HVERDAGSLIV TIL ARBEJDSBRUG Samlet formidling af VEGA ...

fundslivets sociale praksisser, i kulturen, i sproget og i andre menneskers erfaring,
og som dermed overføres fra generation til generation.(Katzenelson, 1994)
I dagligdagens trummerum og i sociale situationer, hvor mennesker lever sammen,
spiser, sover, arbejder, leger, roder og regerer, indlæres handlinger, rutiner,
forholdemåder mv. som en helt naturlig del af tilværelsen.
Store dele af det sociale videnslager, som mennesker er fælles om at få del i,
sætter sig, som det fremgår af det nederste trin på tegningen, som rygmarvsviden.
Denne viden, der ofte er tavs, udvikler vi og bærer med os gennem tilværelsen.
I dagligdagens trummerum udfører man et hav af handlinger, uden at
man tænker nærmere over det.
På andet trin finder vi vores egen dagligdags teorier, som vi måske formulerer
for os selv, når den viden, der sidder på rygmarven, ikke rækker. Det kan handle
om, at man afbrydes eller forstyrres i sine gøremål. Måske tvinges man til at
standse op og betragte det, man gør. Måske tænker man lidt nøjere over tingene
og danner sig en opfattelse af dem. Sådanne dagligdags, private teorier er
ofte løsrevne og usystematiske.
På de første to niveauer ligger en masse uudtalt viden, som ofte negligeres, når
nogen sætter sig for at blive klogere. En svensk ældreforsker, Rosmari Eliasson,
har interessant nok påvist, hvor svært erfaringsbaseret viden har ved at
gøre sig gældende og vinde gehør inden for ældreområdet, på trods af at det
ifølge Eliasson helt åbenlyst er den type viden, der gør udslaget i praksis (Eliasson,
1989).
En norsk professor, Tom Tiller, forsøger i bogen "Forskende Partnerskab" netop
at fremhæve, at læring baseret på hverdagens erfaringer er en vigtig størrelse,
og han gør sig nogle tanker om de forskellige stadier, som en erfaringslæring
kan gennemløbe, der fint kan passes ind på tredie trin i den videnstrappe, der
omtales her.
Tiller skelner mellem fire hovedstadier i erfaringslæring:
På det første stadie snakker vi løst om det, vi erfarer, på de andre tre ordner
vi vores personlige erfaringer i ord og begreber, som danner grundlag
for at koble det, vi selv har ordnet, sammen med de andres ordnede begreber.(Tiller,2000)
Det første læringsstadie i Tiller's teminologi forekommer, når vi f.eks i gruppesammenhænge
snakker om det, vi erfarer. Denne løse snak er vigtig, idet den
er en del af grundlaget for erfaringslæring. MEN processen må ikke stoppe her.
Hvis hverdagserfaringer skal sætte sig som læring, må snakken kvalificeres, så
man giver sig tid til at belyse episoder eller problematikker mere systematisk.
Det er med andre ord vigtigt at forlade det strukturerede 'snakkeniveau’ for at
gennemløbe de andre erfaringslæringsstadier, som Tiller nævner.
Tiller taler om, at hverdagens erfaringsmylder først skal ordnes og kategoriseres.
Siden skal ens private erfaringer kobles til andres ordnede og kategorise-
121