HVERDAGSLIV TIL ARBEJDSBRUG Samlet formidling af VEGA ...

Det første møde mellem tilværelsessiden og arbejdspraksissiden
Med afsæt i empirien fra VEGA-projekterne kan gives mange eksempler på, at
det ikke altid lykkes arbejdspraksissiden at tage del i tilværelsessiden på en
måde, præget af fodslag og fornemmelse for det betydningsfulde i hverdagen.
For at undgå, at hverdagen og tilværelsessiden negligeres, gennemsives eller
ligefrem invaderes af arbejdspraksissiden, må den tildeles mere opmærksomhed
i arbejdspraksissammenhænge. Projekt ViCo-metoden handlede netop om
at konstruere en samtalestrategi, så borgerens tilværelsesside allerede fra den
første kontakt gøres mere synlig. Projekt ViCo-metoden påviste, at visitatorer i
hvert fald skal være opmærksomme på to forhold, der besværliggør, at tildeling
af hjælp tager afsæt i hverdagslivet.
Det første forhold hænger sammen med, at mennesker i hverdagen ikke har et
særlig bevidst forhold til livet i hverdagen. Vi tænker og taler ikke meget om den
banale, gentagelige hverdagstrummerum. Vi tager den for givet. ”Sådan er det
bare”.
Det andet forhold hænger sammen med, at visitatorernes tilgang til at få indsigt
i menneskers upåagtede hverdagsliv viste sig også at være upåagtet. Visitatorerne
oplevede, at de i visitationssamtalerne spurgte ind til det betydningsfulde i
hverdagen, men dette kunne ikke registreres på båndudskrifterne. Af de kvalitative
interviews med visitatorerne, som blev foretaget efter visitationssamtalerne,
fremgik det, at den indsigt, de synes, de havde om borgernes hverdagsliv, udsprang
af observationer, de gjorde i hjemmet ud fra billeder, genstande mv. Den
upåagtede registrering af det upåagtede hverdagsliv resulterede i, at hverdagslivet
kun i ringe grad blev artikuleret og sprogliggjort, og at det derfor var svært
at tillægge det betydningsfulde i hverdagen tidsmæssig betydning i forhold til
tildeling af ydelser.
Som følge af denne konstatering giver det god mening, at der i ViCo-projektet
eksperimenteres med at lave en samtalestrategi, der understøtter visitatorernes
bevidste orientering mod livet i hverdagen.
I forbindelse med ViCo-projektet blev udarbejdet forskellige modeller, der synliggør,
hvilke informationer og temaer, der med fordel kan medtages i en visitationssamtale.
Modellerne har karakter af at være en slags vejledende idekataloger,
der kan være med til at minde visitator om at komme ’hele vejen rundt’ i
sin udforskning af borgerens situation og unikke behov for hjælp.
I den model som er gengivet på side 43, anskueliggøres, hvordan visitator kan
opnå indsigt i menneskers bevidsthed om deres egen hverdagsliv og vitale livssammenhænge
ved i samtalen at foretage en indholdsmæssig og bevidsthedsmæssig
bevægelse mellem tiden forstået som livsforløb og tiden forstået
som livsudfoldelse. Centrum I modellen er ’livssammenhæng’ (her og nu), der
horisontalt orienteres i en tidslig fortids/fremtids dimension og vertikalt orienteres
i en rumlig indre/ydre dimension.
Modellen har træk til fælles med en model af menneskers bevidsthedsfunktion,
som Søren Willert har konstrueret (Willert, 2002). Centrum i Willerts model er
98