HVERDAGSLIV TIL ARBEJDSBRUG Samlet formidling af VEGA ...

Spisning:
Rammerne om spisningen gøres der ikke så meget ud af. De følger det mønster,
der gjorde sig gældende for Anna og hendes familie i det tidligere liv i
landbruget. Det betyder meget for Anna, at arrangementet omkring spisning er:
• praktisk.
Maden:
Morgenmåltidet, der oftest består af surmælksprodukter, er enkelt og hænger
sammen med de piller, der skal indtages. Det foregår stående ved køkkenbordet.
Det enkle præger også formiddagskaffen og eftermiddagskaffen. Det varme
måltid ved dagens afslutning er dagens højdepunkt. Ifølge Anna har madens
betydning noget at gøre med:
• sanseoplevelse
• kvalitet.
Opsamling:
Annas måltidsmønstre følger stadigvæk den rytme og den stil, som gjorde sig
gældende, da hun sammen med sin mand havde landbrug. Det at gøre tingene
selv og selv bestemme er for Anna helt afgørende. Så længe hjælpen kan ydes
til indkøb, og tilgængeligheden til butikkerne (nærhed og kørestolsvenlighed) er
til stede, kan Anna fastholde nogle afgørende betydninger i dagliglivet.
I forbindelse med en sygehusindlæggelse og en flytning for et halvt år siden
arrangerede kommunen en madordning for Anna, der havde den uheldige bivirkning,
at Annas dag blev drænet for betydningsfulde aktiviteter og oplevelser.
Anna havde, som hun selv udtrykker det, ’noget vrøvl med’ madordningen. Hun
oplevede, at den var forbundet med mange begrænsninger. ”Det kunne jeg ikke,
og det skulle jeg ikke, og det måtte jeg ikke”, fortæller Anna, der heller ikke
kunne lide maden.
Annas historie synliggør, at den offentlige måltidsservice i visse tilfælde nok
tilbyder mennesker ernæringsrigtig kost, men reelt tager måltiderne og en perlerække
af betydningsfulde stunder fra dem.
I VEGA-projektet ”Hverdagsliv og livretter” blev måltidsmøstrenes betydninger
og skrøbelighed yderligere belyst, og det blev synliggjort, at hjælpesystemet
med blot ganske få justeringer og ændrede prioriteringer i tildeling af hjælp kan
bidrage til at vedligeholde eller eventuelt genskabe betydningsfulde måltidsmønstre
i gamle menneskers liv. En lille ekstra håndsrækning i en stund,
f.eks. i form af opmuntring, hjælp til at skrue låget af dåsen, hjælp til at snitte
løget eller hvidkålshovedet, vil for nogen række ind i og give indhold og mening
til sekvensen af stunder, der udgør det samlede måltidsmønster.
Set i dette sekvensperspektiv bliver det tydeligt, at hjælpesystemer og fagpersoner
influerer på folks liv på en måde, der strækker sig langt ud over de tidspunkter,
hvor de forskellige verdener krydser hinanden, og ydelser konkret udveksles.
I VEGA benævner vi dette fænomen som gennemsivning. Ole Dreier
beskriver fænomenet således:
94