyde de ældres mangelfulde tydning og
kunne sætte sig ind i, hvor hjælpeløse og udleveret til kaos, de ofte er.
Mennesker med hukommelsesproblemer har ikke bare mistet deres fortid. De
har også mistet evnen til at tilskrive det, der sker omkring dem, betydning og
mening, hvilket igen giver dem problemer med at holde fast i, hvem de er.
Alle mennesker er afhængige af at kunne aflæse omgivelserne, og alle mennesker
er afhængige af det modspil og de tilbagemeldinger, de får fra andre.
Når to personer forholder sig til hinanden, træder bestemte egenskaber frem
hos dem begge. De bliver tydelige for hinanden og for sig selv.
Man kan sige, at mennesker spejler sig i hinanden, og det kan, som det fremgår
af de følgende udsagn, være problematisk hvis spejlbilledet bliver sløret eller
forvrænget.
I: Føler du dig nogen gange udenfor?
Alma: Ja, det kan jeg godt gøre. Når f.eks. jeg er ude, og der er mange mennesker.
De taler sammen og ler, det kan jeg jo ikke høre. Så kan jeg godt indvendigt
tænke – uha, du kan hverken det ene eller det andet.
Fru W. har problemer med at høre noget, når hun er i en større forsamling –
f.eks. i plejehjemmets spisestue. Hun fortæller, at hun føler sig utilpas og udenfor
i situationer, hvor hun ikke kan følge med i samtalen. Hun gør sig tanker om,
hvordan andre opfatter hende, når hun ikke kan følge med.
Disse to citater illustrerer, at problemer med at tyde situationer også påvirker
selvbilledet. Damerne begynder at tyde sig selv anderledes.
De tre T’er skal ses som begreber, der kan være med til at beskrive samspillet
mellem personale og ældre mennesker, der er afhængige af hjælp.
For svage gamle kan de tre T’er og andre lignende samspilsbegreber i bedste
fald være en slags indikatorer for trivsel og et meningsfyldt hverdagsliv, som
alle faggrupper af personale kan bruge som pejlemærker.
Vi bruger bevidst udtrykket pejlemærke og ikke f.eks. udtrykket metode, idet vi
ikke mener, at metode er velvalgt i denne forbindelse.
Oftest forbindes begrebet metode med det at anvende regler til at løse bestemte
forud definerede og afgrænsede opgaver. Dette er uheldigt i forhold til socialog
sundhedsarbejde. Arbejdet på et plejehjem eller i et privat hjem er af en karakter,
hvor hjælpere er nødt til at revidere deres planer i lyset af den situation,
de møder (Jaap Rothuizen, 1999).
Rosmari Eliasson, der har forsket i svensk ældreomsorg, skriver et sted, at bestræbelser
på at formulere ”professionelle forholdemåder” og ”almene principper
for god praksis” kan blive tvangstrøjer for personalet, således at både sund
fornuft og hensyntagen til de enkelte beboeres særlige situation overses.
(Eliasson, 1987)
107

I vores datamateriale har vi ledt efter nogle af de pejlemærker, som beboerne
faktisk bruger, når de kommenterer det gode/det mindre gode ved en stund, og
måske kan personalet bruge nogle af de samme pejlemærker, når de skal tage
bestik af, om de bidrager til gode eller mindre gode stunder i enkelte ældre
menneskers helt særlige liv.
Gamles hverdagsliv i historisk kontekst
I det følgende omtales tre historier: hverdagshistorien, livshistorien og generationshistorien,
der på forskellig vis kan skabe indsigt i og måske forståelse for
den forskellighed som præger menneskers levede liv,
De tre historier (Forskellige historier skaber indsigt i menneskers forskellighed )
Generationshistorien
1800 1900 2000
Livshistorien
1912
Hverdagshistorien
Minutter, timer, dage, uger, m
åneder, år……
Marianne Elbr ønd Januar 2002
De tre historier, som er afbildet på tegningen, forholder sig til hinanden ligesom
russiske babushka-dukker, hvor der inden i den store dukke ligger en mindre
dukke, som igen indeholder en endnu mindre dukke….
På samme måde er det med det liv, mennesker lever her og nu. Alt, hvad mennesker
foretager sig i det daglige, er forankret i et livsforløb, der strækker sig fra
fødsel til død. Livsforløbet er igen forankret i en kultur og en tidsepoke, som
danner rammen om tilværelsen for en bestemt generation.
Alle mennesker kan således beskrive sig selv som repræsentant for en generation,
der har gennemlevet en særlig historisk og kulturel epoke. Gemt inde i
denne generationshistorie kan der ligge en uafhængig og personlig livshistorie,
og inde i denne beretning ligger der igen en hverdagshistorie om livet, som det
aktuelt og helt konkret udfolder sig i striben af hverdage – om morgenen, om
108

eftermiddagen, om aftenen, om søndagen, i løbet af ugen, i løbet af en måned
eller i løbet af et år. Generationshistorien, livshistorien og hverdagshistorien
skal opfattes som typer af historier for reelt kan der fortælles mange historier
om en generation, et liv og en hverdag.
Hverdagshistorien
I forbindelse med projekt ”Det afhængige hverdagsliv” blev fru Rank kigget over
skulderen en dag for morgen til aften. På baggrund af detaljerede dagbogsnotater
var det muligt at konstruere nedenstående billede, der viser, hvor fru Rank
befandt sig til forskellige tider i løbet af en konkret dag.
Fru Rank er meget parat til at komme op kl. 7.30, hvor hjælperen Karina kommer ind på stuen.
Fru Rank siger, at den bedste tid på dagen er morgenen, hvor en ny dag begynder. Først bliver
fru Rank vasket forneden i sengen, og derefter hjælper Karina med morgentoilette og påklædning.
Fru Rank giver klare anvisninger undervejs: ”Nej fødderne er ikke placeret rigtigt. Bind ikke tørklædet
for stramt - ellers generer det. Min nederdel sidder en anelse for højt oppe. Ikke længere
ned, bare rundt. Ikke knappe den helt op.....”
Lidt over otte er fru Rank nået til at spise morgenmad i fællesstuen. Efter morgenmaden tager
fru Rank en tur rundt på gangen. Hun sidder i sin kørestol og skubber sig frem med fødderne.
Omkring kl. 9.00 kører fru Rank ind til sig selv en kort stund for kort tid efter at blive kørt i hobby
af Berit, der er social- og sundhedshjælperelev. Fru Rank placerer sig ved et bord, hvor en ergoterapeut,
Berit og seks beboere er ved at lave rabarbertærte.
Fru Rank: Hvad skal jeg lave i dag?
Personale: Du skal skære rabarber.
Fru Rank: Jeg kan bedst lide at have noget at lave. Jeg sidder og føler mig så doven.
P: Gør du det - det er for tidligt. Vil I have noget hyldebærsaft?
Fru Rank: Jeg vil helst have noget at bestille. Har I vasket dem?
P: Det gør vi bagefter.
Fru Rank: Har I en køkkenkniv? Det er skønne spildte kræfter med en spisekniv. Jeg vil have en
rigtig kniv. Nu venter jeg på en ordentlig kniv. Uden ordentlige redskaber, intet ordentligt arbej-
109

de. Det er bedre at være hernede, for så har man på fornemmelsen, at man ikke er helt nytteløs.
Man kan lige så godt bestille noget, når man er her.
Efter hobby er fru Rank i gymnastiksalen, hvor hun træner sine svækkede ben.
Kl. halv tolv er fru Rank tilbage på afdelingen og når lige at være kort tid i sin stue, før der serveres
middagsmad i fællesrummet. Fru Rank får serveret et glas af sin egen rødvin til maden.
”Den smager af prop. Den kan ikke have været sat ordentlig på. Jeg vil gerne have serveret en
anden.”
Efter maden trækker fru Rank sig tilbage til stuen, hvor hun bl.a. hviler sig i tre kvarter.
På et tidspunkt kommer der gæster på besøg, og selskabet tager en tur til byen, hvor fru Rank
bl.a. køber en del lækkerier til aftensmaden.
Hjemkommet fra byturen slapper fru Rank lidt af i sin stue, inden hun begiver sig til fællesrummet
for at spise aftensmad. Hun supplerer med egne indkøb. Bliver i fællesstuen en rum tid. Ser
fjernsyn på storskærm i selskab med et par andre beboere. Kl. 19.30 bliver der serveret
mælk/saftevand og kage ved et lille bord ved storskærmen. Kort tid herefter går en del beboere
ind til sig selv, men klokken er 21.15, før fru Rank trækker sig tilbage.
Kl. 21.20 kalder fru Rank på personalet og byder på chokolade. Hun tænder for sit eget fjernsyn
og skræller et æble.
Kl. 22.45 hjælpes fru Rank i seng.
Denne beskrivelse af fru Ranks færden i tid og rum er en ren fænomenologisk
beskrivelse, baseret på iagttagelser fra observatør. Beskrivelsen er et signalement
af det levede liv, men indsigt i det oplevede liv er først mulig, når den fænomenologiske
beskrivelse, som fru Rank sandsynligvis selv kunne have konstrueret,
suppleres med fru Ranks egne beretninger om, hvad enkeltstunder og
tilhørende gøremål, ting, vaner, rutiner mv. gemmer på af mening og betydning.
Antagelsen er, at fru Rank ligesom alle andre vil være tilbøjelig til at holde fast i
og at gentage bestemte ting, fordi det gør hverdagen nemmere, mere sammenhængende
og mere meningsfuld
Det er mønstre i fru Ranks dag. Fru Rank er hovedperson i sine livsmønstre.
Hun iscenesætter situationer på en særlig måde, og der synes at være et mønster
i den måde, fru Rank positionerer sig i forhold til andre mennesker. I det
kvalitative interview, som blev lavet med fru Rank dagen efter, at observationerne
var gjort, fremgik det tydeligt, at det betydningsfulde i hverdagen ikke
mindst handler om at blive hørt og selv at kunne bestemme.
Livshistorien
For at få yderligere indsigt i eller forståelse for, hvori det betydningsfulde i fru
Ranks hverdagsliv består, så er der inspiration at hente i de historier, som fru
Rank fortæller hen ad vejen, som f.eks. den dag, hvor hun over formiddagskaffen
blev præsenteret for en ny sygeplejestuderende.
Jeg har selv været sygeplejeelev. Min bror var læge, og han var ikke forlovet, og så
havde han fået den skøre ide, at da jeg var færdig på handelsskolen, at jeg ikke skulle
på kontor. Du skal gå til sygeplejen, og når du er uddannet om 3 år, så følges vi ad til
udlandet. Og så måtte han erkende, at han også var en ung mand med nogle drifter. Og
så da der var gået et års tid, og jeg havde været 3/4 år ved sygeplejen, så var han forlovet,
og så var det eneste, han tænkte på, det var at få en praksis og komme til at sidde
der, og så kunne jeg for resten passe mig selv. Og så valgte jeg at komme på kontor
110

- jeg havde så god en handelsuddannelse, som nogen kunne få. Så valgte jeg med det
samme at gå på kontor, og det har jeg aldrig fortrudt. Og jeg fik en meget stor stilling efterhånden
og sluttede som direktør, og jeg var eneste pige. Det kneb det første ½ år,
jeg var der. Da gjorde mine arbejdskammerater - de herrer, hvad de kunne for at få mig
til at gå - de ville gerne af med mig. De ville gøre mig ked af det, så jeg selv sagde op.
Det lykkedes nu altså ikke. Så kaldte de mig for sjov, fordi de ikke kunne klare mig, så
kaldte de mig "Den lille Vorherre". Det var mit øgenavn, men de blev de bedste kammerater,
jeg nogensinde har haft. Vi lærte at respektere hinanden, og jeg blev der i mange
år, også efter at jeg blev gift og fik børn.
En sådan fortælling har således som Marianne Horsted på et tidspunkt udtalte i
et interview i Politikken, træk tilfælles med de tegneopgaver, børn laver, hvor
det handler om at forbinde nogle punkter i den rigtige rækkefølge. Punkterne
har numre – 1,2,3,4,5,6,7 og hvis punkterne forbindes med en blyantsstreg i
den rigtige rækkefølge, så kommer der en figur frem. Fru Ranks liv består ligesom
tegneopgaven af en masse løsrevne punkter i form af begivenheder og
tidspunkter – en stadig strøm af øjeblikke og hændelser, og det er kun fru Rank
selv – eller nogen, der kender hende godt - der ved at fortælle om det liv, der er
levet, kan forbinde de løsrevne begivenheder til noget, der hænger sammen og
giver mening. Fortællingen er at sammenligne med den streg, som børnene
tegner mellem punkterne, men hvor der som regel kun er en rigtig måde at forbinde
punkterne i tegningen på, så kan hændelser i menneskers liv forbindes
på et utal af måder, alt afhængig af hvad man her og nu har brug for at forstå.
Af den grund giver det ingen mening at være på jagt efter menneskers livshistorie.
I princippet kan mennesker hele tiden fortælle nye historier om sig selv.
Samme livshistorie kan fortælles på mange måder, afhængig af den sammenhæng
historien fortælles i.
Fortællingens funktion er at skabe mening og sammenhæng. I mange forskellige
sammenhænge har vi brug for at rette blikket bagud og konstruere en sammenhængende
streg imellem nogle af livets mange hændelser.
På sygehuset er fru Rank sandsynligvis blevet udspurgt om sin helbredssituation,
og hun har muligvis fortalt sin sygehistorie. Måske er der også kommet andre
facetter af fru Ranks historie frem. Historien konstrueres i samspillet mellem
den, der fortæller og den, der lytter til eller spørger ind til fortællingen. Det betyder
f.eks. noget, hvem der lytter, hvilket humør fortælleren er i, og hvad der har
sat gang i fortællingen. Fortællinger er i modsætning til de livshistorieskemaer,
som er meget benyttede inden for ældreområdet, levende og foranderlige, og
for ældreområdets medarbejdere gælder det om at gribe dem, når lejligheden
byder sig. Måske gemmer historierne en del af koden til at forstå noget af det,
f.eks. de livsmønstre, der har betydning for livet i dag. Måske siger de noget om
de mere langvarige påvirkninger, som mennesker har været udsat for i deres
opvækst i familien, under deres skoleforløb, i deres voksenliv, i deres arbejdsliv
mv. De langvarige påvirkninger er interessante, idet de synes at hænge sammen
med de grundlæggende værdier, som mennesker værner særligt om i deres
liv og dagligdag (Gundelach, 2002). Til forskel fra andre mere overfladiske
værdier, som luftes verbalt, men ikke udmøntes i handling, er de grundlæggende
værdier reelt betydningsfulde og styrende i hverdagen.
111

