HVERDAGSLIV TIL ARBEJDSBRUG Samlet formidling af VEGA ...

Hjemmehjælp fremstilles som en kontant form for opgaveløsning, som der nøje
kan sættes ydre iagttagelige succeskriterier, standarder og tidsnormer op for.
Arbejdet inden for ældreområdet reduceres i mange sammenhænge til ren opgaveløsning,
men det er mere kompliceret end som så.
Der er ikke kun tale om, at en udefra kommende person yder en praktisk håndsrækning
i det levede liv og kompenserer for det, man ikke selv kan. Dette kan i
sig selv være særdeles grænseoverskridende, idet det f.eks. kan indebære, at
andre tager del i de mest private og intime aspekter af livet - nemlig dem der
har med kroppens pleje og funktion at gøre. Indlemmelsen af en anden person i
det konkrete, levede liv medfører også, at det oplevede liv og det betydningsfulde
i hverdagen er under påvirkning udefra.
De handlinger, som ældreområdets medarbejdere iværksætter, sætter sig ikke
kun ydre spor i menneskers levede liv i form af konkret opgaveløsning, men
også indre spor i menneskers oplevede liv i form af ændrede perspektiver på
tilværelsen, identitet mv.
Det kan godt være, at det udefra betragtet ser ud, som om to forskellige personer
får tildelt samme hjælp fra det danske velfærdssamfund – en times rengøring
hver 14. dag samt hjælp til bad en gang om ugen – men reelt kan der være
en verden til forskel på den indvirkning, som hjælpen får på de to personers
levede og oplevede liv. Den samme ’portion’ hjælp kan i det levende og dynamiske
samspil mellem to mennesker udmønte sig i noget, der i den ene ende af
et kontinuum opleves som et godt og positivt bidrag til tilværelsen og i den anden
ende af kontinuumet opleves som et nødvendigt onde eller en belastning.
Faggrupper, der tager del i andre menneskers hverdagsliv, må have en skærpet
bevidsthed om og en nuanceret forståelse af hverdagen, som den leves og opleves
af helt almindelige mennesker. Derfor har de uddannelsesinstitutioner, der
uddanner ældreområdets medarbejdere, en ganske særlig forpligtelse til at beskæftige
sig med det særlige forskningsfelt, som det to-dimensionelle hverdagsliv
hos gamle er. En central opgave består i at gennemføre studier, som kan
kaste lys over livet, som det tager sig ud nedefra – fra almindelige gamle menneskers
perspektiv. Det at give stemme til de gamle gennem f.eks. VEGA projekter
kan i bedste fald være med til at berige det kundskabsgrundlag, som ældreområdets
medarbejdere arbejder ud fra, men en anden og i virkeligheden
endnu mere central opgave kunne handle om at inspirere ældreområdets medarbejdere
til selv at gå til praksisfeltet med en ny åbenhed, så opmærksomheden
skærpes mod såvel det levede som det oplevede liv. Inden for ældreområdet
er der brug for en ny faglighed der mere betoner vigtigheden af at kunne
fornemme her-og-nu frem for at kunne tage afsæt i viden, som andre har skabt.
Viden om hverdagsliv rækker ud over såvel hverdagsviden samt viden,
der har en almengyldig karakter
Ældreområdets medarbejdere vil hele tiden stå over for udfordringen om at
skulle samarbejde med helt unikke personer om løsningen af helt konkrete problemer.
Arbejdsfeltet er konkrete situationer, der aldrig har været og aldrig vil
komme igen. Der er kort sagt tale om situationer, hvor rutinen ikke rækker, og
svarene ikke er givet på forhånd. De kompetencer, der efterspørges inden for
20