HVERDAGSLIV TIL ARBEJDSBRUG Samlet formidling af VEGA ...

- jeg havde så god en handelsuddannelse, som nogen kunne få. Så valgte jeg med det
samme at gå på kontor, og det har jeg aldrig fortrudt. Og jeg fik en meget stor stilling efterhånden
og sluttede som direktør, og jeg var eneste pige. Det kneb det første ½ år,
jeg var der. Da gjorde mine arbejdskammerater - de herrer, hvad de kunne for at få mig
til at gå - de ville gerne af med mig. De ville gøre mig ked af det, så jeg selv sagde op.
Det lykkedes nu altså ikke. Så kaldte de mig for sjov, fordi de ikke kunne klare mig, så
kaldte de mig "Den lille Vorherre". Det var mit øgenavn, men de blev de bedste kammerater,
jeg nogensinde har haft. Vi lærte at respektere hinanden, og jeg blev der i mange
år, også efter at jeg blev gift og fik børn.
En sådan fortælling har således som Marianne Horsted på et tidspunkt udtalte i
et interview i Politikken, træk tilfælles med de tegneopgaver, børn laver, hvor
det handler om at forbinde nogle punkter i den rigtige rækkefølge. Punkterne
har numre – 1,2,3,4,5,6,7 og hvis punkterne forbindes med en blyantsstreg i
den rigtige rækkefølge, så kommer der en figur frem. Fru Ranks liv består ligesom
tegneopgaven af en masse løsrevne punkter i form af begivenheder og
tidspunkter – en stadig strøm af øjeblikke og hændelser, og det er kun fru Rank
selv – eller nogen, der kender hende godt - der ved at fortælle om det liv, der er
levet, kan forbinde de løsrevne begivenheder til noget, der hænger sammen og
giver mening. Fortællingen er at sammenligne med den streg, som børnene
tegner mellem punkterne, men hvor der som regel kun er en rigtig måde at forbinde
punkterne i tegningen på, så kan hændelser i menneskers liv forbindes
på et utal af måder, alt afhængig af hvad man her og nu har brug for at forstå.
Af den grund giver det ingen mening at være på jagt efter menneskers livshistorie.
I princippet kan mennesker hele tiden fortælle nye historier om sig selv.
Samme livshistorie kan fortælles på mange måder, afhængig af den sammenhæng
historien fortælles i.
Fortællingens funktion er at skabe mening og sammenhæng. I mange forskellige
sammenhænge har vi brug for at rette blikket bagud og konstruere en sammenhængende
streg imellem nogle af livets mange hændelser.
På sygehuset er fru Rank sandsynligvis blevet udspurgt om sin helbredssituation,
og hun har muligvis fortalt sin sygehistorie. Måske er der også kommet andre
facetter af fru Ranks historie frem. Historien konstrueres i samspillet mellem
den, der fortæller og den, der lytter til eller spørger ind til fortællingen. Det betyder
f.eks. noget, hvem der lytter, hvilket humør fortælleren er i, og hvad der har
sat gang i fortællingen. Fortællinger er i modsætning til de livshistorieskemaer,
som er meget benyttede inden for ældreområdet, levende og foranderlige, og
for ældreområdets medarbejdere gælder det om at gribe dem, når lejligheden
byder sig. Måske gemmer historierne en del af koden til at forstå noget af det,
f.eks. de livsmønstre, der har betydning for livet i dag. Måske siger de noget om
de mere langvarige påvirkninger, som mennesker har været udsat for i deres
opvækst i familien, under deres skoleforløb, i deres voksenliv, i deres arbejdsliv
mv. De langvarige påvirkninger er interessante, idet de synes at hænge sammen
med de grundlæggende værdier, som mennesker værner særligt om i deres
liv og dagligdag (Gundelach, 2002). Til forskel fra andre mere overfladiske
værdier, som luftes verbalt, men ikke udmøntes i handling, er de grundlæggende
værdier reelt betydningsfulde og styrende i hverdagen.
111