Generationshistorien
Det enkelte menneske træder i fødselsøjeblikket ind på historiens scene, lever i
den i en årrække og forlader den så igen ved sin død. Et kort øjeblik er vi hver
især deltagere i menneskehedens fortløbende historie, som præges af omskiftelige
økonomiske, politiske, kulturelle og sociale samfundsforhold.
Det interessante er, at et menneske altid vil være præget af den tid, hvor vedkommende
har været hhv. barn, ung, midaldrende eller ældre.
Forskellige generationer har oplevet forskellige ting.
Fru Rank er godt oppe i halvfemserne og tilhører dermed en bestemt generation,
der voksede op i begyndelsen af forrige århundrede. Fru Rank vil som barn
have oplevet 1. Verdenskrig. Som ungt menneske vil hun have oplevet den
økonomiske depression i trediverne og 2. Verdenskrig. Som voksen har hun
oplevet opvækstperioden i 60’erne og den stigende materialisme, og som
gammel er hun gået ind i et nyt årtusinde præget af teknologiens fremvækst og
stigende globalisering.
Alle er vi børn, voksne eller pensionister på forskellige tidspunkter i den store
historie. Historiske forhold og begivenheder (f.eks. krige, kriser og opgangsperioder)
og betingelser i øvrigt (almene levevilkår, miljøpåvirkninger, vejrforhold
mv.) vil sætte sig spor i den enkeltes liv. Nogle vil sætte sig igennem som levevaner,
holdninger, sygelighed eller vil præge det syn, vi f.eks. har på æresbegreber,
takt og tone, rettigheder, det offentlige og det at blive afhængig af hjælp.
De tre historier
De tre historier kan sammenlignes med tre lyskegler, der belyser et menneskes
tilværelse fra forskellige vinkler. Jo flere lyskilder jo flere facetter ved en person
og en tilværelse er det muligt at få øje på.
Personalet omkring fru Rank kan måske bedre få øje på og forstå hendes specielle
vaner og særlige måde at være på i hverdagen, hvis de ser disse træk i
lyset af generationshistorien og livshistorien.
Om fru Ranks livshistorie ved vi f.eks. at hun er en veluddannet kvinde, der i en
årrække beklædte en ledende stilling i en privat virksomhed. Hun stiftede familie
og fik børn, men beholdt en tilknytning til arbejdsmarkedet.
Ved at sammenholde denne historie med generationshistorien dukker en ny
historie op.
Fru Rank fik som nævnt en uddannelse og det vel at mærke på et tidspunkt,
hvor det var ret usædvanligt. Hun fik en ledende stilling og det vel at mærke i en
tid, hvor kvinder sjældent beklædte ledende stillinger. Hun blev gift og fik børn
og blev ved med at arbejde og det vel at mærke i en tid, hvor kvindens plads så
udpræget var i hjemmet.
Fru Rank har så at sige været en slags frontkæmper i forhold til at bryde traditioner,
normer og kønsrollemønstre. Det må have krævet vedholdenhed og stæ-
112

dighed. Træk som fru Rank ser ud til at have i behold, når hun gennemsætter
egne ideer og holder fast i vaner og ritualer i dagligdagen. Fru Ranks historie
sætter sig på flere områder igennem i hendes værdier, selvbillede og hverdag.
Det er tydeligt, at fru Rank heller ikke i den nuværende situation lader sig ’træde
under fode’, og hun melder markant ud, hvis der er noget, hun ikke er tilpas
med.
F.eks. reagerer hun da der ikke er fodslag mellem hendes egen og medarbejdernes
tydning af, hvad situationen i Hobby går ud på. I episoden om formiddagen
i Hobby tillægger - således som vi tyder det – fru Rank nuet een betydning,
og personer i omgivelserne tillægger det en anden. Fru Ranks oplevelse af at
være i gang med at gøre et stykke ordentligt arbejde er på kollisionskurs med
situationens præg af at være hygge og tidsfordriv. Fru Rank sætter pris på at
bruge sin tid til noget fornuftigt samt at være til reel nytte. Dette viser sig også i
en kommentar, som fru Rank knytter til litteraturgruppen i hobby:
Det har ikke noget med litteratur at gøre. Vi får bare læst op. Ikke nogen
forklaring eller omtale af forfatteren. Det giver jeg ikke så meget for, men
jeg har dog deltaget. Jeg er næsten færdig med Ebbe Kløvedahl Reichs
seneste bog”.
I det kvalitative interview, som blev lavet med fru Rank dagen efter, at observationerne
var gjort, fremgik det tydeligt, at det betydningsfulde i hverdagen for fru
Rank ikke mindst handler om at blive hørt og selv at kunne bestemme.
Der er god grund til at se på hverdagshistorien i lyset af både livshistorien og
generationshistorien. I det hele taget er der en idé i en gang imellem at stoppe
op og se på de tre historier, så de kan kaste lys over hinanden. Derved giver
man for alvor sig selv mulighed for at respektere et andet menneske.
Stern er som tidligere nævnt optaget af den tanke, at det nuværende øjeblik i
sin korte eksistens rummer en levet historie, en slags ”verden i et sandkorn”. I
VEGA er vi optaget af den tanke, at livsmønstre går igen, og at der findes nogle
minimale narrative strukturer i hverdagshistorien, som genfindes i livshistorien.
Der kan i disse år spores en voldsom interesse for livshistoriefortælling inden
for en lang række praksisområder. Dette kan give anledning til bekymring, for
livshistoriefortælling kan være en belastende proces. Ingen ved, hvad den
gemmer i sig, før den er fortalt, og derfor bør det nøje overvejes, hvordan livshistoriefortælling
kan bruges i konkrete sammenhænge (Gústafsson & Ramian,
2003).
I VEGA-sammenhænge er vi generelt - og således som det er eksemplificeret
med overstående fortælling om fru Rank - opmærksomme på, at menneskers
livshistorie er interessant, idet den fungerer som kontekst og forståelsesramme
for fænomener i hverdagslivet. Samtidig har vi den holdning, at det at indsamle
livshistorier kræver en anden og tættere relation til fortællerne end den, vi har
haft. Livshistoriefortælling kan for nogle mennesker være en hjælp til at få mening
og sammenhæng i sit liv, men den bør ikke iværksættes for alene at tilgo-
113

dese behandleres, fagfolks eller forskeres nysgerrighed eller behov for information.
I VEGA-projekterne har vi haft gode erfaringer med at spørge ind til bolighistorien
og brugt den som en ikke anmassende genvej til at få indblik i facetter
af livshistorien. En anden historie, som vi derved også har fået indblik i, er den
sociale aldringshistorie som vi i VEGA fremover vil fordybe os mere i.
Der er klare paralleller mellem den skelnen, der i fremstillingen af de tre historier
laves mellem livshistorien og hverdagshistorien og så den skelnen, der laves
i projekt ViCo-metoden mellem livet som forløb og livet som udfoldelse. Vi er
imidlertid ikke færdige med at relatere de to fremstillinger til hinanden.
Eftertanke
Menneskers helt almindelige hverdagsliv virker så banalt og selvfølgeligt, at det
ofte ikke tildeles den helt store opmærksomhed. En særlig udfordring i VEGAsammenhænge
har derfor været at få øje på hverdagslivet både som fænomen
og begreb.
I litteraturen er der forskellige udlægninger af, hvilke fænomener, der omtales
som hverdagsliv. Den afgrænsning, som forskellige teoretikere laver, ligger på
et kontinuum - spændende fra en forholdsvis snæver til en meget bred afgrænsning.
I VEGA foretager vi en afgrænsning, der på en gang er såvel snæver
som bred. Hverdagsliv forstås bredt som livets gang på tværs af tid og rum.
En størrelse, som vi oplever som en strøm af øjeblikke, situationer eller hændelser,
og som vi uden større vanskeligheder kan tale med hinanden om, når vi
fortæller om, hvordan vores dage, uger eller år er gået. Hverdagsliv forstås
samtidig snævert, idet vi reserverer det til det liv, hvor enkeltmennesket er på
hjemmebane, og hvor livet og den strømmende tid er præget af gentagne begivenheder,
der rummer særlige betydninger for den enkelte. I VEGA betegner vi
det aspekt ved hverdagslivet, der har disse karakteristika, for livsmønstre.
.
I VEGA skelner vi mellem begrebet hverdag og begrebet hverdagsliv.
I modsætning til begrebet hverdag, der giver associationer til begrebspar som
hverdag/helligdag, hverdag/bureaukrati, det trivielle liv/det egentlige liv, privat/offentlig,
er begrebet hverdagsliv et bredere, mere dynamisk og personbundet
begreb, der går på tværs af de nævnte begrebspar.
Begrebet hverdagsliv og underbegrebet livsmønstre er, således som vi bruger
dem i VEGA, ikke faste størrelser. Det er dynamiske størrelser, som omfatter
både en yderside og en inderside: Ydersiden er det levede liv, der kan beskrives
som en daglig organisering af aktiviteter med de og de objektive træk. Indersiden
er det oplevede liv, hvor hændelser, fænomener, ting mv. fortolkes
og tillægges betydning af den enkelte. Hverdagsliv og livsmønstre varierer fra
person til person. Bliver til – skabes, omskabes, opretholdes og fornyes – hver
dag.
En sådan teoretisk indkredsning har været vigtig og nødvendig, når VEGA har
været i dialog med andre, der interesserer sig for hverdagslivet, men den har
ikke været tilstrækkelig. I VEGA har vi ønsket at blive klogere på hverdagsliv
hos gamle. Hvad bidrager til, at en hverdag fungerer eller ikke fungerer? Hvad
er en god dag for fru Rank? Vi stiller ikke primært definitorisk-analytiske
114

spørgsmål, men faktuelle spørgsmål, og vi har bestræbt os på at komme nærmere
nogle svar ved på nærmeste hold – gennem feltstudier og interviews - at
få indblik i det liv, gamle mennesker lever dag efter dag efter dag. Vi har været
på jagt efter ord, begreber og illustrationer, der gør det muligt at se og forstå
sider og aspekter ved hverdagslivet og livsmønstret, som ligger i periferien af
vores almindelige opmærksomhedsfelt.
De konkrete hverdagslivsstudier har skærpet vores opmærksomhed mod tiden
og de tidsenheder, som er det stof, som livet, vores oplevelser af og vores fortællinger
om livet, består af. Vi har oplevet en fascinerende verden åbne sig,
når vi har kigget nærmere på såvel korte, flygtige øjeblikke, stunder, sammenhængende
sekvenser og længerevarende forløb eller hele livsperioder.
Nogle gange har vi fokuseret snævert på et udsnit af tid, når vi f.eks. har bestræbt
os på:
• at synliggøre det, som i VEGA’s livsmønsterterminologi benævnes som
scenerier, som er de karakteristiske sammenhænge af gentagne begivenheder;
f.eks stå-op-scenerier, morgenbadsscenerier, ta-tøj-påscenerier
• at synliggøre de betydninger, som konkrete personer tillægger bestemte
scenerier. Vi kaster lys over betydninger ved f.eks. at gennemføre betydningsanalyser
af fortællinger om aktiviteter, der relaterer sig til måltider
• at klassificere livsmønstre og knytte benævnelser til tidens umiddelbare
karakteristika: samværstid, alenetid, måltid, flytteperiode, arbejdstid,
transporttid, opbrudstid mv.
• at synliggøre og benævne forhold,som har indvirkning på, hvordan tiden
fungerer for konkrete personer. Vi kaster lys over tidens funktionalitet og
kvalitet med begreberne råderum, tidens orden og tidens fylde.
Andre gange har vi mere set på sekvenser af tidsrum, når vi f.eks. har bestræbt
os på:
• at synliggøre sammenhænge mellem forskellige scenerier. Vi
kaster lys over sådanne sammenhænge ved f.eks. at konstruere
måltidshistorier og hverdagshistorier.
Endelig har vi set på tiden i en kontekst, når vi f.eks. har bestræbt os på:
• at synliggøre samspillet mellem gamle menneskers hverdagsliv og hjælpesystemets
visitations- og arbejdspraksis. Vi kaster lys over samspillet
med en illustration af to verdener: tilværelsessiden og arbejdspraksissiden,
der tilsammen er kontekst for det, vi betegner som ”det afhængige
hverdagsliv”.
• at indkredse nogle samspilsvariable, som har indvirkning på, hvordan
samspillet fungerer. Vi kaster lys over samspillet mellem gamle menneskers
liv i hverdagen og hjælpesystemets arbejdspraksis med begreberne
timing, tempo og tydning.
• at synliggøre den måde, som f.eks. visitatorer gennem samtale forholder
sig til livet i hverdagen på. Vi synliggør, hvad der falder hhv. uden for og
inden for visitatorernes bevidste opmærksomhedsfelt og konstruerer
115

nogle idealtypiske livsorienterede samtalemodeller og peger på et muligt
indhold og en mulig proces.
• at synliggøre sammenhænge mellem mønstre, der tegner sig i livhistorien
og mønstre, der tegner sig i hverdagslivet. Vi kaster lys over sådanne
sammenhænge ved f.eks. at konstruere bolighistorier med indbyggede
flyttemønstre og sammenholde dem med de flyttemønstre, som slår
igennem i forbindelse med flytning i alderdommen.
• at se og forstå hverdagslivets mikromønstre på baggrund af nogle lidt
større mønstre, der præger livshistorien. Vi kaster lys over mønstrenes
tendens til reproduktion ved at sammenholde tre typer af historier: hverdagshistorien,
livshistorien og generationshistorien.
Den oparbejdede teoretiske viden kan ses dels som et bidrag til gerontologien
og til forståelsen af ældres liv og dels som et bidrag til ældreområdets praksis
og til forståelse af samspillet mellem ældres tilværelse og hjælpesystemernes
arbejdspraksis.
116

