HVERDAGSLIV TIL ARBEJDSBRUG Samlet formidling af VEGA ...

forske i. Endvidere giver koblingen til praksis en adgang til praksissammenhænge
og data, som det ellers kan være svært at få adgang til.
For det andet har egenproduktion af viden den gode bieffekt, at lærerne får personlige
erfaringer med at gå metodisk til værks og f.eks. lave casestudier, hvilket
giver dem et godt udgangspunkt i forhold til at inspirere kommende socialog
sundhedsarbejdere til at gøre det samme. Der gemmer sig meget viden i
praksis, som uden tvivl kunne gøres mere tilgængelig, hvis praktikere i forreste
geled generelt var bedre til at gå metodisk og systematisk frem i det daglige
arbejde.
Deltagelse i VEGA-projekter kan sammenlignes med en form for praksisnær
kompetenceudvikling. Lærere får konkret og praktisk træning i videnskabende
arbejde, der retter sig mod hverdagens praksis.
Den form for kompetenceudvikling, der knytter sig til VEGA-aktiviteterne, adskiller
sig klart fra mere traditionelle former for efteruddannelsesaktiviteter, der ofte
lægger sig i universiteters kølvand, hvad angår krav om reproduktion af andres
teorier og metoder. Der synes i disse tider, hvor f.eks. de mellemlange uddannelser
slutter sig sammen i CVU’er, og hvor der stilles krav om undervisernes
akademiske opkvalificering, netop at være stærkt brug for efteruddannelsesaktiviteter,
der prioriterer træning i praktisk, anvendelsesorienteret videnskabende
arbejde frem for bogstudier og højtravende, akademiske diskussioner.
For det tredie har medarbejdere på uddannelsesinstitutioner en viden om at
iscenesætte læreprocesser, der kan være med til at kvalificere formidlingsdelen
af videnskabende arbejde. Da underviseres kerneydelse er vidensformidling, er
de muligvis mere opmærksomme på at skabe den kontinuitet mellem frembringelse
og brug af kundskab, som er så hårdt tiltrængt på ældreområdet. I VEGA
har vi på egen krop erfaret, hvor udmattende det kan være at begive sig af med
videnskabende aktiviteter. Ikke sjældent er det sådan, at dem, der har slidt og
slæbt med et projekt, har brugt sig selv op og egentlig ikke orker mere, når
værdifulde indsigter og resultater skal formidles. Netværket har ved flere lejligheder
fungeret som venlig ’indpisker’ med henblik på at forhindre, at projekter
blev afsluttet, når de ligeså godt kunne tage en ny begyndelse, f.eks. i form af
formidlings- og implementeringsaktiviteter. For projektmagere, der i forvejen
befinder sig i et udannelsesmiljø, er der reelt mange muligheder for at lade
frembringelse og brug af kundskab gå hånd i hånd.
For det fjerde kan uddannelsesmiljøernes erfaringer med selv at producere viden
øge interessen for at sætte sig ind i, bruge og formidle den viden,som andre
har skabt. Uddannelsesinstitutioner er helt centrale aktører i forhold til at få
videreformidlet den viden, som skabes i de traditionelle forskningsmiljøer.
Hvilke resultater er der kommet ud af VEGA-netværkets videnskabende
arbejde?
Netværket er ikke udsprunget af et akademisk miljø, og det arbejde, der har
været udført, har ikke været bundet af en forpligtelse til at skulle leve op til bestemte
traditioner, indholds- eller formkrav. I VEGA har vi især været optaget af,
at projekterne skulle producere en viden, der gør en forskel i praksis – hvor
8