HVERDAGSLIV TIL ARBEJDSBRUG Samlet formidling af VEGA ...

get af kompleksitet. Der er tusinde ting, der spiller ind. Der er tusinde ting at
lægge mærke til eller at se bort fra. Specielt er der en risiko for, at det banale,
det kendte, det gentagelige forsvinder ud af vores opmærksomhedsfelt.
Fagpersoner vil, alt afhængig af deres ståsted i det fagprofessionelle felt, være
tilbøjelige til at anlægge bestemte perspektiver på alt, hvad de ser (Wacherhausen,
2002). Mange fagprofessionelle har i alt for lang tid været blinde på det
øje, der handler om kontekst og hverdagsliv, og VEGA-projekternes begreber
og modeller er tænkt som en slags ’briller’, der netop kan være med til at skærpe
fagfolks blik for øjeblikke, stunder, sekvenser og længerevarende tidsforløb.
Antagelsen i VEGA er, at en billed- og begrebsliggørelse af tiden som kortvarigt
eller længerevarende fænomen kan inspirere fagpersoner til at dvæle ved tiden.
Vi er inspireret af Stern og andre, der antager, at jo længere en terapeut kan
forblive i det nuværende øjeblik og undersøge det, jo flere forskellige veje vil
åbne sig i terapien. (Stern, 2004). Også Tom Andersen fremhæver vigtigheden
af, at en terapeut har øjne og ører med sig i nuet og giver som eksempel, at
terapeuten ved f.eks. at være opmærksom på en klients vejrtrækning i samtalesituationen
kan få vigtige meldinger om bevægelser i samtalen og om klienten
føler sig vel eller uvel ved at være en del af den (Andersen, 1992).
Inspireret af disse tanker om nuet og terapi antager vi i VEGA, at jo længere
fagpersoner kan forblive i øjeblikket, i stunder, i sekvenser og i forløb og kigge
sig godt for og suge indtryk til sig, jo flere forskellige veje vil åbne sig i den daglige
arbejdspraksis. Det handler om at påskønne den rene, rå oplevelse og procesbeskrivelse
og ikke straks gå i gang med at tolke eller tilskrive mening.
Når det levede liv betragtes i tidsligt perspektiv med nuværende øjeblikke, stunder,
sekvenser og forløb som fokus, begynder man at se det udfolde sig på en
anden måde, end man er vant til.
At føle
Vidtåbne sanser er et godt udgangspunkt for at lade sig berøre af de indtryk,
der strømmer en i møde fra omgivelserne. Faktisk kan vi som mennesker næppe
undgå at lade os berøre, hvis vi vel at mærke lader indtryk slippe ind. Nye
teorier om spejlneuroner rummer i den forbindelse interessante perspektiver.
Filosoffen Keld Brikner fremhæver i en artikel fra 2001 vigtigheden af, at mennesker,
der arbejder med mennesker, lader sig berøre. I artiklen præsenterer
han begrebet om et godt moralsk arbejdsmiljø, der opstår på en arbejdsplads,
hvis medarbejdere i det daglige ikke blot lader sig vejlede og retlede af regler,
men også bruger deres egen moralske dømmekraft i forhold til at vurdere, om
arbejdet er gjort godt nok, og om konkrete situationer fungerer på en god måde
for de mennesker, der er afhængige af hjælp.
Keld Brikner taler om, at den moralske stillingtagen skal udspringe af hver enkelt
medarbejders oprigtige engagement om at gøre det så godt, man kan, for
de mennesker man skal hjælpe, inden for rammerne af de ressourcer, der står
132