117

Kapitel 5
VEGA-METODE
Omtrent samtidig med at VEGA-netværket blev etableret i 1995, skete en nyskabelse
inden for filmens verden. Mandag den 20. marts 1995 præsenterede
Lars von Trier på en konference i Paris om filmens fremtid det siden så kendte
Dogmemanifest. Manifestet indeholdt et såkaldt kyskhedsløfte i 10 punkter, der
forpligtede instruktøren til at producere film med enkle og naturlige metoder,
f.eks. optagelser på location, naturlig lyd og lys og håndholdt kamera. Dogme
95, som her i skrivende stund, marts 2005, efter10 års levetid og 35 film er et
overstået kapitel for de personer, der satte det hele i gang, var bl.a. et opgør
med Hollywood og de store blockbusterfilm, som hærgede midt i 90’erne. Instruktørerne
var trætte af de bindinger, der lå i de store, komplicerede, kommercielle,
dyre filmproduktioner og de indbyggede krav om perfekt rekonstruerede
tidsscenerier, smukke billeder, avanceret brug af teknik mv. Dogme blev
især en gevinst for det hverdagsorienterede drama. Uden den megen fokus på
æstetik og teknik kom hverdagshistorien i absolut centrum, skrev Kim Skotte i
Politikken den 19. marts 2005 i anledning af 10 års dagen for annonceringen af
Dogme 95.
På samme måde som Dogmebrødrene gjorde op med en tendens, der privilegede
bestemte måder at lave film på, indskriver VEGA sig i rækken af ’stemmer’
inden for det samfundsvidenskabelige og sociale arbejdsfelt, der gør op
med en tendens til at ville privilegere bestemte former for kundskab. (Flyvbjerg,
1996, Lundstøl, 1999, Gamst. M.fl., 2004)
Vi kan registrere, at der er forskellige opfattelser af, hvad kundskabsgrundlaget
for f.eks. arbejde inden for ældreområdet er eller bør være. I bogen ”Kundskabens
hemmeligheder” argumenterer filosoffen John Lundstøl for det hensigtsmæssige
i, at man inden for praksisdiscipliner revurderer de grundlæggende
begreber om, hvad der er kundskab, hvad der er videnskab, og hvad der er god
praksis. (Lundstøl, 1999)
På visse områder er der vægtige argumenter for, at det er den teoretiskvidenskabelige
fornuft, der bør have stor vægt i forhold til, hvad der skal gøres i
praksis. På visse områder kan det være hensigtsmæssigt f.eks. at forske i effekter
og komme på sporet af særligt nyttige metoder, teknikker og instrumenter,
som praktikere så efterfølgende kan anvende. Men på svært mange områder
- skriver Lundstøl – vil praktisk kundskab og fornuft være overordnet teoretisk
og instrumentel kundskab. Praktisk kundskab er kendetegnet ved at være
kundskab i brug i konkrete situationer. Lundstøl refererer til Aristoteles, som
hævdede, at det, der er særpræget ved den praktiske kundskab, er at den
handler om ting og handlinger, som kunne have været anderledes. I relation til
konkrete situationer kan man aldrig være helt sikker på, om det, man nu mener,
er den bedste løsning også vil være den bedste løsning næste gang, selvom
tilfældet ligner. I komplekse praksissituationer står man overfor det, Lundstøl
118

etegner som principiel ubestemthed, og derfor nytter det ikke at søge efter den
sikkerhed i kundskabsgrundlaget, som moderne videnskab postulerer, at det er
muligt at nå frem til, f.eks. ved at benytte særlige forskningsmetoder og procedurer.
En person, der tror det, vil ikke nå langt i den læreproces-model, som brødrene
Hubert og Stuart Dreyfus har udviklet, og som består af i hvert fald fem trin omfattende:
nybegynderen, den avancerede begynder, den kompetente udøver,
den kyndige udøver og eksperten. Modellen, som er udførligt gengivet og kommenteret
af Bent Flyvbjerg, angiver at der er et kvalitativt spring fra de tre første
til det fjerde og det femte trin, idet regeltænkningen, som er dominerende på de
første trin, opgives som vigtigste afsæt for handling til fordel for erfaring, fornemmelse
for kontekst og intuition. En af de centrale pointer ved Dreyfusmodellen
består ifølge Flyvbjerg i, at den placerer kontekst, dvs. det principielt
ubestemte og det konkrete, centralt i produktion af viden og færdigheder. (Flyvbjerg,
1991). De bedste præstationer inden for et givet område forudsætter en
ekspertise, der er kvalitativt anderledes end den rene analytiske rationalitet.
Analyse, rationalitet, regelbaserede handlinger er ifølge Dreyfus-modellen vigtige
fænomener, men det er en fejlslutning at ophøje dem til at være det vigtigste
kundskabsgrundlag, idet man således overser,at virkelig ekspertise også
implicerer erfaring, fornemmelse for kontekst og intuition.
I VEGA er vi optaget af den komplekse, ubestemmelige og rodede verden, som
praktikeren er i, og af at producere kundskab, der kan kaste lys over den verden.
Vi taler om praksisbaseret viden og forstår hermed den viden, som skabes
af praksis, om praksis og for praksis, og som det tidligere er fremgået, omtaler
vi konsekvent det, vi laver, som videnskabelse eller videnskabende aktiviteter.
Med disse betegnelser forsøger vi at lægge afstand til de mere traditionelle opfattelser
af, hvad kundskab og viden er, og hvordan det skabes. Samtidig lægger
vi også afstand til de praksismiljøer, der fremstiller den tavse dimension i
praksiskundskab som noget, der aldrig kan indfanges og sprogliggøres, hvorved
de reelt undsiger sig en mulighed for at producere en praksisbaseret viden,
der kan deles med andre.
I VEGA- og LIFO-sammenhæng anvendes termen praksisviden om noget, man
kan skabe, kan sætte ord på, tale og eventuelt skrive om. I bogen ”Livshistorien
– vejen til det menneskelige” præsenteres følgende definition:
”Vi taler om ”praksisviden”, når vi kan svare på centrale spørgsmål om det sociale
arbejde på baggrund af oplysninger, når kilden til disse oplysninger er kendt
og accepteret som kilde til oplysninger. Denne viden kan være mere eller mindre
sikker viden afhængig af kilden og argumentets styrke.” (Ramian, 2003,
p.308)
På sin vis kan VEGA-aktiviteterne ses som et stille opgør med det traditionelle
videnskabsideal og den gængse forestilling om, at go’ praksis bygger på eller
udspringer af abstrakt, almengyldig viden, der kan omsættes i regler, procedurer
og metoder, som praktikere kan omsætte til handlinger. Denne tankerække,
119

der ligger til grund for megen traditionel undervisning og uddannelse, overser
nemlig, som der er argumenteret for ovenfor, at den gode praktiker handler på
baggrund af andet og mere end analytisk rationalitet, og at dette andet og mere
er en guldgrube af kundskab, som der ligger en udfordring i at få sat flere ord
på.
VEGA-Projekterne har alle handlet om at sætte mere af denne praktiske visdom
på begreb og i den forbindelse afprøve nogle videnskabende metoder, hvor viden
skabes i samarbejde mellem skole og praksisfelt. Der er tale om en proces,
hvor viden, som det er formuleret af Jan Jaap Rothuizen i en anden sammenhæng,
ikke ”droppes” ovenfra, men vokser nedefra (jvf. Nyhedsbrevet Iris p. 4).
Vi lægger dermed afstand til den distancerede forsker, som ellers fremhæves
som et ideal i visse etablerede forskningsmiljøer. (Gundelach, 2000)
På sporet af praksisrelevant viden og praksisrelevante færdigheder
For at tydeliggøre, hvordan viden og færdigheder kan udvikles under behørig
hensyntagen til både den erfaringsbaserede kundskab og den videnskabsbaserede
kundskab, er nedenstående trappetegning udarbejdet.
Den er opstået som en sammensmeltning af stof fra to bøger – henholdsvis Bo
Jacobsens "Vidensskabsteori” og Bodil Jönssons "Ti tanker om tid". Jönsson
taler om, at viden skabes ved, at man livet igennem går op og ned ad en trappe
med fire trin. Jönssons trappe er derefter udfyldt med ord, som primært er fundet
i Jacobsens bog.
Om at skabe viden.....
På tredje trin finder vi vores
mere systematiske tanker,
teorier eller refleksioner
over praksis.
På fjerde trin finder vi
videnskabelige overvejelser.
Nogle gange sker
systematiseringen af
tanker og data efter
visse fastlagte regler...
På andet trin finder vi
vores egen dagligdags
teorier.
De er ofte løsrevne og
usystematiske.
Nogle gange giver man sig tid til
at belyse episoder eller
problematikker mere
systematisk.
På første trin finder vi
den viden, der sidder på
rygmarven.
Den er ofte tavs.
I dagligdagens trummerum
udfører man et hav af små
handlinger, uden at man
tænker nærmere over det
undervejs.
Nogle gange afbrydes
eller forstyrres man i sine
gøremål.
Man standser op:
- betragter det man gør til
daglig
- tænker over tingene
- danner sig en opfattelse
af dem
Marianne Elbrønd den 30.05.00
På dette trin kan man f. eks . få
del i det, andre tænker om noget:
- gennem kollegiale drøftelser
- gennem kurser/undervisning
- gennem tekster og litteratur
…og man kan selv bidrage
skriftligt eller mundtligt.
Mennesker skaber og indsamler uafladeligt viden. Gradvist og umærkeligt får
det lille barn del i den skatkiste af erfaring, som er opmagasineret i ting, i sam-
120

fundslivets sociale praksisser, i kulturen, i sproget og i andre menneskers erfaring,
og som dermed overføres fra generation til generation.(Katzenelson, 1994)
I dagligdagens trummerum og i sociale situationer, hvor mennesker lever sammen,
spiser, sover, arbejder, leger, roder og regerer, indlæres handlinger, rutiner,
forholdemåder mv. som en helt naturlig del af tilværelsen.
Store dele af det sociale videnslager, som mennesker er fælles om at få del i,
sætter sig, som det fremgår af det nederste trin på tegningen, som rygmarvsviden.
Denne viden, der ofte er tavs, udvikler vi og bærer med os gennem tilværelsen.
I dagligdagens trummerum udfører man et hav af handlinger, uden at
man tænker nærmere over det.
På andet trin finder vi vores egen dagligdags teorier, som vi måske formulerer
for os selv, når den viden, der sidder på rygmarven, ikke rækker. Det kan handle
om, at man afbrydes eller forstyrres i sine gøremål. Måske tvinges man til at
standse op og betragte det, man gør. Måske tænker man lidt nøjere over tingene
og danner sig en opfattelse af dem. Sådanne dagligdags, private teorier er
ofte løsrevne og usystematiske.
På de første to niveauer ligger en masse uudtalt viden, som ofte negligeres, når
nogen sætter sig for at blive klogere. En svensk ældreforsker, Rosmari Eliasson,
har interessant nok påvist, hvor svært erfaringsbaseret viden har ved at
gøre sig gældende og vinde gehør inden for ældreområdet, på trods af at det
ifølge Eliasson helt åbenlyst er den type viden, der gør udslaget i praksis (Eliasson,
1989).
En norsk professor, Tom Tiller, forsøger i bogen "Forskende Partnerskab" netop
at fremhæve, at læring baseret på hverdagens erfaringer er en vigtig størrelse,
og han gør sig nogle tanker om de forskellige stadier, som en erfaringslæring
kan gennemløbe, der fint kan passes ind på tredie trin i den videnstrappe, der
omtales her.
Tiller skelner mellem fire hovedstadier i erfaringslæring:
På det første stadie snakker vi løst om det, vi erfarer, på de andre tre ordner
vi vores personlige erfaringer i ord og begreber, som danner grundlag
for at koble det, vi selv har ordnet, sammen med de andres ordnede begreber.(Tiller,2000)
Det første læringsstadie i Tiller's teminologi forekommer, når vi f.eks i gruppesammenhænge
snakker om det, vi erfarer. Denne løse snak er vigtig, idet den
er en del af grundlaget for erfaringslæring. MEN processen må ikke stoppe her.
Hvis hverdagserfaringer skal sætte sig som læring, må snakken kvalificeres, så
man giver sig tid til at belyse episoder eller problematikker mere systematisk.
Det er med andre ord vigtigt at forlade det strukturerede 'snakkeniveau’ for at
gennemløbe de andre erfaringslæringsstadier, som Tiller nævner.
Tiller taler om, at hverdagens erfaringsmylder først skal ordnes og kategoriseres.
Siden skal ens private erfaringer kobles til andres ordnede og kategorise-
121

ede erfaringer. Hvad handler situationen om? Har nogen været i lignende situationer?
Har nogen oplevet noget tilsvarende? Er der nogle temaer, der går
på tværs af vores forskellige oplevelser? Er der et sammenfald af udsagn? Til
sidst knyttes de koblede og ordnede erfaringer til kundskab, som er fremkommet
gennem forskning og videnskabeligt arbejde. Har vi læst noget om den her
problematik/det her tema i bøgerne? Er der nogle undersøgelser, der belyser
det, vi snakker om?
Trin tre på trappetegningen kan således opsplittes i Tillers fire stadier
• Løs snak om erfaringer
• Erfaringer knyttes til teori
• Erfaringer kobles
• Erfaringer ordnes
På trin tre udveksler mennesker på systematisk måde tanker om, hvordan fænomener
kan forstås og forklares. Dette er nyttigt, idet udveksling af tanker skaber
fællesskab omkring sig. Sprogliggørelse hjælper os til at tænke med på hinandens
tanker og giver os mulighed for at opnå en viden, der rækker ud over
commonsense niveauet, som forefindes på trin et og trin to.
Deltagelse i et sprogligt fællesskab på trin tre kan antage mange former. F.eks.
kan man tage del i samtaler og samvær med andre. Man kan deltage i undervisnings-
og uddannelsessammenhænge. Man kan studere bøger og tidsskrifter
eller deltage i kollegiale drøftelser hvor omdrejningspunktet er en systematiseret
og konkret form for erfaringsopsamling - måske tilsat et drys teoretisk inspiration
fra trin fire, hvor de videnskabelige overvejelser, teorier og fænomenologiske
beskrivelser befinder sig, og hvor systematiseringen af tanker og data sker efter
visse fastlagte regler.
Hvis der skal gives et signalement af de videnskabende processer, som VEGAprojekterne
har igangsat, så har vi taget afsæt i et ønske om at opkvalificere trin
tre. Ikke ved primært at akademisere vores kollegiale diskussioner med de sidste
nye psykologiske, sociologiske eller antropologiske teorier, men ved at indgå
i et videnskabende netværk, der har inspireret os til selv at bidrage til belysning
af fænomener eller problematikker, der relaterer sig til hverdagsliv hos
gamle. Ved f.eks. at gennemføre en række case-studier i forskellige real-lifecontexter
med mange variable, har vi rettet opmærksomheden mod de første
trin på trappen. Med såvel metodisk som teoretisk inspiration fra VEGA og trin
fire har vi bestræbt os på at gå systematisk til værks, når vi er draget i felten for
at indsamle både egne indtryk samt den erfaringsbaserede hverdagsviden, som
gamle mennesker og ældreområdets medarbejdere har oparbejdet og sidder
inde med.
122

