HVERDAGSLIV TIL ARBEJDSBRUG Samlet formidling af VEGA ...

og statens (og måske EU’s) love, bekendtgørelse og aktuelle politiske udspil på
social- og sundhedsområdet.
Dobbelttegningen illustrerer, at medarbejdere skal kunne forholde sig til borgere
ud fra et hverdagsligt tilværelsesperspektiv, samtidig med at de holder sig for
øje, at de er systemrepræsentanter. Hvis der sker en ubalance i retning af, at
tilværelsessiden negligeres, gennemsives eller ligefrem invaderes af praksissiden,
kan omkostningerne for de enkelte modtagere af offentlig hjælp blive stor.
Hvis man forestiller sig, at de to tegninger er transparente overheads, kan man
lægge dem oven på hinanden og få et indtryk af, hvor komplekst et arbejdsfelt
medarbejdere inden for ældreområdet skal kunne fungere i.
Der vil altid være en risiko for, at en af siderne får ’overtaget’. Inden for institutionsverdenen
kan der findes mange og grelle eksempler på, at gamle, syge eller
handicappede mennesker i tidens løb er blevet mødt med en objekt- og klientgørende
attitude, hvor arbejdsprocedurer – rundepleje, faste rutiner, diciplinering,
m.v. – overskyggede individuelle hensyn. Forventningen var, at beboerne
deltog eller tilpassede sig institutionens hverdag og rytme. Sociologen Goffmann
karakteriserede i sin klassiske kritik af totale institutioner denne attitude
som drabet på ”det civile jeg” (Goffmann, 1971), og den engelske demensforsker
Tom Kitwood har i adskillige artikler og bøger fulgt op på kritikken ved at
henlede opmærksomheden på ”den ondartede socialpsykologi”, som kan forekomme
i demente menneskers tilværelse – f.eks. i samværet med pårørende
og plejepersonale. (Kitwood, 1999)
Inden for ældreområdet indeholder historien også den modsatte ubalance –
nemlig situationen, hvor omsorgen for gamle var en uformel forpligtelse eller et
ufaglært arbejde, hvor mange kvinder ingen arbejdsmæssig beskyttelse eller
rettigheder havde.
På den ene side var det positivt, at f.eks. hjemmehjælpere tidligere i stor udstrækning
har haft et godt og indgående kendskab til gamle menneskers personlige
historie og unikke behov. De var gode til at skræddersy hjælpen og underkaste
sig, men der var samtidig indbygget en flydende grænse til underordning
under modtageren. (Christensen,1999)
De to parter i relationen står over for en opgave, der handler om at få hverdagen
til at fungere. De har forskellige perspektiver på de opgaver, der skal løses
og måden, de skal løses på, og brobygningen afhænger af, om de kan mødes i
en fælles forståelse af hinanden, af andre, af situationen, af handlinger, af daglige
rutiner og andet, der har betydning i hverdagen (Broch, 1990). På hverdagsplanet
skaber de ældre og de professionelle ”et afhængigt hverdagsliv”
med de rutiner og praksisformer, de efterhånden udvikler sammen.
VEGA-projekterne har synliggjort, at graden af fodslag, der præger samspillet
mellem tilværelsessiden og arbejdspraksissiden spænder over et kontinuum,
gående fra total mangel på fodslag til udpræget fodslag.
97