HVERDAGSLIV TIL ARBEJDSBRUG Samlet formidling af VEGA ...

meget opmærksomme på måden som fænomener sprogliggøres og tanker bliver
formidlet på. Vi er - Inspireret af den konstruktivistiske og den sprogsystemiske
forskningstradition - meget optaget af den måde, fænomener omtales på,
og hvilke aspekter som gives sproglig opmærksomhed (jf. Andersen, 1996).
Sprogvalg er bestemmende for, hvilke oplevelser og betydninger, der skabes i
folks hoveder.
For os gør det faktisk en forskel, om vi f.eks. omtaler VEGA-projekterne som
forskning eller videnskabende aktiviteter. Der er en forventningsbyrde til forskel.
Et næsten uoverstigeligt bjerg, som vi ikke har hverken forudsætninger eller
udstyr til at bestige. Ord, billeder og formidling er nøglebegreber i alt, hvad vi
laver, for anvendelsesværdien af forskning eller videnskabende aktiviteter afhænger
i stor udstrækning af, om de ord og billeder, der udspringer af forskning
og det at skabe viden, giver god form til fænomener i virkeligheden og kan nå
ud til og kan berøre andre.
En af ambitionerne i VEGA går bl.a. ud på at billedliggøre indsigter og pointer,
der eventuelt senere kan bruges i undervisnings- og praksissammenhænge. I
VEGA har vi over årene udviklet et særligt perspektiv på hverdagen. Vi er klart
inspireret af foreliggende teorier og andres forskningsbaserede erfaringer. Bøger
er, som Grundtvig har udtrykt det, ”en god ven i baghånden”, men samtidig
har vi - med den amerikanske psykolog Rollo May’s ord – forsøgt at udvise en
slags disciplineret naivitet, når det har handlet om at anlægge et særligt anvendelsesorienteret
perspektiv på hverdagsliv.
Det særlige VEGA-perspektiv
For mange år siden så jeg en lille tegnefilm i en børnetime. Jeg har aldrig set
den siden, og følgende lille fortælling er baseret på min erindring om filmen og
adskiller sig sandsynligvis en del fra den virkelige film.
Startscenen viser en pige, der sidder og gynger på en gynge. Frem og tilbage.
Frem og tilbage. Frem og tilbage.
På et tidspunkt zoomes der ind på pigens hånd, hvor der sidder en myg. Der
zoomes yderligere ind på myggen, hvorved alle detaljer – øjne, ben, snabel toner
frem. Kameraet får røntgen egenskaber, og det er muligt at se blodet, som
flyder gennem snabelen og videre ud i myggens krop. Kameraet panorerer derefter
tilbage til det sted, hvor myggens snabel gennemborer pigens hud. Som i
en anatomisk lærebog stilles der skarpt på et enkelt hår, der knejser som en
kæmpe træstamme i sin hårsæk. Dernæst går turen gennem de forskellige hudlag
ind til en blodåre, hvor der zoomes ind på blodets enkelte celler og bestanddele.
Sceneskift. Igen ses pigen på gyngen. Hun gynger stadig. Frem og tilbage.
Frem og tilbage. Nu zoomes der den modsatte vej. Som beskuer løftes man
højere og højere op, således at man bringes med på en rejse væk fra jorden.
På rejsen derudaf kan man først se haven. Dernæst havens placering i et kvarter.
Dernæst kvarterets placering i udkanten af en by, som ligger et sted på jorden,
som ligger et bestemt sted i solsystemet, som er en del af universet, som
strækker sig langt, langt ud i det uendelige.
72