I Vega følger vi med interesse med i, hvordan der i forskellige sammenhænge
opstår mere praksisorienterede uddannelsesmiljøer. Et eksempel er f.eks. Senter
for praktisk kunnskap (SPK) tilknyttet Høgskolen i Bodø, der blev oprettet i
1997 for netop at etablere et fag- og forskningsmiljø inden for praktisk
kunnskap. Det er muligt at læse mere om uddannelsen på adressen:
http://www.phs.hibo.no/index.php?ID=45&lang=nor
Netværksorganisering – en krumtap i videnskabende arbejde
Der er ikke tradition for, at uddannelsesinstitutioner på grund- og mellemuddannelsesniveau
bidrager til skabelse af den viden, som uddannelserne og praksisfeltet
kan have brug for. Det var derfor et vigtigt initiativ, der blev taget tilbage i
1995 med etableringen af VEGA-netværket. Den særlige netværkskonstruktion,
som blev skabt, har bidraget til, at fire skoler indtil videre har udarbejdet projektbeskrivelser,
har skaffet økonomiske midler, har planlagt, har gennemført og
har afrapporteret i alt seks projekter, der handler om oparbejdning, implementering
eller formidling af viden om hverdagsliv hos gamle.
Set i tilbageblik synes nedenstående forhold ved selve organiseringen af VE-
GA-netværket at have haft en gavnlig indflydelse på udfaldet af skolernes videnskabende
arbejde på trin tre.
I den tidlige fase af forløbet, hvor skolerne skulle fatte interesse for at engagere
sig i videnskabende arbejde, var det af afgørende betydning:
- at en ekstern instans (Dansk Gerontologisk Selskab) ’spottede’ et interessant
tema: ”Hverdagsliv hos gamle” og tog initiativ til dannelse af VEGA,
hvilket gav skolerne en anledning til at engagere sig i videnskabende arbejde
- at VEGA skaffede skolerne midler til frikøb af projektmedarbejdere, således
at der kunne udarbejdes projektbeskrivelser og ansøgninger til diverse fonde,
puljer og Fou-midler.
Senere i forløbet, hvor skolerne har skullet præstere et langt sejt træk i forhold
til gennemførelse af projekter og konkrete casestudier, har det været af afgørende
betydning:
- at samarbejdet mellem VEGA-netværket og den enkelte uddannelsesinstitution
har været baseret på en kontrakt, der aftales for et år ad gangen. Forudsætninger
for deltagelse er, at der foreligger et aktivt projekt, som der
konkret arbejdes med fra ide-fase til implementering, at der deltager mindst
to navngivne personer fra hvert sted, og at ledelsen forpligter sig i forhold til
at tilvejebringe de nødvendige rammer for projektets gennemførelse.
- at netværkets ledelse løbende har fastholdt tanker om netværkets teoretiske
og metodiske fundament, og at netværkets deltagere har kunnet trække på
Knud Ramian som konsulent
- at netværket har været samlet med faste mellemrum, således at deltagerne
har haft mulighed for at inspirere og motivere hinanden.
- at der udefra ret hurtigt viste sig at være en vis interesse for og efterspørgsel
efter VEGA-netværkets indsigter og viden.
Uddannelsesmiljøer - vigtig brik i produktion og formidling af kundskab
VEGA bygger, således som det blev nævnt under omtalen af VEGA’s metodiske
fundament, på en antagelse om, at der i det gerontologiske videnslandskab
123

savnes en form for Anvendt gerontologi, hvor koblingen til og afsættet i arbejdslivet,
som det udspiller sig inden for den danske ældrepleje, er et omdrejningspunkt
i såvel vidensproduktion som vidensformidling.
For deltagerne i netværket synes det at være indlysende, at de skolesystemer,
der er tæt på praksis, også bidrager til at skabe noget af den viden, som ældreområdet
har brug for.
For det første giver uddannelsesstedernes forholdsvis tætte kobling til praksis
indsigt i, hvad det er for en viden og indsigt, som praktikere efterspørger i dagligdagen,
når de står over for at skulle løse konkrete opgaver. En sådan indsigt
er væsentlig, hvis der skal skabes en større overensstemmelse mellem det,
som praksis finder relevant og det, som forskningsmiljøerne finder relevant at
forske i.
For det andet har egenproduktion af viden den gode bieffekt, at lærerne får personlige
erfaringer med at gå metodisk til værks, hvilket giver dem et godt udgangspunkt
i forhold til at inspirere kommende social- og sundhedsarbejdere til
at gøre det samme. Der gemmer sig meget viden i praksis, som uden tvivl kunne
gøres mere tilgængelig, hvis praktikere i forreste geled generelt var bedre til
at gå metodisk og systematisk frem i det daglige arbejde.
Deltagelse i VEGA-projekter kan sammenlignes med en form for praksisnær
kompetenceudvikling. Lærere får konkret og praktisk træning i videnskabende
arbejde, der retter sig mod hverdagens praksis.
Den form for kompetenceudvikling, der knytter sig til VEGA-aktiviteterne, adskiller
sig klart fra mere traditionelle former for efteruddannelsesaktiviteter, der ofte
lægger sig i universiteters kølvand, hvad angår krav om reproduktion af andres
teorier og metoder. Der synes i disse tider, hvor f.eks. de mellemlange uddannelser
slutter sig sammen i CVU’er, og hvor der stilles krav om undervisernes
akademiske opkvalificering, netop at være stærkt brug for efteruddannelsesaktiviteter,
der prioriterer træning i praktisk, anvendelsesorienteret videnskabende
arbejde frem for bogstudier og højtravende, akademiske diskussioner.
I uddannelsesmiljøer har det, som også Sten Clod Poulsen er inde på i en artikel
om ”lærerkompetencer, læreruddannelse og udviklingen af erhvervsuddannelserne”,
ganske iøjnefaldende og vidtrækkende konsekvenser, at akademisk,
orienteret efteruddannelse sluger så meget opmærksomhed og energi. Clod
Poulsen har mange års praktisk konsulenterfaring med undervisningsmiljøer, og
det maner til eftertanke, når han efterlyser mindre snak og mere handlen. Mere
træning og mindre refleksion. Mere øvelse og mindre diskussion (Clod Poulsen,
2003).
Clod Poulsen taler for at lade øvelseskulturen afløse refleksionskulturen. Ikke
som en antiintellektuel bestræbelse. Men for at skabe modvægt til læreruddannelsernes
hidtidige overvægt på boglæsning, teoretisk viden, refleksion, kritisk
analytisk diskussion o.l. Alle der til daglig færdes i uddannelses- og underviserkredse
har måske på egen krop erfaret, hvorledes den megen snak kan tage
gassen ud af lysten til at handle anderledes.
124

For det tredie har medarbejdere på uddannelsesinstitutioner en viden om at
iscenesætte lærerprocesser, der kan være med til at kvalificere formidlingsdelen
af videnskabende arbejde. Da underviseres kerneydelse er vidensformidling,
er de muligvis mere opmærksomme på at skabe den kontinuitet mellem
frembringelse og brug af kundskab, som er så hårdt tiltrængt på ældreområdet.
Det er, som Lundstøl skriver i sin bog ”Kunnskabens hemmeligheter” fra 1999,
et dilemma, at:
…man har mye kunnskab, og at man også har mange praktiske oppgaver
å gå løs på, men man baler med å se sammenhengen mellem disse to virkelighetsområdene.
Og alt etter hvor man befinner seg, så kan man si at
problemet er en overdose av kunnskab som man ikke finner anvendelse
for, og i den anden enden at det er en overdose af problemer som det ikke
findes kunnskapssvar på. (Lundstøl, 1999)
I VEGA har vi på egen krop erfaret, hvor udmattende det kan være at begive sig
af med videnskabende aktiviteter. Ikke sjældent er det sådan, at dem, der har
slidt og slæbt med et projekt, har brugt sig selv op og egentlig ikke orker mere,
når værdifulde indsigter og resultater skal formidles. Netværket har ved flere
lejligheder fungeret som venlig ’indpisker’ med henblik på at forhindre, at projekter
blev afsluttet, når de ligeså godt kunne tage en ny begyndelse, f.eks. i form
af formidlings- og implementeringsaktiviteter. For projektmagere, der i forvejen
befinder sig i et uddannelsesmiljø, er der reelt mange tilgængelige muligheder
for at lade frembringelse og brug af kundskab gå hånd i hånd.
For det fjerde kan uddannelsesmiljøernes erfaringer med selv at producere viden
øge interessen for at sætte sig ind i, bruge og formidle den viden, som andre
har skabt. Uddannelsesinstitutioner er helt centrale aktører i forhold til at få
videreformidlet den viden, som skabes i de traditionelle forskningsmiljøer.
For afslutningsvis lige at vende tilbage til videnstrappen så kan man som supplement
til Tillers beskrivelse af, hvad der kan foregå på trin tre, sige, at VEGA
tilføjer et deltrin, der kan benævnes som: ”Yderligere erfaringer indsamles”.
Ambitionen i såvel VEGA som i andre praksisforskningsprojekter går i retning af
på trin tre at igangsætte systematiske arbejdsprocesser, der undersøger fænomener
i praktikerens hverdag. I VEGA sammenhænge har motoren i de systematiske
arbejdsprocesser, der er iværksat på trin tre, været selve netværkskonstruktionen.
Ved at respektere den erfaringsbaserede hverdagsviden, ved at udvikle lydhørhed
i forhold til den, ved at lære af den og ved at løfte den frem i lyset kan der i
bedste fald skabes praksisrelevant viden, der på tiltrængt måde kan supplere
og spille frugtbart sammen med teoretisk kundskab.
Eftertanke
Det er relevant at gennemføre studier, som kan kaste lys over såvel det uafhængige
som det afhængige hverdagsliv hos gamle, men lige så relevant er det
også at kaste lys over måder at lave sådanne hverdagsstudier på. Hvis ældreområdets
medarbejdere kan inspireres til selv at se på, at undersøge hverdags-
125

liv og opfange rigdommen i øjeblikke, stunder, sekvenser og forløb, vil der være
skabt et afsæt for, at de kan gå til praksisfeltet med en ny åbenhed.
I VEGA har vi erfaret, at en orientering mod hverdagslivet ikke bare falder naturligt
for fagpersoner, der er oplært i traditioner, hvor det meget handler om at få
øje på og gøre noget ved problemer og i det hele taget ’gøre sig klog på’, hvad
der er bedst for andre. For at kunne anlægge et hverdagslivsperspektiv må der
lægges afstand til ekspertrollen og forudfattede meninger, og der må opbygges
en tro på, at der gemmer sig nyttig viden i helt almindelige livs- og arbejdspraksissammenhænge.
I VEGA har vi erfaring for, at særlige former for netværksorganisering
og særlige former for undersøgelsesstrategier kan være med til at
fastholde opmærksomheden mod og understøtte den systematiske udforskning
af det upåagtede hverdagsliv.
VEGA’s metodiske bidrag har bl.a. bestået i:
• udvikling af og beskrivelse af strategier til organisering af videnskabende
arbejde på tværs af skole og praksisfelt. I VEGA er vi på mange måder
blevet inspireret af den netværksorganisering, vi selv har været del af i
VEGA-netværket. I forbindelse med flere af projekterne har vi eksperimenteret
med at iscenesætte nogle betingelser, der ansporer og forpligter
skolefolk og praktikere til at arbejde systematisk med videnskabelse.
• Udforskning af og beskrivelse af forskellige casestudiestrategier. Et særligt
tværgående, men også tidskrævende casestudiedesign, blev f.eks.
udviklet i forbindelse med studier af det afhængige hverdagsliv. 28 gamle
mennesker blev kigget over skulderen en dag fra morgen til aften af en
skoleobservatør, der dagen efter også gennemførte et kvalitativ interview
med dagens hovedperson.
• udvikling af analyseredskaber, der er følsomme nok til at indbefatte gamles
hverdagsliv – både som levet og oplevet liv. Konkret er udviklet en
måde at udarbejde betydningsanalyser på, som afdækker, hvilke aspekter
ved en persons liv som har en positiv betydning for livet og hverdagen,
samt en model der visualiserer en konkret persons færden i tid og
rum i løbet af en dag. Denne model har vist sig at have særlige kvaliteter,
når man på systematisk måde, f.eks. i en kvalitativ interviewsituation,
skal skaffe sig indblik i konkrete menneskers levede og oplevede liv. Modellen
kan både fungere som dataindsamlingsredskab, når den anvendes
som en form for semistruktureret interviewguide og som formidlingsredskab
, når den anvendes til oversigtlig formidling af kvalitative data .
126

127

Kapitel 6
VEGA I PRAKSIS
Af de foregående kapitler skulle det gerne være fremgået, at VEGA-netværket
opererer i et felt bestående af tre centrale elementer: et særligt teoretisk perspektiv
på hverdagsliv, en særlig hverdagslivsorienteret metodologi og nogle
konkrete studier af gamle menneskers hverdagsliv.
Denne særlige kombination har bevirket, at vi i VEGA-netværket har bragt os
selv i en position, hvor vi går særdeles tæt på det liv, som gamle mennesker
lever alene og i samspil med det offentlige hjælpesystem.
Når man går så tæt på en virkelig praksis, så ligger det, som Bent Flyvbjerg også
konstaterede i forbindelse med sit eget casestudie af en konkret planlægningsproces
i en større dansk kommune, lige for at udvikle sine indsigter i en
direkte handlingsorienteret retning. ( Flyvbjerg, 1991, p.21). Som det allerede er
antydet i titlen på denne publikation, ser vi det som en helt central opgave at
udvikle VEGA-netværkets indsigter om hverdagsliv i direkte praksisorienteret
retning, så der reelt bliver tale om ”Hverdagsliv til arbejdsbrug”.
VEGA-netværkets indsigter har på nuværende tidspunkt haft flere implikationer
for praksis og har konkret udmøntet sig i to forskellige former for viden; beskrivende
viden og problemløsende viden.
Beskrivende viden:
I kapitel 4 omtales et billede af to kvinder, der sidder i noget, der godt kunne
være spisestuen på et plejehjem. Billedet blev gentagne gange bragt i de danske
aviser omkring årtusindeskiftet, da der blev ført en ganske heftig debat om
ældreområdet og de vilkår, gamle mennesker lever under i Danmark. Mange
mennesker har givetvis set dette og lignende billeder, og de har gennem fotografens
linse fået et glimt af det liv, som nogle mennesker i dette samfund lever.
Billeder som disse samt dramatiske historier om enkeltsager og enkeltpersoner
når langt ud. De påvirker de holdninger, som såvel almindelige mennesker som
politikere og beslutningstagere har, f.eks. til indsatsen på ældreområdet. Det
sociale arbejde er, som Knud Ramian har udtrykt det, styret af socialpolitiske
holdninger, der som regel bunder i en eller anden form for viden om de mennesker,
der skal hjælpes. Det er i alles interesse, at den viden, der giver næring til
socialpolitiske holdninger, der igen udmønter sig som samfundsmæssige rammer
for det sociale arbejde, der igen sætter betingelserne for mange menneskers
liv, er så nuanceret som muligt. Opgaven kan ikke overlades til medierne,
der mere jagter den gode frem for den bæredygtige historie. Oplagt er det, at
praktikere og andre, der er tæt på praksis, er med til at tilvejebringe en synliggørende
viden om f.eks. gamle mennesker, der er afhængige af andre.
128

