HVERDAGSLIV TIL ARBEJDSBRUG Samlet formidling af VEGA ...

etegner som principiel ubestemthed, og derfor nytter det ikke at søge efter den
sikkerhed i kundskabsgrundlaget, som moderne videnskab postulerer, at det er
muligt at nå frem til, f.eks. ved at benytte særlige forskningsmetoder og procedurer.
En person, der tror det, vil ikke nå langt i den læreproces-model, som brødrene
Hubert og Stuart Dreyfus har udviklet, og som består af i hvert fald fem trin omfattende:
nybegynderen, den avancerede begynder, den kompetente udøver,
den kyndige udøver og eksperten. Modellen, som er udførligt gengivet og kommenteret
af Bent Flyvbjerg, angiver at der er et kvalitativt spring fra de tre første
til det fjerde og det femte trin, idet regeltænkningen, som er dominerende på de
første trin, opgives som vigtigste afsæt for handling til fordel for erfaring, fornemmelse
for kontekst og intuition. En af de centrale pointer ved Dreyfusmodellen
består ifølge Flyvbjerg i, at den placerer kontekst, dvs. det principielt
ubestemte og det konkrete, centralt i produktion af viden og færdigheder. (Flyvbjerg,
1991). De bedste præstationer inden for et givet område forudsætter en
ekspertise, der er kvalitativt anderledes end den rene analytiske rationalitet.
Analyse, rationalitet, regelbaserede handlinger er ifølge Dreyfus-modellen vigtige
fænomener, men det er en fejlslutning at ophøje dem til at være det vigtigste
kundskabsgrundlag, idet man således overser,at virkelig ekspertise også
implicerer erfaring, fornemmelse for kontekst og intuition.
I VEGA er vi optaget af den komplekse, ubestemmelige og rodede verden, som
praktikeren er i, og af at producere kundskab, der kan kaste lys over den verden.
Vi taler om praksisbaseret viden og forstår hermed den viden, som skabes
af praksis, om praksis og for praksis, og som det tidligere er fremgået, omtaler
vi konsekvent det, vi laver, som videnskabelse eller videnskabende aktiviteter.
Med disse betegnelser forsøger vi at lægge afstand til de mere traditionelle opfattelser
af, hvad kundskab og viden er, og hvordan det skabes. Samtidig lægger
vi også afstand til de praksismiljøer, der fremstiller den tavse dimension i
praksiskundskab som noget, der aldrig kan indfanges og sprogliggøres, hvorved
de reelt undsiger sig en mulighed for at producere en praksisbaseret viden,
der kan deles med andre.
I VEGA- og LIFO-sammenhæng anvendes termen praksisviden om noget, man
kan skabe, kan sætte ord på, tale og eventuelt skrive om. I bogen ”Livshistorien
– vejen til det menneskelige” præsenteres følgende definition:
”Vi taler om ”praksisviden”, når vi kan svare på centrale spørgsmål om det sociale
arbejde på baggrund af oplysninger, når kilden til disse oplysninger er kendt
og accepteret som kilde til oplysninger. Denne viden kan være mere eller mindre
sikker viden afhængig af kilden og argumentets styrke.” (Ramian, 2003,
p.308)
På sin vis kan VEGA-aktiviteterne ses som et stille opgør med det traditionelle
videnskabsideal og den gængse forestilling om, at go’ praksis bygger på eller
udspringer af abstrakt, almengyldig viden, der kan omsættes i regler, procedurer
og metoder, som praktikere kan omsætte til handlinger. Denne tankerække,
119