Flere af VEGA-projekterne har været leveringsdygtige i sansenære beskrivelser,
historier eller billeder, som synes at indfange eller gribe noget af det, der
kendetegner gamle menneskers hverdagsliv. På samme måde som man, når
man er på ferie, fastholder indtryk, stemninger og oplevelser vha. snapshots, så
har vi i VEGA indsamlet en stribe snapshots i form af beskrivelser og fortællinger.
Hvis billederne er tilstrækkelig gode og i øvrigt rummer noget betydningsfuldt
fra de pågældende situationer og steder, kan de ofte sige mere end mange
ord. Andre har gjort lignende overvejelser (Palsholm, 1999), (Ry Nielsen,
1998).
Sansenære beskrivelser, historier, billeder er selvfølgelig altid udsprunget af
enkeltpersoners subjektive oplevelser. Der er ikke tale om en sand udlægning
af virkeligheden, men vi har erfaret, at selv sådanne subjektive udlægninger kan
bruges af praktikere og andre til at synliggøre, sprogliggøre eller til at skabe en
fælles forståelse af et fælles - meget komplekst praksisunivers.
Billeder og historier mærkes og sanses på en anden måde end ord, og i bedste
fald kan de fungere som hævemidler, således at de historier, der gærer i beskueren,
trylles frem, når han/hun præsenteres for billedet eller historien (Rasmussen,
1999).
På de tilbagemeldinger, vi har fået fra praksis, har vi indtryk af, at vores billeder
og vores sætten ord på forskellige ting, ofte er blevet brugt som udgangspunkt
for en diskussion om, hvorvidt de nu også siger noget centralt om arbejdspraksis
de forskellige steder. Derved kan de måske indirekte være med til at skærpe
medarbejdernes fælles forståelse af arbejdspraksis.
VEGA-projekterne har f.eks. produceret synliggørende viden i form af visualisering
af levet liv.
Visualisering af levet liv
VEGA-projekternes casebaserede studier af gamles hverdagsliv har muliggjort
konstruktionen af nogle billeder af stunder, sekvenser, forløb af dage eller perioder,
som de tager sig ud for gamle mennesker, som er mere sammenhængende
og mere detaljerede end de billeder, som politikere, embedsmænd eller
professionelle hjælpere sædvanligvis handler ud fra.
Sørens case viser, at hans dag er præget af mange og korte kontakter til personale.
I alt har Søren mindst 13 kontakter til 8 forskellige hjælpere i løbet af
dagen. Arbejdets organisering indeholder en risiko for, at ingen reelt har et mere
sammenhængende og detaljeret kendskab til Sørens daglige tilværelse, og
hvad den indeholder af betydningsfulde muligheder og begrænsninger. Selvfølgelig
skal alle hjælpere ikke vide alt om alle, men nogle skal vide meget, ellers
risikerer man, at det betydningsfulde i Sørens hverdag overses og forsvinder.
Når personalets kontakter til en beboer er så få og så korte, bliver det vanskeligt
for dem at få en nuanceret forståelse af den enkelte beboer, og der er en risiko
for, at opmærksomheden rettes mod konkrete, afgrænsede opgaver og problemer,
der skal løses. Det afspejler sig bl.a. i formidlingen på rapportmøder, i kar-
129

dex, i vejledningssituationer eller i hjemmejournaler. I løbet af en uge handlede
18 ud af 20 notater i Sørens hjemmejournal om afføringsproblemer og forholdsregler
i den anledning.
For det personale, der tager del i Sørens daglige liv, kan en simpel tegning og
systematiske observationer af Sørens placering i tid og rum give et første overblik
over forløbet af dagen og af den sammenhængende kæde af tidsrum, der
som perler på en snor strækker sig fra morgen til aften. Et sådant overblik
kommer ikke af sig selv, for der er mange skiftende medarbejdere involveret i
Sørens dag, og hver enkelt har kun kendskab til brudstykker af Sørens dag.
.
Projekt, Det afhængige hverdagsliv, har skabt indblik i enkeltpersoners oplevelser
af kæden af tidsrum, der som perler på en snor strækker sig fra morgen til
aften.
For Søren handlede det om, at han i samarbejde med velfærdssystemets hjælpere
skulle skabe sig en hverdag. De to parter så forskelligt på de opgaver, der
skulle løses og måden, de skulle løses på. For Søren afhang meget af, om han
kunne mødes med sine hjælpere i en fælles forståelse - af situationen, af dagens
muligheder og begrænsninger og af andet, der har betydning for ham i
hverdagen.
Enhver uddannelsesinstitution, der uddanner til ældreområder, bør se det som
en udfordring at være med til at skærpe praktikernes opmærksomhed mod
hverdagens mere upåagtede sider samt deres egen deltagelse i forhold hertil.
Udvikling af strategier, der nedtoner opmærksomheden mod problemer, skavanker
og sygdomme til fordel for en opmærksomhed rettet mod det betydningsfulde
i hverdagen, er værdifulde i en tid, hvor der fra flere sider formuleres
ønsker og krav om en mere menneskelig og livsbekræftende ældrepleje.
130

I VEGA er grundsynspunktet, at man som medarbejder inden for ældreområdet
ikke får en god forståelse af den enkelte ældre, hvis man ensidigt fokuserer på
tilstande eller skavanker eller betragter vedkommende isoleret fra de sammenhænge,
hvori livet udspiller sig - eller har udspillet sig. Et ældre, svækket menneske
er mere end en kunde, der skal have en ydelse, et ældre, svækket menneske
er mere end en svækket krop, der skal have hjælp og pleje, et ældre,
svækket menneske er mere end en genstand for aktivering. Et ældre, svækket
menneske er en helt unik person, der behøver andres hjælp for at kunne fungere
meningsfyldt i tid og rum.
Medarbejdere, der tager del i Sørens dagligdag, kunne flere gange dagligt med
fordel overveje følgende spørgsmål: Er Søren her og nu givet nogle
betingelser, og kan han håndtere disse betingelser - eventuelt med hjælp? -
således at han kan skabe sig gode, meningsfulde og sammenhængende stunder
og forhåbentlig en god dag?
Problemløsende viden
Den problemløsende viden er den viden, som f.eks. kan hjælpe ældreområdets
aktører med at løse de problemer, som ældre mennesker står overfor. Relevant
er det i den forbindelse at holde sig for øje, at den problemløsende viden, som
kan være et vigtigt fundament i arbejdet med mennesker, adskiller sig fra den
problemløsende viden, som er et vigtigt fundament i arbejde med ting.
For at tydeliggøre denne pointe har Jan Jaap Rothuizen på en konference om
Dokumentation i pædagogisk arbejde fremhævet, at relationsarbejde snarere
ligner en fodboldkamp end en produktionsproces, og at de baserer sig på forskellige
logikker – nemlig hhv. planlægnings- og samspilslogikker. Logikken i
produktionsprocesser er kendetegnet ved, at det langt hen af vejen er muligt at
regne ud, hvad man skal gøre for at opnå noget bestemt. Modsat forholder det
sig i fodbold og andre samspilssituationer, hvor der er så mange faktorer, der
spiller ind, at det er ganske illusorisk at tro, at man skal kunne regne ud, hvad
der vil ske, og hvad der fører frem til hvilke resultater. Det betyder ifølge Jan
Jaap ikke, at man inden for arbejdsområder, der beskæftiger sig med mennesker
og samspilsprocesser skal opgive ønsket om at basere handlinger på viden
- det er bare en anden form for viden, der efterlyses (Jaap, 2004). Jan Jaap
taler i den forbindelse om vurderingsrelevant viden, som handler om, at man af
gode grunde udpeger nogle væsentlige aspekter/pejlemærker, som man især
hæfter sig ved, og hvor disse aspekter indgår i ens vurdering af, hvad der er
klogt at gøre.
Vurderingsrelevant viden
Når genstanden (hverdagen) for det stykke arbejde, som ældreområdets mange
medarbejdere skal udføre, er undseelig og svær at få øje på, er det vigtigt at
kunne se, at føle, at tænke og at handle på en særlig måde.
At se
Tidsrum og alt, hvad der sker her indenfor, er som tidligere nævnt unikke hændelser,
dvs. de er ikke forekommet før, og de forekommer ikke igen. De er præ-
131

get af kompleksitet. Der er tusinde ting, der spiller ind. Der er tusinde ting at
lægge mærke til eller at se bort fra. Specielt er der en risiko for, at det banale,
det kendte, det gentagelige forsvinder ud af vores opmærksomhedsfelt.
Fagpersoner vil, alt afhængig af deres ståsted i det fagprofessionelle felt, være
tilbøjelige til at anlægge bestemte perspektiver på alt, hvad de ser (Wacherhausen,
2002). Mange fagprofessionelle har i alt for lang tid været blinde på det
øje, der handler om kontekst og hverdagsliv, og VEGA-projekternes begreber
og modeller er tænkt som en slags ’briller’, der netop kan være med til at skærpe
fagfolks blik for øjeblikke, stunder, sekvenser og længerevarende tidsforløb.
Antagelsen i VEGA er, at en billed- og begrebsliggørelse af tiden som kortvarigt
eller længerevarende fænomen kan inspirere fagpersoner til at dvæle ved tiden.
Vi er inspireret af Stern og andre, der antager, at jo længere en terapeut kan
forblive i det nuværende øjeblik og undersøge det, jo flere forskellige veje vil
åbne sig i terapien. (Stern, 2004). Også Tom Andersen fremhæver vigtigheden
af, at en terapeut har øjne og ører med sig i nuet og giver som eksempel, at
terapeuten ved f.eks. at være opmærksom på en klients vejrtrækning i samtalesituationen
kan få vigtige meldinger om bevægelser i samtalen og om klienten
føler sig vel eller uvel ved at være en del af den (Andersen, 1992).
Inspireret af disse tanker om nuet og terapi antager vi i VEGA, at jo længere
fagpersoner kan forblive i øjeblikket, i stunder, i sekvenser og i forløb og kigge
sig godt for og suge indtryk til sig, jo flere forskellige veje vil åbne sig i den daglige
arbejdspraksis. Det handler om at påskønne den rene, rå oplevelse og procesbeskrivelse
og ikke straks gå i gang med at tolke eller tilskrive mening.
Når det levede liv betragtes i tidsligt perspektiv med nuværende øjeblikke, stunder,
sekvenser og forløb som fokus, begynder man at se det udfolde sig på en
anden måde, end man er vant til.
At føle
Vidtåbne sanser er et godt udgangspunkt for at lade sig berøre af de indtryk,
der strømmer en i møde fra omgivelserne. Faktisk kan vi som mennesker næppe
undgå at lade os berøre, hvis vi vel at mærke lader indtryk slippe ind. Nye
teorier om spejlneuroner rummer i den forbindelse interessante perspektiver.
Filosoffen Keld Brikner fremhæver i en artikel fra 2001 vigtigheden af, at mennesker,
der arbejder med mennesker, lader sig berøre. I artiklen præsenterer
han begrebet om et godt moralsk arbejdsmiljø, der opstår på en arbejdsplads,
hvis medarbejdere i det daglige ikke blot lader sig vejlede og retlede af regler,
men også bruger deres egen moralske dømmekraft i forhold til at vurdere, om
arbejdet er gjort godt nok, og om konkrete situationer fungerer på en god måde
for de mennesker, der er afhængige af hjælp.
Keld Brikner taler om, at den moralske stillingtagen skal udspringe af hver enkelt
medarbejders oprigtige engagement om at gøre det så godt, man kan, for
de mennesker man skal hjælpe, inden for rammerne af de ressourcer, der står
132

til rådighed. Keld Brikner opfatter ikke engagement som en individuel sag, og
han påpeger vigtigheden af, at der i personalegrupper er et kollektivt engagement
i arbejdet, og at arbejdspladsen giver den enkelte nogle vilkår for at være
engageret, for at tage det moralske ansvar på sig. Det er disse vilkår, Keld Brikner
betegner som det moralske arbejdsmiljø.
Ifølge Keld Brikner skal kolleger forpligte hinanden til f.eks. at tage følgende
spørgsmål op i forhold til konkrete episoder:
- Kan arbejdspladsen være den hjælp bekendt, den yder nu?
- Kan den enkelte ansatte være sin indsats bekendt?
Medarbejdere skal dagligt forholde sig til, hvad der er den lavest moralsk acceptable
kvalitet af en given indsats. Ansatte på en arbejdsplads har som Keld
Brikner udtrykker det:
En uformel viden om, inklusive en kompetent vurdering af, hvad der foregår
på en arbejdsplads; en viden der strækker sig ind i kroge, hvor formel
kontrol aldrig kan komme. Den velfungerende personalegruppe kan høre
på hinanden, hvordan det går. Deres gensidige udveksling af erfaringer
med helt konkrete arbejdssituationer er som et stetoskop: den ukyndige
kan dårligt skelne hjertets højlydte banken fra den støj, vedkommende selv
laver med redskabet; den kyndige kan høre, hvad der foregår inde i lungernes
fineste porer. Det er denne viden, der skal aktiveres. (Brikner,
2001)
Som følge af vores optagethed af, hvordan professionelle hele tiden skal have
føling med stunder og begivenheder og deres egen deltagelse i forhold hertil
synes der at være god grund til, at vi i VEGA interesserer os for filosoffen Ole
Fogh Kirkebys nye bog ”Eventum Tantrum – begivenhedens ethos. Den blev
udgivet i begyndelsen af marts og ud fra en kort omtale af bogen, som Ole Fogh
Kirkeby har udarbejdet synes hans studie af begivenheden – om end det er af
filosofisk karakter – at rumme indsigter, der kan give inspiration til VEGA’s studie
af tider. www.exart.dk/cal/OmEventumTantum.pdf
At tænke
Som det fremgår af kapitel 5, er vi i VEGA meget optaget af at synliggøre, hvordan
mere systematiske tanker eller refleksioner over praksis kan finde sted. I
den forbindelse er brugen af sproget et nøgleomdrejningspunkt.
Medarbejderes evne til at indsamle og formidle indtryk om konkrete situationer
er, således som Brikner også er inde på, et omdrejningspunkt i etableringen af
en faglig kultur inden for ældreområdet. Sprogliggørelse er midlet til, at mennesker
kan tænke med på hinandens tanker, og det giver mulighed for at mennesker
i fællesskab har mulighed for, at opnå en viden, der rækker ud over commonsense
niveauet
Sprogliggørelse og udveksling af tanker skaber fællesskab og åbner op for, at
en medarbejdergruppe kan arbejde bevidst på både at fastsætte og at håndhæve
standarder og normer for godt arbejde.
133

At handle
Brugen af sanser, følelser og systematisk tænkning hjælper en iagttager til at
handle relevant i forhold til en konkret stund/en konkret situation.
Som tidligere nævnt tager ældreområdets medarbejdere del i andre menneskers
hverdagsliv. Udfordringen for en deltager består i at skabe nogle stunder
og situationer, der fungerer, og nogle gange vil der være brug for, at hjælperen
tager initiativ til at ny-iscenesætte hverdagen. Ikke hurtigt, effektivt og forhastet,
men med afsæt i, at vedkommende har gjort sig umage med at se, føle og tænke.
Dette er utvivlsomt lettere sagt end gjort, idet mange professionelle fagfolk
er skolet til at være i en ekspertrolle og til at være i kontrol.
Eksempel på VEGA i praksis: ”De små skridts strategi”
I forbindelse med et konkret projekt på en socialpsykiatrisk institution blev med
afsæt i viftemodellen udarbejdet et samtale- og oversigtsark, der skulle hjælpe
brugere med at holde systematisk øje med de forandringer, som over tid forekommer
i såvel deres levede som deres oplevede liv.
Det levede liv
Det oplevede liv
Tanker
Selvbillede
Følelser
For brugerne kan oversigtsarket være en lejlighed til at få en distance til sig
selv, til at se sig selv – sin yderside og sin inderside - i sit eget spejl.
I viften over ”Det levede liv” er der en markering mellem udeliv og hjemmeliv.
Endvidere er der - for at matche den tilværelse, som de unge på Skiftesporets
unge-døgncenter lever - angivet to domæner under hjemmeliv, nemlig det private
domæne på værelset og det fælles domæne, som er i huset. Illustrationen
rummer mulighed for, at udsagn, der siger noget om, hvad der foregår af liv inden
for de forskellige domæner, kan systematiseres tidsmæssigt, hvis man fo-
134

estiller sig, at buen strækker sig fra venstre mod højre over morgen, middag,
aften og nat.
Under overskriften, ”Det oplevede liv”, præsenteres tre simple symboler: spejlet,
tankeboblen og hjertet. Her kan de udsagn, som relaterer sig henholdsvis til
selvbillede, tanker og følelser, indføjes. Når ”Det levede liv” på denne måde
holdes op ved siden af ”Det oplevede liv”, vil det fremgå, hvorvidt der er fodslag,
eller hvorvidt det levede liv f.eks. er bagefter eller forud for det oplevede liv.
Strategien er designet således, at der skal indsamles data om brugernes levede
og oplevede liv med passende mellemrum, f.eks. hver 3.-4. måned.
Man skal forestille sig, at et overblik over de små skridt, som en person tager
inden for et afgrænset tidsrum, fås ved at lægge to oversigtstegninger, der er
lavet på to forskellige tidspunkter, ved siden af hinanden. Forhåbningen er, at
en person med sådanne to tegninger foran sig har gode muligheder for at
spotte og ’komme i tanke om’ selv små forandringer i sit levede og oplevede liv.
På Skiftesporet lægges der vægt på sprogets betydning som skaber af mening,
og måske vil en ændring i den enkelte brugers måde at tale om det levede og
oplevede liv slå igennem i oversigtsarkene.
Eksempel på VEGA-i-praksis: Evaluering af livets gang i leve- og bomiljø
Social- og sundhedsskolen, Ringkjøbing Amt, har konkret brugt VEGAerfaringer
i forbindelse med løsningen af flere konkrete evalueringsopgaver. Ud
fra en antagelse om, at effekten af sociale tilbud, f.eks. en bostøtteordning eller
et leve- og bomiljø skal aflæses i det liv, som brugere eller beboerne lever hver
dag, har viftemodellen, der netop er egnet til at synliggøre det levede liv i tid og
rum, været brugt både i forbindelse med dataindsamlingen og den efterfølgende
formidling af resultater.
I forbindelse med kvalitative interviews med beboere i et leve- og bomiljø i Holstebro
blev viftemodellen brugt som samtaleark. Interviewpersonen blev kort
præsenteret for logikken i tegningen, hvorefter hele interviewet handlede om at
få interviewpersonen til dels at fortælle om sit levede liv, som det konkret forløber
som en perlerække af begivenheder på konkrete dage, og til dels at fortælle
om sit oplevede liv ved at knytte kommentarer til dagens forløb og enkeltstunder.
Data fra interviewene blev både omsat til tegninger, der viser beboernes færden
i tid og rum og til hverdagsfortællinger, hvor beboerne tilskriver mening til stunder
og forløbet af dagen.
Ud over at der blev konstrueret viftetegninger og udarbejdet tilhørende hverdagsfortællinger
på enkeltbeboere, blev der for overskuelighedens skyld og
igen med afsæt i viftemodellen konstrueret nogle oversigtstegninger. Tegningerne,
der var i A3 format gav et samlende overblik over mangfoldigheden af de
udsagn, som beboerne knyttede til de forskellige domæner, som livet leves inden
for i hjemmet, i boenheden og i verden i øvrigt. Disse tegninger var, for at
gøre det lettere for de travle læsere af evalueringsrapporten, delt op i en positiv
135

side og en negativ side, således at positive udsagn står til venstre for midten og
negative til højre.
På Social- og sundhedsskolen, Ringkjøbing Amt, har vi flere gange anvendt
vifte-modellen, når kvalitative data har skullet formidles på oversigtlig måde. Det
er klart en svaghed ved mange kvalitative undersøgelser, at de er så teksttunge
og at pointer og indsigter ikke kan præsenteres i en form, der kan hamle op
med de kvantitative undersøgelsers læsevenlige tabeller og lagkager.
Eksempel på VEGA-i-praksis – profilering af de grundlæggende social- og
sundhedsuddannelser
Arbejdet med at blotlægge hverdagslivsperspektivets brugsværdi i forhold til
både social- og sundhedshjælpernes og -assistenternes arbejdsfelt kræver en
særlig vedholdenhed og tålmodighed. Når genstanden for en faggruppes arbejde
i stor udstrækning er det banale, usynlige hverdagsliv, som alle mennesker
lever dag efter dag efter dag, lader den professionelle arbejdsindsats sig kun
vanskeligt adskille fra den indsats, mennesker almindeligvis selv yder for at få
hverdagen til at fungere.
Arbejdets karakter kan give indtryk af, at det kan udføres af alle, og at det
egentligt ikke kræver den helt store uddannelsesmæssige ballast. Lønmæssigt
takseres arbejdet heller ikke højt, og som faggruppe må ikke mindst social- og
sundhedshjælpere se sig henvist til bunden af såvel det uddannelsesmæssige
som de arbejdsmæssige hierarkier. Dette afspejler klart, hvor lidt status der i
136

dagens Danmark er forbundet med at have hjemmehjælp og pleje af ældre og
svækkede mennesker som sit arbejdsområde.
Arbejdsområdet er usynligt, upåagtet og upåskønnet i sjælden grad, og det er
forståeligt, hvis nutidens unge ikke ønsker at lade sig indskrive i f.eks. social- og
sundhedshjælpernes rækker. Faggruppen har brug for at profilere sig i en ny
retning, hvis den skal markere sig positivt inden for pleje- og omsorgsområdet,
og måske derefter vinde en plads i hovederne på nutidens unge.
På alle landets social- og sundhedsskoler arbejdes der ihærdigt på at omsætte
en forholdsvis ny lovtekst fra reformen i 2001 til uddannelseskontekst, og det er
oplagt at benytte ’opbruddet’ fra de gamle uddannelsestraditioner til at få skabt
nogle nye, der kan være med til at profilere specielt social- og sundhedshjælpere
som en faggruppe med en ganske særlig faglig identitet.
En fælles faglig identitet indebærer, at en faggruppe ud fra fælles begreber kan
forklare kerneelementerne i faget og i arbejdet. Sprogliggørelse og udveksling
af tanker skaber fællesskab og åbner op for, at der kan arbejdes bevidst på både
at fastsætte og at håndhæve standarder og normer for godt arbejde.
Hvis en fag- eller personalegruppe ikke har en fælles forståelse af de grundpiller,
som arbejdet og faget bygger på, vil samme gruppe have svært ved at forpligte
hinanden på, hvilken arbejdsindsats de kan stå inde for. Når et arbejdsområde
på et plejehjem, i et hjemmeplejedistrikt, i et team, i en gruppe er meget
usynligt, vil det nemlig ofte være op til den enkelte hjælper at sætte standarden
for, hvordan opgaver inden for dette område skal udføres, og det er ikke godt
nok.
På Social- og sundhedsskolen, Ringkjøbing Amt, omtaler vi social- og sundhedshjælpernes
kerneydelse som ”Hverdagsassistance”. Gennem projekterne
”Det afhængige hverdagsliv” og ”Vanddråbestrategien” er der indhentet mange
gode erfaringer i forhold til at oparbejde og formidle viden om hverdagsliv, og
skolens interesse for hverdagslivstænkning er gennem årene ikke blevet svækket.
Tværtimod er ambitionen større end nogensinde i forhold til at indarbejde
hverdagslivstænkningen i opbygningen af såvel social- og sundhedshjælpernes
og -assistenternes faglige kerne og faglige profil.
Problemet i de grundlæggende social- og sundhedsuddannelser er, at der ikke
er noget overfagligt eller tværfagligt område, der hedder ”hverdagsassistance”.
Uddannelsen har dermed ikke noget hovedfag, som direkte retter sig mod kernen
i social- og sundhedshjælpernes fremtidige erhvervsfunktion. Grundfag (naturfag,
matematik, dansk og engelsk) og områdefag (pædagogik med psykologi,
sundhedsfag, aktivitets- og kulturfag og samfundsfag) må betragtes som støttefag,
som tilsammen skal give eleven et fundament for at kunne fungere i det
job, hun senere skal ud i. Vi arbejder altså med en uddannelse, hvor der udelukkende
undervises i en slags støttefag, mens det, der er grundfundamentet i
den erhvervsfaglige kompetence, ikke eksisterer som selvstændigt, synligt overfag
eller arbejdsområde. Uddannelsen er ligesom så mange andre uddannelser
præget af fag på bekostning af den sag, som det egentlig handler om.
For at imødekomme denne problematik er der på Social- og sundhedsskolen,
Ringkjøbing Amt, udarbejdet såkaldte kompetencebaserede læreplaner, hvor
137

netop en hverdagslivsorienteret erhvervskompetence står i fokus, når uddannelsernes
indhold og pædagogik skal bestemmes. Disse uddannelsesplaner
kan ses på internetaddressen:
www.sosuringamt.dk/1uddannelsesplan_SOSU/index.html
Det har efterfølgende vist sig, at netop på-tværs-tankegangen og det at sætte
fokus på og at synliggøre samspillet mellem sag og fag kan tjene som inspiration
for det gymnasiale område, der her til august 2005 står for at skulle implementere
en ny gymnasiereform. (Elbrønd, 2005)
Hverdagslivstænkningen - og på-tværs-tankegangen spirer og gror på Socialog
sundhedsskolen, Ringkjøbing Amt. Hvis den med tiden bliver foldet rigtigt ud
og omsat til praksisrelevant viden for social- og sundhedshjælpere og
-asistenter, er der måske taget et vigtigt skridt i retning af at sikre, at fremtidens
frontarbejdere inden for ældreområdet oparbejder en fagidentitet og en faglig
stolthed, som kan være med til at løfte arbejdets kvalitet, øge arbejdsglæden og
engagementet og dermed gøre faget mere attraktivt.
Eftertanke
Det kan konstateres, at det i flere sammenhænge er lykkedes at udvikle VEGAindsigter
i en direkte handlingsorienteret retning.
Den beskrivende viden skal ikke undervurderes. Den kan give næring til nye
holdninger, som igen kan give næring til nye handlinger. I VEGA sammenhænge
har vi erfaret, hvordan f.eks. en simpel tegning, der synliggjorde, at en konkret
person tilbragte adskillige timer dagligt i sin kørestol ved bordet i plejehjemmets
fællesrum, fik medarbejderne til at kigge på hinanden og stille
spørgsmålstegn ved, om det nu også var en god dag for vedkommende, eller
om der var noget, vedkommende kunne ønske sig anderledes.
Den problemløsende viden er den viden, der kan hjælpe ældreområdets aktører
til at løse de problemer, ældre mennesker står overfor. I VEGA ser vi den synliggørende
og problemløsende viden som værende to sider af samme sag. Vi
gør op med den gængse forestilling om, at god praksis bygger på eller udspringer
af abstrakt, almengyldig viden, der kan omsættes i regler, procedurer og
metoder, som praktikere kan omsætte til praksis. Vi fremhæver værdien af praktisk
erfaring og vigtigheden af, at ældreområdets aktører gør sig umage for at
se, at føle og at tænke på måder, der sætter det konkrete levede liv i hverdagen
i fokus, når handlinger skal planlægges og udføres.
VEGA’s praktiske bidrag har bl.a. bestået i:
• produktion af synliggørende viden om, hvordan gamle mennesker i dagens
Danmark lever.
• demonstration af, hvordan f.eks. viftemodellen og på-tværs-tankegangen
kan bruges af andre, f.eks. brugere, praktikere, elever eller evaluatorer til
synliggørelse af det upåagtede hverdagsliv.
• Præsentation af synliggørende viden for praktikere, der efterfølgende har
følt sig foranlediget til at handle anderledes. Konkret har undervisere oplevet
at en simpel tegning, der synliggjorde, at en konkret person tilbragte adskilli-
138

ge timer dagligt i sin kørestol ved bordet i plejehjemmets fællesrum, fik
medarbejderne til at kigge på hinanden og stille spørgsmålstegn ved, om det
nu også var en god dag for vedkommende, om der var noget, vedkommende
kunne ønske sig anderledes og om der var noget, de kunne gøre anderledes.
Synliggørende viden kan være første skridt i udvikling af problemløsende viden.
Når man f.eks. får øje på de mange facetter i måltider, bliver det synligt, at der
er bivirkninger forbundet med forskellige former for måltidsservice og at noget
trænger til at blive gjort anderledes.
Når man får øje på det betydningsfulde i hverdagslivets mikro-univers, bliver det
synligt, at den aktuelle politik på ældreområdet på en lang række områder er en
katastrofe og at noget trænger til at blive gjort anderledes.
139

Kapitel 7
FREMTIDENS UDFORDRINGER
Dette tilbageblik på 10 års VEGA aktiviteter og erfaringer synliggør både nogle
potentialer ved VEGA i teorien, VEGA metode og VEGA i praksis og nogle klare
begrænsninger.
Ikke mindst har vi brug for at finde ud af, hvor vi befinder os i forhold til en række
nærliggende forståelsesuniverser. I vores selvforståelse bidrager VEGA med
et særligt perspektiv på menneskers personlige tilværelsesprojekter. Vi indskriver
os dermed et eller andet sted i en lang række af analyseperspektiver, der
kan anlægges på menneskers tilværelsesprojekt.
Nogle er i deres syn på og forståelse af menneskelivet først og fremmest opmærksomme
på menneskers biologiske udrustning og biologiske struktur. Andre
er mere optaget af psykologiske strukturer – hvad enten de nu anskues som
rene kognitive og bevidsthedsmæssige fænomener eller som bundet op på et
subjekt, og andre igen er optaget af sociale og sociologiske strukturer.
I VEGA kigger vi på menneskets tilværelsesprojekt ud fra et hverdagslivsperspektiv.
Vi er ikke afklarede i forhold til, hvor vi befinder os i forhold til de andre
perspektiver men vi fornemmer intuitivt, at VEGA-perspektivet, på trods af nok
så mange interessante sammenfald med flere af de perspektiver, der aktuelt
findes inden for psykologi, sociologi og antropologi, adskiller sig på centrale
punkter. I den kommende periode vil vi, når VEGA-netværket er samlet, bl.a.
forsøge at blive mere klar på vores eget grundlagsfundament.
Nyt forsknings- og udviklingsprogram
Samtidig skal vi stadig inspirere til og igangsætte nye projekter, der kan være
med til kaste lys over hverdagsliv hos gamle. I netværket er vi aktuelt ved at
lægge sidste hånd på VEGA-netværkets forsknings- og udviklingsprogram
2005-2009, der bærer titlen ”Mere liv i hverdagen.”
FoU programmets formål er at gennemføre praksisforskning og andre videnskabende
projekter, der kan synliggøre det levede liv i alderdommen i hverdagslivsperspektiv,
formidle perspektivet og arbejdsformer, der omsætter dette
perspektiv til praksis.
Projektets resultater viser sig ved udvikling og gennemførelse af såvel vidensproduktion,
formidlings- og implementeringsprojekter inden for udvalgte
temaer. Succeskriterierne vil være, at der udvikles projekter på de prioriterede
områder, at den producerede viden finder anvendelse i uddannelser, efteruddannelse,
kurser og konferencer, og at resultaterne implementeres og forankres
i praksis.
140

Udfordringer i uddannelsessammenhæng
VEGA-netværket har omfattet fire uddannelsesinstitutioner på grund- og mellemuddannelsesniveau.
Social- og sundhedsskoler og ergoterapeutskoler uddanner
nogle af de faggrupper, som på nærmeste hold tager del i andre menneskers
liv, når sygdom, svækkelse eller andre problemer nødvendiggør hjælp
udefra. Skolerne har for så vidt en god og vigtig mission, men den opdeling og
opsplitning, som præger samfundet generelt, præger på forskellig måde også
skolernes virke og muligheder for at opfylde sin mission tilfredsstillende.
Uddannelsesinstitutioner på grund- og mellemuddannelsesniveau befinder sig i
krydsfeltet mellem en undervisningskultur og en arbejdsmarkedskultur. Disse
kulturer er hver især kendetegnet ved et sprogligt univers og nogle begreber,
symboler, særlige logikker og tankemønstre, der præger synet på viden, synet
på mennesker og synet på verden. Som deltagere i kulturelle sammenhænge
udvikler mennesker forskellige forståelseshorisonter, som præger deres fortolkninger
af, hvad der er vigtigt, og hvad der er rigtigt.
Realiteten er, at social- og sundhedsvæsenets kommende medarbejdere uddannes
i en skolekultur, der på væsentlige punkter afviger ganske betragteligt
fra den arbejdskultur, som de senere skal ud at virke i. Bl.a. er der en tendens
til, at selv de mellemlange uddannelser akademiseres og gøres meget boglige.
Det er vigtigt at holde fast i, at velfærdssystemets hjælpere ikke kan læse sig til
alt og at VEGA-netværket på flere måder har noget at bidrage med til udvikling
af en ny faglighed indenfor området. En faglighed, der mere betoner vigtigheden
af at kunne se og fornemme her-og-nu, frem for at kunne tage afsæt i viden,
som andre har skabt.
Endvidere er det vigtigt at være opmærksom på, at f.eks. de grundlæggende
social- og sundhedsuddannelser skal kunne rumme elever med meget forskellige
boglige forudsætninger. Derfor er der en pointe i, at vi i VEGA bliver ved
med at udvikle nogle modeller/nogle forståelsesbriller, der dels forenkler et
kompliceret arbejdsfelt, og dels kan bruges som samtalegrundlag i den daglige
arbejdspraksis.
Udfordringer i praksissammenhæng
I indledningen blev Marianne Gullestad refereret for at konstatere, at hverdagslivet
er overset og usynligt, og at det frisættes for forskningsmæssig og fagprofessionel
interesse af misforstået hensyn til menneskers private tilværelse. Gullestad
understreger i den forbindelse, at det er vigtigt at skelne mellem kundskab
om hverdagslivet og så statslig regulering/kolonisering af hverdagslivet.
I VEGA er vi meget opmærksomme på, at bestræbelser, der går ud på at synliggøre
menneskers upåagtede hverdagsliv og hjælpesystemets deltagelse i
dette hverdagsliv, bevæger sig i et felt, hvor blufærdighedskrænkelse kan forekomme,
hvis der ikke tages hånd om synliggørelsen på ordentlig måde.
VEGA-netværket har bidraget til, at der med et udtryk hentet fra Søren Willert er
sket en figurering af noget, der normalt hører til livsprocessernes grund. Vi hiver
noget frem i lyset, som normalt er upåagtet og usynligt. På linie med f.eks. do-
141

kumentationsarbejde overfører vi, som Willert har udtrykt det på en konference
om dokumentation, begivendhedsforløb fra livsprocessens medie til dokumentets
medie. www.jcvu.dk/konferencer
Som det er fremgået, har vi i VEGA udviklet en måde at visualisere det levede
liv i tid og rum, og vi har konkret i projekt- og evalueringssammenhænge rekonstrueret
personers færden i tid og rum, ligesom vi også bruger modellen i undervisning.
Vigtigt er det imidlertid at påpege, at viftemodellen ikke er tænkt
som et arbejdsredskab til at fastholde og eventuelt kontrollere konkrete menneskers
færden i tid og rum. Det ville da være en rædselsfuld tanke, hvis gamle
menneskers færden på denne måde blev fastholdt på skrift. Det giver associationer
til overvågningssamfund af værste skuffe. For at blive fortrolig med viftemodellens
funktionelle sider og anvendelsesværdi i professionelle arbejdssammenhænge
kan det være nødvendigt at lære sig at bruge modellen til systematisk
indsamling af informationer om konkrete menneskers færden i tid og rum.
Man kan for øvrigt med fordel bruge sig selv som studieobjekt. Når først modellen
er indarbejdet som et mentalt billede på det levede liv i tid og rum, kan den
fungere som et kort, man kan orientere sig og styre efter dels i sin egen individuelle
professionelle opgaveløsning og dels i de situationer, hvor det er nødvendigt
at dele viden med andre om, hvordan hjælpen skal organiseres og udføres,
så den bidrager til meningsfulde stunder og dage for den enkelte modtager
af hjælp.
Det er vigtigt, at VEGA fremover er med til at påpege at indsamling af informationer
og oparbejdning af viden om menneskers hverdagsliv og livshistorie kræver
en ganske særlig etisk bevidsthed. Nogle af de ting, som det kan være vigtigt,
at personalet ved noget om, vil sommetider være af en så privat eller flygtig
karakter, at det vil være direkte upassende, hvis det bliver skrevet ned.
Der er aktuelt megen opmærksomhed rettet mod dokumentationsmetoder baseret
på skriftlighed. Skriftlighed kan være godt nok i nogle sammenhænge, når
det f.eks. handler om at højne kvaliteten i det daglige arbejde. I VEGA kan vi
være opmærksomme på, at vi med vores forkærlighed for illustrationer og visualiseringer
måske har noget særligt at byde ind med, når der skal findes alternativer
til skriftlighed og styrkelse af en mundtlig fortælle- og formidlingskultur.
Medarbejderes evne til f.eks. at indsamle og formidle indtryk om konkrete situationer
er, som det bl.a. er blevet fremhævet af flere filosoffer (Brikner, 2001 og
Lundstøl, 2004), et omdrejningspunkt i etableringen af en faglig kultur inden for
ældreområdet. Sprogliggørelse tjener flere formål, idet den, som snakker og
sætter ord på noget, gør både sig selv og andre kendt med sine tanker. Tom
Andersen, der er stærkt fokuseret på samtaler og sprog i sit terapeutiske arbejde,
har formuleret det således:
Når vi snakker (enten med os selv eller med andre), bliver vi klar over,
hvad vi tenker, og når vi snakker om det, vi tenker, når vi frem til viten
(kunnskap). Kunnskap (forståelse) om en bestemt situasjon springer ut av,
hva i situasjonen vi snakker om, og hvordan vi snakker om det. Hvad vi
142

snakker om, og hvordan vi snakker om det, vil være innenfor rammerne av
det, vi vet fra før (vår for-forståelse) (Andersen,1992).
Udfordringen i forskningssammenhæng
I VEGA netværket er der højt til loftet, forstået på den måde, at vi ikke er underlagt
eller har underlagt hinanden stramme akademiske formkrav. Vi har på sin
vis taget afsæt i en gammeldags forståelse af teori, der ifølge Lundstøl går helt
tilbage til Hellas. Den gang sendte de græske byer udsendinge til de store fællesreligiøse
fester, der blev holdt en gang om året i de andre byer. Udsendingene
deltog og skulle observere, og så vendte de tilbage og berettede om, hvad
de havde set. Det blev kaldt teori (Lundstøl, 2004). VEGA-projekterne har alle
bestået i, at VEGA-projektmagere har spurgt til, har taget del i og har observeret
det liv, gamle mennesker lever – afhængigt eller uafhængigt af andre. Vi har
forsøgt at sætte os ind i forskellige udsnit af hverdagsliv hos gamle, og vi har
forsøgt at sætte ord og begreber på, så der kunne skabes et mere sammenhængende
billede af dette liv.
Vi har haft en ambition om, at VEGA i teori og VEGA metode skal bevare en
nærhed til hverdagsforståelse og hverdagsaktiviteter, forstået på den måde, at
såvel teori og metode relativt let lader sig koble til de hverdagsforståelser og
handlemuligheder, der allerede er til stede i praksisfeltet. VEGA-projekterne
tager alle afsæt i konkrete spørgsmål, som det er presserende, interessant eller
relevant at få svar på, set fra et praktikerperspektiv. Undervejs i den efterfølgende
videnskabende proces har de forskellige projekter imidlertid gennemløbet
en række faser, der relaterer sig til dataindsamling, dataoparbejdning, formidling
og implementering på meget, meget forskellig måde. Hvor nogle projekter
har benyttet sig af en enkel og kendt dataindsamlingsstrategi, har andre benyttet
en mere kompliceret eller eksperimenterende form. Hvor nogle har holdt
dataoparbejdningen på et ikke så avanceret niveau, har andre kastet sig ud i
komplicerede studier. Hvor nogle har holdt formidlingen på et nøjsomt niveau,
har andre gjort formidlingen til det helt centrale. Hvor nogle ikke har skænket
implementeringen en tanke, har andre tænkt i implementeringsbaner fra begyndelsen.
De forskellige projekter har, ved netop at lægge vægten forskelligt i de forskellige
faser, forskellige styrker og svagheder. I VEGA sammenhænge er det vigtigt
at vi fremover holder fast ved, at en udvikling af VEGA-i teorien ikke er selve
målet. Vi arbejder i projekterne en tid med at synliggøre aspekter ved hverdagslivet
og at udvikle en bedre forståelse for fænomenet, men det er vigtigt, at forståelsen
også formidles og vender tilbage til sit udgangspunkt, at den undersøges
igen, og at den eventuelt på sigt kan fungere som et perspektiv på upåagtede
hverdagsfænomener.
Eftertanke
Netværket har det godt. Flere deltagere er kommet til. Flere projekter er undervejs.
Vi ved, at vi først lige er begyndt at få skabt et teoretisk og metodisk
grundfundament, som tydeliggør, hvor vi står, men de foregående års arbejde
har bestyrket os i, at vi har fat i et interessant genstandsfelt, idet hverdagslivet
143

stadig tydeligere toner frem for os som en formidlende kategori mellem det enkelte
menneske og de givne livsbetingelser. Inden for psykologien og sociologien
er der selvsagt en tilbøjelighed til, at interessen samler sig om hhv. den ene
eller den anden part i menneske-samfunds-samspillet. Ved at fokusere på
hverdagslivet, har vi sammen med repræsentanter fra f.eks. mikrosociologien
placeret os i en position lige tilpas midt imellem nogle mere gængse psykologiske
og sociologiske betragtningsmåder.
I VEGA vil vi fremover fortsætte vore bestræbelser på at beskrive og kaste lys
over det liv, gamle mennesker lever ’nedefra’. Aktuelt er vi ved at lægge sidste
hånd på et forsknings- og udviklingsprogram for 2005-2009, som er at finde på
adressen: http://www.ceps.suite.dk/vega.html. Samtidig vil vi bestræbe os på
ikke at hænge fast i de meget konkrete beskrivelser. Mere energi skal i den
kommende periode bruges på at relatere VEGA-netværkets allerede eksisterende
beskrivelser, indsigter og begreber om hverdagsliv hos gamle til andre
kontekster og sammenhænge af både teoretisk og empirisk art. VEGA vil forhåbentlig
altid være på vej og for ikke at risikere at cementere noget, der er under
evig udvikling, er denne publikation derfor udelukkende tænkt som en arbejdende
publikation, der skal leve sit foranderlige liv på nettet.
144

145

LITTERATUR
Andersen, J. (2004) ViCo-metoden. Casestudie af hverdagslivsorienterede visitationssamtaler.
Speciale. Den sociale kandidatuddannelse.
Andersen, J. Christensen, L. og Menge, A.M.( 2000) Den første samtale. Et
modelforsøg, der har til formål at afprøve en særlig model - VICO-modellen for
den første samtale mellem hjemmeplejen og den ældre”. Social- og sundhedsskolen
i Randers.
Andersen, A. og N. Relsted (1998) Ældres hverdagsliv og bolig. Gerontologi &
Samfund, 15(2): p. 36-38.
Andersen, Tom (1992) Mellemmenneskelige forhold, språk og forforståelse: I:
Fokus på familien. Vol.20, Oslo
Anderson, Harlene (2002) Samtale sprog og terapi. København: Hans Reitzels
Forlag
Antonovsky, Aron (1981) Health, Stress and coping. New york: Jossey-
Bass Publ.
Bauman, Zygmunt (2002) Fællesskab. København: Hans Reitzels Forlag
Bateson, Gregory (1979) Mind and nature
Bech-Jørgensen, Birthe (1998) Forskning i det kvalificerede hverdagsliv. Institut
for Sociale Forhold og Organisation. Aalborg Universitet.
Bech-Jørgensen, Birthe (1994) Når hver dag bliver hverdag. København:
Akademisk Forlag.
Brikner, Keld (2001) Et godt moralsk arbejdsmiljø – ’blød’ sikring af kvaliteten i
en ’blød’ sektor. I: Antologien: Ældreomsorg – management eller menneskelighed.
Videnscenter på Ældreområdet.
Brock, Steen (1990) Filosofi og menneskesyn I sygeplejen. I: Torben K. Jensen,
Lars Ulrik Jensen og Won Chung Kim (red). Grundlagsproblemer i sygeplejen,
Aarhus: Philosophia, 1990
Bundgaard, K.M. og B.T. Christensen (1992) En bid af ældres hverdagsliv – en
undersøgelse af måltidets aktiviteter, mønstre og betydninger. Ergoterapeutskolen
i Odense.
Bundgaard, K. M. og B. T. Christensen (2000). "En bid af ældres hverdagsliv."
Gerontologi og samfund 16(3): 62-63.
146

Bundgaard, K.M. (2005) En vigtig bid af hverdagen. Måltider i et leve- og bomiljø.
Gerontologi, nr. 1
Calasanti, T.M (1996)Incorporating Diversity: Meaning, Levels of research,
and Implications for Theory. The Gerontologist, 1996. 36(2): p. 147-156.
Christensen, Karen (1999) Andre orientering og offentligt omsorgsarbejde. I:
Social Kritik, nr.63
Clod Poulsen, Steen (2003) Lærerkompetencer, læreruddannelse og erhvervsuddannelserne.
I: Erhvervspædagogik mellem fornyelse og tradition. DEL, 2003
Dreier, Ole (1999) Læring som ændring af personlig deltagelse i sociale kontekster.
I: Klaus Nielsen og Steiner Kvale (red). Mesterlære – læring som social
praksis. København: Hans Reitzels Forlag, 76-99
Dreier, Ole (1996) Ændring af professionel praksis på sundhedsområdet gennem
praksisforskning. I: Uffe Juul Jensen, Jens Qvesel og Peter Fuur Andersen
(red). Forskelle og forandring – bidrag til humanistisk samfundsforskning. Aarhus:
Philosophia, 113-140
Dreier, Ole (1996) Sundhedsbegreber i psykosocial praksis. I: Uffe Juul Jensen
(red). Sundhedsbegreber i filosofi og praksis. Aarhus: Philosophia
Elbrønd, Marianne (2005) Reformer kræver pædagogiske eksperimenter. I:
Skanderborg tur-retur, 2005
Elbrønd; Marianne (2002) Introduktion til social- og sundhedshjælperfaget. I:
Lene Wolf (red) Lærebog for social- og sundhedshjælpere. København: Munksgaard.
Elbrønd, Marianne (2002) Kultur og værdier. I: Lene Wolf (red). Lærebog for
social- og sundhedshjælpere. København: Munksgaard.
Elbrønd, Marianne; Birgitte Højlund, Pia Østergaard (2002) Vanddråbestrategien.
Udvikling, afprøvning og evaluering af undervisningsforløb og lærings- og
arbejdsstrategi skræddersyet til social- og sundhedshjælpere. Social- og sundhedsskolen,
Ringkjøbing Amt.
Elbrønd, Marianne (2002) De små skridts strategi” – udvikling og afprøvning af
arbejdsstrategi, der skærper såvel brugernes som medarbejdernes opmærksomhed
mod de skridt, der tages i retning mod bedring og de forhold, der leder
på vej. Herning: Social- og sundhedsskolen.
Elbrønd, Marianne (2001) Livets gang på Mellemtoft – Evaluering af leve- og
bomiljøet i plejeboligerne Mellemtoft. Rapport. Holstebro Kommune.
147

Elbrønd, Marianne (2000) Det afhængige hverdagsliv – Casebaserede studier
af hverdage, som er et arbejdsmæssigt anliggende for andre. Social- og sundhedsskolen,
Ringkjøbing Amt..
Elbrønd, Marianne (2001). At se hver dag i sammenhæng." Gerontologi & Samfund
17(1): 12-14.
Elbrønd, Marianne (1999) Videnskabende samarbejde mellem skole og praksis.
I: Uggerhøj (red). Rapport fra tredie nordiske symposium. Aarhus: Den sociale
Højskole.
Elbrønd, Marianne (1998) Arbejdsrapport over forberedelsesforløb til projekt
hverdagsliv og offentlig service. Herning: Social- og sundhedsskolen.
Eliasson, R. (1987) Äldreomsorg som forskningsområde. I: Kritisk psykologi, nr.
2, årg.42
Flyvbjerg, Bent (1994) Rationalitet og magt. København: Akademisk Forlag.
Fromholt, Pia og Jessy Hjorth-Hansen (1999) Omsorgens mange ansigter. I:
Svækkelse i alderdommen. Dafolo Forlag
Gibson, R.C (1991) The Subjective retirement of black Americans. I: Journal of
Gerontology, 46: 204-209.
Goffmann, Ervind (1975) Asylums. Penguin Pelican.
Gullestad, Marianne (1995) Kultur og hverdagsliv. Oslo: Universitetsforlaget. 4.
opplag.
Gundelach, Peter (2002) Danskernes værdier 1981-1999. København: Hans
Reitzels Forlag.
Gundelach, P (2000) Nærhed og distance i forskning og socialt arbejde. I: Nordisk
socialt arbejde nr. 3, årg.20, 165-172
Hansen. Jan (2003) Efteruddannelse for social-og sundhedshjælpere. Opsummering
af evaluering”, www.inspirationsnet.dk/log/multimedia/SOSUevaluering.doc
Holzkamp, Klaus (1998) Daglig livsførelse som subjektvidenskabelig grundkoncept.
Nordiske Udkast, 25, 3-32
Højlund, Birgitte (2005) Hverdagsliv og livretter – Forsøg med praktisk hjælp til
madlavning for pensionister.” Gerontologi, nr.1
148

Højlund, Birgitte (2003) Hverdagsliv og livretter – et forsøgs- og udviklingsprojekt
om ældres måltider”. Social- og sundhedsskolen, Ringkjøbing Amt.
Jacobsen, Bo at. al (1999) Videnskabsteori. København: Gyldendal uddannelse.
Jensen, Torben K. (1990) Sygepleje som etisk know-how – hermeneutik og
livsverden, menneskesyn og metode. I: Torben K, Jensen, Lars Ulrik Jensen og
Won Chung Kim (red) Grundlagsproblemer i sygepleje. Århus Philosophia.
Jönsson, Bodil (2000) Ti tanker om tid. København: Rosinante.
Katzenelson, Boje (1994) Menneskelivets koreografi og kundskabens grundlag.
I. Søren Willert et.al. Det særligt menneskelige. København: Hans Reitzels Forlag
Kitwood, Tom (1999) En revurdering af demens – personen kommer i første
række. Dafolo.
Knudsen, Hans Jørgen (2004) Efteruddannelse i erhvervsuddannelserne. I:
Samfundsborger – medarbejder. Erhvervsskolernes Forlag.
Lazarus, R.S. (1993) Coping Theory and Research: Past, Present, and Future.
Psychosomatic Medicine, 55, 234-247.
Lundstøl, John (2004) Er praktisk kundskab gyldig kundskab? I: Gamst (red).
På sporet af kundskabens veje i socialt arbejde. København: Socialpolitisk Forlag.
Lundstøl, John (1999) Kunnskabens hemmeligheter. Oslo: Cappelen Akademisk
Forlag.
Palshøj, Suna Kate (1999) Tavs viden i forebyggende hjemmebesøg. I: Tidsskrift
for sygeplejeforskning. 2/1999
Ramhøj, Pia, Karen-Dorthe Bach Nielsen og Inga Marie Lunde. (1996) Sundhedsforskningens
brug af hverdagsteorier. I: Inga Marie Lunde og Pia Ramhøj
(red) Humanistisk forskning inden for sundhedsvidenskab. København: Akademisk
Forlag
Ramian, Knud (in prep.) Case studie-strategi.
Ramian; Knud (2005) Mere liv I hverdagen. VEGA netværkets forsknings- og
udviklingsprogram. http://www.ceps.suite.dk/vega.html
Ramian, Knud og Jónas Gústafsson (red) (2003) Livshistorien – en vej til det
menneskelige. Systime.
149

Ramian, Knud: ”Livsmønstre hos gamle – en model for social aldring”, Center
for evaluering, Psykiatrien i århus Amt.”, 2000
Ramian, Knud (2000a) Videnskabende netværk. Center for evaluering, Psykiatrien
i Århus Amt.
Ramian, Knud (2000b) Livsmønstrenes grundbegreber. Center for evaluering,
Psykiatrien i Århus Amt.
Ramian, Knud og Jónas Gústafsson (red) (1998) Liv i fokus – det sindslidende
menneske i hverdagen”. Systime..
Ramian, Knud og Inger-Lise Dyrholm (red) (1997) Hverdagsliv hos gamle –
rapport fra VEGA-projektet – et samarbejde om forskning og udvikling på ældreområdet.
Dansk Gerontologisk Selskab.
Ramian, Knud (1992) I familielivets lange løb. I: Knud Ramian (red) Vejen til en
god Alderdom. København: Nyt Nordisk Forlag.
Rasmussen, Kim (1999). Om fotografering som forskningsstrategi i barndomsforskning.
Dansk sociologi
Relsted N. og Andersen A. (1998) Hverdagsliv og bolig: Raske ældres dagligdag.
Ergoterapeutskolen i Århus.
Ruthuisen, Jan Jaap (2004) Dokumentation og duelighed i praksis.
www.jcvu.dk/konferencer
Ruthuisen, Jan Jaap (2000) Pædagoguddannelse, videnskab og forskning. I:
Iris Nyhedsbrev, nr. 3
Ruthuisen, Jan Jaap (2000). Pejlemærker i socialpædagogisk arbejde i andre
menneskers hjem. Jydsk pædagog-seminarium. Arbejdspapirer nr. 7
Ry Nielsen, Jens Carl (1998). Om brugen af billeder – en personlig beretning. I.
bevisets stilling. IOA-årbog.
Schroots, J.J.F. (1996) Theoretical Developments in the Psychology of Aging.
The Gerontologist, 36(6), 742-748.
Schroots, J.J.F. (1995) Gerodynamics: Toward a Branching Theory of Aging.
Canadian Journal of Aging.14, 74-81.
Schutz, Alfred (1975) Hverdagslivets sociologi. København: Hans Reitzels Forlag.
Schön, Donald (2001) Den reflekterende praktiker. København: Klim
150

Snell, H., H.V. Dahl, and L. Jensen (1995) Sammenhæng i omsorgskæden for
demente og deres pårørende. Århus: Center for Gerontopsykologi.
Stern, Daniel (2004) Det nuværende øjeblik. København: Hans Reitzels Forlag.
Tiller, Tom (2000) Forskende partnerskab. Kroghs Forlag.
Twigg, Julia (2000) Bathing – the Body and Community Care. London: Routledge.
Poulsen, Jørgen (1999) Kultur og betydning. Samfundslitteratur.
Ullerberg, Inger (2004) Kommunikation og vejledning. Oslo: Universitetsforlaget.
Wackerhausen, Steen (2002) Humanisme, professionsidentitet og uddannelse.
København: Hans Reitzels Forlag.
Willert, Søren ( 2004) Dokumentation som spin off fra arbejdshverdagens praksisrefleksion.
www.jcvu.dk/konferencer
Willert, Søren (2002) Organisatorisk selvbevidsthed som proceskonsulentens
redskab. I: Bertelsen, P., Hermansen, M. og Tønnesvang, J: Vinkler på selvet.
Århus: Klim.
Willert, Søren (2000) Bevidsthedsfunktionen – biologiske og psykologiske perspektiver.
I: Bulletin fra Forum for Antropologisk Psykologi 7
Yin, K.K. (2003) Case study research: Design and methods. 3 ed. Applied social
research methods series. London: Sage Publications.
151